Information-anmeldelse af koncerten, fredag den 9. september 1983

Program: Karsten Rose (obo), Karl Petersen (guitar), Rudner-kvartetten med Jacob Westh (klaver) og Martin Hall.

Mandag aften afholdt Udvalget for Tonekunsten under Statens Kunstfond i samarbejde med Danmarks Radio lydfernissage. Ikke som en Salon des Refusés, for de fire unge komponister havde i årets løb modtaget enten arbejdslegater eller produktionsstøtte; og heller ikke en Salon des Indépendents, for dybt originale kan man næppe betegne disse produkter.

Men dog salon. I Studie 2. Og det uden først at spørge tilhørerne – når der nu ikke blev udleveret høreværn – om de havde forsikret deres ører, endsige om de var nogenlunde velforsynet med hovedpinetabletter til natten. Og man kan kun nære den største tvivl om, hvorvidt miljøstyrelsen og arbejdstilsynet var underrettet om, hvad der sker, når man uhæmmet giver los for “Kunst uden sikkerhedsventil”.

For Martin Hall – hvis baggrund er en noget anden, end man er vant til på radiokoncerterne: en multikunstner med en fortid i bl.a. gruppen Ballet Mécanique, der nu er omdannet til gruppen Under For – havde til denne aften begået et “værk”, Inskription, der i de 40 minutter det “spillede” udviklede sig til et skyhøjt støjhelvede, der nok skal have indskrevet sig i bevidstheden hos de fleste og have fået selv flyveører til at kline sig ind til hovedets sider, hvis man accepterede situationen og ikke som så mange stak halen mellem benene og forsvandt ud i foyeren.

For den nydelige unge mand i gråt jakkesæt, slips og med tilbagestrøget hår, havde åbenbart noget at fortælle, som kun kunne formidles med en vild, brutal fysisk kraft, frembragt af præfabrikerede bånd, elektrisk forstærket violin og – sådan tog det sig ud – brøl i en mikrofon. Vist nok midler til det mål at vise musikken som et billede, hvor formen er en sammensmeltning af given industrialitet og genfunden stammeidentitet, hvor det primære er at gøre billedet til et spejl.

En “virkelighedskampagne” kaldte han det, og forsikrede os om, at det ikke var kunst. Antikunst da? Måske? Men under alle omstændigheder ikke så traditionsløs, som den umiddelbart kunne forekomme, når man tænker tilbage på den del af vort århundredes avantgarde, der går under betegnelsen musik-dadaisme, og hvis grundkategori bl.a. har været chokket. For nok har den villet bryde radikalt med det traditionelle og etablerede musikværkbegreb og dermed “Institutionen Kunst”, men den har vist aldrig opponeret forbindelsesløst uden for den. Den har altid fastholdt princippet om den “æstetiske situation” – en situation, der bl.a. kan forstås som en løsrivelse fra hverdagen, hvor akustiske tildragelser fungerer som symptomer. “Chokket” og “kunstneren” som “outsider” har man for længst vænnet sig til. De er næsten til harmløshed blevet indlemmet som institution i det etablissement, der på forhånd kalkulerer med alle mulige og og endnu ikke hørte “kunstneriske udtryk”.

Så der er næppe noget forargeligt, oprørende eller provokerende i, at Statens Kunstfond har støttet dette projekt.

Det mest provokerende under denne performance var damen foran mig, der hurtigt satte sin givne industrialitet, høreapparatet, ud af funktion, satte sig til at gætte kryds og tværs, og undertiden løftede blikket, så sig omkring og med overbærenhed smilede af andres lidelse.

Men vi kunne jo også bare være gået.

…

For dem, der ikke holdt sig for ørerne, og dermed ikke selv var med til at bearbejde lydindtrykkene, kunne der nok være brug for lidt kærlig og uskyldig øremassage efter denne realisation af Cages ord fra 1937: “Jeg tror på, at brugen af støj til at lave musik med vil både fortsættes og forøges”.

Men denne massage fik man som forspil i koncertens første afdeling med de mere “klassisk” orienterede komponister Erik Højsgaard, Andy Pape og Sten Pade.

Karl Petersen spillede overlegent Højgaards kontemplative guitarstykke “C’est la mer mêlée au soleil”, hvis stof tog udgangspunkt i en linje fra hans tonesætning af et digt af Rimbaud og blev udarbejdet i en ligevægt mellem artistisk fantasteri, systematisk bearbejdelse og tilsyneladende ukompliceret stemning, mens Papes “Hyrdesang” for soloobo og båndmaskiner var mere eksperimenterende, men også inderlig harmløs i sin selvglæde: en komponeret obosolo, der i mod- og medspil leger med sit eget ekko.

Sten Pade havde i sin klaverkvintet “Reconnaissance” taget udgangspunkt i den snart trivielle konflikt mellem tradition og nutid i sin diskussion med den stramme klassiske form og stil. En del af materialet var hentet i citatet af Schumanns “Reconnaissance” fra klaversuiten “Carneval”, men kvintetten holdt sig borte fra nostalgi og fjernt fra Schumanns poesi; mere grov og kantet i spillet mellem det heftigt gestikulerende og genbrugen af den gamle tre- og firklangsverden.

Lutter artigheder fra de tre.

Bo Rasmussen, Information (fredag den 9. september 1983)