UDEN TITEL
MARTIN HALL
PROSADIGTE
SEPTEMBER 1998
LINDHARDT OG RINGHOF (ISBN 87-595-1053-6)
Med udgivelsen af sin femte bog, Uden titel, markerede Martin Hall et skift i sin karriere som forfatter, ikke bare ved at skifte forlag fra Borgens Forlag til Lindhardt og Ringhof, men hvad mere væsentligt er, ved at skrive sin indtil da mest sammenhængende og skarpeste bog.
Bogen blev modtaget meget positivt af pressen og betragtes af de fleste kritikere som Halls litterære gennembrud.
Af tidligere Martin Hall-udgivelser ligger Uden titel umiddelbart klarest i forlængelse af Kontinuum fra 1989, men adskiller sig indholdsmæssigt fra denne ved sin langt mere dekadente og temperamentsfulde natur. Skrivestilen er vittig og profant opblæst, men samtidig fuld af stor selvindsigt og sjælden sårbarhed.
Genre: Prosadigte
Sideantal: 61
Design: Jens Kruse
”Skønhed er en skrøbelig ting. En skygge, man brækker et stykke af for at beholde, indskrive i sin egen drøm og efterlade på et senere tidspunkt.”
“Martin Hall går med en stejl og direkte knækprosa løs på de magtrelationer – ikke mindst mediemæssige – der præger 90’ernes virkelighed … Det er en mærkelig lille samling prosalyrik, Martin Hall har skrevet. Selvhøjtidelig som ind i helvede, men samtidig bidsk ironisk og temmelig morsom.”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (15. september 1998)
“Uden Titel er en bidsk og humoristisk kommentar til ”det kulturelle u-land Danmark” og en terapeutisk tour de force i menneskesindets sygeste afkroge på kanten af et nyt årtusinde.”
Aktuelt – Kim Serup Rasmussen (15. september 1998)
“Al ære værd. Martin Halls monstrøse selviscenesættelse finder sted med humor.”
Information – Erik Skyum-Nielsen (15. september 1998)
“Martin Halls små hånske opblæstheder fornøjer. Jeg synes simpelthen, at det er et trip af en verden … Jeg vil give det gamle flapcitat af Poul Borum fuldstændig ret: ”Martin Hall er et fænomen. Han er enestående”.”
Weekendavisen – Lars Bukdahl (18. september 1998)
“Martin Hall kan både som musiker og skribent være visionær, voldsom og fascinerende, og han forfølger stædigt mål, der ligger uden for den kunstneriske alfarvej.”
Aarhus Stiftstidende – Camilla Christensen (15. september 1998)
“… befriende at læse tekster, der ikke er bange for at være politisk ukorrekte; der ikke på forhånd gør deres yderste for at ligne en pandekage, hvis det nu skulle begynde at blæse. Der er stor sproglig energi og myndighed i de korte sætninger, hvormed teksterne hugger sig vej gennem betydningerne … Bedst er det, når det også formmæssigt står ved sin egen hensynsløse udstansning, som i den næsten aforismeagtige ”Forbehold”, der i sin helhed lyder: ”Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, at det, jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen.” Sådan er der mange perler, også onde, træffende, urimelige, unuancerede. Heldigvis, kunne man sige. For, som der står et sted, verden er fuld af ikke-angrebspagter. Uden Titeler så afgjort en ren krigserklæring. Her må enhver sødladen pandekage springe for livet.”
Standart – Morten Kyndrup (december 1998)
VALMUEBLY
Som en film, der ridses af muren, den vises på, eller som vand, der ikke længere fortynder; sådan føles fladerne i dit liv. Enten medtagede eller uden virkning.
l stk. sjæl i en pantelåners vindue. Der ligger den udstillet, falbudt og omringet af mere interessante kuriosa, en porcelænsbjørn og en sølvlighter. Især sølvlighteren tiltrækker sig din interesse. Hvem der havde en sådan sølvlighter. En sjæl kan man altid være foruden, men en sølvlighter …
Tyveriet falder heldigt ud. Du lader sjælen ligge.
SLUTNINGER
Jeg holder meget af slutninger. Fiktive punkter, hvor der pludselig blændes ned for lyset. Et øjebliks stilhed, værdsat og betragtet fra alle tænkelige vinkler, og så applausen; bruset hvoraf heltene rejser sig, genfødes, hyldes og tiljubles, som børn af en ny og bedre verden. Her føjer ingen stykkets tristesse. Her tildeles tragedien ingen opmærksomhed. Her er ingen nåde, kun en blind overflod, der drukner folkets halvguder i laurbær.
Endnu har jeg ikke set disse forførere bløde. Eller græde. De nøjes med at deltage, hvilket altid føles som et lille stik i siden.
MARTYR
Krig er forførende. Især billederne af døde børn i sneen – verdenshistorier skrevet i størknet blod, der får dig til at glemme al anden gru.
Tidligere levede du som en tæge, sugede ynde og skrøbelighed til dig og lod dine ofre forbløde. Nu betragter du det med afsky; for årene har gjort dig klogere, vist dig, hvad der forventes af en person i din alder.
VÆGTLØS
Mange skammer sig over deres fortid, andre er stolte over den. Jeg har glemt min. Jeg er heldig. Jeg bærer ikke byrden af at skulle forklare mig. Ting forklarer sig selv; kærligheden undskylder altid sine ofre, hvad end deres handlinger måtte være. Muterede eller ej, stadig lige smukke i mine øjne. Jeg ældes ikke med tyngde. Jeg forsvinder bare. Dette gør alting langt lettere, mere ubesværet. Kun verden falder. Jeg forsvinder i et enkelt blik.
INGEN SKJULTE HENTYDNINGER
Du har været talsmand for mange afsporede meninger, er blevet sparket og hængt ud af samme grund, men har altid afsonet hånen med mandsmod og løvehjerte, rejst dig som Fugl Fønix, lutret og renset, stolt over grobunden for alle dine menneskelige fejl, dit ukuelige vovemod. Du har lidt mange nederlag, mange dødsstød, men hver gang er du vendt tilbage, forstærket, forædlet, og med et betydeligt bedre udseende, hvilket kun har næret dine fjenders had og misundelse. Forståeligt nok.
VÆGELSIND
Man kunne sige så meget, foregive så meget, oven i købet slippe af sted med det meste af det, hvis man ville. Jeg er mere dovent anlagt. Jeg har intet ønske om at fjerne mig fra idealforestillingen.
KUJONEN
Jeg har skåret mig selv til blods, ædt min egen afføring, parret mig på den mest afsporede facon og anklaget Gud for al min ulykke. Jeg var en kujon.
EN TYND HINDE
Nogle mennesker er en tynd hinde, spundet omkring en rungende tomhed, ganske uden sidestykke. Jeg har prøvet med nåle og cigaretter, men intet hjælper. Disse mennesker er de sværeste at knække.
FORBEHOLD
Jeg har sat mig ned for at skrive. For at være sikker på, det, jeg gør, er rigtigt, rejser jeg mig igen.
HOUDINI
Verden set ovenfra. Kvindedræber. Slaveholder. Alt formår du at se ned på, fra dit syns tyranni.
Du kræver ansigter fulde af indlevelse, hænder, der griber om dig og nægter at slippe, men intet holder dig tilbage.
ÆGLØSNING
Jeg tiltrækkes af ynk. Inseminerer den med en stærkere vilje end den selv råder over; ophøjer den, knuser den, efterlader den … lader den næres af min ensomhed.
Verden ejer intet stærkere bindemiddel end min ensomhed.
PANOPTIKON
Jeg har ingen erindring om dette sted. Alligevel kender alle mit navn og ansigt. Måske forveksler de mig med en anden. Ikke at det gør nogen forskel.
TYREFÆGTNING
Sælger had og andet affald til ågerpriser på det sorte marked, et voksende publikum til repertoiret af indstuderede udfald, transformationen af spild, et størknet energimonster fra spidsbelastningens mørkeste sæsoner. Hvem kunne ikke tænke sig at opleve, hvad de ikke kan, aldrig vil komme i nærheden af; røre de døde helte, Liberace, Nietzsche, hvem som helst i nærheden, skæbnens toreadorer, dem selv i forklædning.
Ikke et øje tørt når tyren falder, bløder sandet mørkt og klumpet.
VÆRELSE UDEN UDSIGT
Venteværelser er dit eneste hjem, en overgang mellem to tilstande; fri for dem begge, et stykke tid, så længe opholdet varer.
Du er en turist. En hjemsøgt person. En pause i kød og blod, omgivet af krydsede fingre, lånte læber, der aldrig byder velkommen, men altid tager afsked.
Ikke desto mindre beundrer jeg din konstans; jeg er langt mere svingende.
UDHOLDENHED
Tvivlens element forskønner, tegner alting ekstra omhyggeligt op; placerer jernlodder på rispapir og lader det uforstyrret blive betragtet, så lang tid øjet magter.
SVIND
Sehnsucht 1946 og intet overladt til tilfældighederne. Gemt i skyggerne, i silhouetterne, i en forrådnende romantisk nostalgi for de billigste længsler. En skjult tilstedeværelse, med tal indgraveret i sjælen, navne i erindringen, lys, der brænder for hadets engle, Gudspres, vrangflade, den sidste conquistador.
Svindende lidt er nok.
GODT SELSKAB
Jeg har tilbragt det meste af mit liv for mig selv, i godt selskab, med stilhed, hvirvelstrømme og store højder, men modtager nu glædeligt gæster fra nær og fjern, folk, der mener, vi har ting til fælles, hvilket sjældent er tilfældet, og efterlader alle desorienterede, undtagen mig, der nyder mangelen på et fikspunkts forudsigelighed. Faktisk føler jeg mig bedst tilpas i denne tilstand, i en fællesmængde uden tilhørsforhold til sine elementer. Jeg modtager verden med åbne arme og drukner den i min ligegyldighed; jeg er en stående invitation.
TRÆTHED
Kun gentagelsen keder dig ikke, sikrer dig din fejlfri fremtræden, hvilket de fleste af gæsterne stiller sig tilfredse med. Jeg klapper sammen med de andre, af dine evner og af din præcision, for du har lagt stor flid i dit arbejde, slået ihjel for det, ført krig og dræbt og brændt din sjæl til ukendelighed. Ingen sejr er dig for lille.
Nu byder du selskabet velkommen og lukker dørene bag os. Vi kunne ikke være i bedre hænder.
DE SMÅ GLÆDER
En sidste centerløs sjæl slider jorden under sig op og falder, opsluges af afgrunden, der åbner sig foran ham, lykønsker sig selv, fordi det endelig lykkedes ham at fange sin Guds opmærksomhed.
ATLETEN
Jeg er en atlet. Århundredets sportsmand. Sluger ild og går på vand; en stjerne for krævende for sit publikum. Udstødt. Hadet. Beundret.
Hvorfor jeg ikke drager flere fordele af mine talenter? Det ville forringe min kondition.
I Lindhardt og Ringhofs efterårskatalog 1998 lød beskrivelsen af Uden titel som følger:
”I 1989 udsendte Martin Hall tekstsamlingen Kontinuum, der var hans personlige farvel til firserne. Med sin nye tekstsamling Uden titel gør han atter status over et årti, denne gang gennem en række personlige tekster, der gør op med tidsånden i halvfemserne. Tidskritikken er ofte både aggressiv og åndsaristokratisk i tonen, men hele tiden båret af en søgen mod harmoni og helhed.”