Month: juni 2004

Med den tyske litterat Herbert Zeichner som pladens fortæller (stemmen på recitationsstykkerne “Kopfkino 1–6”) er Das Mechanische Klavier en rejse ind i det tabtes land – en tekstmættet udforskning af erindringens fiktive natur. Gennem en række hukommelsesfragmenter og reflektioner over det 20. århundredes kulturelle delirium danner pladens musikalske kompositioner ramme om en aldrende mands forsøg på at definere sin egen tvivlsomme fortid, en fortløbende fortælling om personlig opløsning.

Das Mechanische Klavier udgør det første samarbejde mellem Martin Hall og Herbert Zeichner. Senere har de arbejdet sammen på Halls roste 2009-album Hospital Cafeterias. Zeichner var også med i teateropførelsen af Kinoplex (efteråret 2010), ligesom et tekststykke fra af hans oplæsning på Das Mechanische Klavier går igen på Martin Hall/Tone-albummet Performing Apart fra 2012. Herbert Zeichner døde i december 2011, 70 år gammel.

Følgende live-opførelse af albummets titelnummer er hentet fra Hall’s Kinoplex-performance i 2010, hvor Andrea Pellegrini fremfører sangen. I slutningen af videoklippet optræder Herbert Zeichner også, denne gang dog i en helt anden tekstmæssig sammenhæng:

KOPFKINO 1

Es fällt mir schwer, meine Entrüstung zu erklären. Meine Entrüstung zu rechtfertigen. Wie sollte ich mich in einer Zeit wie dieser überhaupt irgendwie verständlich machen können? Einer Zeit, in der der Name des Spiels Verschwendung heißt – eine Tugend, eine Ehrensache. Wie Tropfen eines Puzzlespiels aus Wasser fallen die Wörter, verschwinden in Hotels, die von unerfüllten Träumen bewohnt werden.

Wiederum steht sie mit ihrer von Niederlagen gequälten Seele vor mir, verhüllt in einer Zartheit, die sich wie Tau langsam um uns legt. Wir sind direkte Zeugen der ungeschickten Vorkehrungen der Liebe, einer Reihe lebendiger Erinnerungen, die sich hart wie Knochen anfühlen. Wir kennen keine Versöhnung. Nur die Routine verleiht Sicherheit; draußen lauert der Dschungel.

Det er svært for mig at forklare min indignation. At bortforklare min indignation. Hvordan skulle jeg på nogen tænkelig måde kunne gøre mig selv forståelig i en tid som denne? En tid hvor fråds er blevet spillets navn en dyd, en æressag. Ordene falder som dråber i et puslespil af vand, bliver væk i hoteller beboet af uopfyldte drømme.

Med sjælen gennemblødt af nederlag står hun atter dér foran mig, indhyllet i en sarthed der langsomt lægger sig omkring os som dug. Vi er førstehåndsvidner til kærlighedens kejtede arrangementer, til en række levende erindringer der føles hårde som knogler. Vi kender intet til forsoning. Kun i rutinen er der sikkerhed at finde; udenfor lurer junglen.

KOPFKINO 2

Eine Langeweile, die wie Krebs in der Brust nagt. Ein Gewohnheitsdenken, bei dem jeder einzelne Gedanke seine eigene Serienummer besitzt. Was soll man mit sich selbst anfangen, wenn sich das Dasein auf einen Satz sich wiederholender Muster begrenzt? Das Leben stellt einen Prozess dar, bei dem mit der Zeit alles immer gleichartiger und trotzdem immer schwieriger wird … wie ein Stück unverständlicher Poesie, dem der Leser tagtäglich den Rücken kehrt.

Ich suche immer noch nach ihr. Sie ist die ganze Zeit bei mir, und trotzdem suche ich immer noch nach ihr. Jeden Tag kontrolliert sie ganz genau im Spiegel, ob sie neue Falten bekommen habe … genau so, wie sie es damals tat. Meistens tut sie es mit einer beinahe selbst verleugnenden Attitüde, als wollte sie im Grunde nur als ein ironischer Kommentar ihrer selbst erscheinen. Ich kann mir unmöglich vorstellen, was sie sieht. Die Tatsache des Lebens? Des Lebens Betrug? Ein sexuelles Ornament? Gottes Antlitz, das sich in seiner eigenen Fiktion spiegelt?

En kedsomhed der gnaver som kræft i ens bryst. En vanetænkning hvor hver eneste tanke har sit eget serienummer. Hvad skal man stille op med sig selv, når ens væren er blevet reduceret til et sæt gentagende mønstre? Livet er en proces hvor alting med tiden bliver mere og mere ens og dog alligevel mere og mere vanskeligt … som et stykke uforståeligt poesi hvis læser dagligt vender det ryggen.

Jeg leder stadig efter hende. Hun er med mig hele tiden, og alligevel leder jeg stadig efter hende. Hver dag kontrollerer hun sig nøje i spejlet for at se, om der er kommet nye rynker til … nøjagtigt som hun gjorde dengang. Hun gør det oftest med en nærmest selvudslettende fremtoning som om hun inderst inde blot ønsker at fremstå som en ironisk kommentar til sig selv. Det er mig umuligt at forestille mig hvad det er hun ser. Livets faktum? Livets falsum? Et seksuelt ornament? Guds ansigt spejlet i sin egen fiktion?

KOPFKINO 3

Eine Stille wie bei einem Begräbnis in einer Kathedrale senkte sich. Kurz danach entschuldigte er sich, und natürlich verzieh ich ihm. Wohl mehr aus Freundlichkeit als aus eigentlicher Fürsorge. Sein Gesicht war eine Kruste der Enttäuschung. Später folgte eine Reihe eintöniger Anklagen, eine jede ruckweise und bitter empor gespritzt. Dann war er wieder still. Wie ein Mann, der nur noch auf den Tod wartete.

Der sænkede sig en stilhed som i en marmorkirke under en begravelse. Kort tid efter undskyldte han sig selv, og jeg tilgav ham selvfølgelig. Nok mere af venlighed end af egentlig omsorg. Hans ansigt var en skorpe af skuffelse. Siden hen fulgte en række ensformige anklager, hver og en af dem sprøjtet op i bitre ryk. Så blev han atter stille. Som en mand der bare sad og ventede på at dø.

KOPFKINO 4

Der Herdentyrannei bestialische Bühne. Kulissen und Varietees. Wie ein nie nachlassendes Echo der Barbarei meiner eigenen Seele wurde ich vorwärts getrieben in der Welt, dieser sonderbar konstruierten Realität, ohne Mitgefühl oder Besinnung. Sie erkannte meine Wurzellosigkeit wieder, ihr erster Satz wurde mit klinischer Präzision heruntergeleiert. Auf Satz zwei folgte dann ein seltsam erstarrter, theatralischer scheeler Blick. Sie war nicht einleuchtend hübsch, aber auch nicht hässlich. Das Haar fiel ihr in übertrieben parfümierten Wellen ins Gesicht, während sie sprach. Sie sprach von Geld.

Später befanden wir uns allein in einem geschlossenen Raum. Ganz eindeutig war die Bar ihr wahres Element gewesen, außerhalb dieses Rahmens verblasste ihr Charme leider ziemlich.

Floktyranniets bestialske tribuner. Teaterkulisser og varietéer. Som et aldrig stilnet ekko af mit eget sinds barbari blev jeg drevet frem gennem verden, denne sært konstruerede realitet, uden hverken medfølelse eller besindelse. Hun genkendte min rodløshed, og hendes første sætning blev afleveret med klinisk præcision. Nummer to blev så fulgt op af en sært størknet, teatralsk skulen. Hun var ikke indlysende smuk, men heller ikke grim. Håret faldt i voldsomt parfumerede bølger ned over hendes ansigt mens hun talte. Hun talte om penge.

Senere befandt vi os alene i et aflukket rum. Baren havde tydeligvis været hendes rette element, og uden for disse rammer blegnede hendes charme desværre en hel del.

KOPFKINO 5

Nackt, eingeschüchtert und lächerlich anzusehen. Ihn auf die Weise zu sehen erfüllte mich mit einer ganz absurden Freude. Ich war zu einem Monster geworden, kämpfte jedoch nicht länger dagegen an. In meiner heroischen Schönfärberei der Lage ging ich hingegen so weit, mir selbst einzubilden, etwas Gutes zu tun.

Ich erzählte ihr nichts mehr über meine Arbeit. Sie verdiente es nicht, etwas über die Opfer zu wissen, die ich täglich für unser Dasein brachte.

Nøgen, skræmt og latterlig at se på. Det fyldte mig med en ganske absurd fryd at se ham på den måde. Jeg var blevet et monster, men kæmpede ikke længere imod. I mit heroiske skønmaleri af situationen gik jeg derimod så langt som til at indbilde mig selv, at jeg bedrev noget godt.

Jeg fortalte hende ikke længere noget om mit arbejde. Hun havde ikke fortjent at kende noget som helst til det offer, jeg dagligt betalte for vores tilværelse.

KOPFKINO 6

Metaphysische Diskussionen in einer Bierstube: nichts ist, nichts wird, nichts ist nicht. Wir fassen uns selbst als rationale Wesen auf, die Tatsachen akzeptieren und Argumente respektieren, in Wirklichkeit jedoch glauben wir nur an das, an das zu glauben wir gelernt haben. Unsere Spiritualität ist eine mechanische Konstruktion.

Niemand kann gegen Vermutungen aufbegehren, die nicht formuliert worden sind. Weder sie noch ich. Wir sind an unsere Vermutungen gebunden. Gebunden an das gegenseitige fehlende Verständnis von uns selbst. Mutige Feiglinge sind wir, Gespenster aus dem Spanischen Bürgerkrieg, Fetzen von Erinnerungen an etwas, das einst geschah.

Wir sind das Geschehene. Wir sind Schwund.

Metafysiske diskussioner i en ølstue: Intet er, intet bliver, intet er ikke. Vi opfatter os selv som rationelle væsener der kan acceptere kendsgerninger og respektere argumenter, men i virkeligheden tror vi kun på det vi har lært at tro på. Vores spiritualitet er en mekanisk konstruktion.

Ingen kan gøre oprør mod antagelser der ikke er formuleret. Hverken hende eller jeg. Vi er bundet til vores antagelser. Bundet til hinandens manglende forståelse af os selv. Vi er modige kujoner, spøgelser fra den spanske borgerkrig, løsrevne erindringer om noget der engang skete.

Vi er det skete. Vi er svind.

Alle tekster er skrevet Martin Hall. De tyske oversættelser er lavet af Herbert Zeichner.