“Krystallinsk skønhed: At lytte til Martin Halls lydspor til Gladsaxe Teaters forestilling Camille med den underskønne Stine Stengade i hovedrollen er som at træde ud i et frostlandskab, dækket af nyfalden sne. Der er hvidt, der er koldt, der er klart – og der er smukt som bare pokker … sublim lytning. Hall har jo ofte bevæget sig ud i grænselandet til kompositionsmusikken, men uden at tage skriftet fuldt ud. Man kunne forestille sig, at dette felt ville udgøre en frugtbar udfordring for denne talentfulde multikunstner, hvis særpræg og lidenskab der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved her. Halls sans for krystallinsk skønhed folder sig på Camille ud i al sin frygtindgydende strenghed … den malende, mystiske og dragende musik, som vil leve længe efter forestillingen!”
Information – Klaus Lynggaard (18. januar 2002)

“Et stilfuldt og rendyrket univers.”
Ekstra Bladet – Thomas Treo (19. januar 2002)

“Smuk: Den dansk-italienske Andrea Pellegrini lyder smuk og stor, og pladen slutter med en poparie, “Late August” – helt fantastisk iørefaldende og helt fantastisk fremført af svenske Katja Andersson. Denne plade fortjener at komme udover scenekanten. For hvor det tit kniber for lydspor at klare sig uden det, der sker på scenen, er spørgsmålet her modsat; hvordan ville teaterstykket klare sig uden musikken?”
Aarhus Stiftstidende – Uffe Normand (20. januar 2002)

“Sygt, smukt og sejt: Martin Halls lavmælte musik til Kameliadamen’ på Gladsaxe Teater står også fint og dekadent i sig selv … iørefaldende meget karakter og ikke mindst klanglig opfindsomhed i de enkelte satser. Specielt hvad angår den ualmindelig syge og seje klaverlyd, Martin Hall har fået udviklet til lejligheden, og som fra første scene får sat en stemning af selvsmagende dekadence og smuk dødsviethed, som selv den mest opkørte teaterforestilling får svært ved at leve op til.”
Berlingske Tidende – Jacob Levinsen (21. januar 2002)

“En pompøs og generøs musik.”
B.T. – Randi K. Pedersen (21. januar 2002)

“Martin Halls lydspor til Kameliadamen’ er et lydspor, der kan stå på egne ben. Det er lyden af sprøde tangenter, bestøvet med knitren og knas. Af interferens, af blæret lak og emulsion, der smuldrer ved berøring. Tiden som en elektronisk ladet tåge. Partikler svirrende i de romantiske forbilleder. En enkelt tone falder i en forestillingsverdens lukkede rum og lander i et fjernt spøgelsesagtigt ekko af et overdådigt skruds … det er noget af det mest tryllebindende og umiddelbart tilgængelige musik Martin Hall har frembragt på denne side af popmusikken.”
Politiken – Kim Skotte (22. januar 2002)

“Jo længere man trænger i det krogede Hall’ske univers, jo mere folder dette lille musikalske mesterstykke sig ud i alle dets sælsomme og dragende lydbilleder. En masse små billeder, der sammen udgør en helhed, som man for hver gennemlytning drages længere og længere ind i. Det er fascinerende at opleve, hvordan Martin Hall kan blive ved med at finde nye veje i sin musikalske søgen. Også efter Camille må man konstatere, at Hall er en af de mest visionære og kompromisløse tonekunstnere herhjemme. En kunstner, der med relativt få musikalske virkemidler formår at give en stor og stærk lytteoplevelse.”
( * * * * * )
Jyllands-Posten – Uffe Christensen (22. januar 2002)

“Romanen ‘La Dame aux Camelias’ har gennem århundreder formået at få både billed- og lydmagere til at kreere deres ypperste. Verdis opulente opera ‘La Traviata’ og George Cukors legendariske filmatisering Camille fra 1936, hvor Greta Garbo gør underværker som den dødsmærkede livsnyder, er nok de mest kendte bud, men selv i så velrenommeret selskab behøver Hall nu ikke at bøje nakken – hvilket som bekendt heller ikke ligger til ham. Hvad enten man finder Halls attitude øretæveindbydende eller befriende, så må man indrømme, at den danske musikscene ville være en (endnu) fattigere størrelse uden ham. Han har, på godt og ondt, ganske enkelt ikke sin lige herhjemme, og alene dét er et stort plus i denne signaturs bog. Og når han så oven i købet på tærsklen til sit 25-års jubilæum som aktiv musiker og komponist, på et tidspunkt hvor de fleste andre stiller sig tilfredse med at snorke på laurbærrene, præsterer nogle af sine bedste værker, eksempelvis sidste års ‘Metropolitan Suite’ og ‘Elia’, komponeret til den Ingvar Cronhammars monumentale skulptur på den jyske hede, ja så er der virkelig grund til at tage hatten af, kippe med flaget eller hvordan man nu ellers ønsker at vise sin respekt. Vi foreslår, at man bare lytter. Det er såmænd alt nok … Efter at have levet med Camille ved jeg slet ikke, om jeg har lyst til at tage en tur til Gladaxe – på trods af Stine Stengade – for det synes næsten som om en visuel fortolkning af de mange billeder og tanker, som Halls musik har sat i gang kun vil forstyrre frem for at klargøre. Hvilket måske ikke var tilsigtet, men vidner om styrken i Camille, der ikke bare fremstår som et hovedværk i Halls omfangsrige produktion, men allerede kandiderer til at blive et af årets allerbedste danske udspil. Så godt, at det gør ondt, og så ondt, at det gør godt.”
( * * * * * )
Nat & Dag – Henrik Queitsch (1. februar 2002)

“‘Camille er lydsporet til den sort anlagte opsætning af Alexandre Dumas’ klassiker Kameliadamen’på Gladsaxe Teater. Komponisten er den egenrådige Martin Hall, der de senere år har arbejdet intensivt med den klassiske musik, samtidig med at han er fortsat med udforskningen af den moderne minimalmusik. Camille er i høj grad resultatet af disse inspirationer … et bevægende lydunivers, der i sin musikalske afklædning står sig fint uden teaterstykket som påhæng. Camille er på alle måder et værk, der med mytisk distance dyrker de dystre klangflader og og elegant bevæger sig ind i romanens ulyksalige kærlighedsunivers … et af Martin Halls mest vellykkede værker af nyere dato.”
( * * * * )
Gaffa – Jan Opstrup Poulsen (1. februar 2002)

“Album des Monats: Die Konstellation Hall/Pellegrini ist perfekt … Camille funktioniert auch ohne Bilder; Camille projiziert neue.”
( 9/10 )
Grenzwellen – Ecki Stieg (1. februar 2002)

“Der er blevet sat store kræfter ind på at gøre ’Kameliadamen’, der kører på Gladsaxe Teater indtil den 14. april, til en forestilling ud over det sædvanlige. Intentionen har tydeligvis været at skabe teater af internationalt format med spillerum til både prangende skønhed og kunstnerisk tyngde på dansk jord – hvad der herfra kun kan bifaldes. At sætte Martin Hall til at være det musikalske mastermind synes da også indlysende rigtigt. Her har vi jo noget så sjældent som en dansk musiker hvis oeuvre nærmest er synonymt med alsidighed, ambition og kunstnerisk integritet – og at han tilmed har vist sig at være en mester ud i iscenesættelse skader næppe i teatersammenhæng. Halls præmis for at påtage sig jobbet var, at han fik frie hænder – allerede i idéfasen har han vel anet, at dette skulle være meget mere end en omgang programmusik. I hvert fald har han udgivet musikken som et selvstændigt værk under titlen Camille, og selvom man går til den med fordomme om, hvilken amputeret oplevelse soundtracks ofte er, når de bliver løsrevet fra deres rette sammenhæng, varer det ikke længe, før man må overgive sig til det vældige rum og drama musikken afføder helt uden brug af skuespillere og fysiske kulisser … en værdig opfølger (til Metropolitan Suite), der tilmed lader ane, at Hall har meget mere at byde på inden for den moderne kompositionsmusiks rammer. Man ville fryde sig, om han med tiden formåede at skabe lige så meget virak dér, som han har gjort det i rockens verden.”
Geiger – Rasmus Steffensen (15. februar 2002)

“Som alltid ër Martin Halls motsägelsefull: vacker fast otäck, otäck fast vacker. Camille-musikken kan vara söt som socker, men när den blir som sötast känns en bismak af bittermandel. Eller låt mig göra följande jämförelse: Musiken är svindlande vacker. Att höra den är som att stå vid kanten av et stup med himlen högt ovanför og naturen långt där nere. Man kan få lust at hoppa för mindre … Och jeg er inte den enda som tycker så. Efter 25 års verksamhet inom musiken verkar Martin Hall ha blivit pojken med guldbyxorna. De danska recensenterna har väl aldrig för delat ut så mange guldstjärnor till honom som för albummet Camille.”
Kvällsposten – Bengt Eriksson (24. februar 2002)

Andrea Pellegrini: Mezzosopran
Katja Andersson: Vokal
Konsort: Kor
Martin Hall: Flygel og elektronik
The Vista Dome Ensemble: Orkester

Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen