Month: oktober 2012
20 SKUD FRA HOFTEN – EUROWOMAN INTERVIEW 2012
20 SKUD FRA HOFTEN
Eurowoman-interview med Martin Hall af Lise Ulrich, oktober 2012
20 skud fra hoften: Musiker og forfatter Martin Hall er aktuel med albummet If Power Asks Why, som består af en række nyskrevne sange af Hall, opført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. Her fortæller multitalentet om kloge ord, og hvorfor han altid ville redde sit pas ud af et brændende hus.
Hvad kvinder ikke ved om mænd, er?
– Er der noget, kvinder ikke ved om mænd? Den franske forfatterinde Marquerite Duras har jo for længst afsløret alt, hvad der er værd at vide om dem, når hun skriver følgende: ”De er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de har skyldfølelse.”
Yndlingsfilm?
– Jeg er – selvfølgelig? – typen, der har mange yndlingsfilm, men i toppen finder vi Alain Resnais’ I fjor i Marienbad fra 1961. Altså, én ting er de helt eminente dialogiske monologer, men hvor er det dog også bare frydefuldt at se en kvinde så elegant og chic som hovedrolleindehaveren Delphine Seyrig. Den næste i favoritrækken kunne så være Natportieren med Charlotte Rampling, men for stemningens skyld tror jeg, at jeg undlader at kommentere den yderligere.
Hvad læser du lige nu?
– Don DeLillos nye novellesamling Englen Esmeralda. Meget begejstret for ham generelt, om end jeg foretrækker hans romaner. Bogen er dog ufrivilligt kommet til at stå noget i skyggen af Nicole Krauss’ Det store hus, som jeg læste lige inden – en fantastisk roman der godt kunne tænkes at ende som årets bedste på min liste.
Hvis du ikke var i musikbranchen, hvad ville du så lave?
– Så ville jeg skrive bøger … som jeg alligevel gør.
Hvis du døde og blev reinkarneret som et dyr, hvilket skulle det så være?
– Jeg er jo allerede et dyr. Et sofistikeret, animalsk væsen drevet af basale impulsbehov som ærekærhed, skønhedshunger og artsoverlevelse. Har ikke evnen til at forestille mig yderligere nedgradering i den karmisk-biologiske proces.
Hvis nogen skulle spille dig i en film, hvem skulle det så være?
– Uden tvivl en kvinde. Lad mig komme tilbage med et mere konkret bud, hvis det bliver aktuelt.
Hvornår græd du sidst? Og hvorfor?
– Sikkert over en eller anden flæbende sentimental violinsolo.
Drømmemiddagsgæster?
– Inviterer ikke længere folk til middag. Min udvikling som menneske går mere og mere i retning af det autistiske.
Mest overvurderede?
– Dansk selvopfattelse.
Mest undervurderede?
– Generøsitet.
Favorit-gadget?
– Blækkuglepen.
Yndlingsmad?
– Let.
Hvad er det klogeste, du nogensinde har hørt i dit job?
– Nu skal det lige siges, at du næppe vil møde en mere detaljeorienteret, perfektionistisk anlagt og arbejdsdisciplinær type end mig, men efter et stresskollaps for nogle år siden ramte følgende Simon Spies-diktum mig med en særlig klarhed: ”Man må gå så grueligt meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest.”
Bedste koncert du har været til?
– A Certain Ratio i London den 2. april 1980. Jeg var endnu ikke fyldt 17, og gruppens performance var på én og samme tid helt ekstremt støjende og funky. Dér stod de, fire ligblege frontfigurer og en maskine af en afro-britisk trommeslager – det satte ligesom tidens kropsforskrækkelse i perspektiv. Publikum var også ærefrygtindgydende: Jeg erindrer især en pige, der iført mørkt birdcage slør, perfekt makeup og snorlige sideskilning sad og læste i Albert Camus’ L’étranger under samtlige 45 minutter med aftenens opvarmningsband.
Største fremtidsdrøm?
– Fremtid? Nu bliver det meget abstrakt.
Elsker mest?
– Valium.
Kvalitet du vægter højest hos andre mennesker?
– Høflighed.
Kvalitet du vægter højest hos dig selv?
– Mådehold.
Hvis dit hjem brændte, hvad ville du så redde ud først?
– På trods af mit efterhånden temmelig invaliderede forhold til fænomenet identitet, så ville det givetvis være mit pas. Er det ikke noget med, at enhver ærlig kunstner i bund og grund føler sig som en svindler? Én ting er hele tiden at skulle overbevise sig selv om relevansen af éns identitet, men tænk engang også at skulle have besværet med forsikre andre om den.
Hvad skal du lave i aften?
– Måske bare se at få mig selv gemt lidt af vejen. Jeg formoder, det ville være klædeligt.
IF POWER ASKS WHY
IF POWER ASKS WHY
ANDREA PELLEGRINI/TANJA ZAPOLSKI/MARTIN HALL
LP/CD
OKTOBER 2012
PANOPTIKON (OPTIK 25)
If Power Asks Why er et album fuld af (på tidspunktet for udgivelsen) nyskrevne Martin Hall-sange fremført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og den klassiske pianist Tanja Zapolski. På indspilningerne medvirker også ensemblet Lydenskab.
Pladen er produceret af Martin Hall, og materialet er for størstedelen af numrenes vedkommende arrangeret af Alexander Zapolski, der også medvirker som førsteviolinist på albummet.
1. Dead Horses on a Beach (5:32)
2. Rather Quotable than Honest (3:36)
3. MILFs, Cum and Schopenhauer (4:07)
4. A Garboesque Leaning (4:21)
5. Feeling like a God (4:11)
6. The Stench of Your Pity (5:00)
7. Hope Is a Lack of Information (5:29)
8. Notes on Self-Destruction (4:26)
9. If Power Asks Why (5:40)
DEAD HORSES ON A BEACH
Dead horses on a beach
Red starfish at my feet
This used to be the place
Where we would hide away
The mirrors of the streets
The cafes where we’d meet
All places in the past
Where we would hide away
I used to believe
That there would be a way
I used to believe
That I would find a way
To cure this pain
Dead letters make up words
Scar tissue seals the hurt
This used to be the place
Where we would hide away
I keep running to the shore
I keep calling out for more
Blood-driven to the sand
To see it wash away
Keep running to the shore
To try to see your face
Keep running to the shore
Still trying to find a way
To cure this pain
Life doesn’t cease to amuse just because people die or get crippled
Neither it stops being sad just because someone laughs
Someone sing me a song
Somebody tell me a joke
Make me cry, make me bleed
Make me wake up and see that this dream ain’t for real
All these suicidal wrecks
These aristocrats of death
Keep running to the shore with me
The bodies at my feet
The horses in my dreams
Somebody take them away
Dead horses on a beach
Red starfish at my feet
This used to be the place
Where we would hide away
Keep running to the shore
Keep calling out for more
Blood-driven to the sand
To see it wash away
RATHER QUOTABLE THAN HONEST
Like a beacon in the gutter
Simulation’s your ideal
Rather quotable than honest
Seems to be the way you live
You tell me women fake their orgasms
Men entire relations
Well, I couldn’t really give a damn ‘bout your moral indignation
It’s a sign of constipation
Some Darwinian frustration
You apply divine intention
To your spontaneity
Even add a little reason
To the lack of sanity
You tell me women base their promises
Entirely on emotions
Well, you’re such a great authority
In all your self-indulgence
You’re so stupid it’s insulting
Even your clothing is revolting
Pardon my French
But you’re too lazy to be a nihilist
At best you’ll make a travesty
A tragedy that needs to be unzipped
You’re a male, but you’re a cunt
Second only to no one
Yea right, well take advice
The only thing that alcohol does not preserve for long is the state of dignity
I raise my hand
To swear a sacred oath, to make a toast
For wasted times, for blinded eyes
For tragedies and suicides
Yet the ride was my delight
It’s the story of my life
Oh God, I need advice
Yet, Freedom! yet thy banner, torn, but flying streams like a thunderstorm against the wind
MILFS, CUM AND SCHOPENHAUER
What a wonderful mixture of glamour and pain
In a room with the rich and the famous, the useless and vain
People reading each other like price tags, oh what a game
First the artist’s a painter that drinks, then a wino that paints
Give me MILFs and cum and Schopenhauer any day of the week
Give me white bread and dark beer to avoid more of this
Luciferian figures and shemales wherever you go
Plastic spoons on a table that’s covered with traces of snow
Someone lights up a swaggering reefer, look at him choke
Hear the sound of your brain cells go “pop” by the smell of the smoke
Better check the urban dictionary, the guy is out of hand
His excitement and vocabulary need coordinated plans
Remember that song
They used to play everywhere we went
At airports, in homes
From Zurich to Munich
Girls pulling off their panties
Yet they don’t
They leave you all on your own
Begging for mercy at the throne of the poster stand
From barbarity to decadence at incredible speed
Skip the whole state of civilization to suit current needs
Such a marvellous scientific study, it’s such a relief
‘Cause it proves what I’ve known all along:
That everyone – else – is a hypocrite
A GARBOESQUE LEANING
What a Garboesque leaning towards seclusion
What a glorious way to believe in yourself
What an elegant way to uphold your composure
Such erratic behaviour all veiled in a mist
Sliding down rainbows
Pale moons keep rising
Tongue-tired conversing
In Saturn draped autumns
No more kitchen sink dramas or sweet temptations
No more coloured belief in the way that you liked
All this Vaseline might get it on, but it’s filthy
It’s the caricature of a heart made of gold
Sliding down rainbows
Pale moons keep rising
Tongue-tired conversing
In Saturn draped autumns
Good-looking boys on runaway trains
Hiding their hard-ons with the same old phrase
Still cracking cheeks with wildfire smiles
Suggested behaviour in lingerie styles
There were bags and mags and crazy stuff
We drank some wine and we laughed a lot
We talked about all the glamour and pain
First Lana Turner and then Cheryl Crane
What a Garboesque leaning towards seclusion
What a glorious way to believe in yourself
What an elegant way to uphold your composure
Such erratic behaviour all veiled in a mist
Sliding down rainbows
Pale moons keep rising
FEELING LIKE A GOD
What is not worth saying is what you sing about
What is not worth believing is what you rant about
A failed suicide, you can’t get much lower than that
What is revenge but love caught with its trousers down
Can’t say that you love someone
Then rape them all ferociously
Yet that’s what people do all the time
Forgiveness might appear a little too extravagant
Behaving like a pig while feeling like a god
Feeling like a god
Better to be hated for all of the things you are
Than appreciated for what you are not
Oh vanity, it’s the uncertainty of arrogance
All very cultural, ’cause really nothing’s going on
Can’t say that you love someone
Then rape them all ferociously
Yet that’s what people do all the time
Forgiveness might appear a little too extravagant
Behaving like a pig while feeling like a god
Feeling like a god
What is the perfect pleasure?
Exquisite in its nature
Yet it never satisfies you
Scratch in the surface, you’ll only find a little more
Is there a difference – artist, criminal or whore?
A sympathetic worn-out understanding of living
Won’t get you anywhere, not anywhere at all
Yet you’re feeling like a god
THE STENCH OF YOUR PITY
Don’t make me suffer the stench of your pity
Don’t make me suffer the sound of your voice
Don’t make me embarrassed on behalf of your conscience
Don’t make me offer you any way out
You made me feel so obsolete
You made me feel so incomplete
Half socialite, half necrophile
You only desire what you despise
So absent-minded it seems contemplative
So absent-minded it seems all profound
Convincing the public of your noble nature
Taking advantage of naïve rebounds
Dove of delight, pigeon of peace
Relieving yourself on all you meet
All high and dry, up in the sky
The smell of your piss all over me
HOPE IS A LACK OF INFORMATION
Hope is a lack of information
A spirit of temptation
A flicker inside of each heart
Even though you don’t believe it
Still you’re goaded on to seek it
Revolted by all of its claims
Hope is the absence of summation
Disregarded calculations
A whimper inside of your heart
Though you might want to believe it
It will fail you when you need it
Someone is said to have died for the sake of your lies
Well, be my guest – what a feast, what an armoured belief
Bring out your credos and songs, your perverted mischief
All these excessive delights make you cry like a child
I need to see nothing else than the look in your eyes
It’s so pathetic, my God, it makes me puke at the sight
What does it do to you?
Making a fool of you!
Look what it does to you
Where is the love – and the beauty, the truth we all seek?
But in the mind of the stupid, the feeble and weak
It makes me sick to my stomach, my bones and my core
To see you drool in delusion while begging for more
To see you high as a kite on sedated beliefs
Just a sick little junkie in search of relief
Don’t lay your hands on me!
Hope is leprosy!
Stay away from me
Filthy leprosy
Hope is a lack of information
A mere interpretation
A flicker inside of your heart
NOTES ON SELF-DESTRUCTION
Self-destruction remains
The quickest way to regain
Control over your destiny
It’s so blatantly clear
Give me a rule and I’ll break it
Show me a fool and I’ll shake ’im
Erratic censorship rules
An angry ass ridicules
Time to burn off some fuel
Do-re-mi-pla-ce-bo
Baby, mama, girl, ho
Could you please make up your mind?
Your metaphorical ass kicking is going nowhere
It’s surely not as in Santa comes to town
It’s all men imitating women
Women imitating men
People are imitating other people’s lives
Without the caricature of yourself where would you hide?
I’m gonna tear your playhouse down
So whenever in pain
Self-destruction’s the game
You’ll fake your way into history
Though you’re only a parody
It’s all a matter of spleen
Of downright dirt, be obscene
There ain’t no easy way out
You rave and twist and you shout
Gonna go down real loud
Do-re-mi-pla-ce-bo
Baby, mama, girl, ho
Could you please make up your mind?
Your metaphorical ass kicking is going nowhere
It’s surely not as in Santa comes to town
It’s all men imitating women
Women imitating men
People are imitating other people’s lives
Without the caricature of yourself where would you hide?
I’m gonna tear your playhouse down
Let’s turn the light off now
Let’s pass the night on now
In just a little while
We’ll reach the midnight hour
IF POWER ASKS WHY
If power asks why
Then power is weakness
If silence is shy
Then silence is cheap
For so long
I’ve seemed to manage this role
Consider
How do you short-circuit control?
High status women
And narcissistic men
Articulated
They do it all again
Salon des Refusés
Depressingly out of date
If power asks why
Then power is weakness
If power abides
Then power is lost
To conquer
You need to silence the prey
Relentless
There’s nothing left here to betray
A lover’s rental
Don’t get too serious
If sentimental
You’ll get delirious
Salon des Amateurs
Such a despicable waste
A vague embarrassment at play
Profound desires came too late
Cosmetic changes all the way
The comfort zone of silent hate
A female victim once again
Innocence caught by the male gaze
Such an ambiguous display
Enacted by a renegade
She’s nodding tentatively towards you
Recalling how she once adored you
She’s running out of social graces
She’s running out of fitting phrases
A figure carved out by uncertainty
It’s the veneer of jaded hostility
Just an illumined hunger admiring itself
She’s out of breath
”Te med eddike: Fremragende melodisk materiale og glimrende arrangementer. Nej, der er ikke mange, og slet ikke herhjemme, der i disse tider kaster sig ud i musikalske udfoldelser som disse, men dette her er vellykket fra ende til anden.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (27. september 2012)
”Et mesterligt hovedværk!”
P6 Beat – Anders Bøtter (1. oktober 2012)
”Guderne, og vi andre, skal vide at Martin Hall altid er gået egne veje – og helst de veje som ligger uden for kortets ramme … altid interessant, når der er nyt fra denne ener.”
Lydtapet – Peter Krogh (2. oktober 2012)
”Jeg synes, den er fantastisk! Meget burlesk, P.J. Harvey møder Marlene Dietrich … modigt i en dansk sammenhæng. Jeg har ikke hørt noget der minder om det.”
DR2’s Smagsdommerne – Leonora Christina Skov (4. oktober 2012)
”Det er en vildt god plade. At man tør være så ambitiøs omkring en udgivelse, det synes jeg, er enormt sejt, og det er virkelig flot.”
DR2’s Smagsdommerne – Kresten Osgood (4. oktober 2012)
“Punk and circumstances: Musikken står længe og vibrerer i luften – også efter at man har foldet ørerne sammen. For Halls sange i klassiske kjoler er som tatoveringer i hjernen. Men er de en slags Schuberts Lieder? Nej, og dog … Resultatet er et lækker-dekadent univers.”
Berlingske Media – Elisabeth Saugmann (9. oktober 2012)
”En hidsig kommentar til vores kultur.”
P1 Kulturnyt – Claus Vittus (10. oktober 2012)
”Hall iscenesætter som den musikalske auteur på eminent vis dynamikken mellem Zapolskis skarpt smældende anslag og Pellegrinis snart ekstatiske, snart hvislende kolde stemme i ni sange af lige dele lied og cabaret, pop og perversion. Vi er langt fra rockens autenticitetshunger i en række maskespil, der kækt iklæder især tidens kønsdebat en sært anakronistisk dragt af Weimar-tidens Berlin og fransk symbolisme … fortvivlende skønhed der er værd at give videre til de efterfølgende generationer.”
Information – Rasmus Steffensen (17. oktober 2012)
”Det er ikke pop, det er slet ikke jazz, det er simpelthen Martin Halls dekadente, syrede og syrlige univers … Outreret? Excentrisk? Ja …”
Fyens Stiftstidende – Mikael Krarup (29. oktober 2012)
”Man bliver som lytter smidt direkte ud over afgrunden på albummet If Power Asks Why, som er frugten af et samarbejde mellem pianisten Tanja Zapolski, mezzosopranen Andrea Pellegrini og endelig Martin Hall, som har skrevet og produceret de ni sange. Det spænder ikke stille af. Og åbner lige på kanten til kaninhullet med den urovækkende ”Dead Horses on a Beach”, hvor Pellegrinis varme og fortryllende klang kan få isbjerge til at smelte. Hun er albummets styrke, og helt vidunderligt er det, når hun på ”Feeling Like a God” synger flerstemmigt med sig selv.”
Politiken – Pernille Jensen (9. december 2012)
“Andreas Pellegrini, Tanja Zapolski und Martin Hall präsentieren mit If Power Asks Why ein handwerklich starkes Album.”
Kulturterrorismus (10. december 2012)
“Es ist anders, interessant und doch irgendwie luftig leicht, ohne einen tiefen Anspruch missen zu lassen. In unserer schnelllebigen Zeit schafft es Martin Hall sehr kunstvoll, daß man innehält und gebannt zuhört. Wann kann man das über eine neue Platte schon sagen?“
( 8 / 10 )
Music Scan (20. december 2012)
“If Power Asks Why is a release that is one you don’t hear every day. It will attract a wide variation of audience when it spreads, from the female metal voices fans to gothic fans, to fans of classical music. Give yourself the opportunity to be amazed and get this release.”
Tempelores – Sabine van Gameren (11. februar 2013)
”Genuinely thrilling … Give it a chance, it’s definitely worth it.”
Santa Sangre Magazine (5. marts 2013)
“Behind this output there is an enormous attention to detail and, above all, a strong vision. And the results are more than tangible: The talent we keep hearing about is real and not the result of some kind of hype artfully constructed … Moments like “MILFs, Cum and Schopenhauer” with its histrionics and groove to the sublime strings, the airy “Feeling like a God” or the passionate and intimate “Notes on Self-Destruction” emphasize the whole range and experience of this amazing congregation of Danish artists.”
( 8,5 / 10 )
Darkroom Magazine – Roberto Alessandro Filippozzi (6. marts 2013)
“Regardless of his past and affiliations with large labels, Hall has always seemed to be a relative outsider in the business end of the music world — a fact which, over the years, has eventually culminated into the climactic If Power Asks Why … Unique.”
( 4,75 / 5 )
Heathen Harvest – Sage (27. maj 2013)
“The thing that gets me about this album is the simple fact that the songs are so gorgeous, and yet the lyrics so hysterical and so biting that you really question what you’re listening to … This is definitely a rare album. I keep coming back to it with a twitch in my eye, because this really just should not work at all. Yet, the trio has made it work wonderfully, without a doubt, in every sense. I can wholly recommend this album to everyone who comes across my path; it’s an ironic self-enlightenment course with tasteful music on the side, able to make fun of itself and the world around it. This is not something you want to miss.”
( 9,5 / 10 )
Brutal Resonance – Steven Gullota (18. august 2013)
Nomineret til P2-prisen 2013 i kategorien ”Lyt til Nyt”
Andrea Pellegrini: Mezzosopran
Tanja Zapolski: Flygel
Alexander Zapolski: Førsteviolin
Anja Zelianodjevo: Andenviolin
Grigoriy Khodos: Bratsch
Mette Spang-Hanssen: Cello
Ida Bach Jensen: Kontrabas og strygere
Thea Vesti Pedersen: Akustisk guitar
Eskild Skovbakke Winding: Perkussion, harmonium og perkussivt klaver
Johnny Stage: Elektrisk guitar, mandolin, autoharpe og sitar
Ketil Duckert: Trompet og flygelhorn
Hans Nybo: Fagot
Martin Hall : Music box, tapes og detaljer
Design: Kenneth Schultz
Foto: Robin Skjoldborg
If Power Asks Why består af en række flygelbaserede “hybridlieder”, en samling rendestenssange med havudsigt, hvor titler som ”Hope is a Lack of Information”, ”Rather Quotable than Honest” og ”MILFs, Cum and Schopenhauer” måske kan være med til at give en indikation af projektets lyriske åre.
Der er tale om et værk fuld af affektbårne indsigelser mod tidens kulturelle imperativer – om en serie både højstemte og bramfrie kommentarer til tidens centerløse kønsrolledebat og standardiserede begærsparametre.
Andrea Pellegrini har hen over de senere år markeret sig som en af landets mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner og bl.a. modtaget Musikanmelderringens Kunstnerpris. Tanja Zapolski har ligeledes høstet stor ros som solist ved koncerter med de fleste store danske symfoniorkestre og er i den forbindelse blevet tildelt Victor Borges Musikpris. Hall og Pellegrini har tidligere samarbejdet på plader som Camille (2002), Das Mechanische Klavier (2004) samt Hospital Cafeterias (2009), hvorimod det er første gang, at Hall arbejder sammen med Zapolski.
If Power Asks Why blev udsendt som vinyl-lp, cd og download. Albummet modtog produktionsstøtte fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musikerforbund.
Pladen var yderligere nomineret til P2-prisen 2013 i kategorien ”Lyt til Nyt”.
“Dette her er vellykket fra ende til anden.”
( * * * * * )
Gaffa”Martin Hall iscenesætter med bravour mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski i maskespil af klassiske lieder og pervers pop.”
Information“Et mesterligt hovedværk!”
P6 Beat”Fantastisk! En vildt god plade.”
DR2’s Smagsdommerne”Et lækker-dekadent univers.”
Berlingske Media”Pellegrinis varme og fortryllende klang kan få isbjerge til at smelte.”
Politiken”Give yourself the opportunity to be amazed and get this release.”
Tempelores”Genuinely thrilling … Give it a chance, it’s definitely worth it.”
Santa Sangre Magazine“Unique.”
Heathen Harvest“Gorgeous … This is not something you want to miss.”
Brutal ResonanceNomineret til P2’s “Lyt til Nyt”-pris 2013
NOSTALGIENS FREMADRETTEDE ENERGI – P1 FEATURE
NOSTALGIENS FREMADRETTEDE ENERGI
Q: Hvad har Odysseus, Faust, Karl Jaspers, Gustave Flaubert, Marcel Proust, Jack Kerouac, Matador, Sex Pistols, Martin Hall og Jørgen Carlsen til fælles?
A: P1’s ”Eksistens” om nostalgi den 8. oktober 2012 kl. 14.03.
Programtekst: ”Vi ser Matador for syvende gang, der genudgives litterære klassikere i stimevis, og hver gang et rockalbum med en eller anden form for klassikerstatus har jubilæum udsendes forgyldte bokssæt special edition jubilæumsudgave. Forfatter og komponist Martin Hall fortæller om sit forhold til nostalgi i forbindelse med udgivelsen af bogen Nostatic!, og idéhistoriker Jørgen Carlsen udbreder tankerne om den hjemlængsel, som nostalgien er.”
Temaudsendelse om nostalgi i DR’s P1-program Eksistens mandag den 8. oktober 2012, hvor værten Carsten Ortmann har gæsterne Martin Hall og Jørgen Carlsen i studiet.
“ Nostalgi betyder hjemlængsel – af græsk nostos, hjem, og algos, smerte – og er jo dybest set en længsel efter en tid som aldrig har været,” fortæller Martin Hall i P1-programmet Nostalgiens fremadrettede energi. “Det man egentlig længes efter, er ikke nødvendigvis al den elendighed, som fortiden bar præg af, eller alle de tvivl og frustrationer som også præger ens teenageår, det er snarere den energi og den sans som bar og bærer én videre. Den nysgerrighed, kreativitet og iver efter at vide mere og sætte sit præg på sin samtid og fremtid, som man oplever i de formative år. På den måde kan nostalgi rumme det paradoks, at man bevæger sig fra nutiden til en fortid, der kigger ind i en fremtid.”
I nedenstående klip kan du bl.a. høre mere om, hvad Odysseus, Faust, Marcel Proust og Sex Pistols har til fælles, og hvilke paralleller der er mellem 20’ernes Weimar Berlin og 70’ernes punkkultur … samt finde ud af hvad ”schweizersygen” er for noget.
NOSTATIC!
NOSTATIC!
MARTIN HALL
ESSAYS
OKTOBER 2012
GAFFAS FORLAG (ISBN 978-87-90575-13-7)
I begyndelsen af oktober 2012 udkom bogen Nostatic!, der består af tolv Martin Hall-essays om punk, postpunk, goth, new romantic, industrial og spoken word skrevet som et samlet portræt af det nybrud, som indtraf på den europæiske musikscene i perioden 1977–1984. Bogen er illustreret af den danske maler og musiker Knud Odde, der har givet hvert kapitel sin egen originaltegning.
Tekstsamlingen tager udgangspunkt i de artikler, som Hall gennem især 2011 skrev til GAFFA, men indeholder også hans tidligere Klub GAFFA-essays om Sex Pistols og Joy Division. Alle artikler er skrevet som punktnedslag i forhold til en aktuel anledning, hvad enten det har været et jubilæum eller en gruppegendannelse.
Genre: Essays om punk, postpunk, goth, industrial og spoken word
Sideantal: 232
Design: Katrine Skriver Christensen
Tegninger: Knud Odde
”I dag er det nærmest umuligt at forstå den gennemslagskraft, Sex Pistols havde i det engelske samfund i 1976 og 1977.”
“Martin Hall tager læseren med på en inspirerende musikalsk rejse tilbage til verden af i går … Hall balancerer fint mellem sin store viden og sit brændende engagement. Han skriver kort sagt med stil.”
( * * * * * )
Jyllands-Posten – Mikael Busch (2. oktober 2012)
”Martin Hall skriver godt og appetitvækkende om emner, han virkelig ved noget om … Et prisværdigt gennemgående træk ved Nostatic! er dens usentimentale tone. Bogen er interessant og behandlingen af enkelte navne decideret smittende.”
( * * * * )
Politiken – Dorte Hygum Sørensen (6. oktober 2012)
”Fremragende postpunk-essays: Man kan mene om sanger, forfatter, musikkonkurrencedommer m.m. Martin Hall, hvad man vil. Men at han er en sjældent dedikeret, indsigtsfuld og velskrivende essayist kan ikke diskuteres. Selv alenlange analyser om bands, jeg aldrig nogensinde har hørt om – selv som musikanmelder gennem 12 år – bliver hyperinteressante, fordi indlevelsen og det sproglige niveau er markant højere end musikjournalistik normalt begunstiges med. Denne signatur inklusive. Detaljegraden er eminent.”
( * * * * * )
Fyens Stiftstidende – Simon Staun (20. november 2012)
PIONERER UDEN ET MÅL
Du kan læse bogens korteste – og i mange henseender mest uforpligtende – essay her, historien om det obskure Factory-band Crawling Chaos. Artiklen blev bragt i Klub Gaffa i januar 2012:
Du kan ligeledes læse de playlist-noter, som Hall skrev til gaffa.dk på udgivelsesdagen for bogen den 2.10.2012:
Nostatic! indeholder ligeledes flere ellers upublicerede essays (om hhv. Throbbing Gristle og Billy Mackenzie), som pga. redaktionelle begrænsninger aldrig blev bragt i hverken den trykte eller digitale udgave af bladet. Sidst, men ikke mindst indeholder bogen også en fyldig artikel om Richard Jobson og dennes spoken word-plader på det belgiske pladeselskab Les Disques du Crépuscule, en artikel der i efteråret 2011 blev bragt i det danske magasin Geigers trykte udgave.
Martin Halls samlede artikler udgør den første sammenhængende fortælling på dansk om punk- og postpunkperioden, som den (primært) udspillede sig i Storbritannien. Som udøvende musiker var han selv en del af den scene, der brød igennem i årene omkring 1980, hvilket tydeligt mærkes, når man læser bogen; Hall citerer eksempelvis flittigt datidens engelske musikpresse, ligesom han konstant perspektiverer de forskellige kunstneres indbyrdes forhold og interesser, hvad enten det drejer sig om situationisme, amfetamin, fransk lyrik eller satanisme.
Der tegnes med andre ord altså noget nær et totalportræt af den scene, der om nogen har stået fadder til tidens ombejlede indiekultur. I følgende kapiteloversigt kan du se bogens hovedemner.
Kapitel 1: No future revisited (om Sex Pistols og Malcolm McLaren)
Kapitel 2: Afmagtens brutalitet (om Joy Division og Factory Records)
Kapitel 3: En kortslutning af kontrolbegrebet (om Coum Transmissions, Throbbing Gristle og Industrial Records)
Kapitel 4: Mutanternes kamp (om The Cult m.m.)
Kapitel 5: Til bal med de blå husarer (om Adam & The Ants m.m.)
Kapitel 6: Lyden af et svundent Europa (om The Skids, Richard Jobson og Les Disques du Crépuscule)
Kapitel 7: Big Mac og kaninmændene (om Echo & The Bunnymen)
Kapitel 8: Satans evige beklagelser (om Diamanda Galás m.m.)
Kapitel 9: Arvesorgen, slagtehallen og Bierstube-sangene (om Death in June m.m.)
Kapitel 10: Ord der får luften til at bløde (om The Pop Group og Mark Stewart)
Kapitel 11: Pionerer uden et mål (om Crawling Chaos)
Kapitel 12: Vinterakademiet (om The Associates og Billy Mackenzie)
I forbindelse med udgivelsen udtalte Hall følgende om valget af kunstnere i bogen:
”Teksterne er skrevet for at belyse det musikalske nybrud, der indtraf på den engelske musikscene i slut-70’erne og start-80’erne. Jeg har forsøgt at skrive en fortløbende fortælling om perioden, noget der kan læses og bruges som en slags tidsgraf. Jeg har bestemt ikke været lige tiltrukket af de omtalte kunstnere, men hver især har de alligevel spillet en væsentlig rolle for udviklingen af den engelske postpunk.
Lige så begejstret jeg f.eks. altid har været for Richard Jobsons spoken word-plader på det belgiske pladeselskab Les Disques du Crépuscule, lige så lidt har grupper som The Cult og Adam & The Ants i bund og grund sagt mig. Ikke desto mindre gemmer der sig bag hver af disse navne en væsentlig forståelse af perioden og de strømninger, der rørte sig dengang, så historien bag kunsterne – samt aktualiteten af hvad de foretog sig, mens jeg i 2011 skrev artiklerne for GAFFA og Geiger – har i høj grad været med til at definere bogens emneudvalg.”
Se GAFFA’s playliste her.
NOSTATIC! (PLAYLIST)
NOSTATIC! (PLAYLIST)
I forbindelse med udgivelsen af bogen NOSTATIC! skrev Martin Hall tirsdag den 2. oktober 2012 – på opfordring af GAFFA – følgende noter til en Spotify-playlist for bogen. Udbyderen lå dog langt fra inde med en komplet værkliste, og især fraværet af bidrag fra grupper som The Homosexuals og Crawling Chaos må beklages. De udvalgte numre relaterer til hvert sit kapitel i bogen.
Sex Pistols: “Anarchy in the U.K.”
I dag er det nærmest umuligt at forstå den gennemslagskraft, Sex Pistols havde i det engelske samfund i 1976 og 1977. Landet var mere eller mindre konstant lammet af strejker og strømafbrydelser og led under den højeste arbejdsløshed i 30 år. Kun halvdelen af landets beboere havde telefon, og man kunne endnu finde bombekratere i gaderne efter Anden Verdenskrig. I forbindelse med udgivelsen af debutsinglen ”Anarchy in the U.K.” i slutningen af ’76 var Pistols gæster i Bill Grundys Today-show på tv, hvor gruppen skabte total furore ved som de første nogensinde at sige ”fuck” på engelsk tv. Dagen efter var de fleste engelske avisforsider ryddet, og bandet var jaget vildt. Follow-up-singlen ”God Save the Queen” behøver næppe nogen større introduktion, but read on you know where anyway …
Joy Division: “New Dawn Fades”
Da Sex Pistols spillede for 42 mennesker i en halvtom sal i Manchester Lesser Free Trade Hall i juni 1976, gik tre unge fyre derfra og dannede som en direkte konsekvens af begivenheden det band, der skulle blive Joy Division. Gruppens debutalbum Unknown Pleasures var fra udgivelsesdagen i juni 1979 en indiskutabel rockklassiker, og nummeret ”New Dawn Fades” er stadig et af de mest rørende rocknumre, jeg nogensinde har hørt. Ud over gruppens Hinterwelt-agtige musik er mosaikken omkring Joy Division i sig selv et studie værd – fotografen Anton Corbijn, designeren Peter Saville, Factory-bossen Tony Wilson, produceren Martin Hannett; alle var de med til at forme fundamentet for og omridset af postpunkens måske vigtigste gruppe overhovedet.
Throbbing Gristle: ”Very Friendly”
Throbbing Gristle er og bliver patentindehaverne af industrial-begrebet, og gruppens værk er i sin essens lige så forførende, som det er frastødende. Kernen i T.G.’s virke var blotlæggelsen af ethvert givent tabu – seksuelt, politisk, kunstnerisk – og selvom tekster om seriemordere, voldtægtsforbrydere og dødsdømte fanger i dag nærmest er sangskrivningsetikette inden for adskillige musikgenrer (tænk f.eks. bare på metalmiljøets refrænisering af vold, mord og dæmonisme), så var Throbbing Gristles radikale ”informationskrig” fuldkommen uhørt i midt- og slut-70’erne. Gruppen forsøgte via tekst, musik og performance at reflektere den animalske vold i det civiliserede samfund, hvilket et nummer som ”Very Friendly” glimrende illustrerer … en indspilning der handler om de sadistiske mordere Ian Bradys and Myra Hindleys ugerninger tilbage i 60’erne.
The Cult: “Love Removal Machine”
Fra goth-rock over biker-hair-metal til aldrende outlaw-wannabes: Denne mutant af et band udgør en hel lille dannelsesfortælling i sig selv – et stykke senet, invalideret, men også ekstremt underholdende rockhistorie. Lyt selv til det Rick Rubin-producerede nummer ”Love Removal Machine” … eller endnu bedre: Se videoen, for ”godmorgen mine blanke støvler!”, her får man Den gode, den onde og den grusomme i ufortyndet Lederhosen-pragt.
Adam & The Ants: “Whip in My Valise”
Adam & The Ants huskes måske bedst som new romantic-genrens frontmænd, et band der i et glamorgie af indianersminke og sørøverkostumer erobrede hitlisterne i begyndelsen af 80’erne. Inden gruppens massive gennembrud med albummet Kings of the Wild Frontier havde der dog været tale om et langt mere dekadent nichepunkband, hvis tekster kredsede om tabuiseret seksualitet og voyeurkultur, og hvis obskøne stil faldt mange en victoriansk anmelder for brystet. ”Deutscher Girls” var et vidunderligt åbningsnummer på soundtracket til Derek Jarmans Jubilee-film, men lad os i denne omgang tage ”Whip in My Valise”, mit personlige favoritnummer med Adam & The Ants. Der kan næppe herske den store tvivl om, at en ung Brett Anderson har lyttet en del til nummeret; det lyder i al fald umiskendeligt som Suede i gruppens tidlige dage.
Richard Jobson: “Day Breaks”
Nogle gange kan noget være så forkert, at ikke engang det modsatte er rigtigt. Og andre gange er noget ganske enkelt så indlysende originalt, at man bare må lette på hatten i respekt. Blandt mine all-time vinylfavoritudgivelser hører den skotske excentriker Richard Jobsons spoken word-plader på det lille belgiske pladeselskab Les Disques du Crépuscule fra 1980’erne. ”Day Breaks” er en af hans mange (meget) frie fortolkninger af den franske forfatterinde Marguerite Duras’ værker, et drama der inkluderer passion, undslupne forbrydere, affektdrab og selvmord. Nogle mennesker vil simpelt hen bare ikke deres eget bedste … God bless!
Echo & The Bunnymen: “The Killing Moon”
Echo & The Bunnymens 1984-album Ocean Rain regnes stadig som et hovedværk inden for den britiske postpunk – et synspunkt som gruppens sanger og altoverskyggende frontmand Ian McCulloch ikke er det mindste uenig i. I et interview med Spin i 2008 udtrykker han det f.eks. således: “It’s the greatest album ever made.” Kort fortalt ingen falsk beskedenhed her, og når snakken efterfølgende falder på den første single fra samme lp, ”The Killing Moon”, følger McCulloch skam også frisk op: “The title alone, it’s the best title of a song of all time.”
Diamanda Galás: “Gloomy Sunday”
Det kan næsten virke respektløst at vælge den æstetisk-diabolske sangerinde Diamanda Galás’ coverversion af ”Gloomy Sunday” som repræsentant for et samlet virkes katalog, men omvendt viser hendes behandling af Billie Holidays 1941-hit ”Gloomy Sunday” netop hendes evne til at gøre enhver fremmed verden til sin egen. Sangen er oprindelig skrevet af den ungarske komponist Rezső Seress tilbage i 1933 og kaldes i folkemunde ”den ungarske selvmordssang”, eftersom flere af dem, der har sunget den (eller ifølge myten sågar blot lyttet til den) siden har taget deres eget liv – deriblandt komponisten selv. Det skulle også være et yndet nummer at slå sig selv ihjel til, og den dag i dag er der stadig forbud mod at spille sangen på BBC.
Death In June: “All Pigs Must Die”
Og jo, her burde jeg vel have valgt nummeret “She Said Destroy” fra 1984 som the classic track pick for det engelske neofolk og postindustrielle band Death in June, men-men-men, All Pigs Must Die fra 2001 løber af med min opmærksomhed i denne ombæring. Titlen er selvklart en parafrasering over et af det 20. århundredes helt store voldsikoner, sektlederen, barbariarkitekten og popsangeren Charles Manson (sågar Guns N’ Roses har indspillet en coverudgave af et af mandens numre), men den store forskel mellem at være en hyldest til slagteriet og en bizar kommentar til både det bagvedliggende voldsmaskineri og Death in Junes egen foregående produktion består dog i, at Douglas P. på forsiden af All Pigs Must Die er i gang med at skære halsen over på en grisebamse til en børnefødselsdagsfest.
The Pop Group: “Thief of Fire”
Som en introduktion til The Pop Group – ”the founding fathers of triphop” – har jeg valgt åbningsnummeret på den originale lp-version af gruppens sonisk skelsættende Y-album fra april 1979. “Thief of Fire” er en moderne Prometheus-myte serveret som primalterapeutisk nervesammenbrud i reggae-musikeren Dennis Bovells dub-funkmalstrøm af en produktion. Om end Pop Groups senere single ”We Are All Prostitutes” med rette er blevet bandets signaturmelodi, så kan “Thief of Fire” måske være med til at tegne omridset af både et genreløst band og et debutalbum, der den i dag stadig lyder, som om det blev indspillet i går. Nej, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” er ikke verdenshistoriens bedste lp, den ære må derimod tilfalde The Pop Groups Y.
Billy Mackenzie: “Winter Academy”
Efter The Associates’ debutalbum og en række uimodståeligt veloplagte singler på det lille uafhængige selskab Situation Two nåede Billy Mackenzie og hans musikalske sparringspartner Alan Rankine i 1982 at skabe The Associates’ hovedværk, den maniodepressive popklassiker Sulk, inden de brød med hinanden. Herefter stavrede Mackenzie videre med en rodet udgave af bandet og formøblede siden hen sit fænomenale potentiale som sanger via en alt for ufokuseret solokarriere. Historien om hans liv og levned er dog i sig selv en så fantastisk fortælling, at den næsten kompenserer for mandens manglende værkforløsning, men med det posthumt udgivne album Beyond the Sun fra 1997 fik man en om end tragisk, så i det mindste værdig og smukt forløst finale. Med pladens fem pianobaserede ballader er der tale om intet mindre end Billy Mackenzies mest rørende indspilninger nogensinde, hvoraf ”Winter Academy” er albummets åbningsnummer.
