Month: februar 2012
HVAD LÆSER DU?
Information, Rasmus Bo Sørensen (23. august 2008)
[hr_invisible]
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse? Og hvorfor?
Som udgangspunkt er det ikke sådan, at jeg går rundt og ønsker, at alle ville læse én bestemt bog, men lad rouletten dreje og i første omgang hylde Célines Rejse til nattens ende. Den beskriver tragisk, humoristisk og uden omsvøb den menneskelige naturs deroute. Dejligt sprog, fantastiske personskildringer og superb in-your-face civilisationskritik. En vidunderlig bog.
Hvilken bog har haft størst betydning for dig? Og hvordan?
Kan ikke pege på en enkelt titel. Forskellige bøger præger og løfter én i forskellige perioder af éns liv. Baudelaire har f.eks. haft stor betydning for mig, men det vil være forkert at sige, at en enkelt af hans titler kan få en sådan ære. Den nævnte Céline-bog gjorde f.eks. også uudsletteligt indtryk på mig. Omvendt læste jeg for nyligt Kanelbutikkerne af Bruno Schulz, som ligeledes tog mig fuldkommen med storm, men hvordan holder man den slags værker op imod hinanden? Scott Fitzgeralds Den store Gatsby kontra Rilkes Malte Laurids Brigges Optegnelser? I den helt anden ende af skalaen har Ray Monks biografi om Ludwig Wittgenstein også betydet utroligt meget for mig, forstået på den måde at beretningen om filosoffens liv næsten var endnu mere inspirerende end læsningen af hans værker. Hans egen historie understreger blot mandens radikale væren, måden hvorpå han greb alting an. Meget, meget opløftende: At blive forblive en strunk vertikal i et frådende horisontalt hav und so weiter.
Hvad er den værste bog, du har læst?
Det kan jeg ikke svare på. Oftest når jeg – vredt! – at kyle en elendig bog væk, inden jeg er færdig med den. Tit er skuffelsen nu det værste, altså når man begynder at læse en bog af en forfatter, man ellers godt kan lide, hvor titlen så viser sig at være ulidelig. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt læste Philip Roths Det døende dyr, der handler om en mands forhold til en storbarmet cubansk elskerinde ved navn Consuela, som efterfølgende forlader ham. Mange år senere får hun så brystkræft og vender tilbage til ham for at få ham til at sige farvel de store bryster, han elskede så højt: ”David, sig farvel til min bryster”. Helt ærligt! Og jeg kan ellers meget godt lide Philip Roth.
Hvilken type læser er du?
Type? Beslutsom indtil alt håb synes ude, lykkelig når der udkommer en ny bog af en af mine yndlingsforfattere, metodisk hvad angår supplerende læsning af eventuelle andre titler af et nyt og glædeligt forfatterbekendtskab. Og trofast. Intet bedre end en tilbagevendende litterær romance.
Hvornår læser du?
Om aftenen og især om natten. Lider af søvnløshed. Læser én bog inden jeg sover, og vågner så typisk med et sæt midt om natten, hvor jeg så læser en anden, typisk mellem 3 og 5 om morgenen. Tilstandene er sjældent de samme, så jeg har gerne fire-fem titler liggende neden under sengen. Men jeg må indrømme, at den mørkt romantiske litteratur gør sig godt i disse timer.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Umuligt at svare på i ental. Stop mig, når spaltepladsen løber ud: Marguerite Duras, Rainer Maria Rilke, Evelyn Waugh, Anne Carson, John Fante, Scott Fitzgerald, Marcel Proust, Karen Blixen, Don DeLillo, Georg Trakl, Fernando Pessoa, Christopher Isherwood ...
[hr_invisible]
EKSTREMER
KODA-interview med Martin Hall af Anders Houmøller Thomsen (juni 2010)
[hr_invisible]
Branchebladet KODA/DK havde i deres juni-nummer 2010 en stor feature på danske sangskrivere, hvor bl.a. Martin Hall, Oh Land og Dicte blev interviewet omkring sangskrivningens fine kunst.
[hr]
”Jeg mener, at jeg har omkring 1000 sange registreret hos KODA, så de kan næppe være lige gode alle sammen,” konstaterer Martin Hall. Når det gælder tekster indrømmer han da også, at hans sortmalede lyrik fra firser-bandet Ballet Mécanique var ”fuldkommen uforståelig for de fleste dødelige”. ”Men ikke desto mindre er det da forfriskende med linjer som ’hate is to be purity, hate is of truth, I will not tolerate the inbred indulgence,’ siger Martin Hall og tilføjer: ”Jeg mener, hvem gider høre på en sang, der handler om dilemmaet: hvad man skal vælge til morgenmad? Det kan være et stort plus, at man går til ekstremer.”
Har du nogle metoder til at blive inspireret, når du skal skrive tekster?
”For mit vedkommende begynder en tekst oftest med en enkelt linje, nogle gange endda med selve titlen. Det starter med en overordnet idé, som man begynder at bryde op og folde ud i forskellige lag og underdelinger. Mens jeg havde publishing-kontrakt med EMI Tyskland, blev jeg til tider nødt til at forholde mig til tekstskrivningen som en arbejdsopgave, men så var det omvendt heller ikke tekster til én selv, derimod tekster til en fremmed. Faktisk kan det være meget befriende at være tunget til at se tingene fra en anden persons vinkel.”
Kan du nævne en af dine tekster, som er særlig vellykket?
”Måske 'Cradlemoon'. Det er en slags kombineret nocturne og generationsrefleksion. En melodisk ganske enkel sang med et romantisk og alligevel reelt billedsprog. Jeg kan godt lide den slags sange, der kombinerer den personlige historie med et mere overordnet tema.”
Du har engang udtalt: ”Hvis man vil ændre verden, så er det at skrive en popsang måske ikke den mest realistiske måde at gøre det på.” Mener du, at der er grænser for hvor vidtløftig og prætentiøs man bør være som tekst-forfatter?
”Jeg mener, man skal være påpasselig med ikke at forveksle en popsang med hverken biblen, koranen eller upanishaderne. Fodboldkampe og rockkoncerter har altid været store sociale hits, idet begge dele tilbyder stor følelsesmæssig massage – en slags kollektiv orgasme. Hvis en sang virkelig havde den effekt, mange håber på at kunne igangsætte, så ville verden logisk nok se anderledes ud. Omvendt er en sang måske netop det, der på mere mikrokosmisk niveau har den allerstørste effekt overhovedet: Hvem er ikke blevet løftet, eksalteret, hvis ikke fuldkommen ekstatisk, over minimum ét nummer i deres liv? Da jeg som helt ung dreng lyttede til Bowie og Sex Pistols, gav det da en kolossal fornemmelse af håb og fremdrift i en ellers temmelig håbløs 70’er-verden. Sange er pitstops, blikke ind i fremtiden,
koncentrerede lommer af håb eller fortabelse.”
Har du eksempler på lyttere, der har sagt til dig, at de har flyttet sig personligt på grund af dine sange?
”Det er sket rigtig mange gange faktisk. Så sent som for et par dage siden fik jeg en mail fra en goth-pige i starttyverne, der fortalte mig, at hun ville have tatoveret en sætning fra mit nummer ’Another Heart Laid Bare’ på sin krop, eftersom denne sentens havde betydet mere for hende og hendes liv end noget andet. Det er jo både rørende og vildt. Pointen er, at hvis en oplevelse for alvor rører én, så sker det jo sjældent med noget større intellektuelt forbehold. Det er tribalt, det er voldsomt, det er definitivt. Det er nok det, jeg elsker allermest ved både musik og kunst i al (u)almindelighed – det at begge dele evner at røre os i vores inderste. Kunst og kærlighed er, når alt kommer til alt, et par svært udemokratiske størrelser,” siger Martin Hall.
[hr_invisible]
FARVEL TIL GRÆNSEOVERSKRIDELSENS TRAGISKE SEKSUALITET
Where2go (september 2010)
[hr_invisible]
Månedsbladet Where2go præsenterer hver måned et interview eller en et bidrag fra en dansk kunstner, der beskriver et farvel til eller en afsked med noget. I bladets septembernummer 2010 skrev Martin Hall følgende klumme i forbindelse med udgivelsen af hans på det tidspunkt nye roman, ’Kinoplex’:
[hr]
Da jeg satte mig for at skrive min nye roman Kinoplex, var det egentlig for at sige farvel til dele af den subkultur, jeg stadig føler mig lige dele beriget og forbandet af at have haft som formativ ursump i mine teenageår. 80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, and look where it got us all!
Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet sleazy kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel.
Op gennem 90’erne blev hjemmesex på video folkelighedens nye standard-performance. Rollespillet foran linsen frigjorde individet, og sex blev til noget, man udførte i tredjeperson-ental, som et andet landflygtigt jeg i en sang i en karaokebar: Se her alle sammen, jeg er nået op til femte røvkugle denne gang!
I vores tørst efter større lidenskaber end de moralsk forsvarlige, søger vi konstant tilbage til primaternes gamle, voldsomme verden af sex, vold og simuleret død. Hvad skal vi ellers lave? Den eneste valuta, vi kender, er grænseoverskridelsens tragiske seksualitet, den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed.
Dekadencekulturens aristokratisk anlagte radikalisme blev til spidsborgerlighedens tidsfordriv – til en nøgenhed der er både kedelig og umådeligt passé.
Morale? I’m outta here.
UGENS LÆSEHEST
Ekstra Bladet (torsdag den 2. september 2010)
[hr_invisible]
1. Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg er i gang med Sara Stridsbergs nye roman Darling River, som jeg har glædet mig meget til. Hendes forrige roman Drømmefakultetet var i mine øjne årets bog i 2007, og den nye tegner også rigtig godt.
2. Hvilken bog har du senest givet som gave?
Jeg gav John Fantes Bandini kvartetten til bestyreren på metalprogrammet Sort Søndag, eftersom han havde udnævnt Ballet Mécanique-albummet The Icecold Waters of the Egocentric Calculation som hans all-time metal-favoritplade. Den slags bør belønnes.
3. Hvilken bog er den bedste, du har læst i år?
Uden tvivl den ungarske forfatter Sándor Márais Dagbøger 1984–89, som Basilisk udgav tidligere på året. Det var en af den slags oplevelser, hvor man tager man sig selv i pludselig at kigge op fra læsningen for at se, om den fortællende stemme befinder sig midt i rummet foran én. Nærværende, rørende og perspektivudvidende.
4. Hvad er den bedste danske bog nogen sinde?
Majse Aymo-Boots Ødelæggelsen 1–11, en fortættet lille sag på 28 sider udgivet på Lædersvinets Kulturbibliotek. Hvorfor? Lad mig illustrere den mangestemmige grund med min favoritsentens fra værket: ”Du har ingen kommentarer til samtalen, og det gør os utrygge.”
5. Hvad er den næste bog, der kommer til at ligge på dit natbord?
Der ligger allerede en pæn stak. Den næste jeg kommer til at læse, bliver enten Philip Roths nye roman Indignation eller Yehuda Korens og Eilat Negevs I hjertet var vi kæmper, den utrolige, men sande beretning om en transsylvansk dværgfamilie som overlevede holocaust i Auschwitz efter at have været i kløerne på den berygtede doktor Mengele.
[hr]
Foto: Bredo Hjøllund
SALON MIDWELT
Programpræsentation for Martin Halls tv-show af samme navn (oktober 2010)
Tirsdag den 12. oktober 2010 havde tv-showet Salon Midwelt premiere, et program hvor Martin Hall hver uge vil fik to nye gæster i studiet til en samtale om et givent emne. Udsendelserne blev sendt på DK4 hver tirsdag aften kl. 22.00.
Politiken gav i sin tv-anmeldelse af premieren Salon Midwelt disse ord med på vejen (18. oktober 2010):
”Værten Martin Hall er et dannet menneske, hvilket er en sjældenhed i dansk fjernsyn, hvor andre kvaliteter nyder forrang ... det er en lise at se og høre den gamle avantgardepunker smile imødekommende og spørge interesseret til sine gæsters foretrukne emner. Præmissen er absolut ikke at trække tæppet væk under dem og afsløre skjulte dagsordener eller fortrængte sandheder. Den er til gengæld at lade folk fortælle om noget, de har forstand på og gerne vil snakke om.”
Du kan se billeder fra optagelserne af programmet her: SALON MIDWELT FOTOGALLERI
BOOKWORM
Af Grith Lygum, november 2005
[hr_invisible]
Kan du fortælle lidt om din lange arbejdsproces med Den sidste romantiker – hvad var dine tanker da du startede på historien, hvordan udviklede de sig, og hvordan var det at afslutte romanen?
Der var flere ting, der gjorde sig gældende. Først og fremmest pressede historien sig ganske enkelt på, som man siger; den havde sin egen overtalelsesevne. Mit livs oplevelseskvotient havde efterladt mig med et utroligt stort anekdotisk materiale, som jeg savnede en samlet udtryksform for, så jeg besluttede mig i slutningen af 1999 for at prøve at få sat det lidt i system. Jeg begyndte at tage notater, forsøgte at indkredse 80’ernes og 90’ernes psykologiske arketyper og kulturelle kendetegn, kortlægge de miljøer, som jeg var vokset op i. At der så pludselig stod der år 2000 i kalenderen, og at jeg stadig ikke kunne få øje på det litterære dokument, der på det tidspunkt burde eksistere om start-80’ernes københavnske undergrundsmiljø, satte kun yderligere gang i ønsket om at få ”styr på suppedasen”. Ligesom så mange andre af mine jævnaldrende begyndte jeg at undre mig over, hvor historien om 80’er-generationen blev af – i løbet af de efterfølgende år dukkede der i hvert fald en række forskellige dokumenter omkring perioden op: Benn Q. Holm, T.S. Høeg og Niels Frank kom alle med forskellige bud på, hvordan man kunne gribe stoffet an, vel at mærke ud fra vidt forskellige vinkler. På det tidspunkt var jeg allerede kommet ganske langt med eget mit projekt. Jeg savnede stadig en mere fandenivoldsk beskrivelse af det københavnske klima, et mere direkte portræt af den undergrundskultur, som jeg var vokset op i, dette segment af kunstnere, poeter og billedstormere, der levede med lige dele storhedsvanvid og amfetamin i blodet. Umiddelbart havde jeg regnet med, at processen med at skrive bogen ville have taget tre år – hvilket var meget i forhold til noget, jeg på det tidspunkt havde arbejdet med – men den endte altså med at tage små fem at skrive. Så hvordan det var at afslutte romanen? Lettende!
Hvilken indvirkning havde dette kæmpe projekt på dit privatliv?
Jeg havde et kollaps i både 1999 og 2000, noget der logisk nok fik mig til at revidere mit liv lidt. Det føltes, som om jeg faldt indad – som om alle årenes ufordøjede processer pludselig krævede at blive set på. Jeg havde arbejdet mig selv ned med mine mange forskelligartede kunstneriske projekter og besluttede mig i år 2000 for definitivt at kaste mig ud i arbejdet med romanen. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg måtte prioritere – vælge udfordringen frem for sikkerheden. Jeg følte, jeg skulle starte helt forfra, nærmest lære at skrive fra bunden, men arbejdet med min dagbog Kommunikaze fra 1998 til 2000 havde i det mindste givet mig en skrivepraksis, der kom mig til gode. Pga. det sidste af sammenbruddene var jeg sengeliggende i en længere periode, hvilket bevirkede, at jeg endelig fik tid til at læse igen. Jeg har altid læst meget, men nu begyndte jeg at læse stort set alt, hvad jeg kom i nærheden af, også ting jeg ellers altid havde gået en stor bue udenom … simpelthen for at stifte bekendtskab med andre skrivemetoder, greb og stilarter end mine egne. Mit problem som forfatter havde nok altid været, at jeg et langt stykke hen ad vejen havde forsøgt at undgå ”min egen historie” – de helt centrale elementer i den kultur, jeg var vokset op i: misbruget, dødsfascinationen og hensynsløsheden. Jeg havde skrevet essays, kortprosasamlinger og digte, men aldrig for alvor dykket ned i beskrivelserne af de for mig så formative år i start-80’erne, ganske enkelt fordi materialet forekom mig utroligt ”usofistikeret”. Det var først, da jeg læste et interview med en engelsk forfatter i The Guardian – et for mig aldeles ukendt navn, jeg for længst har glemt – at det gik op for mig, at jeg nok blev nødt til at se nærmere på dette, hvis jeg nogensinde skulle udvikle mig som forfatter. Han udtalte nemlig, at en forfatters største udfordring i hans øjne var at anerkende sit eget stof, hvilket på det tidspunkt gjorde meget stort indtryk på mig. Det var efter at have læst dette, at jeg for alvor gik i gang, og herefter lukkede jeg mig så ellers så meget inde, som tid og penge nu en gang tillod det.
Blev romanen sådan, som du havde forestillet dig, eller tog teksten over og fik eget liv?
Jeg havde hele tiden vidst, at bogen skulle hedde Den sidste romantiker, af den grund at romantikken repræsenterede indbegrebet af 80'er generationens selvbevidsthed, dette smertelige jeg, der konstant prøver at overskride alle tænkelige grænser og begrænsninger med sin oprørsånd, sin begejstring og sin livslede. Jeg ville gerne lave en parallel mellem det romantiske tema og postmodernismen, der om noget må siges at være 80’ernes ”isme”, sådan at der var en overordnet idé med fortællingen. Det primære var dog selve dannelsesrejsen, den rejse jeg selv havde været på, at få beskrevet den med så mange facetter som muligt. Det, der var så fascinerende ved start-80’erne, var i mine øjne netop periodens grænseoverskridende søgen, dette romantiske vovemod, der anså livet selv som et eksperiment. Man ville typisk have det hele eller slet intet! Drift, tabu og viden var en slags hellig treenighed; det poetiske levede side om side med det seksuelle uden at udstille sig selv. Alting var meget teatralsk dengang, gevandterne var store, og alting var mere cabaret-erotisk end det var ”sexy”. Det var dekadent. Forførelsens hemmelighed er jo, at den aldrig må udtales, og postmodernismens leg med billeder og seksualitet, med viden og tradition, forblev en evig improvisation over dette grundlæggende grænsesøgende tema. Når alt dette er sagt, var det så også meget vigtigt for mig at få tidens galgenhumor med i mine skildringer af perioden, det fundamentalt underholdende og groteske islæt ved de mange miljøer, jeg havde stiftet bekendtskab med.
Hvor meget af dig selv og dit eget liv har du brugt i fortællingen om vor jeg-fortæller, ”den sidste romantiker”?
En meget stor del af oplevelsesmaterialet er selvfølgelig reelt, faktisk, men typisk omskrevet og dramatiseret i forhold til bogens struktur. Hvad angår personerne i bogen, er de f.eks. ofte koncentratsummer af to, tre eller måske fire ”virkelige” personer. Hvordan er det nu, de udtrykker det i Hollywood? ”This story is based on real events!” Den slags formuleringer giver jo en vis fortolkningsfrihed.
Hvad synes du om at Den sidste romantiker læses biografisk?
Der har i mange af de i øvrigt overraskende positive anmeldelser, bogen har fået, været en tendens til at læse romanen ukritisk selvbiografisk, hvilket jeg finder noget naivt. Som jeg var inde på før, handlede det for mig om at destillere arketyper til en roman. Jeg har også forenklet det fortællende jeg gevaldigt, men valgte som sagt alligevel at overgive mig til anekdotiskes egen overtalelsesevne undervejs – var reelle scener eller karakterer decideret uimodståelige, tog jeg dem selvfølgelig med. De kom dog stadig til at operere under dække af en maske eller en fiktiv karakter. Alle romanens karakterer – i hvert fald alle dem, der aktivt træder ind i handlingsforløbet ved at deltage i bogens dialoger – har fiktive navne. Virkeligheden har måske nok dannet store dele af råmaterialet, men det er og bliver en roman: en improvisation over virkelighedens mange uforglemmelige oplevelser og karakterer.
"The sons of no generation" – 80´er generationen har med dit romanværk fået det monument der har manglet i den danske litteratur. Hvordan ser du udviklingen fra 80´er-generationen, over 90´er-generationen og til i dag – er der værdier, som du mener, er gået tabt, eller er der værdier, der er blevet fundet frem, som ikke var til stede i 80´erne?
En af de i mine øjne meget positive ting ved 80’erne var alvoren, en alvor, der dels skyldtes periodens eksistentielle fokus – den nyromantiske zeitgeist om man vil – men også den helt reelle atomkrigstrussel, generationen voksede op under. Med Berlinmurens fald og 90’ernes velstand skulle der hurtigt muligt lægges afstand til denne alvor, ja, det virkede nærmest, som om man skammede sig lidt over den, hvilket kom til udtryk i 90’ernes overdrevent ironiske vinkel til alting. Med 11. september vendte alvoren så tilbage, og det letsind, der prægede f.eks. gymnasieungdommen i 90’erne, er noget sværere at få øje på i dag end dengang. På mange måder minder tidens ungdom en del om 80’er-generationen, forstået på den måde at krig, terror og en langt mere vakkelvorn økonomi atter præger dagligdagen. Der er kommet et mere alvorsfyldt udtryk i unge menneskers øjne igen, hvilket også kan være med til at forklare den massive medlemsvækst hos organisationer som Greenpeace og Amnesty International. Et ungt menneske står i dag over for et langt meget komplekst verdensbillede end tidligere, hvilket kræver sit af den enkelte. Værdier er i mine øjne langt hen ad vejen et spørgsmål om at rette sin opmærksomhed mod sig selv og sin omverden, og eftersom tilspidsede situationer har det med at avle opmærksomhed, mener jeg, at vi i øjeblikket står over for en mere konstruktivt orienteret ungdom, end vi har gjort i lang tid. Dette må i sig selv ses som værende meget positivt.
Der har været skrevet en del om det faktum, at man kan se en del parodier, og satire, over kendte personer som Michael Strunge, Poul Borum osv. i værket. Hvordan forholder du dig til det?
Jamen, det er for så vidt korrekt nok, problemet er bare, at forenklingen er gået ud over nuancerne. Strunge var om noget indbegrebet af en arketypisk 80’er-digter, dvs. en person der på den ene side tog sig selv ekstremt alvorligt og samtidig opererede ud fra nogle utroligt småborgerlige værdier. Under en samtale, jeg engang havde med ham, fortalte han mig, at en af hans største ambitioner var at få opkaldt en gade efter sig. Wauv! Ikke videre revolutionært i forhold til punkens samfundsstyrtende dagsorden. Med portrættet af bogens Adam Bruun, denne Strunge-lignende digter, ønskede jeg at spejle blandingen af tidsånd, småborgerlighed og psykisk skrøbelighed gennem det temperament, der satte dagsordenen dengang, nemlig den undergrundsscene Strunge selv bejlede så heftigt til uden nogensinde rigtigt at blive taget alvorligt af den. Alle de ting, der bliver sagt om digteren Adam Bruun i min roman – kommentarer, som de andre figurer kommer med om ham – er alle sammen blot gengivelser af, hvad diverse kritikere og meningsdannere sagde om Strunge dengang. Det, at det har skabt så stor debat, siger nok mere om eftertidens kanonisering af ham end om min bogs såkaldt ”grænseoverskridende” karakter.
Hvordan har du selv udviklet dig i forbindelse med skabelsen af Den sidste romantiker?
Som udgangspunkt ville jeg gerne have skrevet en langt mere ”ædruelig” roman, men det tillod stoffet som sagt ikke. Det at skrive bogen var lige så meget en afgiftningsproces, som det var et stykke kreativt arbejde, forstået på den måde at det var en rejse ned gennem fortidens kloaker, fiktionaliseret handling eller ej. Hvad end jeg kommer til at skrive engang i fremtiden, ville jeg aldrig have været i stand til at skrive det, hvis jeg ikke havde skrevet Den sidste romantiker. Bogens stof havde hobet sig op i mit system gennem mange år, og det at få den skrevet var en befrielse. Det var, som om jeg endelig kunne give slip på fortiden ved at få det ned på papir. De mange moralske overvejelser undervejs i arbejdet med manuskriptet har været utrolig opslidende, men i sidste ende overgav jeg mig til den fortælling, der pressede sig på. At jeg så har fået så utroligt mange positive tilkendegivelser, både fra helt unge læsere - folk uden det mindste kendskab til hverken perioden eller intrigerne fra dengang – såvel som mennesker, der selv var en del af miljøet dengang, har selvfølgelig været meget lettende. Et lokalsamfund er altid meget nærtagende, og alt andet end lige så er dansk kulturliv et temmelig trængt område, et minefelt af løbende regnskaber og udeståender. Bogen har i al fald klart inddelt mit liv i et før og efter.
Du er jo noget af en multikunstner, der har prøvet en masse kunstneriske ting af - hvad holder du mest af at lave, at skrive bøger eller lave musik?
Jeg har lavet utrolig meget musik, men skrevet betydeligt mindre. På mange måder er jeg meget glad for, at jeg først for alvor er begyndt at skrive nu, eftersom erfaringen er en så væsentlig del af det at skrive. Umiddelbart ville jeg ikke kunne vælge den ene kunstform frem for den anden, da de tilbyder så vidt forskellige oplevelser, men der er ingen tvivl om, at jeg vil prioritere det at skrive langt højere nu, end jeg tidligere har gjort. Skriveprocessen med Den sidste romantiker har åbnet mange døre for mig, og havde jeg mulighed for det, ville jeg gerne afsætte næste år til udelukkende at kunne arbejde med den næste roman. Jeg føler et stort løfte forbundet med det at skrive og glæder mig meget til at se, hvad fremtiden vil tillade mig at bedrive inden for dette felt.
Hvilken betydning har musik og litteratur for dig som privatperson?
En altafgørende betydning. Lige fra jeg var en helt ung dreng og begyndte at lytte til musik, repræsenterede mine oplevelser med især musik en portal til enorme følelser, følelser jeg endnu slet ikke kunne sætte ord på, men som jeg ikke desto mindre stolede blindt på. Musik er en kraft, det er ikke noget, man kan diskutere med, enten rører det én, eller også lader det én kold. Litteraturen gør det samme, men musikken skal du intet gøre for at opleve andet end at gøre dig ”ledig” så at sige, lade dig overvælde, hvorimod det at læse en bog kræver en indsats. Musik kan kommunikere enorme følelser videre fra afsender til modtager på sekunder, føre lytteren ind i en fuldstændig ukendt verden på ganske få øjeblikke, og koblet sammen med en bevidsthedsverden af værdi, et substantielt tekstligt indhold, var det for mig den rene åbenbaring at træde ind i som ungt menneske. Jeg lyttede typisk til den mere aparte ende af rockmusikken som teenager og blev af samme grund hurtigt ført videre til den del af litteraturen, som mange af mine musikalske inspirationskilder helt naturligt refererede til. Da jeg så begyndte at læse Rimbaud og Baudelaire, åbnede endnu en verden sig. Grundlæggende for mine oplevelser med både musik og poesi var, at begge kunstarter kommunikerede et meget stærkt håb videre – de fortalte én, at man ikke var alene. Hvor meget omgivelserne end måtte stemple én som outsider eller freak, var der her et hjem, et udviklingsmodul, som man kunne søge tilflugt i og finde styrke. Og kunne andre kommunikere den slags gejst videre til én, selvom de måske havde været døde i hundrede år, var der i mine øjne slet ingen grænser for, hvad kunst i sin essens var i stand til at gøre. Kunst er en transmission af energi, og med punken, der virkelig var et ”do-it-yourself”-kald, var det bare et spørgsmål om at komme i gang. Kunst er som udgangspunkt ikke en akademisk ting, det er en reaktion på livet, ja, ordet indeholder endda anagrammet ”kreation” - det er alkymi, en forædling af lidelsen. Som den franske filosof Gilles Deleuze siger, så ”er krisen den menneskelige histories inderside”. Ikke at man bliver nødt til at forblive vild og blodig resten af éns liv, undervejs i livsprocessen modnes man som menneske, hvilket jo i høj grad er det, Den sidste romantiker handler om, men ”kunstens lidenskabelige indsigelse mod forgængeligheden”, som det hedder sig et sted i bogen, er og bliver i mine øjne menneskes smukkeste gestus.