LIVET ER EN KRIGSZONE

Af Neal Ashley Conrad, Weekendavisen (august 2005)

Interview: ”Jeg er vokset op blandt selvmordere, psykopater og hedonister, derfor er materialet ikke sådan lige at styre. Det havde sit eget liv, sin egen overbevisning.” Komponisten og forfatteren Martin Hall om sin generation og sin nye roman ‘Den sidste romantiker’.

Der er noget germansk og anglofilt over komponisten, musikeren, sangeren og forfatteren Martin Hall. I sin personlige fremtoning såvel som i det enorme korpus af vidt forskelligartede pladeudgivelser og bøger, Hall har budt på siden debuten med sin skelsættende gruppe Ballet Mécanique i 1981, fornemmer man en germansk gejst og stræbende drift. Samtidig udstråler han i tøjstil og talemåde en anglofil distingverethed. Han er ambitiøs som få og ynder at klæde sig i jakkesæt som en Lord. Men selv i en alder af 42 er Martin Hall sitrende til stede, fuld af betragtninger, der ofte affyres med en drenget begejstring og fandenivoldskhed. Han er en levende perspektivmaskine. Man skal tilhøre dem, der ikke har åbnet en avis eller set tv i 25 år for at undgå at være stødt på navnet Martin Hall. Han har talrige gange lagt sig ud med såvel musik- som litteratur- og kunstmiljøerne.

Ét er sikkert, det er aldrig kedeligt at have med ham at gøre. Det bliver det heller ikke nu, hvor han efter 4½ års pause på den litterære front udsender sin første store, gennemarbejdede roman, et små 700 siders anekdotisk generationsportræt i to bind, Den sidste romantiker, som nok skal få det til at vende sig i et par læsere i den danske andedam. Men hvad vil Martin Hall med et så stort romanprojekt?

– Jeg havde tre intentioner. Jeg savnede en historie, der opsummerede kendetegnene for den generation, man kunne kalde ”Generation 80”, de individer der var teenagere under punken. Jeg ønskede at skrive en historie, der var en spejling af den generation. Min anden intention var at etablere en 25-årig tidskorridor, der indkredsede de kulturelle fikspunkter, der påvirkede os, i hvert fald dem af os der begik os i den københavnske undergrund. Alt for meget er blevet glemt undervejs, glemt eller omskrevet. Hvis du tager klubscenen som eksempel, er det en hel geografi, der er forsvundet. Jeg tænker på steder som Tannhaüser, Madame Arthur, Channel One og Bonaparte. Jeg ville gerne have placeret periodens koncerter, digtoplæsninger og mediebegivenheder i deres rette kulisse. Den tredje intention var at få beskrevet det temperament, som kendetegnede generationen, vel at mærke på en underholdende måde.

Der var vel ikke kun tale om ét temperament?

– Nej, men der var en dødsforagt og et intellektuelt aggressionsniveau, der er meget anderledes end i dag. Man har kaldt 80´er-generationen for ”nå-generationen” og dermed stemplet den som både anæmisk og politisk apatisk, men generation 80 sagde ikke ”nå” til noget som helst, den sagde derimod ”fuck you!”. Det var en generation af billedstormere, en samling fantaster der skrev deres digte med blod frem for blæk.

Hvorfor valgte du ”Den sidste romantiker” som titel til sin bog?

– Fordi jeg var optaget af parallellen mellem 80’er-miljøet og romantikkens tematik. Romantikken skyder om noget ”jeg´et” frem som galionsfigur: Der er ét jeg, én romantiker, og han eller hun alene skal realisere verden. Romantikeren er for så vidt ikke interesseret i viden, han er udelukkende interesseret i erkendelse, det at overskride grænser og bryde tabuer. På mange måder føler jeg mig mere beslægtet med 1880´erne end med 1980´erne. De to perioder havde fin de siecle-stemningen tilfælles; man hadede hinanden, så blodet strømmede fra sårene. Der var noget Ibsensk, noget Strindbergsk over start-80’ernes lede ved eksistensen. I både 1980´erne og 1880´erne tilbad kunsten hjertets mørkeste lønkamre og begærets kroning af ånden, hvilket er et element, der står i grel kontrast til tidens light-kultur.

– I min roman præsenterer jeg læseren for en subkultur, hvor alting kredser om at overskride grænser. Man stifter bekendtskab med en flok hedonister, hvis primære opgave er at afskaffe hverdagen. 1980’er-romantikerens noble kald var at gøre tilværelsen til et orgie, man tænkte ikke det mindste på omkostningerne og opererede dagligt med livet som en forsøgsstation for verdens undergang. Når filosoffen Jean Baudrillard stiller spørgsmålet ”hvad gør man efter orgiet?”, sætter han fingeren på romantikerens paradoks, for selvfølgelig kan man ikke afskaffe hverdagen. Romantikken er og bliver en ungt menneskes kald.

Er det romantikkens afslutning, du indvarsler med din bog?

– 80’ernes isme er postmodernismen, og på mange måder er postmodernismen en fuldbyrdelse af romantikken – forstået på den måde, at den så uhæmmet fokuserer på det grænseløse jeg, der ikke vil kende til hverken begrænsninger eller kompromiser. 80’er-individualistens ukrænkelige ret til at udtrykke og hævde sig selv kunstnerisk er den arv, der har skabt nutidens massekultur. I dag vil alle være bohemer: kreative, frie mennesker uden andre forpligtelser end det at skulle realisere sig selv. Vi lever i et postmoderne delirium, hvor alle er blevet simili-romantikere, man er nemlig ikke længere romantiker i forhold til en tradition, men derimod i forhold til et traditionstab, en mangel på værdidefinitioner. Der er meget lidt Bildung tilbage. Selvrealiseringens uantastelige ret er vor tids credo. Vi lever i en mediekultur, hvor kopien er blevet væsentligere end originalen, i den forstand at gengivelsen af kunstneren i medierne er mere væsentlig end hans eller hendes værker. Det er ikke længere vigtigt, hvad man er kendt for, så længe man blot er kendt.

Er du ikke bange for at havne i cross-over-fælden som mange andre kunstnere før dig har gjort? At du vil noget andet, end du i forvejen kan – at komponere og skabe musik?

– Nu er det så heldigt, at jeg fra starten ikke har ladet regelsættet hindre min fremdrift. Jeg har alle dage bestræbt mig på at integrere flere kunstformer i det, jeg laver – arbejdet med billeder, collager, lyrik, film, video – for at finde det optimale udtryk. Musikken har haft en central placering for mig, men jeg havde jo allerede i 1983 min litterære debut med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, et værk der senere har fået den dubiøse ære at være blevet kaldt Danmarkshistoriens mest uforståelige bog. Der hersker en vis tøven over for mit forfatterskab, men både Uden titel fra 1998 og Kommunikaze fra 2001 fik en meget fin modtagelse, og faktisk er jeg meget taknemmelig for, at jeg først for alvor er begyndt at skrive nu. Jeg ville have skabt mange problemer for mig selv tidligere. Det har taget mig lang tid at få tøjlet mit temperament.

– Jeg havde et sammenbrud i 2000, hvilket forårsagede, at jeg måtte tage både mit liv og min arbejdsform op til genovervejelse. Jeg havde arbejdet mig selv ned, og efter dette kollaps besluttede jeg mig for at koncentrere mig om det, der var vigtigst, hvad end prisen måtte være. Det var i denne periode, at jeg begyndte at skrive Den sidste romantiker. Desorienteringen efter sammenbruddet var en meget sund proces for mig, eftersom den fik mig til at stoppe op og gøre status. Indtil da havde jeg altid forsøgt at undgå min egen fortid, altid forblevet i bevægelse for ikke at stoppe op i frygten for at gro fast. Nu blev det pludselig vigtigt for mig at få optegnet de felter, der havde påvirket min livsbane, og jeg brugte de penge, jeg havde tjent som sangskriver op gennem 90’erne, på at skrive Den sidste romantiker. Jeg isolerede mig, lagde mit liv fuldstændig om, ja, forsvandt nærmest i 4-5 år. Det var en ganske stor risiko at tage, men igen, det var ikke så meget et valg, som det var en tvingende nødvendighed. Jeg lavede stadig plader, men ikke med mig selv som solist, og det måske mest pudsige ved hele ”eksil”-projektet var, at jeg undervejs nærmest blev genopdaget af en ny generation. Da jeg startede på bogen, var 80’erne ikke særlig in – nu er de til gengæld utrolig moderne.

Hvad har romanformen helt konkret betydet for dig, hvordan sporede du dig ind på den og hvorfor blev den så vigtig for dig?

– Kunstens fornemste opgave er i mine øjne at tilbyde et bevidsthedsfelt, hvor man kan træde ind og genopdage sig selv, forfriske sin selvforståelse og udvide sin horisont. Dette gælder både i musikkens verden såvel som i digtets og i den store histories. Jeg udviklede op gennem 80’erne et ganske arrogant forhold til romanformen, forstået på den måde at jeg foretrak faglitteraturen eller digtet, altså koncentratet frem for fiktionen. Op gennem 90’erne opdagede jeg dog, hvor meget mere rørende den store historie alligevel kunne være. Jeg kan huske, da Camus’ efterladte manuskript Det første menneske kom på dansk i 1995 – hvor ren en læseoplevelse det var for mig. I mange henseender var det nok den bog, der gav mig lysten til at læse romaner tilbage. Jeg nød det at opleve handlingens rum, den langsomme, lineære bevægelse, frem for digtenes erkendelsesstød og mere kortvarige tilstande.

– Lige siden min tidlige ungdom havde kunstens altoverskyggende funktion altid været den, at den lod én vide, at man ikke var alene – viste én, at der var andre, der delte éns særheder og excentriciteter. Af samme grund har jeg aldrig nogensinde haft bemestringen af en kunstart som førsteprioritet: det vigtigste for mig var derimod kommunikationen med ligesindede. For mig har den æstetiske og kunstneriske rejse været langt mere retningsbestemt, end den har været endeligt defineret, og jeg har af samme grund været mere risikovillig end de fleste … noget der i det lange løb har vist sig at være en af mine allervæsentligste styrker. For hvad ville romantikeren være uden sit vovemod? Livet er en krigszone, og helt personligt befinder jeg mig altid i et alarmberedskab; min nervøsitet holder mig søvnløs, og min nærtagenhed vedligeholder min kampgejst. Som kunstner er man altid ”udsat på hjertets bjerge”, som Rilke så smukt udtrykker det. Man lægger sit nøgne hjerte på skafottet, og hug!, her kommer kritikerne. Det er spillereglerne, og sådan er det, og det er fint, for man skal kunne overleve slagene, ellers er man alligevel ikke sagen værdig.

– En af mine store inspirationskilder, den franske forfatterinde Marguerite Duras, sagde engang, at hun har skrevet den samme bog igen og igen gennem karrieren. Hun gendigter virkeligheden med jeg’et i rollen som den ultimative fiktion. Siri Hustvedt har sagt noget i retning af, at det fantastiske ved at skrive romaner er, at man på den måde har mulighed for at genoplive de erindringer, man ikke har haft. Når vi taler om et autentisk jeg, må man gøre op med sig selv, hvilken type bog det er, man skriver – om man skriver om et historisk jeg, eller om man skriver ud fra en hændelseskerne i stadig bevægelse. Jeg måtte modvilligt lære at anerkende mit stof. Jeg ville helst have skrevet en storslået roman om moralsk integritet og smukke dyder, men eftersom jeg er vokset op blandt selvmordere, psykopater og hedonister, var materialet ikke sådan lige at styre. Stoffet havde sit eget liv og sin egen overbevisning. Jeg behøvede ikke ligefrem at anstrenge mig for at gøre historien ”farverig”, anstrengelsen lå i at overkomme min egen begrænsning som skribent. Jeg tog udgangspunkt i min erfaringsramme og begyndte herfra at udvikle den fiktion, som stoffet lagde op til.

Du er ikke bange for, at man ikke vil opfatte den som en fuldendt roman?

– Jamen, det skal man da have lov til at gøre. Det er det mindste af mine problemer! Jeg er mere nervøs for sagsanlæggene! (latter)

Der står vel stadig en barsk opgave tilbage for dig, nemlig at træde ud af rammen og skrive inde fra dig selv og ud.

– Det kommer. Forhåbentlig.

Hvordan ser Hall af i dag på Hall fra dengang?

– Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg er blevet ved med at opsøge problemer i det omfang, jeg har gjort. På trods af min noget konfliktsøgende natur er jeg meget godmodigt anlagt. En nær ven forklarede mig, at det måtte skyldes mit mod, hvilket jeg indledningsvis så som en ren høflighedsfrase, men så tjekkede hun den etymologiske oprindelse for navnet Martin, hvorefter det gudhjælpemig viste sig, at navnet betyder ”den modige”. Touché! Så når du spørger, hvordan Hall af i dag ser på Hall fra dengang, er svaret, at hvad den unge herre ikke havde af overblik, havde han heldigvis af mod. Hannah Ahrendt skrev engang om Karen Blixen, at man først bliver vis, når man bliver gammel, men kun hvis man som ung levede uforsigtigt. Man kan jo håbe, at det samme vil gælde for sådan én som mig.

– Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen har set sig irritabel på mine manerer undervejs. Jeg har opført mig meget primadonnaagtigt i nogle sammenhænge, men det kan jo også have sin egen ramsaltede form for charme i et lille land som Danmark. Herregud, det er jo ikke sådan, at jeg har slået nogen ihjel! Gennem årene har jeg i det mindste etableret en vis autenticitet, en vis troværdighed i forhold til at gå linen ud, når det gælder. Jeg lider af en nærmest sygelig længsel efter uafhængighed, et sygeligt behov for uafhængighed, hvilket så omvendt også er det, der skal til, hvis man vil overleve 25 års konstante ståen i opposition. Den slags slider på ens i forvejen skrøbelig psyke, det siger sig selv. Men som Muhammed Ali engang udtrykte det: ”Det er svært at være ydmyg med et ansigt som mit” (latter).

Det er slående, at du gerne bruger referencer fra mange forskellige dele af vores kultur – kunsten, sporten og sågar militæret – hvordan kan det være?

– Jeg har altid forsøgt at indkredse de samme spørgsmål både filosofisk, kunstnerisk og religiøst og altid orienteret mig lige så grundigt, hvad end det drejede sig om såkaldt populærkultur eller om en snæver litterær tradition. Det giver i det lange løb en alsidighed, der er guld værd, hvis man ønsker at kommunikere bredt. Tidligere blev jeg altid anklaget for at være elitær og uforståelig, hvilket forekom mig … uforståeligt! Så begyndte jeg at holde foredrag, simpelthen for at tage tyren ved hornene, og til at begynde med gik det da også helt forfærdeligt. Nu her, tyve år senere, kan jeg til gengæld tage ud til en hvilken som helst gruppe pensionister, indvandrere eller daghøjskolekursister uden at de mennesker, jeg møder, føler sig hverken talt ned til eller op til. Jeg har lært at tale et sprog, der er almengyldigt, og det vil jeg mene, rangerer blandt mine største bedrifter. At man så også skal høre for det nogle gange, er jo kun nærmest tragikomisk. Isolationen i pure akademiske miljøer ligger ikke til romantikeren: han vil have blod, sæd og sjæl med i billedet, ikke blot klinisk viden. Romantikeren vil have friktion og passion, han stræber ikke efter en universitetsgrad, men derimod efter alle livets 360 grader. Som den engelske crooner Bryan Ferry engang sang:

“Education is an important key, yes
But the good life´s never won by degrees, no
Pointless passing through Harvard or Yale
Only window shopping, it’s strictly no sale”

Martin Hall-portræt: hansen-hansen.com
Artwork: Casper Sejersen/Kenneth Schultz