MUSIKEREN DER OVERLEVEDE SIG SELV

Diskant-interview af Anders Bøtter, 20. februar 2006

To dage før det meget anmelderroste album ”Facsimile” udkom, mødtes undertegnede med Martin Hall til en snak om musik, lyrik og indre kampe i fortid, nutid, samtid og fremtid. Det blev til i alt halvandens time samtale, som især fokuserede på de sidste 10 års musikalske udslip fra årtusindekunstneren, der lader til aldrig at slappe af.

Som håbet, træder Hr. Hall ind af døren, præcis kl. 16.45, men et varmt smil på læben og et genkendende nik, som var det kun en uge siden vi sås sidst. Jeg checker mit støvede hukommelseslagers slagger-chips og bliver enig med mig selv: ”nej – han kender mig ikke. Vi har aldrig mødtes før”.

Alligevel glider samtalen så let som en nonnes bøn, og da snakken promte falder på Joy Division, føler jeg mig hjemme som munken i sit bryggeri. Voila! Al forudindtaget nervøsitet før mødet med, hvad der må betegnes som den musiker, der har udfordret mig mest, forsvinder som dug for vintersolens skarpe klarhed.

I 2005 nedkom Martin Hall med en blåhval af et generationsportræt i form af to-bindsromanen ”Den sidste romantiker”. Vi skriver nu februar 2006, og Hall er til trods for massiv pressedækning af romanen klar med albummet ”Facsimile” og den selvstændige single ”Damage Control”.

”Facsimile” markerer et vendepunkt, og et holdepunkt for Martin Hall som udøvende kunstner. Det er for første gang tydeligt at høre, at han forholder sig til sine tidligere produktioner, idet der på den nye plade fornemmes en klar rød tråd i det auditive univers, der er blevet opbygget igennem de sidste 10 år, og nu er kulmineret på ”Facsimile”.

Det har været 10 begivenhedsrige, voldsomme, fantastiske og mærkelige år. Dele af de begivenheder, som har tegnet kortet til Halls indre landskab er blevet bearbejdet i ”Den sidste romantiker”. En bog som på en gang sætter spørgsmålstegn og udråbstegn i dens behandling af kultur og samtid i lille Danmark fra 1980 – 2005.

”Facsimile” er på mange måder en pedant til ”Den sidste romantiker”. Ligesom bogen er materialet på albummet spundet af tråde fra Halls eget hjerte og gjort af minderne fra et voluminøst erindringslager. Men hvor ”Den sidste romantiker” hovedsageligt bevæger sig på grænselandet imellem fiktion og fakta, er ”Facsimile” den mere nøgne sandhed om en kunstners inderste rejser imod en ro, som har ladet vente længe på sig.

”Facsimile” kan anskues som milepælen, der sætter punktum for de sidste 10 års musikalske eksperimenter. Men samtidig giver albummet for første gang lytteren et skarpere billede af mennesket bag noderne – hjertet bag ordene.

HVERT ALBUM HAR MARKERET EN LEJR I ET ØDELAND

Det er ingen overdrivelse at postulere, at ”Facsimile” er den mest personlige Martin Hall-udgivelse i mange år (nogensinde?). Det er et album, der bærer præg af en stille og indadvendt dramatik. Men ligesom Halls personlighed og kunstneriske udtryk bærer selve titlen ”Facsimile” også mere end en betydning:

”Den overordnede idé er, at jeg egentlig altid har set kunst som en reproduktion af de mentale og følelsesmæssige processer, der foregår i de pågældende kunstnere, på de pågældende tidspunkter. Så det vi opfatter som værket, ser jeg mere som reproduktionen (…) Så det har været en måde at anskue det fysiske produkt i kunstens verden på: at det (pladen) egentlig er et replica.

Den anden betydning af ”Facsimile” er, at det er en ”efterligning” forstået på den måde at arbejdsmetoden, er arbejdsmetoder der faktisk kan trækkes ti år tilbage. Der er reminiscenser fra ”Random Hold” på pladen, der er teksturen fra ”Kameliadamen”, og der er orkesterarrangementerne fra ”Metropolitian Suite”. Du kan kigge dig rundt omkring og genkende elementer fra den ”Hall’ske palette.”

Man kan sige at ”Facsimile” netop bliver interessant, fordi man begynder at kunne ane et meget bestemt og efterhånden ret veletableret ”Hall’sk lydunivers”. Du har, især tidligere i din karriere, vekslet enormt meget imellem meget mangfoldige musikalske udtryk, men inden for de seneste par år, er den auditive røde tråd blevet mere tydelig. Er du langt om længe ved at få etableret et bestemt ”Hall’sk lydunivers”?

”Hver plade har markeret en lejr i et ødeland. De har været et punkt, som jeg kunne registrere og forholde mig til. ”Random Hold” var for første gang i årevis en plade, hvor jeg fandt tilbage til en inderlighed i forhold til sangskrivningen og tekstuniverset. ”Kameliadamen” var pladen, hvor jeg virkelig følte, at jeg for første gang fik kontrol over virkemidlerne med akustiske instrumenter. ”Kameliadamen” er jo klaverets plade, og ”Metropolitian Suite” er de symfoniske elementers plade. Hver plade har gjort mig bevidst om en bestemt måde at arbejde på og givet mig en naturlighed inden for hver deres område.”

De sidste 10 års udgivelser har således givet Martin Hall det erfaringsmæssige grundlag og den ballast, der skulle til for at skabe det meget nøgne og minimalistiske udtryk som er at finde på ”Facsimile”. Hvor Hall tidligere skyndte sig videre til det næste projekt, det næste unikke udtryk og den næste personlige lyd, hviler musikken og Hall nu mere end nogensinde i sig selv …

”Jeg følte, at jeg mestrede nogle områder som komponist og producer. I stedet for panisk at søge videre for at lære nye områder at kende, så kunne jeg denne gang netop lade de områder, jeg nu mestrede stå, og så gå ind i mig selv som sangskriver og bare være der og skrive de her meget enkle numre. ”Other Rooms” og åbningsnumret ”Neglect” er jo utroligt enkle numre. Nogle gange er det svære at forblive i det enkle.”

EN KORT SKABELSESPROCESS PÅ 7 ÅR

Siden det sidste ”rigtige” solo-udspil (”Adapter” fra 1999) har kunstneren Martin Hall været i evig brydekamp med mennesket Martin Hall. Tingene var kommet så vidt, at mennesket ikke længere kunne se kunstneren i øjnene, fordi det ganske enkelt var blevet en alt for ”erhvervsskadet” oplevelse at udtrykke sit personlige indre igennem musik. Mennesket Martin Hall kunne ikke fordrage kunstnerens stemme og følte sig som en kliche på sig selv. Et spejlbillede af den skygge han ikke kunne slippe af med. En gammel krig blussede op igen.

Løsningen var at se sig selv og sin egen kliche i øjnene og kaste lys på de skygger, der konstant spøgte fra en fortid, der var gået op i myter om ungdommens vilde overdrev.

Resultatet af processen blev bogen ”Den sidste romantiker”. En proces der gjorde at mennesket og kunstneren Martin Hall kunne starte på en frisk og sætte tidens barometer på ”år 0”. Med denne nye begyndelse vendte lysten til at skrive og spille musik også tilbage …

”Der var atter en fantastisk følelse af naturlighed forbundet med at lave musik. En lyst og en nødvendighed, som jeg havde manglet i nogle år. Min erhvervsskade som sanger forsvandt endelig, det hele tiden at skulle forholde sig ”professionelt” til sin stemme. Det nye materiale havde sin helt egen overtalelsesevne …”

– Så selve pladen, fra du tænker den i startfasen, til den ligger færdig her i februar 2006, var slet ikke så lang en proces endda?

”Nej, egentlig ikke. Den er faktisk indspillet hen over sommeren. Alle teksterne er blevet skrevet kort efter, at bogen lå færdig. Behovet for at sætte ord på musik var pludselig til stede igen …”

– Men det er vel også en falsk forestilling, man har som dedikeret musiklytter: at hvis et band eller en solist, udgiver plader med 5 års mellemrum, at de så vitterligt har været 5 år om at lave pladen?

”Sikkert, men i mit tilfælde tog det mig tværtimod 5 år IKKE at skrive et eneste nummer … 5 år hvor jeg groft sagt var overbevist om, at jeg aldrig skulle stå på en scene igen, at jeg aldrig skulle lave en soloplade igen.”

DEN FIKTIVE VIRKELIGHED OG DET PERSONLIGE ALBUM

De 5 år Martin Hall brugte på ikke at skrive et eneste nummer, brugte han på at skrive sig ud af klicheen om sig selv. ”Den sidste romantiker” er til trods for dens delvist fiktive univers også en meget personlig skildring af en ung mands dramatiske opvækst. Men hvor ”jeget” i romanen ofte virker hyper-personligt, er det ”jeg”, der portrætteres på ”Facsimile”, trods alt mere distanceret fra virkelighedens verden.

– Er ”Facsimile”-albummet, til trods for dets nøgenhed, mindre personligt udleverende en ”Den sidste romantiker” er det?

”Jeg syntes, at den (Facsimile) ER meget personlig. Det er to helt forskellige facetter af mit kunstneriske virke at skrive og lave musik. Ligesom nat og dag. Men det ene eksisterer ikke uden det andet. Som dansk skrivende skribent har jeg en styrke i kraft af, at mit sprog og mit verbale udtryk, har en direkthed, som er kommet positivt bag på mange. Men mine indre idealer finder du måske tydeligere på ”Facsimile”-pladen, end du gør i ”Den sidste romantiker”. I ”Den sidste romantiker” er der enormt mange ting, hvor du kan genkende virkeligheden og mine reaktionsmønstre i mange konkrete situationer, men på ”Facsimile” lever drømmen langt mere ubesmittet. ”Facsimile”-pladen er et langt mere rendyrket romantisk univers. På en måde langt mere himmelstræbende, mere drømmende …”

PROCESSEN

Forventer man som menneske Wagnerske dimensioner i sit liv, samtidig med at man har svært ved at se det smukke i ens egen stemme, er det let at forestille sig, hvor svært det kan være at indspille en så nøgen plade som ”Facsimile”. Derfor er de fleste af sangene også blevet til i rum, hvor Martin Hall kunne være alene med Martin Hall …

”En væsentlig forskel på denne her plade og mine foregående har været, at jeg simpelthen ikke kunne lave vokalerne i studiet. Jeg prøvede at lave et enkelt nummer (i studiet), men det gik ikke. Jeg kunne ikke koncentrere mig ordentligt og endte i stedet med at stå og observere mig selv udefra. Så fik jeg et mobilanlæg hjem, så jeg selv kunne indspille vokalerne. Det gjorde at jeg kunne indspille tre takes af hvert nummer, og hvis numrene ikke kunne klippes sammen af disse takes, så var det lige meget. Næsten alle vokalerne er indspillet alene. Og det har været en stor hjælp, især fordi jeg som allerede nævnt virkelig ikke har brudt mig om min egen stemme i mange år. Ved denne plade overvandt behovet for at synge sangene heldigvis langt om længe min egen selvbevidsthed.”

Men til trods for at processen med pladen i store træk blev til i enerum, slutter ”Facsimile” af med et samarbejdsnummer. Den unge danske gruppe Efterklang har stået for instrumenteringen af Martin Halls første nummer på fransk nogensinde.

– Hvad syntes du selv om Efterklangs debutplade, og hvordan kom sammenarbejdet i gang?

”Jeg var meget begejstret for deres album. Det var en ret overlegen produktion fra et debuterende band. Det var virkelig en plade, der gjorde indtryk. Siden hen gjorde en bekendt mig så opmærksom på, at Efterklang havde været gæsteanmeldere på Geigers hjemmeside, og ud af 3 plader havde de taget ”Kameliadamen” med. Det syntes jeg var ret pudsigt.

Så jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig at indlede et samarbejde. Modellen blev, at jeg indspillede vokalerne til et nummer, og at de dernæst fik frie hænder til at gøre med det, hvad de ville. Og det gjorde de så … Det blev selvfølgelig et fuldstændigt andet nummer. Men et fantastisk nummer.”

– Men var ”Tu Es Mon Image” det eneste nummer, I havde planer om at samarbejde på?

”Jeg havde lavet tre numre som de kunne høre, men vi var enige om, at der som udgangspunkt kun skulle laves ét, og at ”Tu Es Mon Image” var de mest egnede. Et af de andre numre var ”Other Rooms”, men det fungerede bare så utrolig godt i den skrabede udgave, der er kommet med på pladen.”

Ud over at Efterklangs instrumentering selvfølgelig er et spændende og friskt pust på albummet, er ”Tu Es Mon Image” også det sidste nummer – the grand finale.

– Har du haft overvejelser om, hvad det gør for albummet at lade det slutte med et mere up-tempo nummer, der sågar er instrumenteret af et helt andet orkester?

”Hvis du nu klippede ”Tu Es Mon Image” væk og lod pladen slutte med ”Torn Envelope”, så ville det være en klassisk Hall-afslutning, men den ville næsten være for åbenlys. Det ville være de stille numre, som bygger op til den store finale. Nu får man den store forløsning med ”Torn Envelope”, og derefter kommer du så endnu et nyt sted hen med ”Tu Es Mon Image” – så det er en dobbelt spejlvending. Du får sådan set to finaler. Jeg synes, at det er en meget fin måde at nå et højdepunkt på og dernæst tage oplevelsen endnu en tak længere ud. Det at instrumenteringen er så anderledes, og at sproget pludselig også skifter, gør at du trygt lader dig ”falde opad” med pladen så at sige.”

Som sagt er ”Tu Es Mon Image” Martin Halls første nummer på fransk. Ud over Ballet Mécanique-nummeret ”Den Ødeste” fra 1982, har kunstneren som har formået at udgive en 1000 siders roman på dansk, aldrig indspillet andre numre på sit modersmål.
– Og hvorfor dog egentlig ikke?

”Det er svært at forklare, og mange vil muligvis finde det både arrogant og berøringsangst, men den verden jeg arbejder med, gør brug af rum som distance, for at generere en slags mental og følelsesmæssig rumklang. Altså, romantikeren får sat klangen på sin stemme via tomheden omkring ham, afstanden til sin omverden. At udtrykke mig på mit eget sprog i musikkens verden føles simpelthen klaustrofobisk for mig. Som at befinde sig i en lukket cirkel. Det er en organisk ting. Jeg har prøvet, og det fungerer bare ikke.”

STORHED OG STILHED: ”FACSIMILE” VS. ”PRESENCE”

Da Martin Hall i 1988 udgav storværket ”Presence” og forsøgte at lægge hele verden ned med lydkatedraler og tekster om verdens sande tilstand, skabte han et album, som på mange måder kan sammenlignes med ”Facsimile”. De er nemlig hinandens totale modsætninger, men har det tilfælles, at de begge er meget dramatiske. På hver deres facon.

– Kan du selv se ligheder mellem de to albums?

”Presence” som modvægt til ”Facsimile” ja, det symfoniske kontra det minimalistiske, for på ”Presence” lykkedes det at bygge det her enorme lydunivers op … ”

Ja, det var vel Martin Hall ude på bjerget, under vandfaldet?

”Ja, det var sprechstallmeisteren. Det var, som Kim Skotte kaldte mig i sin anmeldelse af pladen dengang, ”Dalai Hall”. Det var den store opsang til menneskeheden. ”Facsimile” er på mange måders dens totale antidote, modsætningen, om end begge plader kredser om den samme intensitet: ”Presence” handlede om enormiteten udadtil – ”Facsimile” handler om intensiteten indadtil.”

FEBRUAR 2006 AND BEYOND …

”Facsimile” stiller skarpt på Martin Hall anno 2006 og efterlader et indtryk af en mand, der hviler mere i sig selv end tidligere. Livet virker mere overkommeligt, i al sin storhed, og jeg fornemmer en klar resonans af let lykke i vores samtale.

Anmelderne har været gode ved bogen (som i øvrigt også har solgt rigtig godt), det nye album høster allerede roser i både Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Gaffa, og Martin Hall synes at have fundet harmoni i privatlivet – så hvad skal det hele dog ende med? Hvor er mennesket og kunstneren på vej hen?

”Denne her plade er en nulstilling. Og lad mig bare sige det meget dramatisk: at jeg på nuværende tidspunkt rent faktisk ikke kan forestille mig at skrive en sang igen …”

– Men sådan har du jo haft det mange gange før…

”Sådan har jeg haft det før, ja, og sådan tror jeg, mange sangere og sangskrivere der lægger deres sjæl og hjerte i deres sangskrivning, ofte har det. Men for mig er det, for første gang i meget lang tid, ment positivt. Forstået på den måde at ”Facsimile” kan stå i meget lang tid, uden at behøve en fodnote. Jeg synes, at det er et godt punkt at lade sangeren Martin Hall stå i øjeblikket.”

– Så glæder du dig til fremtidens projekter?

”Jeg glæder mig meget til koncerterne, ja, måske for første gang. Og jeg glæder mig også meget til at komme til at skrive igen. Og jeg kommer til at lave mere musik, det er der ingen tvivl om, men jeg har intet behov for at lave musik i øjeblikket. Jeg har ingen numre, der presser sig på lige nu og her. Jeg føler som sagt, at det er en plade (Facsimile), der har haft sin egen overtalelsesevne, noget der har opnået sin egen helhed. Jeg tror, det er en plade som mange vil genkende som værende et væsentligt punkt i min karriere.”

Så selvom du netop har udgivet en roman på små 1000 sider, er du stadig fit for fight, og har umådeligt meget lyst til at komme i gang med at skrive igen? Du ved altså allerede nu, at der er en ny roman på vej?

”Ligesom jeg tidligere gav dig en garanti for, at jeg aldrig vil synge en sang på dansk, kan jeg også garantere dig, at der kommer en bog til. Det er det, jeg arbejder hen imod.”

Og hvad bliver det så denne gang? Selvbiografisk? Fiktion? Faktion?

”Det bliver en roman, men den bliver ikke som ”Den sidste romantiker”. Den bliver ikke lige så fandenivoldsk, det bliver en mørkere roman. Og det vil blive en roman i grænselandet mellem fiktion og erfaring.”

I OPPOSITION MOD SIG SELV

Martin Hall har altid været den enlige kamæleon på den danske musikscene. Gennem årene har han stået i konstant opposition til tidens trends og hypes. Så snart det han lavede bare mindede om en kommerciel succes, eller kunne sammenlignes med den gængse populære musik, vendte han ofte 180 grader om. Der findes talrige eksempler på disse transformationer og til tider meget eksotiske udtryk, men fælles for dem alle er dog, at Martin Hall for hver gang, blev nødt til at genopfinde sig selv.
Denne konstante skiften, skaber selvfølgelig meget alsidige værker, men bliver man ikke let fortabt i sig selv?

”Man kan sige meget godt og skidt om mig, men man kan ikke rigtig komme uden om, at jeg har fyldt rimeligt meget i det kulturelle landskab i de sidste mange år. En skadevirkning kan være, at ikoniseringen af ens person undervejs skaber nogle klichéforestillinger om, hvem man er, men i det lange løb vil karakteren af en person altid træde frem. Selvom der har været mange modsatrettede eksperimenter involveret i min kunstneriske løbebane, har retningen altid været klar.”

Du fortalte i 2005, hvordan det kunne være ganske opslidende at være i konstant opposition som kunstner. Men skabelsen af dette skygge-jeg, denne kliche på sig selv, er vel til dels også selvforskyldt. Ved den evige forvandling kommer man vel, mere end noget andet, til at stå i opposition imod sig selv. Er roen og den afdæmpede dramatik på det nye album måske et udtryk for, at du har taget et opgør med oppositionen mod dig selv?

”Ja det kan man godt sige. Det er jo en plade, der har paraderne nede. Det er en mere sårbar plade, en plade hvis styrke ligger i, at den ikke frygter dommen.”

Men, som du selv sagde tidligere, så kom ”Facsimile” meget naturligt til dig. Hvordan kan det være, at du tidligere har haft en trang til at opfinde de mange forskellige former af kunstneren Martin Hall? Jeg læste eksempelvis engang et interview, hvor Martin Hall interviewede Martin Hall. Hvad fik du ud af at opfinde og genopfinde dig selv?

”Det er et greb. Det er en måde at arbejde på, en måde at kommentere ens egen identitet på. Jeg er meget fascineret af greb, strukturer, oversættelser og transformationer. Jeg er et menneske, der elsker at lege med former. Jeg elsker at udvikle subtile selskabslege,så længe det vel at mærke drejer sig om at fremme en alsidighed. MEN, når det så er sagt og gjort – så bliver man på et tidspunkt nødt til at droppe alle lege og vise hvem man er. Altså, hvis hjertet ikke er med – så er det lige meget.”

Det er vel også derfor, at ”Facsimile” lyder, som den gør – fordi hjertet er tilstede?

”Den her plade (Facsimile) har været et behov for at nulstille og sige ”det her, det er den, jeg er, bag de 1000 sider i ”Den sidste romantiker” og bag de mange greb.”. Jeg har følt en stor styrke omkring det at lave den, og det er også derfor at jeg har turde at udgive den i den meget skrabede form, den har. Det handler om at rive lydkatedralerne ned, i stedet for at bygge dem op.”

OPBYGGELSE OG NEDRIVNING

Martin Hall er i sandhed en kunstner, der har formået at rive sin egen lydkatedral ned, skære dybt og lægge hele hjertet på sølvtallerkenen. Meget apropos bærer hans første bogudgivelse titlen ”Genopbyggelsen er større en selve skabelsen”. Det må i sandhed siges at være skæbnens ironi ,at Martin Hall siden 1980’ernes kamikaze-tendenser har brugt så megen flid på at rive sine egne lydkatedraler ned, blot for at opbygge dem igen, og derefter rive dem ned – endnu en gang. En indre krig, uden tabere eller vindere. Slag, på slag, imod og med sig selv gennem en proces der set igennem musikkriterens briller har været uhyre interessant af følge med i.

Det lader nu til, at der er indtruffet en mere permanent våbenhvile, og at tropperne er ved at affinde sig med, at hverdagen til stadighed byder på kamp og slag. Hr. Hall sidder tilbage – mere end noget andet, som kunstneren og menneske, der har overlevet sig selv. Igen.

Ivrige tilhængere bør i øvrigt glæde sig til d. 1. september 2006, hvor 25-års jubilæet for en ganske betydelig udgivelse i dansk musik, Ballet Mécanique’s ”The Icecold Waters of the Egeocentric Calcualtion”, højst sandsynligt vil blive mindet med en flot genudgivelse. Hall er i al fald i øjeblikket i kontakt med Sony/BMG omkring en genudgivelse af albummet på cd.

Desuden optages de kommende koncerter i Århus og København af Park Film (som tidligere på året producerede den glimrende ”Between a smile and a tear”). En selvstændig DVD-udgivelse er på tegnebordet, ligesom der er overvejelser om at udsende koncerten fra Hindsgavl på 1-årsdagen for denne begivenhed, den 18. juni.

Fotos: hansen-hansen.com