POLITIKEN (BOGTILLÆG)

Politiken, 1. april 2000

[hr_invisible]

Hvad læser du i øjeblikket?

“Først og fremmest John Horgans The Undiscovered Mind, en gennemgang af videnskabens forsøg på at forstå den menneskelige hjerne og det menneskelige sind – en tour de force gennem stort set alle relaterede områder, fra terapier til prozac, fra Freud til religion. Dens undertitel er ”How the Brain Defies Explanation”, hvilket vel egentlig siger det hele”, svarer forfatteren og musikeren Martin Hall, der sidste uge udgav albummet Boel & Hall sammen med Hanne Boel.

“Og så har jeg lige taget hul på Diaries of a Young Poet, Rilkes dagbøger fra april 1898 til december 1900. Glæder mig meget til at begynde på Nature’s Destiny af Michael J. Denton, der venter i stakken”.

 

Hvad er din bedste læseoplevelse det seneste år?

“Genlæsningen af Karen Blixens Syv fantastiske Fortællinger, ingen tvivl om det. En sjælden opløftende oplevelse. Sproget, tonen, værdierne, historierne. Et godt eksempel på, hvordan nogle bøger kan passere en lidt anonymt forbi som tyveårig, men mange år senere tryllebinde en fuldstændigt. Hun er i sandhed ”en digterinde af Guds nåde”, som det vist engang blev formuleret i denne avis. Man beruses. Af faglitteratur må det nok være The Meme Machine af Susan Blackmore”.

 

Hvem er din yndlingsforfatter?

“Det er umuligt for mig at svare på. Både fordi jeg nødigt ville vælge mellem digtere og romanforfattere, men også fordi værkets værdi ikke nødvendigvis står i direkte balance med forfatteren. Ville helst ikke stille f.eks. Rilkes Udsat på hjertets bjerge over for Evelyn Waughs Decline and Fall eller William Blake kontra Nietzsche og dennes meget undervurderede humor; ”my genius is in my nostrils” etc. Elsker det gamle England, hvad end det drejer sig om Brideshead Revisited eller om “de sidste romantikere”, som Yeats ville udtrykke det”.

 

Albert Camus – Det første menneskeHvilken bog har betydet mest for dig?

“Jeg blev meget rørt under læsningen af Albert Camus’ efterladte manuskript Det første menneske, der først blev udgivet i midthalvfemserne. Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at det er den bog, der har betydet mest for mig overhovedet, men den kom på et tidspunkt, hvor jeg var ved at miste lysten til at læse fortællinger, noget, som den formåede at give mig tilbage, hvilket jeg er meget taknemmelig for … se nu bare på eksemplet med Blixen.

Af andre kandidater kunne nævnes G. I. Gurdjieffs Meetings with Remarkable Men eller mere eksistentiel lekture som Chögyam Trungpas Cutting through Spiritual Materialism. Hvis jeg skal gå tilbage til mine teenageår, så kan jeg huske, at Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel gjorde et stort indtryk på mig. Dengang var det ellers mere poeter som Baudelaire og Rimbaud, der fascinerede mig … ”litterære udskud” som William S. Burroughs og charlatan-maestroen Aleister Crowley”.

 

Hvad var det første du læste?

“Det kan jeg ikke huske. Den store Bastian? Det ville i hvert fald forklare en hel del”.

 

Hvilken bog eller genre har du aldrig forstået?

“Sportsjournalistik”.