“Wow. Efter at have lyttet til 20-årsjubilæumsudgivelsen af Inskriptionopflammes kroppen af en vaskeægte “gid jeg dog havde været der selv”-følelse. For den, der – som jeg selv – førhen har undret sig lidt over, hvad det er, der siden punkdagene har skabt Martin Hall en helt særegen position som überkultiveret, næsten ærefrygtigt afholdt outsider i dansk musikliv, er Inskription en fabelagtig øjenåbner. Halls optræden i Studie 2 den 5. september var og er et overvældende trip og et enestående stykke dansk kulturhistorie … Mindblowing.”
( * * * * * )
Politiken – Janus Køster Rasmussen (29. august 2003)

“Inskription er en bemærkelsesværdig optagelse fra Martin Halls tidlige virke. Det er en sagnomspunden solooptræden fra den dengang kun 20-årige Martin Hall i Radiohuset … genialt.”
( * * * * * )
Gaffa – Jan Opstrup Poulsen (29. august 2003)

“Halls hårde nyser: Optagelsen stammer fra en herostratisk berømmet koncert i Radiohuset 5. september 1983, hvor Hall opførte sin solokomposition for violin, vokal, båndoptagere, ekkomaskiner og lydmodulatorer. Information svarede dengang igen ved at anmelde koncerten under overskriften “Lydspanking”. Inskription har dog siden opnået kultstatus, og har man mod til at dukke ned i støjinfernoet, viser det sig også at rumme en egen form for skønhed og imponerende konsekvens. Præcis som Halls værk som helhed.”
( * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (31. august 2003)

“Et brag af en liveoptagelse fra Radiohusets koncertsal den 5. september 1983. Den da 20-årige Hall uropfører værket i anledning af sit netop indkasserede legat fra Statens Kunstfond. Godt nok fastholder Hall hårdnakket, at Inskription ikke skal opfattes som kunst. Men hvorfor så søge Kunstfonden, som en hørbart fascineret Ingolf Gabold spørger i en kort monolog, inden kæmpetalentet tager over. I dag står Inskription som en påmindelse om kunstneren Martin Halls usædvanlige vilje og retning i en meget ung alder … Jo, man ville gerne have været der og oplevet nødvendigheden, der drev den postpubertære Martin Hall til den særstatus, han fortsat nyder i dansk musikliv.”
Information – Rune Skyum-Nielsen (5. september 2003)

“Her er der så sandelig tale om et firser-klenodie; en meget præcis – men også ekstrem – musikalsk gengivelse af de tanker og følelser, der gjorde sig gældende dengang. Hvad Martin Hall for øvrigt må have været bevidst om, da han lavede stykket. I programteksten skrev han nemlig, at værket er en “transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst … Hall har for længst bevist sin kunstneriske berettigelse ”
Weekendavisen – Søren E. Jensen (5. september 2003)

“På mange måder et monumentalt, desperat og sine steder enerverende værk … dokumentation for en bestemt og vigtig eksperimenterende tidsperiode.”
Berlingske Tidende – Per Reinholdt Nielsen (8. september 2003)

“I 1983 modtog Martin Hall Statens Kunstfonds legat inden for elektroakustisk musik og kvitterede med en koncert i Radiohusets Koncertsal, der vil gå over i historien. Til lejligheden havde han nemlig skabt et 40 minutters langt elektronisk værk med en lydstyrke og en insisteren, der kunne få det værste op i selv den bedste avantgardist … Med en Inskription var Martin Hall trådt i fodsporene af elektronmusikkomponister som Else Marie Pade og Jørgen Plaetner, men samtidig har Inskription fået kultstatus blandt de helt unge.”
Opus – Steen Chr. Steensen (1. oktober 2003)

Martin Hall: Vokal, violin, modulatorer, ekkomaskiner, båndmateriale

Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen