Den russiske vinter

Inden aftenens hovedperson kunne indtage scenen var der dog opvarmning ved Bjarke Mogensen på accordion – og med speciale i russisk-klingende nocturner. Virker det en smule specielt? Hall-kendere vil naturligvis vide, at det er den slags påfund man kan forvente, men – nok så væsentligt – den sande Hall-kender vil også vide, at hvor sådanne påfund i andre sammenhænge mest af alt kunne være at betragte som ironisk stilgreb, så er det ikke tilfældet her. Og tak for det. Mogensen er ikke just nogen novice på sit instrument, og det fremstod tydeligt. Repertoiret var klassisk – kendteste navn Tchaikovskij – og i de tyve minutters tid Mogensen var på, kunne man føle sig fristet til, ikke mindst teatrets udsmykning taget i betragtning, at drømme sig til 1800-tallets russiske adelsslotte af den slags, hvor man finder de der grever fra Dostojevskij-romanerne, som altid sælger deres uægte døtre til prostitution. Og efter således at være blevet muntret op (!), virkede publikum klar til Martin Hall.

Hall med førsteholdet

Ud over naturligvis Martin Hall selv på vokal, stod en håndfuld kompetente musikere på scenen – alle folk, der kendes fra flere forskellige Hall-sammenhænge, nemlig Johnny Stage på elguitarer, Ida Bach Jensen på kontrabas, Henriette Groth på klaver, synthesizer og bratsch samt Sisse Selina Larsen på trommer.

Helt overordnet set kredsede koncerten mest om materiale fra de to seneste Hall-album, “If Power Asks Why” og “Phasewide, Exit Signs”, men også et par gange undervejs med nedslag i bagkataloget. Og hov, vil den opmærksomme læser så måske udbryde omtrent på dette tidspunkt, for var “If Power Asks Why” ikke med vokal af Andrea Pellegrini og med Tanja Zapolski på klaver, og betyder det så, at de var med ved koncerten?

Jo og nej. “If Power Asks Why” var i høj grad Pellegrini og Zapolski, men de var ikke med på scenen, hvilket betød, at Hall og hans musikere stod over for lidt af en udfordring, men en udfordring, jeg synes, man tacklede på fornem vis. Meget kan man sige om Halls vokaltalenter, men mezzosopran er han ikke, og i erkendelse heraf havde man valgt at gå til yderligheder med arrangementer af numre fra netop “If Power Asks Why”, ikke således at de ikke længere var til at kende, for det var de, men jeg skal love for, at indpakningen var en anden. Jeg er personligt meget glad for den dekadente cabaretstemning på de oprindelige “If Power Asks Why”-numre, men så større var min glæde ved at konstatere, at Hall og band rent faktisk slap særdeles godt fra rearrangementerne også. “Milfs, Cum And Schopenhauer” fremstod således som en særdeles hårdtslående sag med minder helt tilbage til Ballet Mecanique-tiden, mens titelnummeret, “If Power Asks Why”, tog kegler på sin afsluttende patos.

De helt nye numre fra “Phasewide, Exit Signs” fungerede også godt live, måske ikke mindst den let Philip Glass-klingende “Emblematic” samt den indadvendte “Muted Cries”.

Et par klassikere

Helt som ventet trak de ældre numre gode stik hjem hos det fremmødte publikum – en overraskelse var det f. eks. at høre det gamle Ballet Mecanique-nummer “An Attempt Of Interruption”, med gæste-accordion ved Bjarke Mogensen. “Images In Water” gav naturligvis prøve på Halls vokal i dens noget nær mest lidende gestalt omkring det afsluttende crescendo, mens ekstranummeret, den knugende smukke “Synthesis”, oprindeligt fra midtfirserne, bevægede sig fra spindelvævstangenter til melodramatisk kadence.

Særklasse

Hall undskyldte sig lidt med en smule hæshed, og enkelte steder kunne man måske godt fornemme det, men ikke meget. Det resulterede blot i lidt ekstra vrid i stemmen på de rette steder, og nogen syg Hall var det bestemt ikke, tværtimod. Det er en kendt sag, at det ikke altid er helt let at få lokket manden på scenen – de seneste mange års noget sporadiske koncertaktivitet vidner herom – men når han så endelig er fundet derop, på scenen, så er han som fisken i vandet, og man kunne egentlig godt ønske, at han ville gøre det noget oftere – opfordring hermed sendt videre! Og mens vi er ved det med opfordringerne, så kunne man også sagtens, af et fromt og ærligt hjerte, håbe på en live-udgivelse, måske en dvd i stil med den fra Sct. Pauls-koncerten i 2009, for det er virkelig fremragende sager, det her, hvad publikums afsluttende stående ovation da også vidnede om.

Martin Hall er sin helt egen på den danske scene, plejer man at sige. Og jeg er lige ved at tro, at man gør ham uret. I hvert fald har jeg ikke stødt på mange i det store udland, der sådan for alvor minder om ham heller. Når han er i sit es, så mener jeg, at han hører til i den internationale topliga. Og så er det naturligvis meget charmerende, at det i virkeligheden er en forholdsvis begrænset skare, der for alvor har taget manden til sig herhjemme – sandt er det jo i hvert fald, at Martin Hall aldrig helt er blevet verdensberømt i det brede Danmark. Det er nok mest synd for det brede Danmark.