MAN KAN IKKE BÅDE VÆRE ANARKIST OG PÅ DAGPENGE

Børsen-interview med Martin Hall af Anne Winther (16. december 2009)

Martin Hall er kompromisløs kunstner – og netop derfor forretningsmand med en finansieringsplan. En punk, dandy og engelsk adelsmand opvokset på Københavns bøssebarer. I anledning af sit 30-års jubilæum ser han tilbage på en karriere og et liv fuld af yderligheder.

»Jeg vil gerne bede om en kop te, tak,« siger Martin Hall, hvorefter servitricen spørger, hvilken slags han kunne tænke sig.

»Den sorteste I har.« Ja, selvfølgelig skal det være den sorteste, fristes man til at tænke. For Martin Hall er manden, der havde sin dannelsestid i firserne og for evigt tog punken og dens motto »Du har ikke en chance, så brug den!« til sig.

Han er manden, der aldrig gør noget halvt, og som bedre end nogen andre kan spidde en tidsalder – både dem, der har været, og den vi lever lige nu, som han kalder en bungyjump kultur, hvor vi føler os som store eventyrere, mens vi drikker cola light og kaffe uden koffein, ryger cigaretter med filter og dyrker sex med kondom.

Martin Hall spilder ikke tid på gråtoner, så selvfølgelig skal han have den sorteste.

Og nå ja, så fordi smagen og duften af urtete for ham er synonym med de værste år i hans liv. Nærmere bestemt midtfirserne, som han tilbragte i spirituel søgen blandt frelste og helse-freaks.

»Jeg oplevede rigtig mange gode ting, men ligesom i alle andre »brancher« så har den såkaldt spirituelle verden selvfølgelig også sine charlataner, på samme måde som musikbranchen og forlagsbranchen har. Men for mig har det at være i live altid været en søgen efter noget, der matcher følelsen af længsel eller væsentlighed indeni – selve den kreative proces er i mine øjne spirituel,« siger Martin Hall. Og for ham er der stor forskel på religion og spiritualitet.

Har været i helvede

»Religion er for dem, der tror på helvede. Spiritualitet er for dem, der har været der,« siger Martin Hall.

Desuden harmonerer den sorte te også godt med hans indre brite. Hver gang den altid velklædte Hall ser et billede af en engelsk herregård, læser en roman fra mellemkrigstiden eller genser »Brideshead« for 20. gang, må han holde tårerne tilbage.

Romantiker, dandy og Danmarks måske mest produktive kunstner med over 100 udgivelser bag sig. Alligevel er han »Martin hvem?« for mange. Og dem der kender ham, gør det for den ene yderlighed til den anden.

Martin Hall har nemlig skabt noget af det mest banebrydende og nicheprægede danske musik (på listen over de 50 mest indflydelsesrige værker i Politikens Rockleksikon findes to af Hall), men også et nummer som »Beat of the Drum«, der var det mest spillede danske nummer på radiostationen The Voice i 1988.

Han har skrevet en bog som »Genopbyggelsen er Større
End Skabelsen«, der blandt andet blev kaldt »en af den litterære danmarkshistories mest uforståelige værker«, for tyve år senere at skrive den tiljublede bestseller »Den sidste romantiker«. For nogle er han punkens og 80’ernes stemme, for andre er han primetime-dommeren fra Talent 2008 på DR.

Aktuel igen igen

I år kan Martin Hall fejre 30-års jubilæum, og meget symptomatisk for hans karriere er han både aktuel i en bog om moderne ledelse og med genudgivelsen af sine 80’er plader »Relief« og »Cutting Through«, der, dengang de udkom, var noget aparte, men i dag står tilbage som beviser på, at Martin Hall blot har det med at være forud for sin tid.

I mange år kunne Martin Hall slet ikke røre ved 80’erne. Han skulle helt op til det 21. århundrede, før han igen kunne se sig tilbage, og det skete ikke via musikken, men via romanen »Den sidste romantiker«.

Når man taler om 80’erne, så taler man ifølge Martin Hall om perioden fra 1975 indtil 1985, hvor den mørke post-punkscene brydes, og alting går i opløsning: Krasnapolsky åbner. Digterne begyndte at skændes, og Sort Sol spiller pludselig sammen med Nanna til Afrika-koncerten.

For Hall var 80’erne det årti, hvor alle grænser blev brudt, og som næsten poetisk sluttede med murens fald. En alt eller intet kultur uden grå mellemtoner, som Hall i høj grad er et produkt af.

»Jeg er meget sort-hvid – kvinder ved bedre end nogle andre, at man ikke bliver lidt gravid, vel? Med alderen er jeg selvfølgelig blevet mere imødekommende, og der er kommet flere farver, men man skal have lov at insistere på det, der er ens særpræg.«

Punker på bøssebar

Og særlig, det er Martin Hall. Ikke mindst i sin fremtoning.

»Jeg er lidt den her britiske soldat i skyttegraven, der sidder med et lommespejl og pudrer næsen. En obskøn selvforelskelse midt i det her projekt, der handler om liv og død,« som Martin Hall siger. På den ene side er detaljen ham evigt ligegyldig og på den anden side, kan han ikke forstå, hvorfor man ikke skulle gøre sig umage? Også selvom det har kostet.

»Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har fået bank i provinsen for at være bøsse, selvom jeg ikke er det. Hvis man friserer sig eller tager et jakkesæt på med nogle andre folder i leverpostejs-Danmark, ryger man straks ned i unisex-kassen. Men jeg kommer fra en punk-kultur, hvor det androgyne mere end noget andet var i højsædet, og jeg er vokset op på bøsseklubber, fordi det var det eneste sted, punks ikke fik bank,« siger Martin Hall.

Som barn boede Hall på Frederiksberg med sin mor, og en dag så han Marquis de Sade komme gående ned af Frederiksberg Allé med to hunde og en såkaldt slave, der bar hans slag. Dér på Alléen gik det op for lille Martin, at der var håb.

»I start 70’ernes kriseramte Danmark, var det bedste, man kunne komme i nærheden af, nogle hippier, der ville lære dig at ryge chillum – helt ærligt, spar mig. Da jeg så Marquisen, fornemmede jeg, at der var døre, der ikke var blevet åbnet. At der var en anden måde at gøre tingene på, end jeg var blevet vist hidtil.«

Hall insisterer på umagen, men parkerer du ham på et landsted, vil du omvendt få en person i et jakkesæt, der higer efter det ekstreme og keder sig over det aristokratiske livs automatik.

»Jeg leder altid efter, om ikke modsætningen, så noget der kan tippe balancen. Det er ikke så meget et valg som en skæbne. Det er en længsel og et æstetisk behov, hvor Johnny Rotten fra Sex Pistols og Marquis de Sade er ligeså store inspirationskilder som Rimbaud.«

Slog Thomas Helmig

Umiddelbart ville det være så nemt at kategorisere Martin Hall som dansk musiks niche-geni, men dertil er der for mange sideveje og for mange kommercielle succeser som eksempelvis teksterne til Hanne Boel, musikken til »Kameliadamen« på Østre Gasværk, og ikke mindst det år han lå højere end Thomas Helmig i en læserafstemning om årets mandlige kunstner.

Martin Hall pendler umærkeligt fra dyb undergrund til blasfemisk overgrund – noget hans mere »katolske« publikum til tider må have haft det meget svært med. Ligesom de sikkert vil have det svært med, at han foretrækker øl frem for vin (importeret dog), elsker film som »Den engelske patient« og ikke længere lytter til rockmusik.

Halls finansieringsplan

Allerede da Hall gik ud af gymnasiet, vidste han, at han ville skrive. Så han skyndte sig at få et job.

»Jeg havde ingen illusioner om, at det ville blive betalt for mig. Jeg har aldrig været på dagpenge – du kan ikke både være anarkist og bede staten om at hjælpe dig,« siger Hall, der begyndte med et halvdagsjob som bibliotekar på den lukkede afdeling på et hospital – »hvor man som en lille sidegevinst kunne købe billig speed af portørerne.«

Nok er Martin Hall kunstner, men han er så langt fra hængerøv, fedtet hår og evige skattesmæk, som man kan komme. Nærmest gammeldags i sin værdsættelse af orden, disciplin og ritual har han altid prioriteret det umulige og vidst, at det krævede en finansieringsplan.

»Du bliver nødt til at prioritere de ting, der er vigtige, og hvis det skal finansieres af omveje, så fint,« siger Martin Hall og refererer blandt andet til dengang i 90’erne, hvor han skrev sange til Caroline Henderson og Hanne Boel, hvilket han tjente langt flere penge på, end han nogensinde selv har været i nærheden af.

Spredt sig

Penge der til gengæld blev postet i »Den sidste romantiker«. Det samme gælder honoraret som dommer på Talent 2008, der finansierede hans seneste album »Hospital Cafeterias«. En plade der fik fantastiske anmeldelser, men har salgstal, han ikke engang har lyst til at tale om.

Martin Hall har med egne ord formået at gøre en vare ud af et umuligt produkt. Og så har han den fordel, at han meget tidligt spredte sig over både musik, litteratur og gennem årene også har oparbejdet en pæn foredragsvirksomhed.

»Det hjælper, at du taler flere »sprog« – og i øvrigt ikke er fuldstændig blank. Jeg kender mange, der føler sig meget kunstneriske, fordi de grundlæggende er upraktiske anlagt.«

Martin Hall ser med tilfredshed tilbage på karrierens 30 år, fordi den forener nogle radikale eksperimenter med håndgribelige succeser.

»Når støvet har lagt sig, så tror jeg ikke, der er nogen, der er i tvivl om, hvem jeg er. At der har været en mening med det hele,« siger Martin Hall.

Bokstekst: Martin Hall: Punker, engelsk dandy, anarkist, populær. Musiker, digter, filosof. Martin Hall har gennem 30 års karriere haft mange ansigter – fra den dybeste undergrund til den blasfemiske overgrund.

Fotos: Bjarne Stæhr