BANDCAMP

DEN SIDSTE ROMANTIKER

MARTIN HALL
ROMAN (2 BIND)
JUNI 2006
GYLDENDAL (ISBN 87-02-04955-4)

Fredag den 30. juni 2006 udsendte Gyldendal Martin Halls anmelderroste tobindsroman Den sidste romantiker som paperback. Romanen var i sin oprindelige hardbackform blevet udgivet af forlaget People’s Press.

Gyldendals paperbackudgave blev Boghandlerforeningens ”månedens bog” gennem juli og august 2006 og sikrede alene i kraft af sit førsteoplag bogen en status som bestseller. Inden da havde den allerede solgt flere oplag som hardbackroman.

Den sidste romantiker er blevet oversat til tysk og litauisk. Bogen forbliver Martin Hall’s mest læste bog og fortsætter med at skabe kontroverser pga. sin nøgleromanskarakter.

Genudgivelsen benyttede nyt forsidebillede taget af Robin Skjoldborg. Du kan læse mere om den oprindelige udgave af bogen her:

Genre: Roman
Sideantal: 705
Design: Kenneth Schultz
Foto: Robin Skjoldborg

”Sommeren 1980. Jeg var 18 år, 1,82 høj og cirka 73 kg tung. Da Ronald Reagan blev valgt som USA’s præsident i november, var jeg nede på omkring 65. Nogle ville nok mene, det skyldtes al den amfetamin, jeg tog, men det var lige så meget en holdningssag.”

“Det store 80’er-testamente: Martin Halls nye mammutværk gør status over 80’er-generationen og ham selv; to fænomener hvis indvikling i hinanden er uendelig … Det er nu engang det storladne, megalomanien og det sindssygt irriterende, der gør Martin Hall til sådan en fantastisk personlighed, en udansk, utidig og altid upassende stjerne i et Danmark af middelmådige hyldester til stegt flæsk med persillesovs. Hans 25-årige karriere som punkprofet, new wave-ikon, avantgarde- og pop-komponist, og lige så konstant tilstedeværende som demonstrativt modvillig mediepersonlighed har aldrig fremtrådt som mindre end original. Det er derfor en begivenhed, når Hall nu udgiver sit manifest over ”80’ernes børn, the sons of no generation” og deres opvækst gennem 80’erne og 90’erne og langt ind i fremtiden.”
Information – Lotte Folke Kaarsholm (4. august 2005)

”En rus af en roman: Et vildt dannelsesridt i jagten på identitet gennem dryppende dekadence og et festfyrværkeri af et obskurt persongalleri. Den Sidste Romantiker er en højtravende fortælling om det unge sind i en tid, der bevæger sig i hvirvelvindsretning. Romanen driver af fortælleiver og syder af sprogligt overskud.”
( * * * * * )
Costume (4. august 2005)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne: Det er en fascinerende og på mange måder enestående roman, fordi Hall litterært set er en af de tunge drenge, men samtidig forstår at levere den gode historie krystalklart og fængslende. Det er en underholdende, men dybt alvorlig roman om den generation, som fortsat har ufattelig svært ved at blive voksen.”
( * * * * )
Femina – Sissel-Jo Gazan (18. august 2005)

”Dobbeltgængermotivet er et klassisk kunstgreb i den romantiske tradition, og multimennesket Martin Hall – Danmarks bedste bud på en opdateret version af Oscar Wilde – benytter det da også i sin på alle måder monumentale generationsroman Den Sidste Romantiker … Bogen er en både sarkastisk, underholdende, højpandet, humoristisk og ofte tankevækkende blanding af nøgleroman, smædeskrift, selvterapi, essay og god, gammeldags medrivende historie. Hall er nået til et punkt, hvor han ikke længere har behov for at holde hverken sig selv eller læseren ud i krukket armslængde. Og derfor rammer han renere end nogensinde … En intellektuel kraftpræstation, hvis nærmeste åndelige slægtninge, om ikke i indhold så i form, er Aksel Sandemoses store romaner.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (25. august 2005)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi …
I modsætning til Flauberts Fréderic Moreau, der i slutningen af ’Følelsernes Opdragelse’ sidder tilbage med sit ”et ce fut tout”, ”og det var alt”, en tom skal mellem ungdommens forvildelser og alderdommens imbecilitet, som Flaubert med vanlig satanisk præcision spidder miserere – så er Halls voksne og uforbederlige romantiker flabet og næsten from: ikke resigneret, ikke kynisk, ikke desillusioneret – men ej heller skingert forblindet og kronisk i sine hormoners vold. Voksen, med andre ord. Og besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store stræk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig. Måske anviser Halls uefterlignelige, die-hard romantiske eksempel alligevel en slags vej væk fra de 40-åriges på skift forbrugsobskøne og nykonservativt satte vildvej? Om ikke andet stråler Halls dæmpede stjerne ikke helt tosset på sin færd hen over livets midterskel: En moden romantiker.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (25. august 2005)

”Et kapitel for sig selv i historien om 80’er-generationen: Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik … Der er i det hele taget mange sjove karikeringer af medie-, litteratur- og musikfolk på den lange vandring fra 80’ernes sortromantiske himmelstorm over de mediehysteriske og pornoficerede 90’ere til i dag. Og detaljer en masse. Klubber, caféer, bøger og plader nævnes i et væk, og romanen tager ind i mellem form af at være en registrant over de sidste 25 års progressive såvel som populære kulturliv.”
Berlingske Tidende – Per Krogh Hansen (25. august 2005)

”Den er en nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder, og det vil ikke overraske, hvis den går hen og bliver en kultroman.”
Fyens Stiftstidende – Anne Sophie Hermansen (25. august 2005)

Den Sidste Romantiker er den bedste bog, jeg har læst om ”the sons of no generation”, som Hall kalder den. Den er hudløst ærlig, den gør op, og den fortæller om en selvudfoldelse, der alligevel ikke var fuld plads til.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende — Jens Henneberg (25. august 2005)

”Bogens selvbiografiske projekt handler i sin kerne om, hvorvidt man som menneske og som kunstner kan slippe en ungdommeligt romantisk hang til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død uden at sælge ud og falde til patten i forstæderne eller konvertere længslen til endnu en midaldrende teenager i teenagetøj. Der er en del faser i vor helts modningsprocedure, men ved vejs ende får han dels skrevet den tekst, læseren sidder med – ”genfortællingen af mit eget livs fiktion” – dels tager han tyren ved hornene og bliver hos den, han senest har forelsket sig i. Selvom fortælleren er endog meget håndfast fortolker af fortiden, er der her en sympatisk åbenhed eller uafsluttelighed i hans forsøg på både at blive ved noget og dog bevæge sig videre … Der er gods i hans selvbiografi …”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (26. august 2005)

“Storværk: Intens fortælling om det københavnske musik- og litteraturmiljø … spidsfindig og fornøjelig, og der er også et stænk af tungsind og filosofi. Det er et stort epos, der opsummerer kendetegnene for 80’er-generationen.”
( * * * * )
Jydske Vestkysten – Lise Joern (28. august 2005)

”Udsendelsen af Den Sidste Romantiker kunne ikke have været timet bedre. Lip gloss og superstramme jeans er en del af efterårsmoden, flere og flere nye bands lyder som punken og avantgarden gjorde i 1882, og som om det ikke var nok, så er der såmænd også kommet sortklædte punkere i gadebilledet igen … Bogen giver et indblik i en verden, en tid og en subkultur, som hidtil har været lukket land for de fleste. Og selv om der er tale om en roman, kommer man næppe tættere på virkeligheden, end vi gør her. I romanens righoldige persongalleri er det således heller ikke svært at udpege nulevende såvel som afdøde ”berømtheder” bag de fiktive navne. Det gør læsningen ualmindelig underholdende.”
Urban – Michael C.G. Iversen (29. august 2005)

”Martin Hall er en arrogant, skarp og selviscenesættende skiderik af en forfatter. Heldigvis. For den slags dygtige, ophøjede og selvhøjtidelige vækster har vi alt for få af i det pæne litteraturlandskab. Og fra den hævede position har Martin Hall tydeligvis et godt udsyn! … Med en syrligt sarkastisk humor, et sprudlende billedsprog og endda selvironisk distance stiller observante Martin Hall den ene præcise diagnose efter den anden og skaber alt i alt et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år … Vi andre kan bare nyde det hele vejen frem til den svimlende og flabede slutning og grinende hikke: Tak for turen!”
( * * * * * )
Citadel – Simon Lund Andersen (september 2005)

“Alt i alt må Den Sidste Romantiker siges at være en temmelig vellykket bog, som ud over at være en yderst troværdig beskrivelse af en “vred ung mands” modning som menneske og den generation, han repræsenterer, og en til tider hylende morsom satire over det ikke altid for begavede danske musik- og kunstnerliv, også er skrevet med en særdeles veldrejet pen. Hall har et større ordforråd end de fleste andre danske forfattere, og man fornemmer, at hver eneste sætning er blevet vendt, indtil den rummer lige præcis den rigtige kombination af tankemæssig tyngde og elegant lethed … Den kan bestemt anbefales – ikke mindst, nu vi snart går de lange efterårsaftener i møde.”
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (september 2005)

“Punkens optagethed af den romantiske figur beskrives og begrundes præcist, netop fordi Hall selv har været der, og bogen giver et så godt billede af 80’ernes undergrundsmiljø, at man næsten kan lugte det. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når han i bind et beskriver tydeligt genkendelige personer som Adam Bruun alias Michael Strunge, Walter Nymann alias Poul Borum og Birger Johannesen, forsanger i kongepunkbandet Black Sun (gæt selv), eller når han i bind to gennemhegler den fordummende reklameverden. Og det er netop det centrale i bogen, at verden ses fra den romantiske flanørs synspunkt, hvor alle, der ikke som ham selv stræber efter den ultimative sandhed, i bedste tilfælde er sell-outs (så har de dog udført noget af værdi på et tidspunkt!). Men at der også er en pris at betale, hvis man ikke ønsker at deltage i den helt almindelige virkelighed, som konstant presser sig på.”
Romeo + Juliet – Else Skjold (september 2005)

“Det er en bidende og medrivende fortælling om en ung forfatters hæsblæsende dannelsesrejse gennem designerdrugs, spirituel søgen og overfladisk underholdningsindustri. En intelligent roman i et originalt sprog …”
( * * * * )
Woman – Lene Kjældgaard (september 2005)

Den Sidste Romantiker er et højpandet, vittigt, bombastisk, satirisk, rørende og sine steder pragtfuldt epos skabt af en søgende sjæl … en kultbog er født – skrevet af en ildsjæl, der stadig blusser. ”
LineOut – Anders Houmøller Thomsen (september 2005)

Den Sidste Romantiker tog mig totalt med storm, jeg læste døgnet rundt i hvert frie øjeblik, jeg havde … Det står lysende klart for mig, at Martin Hall har skrevet den roman, jeg som læser og anmelder har sukket efter i mange år, nemlig 80´er-generationens testamente, deres udråb, deres oplevelser, deres glæde og smerte, det hele er samlet her i små og store oplevelses-metamorfoser, sprogbomber og den ene mere vanvittige og skøre personage end den forrige. Det er guddommeligt og en ren litterær kæmpeæske af chokolade-bogstavs-godbidder! ”
( * * * * * )
Bookworm – Grith Lygum (november 2005)

”705 sider om hvorfor 80’er-generationen styrer for vildt, og så måske alligevel ikke gør det. Martin Hall har skrevet et generationsepos … spændende og underholdende. Selvom Martin Hall selv må tænkes at tilhøre den intellektuelle elite, er han heldigvis ikke bleg for at tage tykt pis på den og få sig selv og andre til at fremstå som rimeligt latterlige. Herligt, da man godt kan komme til at føle sig forholdsvis intellektmæssigt underlegen, når man læser bogen. Bogen er lang. Men det føles den dog ikke, da man sluger store dele af den råt. En rigtig god bog, det eneste minus er, at man kommer til at føle, at man selv har haft et forholdsvis uinteressant liv sammenlignet med Martin Halls.”
Litteratursiden – Allan Thomsen Volhøj (november 2005)

KAPITEL 15: EN VANDRING HEN OVER HUSTAGENE

Da jeg vågnede igen, var det blevet forår. Ude i gangen lå der en masse uåbnede breve, og i nogle af dem lå der kopier af de anmeldelser, min bog havde fået – flotte anmeldelser af blandt andet Walter Nymann, der kaldte den “det mest uforståelige værk i dansk litteratur ever” og efterfølgende brugte en hel side i Ekstra Bladet på at prise mit talent. Kiki havde sendt et postkort fra Como-søen i Italien, hvor hun ferierede sammen med en vicevært, der hed Henning, med hvem hun havde indledt et forhold. Min far var død, og der lå også et legat fra en fond, der ønskede at hjælpe til med at fremme min kreative løbebane. Mens jeg drak morgenkaffe, blev det sommer, og samme aften opdagede jeg så, hvor matte og glansløse festerne var blevet efter årenes slid. Jeg vendte aldrig tilbage til jobbet på hospitalet. Verdens ensrettede gang fortsatte, og i Tordenskjoldsgade vandrede vi hustagene tynde til lyden af Virginia Astleys From Gardens where We Feel Secure, en musikalsk susen fra lejligheden nedenunder, der forvandlede tagpappet og skorstenene til vidtstrakte enge og bølgende kornmarker, gadeafgrundene til floder og kirkespirene i det fjerne til hvide, snedækkede bjergtoppe. Verden var blevet en teaterkulisse, en billedserie malet af Caravaggio og Delacroix, og murstenene vi sad på stenblokke af porfyr, agat og lapis lazuli, elfenben og ibenholt. Under os strømmede hjertets flygtningestrømme ind og ud ad byportalerne som bobler i et glas champagne, og over os sitrede den mælkeagtige hedebølgedis. Om aftenerne førte Richard Jobson os gennem den svært knasende lp Ten-Thirty on a Summer Night, hvis det ikke var Dylan Thomas’ uafrystelige messen på gamle BBC-optagelser, der lagde sig som røgelse omkring os og dannede små, oplyste felter i natten; man kunne næsten se fortællingernes tågeagtige tæthed bølge ud ad vinduerne og svæve af sted over byen, som skyer af ord, der derefter smukt forstøvede under stjernernes summen for at blive ét med de fjerne verdeners nynnende stilhed.

Når nætterne var varme nok, sov vi på hustaget, et størknet tjæretæppe af indbildt bygræs. Det fjerne lydtæppe af bilstøj og slæbende gadelarm gjorde ingen forskel, efter alt, hvad der var sket, følte vi os stadig som verdens sidste romantikere, og når de solskoldede dage gjorde bytagene til bagende ørkener, forsvandt vi blot ned i sandet under os for at lytte til Chet Bakers døsige melodier og glemte Walker Brothers-sange. Sommeren var et stille påkaldelsesritual, hvor Nicolas begyndte at spille musik igen – denne gang helt alene på en elbas uden forstærker. Han slugte bøger af Madame Blavatsky, Eliphas Levi og Dion Fortune, skrifter om teosofi, alkymi og jødisk mysticisme, og vi genoptog langsomt verdensudflugterne, gik i Posthus Teatret, Vester Vov Vov og Klaptræet og så film med Dirk Bogarde, Marlon Brando og John Gielgud. Vi genså Tarkovskij-film og fnisede os gennem Paul Morrisseys Warhol-produktion af Frankenstein, hvor et sæt gyseligt udseende 3D-briller nærmest slyngede blodet og tarmene i hovedet på én. Pigerne på caféerne blev atter virkelige, au pair-studinerne, der alle sammen meget belejligt ledte efter den store kærlighed: Sommervarietéen var en stjernespækket parade af glansnumre, Pamela og Tilly, Kaisa og Maria-Theresa, hver og en besøgte de os oppe på skibets dæk under det stjernebestrøede himmeldyb. Det var en yndig tid, men også en tid præget af alt for mange berøringer uden fingeraftryk, af en nærmest bedragerisk lethed. Vi var blevet nomader, sigøjnere, der midlertidigt havde slået os ned på bredderne af sommerens luftfloder, selvom vi udmærket vidste, at tidevandet snart ville skylle det hele væk igen.

Halvvejs inde i en ny tids vaner lagde efteråret sig pludselig som en dis af forblæste skyer mellem os og solen og den knasende sommerverden. Dagene trak sig sammen, sommerstrandenes forulykkede eksperimenter smeltede atter væk, og telefonnettet var igen på kanten af en overbelastning. Det var, som om verden med ét var blevet sat i køleskabet og nu langsomt genfandt sin form som en blævrende budding af kold, opretstående klister. Nicolas’ nye elbasnumre havde udviklet sig til et helt repertoire af små, groteske chansons, som jeg fik tildelt den tvivlsomme ære at være medforfatter til, og som han fra den ene dag til den anden blev fyr og flamme for at få udgivet på plade. Ifølge ham skulle jeg også være med til at indspille den, selvom jeg hverken spillede noget instrument eller fra naturens hånd var begavet med noget åbenlyst musikalsk talent. Han overtog selv rollen som manager, og mens træernes døde blade stilfærdigt begyndte at dække de stadig varme gader, formåede han i løbet af kort tid at spille adskillige små og store selskaber op imod hinanden i kapløbet om den første solokontrakt med Artisten. Nicolas’ navn indeholdt stadig løftet om et stort uindfriet potentiale, og da han via sin Jydeholmen-værnepligt var godt rustet til at gribe branchens bierstubementalitet om egen rod, tror jeg for så vidt kun, det morede ham lidt at se, hvor langt han kunne komme med sit gode rygtes pokerspil alene. Både han og jeg vidste, at materialet kommercielt set var det rene selvmord, men så længe han bare holdt snakken på et mere overordnet plan, syntes tingene at glide helt fint for ham. Jeg var vidne til en næsten metafysisk dyrkelse af selvkontrol, når han sad dér i sin slidte chaiselong og med veloplagt reklamestemme lød, som om han var ved at sælge pladeselskabsfolkene i den anden ende af røret rettighederne til Kellogg’s Cornflakes; ingen anede, hvad det var, han egentlig talte om, men det lød alt sammen meget stort og lovende.

“Kors, hvor jeg dog hader Beatles.” Holdt hen af endnu en fuldtidsansat, der tilsyneladende benyttede enhver anledning, han fik, til at genoplive sin egen ungdoms falmede musikinteresse ved at hylde Sergeant Pepper’s Lonely Hearts’ Club Band, måtte Nicolas til sidst abrupt afbryde samtalen ved at begynde at sidde og trampe i gulvet, “for sikke det da pludselig bankede på døren, hva’?” Ikke desto mindre skrev han et par dage efter svengalikunstneren John Giornos og William S. Burroughs’ “Last Chance”-besøg i Saltlageret den 29. oktober under på en ny cirkusaftale, der ville tillade ham ucensureret frihed til at indspille sit første soloalbum, det efterfølgende bizarre mesterværk Olympia in Rags.

Indspilningen af pladen begyndte i december, i en bunker af et B-studie nede under Easy Sound Recording ude i den gamle Triangel-biograf på Østerbro. Stedets daglige leder var billedkunstneren Albert Resdorph, en lille, kroget mand med små mørke øjne og endnu blegere hud end os andre. I pauserne bryggede han te i sølvkander og spurgte os ud om kunst, hvis han altså ikke havde travlt med at vise os billeder fra mordforsøget på paven den 13. maj 1981 med et dertilhørende hav af konspirationsteorier. Hans favoritartister var Stockhausen og Jimi Hendrix, selvom han som udgangspunkt overhovedet ikke brød sig om rockmusikere, hvilket alt sammen passede Nicolas og mig fint – især fordi det rent praktisk betød, at stort set alle oppe fra A-studiet blev forment adgang til kælderen, når vi var der. Periodens forbud var primært møntet på en horde permblonde puddelhunde, en jysk heavy metal-gruppe bestående af fuldvoksne mænd i gamachebukser og lædervikingekostumer med touperet hår og dårligt lagt makeup. Gruppen hed Morgan og var ved at indspille opfølgeren til debutsuccesen Big Bad Boys, hvorfra singlen “Burn them Witches” (gæt rimet: “Screw them Bitches”) havde været et mindre hit i både Sverige og Tyskland. Og sikke et band! I deres omklædningsrum herskede der absolut ingen bestræbelser på nogen form for mental eller følelsesmæssig tilvænning til hverken kvindesagskamp eller postmodernisme, de udgjorde tværtimod alt det værste og mest forstenede ved den traditionelle tungrockarv, AC/DC’s russerdumme cromagnonseksualitet og masser af dirty underwear glory. Med disse fyre i nærheden var man vidne til en så eksplicit og karkludsagtig mandschauvinisme, at man slet ikke forstod, hvad de lavede i den serie aflagte Sweet-kostumer, de rendte rundt i. De lignede noget, der først var blevet fanget i glamrockens mislykkede kønsskifteoperation, dernæst havde fået sparket i nosserne ind af punken og nu var endt som en stribe engelske husmødre sprøjtet fuld af steroider og mandlige kønshormoner. Gruppens adfærd var en kønskabale, der aldrig ville gå op, en tumult af seksuelt grænsepsykotiske alfamandfolk, som højlydt fes af fryd over kvindfolk så demonstrativt hæslige, at selv en two-bag’er ville være utænkelig (ifølge rockjargonen var en “one-bag’er” en pige, der havde en okay krop, men et grimt ansigt, det vil sige én, man var nødt til at trække en papirspose hen over hovedet på for at holde ud af have sex med; en “two-bag’er”, det var, når situationen var så grel, at man også selv var tvunget til at have en på). Man blev helt bedøvet af deres fascinerende grimhed og stoddermanerer, når de hensunket i sofaer dybe som grave lå og så videopornofilm med dovne tilråb som “så slug dog ormen”, mens et sæt uvaskede Reperbahn-luderkarle gennemkneppede en pudret kropsparyk i alle tænkelige åbninger.

Faktisk blev musikerne kun overgået af én ting, nemlig deres manager, et spøgelseshus af en hjerne oftest iklædt T-shirt med sydstatsflag, nittebælte og cowboystøvler. Med en alt for synlig kæmpepik proppet ned i de røde læderbukser samt et ubestrideligt talent for at kæfte op var han allerede godt på vej i en branche, hvor ærgerrighed, grådighed og rovlyst var de bærende elementer, hvis man ville frem. Brugte man fyren som nøgle til at forstå den mandlige seksualitet, var det heller ikke svært at begribe, hvorfor kønnets seksuelle slang altid bestod af referencer til arbejdslivets mest håndgribelige redskaber. Hvis synet af hans haute trash af en eller anden grund ikke var nok, skulle man bare begynde at lytte efter, hvad det var, han rendte rundt og sagde, for her ville hverken Brandes eller Grundtvig have fået et ben til jorden, her var det Tourettes syndrom, der udgjorde standarden, og vé den, som prøvede at sætte en stopper for flowet. Manden levede i et så enestående fladt og konturløst mentalt landskab, at man kun kunne blive helt fascineret over udsynets klarhed, han tog ethvert krav om god opførsel oppefra og ned og hæftede sig kun ved irettesættelser, når de var forbundet med truslen om bøder eller fængselsstraffe. Når manageren dukkede op for at lytte med til dagens indspilninger, tvang han studiets tekniker til at bønne helt op for de enorme højttalere, og så blev der ellers spillet på luftguitar, som sad han på en strømførende ledning! Det tog heldigvis aldrig særlig lang tid, eftersom ikke engang gruppen selv kunne holde lydstyrken ud, og bagefter vendte heavy rockerne skulderklappende og skridtkløende tilbage til opholdsrummet for at drikke øl og spille fodboldspil, mens manageren skreg op om, “hvor fed den dér nye fingertapping-solo bare var,” “for vild, dit svin.” Fyren kunne i den grad piske en stemning op, det måtte man give ham, og som han skrydende betroede Albert Resdorph ude på A- og B-studiernes fælles toilet, “kan man ikke blive brugtvognsforhandler, kan man jo altid blive noget ved musikken, ikk’?” Knæbøjende rullede han forplantningsorganet indenbords: “Det eneste, det kræver, er et bare nogenlunde stavet visitkort.” Efter den dag hed han bare Freddy Pik.

Morgan ville selvfølgelig bolle alt, hvad der rørte på sig, og når de ikke var optaget af at plagiere Manowar, Saxon og all-time-heltene Kiss inde i studiet, så ledte de efter “takeable” hunkøn, hvor end den slags måtte opholde sig. Det, der nok undrede mig mest ved det hele, var, at de rent faktisk havde et publikum. En gang imellem dukkede der endda en håndfuld håbefulde groupies op til en omgang kollektiv “skridtprygl”, og selvom det meste af sexpraleriet blot var oralt blændværk gruppens medlemmer indbyrdes, så fik puddelhundsgladiatorerne fra heden da helt sikkert realiseret et par drengerøvsfantasier eller to omme på den anden side af kontrolrummets lydtætte glas. Det var svært at forstå, hvad denne pigeverden af strålende smil, skinnende læber og tungt sminket hud kunne se i okserne, men sådan var det altså – i 80’erne var mænd med lædertøj og Carmen Curler-hår en eftertragtet mærkevare. Alt handlede om licks og fills og “mammutkusser fra Amager”, og til tider var gruppen så tændt over deres egne brådsøer af verbalpløre, at deres gulvstampende hujen var lige ved at komme med på indspilningerne nede i kælderen. Værst var det, når manageren med en stak tyske dåseøl som ammunition gav sig til at gale med på sangene, som afhang hans procenter af indsatsen, så var det stort set umuligt at lave vokalindspilninger uden at få ham med i baggrunden.

Da det blev jul, skulle drengene fra Morgan hjem og fedes op i Herning eller Skive, eller hvor det nu engang var, de kom fra. Easy Sound ønskede dog ikke at sende kalenderårets mest omfattende booking hjem uden at vise dem lidt østdansk goodwill, så studiet inviterede meget galant til juleafslutning … hvilket gudhjælpeme også inkluderede Nicolas og Albert Resdorph og mig, “homoerne fra kælderen”, som Morgan havde døbt skyggerne dernede. Vi besluttede os for at tage med, en beslutning, der snart skulle vise sig at være alle pengene værd, for selvom det hele til at starte med foregik meget salonfähigt, begyndte der hurtigt at stå gnister omkring dagens blixenske miskmask af elefantjægere i drag queen-outfits og dubiøse seksuelle præferencer fra 1800-tallet. Indledningsvis sad vi dog bare og betragtede de ølslubrende jyder på den anden side af tagselvbordet; der var jo så rigeligt at kigge på. For eksempel lå de alle inde med samme mærkværdigt brutale madsmag, hvilket fik dem til at smøre sennep på sildene og hælde sprut ud over de maste kartofler, og det var åbenbart også fast kotume at slå på hinanden, hver gang man havde bundet en spids. Jeg følte mig som en antropolog dybt inde i den sydamerikanske jungle. Efter lang tids holden os fra døren brød gruppens bassist så endelig den åndelige racesegregation: “Puler I så røv eller hva’?”

Med disse ord gik startskuddet for den rene plage af chauvinistiske chikaner. På trods af at de selv væltede rundt i corsagelignende tøjgenstande og glimmereffekter, hadede de heavy metal-traditionen tro alt, der bare mindedeom bøsser, “og nu skulle vi satengaleme lige høre, hvad de havde at sige om den sag.” Efter et stykke tids tæppebombardement greb Nicolas langt om længe fat om aftenens omvandrende selvmodsigelse og kastede sig nu frygtløst ud i ildkampen med en intensitet, der gav helvedespudlerne kamp til stregen. Det var som at overvære en tenniskamp mellem John McEnroe og fem overvægtige dværge, for snart fremtryllede hans ophøjede åndslivs krummelurer den ene mere magiske ordveksling efter den anden. Albert Resdorph og jeg var smertegrænsen nær af latter, hovedsagelig på grund af en række spørgsmål/svar-dueller a la “hvad Morgan måske troede, forskellen var på uvidenhed og ligegyldighed?” med den dertilhørende nordjyderespons, “at det vidste de sgu ikke, og at de i øvrigt også var pisseligeglade.”

“Sut røv, kammerat,” afbrød sangeren Ken Hartmann (stavet Heartman på gruppens pladeomslag) gang på gang ordstyrerens krumspring, men desværre for ham redigerede Nicolas hele tiden sine tanker ti gange hurtigere end alle fem tungrockklipper tilsammen og gled fra et spydigt “s’gerne”, der fik den ellers tavse trommeslager til at gyse ved den ubehagelige tanke, over til joken om, hvor mange heavyrockere det tager at skifte en pære (“ingen, eftersom de stadig bor i huler”). Seancens farceagtige præg fik sangerens øjne til at skrumpe ind til to små flakkende knappenåle, der konstant prøvede at regne den næste stumfilmsoverraskelse ud, og mens han med let adskilte læber så bare sad dér og måtte finde sig i at sluge den ene efter den anden af Nicolas’ glasskårschokoladekager, begyndte Weber pludselig at benytte sig af en ny taktik, den forræderiske kammeratlighed: “Ved I, hvorfor jeres hjerner er langt mere værd end min?” Morgan anså spørgsmålets indledende favorisering som en venskabserklæring. “Fordi min er brugt!” Alle skraldgrinede, trommeslageren nok uden rigtig at vide hvorfor, men who cared? På det tidspunkt havde alle for længst fået “a proper rod in the ear”, som gruppen kaldte det, så Gud bevare den sprællende komiker i vores midte.

I enhver anden sammenhæng ville fem fribryderkonger af deres slags have lemlæstet Nicolas til lirekassemand, men ikke i denne omgang. Det var ren Leonard Sachs det hér, ham sprechstallmeisteren fra tv-serien Good Old Days, som enhver af de tunghjertede læderdrenge med sikkerhed forbandt med en tryg opvækst på landet.

“Hvad har Marc Bolan og Jesus til fælles?” fortsatte entertaineren sine mentale pirouetter, og efter at de hårdt drikkende metalfyre havde konstateret, at Bolan var ham glamrockeren med krøltoppen, der havde kørt sig selv ind i et vejtræ, kom svaret så flyvende lige imod dem som endnu en alt for hurtig serv: “De døde begge med sømmet i bund!” Snart begyndte Morgan endda at komme med op i tempo, og inden vi så os om, var det dem, der sad og fyrede jokes af, sådan nogle rigtig racistiske nogen som, “hvor mange tyrkere ville der være tilbage, hvis man smed en bombe i Istanbul?” (“ingen, for de er alle sammen flyttet til København”), og “hvordan ved man, at det er en polak, der er brudt ind i éns hus?” (“affaldsspanden er ædt, og hunden er gravid”). Nu var det pludselig Nicolas, Albert og mig, der var de målløse, for var det ikke jokes om fremmedhad, der regnede ned over os, så var det sodomitisk svineri a la historien om bonden, der havde foreslået sin staldkarl at tage en tur med svinene for at få bugt med sin kønsdrift. At gårdejeren så endte med at måtte redde staklen fra at blive mast nede i svinestiens mudderinferno, det var en helt anden historie: Karlen havde nemlig også villet kysse!

Da vi den nat skiltes med jydehæren, var Morgans syn på os fuldstændig ændret. Med ét var vi bare “nogle allerhelvedes fine fyre,” og “vi var sgu helt okay med dem,” også selvom vi ikke spillede heavy. Og den gode stemning var på ingen måde fordampet, da vi alle sammen genoptog vores respektive indspilninger i begyndelsen af januar 1984; var man én gang blevet venner med et tungrockensemble som Morgan, var det friends for good, og så kunne man ellers stikke alt det, man ville, til deres piskesvingende og kvindehånende videoer, det sked disse drenge højt og flot på.

“I har sgu bare aldrig prøvet at bolle en vendelbo,” lød det overbærende fra heavyerne, og de vidste jo nok, hvad de talte om. Højtidens enorme mængder suppe, steg og is havde ikke desto mindre drænet dem fuldstændig. Hvor de før hele tiden fór rundt efter rengøringsassistenter og grillkyllinger, græssede fyrene nu blot lige så stille rundt omkring ølautomaten ude i forhallen som fredeligt jerseykvæg på en mælkekarton. I starten af februar var de stadigvæk lige så stenede, men efter en fænomenal skideballe fra Freddy Pik blev det atter tid til at få tændt lidt op under heksebålet – i al fald kom bassisten kort efter vredesudbruddet luntende ned i kælderen for at fritte os lidt ud om “Københavns hårde narkotika”.

“Når man lukker døren for djævlen, finder han altid vej ned gennem skorstenen.” Resdorph morede sig kongeligt over nordjydernes dannelsesrejse, for inden man kunne nå at stave til ordet “afvænning”, stod Selskabsmennesket og bankede på døren, skræmmende munter og med lommerne proppet med godter.

“Long time, no see,” og ja, nej, det var der jo nok en grund til, men nu skulle vi følge ham ovenpå, hvor han og Morgans manager øjeblikkelig blev bonkammerater, efter at Selskabsmennesket som åbningsreplik havde spurgt Freddy Pik, om han kunne lide skiferier? Rock’n’rolleren nikkede lettere desorienteret. “Godt. For hér sner det altid!”

Som forventet fik medicineringen sat gang i kreativiteten. Gruppens senere voldflop af en single “Phone Talking, Money Spending, Nowhere Going Women” blev for eksempel udklækket omkring kl. fire en morgen, efter at rytmeguitaristen Pete Christ (angloficeringen af hans fødenavn Peter Kristensen) havde haft et længere telefonskænderi med sin kone og nu ville skilles. Nicolas og jeg havde ellers bare siddet og set en videofilm oppe i A-studiets tv-stue, men så var ham og sangeren pludselig kommet væltende inde for at cutte lines på glassofabordet. Pete C. var rigtig gal i skralden og kunne slet ikke administrere barberbladet; han endte med bare at tvære den foldede halvtredser rundt i en pulverklump stor nok til at bage en fastelavnsbolle af og i ét hug inhalere, hvad der ville svare til en samlet aftens forbrug.

“Puha-dada,” fulgte det så, hvorefter han begyndte at hamre løs på sin brystkasse, samtidig med at han slyngede om sig med selvforherligende eder. Dernæst greb han en akustisk guitar, der stod ovre i hjørnet, og jammede sig efterfølgende frem til nummeret sammen med sangeren.

Tiden gik, og indspilningen af Olympia in Rags nærmede sig sin afslutning. Singlen “Destined for International Stardom (but I Didn’t Like the Taste of Rock’n’Roll)” var allerede mixet færdig, men på grund af en tilbagevendende hovedpine og et hav af nerver over den forestående udgivelse overlod Nicolas oftere og oftere produktionen til Resdorph og mig. Et af vores lysere indfald var at hælde vand i en stortromme for at få den til at lyde bedre. Vi fik også indspillet en suveræn andenstemme på nummeret “Rabid Dog” med en pige, jeg var blevet ekspederet af i en slikbutik. Hun havde en stemme som en døv, der var ved at lære sig selv at tale, og Nicolas virkede også oprigtigt begejstret for indfaldet, da han hørte det. Det gjorde pladeselskabsmanden, der sidst på ugen lige var nede for at tjekke, hvordan alting gik, til gengæld ikke. Han blev ved med at sidde og dreje rundt på sit sart lyserøde, halvskaldede kuglelegeme af et hoved, mens han lyttede. Man kunne tydeligt se, at den var helt gal.

“Måske det er at stramme den lidt,” gentog han flere gange. Ikke at han ikke respekterede nytænkningen i idéen, han anså vistnok i virkeligheden sig selv som en slags bogførernes Che Guevara, sådan én, der var sendt på en større humanitær opgave ved at skulle hjælpe revolutionære kunstnere som os, “men han var bare ikke helt tryg ved det dér med hende den døve.”

En af de sidste mixdage dukkede Max også op. Vi havde ellers næsten ingen kontakt haft hen over vinterhalvåret, og Max var da også kun blevet tvunget ud af sin underjordiske bungalowhule på grund af varetægtsfængslingen af hans eneste reelle kommunikationsled til omverden, Louis Krag. Dealeren var blevet arresteret for at handle med hælervarer, og Max så rigtig skidt ud. Hans små, febergule øjne betragtede os irritabelt over brillekanten. Han ville låne penge, men da vi ikke havde nogen, begyndte han at brokke sig over den behandling, han havde fået henne i døgnkiosken.

“Forpulede arabere.”

“De er israelere.” Albert Resdorph var deltaljernes mand.

“Whatever … ” Max stirrede tomt ud i luften foran sig. Hans vrede var allerede blevet gammel. Junkens daglige nedfrysningsproces klædte ham ikke særlig godt; faktisk manglede han kun kolostomiposen for at fuldende billedet af den totale forfaldshistorie. Som en person, der pludselig var blevet overflødig i sin egen historie, gled hans søgende basedowøjne hen over os. Det var, som om han ikke engang selv længere forstod, hvad der var sket med ham, men så satte han sig bare ned og sagde noget om, at der var et nyt Bunnymen-album på vej: “Det er sikkert noget lort ligesom det forrige.” Kort efter forsvandt han igen.

I pressemeddelelsen til sin oprindelige udgivelse lød beskrivelsen af værket som følger:

”Gennem menneskehedens og kunstens historie løber den romantiske stræben som et stadigt ledemotiv. Med Sartres ord er der tale om en ”nostalgi efter fremtiden”, noget, der forplanter sig i et brændende behov for at realisere sig selv og sine drømme, men også i melankolien over ikke at kunne fuldføre dette projekt i sin yderste konsekvens.

I Martin Halls monumentale roman Den sidste romantiker – et gigantisk epos, der strækker sig over 25 år, fra 1980 til 2005 – følger vi jeg-fortælleren, en ung og senere moden forfatter, på sin dannelsesrejse gennem 80’ernes dekadente undergrundsmiljøer og 90’ernes glitrende medie-overdrev frem til den voksne mands nøgternhed. Hele tiden med spørgsmålet hængende over hovedet: Hvorledes bevarer man idealerne i en verden, der konstant smuldrer omkring én?

Den sidste romantiker er en ekstravagant beretning om 80’ernes børn, ”the sons of no generation”, som forfatteren selv har døbt periodens billeddyrkere. Det er en fortælling om zeitgeist, sjælehøjde og vovemod, smældfede amfetaminmisbrugere og hyperbegavede dandyer, dealere, rock’n’roll-dyr og S/M-fester, alt sammen skrevet med øje for det særlige temperament, der kendetegnede årgangen … en totalroman om hvide nætter, spirituel søgen, gold sex og svimlende forelskelser, lavkomik og filosofi forenet i en generationserfaring, der hidtil har manglet et litterært testamente.

Frem for alt er Den sidste romantiker den store roman om at modnes, til alle tider.”

”En intellektuel kraftpræstation.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet (Henrik Queitsch)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi.”
Politiken (Mikkel Bruun Zangenberg)

”Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik.”
Berlingske Tidende (Per Krogh Hansen)

”Et af de bedste signalementer af det danske kulturliv – eller mangel på samme – i de seneste 25 år.”
( * * * * * )
Citadel (Simon Lund Andersen)

”Martin Hall har skabt en stor, hudløst ærlig roman om sin generation.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende (Jens Henneberg)

“Det store 80’er-testamente.”
Information (Lotte Folke Kaarsholm)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne.”
( * * * * )
Femina (Sissel-Jo Gazan)

”En nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder.”
Fyns Stiftstidende (Anne Sophie Hermansen)

”Ualmindelig underholdende.”
Urban (Michael C.G. Iversen)

”Hylende morsom satire skrevet med en særdeles veldrejet pen.”
Gaffa (Ole Rosenstand Svidt)

”En bidende og medrivende fortælling.”
( * * * * )
Woman (Lene Kjældgaard)

”En rus af en roman.”
( * * * * * )
Costume