SALON MIDWELT

Gennem oktober og november 2010 var Martin Hall studievært for sit eget tv-show på DK4, programmet Salon Midwelt. Hver uge havde han to – efter eget valg – nye gæster i studiet til en samtale om et givent emne, og udsendelserne blev sendt på DK4 hver tirsdag aften kl. 22.00.

Blandt gæsterne i showet var bl.a. daværende kulturminister Per Stig Møller, forfatterne Kirsten Thorup og Thomas Boberg, forskningsadjunkt og modefotograf Erik Hansen-Hansen samt queer-performerne Miss Fish og Sandra Day.

Ud over disse fik Salon Midwelt også besøg af den notorisk berygtede danske pianist og flanør Marquis Marcel de Sade, manden hvis spektakulære levevis vendte op og ned på Danmark i 50’erne og start-60’erne og på mange måneder introducerede celebrity-begrebet, som vi kender det i dag (efterfølgende blev han dømt for underslæb i millionklassen og idømt en straf på fire års ubetinget fængsel).

Du kan se traileren for showet her:


Politiken gav i sin tv-anmeldelse af premieren Salon Midwelt disse ord med på vejen (18. oktober 2010):

”Værten Martin Hall er et dannet menneske, hvilket er en sjældenhed i dansk fjernsyn, hvor andre kvaliteter nyder forrang … det er en lise at se og høre den gamle avantgardepunker smile imødekommende og spørge interesseret til sine gæsters foretrukne emner. Præmissen er absolut ikke at trække tæppet væk under dem og afsløre skjulte dagsordener eller fortrængte sandheder. Den er til gengæld at lade folk fortælle om noget, de har forstand på og gerne vil snakke om.”

PROGRAMRÆKKE

Tirsdag den 12. oktober kl. 22.00: ”Autonomiens førstepersonental” – et program om punk- og queerkultur. Gæster: Jan Poulsen (forfatter) + Miss Fish (performer, leder af Warehouse 9).

Tirsdag den 19. oktober kl. 22.00: ”Forførelse og puritanisme” – et program om begær, mode og luksusfetichisme. Gæster: Erik Hansen-Hansen (modeforsker, debattør) + Sabina Elvstam-Johns (sexolog, indehaver af ’Lust’).

Tirsdag den 26. oktober kl. 22.00: ”Den fortabte hipster” – et program om hipsterkulturens udvikling gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne. Gæster: Martin Kongstad (forfatter, flanør) + DJ Djuna Barnes a.k.a. Maria Gerhardt (dj, kronikør).

Tirsdag den 2. november kl. 22.00: ”Kroppens fiktion” – et program om rollespil og kroppen som æstetisk genstand. Gæster: Marcel de Sade (pianist, celebrity) + Sandra Day (skuespiller).

Tirsdag den 9. november kl. 22.00: ”Den politiske poesi” – et program om grænselandet mellem poesi og politik. Gæster: Kirsten Thorup (forfatter) + Thomas Boberg (digter).

Tirsdag den 16. november kl. 22.00: ”Den forsvundne patos” – et program om kultur, dannelse og tidens sjælehøjde. Gæster: Per Stig Møller (kulturminister) + Søren E. Jensen (forfatter, præst).

Tirsdag den 23. november kl. 22.00: ”Bag om Salon Midwelt” – et dokumentarprogram der går bag kulisserne på Martin Halls Salon Midwelt.