“H” I CISTERNERNE

Ingvar Cronhammar-udstilling med musik af Martin Hall i Cisternerne. Åben fra tirsdag den 3. marts til og med søndag den 29. november 2015.


33 år efter at Cisternerne blev drænet, kom vandet i begyndelsen af 2015 tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir under Søndermarken i København. I marts åbnede udstillingen “H” af  Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra den oprindelige arkitekturs særlige udfordringer og stedets klima. Projektets musikalske udformning er skabt af Martin Hall.

Udstillingen modtog ved sin åbning en række sublime anmeldelser. En enig presse skrev bl.a. følgende:

Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent”
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)

Ligeledes skrev kunstmagasinet Kunsten Nu bl.a. følgende: “En sansning ud over det sædvanlige … det nye værk genfortryller Cisternerne.”

Udstillingen blev i løbet af 2015 besøgt af mere end 90.000 gæster.


Både Information og Politiken beskrev i de respektive avisers omfattende anmeldelser af udstillingen, hvordan man som besøgende i Cisternerne ikke bare er omgivet af vand – bl.a. i form af et stort vandspejl, der dækker gulvet, samt af søjler af lysende, faldende vand samt vandstøv, der lægger sig som dis i rummene – men også af lys, lyd, mørke og et rum, der på én og samme tid åbner og lukker sig for besøgeren.

I Politiken skrev Torben Sangild fredag den 6. marts bl.a. følgende:

”Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på en gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak! … Det er et fremragende bud på en stedsspecifik installation, der handler om det rum, den er i, og som med enkle og slående greb spiller på rummets dobbelthed af kældermenneskefugtigt mørke og kirkelig hvælvingerumklang.”

Om musikkens betydning for værket som helhed skrev Sangild yderligere:

“Rummene fyldes ikke kun af lys og vand, men også af lyd, idet Martin Hall har skabt et musikalsk spor, der veksler mellem en messende drengesang over en simpel skala og nogle mere eksperimenterende ambiente lyde. Lyden afspilles i forrummet, og den komplekse akustik i den hvælvede arkitektur bidrager med to ting: For det første er rumklangen så voldsom, at musikken mudres til og blander sig med vandets brusen, så man ikke får et klart indtryk af detaljerne. For det andet kastes lyden rundt på uigennemskuelige måder, spredes og samler sig, bliver fjern og pludselig nær. Begge dele giver en oplevelse af, at musikken bare er til stede i rummet; at det er rummet selv, der synger sin rungende bøn.“

I Information tirsdag den 3. marts 2015 afsluttede Rune Gade anmeldelsen En flimrende katedral af vand med følgende ord:

H er et særdeles vellykket livtag med en umulig arkitektonisk ramme, der med Cronhammars indsats for alvor viser sine potentialer. Det er en højt udviklet billedhuggerkunst, som formgiver med uhåndgribelige og flygtige størrelser som lys og vand. Og som med lyd omdanner Cisternerne til en underjordisk, oversvømmet katedral, en søjlehal omstrålet af himmelhullernes hvide luminans, et fossende lysvælde. Og helt uden didaktiske anvisninger på, hvad man skal med det. Man er overladt til sig selv i denne imponerende og imposante iscenesættelse af gudløshedens arkitektur.”


I forbindelse med indspilningerne af den musikalske del af værket benyttede Martin Hall sig bl.a. af Daniel Ostersen (den bærende drengestemme), det klassiske ensemble Lydenskab samt Maiken Kildegaard.

Martin Hall og Ingvar Cronhammar har tidligere samarbejdet ved flere lejligheder, først i forbindelse med Elia i 2001 og siden hen i forbindelse med Racing Cars på ARoS i 2006.

I slutningen af 2014 anbefalede The New York Times i øvrigt Cisternerne som et ud af blot tolv steder, man skal se, hvis man besøger København. I foråret 2015 besøgte Dronning Margrethe stedet for at se “H”-udstillingen.

Ingvar Cronhammar er født den 17. december 1947 og uddannet på Århus Kunstakademi 1968–1971. Var fra 1990-1995 leder af billedhuggerskolen ved Det fynske Kunstakademi. Har siddet som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum i perioden 2002-2004. Cronhammar har modtaget Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen og blev i 2007 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Hans kunst er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer og i det offentlige rum. I 1995 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.