BREMEN TEATER

Da Martin Hall lørdag den 20. oktober 2018 spillede på Bremen Teater, skete det efter fem års live-pause. Med sig på scenen havde han et 6-m/k-band bestående af både elektriske og klassiske musikere, og materialet strakte sig fra helt nye numre til adskillige overraskelser fra bagkataloget.

Især nummeret ”Free-Force Structure” kom bag på mange, eftersom Hall ikke havde spillet sangen live siden 1985. Blandt aftenens andre sange fandt man også “Muted Cries”, “Poem”, “Dead Horses on a Beach”, “Another Heart Laid Bare” og “Images in Water”.

En anden af aftenens store overraskelser var, da den tidligere SS-Say-sangerinde Inge Shannon trådte ind på scenen for at synge gruppens gamle coldwave-klassiker ”Care” sammen med Hall.

Musikerne til koncerterne var:

Christine Raft (flygel og violin)
Johnny Stage (guitar og sitar)
Una Skott (guitar og keyboards)
Andreas Bennetzen (kontrabas med bue)
Sisse Selina Larsen (trommer og percussion)

Koncerten modtog en række fremragende anmeldelser, hvor nok især Simon Heggums GAFFA-anmeldelse satte ord på den oplevelse, mange i salen havde haft. I artiklen Den overmedicinerede søn vendte hjem tildelte han ikke alene aftenen 6 ud af 6 stjerner, men indledte eksempelvis med at skrive følgende:

”At tale om, at et land kan være for lille til en kunstner, kan lyde som lidt af en overdrivelse. Men i tilfældet Martin Hall er det ikke desto mindre rigtigt.”

I sin opsummering af koncerten konkluderer han:

”En betagende koncertoplevelse – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år.”

Du kan læse hele anmeldelsen her:

Da GAFFA i et interview kort inden havde spurgt Hall, hvad man kunne forvente af efterårets koncerter, lød hans svar som følger:

”Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser og til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!

Læs hele interviewet her.

Alle livefotos i højre kolonne: Maiken Kildegaard

De følgende billeder er taget ved nogle af de andre koncerter, Hall spillede i løbet af oktober 2018. Fotograferne her er Bjarne Christensen, David Faurskov Jensen samt Maiken Kildegaard.