OUTSIDER

Berlingske Tidende-interview med Martin Hall af Anne Funch (lørdag den 29. november 2008)

For musikeren og avantgardekunstneren Martin Hall var det – som altid – behovet for at gå til yderligheder og udfordre sine egne personlige grænser, der fik ham til at sige ja til jobbet som dommer i Talent 2008, der kørte på DR i efteråret. Kynisk og med iskolde refleksioner over tidens mainstream-underholdning har han skrevet en bog, der udkommer på tirsdag.

Han er den berømte og berygtede kunstner, som kun de færreste kender. Anmeldernes darling på den danske undergrundsscene med en produktivitet gennem 30 år, der nærmer sig grænsen til det maniske. En musiker, komponist og forfatter, der er blevet beskrevet som »en stemningens mester med en evne til at sætte sin musik i scene med begavelse, smag og inderlighed«.

Med en udstråling af dekadence og eksklusivitet har Martin Hall eksperimenteret med sit udtryk i flere formater end de fleste og hele tiden fastholdt, at han kun er for de få. Berømt blandt det smalle og kræsne avantgarde-publikum i København, der vender ryggen til populærkultur og mainstream-underholdning.

Og berygtet for sin stenhårde egopleje, sit åndshovmod og sin gennemførte selviscenesættelse, der på nogle mennesker kan virke provokerende og lige lovlig cool i al sin selvoptagethed.

Men for fem måneder siden var det slut med at gemme sig ude på den dunkle scene og kun være kendt af de få. Den berømte nichekunster trådte ind i tv-manegen og familiernes dagligstuer fredag efter fredag.

Angstprovokerende og grænseoverskridende, når man hedder Martin Hall og som teenager blev formet af Sex Pistols og punk-kulturen tilbage i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, og hele sit voksenliv har taget afstand fra primetime-underholdning.

Pludselig var han i DR-showet Talent 2008 den smilende dommer med de svære ord og de stemte s’er, hvor opgaven var at vurdere en parade af ildslugere, panfløjtespillere, gøglere og bugtalere.

»Det var en ukendt verden for mig, men at blive spurgt om at være rygrad i så stor en satsning kunne ikke andet end pirre min nysgerrighed som det grænsesøgende menneske, jeg altid har været,« lyder forklaringen fra Martin Hall.

»Som en slags livline i det ragnarok, jeg forestillede mig, det ville blive, besluttede jeg mig på forhånd for at gøre forløbet til mit eget projekt ved at skrive notater undervejs og undersøge muligheden for at få dem udgivet som bog.«

Og det lykkedes Martin Hall at få et forlag til at bide på ídéen.

Der er ikke meget 80’er-punker og dyster dekadence over Martin Hall, som han sidder dér i en klassisk sort jakke og glat tilbagestrøget hår, og nipper fra skålen med vindruer og appelsinbåde. Frisk og nystrøget med sit skarptskårne ansigt, der for 45 år siden må være blevet designet til plade-covere, plakater og computergrafik.

I sin nye bog, der udkommer på tirsdag, beskriver Martin Hall sin dommerrolle i talentkonkurrencen som »et socialt eksperiment, hvor avantgarden møder folkeligheden, og Liberace går undercover som Günther Walraff.«

Drevet af simpel nysgerrighed efter en forklaring på nogle af livets mærkværdigheder er motivationen for Martin Hall som altid: at lære sig selv bedre at kende som menneske og bryde grænser. For hvis man aldrig går til yderligheder, kommer man ingen vegne.

Kynisk, dybsindigt og med iskolde refleksioner over tidens mediekultur og underholdnings-tv beskriver Hall i bogen alle de groteske og surrealistiske oplevelser, han får til de mange auditons og optagelser: Børn og voksne, der skiftevis jubler og græder, en spastisk lammet dreng, der danser breakdance, en tegneseriekvinde, der bliver gift med sin forlovede på scenen af byens borgmester og en mor, der synger en sang til sin døde søn.

Det er »in your face-tv«, konkluderer Martin Hall og kalder den form for underholdning for lige dele perverst, skånselsløst, medrivende og effektivt.

Men hvorfor skal en kunstners personlige projekt gå ud over de medvirkende, der uskyldigt stiller op i en konkurrence og som i Halls bog bliver beskrevet detaljeret og ikke ligefrem flatterende? Og hvordan han har det med, at han siger ja til et job, hvorefter han i en bog går ind og snitter programmets substans i stykker? Ganske vist med brug af humor og selvironi i store mængder, men alligevel?

»Hvis man vælger at stille sig op på en scene foran et hav af kameraer og over én million seere, så er en enkelt dommers kommentarer næppe det, der vælter billedet. Éns optræden er jo fra starten et offentligt anliggende, og har man overlevet min meddommer Peter Aalbæks kommentarer, så er mine betragtninger vel nærmest peanuts,« mener Martin Hall. Han er forberedt på, at der vil blive fokuseret på hans kritiske udfald mod Talent 2008. Men dårlig samvittighed overfor de medvirkende eller arbejdsgiveren Danmarks Radio har han ikke.

»På ingen måde. I en kritik synes jeg også, man skal huske på den hyldest, jeg i bogen faktisk tildeler programmets muligheder. At portene blev slået op på vid gab, og at alt var tilladt i de to minutter, de optrædende havde til rådighed, Det meste af det, vi så, var middelmådigt, men ind imellem skete der også noget fantastisk.«

For Martin Hall endte dommerrollen i Talent 2008 med at være det, han selv betegner som »en oplevelse for livet.« Et stykke hen ad vejen finder han det okay at klaske sig ned i sofaen en fredag aften og få bragt sine følelser i spil ved at lappe den type underholdning i sig.

»Det afgørende er bare, at vi holder et spejl op foran os selv. Hvad er det, vi griner over, græder over og bliver forarget over? Er vi de rene forbrugere af andre menneskers følelser, eller forholder vi os til det, vi ser? Sagt lidt mere højpandet: Er vi vidner eller publikum? Jeg mener ikke, det ligefrem skader nogen at forholde sig til det tv, man vælger at se.«

Martin Hall har været outsider, siden han var dreng. Ikke fordi, han havde svært ved at finde venner eller var en rod, og fagligt klarede han sig godt i skolen. Men han var rodløs og anderledes end de fleste. I 4. klasse havde han skiftet skole fire gange, fordi forældrene flyttede til nye steder. Et år boede familien i Spanien.

»Min mor var sygeplejerske og min far var i nogle år ansat på Radio Mercur og senere på et reklamebureau. De var begge foretagsomme mennesker ligesom jeg, og har grundlæggende aldrig bremset mig i de ting, jeg gerne ville.«

Da Martin Hall er ti år, begynder han at spille guitar på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Han forelsker sig i rockmusik, da han en dag hører David Bowies »Hunky Dory« i musikbutikken Blue Boys på Gammel Kongevej. Selv om han ikke forstår teksterne, går musikken direkte i blodet på ham, og nogle år senere køber han Sex Pistols’ legendariske »God Save The Queen«-single, der bringer punk-kulturen til Danmark. På det tidspunkt er han stadig en forvirret tynd splejs, der ikke rigtig kan finde sig til rette.

»Sex Pistols-singlen blev mit point of no return. Det var som om, alt pludselig syntes indlysende klart, og det føltes nærmest som at komme hjem.«

Som 14-årig danner Martin Hall punkbandet R.A.F, og inden han er fyldt 20, er han en veteran på den danske undergrundsscene.

Mens han som yngre målrettede sine projekter og sin kunst mod de samme 500 mennesker, der tænkte som han selv og kunne lide den samme form for musik og kunst, er han med årene blevet mere udadvendt og tolerant. Men han er stadig en kompromisløs nichekunster for de få, fastholder han.

»Menneskeligt bliver man nok slebet til med alderen. For eksempel har jeg lagt min sygelige nærtagenhed på hylden, og er ikke længere nær så kantet og intolerant, som jeg var, da jeg var yngre.« 

Martin Hall har også fået udvidet sit blik, når det gælder tidens unge. De seneste år er det blevet til et hav af foredrag på gymnasier og højskoler om at gøre en forskel, uanset hvilke muligheder, man har.

»Her møder jeg en helt ny generation af 15-18-årige, der kræver handling og har en brændende længsel efter at realisere deres muligheder. Sartre sagde engang, at »ungdommen har hjemve efter fremtiden«. Det er meget smukt formuleret, synes jeg. De unge er så meget PÅ, de er midt i deres dannelsesprojekt, og ved mødet bliver man konstant selv testet i spørgsmålet om sin egen relevans. Det bør være et centralt spørgsmål for enhver kunster: Har det, jeg gør og siger, stadig nogen relevans? Alderen giver måske én erfaring, men ungdommen udfordrer den konstant. Det er en fantastisk dynamik, der lever i denne vekselvirkning.«

De fire bedste i 2008 ifølge Hall:

Film: »Jeg går desværre alt for sjældent i biografen. Jeg er ikke forfærdelig vild med at sidde lukket inde i et lokale, så jeg måtte f.eks. vente med at se Soning, indtil den kom på dvd. Fantastisk at det rent faktisk er lykkedes at filmatisere Ian McEwans eminente bog!«

Bog: »Daniel Sjölins Verdens sidste roman. Et sandt overflødighedshorn af armod, mismod og fornedrelse. Kunne især godt lide den passerende fantasi om at være obduktionslægen, der skærer prinsesse Dianas brystkasse op og tager hendes hjerte ud for dernæst at kysse og kramme det foran en skare af journalister.«

Musikudgivelse: »Max Richters 24 Postcards in Full Colour. Har faktisk ikke lyttet til meget andet de sidste par måneder. Fordi den på én og samme tid er en både moderne og klassisk hyldest til Europa.«

Kunstudstilling: »Ingen har for alvor rørt mig, desværre. Kunne selvfølgelig godt have været mere opsøgende, men, men, men. Glæder mig dog til den næste Christian Skeel-udstilling.«