”Tankevækkende og nærværende. I dagens internetbaserede verden med alle de sociale netværk burde bogen være obligatorisk i skolernes ældste klasser. Læs den!”
(4 ud af 5 stjerner)
Saxo.com – Lisbeth Rasmussen (28. august 2010)

”Martin Hall har en aldeles fantastisk fornemmelse for at få skriftsproget til at blive vellyd, og man kan kun overgive sig til Halls sproglige finurligheder og mystiske rejser ind i de forskellige beruselsers herligheder om alt og om ingenting.”
(4 ud af 6 stjerner)
MetroXpress – Jan Vandall (2. september 2010)

”Martin Hall har styr på sex, drugs og rock’n’roll, og den opvisning giver han i sin nye bog Kinoplex … godt konstrueret.”
Information – Kamilla Löfström (3. september 2010)

”Et slumrende, dunkelt tæppe af forbrydelser og afstumpethed, en dyster zone som fortælleren på en og samme tid er inde i og ude af … Han kan noget, den gode Hall.“
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (4. september 2010)

“Ambitionen med den nye roman er både sympatisk og konsekvent.“
Weekendavisen – Lars Bukdahl (3. september 2010)

“Ordene er finpudset og justeret … Hall besidder mange gode punchlines, og hans sans for æstetik og ekvilibrisme er udtalt.“
KultuNaut – Caspar Andres Dyrehauge (6. september 2010)

“Kinoplex en tilbagevenden til velkendte Hall-emner som identitetsforvirring, dekadence og tiltagende desperation … spændende og smudsige sager.“
Geiger – Ras Bolding (9. september 2010)

”Kinoplex er drevent velskrevet, fængende og hurtigt læst – og lykkes i store træk med sit forehavende.”
Kulturkapellet – Torben Rølmer Bille (10. september 2010)

“Hall kan faktisk skrive, og Kinoplex er på mange måder den vigtigste bog i hans forfatterskab … et svalt, smukt og let resigneret sprog, som hverken ligner en camoufleret kronik eller akademiske stiløvelser om dekadence, men derimod romankunst.“
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (10. september 2010)

“Martin Hall tager læseren med på en mytisk rejse med hans karakteristiske fabulerende billedopstillinger … et fornøjeligt sprogtrip/ridt.“
Bogvægten (11. september 2010)

“En roman om et depraveret, deprimeret og desillusioneret miljø leveret i det smukkest tænkelige sprog af multikunstner Martin Hall. Sproget er balsam mod indholdets ru og rå beskaffenhed … hold kæft, hvor er det godt!“
Litteratursiden – Maria Guldager (21. september 2010)

”Martin Halls Kinoplex handler om et eksistentielt mørkrum, en parallelverden hvor begæret og vildskabens instinkter driver fornuften på afveje. Hvor den sande identitet forføres og lysterne får frit spil … Kinoplex er et dekadent trip, og tør man give slip og tage med på en filmet rutsjebanetur af hor, druk og stoffer, er det en fed oplevelse.”
KBH – Malene Eliassen (29. september 2010)

“Martin Halls nye roman er en intelligent analyse af menneskets voyeurisme, dens konsekvenser … Romanen er psykologisk interessant, fordi den gennemspiller det tomrum, der er tilbage, når alle overskridelserne er blevet iscenesat og gennemspillet.“
(5 ud af 6 stjerner)
Nordjyske – Christian Stokbro Karlsen (1. oktober 2010)

“En nærværende om end ubehagelig beskrivelse af konsekvenserne af en uoverlagt handling … Læs den! “
(5 ud af 6 stjerner)
Metrokult (5. oktober 2010)

“Det er en på alle måder berusende bog, Martin Hall har skrevet … et sansemættet, overraskende sprog, perlerækker af gode, originale iagttagelser.“
(4 ud af 6 stjerner)
Fyens Stiftstidende – Theis Vallø Madsen (7. oktober 2010)

”Månedens bog.”
Københavns Hovedbibliotek (1. november 2010)

KAPITEL 1

 

Ikke engang da jeg trådte ud af lufthavnens kølige skygger, kunne jeg med sikkerhed sige, hvad det var, jeg havde rejst så mange kilometer efter. Jeg stod efterladt med følelsen af, mere eller mindre intetanende, at være blevet drevet af tyve millioner hestekræfter, smidt mod denne fremmede bys verden af stål og energi, dens bannere, tribuner og vimpler, balkoner og boulevarder – alt sammen udelukkende i håbet om at gense et ansigt, jeg havde glemt, hvordan så ud.

Dagslyset var skræmmende: Et blændende sollys, der skar i øjnene, som stod nogen og svejsede mig op i ansigtet. Et par gamle mænds trætte ansigter passerede, ældgamle bjergrygge der aldrig ville blive sat på noget kort. Ude i horisonten ventede byen.

Var det anonymitetens uendelige spillerum, der tiltrak mig ved storbyerne? Deres befolkede ensomhed? De evigt tændte skærme, de flimrende billeders langstrakte forspil til et klimaks, der muligvis aldrig ville indtræffe? Det, at der var udgange i alle retninger?

Fordeler man savnet i tilpas mange forskellige rum, burde det til sidst forsvinde. Det havde været min logik gennem alle disse år.

 

På trods af min lidt desorienterede tilstand var jeg også lettet over at være her. Lettet over at have taget skridtet og rædselsslagen ved tanken om, hvad en idé kan gøre ved et menneske. Et virtuelt rudenet trukket hen over jordens overflade bliver til en stedbestemmelse: Man tager af sted, søger desperat hengivelsens hukommelsestab og bliver væk. Man leder efter behovenes oprindelse.

Alt, jeg skimtede derude, var et vildnis af betonhuse og byggekraner. Et landskab oversået af rektangulære bygninger. Streger på himlen, ridser i en glasrude.

Et luftrum fyldt med lyst støv, svævende sølvpartikler der blinkede og glitrede.

 

Nogen havde sendt mig et link i en mail. Det føltes allerede som evigheder siden. Et link til et videoklip med en pige i et rum.

Man ser det 20-25 gange, igen og igen, først fraværende, siden hen uroligt. Ikke på grund af det, der foregår – der foregår faktisk ikke noget. En sløret pigeskikkelse dækker for en krop i en seng, formentlig en mand. Klippet viser hende stå foran ham, med nøgen ryg mod kameraet, sit mørke hår strøget bagover og så et glimt af ansigtet i profil. Der er ingen lyd på klippet, hun står der bare. Som om hun venter på et tegn. Så stopper optagelsen.

Jeg så klippet mange gange. Det forekom mig bekendt.

Måske ville jeg bare gerne have, at det forekom mig bekendt.

 

Min længsel efter kontinuitet er ingen hemmelighed. Kontinuitet frem for denne ubeherskede strøm af øjeblikke, der hele tiden reducerer éns liv til algoritmiske reaktionsmønstre. Man tilpasser sig en given situation, forandrer sig hen over årene umærkeligt lidt, men ændrer sig aldrig tilbage til noget.

Man tager summen med sig, evnen til at lade én tendens dække en anden. Man lader billederne fordele sig efter forgodtbefindende i éns perverst rumopdelte bevidsthed. Man leder, ser, længes. Sætter sine fingeraftryk på det, man er tiltrukket af. Læner sig ind over altings hulrum, søger manglen. Bliver et publikum snarere end et vidne.

 

Hvorfor så jeg dette klip igen og igen? Mente jeg at genkende pigen? Måske var det værelset, der forekom mig bekendt – et nøgent rum med et stykke A4-papir fuld af tekst som vægdekoration.

Gengivelsen var meget kornet. Enten var klippet gammelt, eller også var det optaget med et overvågningskamera. Den lave opløsning gjorde det svært at bedømme. Jeg havde ingen jordisk chance for at dechifrere ordene på væggen. Det var en kvadratisk tekst, en kontur.

Havde der været lyd på optagelsen, ville den sikkert blot have gengivet stilheden. Havde det været et gammelt kassettebånd, ville det suse tomt – som en erindring uden indhold, et analogt rum.

Lyden af en stemme blev ved med at kredse i udkanten af min hukommelse.

 

Fire måneder efter at have modtaget mailen stod jeg så i en sydamerikansk storby.