BANDCAMP

FÆRDEN

NICOLAJ STOCHHOLM/MARTIN HALL
CD
SEPTEMBER 2008
GEIGER RECORDS (GEIGER03CD)

Den følgende beskrivelse af Færden er hentet fra Lyd & Litteraturs hjemmeside:

Færden blev til i et samarbejde mellem musiker Martin Hall, digter Nicolaj Stochholm og lydkunstner Søren E. Jensen og former sig som én lang rejse i lyd og ord. Rejsen er et gennemgående tema i Stochholms digtsuite, der stammer fra hans seneste og meget roste samling Aldrig mere (udgivet på Gyldendal i foråret 2008), og som på cd’en bliver reciteret af Stochholm selv med sin karakteristiske, næsten hypnotiske stemme.

På lydsiden er cd’en samtidig som en poetisk vandring gennem Martin Halls mangefacetterede musikværk. Med sin udsøgte fornemmelse for montagens form har Søren E. Jensen skabt en ny komposition, hvor ordene indgår i suggestive sammenhænge med fragmenter fra Hall-kompositioner. Det er en vandring, der rummer både passager af kompositionsmusik, ambiente elektroniske spor og glimt af den atmosfæriske popmusik, som Hall mestrer bedre end de fleste.”

1. Færden (1) (14:13)
2. Færden (2) (9:26)
3. Færden (3) (10:24)
4. Færden (4) (7:24)
5. Færden (5) (2:01)

”Lyrik, lyd og toner går op i en højere enhed på crossover-udgivelse: De stærke digte har rejsen som gennemgående motiv og refererer hyppigt til den græske mytologi, mens musikken gennemgående dyrker et ambient, drømmende og meget stemningsfuldt udtryk med referencer til både sofistikeret pop og moderne, minimalistisk kompositionsmusik … et helstøbt værk i spændingsfeltet mellem lyrik, lyde og toner.”
( * * * * )
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (8. december 2008)

”Digtoplæsninger til musik. Et indblik i rejsens indre og en påmindelse om, at litteratur ikke kun handler om skriften: Det har taget mig nogen tid at finde en vinkel på denne udgivelse. Sådan er det ofte, når en helhed er bygget af meget forskellige dele … Beroligende og tungt starter indspilningen således ud med Stockholms stemme. Dragende, kunne man sige, hvis det ikke lige var fordi, det nærmest var omvendt: at den kommer til én. Geiger Records, der står for udgivelsen, kalder det suggestivt – det er måske det bedste udtryk. I hvert fald er det fantastisk.”
Litteratur Nu – Troels Krarup (4. februar 2009)

”At lyd og lyrik kan forenes er med andre ord en gammel nyhed, men måden hvorpå de kobles har udviklet sig markant siden 1950ernes USA. Og vi er faktisk godt med herhjemme, hvor musikere og digtere i disse år finder sammen på kryds og tværs med stadig bedre og billigere optageudstyr i ryggen. Tag bare albummet Færden fra musiker Martin Hall, lydkunstner Søren E. Jensen og lyriker Nicolaj Stochholm. Herfra strømmer fem bløde og stedvist dystre numre, som trækker veksler på ambient elektronik, moderne kompositionsmusik og sofistikeret popmusik … Vel lurer det prætentiøse indimellem, men der er altså adskillige store øjeblikke at finde på albummet. Ikke mindst da et sart synth-tema repereres bag Stochholms sårbare, let sprukne stemme, der fortæller, at ”hver kvinde er en havn/med vævre vinkende flag”. Det er simpelthen så smukt, at det er til at tude over.”
( * * * * * )
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (5. februar 2009)

“Tre litterært bevidste herrer har forenet kræfter for at sætte den ene herres ord på lyd. Et roligt og flot sammenhængende værk om færden i ordets vel bredeste betydning er det højstemte resultat af samarbejdet. En smule arkaisk i sit udtryk, men ikke desto mindre flot.“
( * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (7. februar 2009)

Martin Hall: Instrumenter
Nicolaj Stochholm: Stemme

Design: Jakob Schweppenhäuser
Producer: Søren E. Jensen

Færden blev udsendt i et begrænset oplag på 300 nummererede eksemplarer i håndfoldet papcover indeholdende Stochholms tekster til digtsuiten samt plakat designet af billedkunstner og musiker Jakob Schweppenhäuser.