MARTIN HALL I ”MÆND”

Min mandlige identitet er nok formet af skuespillere som Peter O’Toole og Richard Burton. Glamrockens kønskabale i start-70’erne. Liberace. Allerede som niårig var jeg meget begejstret for Cabaret-filmen, hvor den mandlige helt først er aseksuel, så biseksuel og til sidst triseksuel. Da jeg nåede den kønsmodne alder, var mit maskuline ideal Donald Sutherlands hovedrollefigur i Fellinis Casanova-film: Grim som arvesynden, sminket som en bordelmutter, men strunk som en hingst, når det kom til at udføre sine pligter.

Den klassiske mands tre grundtilstande kan i bund og grund reduceres til stoisk, vred og liderlig, så jeg har altid haft det lidt med at være mand, som jeg havde det, dengang jeg i erhvervspraktik skulle vælge mellem bager, murer og fængselsbetjent – var der ikke andre muligheder? Det tog mig lidt tid at finde en personlig variant af temaet.

Selvom 70’ernes manderoller gav én lyst til at rive håret af hovedet og piske sig selv med det, kan de til tider være at foretrække frem for tidens påpasselige mand, der intet dårligt har at sige om nogen – ikke engang Adolf Hitler eller Josef Stalin, eftersom de jo var de bedste på deres felt. Hvis man ridser i overfladen og blot finder mere overflade, så er kønnet gået tabt.