Month: oktober 2014

PREMIERE PÅ NY HALL-FORESTILLING

Prototype/Protokol er en musikalsk iscenesat performanceforestilling, et tværæstetisk møde mellem Martin Hall, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film – teater, nyskrevet musik og lyrik samt film. Forløbet opføres ved følgende tre lejligheder:

Fredag den 14. november kl. 19.30: KØS MUSEUM (Køge)
Søndag den 16. november kl. 20.00: GRAN TEATER (Aarhus)
Fredag den 21. november kl. 20.00: KØBENHAVNS MUSIKTEATER (Kbh.)
 

Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer. Gennem videoklip, reciterede tekststykker og en evigt skiftende musikalsk ramme tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer.

Forestillingens medvirkende er følgende:

Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video
 

Du kan købe billetter til alle tre forestillinger her: www.teaterbilletter.dk

Prototype Protokol poster 2014


HALL PÅ DEN DANSKE AMBASSADE I BERLIN

Ud over de tre danske opførelser af Martin Halls nye performanceforestilling Prototype/Protokol – et tværæstetisk møde mellem Hall, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film – bliver forestillingen nu også opført i Berlin, nærmere bestemt på Den Kongelige Danske Ambassade i byen.
 

  • Tirsdag den 25. november kl. 20.00

Den Kongelige Danske Ambassade
Rauchstraße 1
D-10787 Berlin
Tyskland

 
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser, fiktive erindringer, videosekvenser og nykomponeret musik. Forestillingen i Berlin vil blive afviklet på dansk.

Du kan læse mere om forestillingen og de danske opførelser her.

[hr]

Forestillingens medvirkende er følgende:

Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video

2014 Prototype Berlin 300dpi


NY STOR FOTOBOG DEN 3. NOVEMBER

Mandag den 3. november udkommer foto- og debatbogen Mænd, en udgivelse der er spækket med portrætter taget af den danske fotograf Robin Skjoldborg i perioden 1984–2014.

Temaet for bogen er mandlig identitet, og den 256-siders store sag indeholder af samme grund en række korte interviews med flere af de portrætterede kunstnere – bl.a. Martin Hall, Jørgen Leth, Nephew, Bent Fabricius Bjerre, Kashmir, Jan Sonnergaard og Lars Mikkelsen (forsiden).

Bogens interviews og tekstmæssige indhold er foretaget og skrevet af Roberto Zacharias. Fotobogen udgives af Gyldendal og har en vejledende udsalgspris på 299,- kr. Du kan læse mere om udgivelsen her.

Robin Skjoldborg MÆND 2014

I forbindelse med bogens udgivelse har månedsmagasinet Euroman valgt af bringe et særtillæg med udvalgte fotos fra bogen i bladets novemberudgave.

Yderligere åbner Bredgade Kunsthandel lørdag den 7. i samme måned en større Robin Skjoldborg-fotoudstiling, hvor flere af bogens motiver ligeledes vil være tilgængelig som specialtryk. Udstillingen varer til og med den 27. november.

EUM251 (Skjoldborg)
 

Du kan læse et uddrag med Martin Hall fra bogen her:

  • MARTIN HALL I "MÆND"

  • ANBEFALINGER FRA HALL I INFORMATION

    I serien af Dagbladet Informations Læser du bøger?-artikler fortæller Martin Hall lørdag den 11. oktober 2014 om nogle af de bøger, der har gjort størst indtryk på ham undervejs i livet.

    Du kan bl.a. læse om Flannery O’Connors Voldsmænd river det til sig samt om værker af Céline og Sylvia Plath.
     

    Flannery O’Connor Voldsmænd river det til sig


    HVAD LÆSER DU? – INFORMATION INTERVIEW 2014

    HVAD LÆSER DU?

    Information-interview med Martin Hall v/ Emil Eggert Scherrebeck (11. oktober 2014)


    Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

    – Lige meget hvilken ende af det politiske spektrum, man sympatiserer med, bør enhver litteraturinteresseret læse Célines Rejse til nattens ende. Især her i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. Det er portrætkunst og civilisationskritik i smukkeste forening. Mit dilemma er dog, at jeg samtidig ikke kan sidde Flannery O’Connors Voldsmænd river det til sig overhørig, en sydstatsroman fra 1960, som jeg først fik læst, da den udkom på dansk i 2011. Den er så blændende skrevet, at jeg groft sagt ikke selv var i stand skrive prosa i tre år efter at have læst den.

    Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

    – Jeg var 21 år, da min mor tog sit eget liv, og en af de bøger, hun efterlod sig, var Sylvia Plaths Glasklokken. Grundet omstændighederne gik der lidt tid, inden jeg fik læst romanen, men da det skete, var jeg forbløffet over, hvor opløftende og direkte kommunikerende den forekom mig. Den rette bog på det rette tidspunkt. For nogle år siden læste jeg omvendt Sándor Márais Dagbøger 1984-1989, og her var jeg lige dele overvældet og dybt rørt. Forskellige bøger taler til én i forskellige perioder. Ved sin udgivelse i midt-90’erne gav Albert Camus’ posthumt udgivne Det første menneske mig f.eks. kærligheden til romanformen tilbage.

    Hvad er den værste bog, du har læst?

    Jeg er udmærket klar over, at rollen som hånlig, arrogant og kynisk klæder mig, jeg kan bare ikke holde rutinen ud længere, så lad os hurtigt springe spørgsmålet over, inden fristelsen til at gå amok i en litterær blodrus bliver for stor.

    Hvilken type læser er du?

    – Den langsommelige. Intet bedre end at læse de første par sider af en ny 800-siders klods og mærke en frydefuld forventning gribe én. Herfra handler det bare om at få fordelt siderne over så lang tid som overhovedet muligt.

    Hvornår læser du?

    – Hvis jeg ikke er fagligt forpligtet til at skulle læse noget pga. en deadline, så er det typisk aften og nat. At lide af søvnløshed har kun én fordel – ekstra læsetid.