Month: december 2011

FROM HALL OF US TO ALL OF YOU … A VERY MERRY EVERYTHING

GAFFA, december 2011

Som en mulig inspiration til listen over antikvariske julegaveønsker gav Martin Hall sit personlige bud på en top 10-liste over de bedste britiske 7”-postpunksingler fra perioden 1978–1981 i decembernummeret af GAFFA 2011.

1. The Homosexuals: “Hearts In Exile” (Lorelei 1978)

Musikbranchens ”sex, drugs and rock’n’roll”-parole signalerer noget frigjort og anarkistisk, men i bund og grund følger de fleste aktører nu alligevel en række ganske konforme og konservative spilleregler. Der er uniformer for alting, ready make-identiteter og masser af simili-grænseoverskridelse, hvor imitationens regelsæt nøjsomt bliver overholdt i mytedannelsens hellige navn. Alle vil gerne være så og så unikke, men helst på samme måde som alle andre.

En gruppe der i enhver henseende aldrig har hverken passet ind, fået succes eller opnået nogen egentlig status, er engelske The Homosexuals. Bandet rejste sig i 1976 fra asken af punkgruppen The Rejects, efter at leder, sanger og altoverskyggende frontfigur Bruno Aleph Wizard var blevet træt af det, han oplevede som “the new conformity of punk”. I stedet stiftede han i 1978 alternativet The Homosexuals, hvis navn var fra dag ét var dømt til at blive misforstået, blacklistet og negligeret (den oprindelige trommeslager forlod sågar bandet pga. det nye gruppenavn).

Idéen bag navnet var dog ”straight” nok, idet ”homo” stod for mennesker af det samme køn (bandets medlemmer), og ”sexual” repræsenterede den kunstform (rock), som de havde valgt at beskæftige sig med – altså, voila!, The Homosexuals.

Musikerne i gruppen kom og gik, mens ensemblet fra 1978 til 1984 indspillede og udsendte en række plader på små, obskure pladeselskaber – ikke kun i eget navn, men også under pseudonymer som Bigger Than the Number Yet Missing the Dot, Ici La Bas, George Harassment og Sir Alick & the Phraser. Meget passende lagde de dog stilsikkert ud som The Homosexuals med 7”-singlen ”Hearts in Exile” (1978), der gennem årene er forblevet min all-time ever favoritsingle.

2. The Pop Group: ”We Are All Prostitues” (Rough Trade 1979)

Har man dermed allerede kåret verdens bedste 7”-single, hvorfor så ikke lige følge op med udnævnelsen af verdens bedste lp også … hvilket, nej, i mine ører ikke er Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, men derimod det Bristol-baserede band The Pop Groups Y. Dette mesterværk udkom i april 1979 og repræsenterer som enkeltstående titel bedre end noget andet det kunstneriske og stilistiske nybrud, som fulgte i kølvandet på punken.

Uden The Pop Group, ingen triphop – så enkelt kan det siges, i al fald hvis man spørger Portishead, Massive Attack og Tricky, der alle stammer fra Bristol-området.

Inspireret af lige dele Miles Davis, Leonardo da Vinci og Amnesty International forfulgte The Pop Group hårdnakket en radikalt eksperimenterende og stærkt politisk inklination, der et halvt år efter lp-debuten udmøntede sig i singlen ”We Are All Prostitutes” – en af de mest aggressivt lydende musikalske fordømmelser af moderne forbrugerkultur nogensinde udgivet. Selvom nummeret er a funky piece of work, får indspilningen stadig punkklassikere som både ”Anarchy in the U.K.” og ”God Save the Queen” til at blegne, hvad angår musikalsk vildskab og indædt indignation.

”We Are All Prostitues” er et frontalangreb på det moderne forbrugersamfund, et harmdirrende opråb der kan koges ned til 1 stk. rungende ”skam jer!”, og at gruppen i løbet af ét og samme år formåede at udsende to af periodens mest ekstreme og sonisk skelsættende enkeltudgivelser – debutalbummet Y samt den omtalte single – er og bliver en kreativ magtdemonstration uden sidestykke.

3. A Certain Ratio: ”All-Night Party” (Factory Records 1979)

A Certain Ratio er en af den slags grupper, hvis senere noget ligegyldige virke desværre overskygger bandets tidlige form. Dannet i 1977 og dernæst signet til Factory Records af selskabets legendariske stifter Tony Wilson udgav gruppen dog allerede i maj 1979 denne single – uden trommer.

Jeg understreger fraværet af slagtøj, idet trommeslageren Donald Johnsons medlemskab i gruppen senere samme år ændrede gruppens udtryk radikalt. Fra at være et dunkelt-dronende, støjorienteret outfit blev bandet herefter Factory Records’ ”white hot funksters”, et skift der indledningsvist var fabelagtigt, men som ved sangeren Simon Toppings gradvise exit udviklede sig mere og mere intetsigende.

Den omtalte debutsingle emmer af periodens helt særlige zeitgeist – af lige dele østblokstristesse og spirende Manchester-avantgarde. På coveret ser man en warholsk kvadratgengivelse af en død Lenny Bruce, og dette førstehåndsindtryk matches fint af pladens to numre, ”All Night Party” og ”The Thin Boys”. Det er en monotont-enerverende, firkantet og kold lyd, der gemmer sig i vinylrillerne, en stillestående dis af lige dele 154-Wire og Joy Division, som ikke desto mindre har sine helt egne kvaliteter.

Året efter singledebuten udsendte A Certain Ratio The Graveyard & The Ballroom, et kassettebånd der bestod af én side med studiedemoer og én side med koncertoptagelser. Jeg havde det held at opleve gruppen live i London i april 1980, dvs. et par måneder efter udgivelsen af båndet, og her var støjen stadig en lige så væsentlig del af lydbilledet som Donald Johnsons über-funky stil og drive. Koncerten er en af de bedste, jeg nogensinde har set, plain and simple, hvilket kan være med til at forklare min affektion for denne tidlige udgave af bandet.

4. The Associates: ”White Car In Germany” (Situation Two 1981)

Den skotske gruppe The Associates indspillede og udgav i løbet af 1981 seks singler på det lille pladeselskab Situation Two. Pladerne udkom mellem april og december, og hvilken perlerække af barokke, grænsesøgende og ekstremt originale (såkaldte) pop-singler!

Den sidste i serien var ”White Car in Germany”, en elektronisk influeret torch-song-by-feel, hvor sangeren Billy Mackenzie eksekverer sin storslåede vokalpræstation ved hjælp af en tekst, der i sig selv nærmer sig olympiske højder: ”Anonymous as bathrooms
/Androgynous as Dachshunds
/Is this your infirmary
/On the road to recovery
/White car in Germany”.

Nu hverken kan eller vil jeg gå i dybden med The Associates ved denne lejlighed, blot understrege at vi her har at gøre med et af de mest unikke, begavede og ekvilibristiske ensembler fra perioden. Gruppen var i sin essens en duo bestående af Mackenzie samt medsangskriver og multiinstrumentalist Alan Rankine, om end bandet udadtil også talte bassisten Michael Dempsey (fra bl.a. The Cure) samt John Murphy (Death in June m.fl.).

Samtlige seks singler fra Situation Two-perioden er i øvrigt udgivet som både lp og cd under titlen Fourth Drawer Down – et vidunderligt studie i start-80’ernes kreative legepladser og produktionsmæssige eksperimentarier.

5. Throbbing Gristle: ”United” (Industrial Records 1978)

Okay, selvfølgelig burde Joy Divisions ”Licht und Blindheit”-single fra foråret 1980 være med i en top 5, når det handler om postpunkens fortræffeligheder, men eftersom den helt teknisk er udgivet af det franske selskab Sordide Sentimental, så lad mig i stedet inkludere Throbbing Gristles ”United” i high five-sektionen – ikke fordi det som sådan er gruppens mest imponerende stykke arbejde, men fordi singlen fungerer så eksemplarisk som både moderne elektronisk popmusik og tabuundersøgende samtidsanalyse.

”United” er en overraskende stueren produktion. Det er et koldt og klart, gennemsigtigt og dog dobbelttydigt univers, man som lytter præsenteres for, en sang der på trods af sin umiddelbart lettilgængelige lyd forbliver lige så foruroligende at lytte til i dag som ved sin udgivelse i 1978.

”It’s a campaign, it has nothing to do with art” formulerede sanger og frontfigur Genesis P. Orridge et par år senere gruppens agenda på albummet Heathen Earth (1980). Samme diktum gør sig i mange henseender gældende for singlens vedkommende: ”United” er en biopsi, gennem hvilken gruppen undersøger samfundets cellevæv. Diagnosen er – næppe overraskende – ikke god.

6. Crawling Chaos: ”Sex Machine” (Factory Records 1980): Givetvis Factorys mest bizarre udgivelse nogensinde. Et absolut must-listen!

7. File Under Pop: ”Heathrow” (Rough Trade 1979): Rough Trades ditto. Loved it then, love it now.

8. The Normal: “Warm Leatherette” (Mute 1978): Hvis jeg nævner, at manden bag gruppen hedder Daniel Miller?

9. Subway Sect: ”Ambition” (Rough Trade 1978): En sensationelt overset popsang fra en sanger og sangskriver, der desværre led nogenlunde samme skæbne.

10. Cabaret Voltaire: ”Nag Nag Nag” (Rough Trade 1979): En koldsvedsdrevet genreklassiker fra Sheffield.