Month: marts 2008

”Martin Hall er tilbage som kulturkritiker i det, han selv kalder for ”overoplysningens tidsalder” … handler om evnen til konstant at forsøge at udvide grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.”
Deadline – DR2 (23. marts)

”Det er en samling essays og bidske, direkte karakteristikker af danskere og deres måde at leve på. En stor del af kommentarerne er tidligere offentliggjort i dagblade som Jyllandsposten og Dagen, og hele essaysamlingen begynder med et citat af Andy Warhol: “Det er svært at se ind i et spejl. Der er ingenting der.” Så er tonen ligesom slået an.”
Kulturnyt – P2 (26. marts 2008)

”Magelighedens fjende og multikunstner med stort M … med blik for alting og en meget spids pen.”
Go’morgen Danmark – TV2 (27. marts 2008)

”Hall er det som bedst udtrykkes med en haikulang bogtitel af Peter Laugesen Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede … Martin Hall skriver om, hvordan det er at være ikonet Martin Hall, og her er der grund til at synge ‘halleluja’, for det her med at skrive om sig selv inde- og udefra, det kan krukken bare.”
Information – Kamilla Löfström (27. marts 2008)

”Euromans månedlige anbefaling: Infodemens hedder Martin Halls nye bog, der bærer undertitlen ’Notater og essays – en sæson’. Sæsonen inkluderer bl.a. den periode, hvor Hall bidrog med klummer om kulturen til den afdøde gratisavis Dato forrige og sidste år. Andre tekster har været bragt i Jyllands-Posten, deriblandt ’Det evige 1864-kompleks’, hvor det særegne danske kompleks – en blanding af mindreværd og storhedsvanvid – behandles på underholdende vis.”
Euroman – Tonny Vorm (27. marts 2008)

”Multikunstneren med et af Danmarks mest omfangsrige bagkataloger, det intellektuelle dampbarn Martin Hall, nedkommer i dag med essay-, klumme- og notatbogen Infodemens. Bogen revser og spidder på en både humoristisk og dybsindig måde dansk middelmådighed, bøvethed, fordrukkenhed og den bredt anerkendte stræben efter plat folkelighed … Jeg vil klinke på glasset med en teske, ønske tillykke med det litterære sølvbryllup og hive endnu et herligt citat fra bogen frem, nemlig fra klummen om danske intellektuelle, der fører an i en form for primitiv anti-dannet opførsel: ”Der er ikke den mindste grund til at skamme sig over sine instinkter. Som der stod på et skilt, en fyr gik rundt med på Roskilde Festival i sommer: Haves: Stiv pik. Ønskes: Stiv kælling”.”
Gaffa – Peter Grønlund (27. marts 2008)

”Martin Halls hang til stort svunget selviscenesættelse er tiltalende … hans uforbeholdent prætentiøse selviscenesættelse som dekadent dandy fra et sted mellem cirka 1880 og 1930 er ret charmerende.”
Jyllands-Posten – Jakob Levinsen (27. marts 2008)

”Der er noget beundringsværdigt ved kunstnere, som pendulerer ubesværet mellem avantgarde og mainstream. Mellem det satte og det søgende, det slørede og det transparente, det simple og det komplekse. Og den disciplin mestrer Martin Hall …”
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (28. marts 2008)

”Begavet, stilfuld, kritisk.”
Brunch – TV2-Lorry (31. marts 2008)

”Som kulturkritiker er Hall både en skarp og vittig iagttager … en fornøjelse at læse fordi Halls personlighed stadig er hans stærkeste brand.”
Downtown – Louise Steiwer (1. april 2008)

”Martin Hall viser sit komplet udanske mod ved at krukke uhæmmet … forsynet med en som bedst egenartet stemmeføring, der når, om ikke Baudelaires højder, så dog i hvert fald noget hinsides den trivielle misantrops sigtefelt.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (5. april 2008)

“Den hyperproduktive kunstner Martin Hall, der figurerede på Geigers liste over årets albums i 2007 med det grandiose monument over hans musikalske karriere, Catalogue, udgav sidst i marts bogen Infodemens: notater og essays – en sæson. Bogen er, som titlen antyder, en samling kortere tekster, klummer og essays, der bl.a. kredser om dannelse, dandyisme og kulturlivet i al almindelighed; gerne med hang til skarpe, sarkastiske hug.“
Geiger (9. april 2008)

”Slugte den i en ruf. Det er en samling essays, klummer og dagbogsnotater, og det er både hvinende arrogant og klogt. Titler som Sorgen som cumshot, Dannelse, er det ikke noget, man dør af? og Nyrige proletarer fortæller, at vi befinder os betryggende langt fra malstrømmen af plidderpladder-klummer.”
Politiken – Martin Kongstad (1. maj 2008)

”Med humor, sarkasme og bidende ironi forsøger han i denne notat- og essaysamling at tage pulsen på tiden, hvor mantraet er kulturkritik. Godt, at der er nogen som tør … Martin Hall er en veloplagt skribent, som gavmildt, lader al sin dannelse vælte ud over den, som har øjne at se med og øre at høre med. Tak, for det alt sammen. Han krydrer det sanselige, samfundskritiske univers med en serie tegninger og collager, som har fokus på kroppe og ansigter i mere eller mindre veloplagte positioner. Kom ikke og sig, at Martin Hall ikke har set, hørt og læst meget.”
Kulturkapellet – Maria Stensgård (27. maj 2008)

EN EUROPÆER I BUENOS AIRES

2/12/07 (formiddag)

Netop ankommet til Buenos Aires efter en 16-timers flyvetur via Paris. 11.000 kilometers rejse så vidt jeg er informeret. Det moderne menneske anser den slags som selvfølger, men jeg finder det stadig sjæleforskubbende at flyve over Atlanterhavet i tæt mørke. Alting suger, intet er sikkert, forsamlingen af mennesker i et flyskrog foruroligende tilfældig.

Bagende varmt i Buenos Aires. Turen i taxa fra lufthavnen og ind til byen var det rene flashback tilbage til dengang, jeg som dreng boede i Spanien: Fiat-bilerne, den trykkende varme, de medtagne husfacader og halvfærdige bygningskonstruktioner, de røde, hule mursten og ølreklamerne på spansk, det brune terræn.

Jeg var blevet lovet en internetforbindelse i den lejlighed, jeg har lejet, men det var der ikke. Mobiltelefonen duer i øvrigt heller ikke hernede. Gik ned på en café, der efter sigende skulle have netværksforbindelse, men i samme øjeblik jeg var kommet på, gik al elektriciteten i området.

Føler mig en anelse malplaceret hernede. Kunne ikke undgå at blive mindet om det ellers så smukke åbningscitat i Kiran Desais Det tabte land taget fra nationalsymbolet Jorge Luis Borges’ Ord i tiden:

”Mit navn er hvad som helst. Jeg færdes tøvende, som én der kommer så langt borte fra, at han ikke håber at nå frem”.

3/12/07 (aften)

Fandt langt om længe et sted, hvor jeg følte mig lidt hjemme, Boutique del Libro, en kombineret bog- og pladehandel med et cafésegment installeret i et lille atelierområde. Fantastisk sted med trådløst net. Butikken ligger på Thames, lige omkring hjørnet ved Costa Rica i Palermo-bydelen. Fik en frokost, der udelukkende bestod af frugt samt sort kaffe.

I Buenos Aires dumper man bare sit affald på gaderne, op og ned ad de mange træer på vejene – så kommer posefolket ud efter mørkets frembrud og sorterer det for brugbare elementer. Resten napper hundene, og hvis der så ellers er mere tilbage, er der vist også en renovationsafdeling, der samler ind en gang imellem. Detaljerne omkring den kommunale del af servicen henstår lidt i det uvisse.

Byen har i øvrigt et af de største antal plastikkirurger i verden målt i forhold til andre storbyer. Og så husker argentinerne ikke deres helte via deres fødselsdag, men via deres dødsdag. De virker umiddelbart nærmest besat af døden: Tjek eksempelvis kirkegården Cementerio de la Recoleta ud, her er alt hvad ethvert heart of darkness måtte ønske sig: Ligkapeller med ventilation og vinduer ud til stedets små gader og stræder – det er en hel lille by af private gravkapeller i marmor og kupler.

Buenos Aires har også en af de højeste koncentrationer af psykologer i verden. En del af Palermo har endda fået kælenavnet ”Villa Freud” pga. dens mange praktiserende åndsarbejdere. Terapien indgår vist nok som en del af forfængeligheden – en smuk sjæl i et smukt legeme etc.

I det hele taget er disse storbyargentinere pure europæiske i deres væremåde. Skønhedsidealet er præget af formiddagenes glam-tv-serier, og selvopfattelsen er nærmest græsk i sine olympiske proportioner. Faktisk var den første joke, jeg hørte om folkefærdet, følgende: Hvordan begår en argentiner selvmord? Han klatrer op på toppen af sit ego og springer ud.

Det økonomiske kollaps i 2001 styrkede kun behovet for stil og identitet. Tingenes facadeværdi står meget højt hernede. Jeg kom i tanke om en historie, jeg læste om fotografen Richard Avedons opvækst; han blev født i New York i 1923 af russisk-jødiske forældre, der ejede en dametøjsforretning, men mistede alt under depressionen og dernæst måtte starte forfra. Den stædige afvisning af social deroute var dog massiv, hvilket bl.a. kom til udtryk via iscenesættelsen i familiealbummet. Som Avedon selv forklarede det: ”Vi klædte os fint på. Vi poserede foran dyre biler, der ikke var vores egne, huse, der ikke var vores egne. Vi lånte hunde. Næsten ethvert familiebillede, der er taget af os, mens jeg var barn, havde forskellige lånte hunde med”.

Det er meget italiensk i mange henseender, disse vilde gestikulationer, bravadoens store armbevægelser – men nu er en stor del af de oprindelige immigranter jo netop også hhv. italienske og spanske. Den bedste beskrivelse af folkefærdet, jeg indtil videre har hørt, er, at ”argentinere er italienere, der tror, de er franske, men opfører sig, som om de var engelske”. Så er stilen ligesom kredset ind.

Nede omkring Piaza Italia går folk rundt med horder af hunde. Vi taler om kobler på seks-otte-ti stykker, af forskellige racer og dermed vidt forskellige størrelser. Først troede jeg, at det var folks egne, men det viste sig, at langt de fleste var hyrede hænder for ejerne, der ikke selv orkede at lufte deres kæledyr. Pladsen ligger i øvrigt ved byens botaniske have, hvor det vrimler med herreløse katte.

Anyway, jeg skulle op og besøge en gammel bekendt, der i bedste kolonial stil bor i en rustik, fuldt møbleret lejlighed ved netop samme (botaniske) have, et sted med en indgang støbt i guld og bronze samt med dørmand og elevator, alt sammen mere eller mindre standard i den del af byen. Lejligheden er i øvrigt ejet af den forhenværende amerikanske flådeattaché.

Men det var klart horderne af hunde, der gjorde størst indtryk. Det virkede så forrykt. Selv den afdøde skotske sanger Billy Mackenzie, der opdrættede whippet-hunde (lille engelsk mynde) og gerne lod sig afbilde med dem i al slags vind og vejr, ville have skammet sig over at omgive sig med de mængder.

4/12/07 (eftermiddag)

Ny dag, flere iagttagelser hen over eftermiddagsteen. Dedikerede formiddagen til en tur ud ad Avenida Alvear, den gade hvor f.eks. Emporio Armani og Ralph Lauren begge har deres residenser i byen. Ikke meget hep for modeaspektet, men sjovt at se Lauren-paladsets indgang, en smuk trappe dekoreret med ridesports-memorabilia, dvs. hestebidsler, sadler, jockeyhjelme og ridepiske.

Det bedste ved kvarteret var luksushotellet Alvear Palace Hotel, et gigantisk og guldornamentdryppende monster af et palads, engelsk hele vejen ned til syningerne i tæpperne (en tesalon med navnet Tealosophy siger vel det hele). I hotellets vestibule vejrede et gigantisk juletræ, fuldt pyntet og glitrende, smukt som i et eventyr … og husk nu, man er lige kommet tumlende ind ude fra gadens ca. 30 graders varme.

I det hele taget er juleoplevelsen hernede et af de særere indslag på dagsordenen. Butikkerne sælger oppustelige julemænd i plastik og komplette juledragter, og langt de fleste butikker har juledekorationer, der ville få selv Charles Dickens til at savle. Problemet er at have dragterne på her i heden: ”Don’t touch me, I’m new wave”, som art rock/new wave-bandet Art engang sang.

Faktisk er der rigtig meget new wave-stemning i gaderne. Én ting er børnenes (især pigernes) skoleuniformer – hvide skjorter, knæstrømper og skotskternede nederdele – en anden overfloden af unge kvinder med Runaways-frisure og hård, sort eyeliner. At der så oven i købet også hænger enorme Police-plakater overalt pga. bandets forestående koncert hernede, det gør jo ikke sagen meget bedre.

Der er også rigtig meget new wave over de gamle damer i Buenos Aires. Vi snakker om 80-årige, der render rundt i teenagetøj, gamacher og gummisko, plastikopererede røve der kækt vrikker derudad, mens resten af kroppen er ved at knække sammen af alderdom og alt for mange middelmådige kirurgiske indgreb. Det er pensionistsegmentet af en bestemt hårdfør slags carmen curler-piger, der åbenbart selv er af den opfattelse, at de kun lige er begyndt at varme op, lig i slacks og malede læber, der blafrer i gadevinden. En enkelt repræsentant i leopardbukser, skrigende lyserøde tånegle samt knaldsort hår med hvide striber foran tog nok førsteprisen denne formiddag.

Passerede også en transvestit, der sendte mig ”blikket”. Var af gammel refleks lige ved at tage med ham, men helt ærligt, been there, done that. Det mest interessante ved indskydelsen var vel tanken om, hvilken klub han ville have inviteret mig med på i denne by – især tidspunktet på dagen taget i betragtning.

Apropos seksualitet må Buenos Aires være det sted på jorden, der sidst bliver muslimsk. Hernede er kvindernes eksplicitte seksualitet intet mindre end en æressag: At dække sig til ville blive anset som det pure forræderi mod det seksuelle overlevelsesinstinkt. Ikke at det vælter ud af alle åbninger, men der bliver ikke lagt slør imellem virkeligheden og gengivelsen af den. Måske af samme grund er alt toiletpapir hernede enkeltlagspapirruller.

Har ved nærmere eftertanke ikke set en eneste burka i byen. Har i øvrigt heller ikke set det store til hiphoppen hernede. Til gengæld er der butikker, hvor man kan gå ind og købe sig både en kalashnikov og dertilhørende ammunition; det eneste det kræver, er et pas og en stak pesos. Tankevækkende.

5/12/07 (formiddag)

Hvad angår tangoen, har min research nu lært mig, at den i sin tidligste form opstod som en dans mellem mænd – fattige mænd – i horehusene … en aktivitet de praktiserede, mens de ventede på at komme til hos luderne. De første dansetrin var derfor en stærk mikstur af machismo, længsler og begær skabt af fattige europæiske indvandrere, los porteños, som et udtryk for det savn, de følte, efter deres respektive hjemlande og de mødre, koner og elskerinder, de havde efterladt. Af samme grund var dansen ganske hårdhændet, nærmest voldelig – en illustration af mændenes kamp om kvinderne.

1913 var gennembruddet for genren og springet fra at være en arbejderklasseting til at blive en craze blandt såvel aristokrati som bourgeoisi. Her begyndte tangoens gyldne år.

Først hen ad vejen integrerede tangoen sang og tekst. Genren var primært instrumental indtil 1917, hvor en ung sanger ved navn Carlos Gardel indspillede den poetiske ”Mi noche triste”, der betragtes som tangoens første tango canción, den første tangosang. Dette nummer ændrede scenen for evigt. Gardels croonerstemme og knockoutkarisma – og vel at mærke hans sørgende sange om tabt kærlighed, fjerne mødre og konstant muterende nabokvarterer – ramte bredt og dybt i hjerterne på folk … især kvinderne. Da sangeren i 1935 døde i et flystyrt i Colombia, begik en cubansk kvinde f.eks. selvmord i Havana, ligesom en kvinde i hhv. New York og Puerto Rico forsøgte at slå sig selv ihjel med gift.

Som man siger hernede: ”Gardel synger bedre for hver dag, der går”.

5/12/07 (eftermiddag)

På shoppinggaden Avenida Santa Fe kan man købe stakkevis af forskellige 2008-kalendere med Che Guevara som pinup. 12 frontals af manden i action, én for hver måned (motiverne er ikke overraskende fint afstemt med årstidernes gang, dvs. fint accentueret i forhold til gennemsnitstemperaturer og sæsonmood). De hænger selvfølgelig side om side med glittede blade fulde af fake-blonde babes, hvis negle kun lige akkurat dækker brystvorterne, mens deres ”oops”-udtryk gør det svært at aflæse, om de er ved at nulre dem stive eller beskytte dem.

Intet nyt under nogle sole. Imens søger de udsultede nomader stadig mod nye græsgange, drevet af den evige sult, den ældste af alle forbandelser.

5/12/07 (nat)

Om natten skinner selv lydene i denne by. Rummenes fortættede varme, det skarpe lys der med ét bryder gennem persiennerne i éns soveværelse, når nogen tænder lyset i køkkenet i en femte sals lejlighed på den anden side af gården, de tunge, afsluttende brøl fra to hørbart midaldrende mennesker, der har sex. Alting lyder som samples i denne blender af høje temperaturer, skarpe lugte og skyggeportrættet af den summende vifte over sengen.

Sidst på natten begynder fuglene at påkalde morgenlyset. Varmen befinder sig på sit lavpunkt. Kigger man ud ad vinduet, kan man se radiotårnenes røde tårne lyse i det flimrende halvmørke. Bygningerne våger over gaderne som triste dyr, der ingen hvile finder i natten. Overalt ligger der glemte steder spredt, glemte replikker.

Når lyset endelig kommer, er det et lys, der trænger ind i både hud og hår … et lys der langsomt nærmer sig for til sidst, uden yderligere tøven, at skære sig gennem himlens hudfarvede forhæng.

6/12/07 (formiddag)

En vidunderlig morgen – selv på trods af søvnmanglen. Jeg har vænnet mig til den; har lidt af søvnløshed det meste af mit liv, så man lærer at gribe dagene på hver deres måde. Går ned på Boutique del Libro og spiser sen morgenmad, frugt og kaffe. På vejen læner en faldefærdig, hullet bygning sig ud over gaden i krydset mellem vejene Jorge Luis Borges og Guatemala, nærmest påtrængende i sin hældning mod det andet hjørnes blomstrende rosentræ, jaloux på dets skrøbelige skønhed.

Overalt på disse gader, avenuer og boulevarder, er der træer på begge sider af vejene, jævnt fordelt i skyggefyldte klynger af sitrende ro. Sug lyden ud af billedet, og alt er bølgende bevægelser – varme flader der søger de solbeskyttede felter under kronerne, gader lyst op så skarpt, som var man omringet af enorme projektører.

Det er svært at forklare, hvad der gør disse kryds smukke; de knastørre mure og deres afskallede, afbrændte rækkevidde, hamburgerbarerne med de gamle Coca-Cola-reklamer og resten af bydelens rodede ro. Alene navnene på gaderne hér: Costa Rica, Honduras, Nicaragua, El Salvador kontra zonernes kaldenavne, Palermo Soho og Palermo Hollywood. Det virker som en joke. Ikke desto mindre løber det alt sammen ind over kortene som et vildt rhizomnet af tilfældige indflydelser, Thames, Armenia, Plaza Italia, República Arabe Siria, Plaza Alemania, Plaza República del Peru, Avenida Presidente Figuero Alcorta, Avenida del Libertador, Castilla, Sevilla, engelsk, tysk, jødisk, spansk, fransk, italiensk, armensk vævet ind i hinandens traditioner og blodskam.

6/12/07 (eftermiddag)

Morgenmaden hjalp. Back in the flesh, selvlysende af træthed.

Hernede kan alle mekanikere lave din bil. Der er ingen elektronik involveret, udelukkende mekanik – ren håndkraft. Bilværksteder overalt, der stinker af olie og benzin.

Tog en taxa mod downtown Buenos Aires. Kørte en tur, der svarer til fra Rådhuspladsen til Svanemøllen for det, en busbillet koster i København. Så undervejs en mand ved en lille park skure gadens vejskilte manuelt. Klædt i en grå uniform sæbede han dem ind, vaskede dem grundigt og tørrede dem dernæst sågar også af. En detaljernes mand. At overlade dem til at tørre i solen ville nok blive opfattet som skødesløst. Så gik han videre til den næste i rækken – en række jeg ikke kunne se enden på.

Stod af ved Calle Florida, et gågadeinferno af tøj- og skobutikker hvor jeg øjeblikkeligt forsvandt ind i en passage for at finde ly for solen. Det første jeg stødte ind i, var en antikvitetsbutik for gamle militæruniformer og våben, en butik proppet med militaristisk regalia en masse: Adolfo Martinez Armas Antiguas. Der var matroshuer fra skibe, der var blevet sunket uden for den argentinske kyst under Anden Verdenskrig, kanonkugler fra Første Verdenskrig, våben i hobetal samt prøjserhjelme fra begge krige. Man kunne eksempelvis købe en original Wehrmacht-hjelm for 215 pesos (ca. 350 kr.).

Der er rigtig mange tyske gener i Argentina. Alene de overlevende soldater fra krigsskibet Graf Spee, der blev skudt i sænk uden for landets kyst under Anden Verdenskrig, udgjorde en god lille enklave, men landet har nu altid været et yndet fristed for eksnazister. Hvilket måske også kan være med til at forklare legetøjsdukkerne af Adolf Hitler i en af Buenos Aires’ vinduesudstillinger. Ud over det er byen en af de storbyer i verden med den største koncentration af jøder. Et mønstereksempel på integration me guess.

6/12/07 (aften)

Spiste på en fortryllende restaurant her til aften, Lelé de Troja. Stedet ligger på et gadehjørne i Palermo-kvarteret og er inddelt i en række forskellige farvede rum, hvor det første er et karmoisinrødt, det næste gult, herefter følger et grønt og til sidst kommer et lille azurblåt. Lige om hjørnet ved restauranten holdt der en gammel engelsk bus parkeret – rute #11, Islington-forbindelsen.

Da jeg kom hjem fra restaurantbesøget var lyset atter gået i nabolaget. Gaden henlå i en krigslignende, mørk zone, og da elevatoren af gode grunde ikke kunne bruges under disse forhold, var det noget med bare at føle sig frem op ad den kulsorte bagtrappe. Et helt kontinents nattemørke samlet på en håndfuld kvadratmeter.

8/12/07 (eftermiddag)

Bevæger man sig virkelig kun i ét personlighedsrum ad gangen? Jeg tvivler mere og mere. I denne varme synes væggene mellem alting at bryde sammen. Vandrer konstant op og ned ad enorme avenuer og gennem afsvedne parker, mens skæbner slynges rundt omkring mig af byens kolossale centrifugale kraft. Alt virker, som om det kun lige akkurat balancerer på kanten af sammenbruddet.

En mand med stærkt behårede arme og brun kasket roder rundt i de kasserede kødrester i en affaldscontainer bag et slagteri; stanken står mig i hovedet som kilen fra en varmluftstørrer. En gammel pukkelrygget dame med uglet, gråt hår følger sin handicappede søn ned ad gaden, mens han spastisk slingrende spjætter og savler. Ved et fortov er en taxachauffør faldet i søvn bag rattet i sin bil, stadig med libre-skiltet tændt. Overalt i bydelen er fortovene smadrede, knuste og misligholdte, ligesom hørmen af de tusindvis af affaldsposer konstant skærer i éns næsebor. Træerne skaller på solsvedne gader, mens en ensom ildsluger varmer op til aftenmørkets teaterforestilling. De billige små transistorradioer, hvis levende kæder af lyd konstant knitrer løs omkring én, udgør et komplekst metafysisk blodåresystem i en by, der ikke længere kan omslutte sig selv; knasende, evigt brudte morselyde binder billederne sammen, fragmenterne fra hvert gadehjørne, som en rumklangs helende efterklang af et alt for pludseligt stop.

8/12/07 (aften)

Den bedste plade jeg har købt hernede, må være Apenas la doce med Ernesto Jodos Cambio de Celda, en jazztrio baseret på hhv. flygel, cello og percussion. Der er tale om en næsten sublim grad af musiceren, et udtryk jeg ellers altid har foragtet, men som i dette tilfælde giver perfekt mening; her mødes netværk af nodeforståelse og intuition gennem de respektive musikeres noget nær seismografiske registrering og indbyrdes afstemning. Det er både elegant og eklektisk, godt gammeldags underspillet swingende og nærmest barokt futuristisk i sit kontrollerede amokløb mod sammenhængenes grænser.

I det hele taget er der adskillige super bog- og musikhandler i mit kvarter. Ud over Boutique del Libro er der også Prometeo Libros/Miles Discos samt Crack Up. Jeg fandt sågar en tegneserieudgave af Prousts På sporet efter den tabte tid i førstnævnte shop.

9/12/07 (morgen)

Var ude at spise med manuskriptforfatteren Lars K. Andersen, der er permanent bosiddende i byen, i går aftes. Vi indledte med at tage ned til en stor udendørs operakoncert på Plaza Seeber, en parklignende plads der ligger lige op og ned ad den amerikanske ambassade, hvilket desværre viste sig at være ulideligt. Gratisfordelen havde omdannet pladsen til det rene Roskilde Festival, et kaos af børn, hunde, festende mennesker og gadesælgere. I det fjerne kunne man svagt skimte en sopran, der kæmpede med områdets ekkoende lydforhold, så selvom idéen med at være til udendørsopera i byen var god, var realiteterne ubærlige. Vi hastede videre.

Vejret var fantastisk. Aftenerne hernede er vidunderlige … når de svage briser puffer til træerne og fordeler varmebankerne, lysene blinker i det arkitektonisk storslåede rod, og byen atter giver sig tid til at ånde. Vi befinder os trods alt syd for Cape Town i Afrika.

Spiste på en peruviansk restaurant ved navn Zadvarie: rå, marineret, stærkt krydret fisk – blæksprutte, rejer, hvidfisk m.m. Lækkert. Vi drak negra modelo-øl til maden. Dernæst gik vi i byen.

Det bedste sted var det første, et übercool etablissement ved navn 878 i Villa Crespo-området. Nede langs den døde ende af Thames, på en del af vejen hvor alt henligger lukket, i brak og noget nær kriminelt ynkeligt, ringer man på på en stor, smadret, på ingen måde istandsat egetræsdør, hvorefter en dørmand lukker én ind i et tiptop-restaureret klub/lounge-lokale med bar, sofaer og restaurant. Herinde sidder velplejede mennesker smukt fordelt i interiøret og nipper til farvestrålende cocktails.

Herfra gik turen til det mere upbeatede Congo i Palermo Viejo-området, et scorested hvis lokaliteter fortsatte ind i bygningen i det nærmest uendelige, indtil man med ét befandt sig under åben, stjernedækket himmel. En pigetrio bestående af bl.a. en tilsyneladende nyligt plastikopereret sluttrediversag (mistænkeligt opretstående bryster) begyndte at kredse om os, men natten var endnu ung, og vi havde både Kim Y Novak (et cocktail-homo-hangout place opkaldt efter den berømmelige Hollywood vixen med ”come hither”-attituden) samt aftenens finalested til gode.

Udmattelsen indtraf dog langt inden da, på den lettere absurde Mundo Bizarro-klub, et æstetisk mash-up af en Cramps-video og en parisisk stripbar. Udenfor blinkede en masse lyserøde Moulin Rouge-lamper, og indenfor var alt meget gennemført holdt i rødt og sort, enkelte steder dekoreret med en Betty Page-plakat eller to samt lidt rockabilly-memorabiliaer. Musikken var dog ikke videre independent, og et ekstremt hæsligt par, der sad og snavede i en af de røde lædersofaer, trak helhedsindtrykket gevaldigt ned ad skalaen.

9/12/07 (eftermiddag)

Det sner praktisk taget aldrig i Buenos Aires. Ifølge de lokale sneede det for første gang i 90 år en smule i vinters, men ellers ikke. Hvad gør det ved en indbygger? Savner man nærværet uden at vide det? Opretholdes fodboldfanatismen af varmen, eller er det den anden vej rundt?

Byens store fodboldhold, Boca Juniors, sætter i hvert fald ting i kog hernede. Ved min ankomst i søndags spillede de kamp, og fra hver eneste café på hvert eneste gadehjørne fossede indfølte suk og rasende skrig ud. Klubbens præsident, Mauricio Macri (nu Buenos Aires’ borgmester), har i øvrigt sørget for at få åbnet en kirkegård for klubbens tidligere spillere og trænere, sådan at de ved at lade sig bisætte her kan forlænge karrieren ind i al evighed. Gratis. For klubbens fans koster en gravplads i nærheden af 5.000 amerikanske dollars.

10/12/07 (formiddag)

Spiste på en italiensk restaurant i lokalområdet i går aftes, elegant og delikat. Blev betjent af en ung tjener, en fyr med piercing i det ene øjenbryn og pomadiseret hairdo, der tog mig med storm ved først at spørge mig, hvordan jeg ønskede, han skulle hælde min Bavaria-øl op – om den skulle skumme eller ej – og dernæst overrække mig min storserviet med en tang.

Tager i øvrigt tilbage til Europa på onsdag. Jeg er ved at være træt og mættet.

10/12/07 (eftermiddag)

I begyndelsen troede jeg, at der blot var rigtig mange ensrettede gader i byen, men det er nu gået op for mig, at der kun er ensrettede gader og veje hernede; ifølge onde tunger ville bilisterne ellers hele tiden køre ind i hinanden (hvilket for så vidt giver fin mening i forhold til den måde, der køres på). Måske er jeg blot ved at degradere til en conquistador, men det er efterhånden svært at opretholde overblikket.

Ure er heller ikke videre udbredt. Har faktisk ikke set et eneste på nogen gade eller avenue. Til gengæld er der private vagtværn og politi overalt, hvor der er noget, der bare minder om værdi. Måske forståeligt nok. Kan huske, at jeg engang hørte om, hvordan det var at bo i hovedstaden Caracas i Venezuela: Her var de bedrestillede nærmest desperate, når strømmen gik (hvilket som bekendt ikke er nogen sjældenhed i Sydamerika), for når den slags skete i Caracas, var der dømt mayhem and disorder – i samme øjeblik alarmerne stod af, kom tusindvis af fattige stormende ned fra højdedragene og bakkerne omkring byen for at plyndre hvad som helst, de kunne komme i nærheden af.

Det er virkelig de små marginaler, der holder tingene kørende. Et kredsløb, en blinkende lampe, en mand i en uniform.

10/12/07 (aften)

Selvfølgelig flyder det med rusmidler hernede. Ikke i lige så grelle mængder som i Sao Paolo, men Buenos Aires er godt med. De store ting er kokain og marihuana (eller pot på dansk: hash som vi kender det, findes praktisk taget ikke). Marihuana er den helt store ting til fodboldkampe, hvor der er spiritusforbud; konsekvensen af dette er, at der altid er en tåge af potrøg over stadion til de store kampe, og at folk – efter spiritusforbudet trådte i kraft – er holdt op med at skyde hinanden.

Kokain er der logisk nok meget af (25 procent af middelklasseungdommen er regelmæssigt på coke), ikke af samme fine slags som i Sao Paolo, men absolut anstændigt samt både bedre og billigere end i København. Et gram koster omkring 70 pesos (ca. 115 kr.). Det er selvfølgelig godt at have sin egen forbindelse, men som udlænding kan man bruge det trick at sætte sig ind i taxa med en peruviansk chauffør og diskret spørge til, hvorvidt han kan skaffe noget. Det letter altid proceduren, hvis man er i selskab med en lokal skønhed.

Herefter kører chaufføren én ind til en af sidegaderne omkring Tribunales (Højesteret, jovist), hvor man i bedste koloniale stil typisk sender den stakkels djævel op for at hente stoffet; man skulle jo nødigt selv blive taget. Når han efterfølgende så kommer ned og afleverer sagerne, stikker éns kvindelige ledsager – hvis hun vel at mærke besidder nok hårdkogt stamina – de små plasticposer op i sit køn, og så er man ellers godt kørende hjem til bopælen til lige dele sex og stofindtag.

11/12/07 (morgen)

Havde den ultimative spiseoplevelse hernede i går aftes. Havde opstøvet rygtet om Little Rose, en sushirestaurant der ligger på gaden Armenia (#1672), og sikke et sted, hallowed be thy name!

Restauranten ligger på første sal, og fra det øjeblik man ringer på dørklokken med det soniske ”ding-dong” klimprende ned ad trappen, ved man, at dette er et sted, der bryder med standarden. Ned kom en storsmilende 120-kilo tung, japansk-udseende herre med tatoveringer over det meste af kroppen, som dernæst fulgte én op i gemakkerne, et fuldkommen sortmalet lokale med en åben fransk altandør, hvor et sæt hvide silkegardiner malerisk blafrede svagt i brisen. Overalt på væggene hang der enorme spejle og ellers udelukkende billeder af hårdt sminkede, dødblege præ-pubertære piger. Den sorte maling på væggene var mat, mens den var holdt i blank på samtlige karme og diverse accessoirer, og på alle lokalets borde stod smukt arrangerede små buketter af farvestrålende hyacinter og orkidéer. Levende lys fuldendte indtrykket af noget nærmest berusende poetisk, ligesom de broderede stofservietter gjorde deres til at understrege, at man var trådt ind i en atmosfære, der udtrykte mere klub end åbenhed.

Også musikken var tempereret, udelukkende (for mig ukendt) lo-fi akustisk singer-songwriter-materiale. På bagvæggen kørte Kurosawas De syv samuraier, og ud over den eksemplariske service må den elegante servering ligeledes fremhæves, bl.a. et nigiri-arrangement hvor de enkelte stykker laks var smukt adskilt af friske limeskiver, og hvor kongerejerne var farvet stribede med en svag sojastreg. Den indledende tempura-ret var straight, men både fyldig og smagfuld, og titlen på den øl jeg faldt for, var denne gang Patagonia (ond for the country and one for Bruce), en fyldig ”amber lager” (ravpilsner) hvis changerende farve levede helt op til undertitlen.

11/12/07 (nat)

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en ren sydlandsk skik, eller om det er Armani’sk tradition – eller om jeg blot udstråler en eller anden slags undertrykt storhed? – i al fald blev et habitindkøb afsluttet med faste håndtryk fra samtlige mandlige ekspedienter i butikken. Herefter gik turen som allerede skitseret over til hotellet på den anden side af gaden, hvor jeg da ellers lige skal love for, at min logobeplastrede indkøbspose åbnede døre i den helt store stil; man nærmest kastede sig i støvet for mig, for slet ikke at tale om detaljen med dørmanden, der koket smilende lettede på sin tophat for mig.

Omkring Første Verdenskrig var Argentina en af verdens ti rigeste lande; man kalder perioden fra 1889 til 1939 for los años dorados, de gyldne år. Rigdommen skyldtes naturligvis oksekød – det myldrede efter sigende med hovedrige argentinske kødgrosserere i Paris under Første Verdenskrig, hvor de lavede kassen og ellers fordrev tiden med at gå til ludere (jfr. Célines beskrivelser af samme slags herrer på bordel i Rejse til nattens ende). Til sammenligning tjener en nyuddannet læge på et offentligt hospital nu om stunder, hvad der svarer til 2.000 kr. Tror slet ikke, at Armani-butikken ligger inde med noget i den ende af prisskalaen.

Alvear Palace Hotel er et fantastisk sted. Slog mig ned i en smuk rokokosofa holdt i guldnuancer i venstre side af vestibulen, lige op og ned af stedets enorme og sirligt pyntede juletræ, et hav af stjerner, farvede glaskugler samt rensdyr af siv. På væggen over for mig hang et maleri af tre kvinder overlæsset med fade fulde af frugt, vin og brød.

Omgivet af oplyste glasmontrer med poloudstyr og antikke bøger om kolonialiseringen af Sydamerika gav jeg mig til at studere klientellet. Især en rødhåret kvinde i halvtredsårsalderen med tiara fangede min opmærksomhed; man måtte nødvendigvis spørge sig selv, hvad hun så, når hun betragtede sig selv i et spejl. Men der er selvfølgelig en grund til, at Richard Clayderman stadig ligger på hitlisterne i dette land.

12/12/07 (eftermiddag)

Befinder mig i Buenos Aires’ lufthavn, hvor en levende model som fast del af Biotherm-afdelingens udstillingsdisplay sidder og motionerer på en kondicykel i det toldfrie område. Ikke meget af mig selv tilbage længere.

Sætter mig i en stolerække ved siden af en nonne, der er i færd med at løse en krydsogtværs. Jeg indtager en halv flaske champagne og tre alopamer, i alt 45 mg, inden flyrejsen hjem til Europa – en 13 timers flytur til Paris. Det meste af tiden over dybt, sort vand.