Month: august 2017

Man kunne få den tanke, at det er tiden snarere end dig, der er bogens protagonist. Vejer tidsportrættet tungere end personportrættet?

– Bogen er jo et langt stykke hen ad vejen en teenagekrønike, en højhastighedsskildring af den periode, jeg voksede op i. Ingen kan sige fri for samtidens indflydelse – man reagerer på den, dannes af den og udvikler allergier i forhold til den, så ja, set i det lys er tiden vel ”den herskende klasse” i bogen.

Hvad kan 70’ernes gryende krisebevidsthed og 80’ernes fuldendte nihilisme sige os i dag?

– Terror, øget politisk og miljømæssig bevidsthed, individualiseringens magt og afmagt, det rimer alt sammen fint på perioden, jeg beskriver i bogen. En af ungdommens store dyder er og bliver jo dens overbevisning om egen betydning, og det er kun et sundhedstegn, at enhver ny generation føler sig som særligt udvalgte sensitive ynglinge, der åbenlyst ligger inde med en langt mere autentisk verdensoplevelse end alle tidligere generationer. Når det er sagt, så er fortiden altid svanger med relevans.

”Død og sex var demokratiets bannerførere”, skriver du. Hvad mener du med det?

– Som den danske pornokonge Willy Strauss, manden bag Blue Movie-butikken på Vesterbrogade – i 70’erne den største pornoforhandler i verden – udtrykte det: ”Høj eller lav, rig eller fattig – alle har kløe.” Hverken kunst eller kærlighed er videre demokratisk anlagte størrelser, hvorimod brunst og død altid har forenet klasserne. Selv den tarvelige 70’er-porno kunne en af mine barndomsvenners socialistiske far se fordelene ved: ”Kapitalister tænker sgu kun på andre mennesker, når de onanerer.”

Bogen har 1971-1985 som ramme. 80’erne slutter i 1985 og alting så på daværende tidspunkt ud til at gå i en forkert retning, skriver du. Er det blevet bedre?

– Det er nok en holdningssag. Bogen er jo en personlig fortælling, men det kan med en vis ret hævdes, at de kreative 80’ere er et tiår, der bør tælles fra 1975 til 1985 – det fælles fokus, som både musikere, digtere og billedmagere navigerede via gennem perioden, syntes at forstøve herefter. Tidsrammen i bogen skyldes dog primært det faktum, at jeg som 8-årig, ad skæbnens omveje, i 1971 pludselig står på en mark et sted i General Francos Spanien, og at jeg i 1985 befinder mig i en særligt kuldslået periode i kølvandet på min mors selvmord. Jeg var alt andet end naturens muntre søn på det tidspunkt.

Musikken beskrives tidligt som en særlig intimitetsform, som et ”magisk, fælles åndedræt”. Har du det stadig sådan?

– Nej. Det fælles åndedræt var for mig en særlig gave, jeg oplevede i min tidlige ungdom. Der er muligvis en række seniorer, der for nylig har genoplevet fænomenet til Black Sabbaths afskedskoncerter, men den slags er desværre ikke mennesker som mig forundt.

Da han ved afslutningen af 9. klasse gik til mundtlig eksamen i latin, var det iført hundehalsbånd, gammel slidt herrejakke, cowboybukser med huller på knæene og håret farvet blåt og gult.

Han fik 13.

Hundehalsbåndet havde han købt på sin mors kontokort i Magasin, og ved kassen havde ekspedienten med stor foragt spurgt, om han ville have det med i en pose eller have det på med det samme.

Han bar det også ved middagsbordet.

– Man må gøre op med sig selv, om punk er noget, man er, eller noget, man klæder sig ud som, siger den danske forfatter, komponist og kunstner Martin Hall en torsdag i august på en café på Gammel Kongevej.

Martin Hall, der er kendt for sin eksperimenterende kunst, sine generationsportrætter på skrift og som dommer på DR-showet ‘Talent 2008’, er den første, der møder op til interviewet.

Ude fra vejen ligner han en voksfigur, som han sidder ubevægelig med ryggen til på en lyseblå polstret stol med guldkant og kigger skråt op til siden – ikke ned i en mobiltelefon. Hans hud er lys, hans brune hår er strøget nænsomt tilbage, skjorten er mørkeblå og med pressefolder, og over stolen ved siden af ham hænger en nålestribet jakke, der matcher de mørkeblå, nålestribede bukser.

– Jeg er faktisk ikke så kontrollerende, som nogen tror, siger han, da vi taler om muligheden for at få lov at se sine citater igennem, inden artiklen udkommer.

– Jeg taler bare mere frit, hvis jeg får mulighed for lige at se, hvad jeg har sagt, siger Martin Hall og smiler, så smilerynkerne omkring øjnene trækker venlige furer hen over ansigtet.

Vi mødes i anledning af hans nye bog ’1971-1985’, der udkommer i morgen.

På vej mod at blive sig selv blev Martin Hall punk.

Det skete, efter han som 14-årig havde stiftet bekendtskab med Sex Pistols’ ’God Save The Queen’ fra 1977. For ham repræsenterede singlen alt det, han som ungt, utilpasset individ endnu ikke selv var i stand til at formulere; en kritik af det omkringværende samfund tilsat en på det tidspunkt uhørt aggressiv patos. Et musikalsk år 0, kalder han det.

Martin Hall havde aldrig betragtet stoffer som noget farligt. Da han til skræk og advarsel som skoleelev så, hvordan en omgang kokain kunne transformere en hjerne til et afbrændt månelandskab, virkede skræmmebilledet omvendt på Martin Hall. Det måtte han prøve.

– Jeg tror altid, at jeg har været meget draget af at overskride grænser. Jeg er et udpræget kontrolmenneske, så jeg elskede ideen om kontroltab.

Så i en periode i 80’erne, hvor han samtidig blev etableret som musiker og digter, kastede han sig gladeligt og hovedkulds ind i dette horisontudvidende eksperimentarium.

– Der var nogle år, hvor det var ganske almindeligt at springe nogle døgn over på amfetamin, siger Martin Hall, der aldrig har haft det, han selv vil kalde et misbrugergen.

– For mig var det et projekt, der handlede om at udvide horisonten. For andre blev det meget katastrofalt, siger han.

Og stopper op.

– Jeg kan mærke lige nu, at den her interviewform er lidt svær. Formen vil jo gerne have, at det bliver kortet ned til et refræn, og det er forståeligt. Men det er også på bekostning af en sammenhæng, når man siger, at ja, vi tog en masse amfetamin, og ja, det var vildt. Men det er jo en del af et større billede.

Det var også i 80’erne, at Martin Hall stod bag et af tidens mest grænseoverskridende shows, som han selv kalder det. Forestillingen hed ’Parade’ og blev opført over nogle aftener i Saltlageret. Og det chokerede virkeligt folk, husker Martin Hall.

– Ud over at jeg og den anden hovedrolle skar os til blods og gav hinanden blowjobs på scenen, mens vi – indsmurte i svineolie og sminkede som lig – rodede rundt, så optrådte min far i rollen som nøgen Jesus, siger han.

Publikum blev ret oprørte, og flere af Martin Halls bekendte ville ikke have kontakt med ham efter showet. Hvilket dog ikke gav anledning til anger hos kunstneren.

– Man skal ikke begynde at kompromittere sit udtryk, fordi nogle få mennesker vender én ryggen, siger han.

Hvordan har du det, helt generelt, i dag?

– Ja, hvordan har jeg det? Jeg lever et liv, der er langt mere balanceret end i gamle dage. Som ung har man en idé om, at man en dag kommer hjem. Men det finder man ud af, at det gør man aldrig. Jeg finder aldrig et fikspunkt i tilværelsen, hvor jeg kan sige: Her hører jeg til. Dette er, hvad jeg er.

– Man bliver nødt til at indgå en aftale med skæbnen. Min aftale har været, at hvis jeg kan leve med en vis portion smerte konstant, får jeg mulighed for at mærke en bjergtinde glimtvis. Jeg tror, at man må vælge mellem et liv, der består af store dybder og store højder, eller om man er minded for og i stand til at leve et liv, der er mere stabilt og kontinuerligt.