Month: september 2010

SOMETHING ROTTEN!

BANDCAMP

SOMETHING ROTTEN!

JAN POULSEN
ORAL HISTORY-BOG
SEPTEMBER 2010
GYLDENDAL (ISBN 9788702082883)

I september 2010 udkom det første store, samlende oeuvre om dansk punk, bogen Something Rotten! skrevet af den danske musikjournalist Jan Poulsen. Udgivelsen bærer den uddybende undertitel ”Punk i Danmark: Maleri, musik, litteratur 1977-85”, har et omfang på 412 sider og er rigt illustreret. Martin Hall er en af bogens væsentligste bidragsydere.

Ud over det i sig selv spændende historiske perspektiv er et af udgivelsens interessante træk, at bogens forfatter har valgt at lade punken fortælle sin egen historie via oral history-grebet: Gennem interviews med omkring 70 af punkmiljøets centrale skikkelser genfortælles forløbet som én lang fortløbende beretning uden anden fortællestemme end de involverede parters.

Blandt andre bidragsydere kan man finde navne som Claus Carstensen (professor ved Kunstakademiet), Peter Peter (Sods/Sort Sol), Søren Ulrik Thomsen (digter), Fritz Fatal (Before), Nina Sten-Knudsen (maler), Odd Bjertnæs (musiker m.m.) og Lars H.U.G. (Kliché).

Genre: Oral history-bog
Sideantal: 412 sider (illustreret)
Design: Sven Reiner Johansen
Foto: Polfoto

”Ambitiøs fortælling om punk i Danmark.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Peter Schollert (11. september 2010)

“Fremragende værk om punkmiljøet i Danmark: Formen med at krydsklippe de mange – ofte modstridende – stemmer fungerer fremragende, både fordi det gør stoffet levende og nærværende og samtidig giver plads til de mange forskellige opfattelser af, hvad det egentlig var for nogle sære fugle, som for en stund satte røre i andedammen. Det som Hall ganske rammende kalder ”sammenbruddets æstetik” … Something Rotten! er ganske enkelt det definitive værk om fænomenet. Intet mindre.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (16. september 2010)

”For pokker, hvor havde de unge punkere stor gennemslagskaft, da de først fik formuleret deres anarkistiske ikke-mål og etableret et miljø. Ja, braget var så voldsomt, at ekkoet inden for litteratur, malerkunst og musik stadig kan høres og mærkes – tænk bare på Søren Ulrik Thomsen, Martin Hall, Søren Fauli, Steen Jørgensen, Claus Carstensen, Bo hr. Hansen, Lars H.U.G., T.S. Høeg og Knud Odde. Det er dog ikke kun de overvintrede punkere, der fortsætter med at gøre sig gældende, men også deres do it yourself-ideologi, som har præget kulturens vækstlag lige siden punkens ”belle epoque”. Hvis du vil spille, skrive eller male, så gør det og udgiv det selv, mente de, og demokratiserede dermed kunsten for altid. Det kolossalt positive Do It Yourself-budskab blomstrede imidlertid – som mediedyret, musikeren og forfatteren Martin Hall præcist pointerer det – op af en grund af underskud og depression: ”Enhver, der voksede op i 1970erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfrie søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer”.”
( * * * * )
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (17. september, 2010)

”Det er en fornøjelse at læse Something Rotten! … som sad vi lige der i rummet med de pågældende, som husker godt og fortæller levende og begavet og tager os hele vejen rundt og forbi begivenheder, navne og scener.“
( * * * * )
Gaffa – Torben Holleufer (19. september 2010)

“Et fabelagtigt værk om den danske punkscene 1977–1985.”
Aarhus Stiftstidende – Thomas Nygaard (21. september 2010)

”Det definitive vidnesbyrd om en tid fuld af positionskamp, konflikt og rå kreativitet: Med valget af oral history som fortælleform kommer alle til orde. I stedet for en strømlinet fortælling med personlige korrektioner og overvejelser om noget så tumultarisk som punk, tier Jan Poulsen stille og orkestrerer eminent de mange modstridende stemmer. Dermed kommer Poulsen ikke bare grundigt rundt i hjørnerne af de steder, mennesker og hændelser, der definerede dansk punk, han giver genfortællingen nærvær og fremstiller med al tydelighed den motor, identitetskampen udgjorde. Fritz Bonfils og Martin Hall er to af stemmerne i bogen.”
( * * * * )
Politiken – Simon Lund (25. september 2010)

”Den til dato bedste bog om det æstetiske oprør, der fandt sted i årene 1977-1985, et essentielt skrift der overskrider grænserne for sit tema, og som stort set vil kunne læses af enhver med blot den mindste smule interesse for såvel tidsperioden som kunsthistorie (og rock) i øvrigt … det er både underholdende og oplysende, og der er tryk på det sproglige, de fleste af bogens stemmer har noget at sige og et sprog at have det i.”
Information – Klaus Lynggaard (8. november 2012)

Martin Hall udtaler bl.a. følgende i bogen:

Enhver der voksede op i 70’erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfri søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer. En ganske grusom tid. Punken vendte utopierne ryggen, anerkendte mere nøgternt tingenes tilstand og begyndte at benytte samfundets affaldsstoffer som en del af sit eget æstetiske udtryk. Man var omgivet af sammenbruddets æstetik i de år, og hvad der ikke allerede var gået i stykker, det sørgede man eventuelt selv for at smadre. Logikken? Her er en ting, og her er den samme ting gået i stykker! Hvilken udgave kan du bedst lide? Den bundne form holder på energien, den ødelagte sender den videre. Deraf punkens umiddelbare destruktionsfascination: Løslad energien!

Der var noget befriende ved grupper som Cinema Noir. Pludselig stod de der, klynger af stift stirrende mænd i lange overjakker og kvindelige sangerinder, for hvem en solistkarriere og et nervøst sammenbrud tangerede nogenlunde samme eksercits. Jeg oplevede dem nok lidt som en slags ”anden” bølge: Hvis Ballet Mécanique var en første bølge af gammeltestamentligt raseri, så var næste bølge af grupper som Cinema Noir og Corpse d’Esprit et forfriskende bud på, hvordan man garnerer samme slags psykotiske indstilling til tilværelsen med både dada og Derrida.

Hvornår er noget et galleri? Når der udstilles. Der begyndte at opstå flere små ”impromptu”-gallerier, momentvist, i gamle butikslokaler eller kælderlokaler. Hen ad vejen blev det så til Galleri Deroute nede i Blågårdsgade eller Kong i Store Kongensgade, men i begyndelsen var det mere disse passerende tilstande. En aften var man til en fernisering i et rømmet hus, og næste gang man kom forbi samme sted, var bygningen jævnet med jorden.

Selv da alting begyndte at falde fra hinanden, var det, som om der var en fin sammenhæng i tingene. Meget ofte faldt ting i hvert fald utroligt godt fra hinanden … skabte et helt nyt lille koordinatsystem af andre grupper og udgivelser.

I forbindelse med bogudgivelsen inviterede DR1’s Aftenshowet Martin Hall i studiet for at fortælle om perioden og bragte i den forbindelse følgende billede.

Fotoet er taget i slut-70’erne og viser fra venstre mod højre maleren og musikeren M.T., Gitte Z (Gitte Zacho, død 1980), musikeren og koncertarrangøren Eddie Haircut (død 1992), Angie Dee, digteren Michael Strunge (død 1986), Martin Hall og Morten Versner fra Ballet Mécanique.

 

På Gyldendals hjemmeside kan man læse følgende om bogen:

“Dansk punk var mere end aggressiv musik, farvet strithår og snerrende attitude. Det var også et kulturelt nybrud, som trak billedkunsten, musikken og lyrikken i nye retninger, og det var et æstetisk opgør, som kom til at præge modebilledet for altid.

Something Rotten! er den første samlende fortælling om det danske punkmiljø i 1977-85. Det er den musikalske revolution omkring grupper som Sods/Sort Sol, Kliché, Ads og Before, men det er også 80’er-digterne, de vilde malere, Billedstofteatret og bz-bevægelsen. Det er Michael Strunge, Kniven på Hovedet og hemmelige semiotikmøder, og det er genbrugstøj, sammenstød med ordensmagten og stoffer i anseelige mængder.

Something Rotten! favner det hele og fortæller historien indefra. Bogen er bygget op af udtalelser fra de vigtigste personer fra miljøet, for Jan Poulsen har stykket en stor sammenhængende mosaik sammen. Én lang, fortløbende beretning uden anden fortællestemme end de involverede parters. Blandt de næsten 60 stemmer, der har sendt tankerne tilbage til deres kunstneriske udgangspunkt i punktiden er Søren Ulrik Thomsen, Peter Peter, Lars H.U.G., Nina Sten-Knudsen, Martin Hall, Søren Fauli, Claus Carstensen, Camilla Høiby, Henrik S. Holck, T.S. Høeg, Peter Bonde, Master Fatman, Frederik Stjernfelt, Jens Unmack, Bo hr. Hansen, Knud Odde og Michael Valeur.

Bogen er rigt illustreret med ikke tidligere offentliggjorte fotos, kunstværker og andre ting fra de medvirkendes private arkiver.”


I HAVE SEEN YOU THROUGH THE YEARS, WORN BY DIFFERENT FACES

Køb på BANDCAMP

I HAVE SEEN YOU THROUGH THE YEARS, WORN BY DIFFERENT FACES

PESTEG DRED/SS-SAY
CD/LP
SEPTEMBER 2010
PANOPTIKON/DARK ENTRIES (OPTIK 24)

Med cd-genudgivelsen af I Have Seen You through the Years, Worn by Different Faces med Pesteg Dred og SS-Say blev et stort hul i digitaliseringen af Halls ældre plader endelig udfyldt. Begge grupper har sangerinden Inge Shannon i den vokale front, og projekterne har hver især påkaldt sig en vis international bevågenhed.

1. Salt (Pesteg Dred) (3:42)
2. Postcards and Reasons (Pesteg Dred) (3:56)
3. 20th Century Superior (Pesteg Dred) (4:08)
4. Cold Impressions of Perhaps (Pesteg Dred) (4:21)
5. Light, More Light (Pesteg Dred) (12:51)
6. Untitled (Pesteg Dred) (4:05)
7. Almost (Pesteg Dred) (2:30)

 

8. Transaction (SS-Say) (7:45)
9. Care (SS-Say) (4:48)
10. Fanfare (SS-Say) (4:19)

TRANSACTION

You say you’ve tried
Well try harder
Change it
Re-arrange it
The turning point’s getting closer

I’m gonna take it where it comes from
I’m gonna give it to whom it belongs

Without delay
Take a chance now
Take it
Reinforce it
So make a move, make it happen

I’m gonna take it where it comes from
I’m gonna give it to whom it belongs

You say you’re sorry
Well you’d better learn to forgive yourself
‘Cause there’s no one here who can do it for you

In this twentieth century
Emotional sell-out
Be what you wanna be
Get out
Shout it out loud
You talk about a truth
Well it’s all an illusion
So what you have to do is to make your own fusion

Do what you wanna do
Be what you wanna be
Take what you wanna have
Just remember to give

I’m gonna take it

Moving slowly
Master planning of the means
Make it happen
Fight the limits you obey
Burning fire
Feel it as a part of you
Make it happen
Fight the limits you obey

You say it’s like all words are used up
Well I’m not
I’m standing right here

Look into my eyes
Take me by the hand
I will never let you down again
All together and no excuses
Turning every weakness to strength

CARE

Moments of love
Distant from darkness
Overturning the balance with the power of doubt
Caring for the first time
See you for the first time
Feel you for the first time
Need you for the first time

Don’t you recognize yourself in the mirror?
Far too involved to cancel the care

The nameless games and the real thing
The final solution and emotional stunts
Viewing for the first time
Value for the second
I have seen you through the years worn by different faces

FANFARE

Come on
Come on
Come on
Let it shine on you

Knowing what I feel
Knowing I’m able to give
Knowing what I need
Willing to risk all my love

”Samlet genudgivelse af to af Martin Halls ældre værker, der stadig holder … helt oppe at ringe med det bedste i den genre.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (13. september 2010)

”1985: Kunsttidsskriftet Atlas er på gaden med et nyt nummer. Vedlagt er et Pesteg Dred-kassettebånd med den mundrette titel: Years of Struggle Against the Lies, the Stupidity and the Cowardice. Bag båndet stod dansk rocks enfant terrible; punkdrengen Martin Hall, der som bekendt hurtigt blev avantgarde. Og som siden har udgivet et uoverskueligt antal albums. De seneste par år er flere af Hall’s ældre perler blevet genudgivet; nu foreligger denne langt om længe på cd. Og hvilket frydefuldt genhør!”
( * * * * * )
Aarhus Stiftstidende – Thomas Nygaard (20. september 2010)

“Martin Hall appears to be the figure who defined the Danish New Wave scene. We’ve never heard of any of Hall’s other projects, but if any were half as good as Pesteg Dred, they’d be worth the price of admission. Death disco? You bet! Dark Entries scores yet again with a really great re-discovery on Pested Dred.“
Aquarius (7. november 2010)

“Industrial solitude pours forth in a haunted Kirlian Camera style work of lonesome isolation. The album progresses along sepulchral darkwave lines. Desperation cascades over angst, with vocals of Inge Shannon eclipsing all … I don’t know where Dark Entries scare up these obscurities, I only know I’m glad that they do.“
Igloo Magazine – Robbie Geoghegan (23. november 2010)

Years of Struggle is a hitherto rarely heard album that exemplified the black-hole nihilism and hostile theatrics found in the abstractionist fractions of the post-punk movement. After this sole Pesteg Dred recording Hall formed a number of darkwave projects in Denmark with considerable aplomb, but the innovation coupled with the claustrophobia of Years of Struggle is so strong that I have to wonder where Pesteg Dred might have gone if they had had the opportunity back in the day.“
The Wire – Jim Haynes (januar 2011)

“Uncompromising seriousness and unfettered urgency … It’s kinda easy to become blasé with so many ****wave reissues around, but this is simply one of the most essential we’ve stumbled upon.“
Boomkat (14. januar 2011)

“Immerses you into another world immediately.”
Sideline Music Magazine (1. februar 2011)

Henrik Möll: Bas
Inge Shannon: Vokal
Martin Hall: Vokal, trommer, keyboards, flygel, bas, cello, violin, guitar, båndmateriale, percussion, trompet, balalajka, autoharpe
Per Hendrichsen: Treatments, guitar, synthesizers

Design: Kenneth Schultz
Artwork: Christian Skeel

Cd-versionen åbner med det obskure, men meget veloplagte art rock-album Years of Struggle against the Lies, the Stupidity and the Cowardice, som en 18-årig Martin Hall indspillede sammen med Shannon og guitaristen, støjmageren og medproduceren Per Hendrichsen (senere Under For) i december 1981. Der gik dog flere år, inden indspilningerne rent faktisk udkom, og da de endelig så dagens lys, var det som et vedlagt kassettebånd i forbindelse med udgivelsen af det første nummer af kunstmagasinet Atlas i sommeren 1985.

Den anden og sidste del af udgivelsen er SS-Say’s meget efterspurgte 12-tommersingle Fusion, der indeholder de tre klassiske skæringer “Transaction”, “Care” og “Fanfare” (1985). Bandet debuterede ved William S. Burroughs’ legendariske visit i Danmark i oktober 1983, og siden da er gruppens renommé vokset støt og roligt – både i Europa og USA hvor en fransk DJ efter sigende blev ved med at spille numrene fra Fusion på New York-klubben The Batcave og på den måde gjorde flere og flere mennesker interesseret i bandet.

Pesteg Dred-albummet er indspillet og mixet i Karma, december 1981. SS-Say 12″-singlen er indspillet og mixet i Hookfarm, december 1984.

Kort efter den skandinaviske genudgivelse af Pesteg Dred-albummet blev pladen også udgivet i USA i et begrænset vinyloplag af det San Francisco-baserede pladeselskab Dark Entries (oktober 2010). I den forbindelse modtog udgivelsen megen international ros – bl.a. skrev det hæderkronede engelske musikmagasin The Wire følgende om pladen i deres januar 2011-nummer (#323):

Years of Struggle is a hitherto rarely heard album that exemplified the black-hole nihilism and hostile theatrics found in the abstractionist fractions of the post-punk movement. After this sole Pesteg Dred recording Hall formed a number of darkwave projects in Denmark with considerable aplomb, but the innovation coupled with the claustrophobia of Years of Struggle is so strong that I have to wonder where Pesteg Dred might have gone if they had had the opportunity back in the day.“


LIVE AT ST. PAUL'S

Køb på BANDCAMP

LIVE AT ST. PAUL’S

MARTIN HALL
DVD
SEPTEMBER 2010
PANOPTIKON (OPTIK 23)

Mandag den 13. september 2010 udkom dvd’en Live at St. Paul’s, en koncertoptagelse med Martin Hall og hans 8-m/k store ensemble fra Sankt Pauls Kirken i Århus i oktober 2009.

Koncerten blev oprindeligt filmet og sendt af den danske tv-station DK4, mens dvd’en blev udgivet med særligt henblik på Halls europæiske publikum (indeholder af samme grund engelske undertekster).

Aftenens repertoire strækker sig fra de tidlige Ballet Mécanique-dage op til Martin Halls på det tidspunkt aktuelle og meget roste album Hospital Cafeterias.

Blandt højdepunkterne ved koncerten må nævnes nummeret ”Images in Water” samt Halls akustiske version af ”Treatment”, som han oprindeligt indspillede sammen med Martin Krog under bandnavnet Front and Fantasy i 1985.

1. P.O. (2:36)
2. Other Rooms (4:19)
3. Plaza Flesh (2:31)
4. 40 Versions of the Time Before (2:38)
5. An Attempt of Interruption (7:45)
6. Treatment (6:17)
7. Ash and Lemon Water (3:10)
8. Images in Water (8:03)
9. Crush (5:14)
10. Imagine Focus (5:12)
11. To Be Continued (5:33)
12. Torn Envelope (8:03)
13. Eyes and Hands (5:11)
14. Avenues of Oblivion (3:45)
15. The Mark (4:49)

P.O.

I’ve seen your face a thousand times
I’ve seen you hide within the crowd
I feel you run within my blood
But dreams are never quite enough
Not enough

All I want to believe in
Is the look in your eyes
All I want to believe in
Is your sigh
Let me stay here forever
Let me stay here tonight
Let us stay here together
For a while

No one knows you better than me
No one knows you better than me

OTHER ROOMS

The cigarette smoke in the air
The smouldering waves everywhere
Full of eyes
Prune coloured eyes

In Moscow and St. Petersburg
The places turn into a blur
In your mind
A violent sigh

The salt water traces that burn on your skin
The words that you hid in letters never sent
Your heartbeat’s a rage never tamed, never shown
Wherever you go, you’re never alone

The alcohol glows for a while
It’s shining like gold in the light
Like a trace
Of halcyon days

Like ghosts in their circuits of loss
You carry your own little cross
As a shield
Against any need

Wherever you go, you leave something behind
The parts of yourself you’ve been trying to find
The smell of the night seems to stick to your skin
All locked in a cage the journey begins

PLAZA FLESH

Show me your true desires
Show me your plaza flesh
Pictures of people dying
Seem to have no effect no more

I don’t really give as much as a toss anymore
I just want to hide away, never beg anymore
I don’t really count the days or the hours anymore
‘Cause she’s gone, gone, gone, gone, gone
‘Cause she’s gone, gone, gone

Come now
Inject the daylight
Come here
Each little girl
At first I just want to kiss you
But then I want it all
I want excess
Your plaza flesh

40 VERSIONS OF THE TIME BEFORE

Falling asleep on a long distance flight
The images in the still of the night
A scent of waste
The sight of your face

A flicker of uneasiness
Will I be able to forget now?
Nurses and young girls in a row
How can I ever let you go now?

Like 40 versions of the time before
The ballerinas at my feet
The connoisseurs out in the street
Oh you mean nothing to me

Just try to tell yourself the tale again
You tell yourself it’s all the same again

The city lights that came alive
The stars that fell down from the sky
You turned around within the light
Your skin so frail and lily-white

The centre of the Western world

A glamorous confusion zipped
Upon the parting of your lips
Intangible as every breath
As inescapable as death
Oh it means nothing to me

AN ATTEMPT OF INTERRUPTION

The nurseling and the tendon
The naked responsibility
Unexisting possibilities

Like long gone friends
Infectious ideas
I kept your sins
Sincere to the end

And I concentrate on remembering your face, your eyes
But the noise from the second day’s party wipes it out
Sentimental warfare

Days of life
Seconds of love
Hours of sin
This could be as heart-known
Lust dead in deed
Vulgar to feed
Holding me down
You could be forgiven

‘Cause I’ll lie for you
I’ll die for you
I’ll do anything
To be forgiven

TREATMENT

Treat me hard
Treat me with heart
Show me no mercy
Show me no sign of weakness

Retreat me right
Remain in light
Through every night and day
So cruelly
I know you’ll be my destiny
In all

Surrender completely
Fade into me
I need you this close
I want you to be
The purpose itself
To every extent
In method and need
Beginning and end

Treat me right
Treat me with right
Show me no mercy
Show me no sign of weakness

In cover of all of your love
I’ll make this dream come through
In every trace of every face
I feel a stream of you

So tender we treat each other with fear
The root of our need will constantly tear
Our fiction apart
Revealing the bone
Behind walls of love
We’re still all alone

Be my Judas
Be my destiny
I’ll forgive you in eternity

Be my Jesus
Be my sacrifice
I’ll betray you with a kiss of ice

ASH AND LEMON WATER

Ash and lemon water
Shining on your lips
Whatever you do
Don’t try to resist

It’s the kind of understanding that makes you feel uncomfortable
It’s the kind of circumstances that make you feel so old

You’re all immune
To crowded rooms
Your heart’s made of air
It’s easy to share

You’re sliding down
The open sky
A handle that breaks
Excitement’s a rage

IMAGES IN WATER

The sound of the room
The sound of your breathing
See the night rain that falls
Hear it run down the walls
There’s a scent in the air
There’s a trace in the water
And you’re stretched like the sky
On these carnival nights
That you carry inside

And the image you see
Such a weight on your eyelids
It never dried on your eyes
Never silenced the cries
Like a needle you find
That injects light inside you
See the ribbons of rain
Draw the lines of a face

The thinnest of air
Was all that you needed
Now the glittering stars
Shine a light far too hard
On the tip of your tongue
There’s a word never spoken
Like a vanishing gaze
Choreographed games
That you try to rename

And the image you see
Such a weight on your eyelids
It never dried on your eyes
Never silenced the cries
Like a needle you find
That injects light inside you
See the ribbons of rain
Draw the lines of a face

The scenes of a night cut in marble
The sound of the rain’s getting harder
A hand mirror line turning flesh for a while
You’re so tired now

CRUSH

As you fill me again
I have no further questions
Condemned to be free
As I reach out for you again

Nothing is new
But something has grown
Bigger than both of us
Stronger than memory
And much stronger than defeat

I’m gonna crush the worlds we used to know
A seed is sown
I’m gonna let it grow
I’m quite aware what I’ll be going through
There’s no way back
It all depends on you

My destiny
I’ve seen it in your eyes
A love so deep
A stream that purifies
And in your arms
The nature of all death
Is nothing but a touch of timelessness

I’m gonna crush you with my love
I’m gonna be crushed up in love

IMAGINE FOCUS

Just a touch of lost
Burning as always
As it was, as it is
And eventually
Just in trust, nothing more
So suddenly
From beginning to end

While this centreless present reflects itself
In inverted moves of an obsessional stage
In a stream of light from unreachable marks
Something long ago in everlasting terms

In a crossfade of untitled reasons
What it turned out to be
And occasionally
Everything in my hands
So totally
In the heat of the touch

Like the way we were
Beyond love under will
Suddenly away in these only words
By mistakes again into changing links
In this compromise of dependence then

Stage by stage, in exposure
Still so timeless in this life release
Nearness hidden in casual moves
Watch the changes and recall

Touch through another focus
Mark perfection twice
With or without purpose
Still tons against tons
Carefully mistaken in retrospective fear
Restrain it all while I imagine focus

As I lie down
As I lie

TO BE CONTINUED

My-my
Here’s a drummer
All melodramatic
I wonder who invited him in
But I’m amused as always
By the glamorous stupidity
It’s the puff and the posh of the way that you are

Sugar coating any word
When it all begins to hurt
A little too Babylonian
Now you’re breaking into tears
Though you know I can’t be near
Such an effortless act

It’s shining through your skin
A skin so paper thin
A living memory
It’s just a breath away
All drawn in pale and grey
So tense and self-aware
I can’t breathe in the absence of beauty

Come sustain my arrogance
With a sigh that never ends
A little falling from the sky
Ain’t gonna make the day worthwhile
Not exactly unpredictable

I love the feeling
The nervous shivering
A skin show of dreams
Olympian ideals undefeated

TORN ENVELOPE

With lips bleeding red
A flicker of skin
Her one silk caress
It’s a breath just about to begin
She believes
What she feels

The white of her eyes
A glow in the dark
Wherever she is
She’s a silence that shelters my heart
She believes
What she is

And I wish she could see
What she’s doing to me
In spite of the past
In spite of the present
She’s the air I breathe

She’s the trail of the days
My guide and my trace
The world never sleeps
It feeds on her dreaming
As I close my eyes

A taste in my mouth
Of sugary sand
The world seems so small
As it glitters in her open hand
She believes
What she needs

And I wish she could see
What she’s doing to me
In spite of the past
In spite of the present
She’s the air I breathe

She’s the trail of the days
My guide and my trace
The world never sleeps
It feeds on her dreaming
As I close my eyes

In the still of the night, the dim desires
In the faint afterglow of heated cries
On the moon flooded roofs and in her eyes
It all comes alive
It all seems to hide

And the words seem to fall like whispers that drip
Her voice’s like a fog on her moist soft lips
Like a torn envelope that’s sealed with a kiss
How it all seems to break
All seems to shake
In a single embrace

EYES AND HANDS

As I am
Changing in these filters of light
Without difference between the symbol and the force that is symbolized
Just like you
Scanning the shadows
I see you through nothing but eyes
Depending on eyes
As the sphere of wound strengthens the love

Earthbound to heaven but trapped in the mirrors
If self-made conditions rule perfectly blind
So selfish bourgeois
So vulgar pretentious in your attempted martyrdom
From sacrifice to power release
The strain keeps the balance of love
While it shines like a diamond
So dustless and unseen
Beyond tension and form

Feel it
Skinless
Take it in
In whirls of love
Through eyes and hands
A voice surrounds me
A touch reminds me
Equalizing every change

Again I lie down to die in your arms
Surrounded by the rings in the water
Beyond dividing life into senses in intellectual self-mutilation
In every circle knowing the centre
In every touch a signal so tender
All on the outside
All on the inside
Without distinction

From request to request
Hiding in the mirrors
In these laws of pain
In the identity of the pain
Drawing the lines between love and hatred
Based on code and revenge
Where’s your respect for love?
Where’s your respect for life?
Acting out neurotic non-appearance

Stimulating some denied desire by simulating a heart on fire
In worlds on location
In wordless betrayal
In the illusion of security
But there will be no restrictions
Nor any limits
For body and spirit
When love transcends
In both sense and symbol
Beyond good and evil
Beyond you and me

AVENUES OF OBLIVION

Electric music is ripping the air
Streets lit up by electricity
Coins of death call through the haze
Disparating conditions of minds

The avenues of oblivion touch your mind
Its sick fingers seek your energy
Shades of submission printed in the air
The corps of the silent army slowly move

Arms of death crawl the highs
Dancers of destruction scream
The preludes of tomorrow
Another rebellious transmission

The avenues of oblivion
The dancers of destruction

THE MARK

Haven’t learned my lesson
I won’t excuse when I say I
Please do not beg me
Please do not beg me

Senseless responsible as I hold this knife
Guilt is heavier than any weapon
Unprovoked as I testified
The burden of therapeutic lied gave me the right to judge

The fear has reached a limit
Where armless have no helping hands
Please do not beg me
Please do not beg me

And with the feverish light as guide
I was given the mark of the beast
I as you this close
Held of to believe

Searching for the gift of life

“En absolut fremragende aften … meget mere kunne man ikke ønske sig.”
( * * * * * )
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (31. oktober 2009)

“Smukt og eksperimenterende … han lod højdepunkterne fra de første 30 år af sin imponerende karriere tale.”
( * * * * * )
Jyllands-Posten – Kasper Schütt-Jensen (31. oktober 2009)

“Man må give Martin Hall, at han formår at iscenesætte sig selv og sine sange, hvilket altid gør en Hall-koncert til en særlig begivenhed … en imponerende vandring gennem stort set hele karrieren.”
Geiger – Rasmus Steffensen (2. november 2009)

“Højdepunkterne findes i ”Images in Water” og ”40 Versions of the Time Before”, hvor bandet viser et flot greb om det atmosfæriske udtryk, og Hall leverer en fin vokal … en fryd at overvære den flotte produktion fra den ellers så beskedne kanal DK4.”
( * * * * )
Gaffa – Lars Löbner Jeppesen (20. september 2010)

Carla Kuotila: Cello
Henriette Groth: Keyboards, flygel, klarinet
Ida Bach Jensen: Kontrabas
Johnny Stage: Guitar, kor, sitar, mandolin
Karoliina Koivisto: Violin
Martin Hall: Vokal, akustisk guitar
Mikkel Meyer: Elektronik, modulatorer
Sisse Selina Larsen: Trommer, kor, perkussion

Design: Kenneth Schultz
Photo: Mie Brinkmann

Koncerten modtog oprindeligt 5 stjerner i både Gaffa og Jyllands-Posten, ligesom den også blev tildelt prisen som årets bedste danske koncert af Recession-festivalens brugere.

Martin Hall spillede i samme periode flere koncerter i både Tyskland og Danmark, en koncertrække der blev afsluttet søndag den 8. november 2009 i Koncerthuset i DR-byen.

Koncerterne var hans første som sanger i mere end tre år og blev modtaget med begejstrede anmeldelser i både tyske og danske medier. Om den første koncert i Flensborg blev der bl.a. skrevet følgende:

Geiger: “Indlevelsen var fænomenal: Martin Hall og hans gruppe af musikere var ikke blot gode; der var øjeblikke, som bedst kan beskrives som sublime.”
Transmission: “En optimal koncert – jeg er lige ved at hive årets koncert kortet op af lommen, det er bestemt et uhyggeligt godt bud i hvert fald.”
Medienkonverter: “Für mich das bewegendste und emotionalste Konzert seit langer Zeit. Ganz, ganz groß!.”
P1/Europaklip: “Martin Halls sandsynligvis bedste koncert nogensinde.”
Grenzwellen: “A touching and impressive evening! Totally overwhelming.”

Indspillet i Sct. Pauls Kirken (Århus) fredag den 30. oktober 2009 af DK4. Live-lyd Thomas Li, lys Per Daumiller. Postproduktion og lyd-remix Johnny Stage.


KINOPLEX (LYDBOG)

BANDCAMP

KINOPLEX

MARTIN HALL
DVD (MP3 LYDBOG)
SEPTEMBER 2010
LINDHARDT OG RINGHOF (9-788711-428030)

Samtidig med udgivelsen af bogen Kinoplex blev romanen også udsendt som mp3-lydbog, en titel som Martin Hall selv producerede.

Lydbogen indeholder ud over selve fortællingen også en række nykomponerede musikstykker skrevet af ham selv og komponisten Christian Skeel, stedvist assisteret af Johnny Stage.

Lydbogen udgør alt i alt 65 kapitler, en række soniske tableauer fordelt over 81 skæringer med en samlet varighed på i alt 5,3 timer (319 minutter). Romanen læses op af Jan Poulsen.

For yderligere information om bogen, se venligst dette opslag:


EN POLYMORFT PERVERS KULTURBRAVADOS BEKENDELSER – POLITIKEN 2010

EN POLYMORFT PERVERS KULTURBRAVADOS BEKENDELSER

Martin Hall-essay, Politiken (lørdag den 4. september 2010)

Dette er historien om, hvordan man bliver stjerne uden at have et publikum. Og om, hvorfor multikunstneren Martin hall, aktuel med romanen Kinoplex, stadig elsker selvdestruktionens vidunderlige miks af glamour og lidelse. Om hans bundløse gæld til Sex Pistols. Om hvorfor litteratur bør betragtes som opera. Om Herbert von Karajan, Marilyn Monroe og Osama Bin Laden. Kort fortalt, en fortælling om ursubstansen for hele vores populærkultur. The Ayatollah Rock’n’rolla reports!


Inde i lejligheden ved siden af tænder nogen for musikken. Popsangens incestuøst-potenserede perversioner banker pludselig gennem væggen: Baby, mama, girl. Manglen på tekstmæssig konsekvens distraherer dig, men du formår trods alt at bevare dit fokus på den oprindelige scene. Pigen foran dig trækker dig nedad og beder dig om at gøre noget særligt, sænker stemmen for at opnå en dramatisk effekt. En urovækkende, dyster vellyst strømmer fra hendes krop. Du føjer hende. Hun bliver spændt som en fjeder, begynder at dreje hovedet langsomt rundt som en mekanisk dukke. Hun fortæller dig, hvor dejligt, det føles, og du drister dig til at spørge, hvad hun hedder. Hun griner, selvom du ikke kan se det sjove i det.

(Kinoplex, side 181)

Jeg holder meget af opera. Af den storslåede iscenesættelse af et i sig selv måske nok så tarveligt drama. Af kærlighedsdeklarationernes overlæssede sprog og den prætentiøse opsætning. Af den overdrevent forenklede histories myriader af forgreninger.

Jeg holder kort fortalt meget af det rod, vi over en bred kam kalder moderne vestlig kultur, hvor man blindt lader sig rive med af tidens multiplotfortællinger og alverdens narrative narrefisse, fordi man alligevel er for adspredt til for alvor at koncentrere sig. Man føler sig sågar kreativ undervejs. Al den distraktion får én til at føle sig ung igen.

En britisk aldersforsker havde lavet en undersøgelse, hvor han havde spurgt en given mængde mennesker om, hvor vidt de følte sig unge. De fleste opfattede sig selv som unge til og med 49 og så først sig selv som gamle som 65-årige. Gennemsnitligt er vi altså kun voksne i 15 år.

(Kinoplex, side 58)

“Selv den dummest mulige kreative handling er stadig en kreativ handling.” Således talte den såkaldte internetguru Clay Shirky for nyligt i et interview. Manden er 46 år gammel og taler ud fra en overbevisning, som jeg kun kender alt for godt. Jeg er jævnaldrende med ham og vil for evigt have et blødt sted i mit hjerte for den generation, der rejste sig af punkens vulkankrater, en lille gruppe mennesker der var tilpas upraktisk anlagt til at føle sig særligt kunstnerisk begavet.

Der kom karrierer ud af det – dog sjældent med dem selv i hovedrollen. Det lod de andre om. Jeg formoder, at de fleste af dem følte sig for kunstnerisk troværdige til at nedlade sig til den slags. En af mine største helte dengang rådede eksempelvis over et enormt karisma (læs: evnen til at overbevise uden brugen af logik), men blev aldrig rigtig til noget. Måske var det også nok: det at leve med løftet et stykke tid. Manden var jo en sand poet. Han lavede ingenting. Han skrev ikke engang.

Jeg genlevede perioden, da jeg læste Something Rotten! her forleden, den første store bog om dansk punkkultur der udkom i mandags – en bog om den musik, litteratur og billedkunst perioden skabte. Om al den lim, der blev sniffet, og om al det had man følte, for sig selv, for hinanden og for sin omverden. Og læs den endelig – for Guds skyld, læs bogen! – for plottet har på den mest magiske facon ingen overordnet styring overhovedet. Snarere foregriber det derimod enhver af nutidens populære amerikanske tv-seriers vigtigste fortællegreb, det at der konstant skiftes perspektiv på en problemstilling for at skabe dramaturgisk fremdrift.

De interviewede husker forkert, er oppe at skændes og hader stadig hinanden her 30 år senere, så blodet springer, men som William S. Burroughs skrev om en af sine egne romankarakterer, for hvem det går fuldkommen galt, ”he might be a bit off track, but the spirit was great!”

Folk synger, brøler og knepper. Morer sig. Man gør det selv – interagerer med en masse klumpformede skikkelser. Der kan føres bevis for det. Man glemmer sig selv og lader sig rive med. Er det ikke sådan, man forklarer sit liv? Man diskuterer udfaldet af det hele med en masse mennesker, der kun hører halvt efter, taler sin sag med en forkrøblet fornemmelse for retfærdighed og affærdiger ethvert modargument med passioneret resignation. Når man betragter det i bakspejlet, er det imponerende, at man overhovedet kunne holde til det en time, for slet ikke at tale om et helt liv.

(Kinoplex, side 177)

Det er slående, hvad man frivilligt gik igennem dengang. Selvom jeg efterhånden har meget få fællestræk med det 18-årige selv, der taler i Something Rotten! , forekommer punktiden mig at være et enzym, der bliver ved med at arbejde videre. Mit blod er stadig fuld af skidtet. Æraen var et eksistentielt eksperimentarium, et seksuelt holocaust, et pure gammeltestamentligt opgør med alle antagne værdier. Det handlede ikke så meget om facit som om tilstand, så der var plads til alle i bussen, også selvom man måske ikke var den skarpeste kniv i skuffen.

Det, der ikke er værd at tale om, det er som bekendt det, man synger om, hvilket helt praktisk betød, at alle var med i et band dengang. Den tekniske perfektions sekundakategori blev løbet fuldkommen over ende af folks insisteren: Hellere være hadet som det, man er, end elsket som det, man ikke er, og selvom hykleriets sociale vaseline i løbet af få år atter skulle blive rigtig populært, så var der en kort overgang, hvor man med begge ben solidt plantet i luften rent faktisk formåede at afskaffe hverdagen, at gøre selv de rige børn bekymret for, hvor vidt det nu også var det bedste udgangspunkt at have, samt tage så mange stoffer, at selve konceptet med en såkaldt personlighedsspaltning var til grin:

En spaltning ville per definition kræve, at der var en helhed at tage udgangspunkt i. Det her projekt handlede om en opløsning af alle størrelser – psykologisk, moralsk og kunstnerisk.

En tjekkisk pornofilmsproducent forstod slet ikke det ramaskrig, der opstod, da han ville indspille en film baseret på temaet om tyske soldaters voldtægt af indsatte kvinder i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Investorerne trak sig på grund af den almene forargelse, der især møntede sig på det faktum, at man havde tænkt sig at bruge Theresienstadt som location. Bagmanden stod stadig komplet uforstående over for situationen – som han selv udtrykte det, så havde folk i Auschwitz, hvor han året inden havde indspillet en af sine andre film, været meget mere hjælpsomme.”

(Kinoplex, side 10)

Da jeg satte mig for at skrive min nye roman Kinoplex, var det egentlig for at sige farvel til alt dette – til hele den subkultur, jeg stadig føler mig lige dele beriget og forbandet af at have haft som formativ ursump i mine teenageår. 80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, men se engang hvad der kom ud af:

Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet nusset kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel.

Op gennem 90’erne blev hjemmesex på video folkelighedens nye standard-performance. Rollespillet foran linsen frigjorde individet, og sex blev til noget, man udførte i tredjeperson-ental, som et andet landflygtigt jeg i en sang i en karaokebar: ”Se her alle sammen, jeg er nået op til femte røvkugle denne gang!”

Som børn der keder sig, ønsker vi at genfinde vores primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. I vores tørst efter større lidenskaber end de moralsk forsvarlige søger vi konstant tilbage til primaternes gamle, voldsomme verden af sex, vold og simuleret død. Hvad skal vi ellers lave? Den eneste valuta, vi kender, er grænseoverskridelsens tragiske seksualitet, den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed.

Engang ville folk gerne være sig selv, men som tiden gik, nøjedes man mere moderat med blot at begære det at være nogen. Formlen blev fulgt, men pointen tilpasset den herskende tidsånd.

Videokameraet begynder at optage. Det drejer sig om forestillingen om lejede værelser i fremmede byer. Om piger der vakler hen over ujævn jord i høje hæle, i korte nederdele der lige akkurat synliggør både hofteholder og strømpebånd. Om deres blanke stirren. Om en ryggesløs ødselhed. Om de tilgængelige materialers elasticitet. Om en kvinde på alle fire. Om at være gemt af vejen bag et videokamera og en mikrofon. Om idéen om helteskikkelsen, der intet har. Om at mase sig mod en andens krop for at mærke sin egen grænse – bredskuldret og med stovt lem i venefuldt skræv. Tics, vrængen, sammenknebne øjne; som et bilsammenstød frataget al lyd. Bagefter bliver pigen liggende i det udmattede lys. Rummets summetone bliver kraftigere, hendes øjenlåg flimrer. Gråden presser sig på, finder vej hen over skærmens stiplede linjer. Kameraet filmer videre. Ingen siger noget. Dernæst trusler og gensidige pagter. Al logik beviseligt brudt op og splintret, indfanget på film.

(Kinoplex, side 67)

Selvdestruktionen er ikke desto mindre forblevet en spændende praksis inden for kunstverdenen. Og der er da også rigtig mange gode ting at sige om den – det er trods alt den hurtigste måde til at tilegne sig kontrol over éns skæbne. De fleste sunde, unge kunstnere er stadig åbenlyst fascineret af idéen om menneskeligt forfald, så længe forbindelsen til det forbliver af en strengt billedlig karakter.

Så er det godt, man har kulturlivet. Her kan man lancere sig selv i mere voldsomme, veltalende udgaver end virkeligheden måske tillader. Man flirter med voldtægten, som inden for de seneste år er blevet et fuldkommen accepteret æstetisk fænomen. Bare se på dets visuelle trofæer: Mms-voldtægterne der dokumenteres med mobiltelefonkamera, anmelderen der udøver sin masturbatoriske praksis på sikker afstand af værket gennem monokommunikationens envejsfilter, talentkonkurrencerne der gør publikum medansvarlige i de overgreb, de bevidner. Det er et handy greb, der forener det bedste af alle verdener: primaternes manglende overjeg og den moderne billedkulturs manglende undertekster.

I løbet af de sidste 30 år er dekadencekulturens aristokratisk anlagte radikalisme degenereret til et spidsborgerligt tidsfordriv. Undergrundsscenen er blevet en standardiseret independent-skabelon (”vi vil gerne være unikke, men helst på samme måde som alle de andre”), og grænseoverskridelsens beklagelige tab af selv har fået sit eget lille kulturreservat, hvor den kreative klasse kan holde sine weekend-udflugter – nøjagtig som deres forældre tog dem med i Knuthenborg Dyrepark.

Det er stadig det dyriske, der kalder, men siden rockmusikkens fremmeste udøvere tog skridtet op ad den sociale rangstige fra arbejderklasse til middelklasse, skal den omtalte grænseoverskridelse jo helst være en tand mere hygiejnisk, end den oprindelige prototype foreskriver. Kunstnerisk opfindsomhed kræver en god nats søvn. Ingen grund til at spilde al krudtet på meningsløs hærgen. Vi ved alle, hvad der sker, når ting blive for autentiske.

Vi definerer vores overflod gennem spild. Sådan er systemet bygget op: Gennem spild markeres højkonjunkturen. Tilsvarende defineres vores forbrug gennem skrøbelighed – det at alting er dømt til forældelse. Vi har adopteret naturens “grande morte” i alle henseender, i vores produktion og i vores måde at tænke på. Intet bliver længere produceret med holdbarheden som noget egentligt mål, tværtimod, ting skabes for at gå til grunde, for at andet kan blive solgt igen og igen og igen. Bare tænk på moden, “det nyes evige genkomst” … det er jo ikke sådan, at den planmæssigt bevæger sig mod et endepunkt, at den lige så stille og roligt er på vej mod det endegyldigt perfekte klædestykke, vel? Nej, den væsentlige forskel ligger ikke længere mellem det fornemme og det gemene, men derimod udelukkende mellem det gamle og det nye.

(Kinoplex, side 94)

Man kan ikke løbe fra det: Alle intellektuelle er homoseksuelle – mennesker der er forelsket i deres eget køn. Individer der læser hinanden som prisskilte til akkompagnementet af en strygekvartet, mens de kigger over skuldre til dagens obligatoriske reception. Jeg er selv konstant omgivet af disse polymorft trivielle, veluddannede og renlige moderne mennesker, der alle sammen er uddannet på institutioner, hvis primære formål er at påpege, at intet er nogens fejl.

Mange af dem er sågar med til at bestemme, om jeg skal have penge det år eller ej – om jeg har været en god dreng, eller om jeg er blevet for dirty. Eller ligefrem – Gud forbyde det! – for populær siden sidst. Der føres regnskab. Disse mennesker er bogholdere. Tingene skal helst give mening, skabe et dynamisk status quo, så det hele forbliver alt sammen meget kulturelt i den forstand, at der ikke rigtig foregår noget. Faktisk er langt de fleste af disse individer slet ikke interesseret i kunst, de er derimod udelukkende interesseret i, hvad andre mennesker er interesseret i.

Så ja, til tider kan jeg da godt savne punken og dens arsenal af muterende identiteter, mennesker der for størstedelens vedkommende havde store problemer med at udtrykke sig selv, med mindre det involverede nærgående beskrivelser af deres egne eller andres kønsdele. Modkultur og opposition er efterhånden ikke andet end poetiske vendinger, man bruger, når man gerne vil pynte lidt på sit eget image som forbruger, ligesom floskler som ”undergrunden” og ”det alternative” ikke længere repræsenterer nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen – det er derimod netop det såkaldte ”oprør”, der driver den, både økonomisk og udviklingsmæssigt.

Det er elementet af ”innovation”, der giver forbrugeren, oplevelsen af sig selv som værende trendy og med på beatet, men i forhold til vores tid og sted er der principielt kun én reel modkultur, én reel opposition: Al-Qaeda. Vil man for alvor være hardcore, jamen, så er det frem med Osama Bin Laden-T-shirten. Resten er i bund og grund bare mere af samme skuffe, dvs. flere følsomme middelklasse-troubadourers melankolske sange om fremmedgørelse og manglende nærvær.

Hen imod slutningen af karrieren var Marilyn Monroe begyndt at gå nøgen omkring på de hoteller, hun opholdt sig på. Det var ikke det eneste eksempel på hendes psykiske uligevægt. Før et interview havde hun spurgt en journalist, om hun måtte børste sit hår, hvilket der blev svaret ja til. Da journalisten kiggede op, var Marilyn Monroe gået i gang med at børste sin kønsbehåring. Når jeg hører navnet nu, er det den historie, jeg husker om hende. Det omrids. Individet som en konstant bevægelig grænse – noget ueksakt. Ikke af tilfældige grunde, men i sin essens. I sin bliven

(Kinoplex, side 40)

Efter tredive års praksis i dansk kulturliv er jeg nok blevet en anelse mere moderne, end godt er. Man må gå så grueligt meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest, som Simon Spies engang udtrykte det. Hvorfor f.eks. være sig selv, når man kan spille en anden? Og hvorfor stå i opposition, når den alligevel blot er et symptom på lediggang?

Da Herbert von Karajan engang blev spurgt, hvorfor han havde meldt sig ind i nazipartiet, svarede han, at det var for at sikre sig en kapelmesterstilling, som han ellers ville have begået mord for. Jeg erindrede mig historien, da jeg forrige efterår blev tilbudt at spille rollen som mig selv i en af tidens store tv-shows. Det virkede som en god løsning: På den måde kunne jeg blive berømt uden at skulle gennemgå al besværet med at skabe populær kunst – jeg behøvede kort sagt ikke kompromittere min kunst, blot min personlighed. Det var for så vidt billigt sluppet.

Siden da er det kun gået op ad bakke. Nu har jeg sågar fået mit eget, nye tv-show, denne gang godt nok på en lidt mindre kanal, men til gengæld fuldkommen på egne præmisser. Sådan er det med tv. Selvom jeg hen over en 30-årig kunstnerisk karriere gang på gang har bevist, at jeg ikke har noget publikum, er det mig, man vælger som vært og bestyrer for tidens løbske billedepidemi. Den hjemløse bliver gjort til konge over tidens nomadiske folkeslag, og sejrherren bliver jeget i sangen.

Alt det kan jeg kun takke Sex Pistols for. Ikke fordi jeg ikke selv ville have ført det til noget, men fordi de tog al balladen med samfundet og offentligheden og narkodødsfaldene og rockmytologiseringen; den slags ligger slet ikke til mig. Jeg er i bund og grund for doven til at være nihilist og for selvoptaget til at være socialt engageret.

Jeg er kort fortalt – og på trods af alle ønsker om det stik modsatte – legemliggørelsen af det moderne menneskes utopi om en radikal frisættelse.

Politiken-foto: Sara Galbiati


KINOPLEX

BANDCAMP

KINOPLEX

MARTIN HALL
ROMAN
SEPTEMBER 2010
LINDHARDT OG RINGHOF (ISBN 978-87-1142650-0)

Kinoplex udkom i september 2010 og var Martin Halls første roman siden gennembruddet med Den sidste romantiker (2005) – en i forhold til forgængeren både mørkere og mere abstrakt roman.

Handlingen i bogen udspiller sig via to parallelspor, det ene værende fortællerens aktuelle position (24 timer on location i et fremmed land), det andet værende en række tilbageblik der forklarer baggrunden for den situation, han befinder sig (en historie der går over 20 år tilbage i tiden).

Et vigtigt tema i romanen er dens fokus på moderne billedkultur – spørgsmålet om hvordan mediernes konstante billedstrøm og dertilhørende umådeholdne visuelle manipulation påvirker vores liv. Hvornår bliver man som menneske et publikum snarere end et vidne?

Martin Hall selv karakteriseret bogen som en roman, der handler om ”rygternes irreversibilitet og tidens epidemiske billedspredning”.

Genre: Roman
Sideantal: 203 sider
Design: Kenneth Schultz
Foto: Territorium

”Ikke engang da jeg trådte ud af lufthavnens kølige skygger, kunne jeg med sikkerhed sige, hvad det var, jeg havde rejst så mange kilometer efter.”

”Tankevækkende og nærværende. I dagens internetbaserede verden med alle de sociale netværk burde bogen være obligatorisk i skolernes ældste klasser. Læs den!”
(4 ud af 5 stjerner)
Saxo.com – Lisbeth Rasmussen (28. august 2010)

”Martin Hall har en aldeles fantastisk fornemmelse for at få skriftsproget til at blive vellyd, og man kan kun overgive sig til Halls sproglige finurligheder og mystiske rejser ind i de forskellige beruselsers herligheder om alt og om ingenting.”
(4 ud af 6 stjerner)
MetroXpress – Jan Vandall (2. september 2010)

”Martin Hall har styr på sex, drugs og rock’n’roll, og den opvisning giver han i sin nye bog Kinoplex … godt konstrueret.”
Information – Kamilla Löfström (3. september 2010)

”Et slumrende, dunkelt tæppe af forbrydelser og afstumpethed, en dyster zone som fortælleren på en og samme tid er inde i og ude af … Han kan noget, den gode Hall.“
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (4. september 2010)

“Ambitionen med den nye roman er både sympatisk og konsekvent.“
Weekendavisen – Lars Bukdahl (3. september 2010)

“Ordene er finpudset og justeret … Hall besidder mange gode punchlines, og hans sans for æstetik og ekvilibrisme er udtalt.“
KultuNaut – Caspar Andres Dyrehauge (6. september 2010)

Kinoplex en tilbagevenden til velkendte Hall-emner som identitetsforvirring, dekadence og tiltagende desperation … spændende og smudsige sager.“
Geiger – Ras Bolding (9. september 2010)

Kinoplex er drevent velskrevet, fængende og hurtigt læst – og lykkes i store træk med sit forehavende.”
Kulturkapellet – Torben Rølmer Bille (10. september 2010)

“Hall kan faktisk skrive, og Kinoplex er på mange måder den vigtigste bog i hans forfatterskab … et svalt, smukt og let resigneret sprog, som hverken ligner en camoufleret kronik eller akademiske stiløvelser om dekadence, men derimod romankunst.“
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (10. september 2010)

“Martin Hall tager læseren med på en mytisk rejse med hans karakteristiske fabulerende billedopstillinger … et fornøjeligt sprogtrip/ridt.“
Bogvægten (11. september 2010)

“En roman om et depraveret, deprimeret og desillusioneret miljø leveret i det smukkest tænkelige sprog af multikunstner Martin Hall. Sproget er balsam mod indholdets ru og rå beskaffenhed … hold kæft, hvor er det godt!“
Litteratursiden – Maria Guldager (21. september 2010)

”Martin Halls Kinoplex handler om et eksistentielt mørkrum, en parallelverden hvor begæret og vildskabens instinkter driver fornuften på afveje. Hvor den sande identitet forføres og lysterne får frit spil … Kinoplex er et dekadent trip, og tør man give slip og tage med på en filmet rutsjebanetur af hor, druk og stoffer, er det en fed oplevelse.”
KBH – Malene Eliassen (29. september 2010)

“Martin Halls nye roman er en intelligent analyse af menneskets voyeurisme, dens konsekvenser … Romanen er psykologisk interessant, fordi den gennemspiller det tomrum, der er tilbage, når alle overskridelserne er blevet iscenesat og gennemspillet.“
(5 ud af 6 stjerner)
Nordjyske – Christian Stokbro Karlsen (1. oktober 2010)

“En nærværende om end ubehagelig beskrivelse af konsekvenserne af en uoverlagt handling … Læs den! “
(5 ud af 6 stjerner)
Metrokult (5. oktober 2010)

“Det er en på alle måder berusende bog, Martin Hall har skrevet … et sansemættet, overraskende sprog, perlerækker af gode, originale iagttagelser.“
(4 ud af 6 stjerner)
Fyens Stiftstidende – Theis Vallø Madsen (7. oktober 2010)

”Månedens bog.”
Københavns Hovedbibliotek (1. november 2010)

KAPITEL 1

 

Ikke engang da jeg trådte ud af lufthavnens kølige skygger, kunne jeg med sikkerhed sige, hvad det var, jeg havde rejst så mange kilometer efter. Jeg stod efterladt med følelsen af, mere eller mindre intetanende, at være blevet drevet af tyve millioner hestekræfter, smidt mod denne fremmede bys verden af stål og energi, dens bannere, tribuner og vimpler, balkoner og boulevarder – alt sammen udelukkende i håbet om at gense et ansigt, jeg havde glemt, hvordan så ud.

Dagslyset var skræmmende: Et blændende sollys, der skar i øjnene, som stod nogen og svejsede mig op i ansigtet. Et par gamle mænds trætte ansigter passerede, ældgamle bjergrygge der aldrig ville blive sat på noget kort. Ude i horisonten ventede byen.

Var det anonymitetens uendelige spillerum, der tiltrak mig ved storbyerne? Deres befolkede ensomhed? De evigt tændte skærme, de flimrende billeders langstrakte forspil til et klimaks, der muligvis aldrig ville indtræffe? Det, at der var udgange i alle retninger?

Fordeler man savnet i tilpas mange forskellige rum, burde det til sidst forsvinde. Det havde været min logik gennem alle disse år.

 

På trods af min lidt desorienterede tilstand var jeg også lettet over at være her. Lettet over at have taget skridtet og rædselsslagen ved tanken om, hvad en idé kan gøre ved et menneske. Et virtuelt rudenet trukket hen over jordens overflade bliver til en stedbestemmelse: Man tager af sted, søger desperat hengivelsens hukommelsestab og bliver væk. Man leder efter behovenes oprindelse.

Alt, jeg skimtede derude, var et vildnis af betonhuse og byggekraner. Et landskab oversået af rektangulære bygninger. Streger på himlen, ridser i en glasrude.

Et luftrum fyldt med lyst støv, svævende sølvpartikler der blinkede og glitrede.

 

Nogen havde sendt mig et link i en mail. Det føltes allerede som evigheder siden. Et link til et videoklip med en pige i et rum.

Man ser det 20-25 gange, igen og igen, først fraværende, siden hen uroligt. Ikke på grund af det, der foregår – der foregår faktisk ikke noget. En sløret pigeskikkelse dækker for en krop i en seng, formentlig en mand. Klippet viser hende stå foran ham, med nøgen ryg mod kameraet, sit mørke hår strøget bagover og så et glimt af ansigtet i profil. Der er ingen lyd på klippet, hun står der bare. Som om hun venter på et tegn. Så stopper optagelsen.

Jeg så klippet mange gange. Det forekom mig bekendt.

Måske ville jeg bare gerne have, at det forekom mig bekendt.

 

Min længsel efter kontinuitet er ingen hemmelighed. Kontinuitet frem for denne ubeherskede strøm af øjeblikke, der hele tiden reducerer éns liv til algoritmiske reaktionsmønstre. Man tilpasser sig en given situation, forandrer sig hen over årene umærkeligt lidt, men ændrer sig aldrig tilbage til noget.

Man tager summen med sig, evnen til at lade én tendens dække en anden. Man lader billederne fordele sig efter forgodtbefindende i éns perverst rumopdelte bevidsthed. Man leder, ser, længes. Sætter sine fingeraftryk på det, man er tiltrukket af. Læner sig ind over altings hulrum, søger manglen. Bliver et publikum snarere end et vidne.

 

Hvorfor så jeg dette klip igen og igen? Mente jeg at genkende pigen? Måske var det værelset, der forekom mig bekendt – et nøgent rum med et stykke A4-papir fuld af tekst som vægdekoration.

Gengivelsen var meget kornet. Enten var klippet gammelt, eller også var det optaget med et overvågningskamera. Den lave opløsning gjorde det svært at bedømme. Jeg havde ingen jordisk chance for at dechifrere ordene på væggen. Det var en kvadratisk tekst, en kontur.

Havde der været lyd på optagelsen, ville den sikkert blot have gengivet stilheden. Havde det været et gammelt kassettebånd, ville det suse tomt – som en erindring uden indhold, et analogt rum.

Lyden af en stemme blev ved med at kredse i udkanten af min hukommelse.

 

Fire måneder efter at have modtaget mailen stod jeg så i en sydamerikansk storby.

Forlaget Lindhardt og Ringhof beskrev i deres pressemeddelelse udgivelsen med følgende ord:

”En mand ser et foruroligende videoklip på internettet. Fire måneder senere står han af flyet i en sydamerikansk storby og tjekker ind på et hotel. Men hvad eller hvem er det, han leder efter?

Kinoplex er en roman om et seksuelt og eksistentielt mørke. Om 24 timer i en fremmed by og 24 års tilbageklip i erindringen. Det er historien om en mands smuldrende identitet samt om en forbrydelse, hvis forgreninger til det sidste forbliver flertydige.

Kinoplex er en skildring af kuldslået kærlighed. En fortælling om en række obskøne fester og en videooptagelses betydning for tre menneskers skæbne.”

Martin Hall modtog under skrivefasen med manuskriptet produktionsstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg (den skønlitterære pulje). Titlen blev også udgivet som lydbog med et selvstændigt soundtrack komponeret af Martin Hall og billedkunstneren Christian Skeel.

Dele af manuskriptet dannede i efteråret 2010 yderligere basis for en selvstændig audiovisuel teaterperformance med titlen Kinoplex: Fragmenter af en erindringsprotokol. Romanen blev i november samme år valgt som “månedens bog” på Københavns Hovedbibliotek.

“Martin Halls nye roman er en intelligent analyse af menneskets voyeurisme, dens konsekvenser … Romanen er psykologisk interessant, fordi den gennemspiller det tomrum, der er tilbage, når alle overskridelserne er blevet iscenesat og gennemspillet.“
( * * * * * )
Nordjyske

“Det er en på alle måder berusende bog, Martin Hall har skrevet … et sansemættet, overraskende sprog, perlerækker af gode, originale iagttagelser.“
( * * * * )
Fyens Stiftstidende

”Martin Hall har en aldeles fantastisk fornemmelse for at få skriftsproget til at blive vellyd, og man kan kun overgive sig til Halls sproglige finurligheder og mystiske rejser ind i de forskellige beruselsers herligheder om alt og om ingenting.”
( * * * * )
MetroXpress

“En roman om et depraveret, deprimeret og desillusioneret miljø leveret i det smukkest tænkelige sprog … hold kæft, hvor er det godt!“
Litteratursiden

“Den vigtigste bog i hans forfatterskab.”
Berlingske Tidende


TOTEM / NATTENS ENGEL

BANDCAMP

TOTEM / NATTENS ENGEL

FORSKELLIGE KUNSTNERE
DVD
JUNI 2010
ANOTHER WORLD ENTERTAINMENT (AWE0227)

I juni 2010 udkom de to legendariske danske film om hhv. digter- og musikscenen i start-80’erne, Nattens Engel (1981) og Totem (1984), samlet på én dvd. Begge film er instrueret af Claus Bohm.

Nattens Engel fokuserer på den dengang gryende digterscene og især på den danske digter Michael Strunge (1958–1986). De andre medvirkende er F.P. Jac, Lillian Polack, Bo Green Jensen og Henrik S. Holck. Martin Hall har skrevet og indspillet musikken til filmen.

Totem fokuserer derimod på musikmiljøet og indeholder ud over et interview med en 20-årig Martin Hall også to musiknumre med hans gruppe Under For. Sort Sol, Ads og Alive With Worms optræder også i filmen. Begge Under For-numre er i øvrigt inkluderet på Halls Catalogue-boks fra 2007.

1. Totem (36.11)
2. Nattens Engel (34.07)

“Claus Bohms to film om de tidlige firseres kreative punkmiljø, Totem og Nattens Engel, har igennem flere år haft en vis kultstatus hos også yngre generationer af goths, punks og autonome, og nu samles de to film altså og genudgives på en enkelt dvd … Bohms film tegner et fint og billedrigt portræt af en epoke og af nogle mennesker, som det er svært ikke at beundre. Også mange år senere.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (7. juni 2010)

“Punken i Danmark belyst i to fantastiske film: Totem og Nattens Engel er fantastiske tidsbilleder. Og selv om selvhøjtideligheden og monologerne kan blive en tand for meget til tider, skal man ikke underkende, at det var præcis de tanker, som en masse mennesker gik rundt med på det tidspunkt. Filmene er værd at se, både for dem der ønsker sig et nostalgisk tilbageblik til en tid hvor verden – tro det eller ej – så væsentligt mere dyster ud end nu, og så de interesserede, der kun har læst Strunge i gymnasiet, men aldrig helt forstået hvad det egentlig var han gik og snakkede om.”
( * * * * * )
Cinema Online – Helle Perrier (14. juni 2010)

Totem er en suggestiv, billedmættet skildring af punken, subkulturen og undergrunden. Martin Halls originalskrevne musik lægger en poetisk, dæmonisk bund under fortællingen, som glimtvis eksponerer smerte, sort humor og eksistentielle statements. Vi oplever eksempler på den eksperimenterende nyrock og nogle af de bedste punkbands i de koncert-optagelser, der er en væsentlig del af filmens og tidens kunstneriske ragnarok.”
( * * * * )
OnFilm (15. juni 2010)

Totem og Nattens Engel er to film, der både beviser hvor frygteligt selvhøjtidelige, gravalvorlige og narcissistisk dette miljø var, men samtidig så kan man heller ikke lade være med at beundre den ungdommelige nerve og de mange holdninger som kommer til udtryk i løbet af den time som filmene varer. Selvom der som nævnt før synes at være kraftige mangler i en mere nøgtern og nuanceret skildring af dette miljø, så virker det også som om filmen i højere grad forsøger at vise den positive side af denne subkultur, i stedet for at fokusere på de mange negative skildringer forbundet med punken. Her vises at punken også kan være et kreativt rum og rumme en filosofi og en eftertænksomhed som man indimellem godt kunne ønske var til stedet i ungdommen nu til dags.”
Kulturkapellet – Torben Rølmer Bille (18. august 2010)


KINOPLEX (LYDBOG)

BANDCAMP

KINOPLEX

MARTIN HALL
DVD (MP3 LYDBOG)
SEPTEMBER 2010
LINDHARDT OG RINGHOF (9-788711-428030)

Samtidig med udgivelsen af bogen Kinoplex blev romanen også udsendt som mp3-lydbog, en titel som Martin Hall selv producerede.

Lydbogen indeholder ud over selve fortællingen også en række nykomponerede musikstykker skrevet af ham selv og komponisten Christian Skeel, stedvist assisteret af Johnny Stage.

Lydbogen udgør alt i alt 65 kapitler, en række soniske tableauer fordelt over 81 skæringer med en samlet varighed på i alt 5,3 timer (319 minutter). Romanen læses op af Jan Poulsen.

For yderligere information om bogen, se venligst dette opslag:


Genre: Lydbog
Varighed: 319 minutter
Åbning: “Ikke engang da jeg trådte ud af lufthavnens kølige skygger, kunne jeg med sikkerhed sige, hvad det var, jeg havde rejst så mange kilometer efter.”