Man kunne få den tanke, at det er tiden snarere end dig, der er bogens protagonist. Vejer tidsportrættet tungere end personportrættet?

– Bogen er jo et langt stykke hen ad vejen en teenagekrønike, en højhastighedsskildring af den periode, jeg voksede op i. Ingen kan sige fri for samtidens indflydelse – man reagerer på den, dannes af den og udvikler allergier i forhold til den, så ja, set i det lys er tiden vel ”den herskende klasse” i bogen.

Hvad kan 70’ernes gryende krisebevidsthed og 80’ernes fuldendte nihilisme sige os i dag?

– Terror, øget politisk og miljømæssig bevidsthed, individualiseringens magt og afmagt, det rimer alt sammen fint på perioden, jeg beskriver i bogen. En af ungdommens store dyder er og bliver jo dens overbevisning om egen betydning, og det er kun et sundhedstegn, at enhver ny generation føler sig som særligt udvalgte sensitive ynglinge, der åbenlyst ligger inde med en langt mere autentisk verdensoplevelse end alle tidligere generationer. Når det er sagt, så er fortiden altid svanger med relevans.

”Død og sex var demokratiets bannerførere”, skriver du. Hvad mener du med det?

– Som den danske pornokonge Willy Strauss, manden bag Blue Movie-butikken på Vesterbrogade – i 70’erne den største pornoforhandler i verden – udtrykte det: ”Høj eller lav, rig eller fattig – alle har kløe.” Hverken kunst eller kærlighed er videre demokratisk anlagte størrelser, hvorimod brunst og død altid har forenet klasserne. Selv den tarvelige 70’er-porno kunne en af mine barndomsvenners socialistiske far se fordelene ved: ”Kapitalister tænker sgu kun på andre mennesker, når de onanerer.”

Bogen har 1971-1985 som ramme. 80’erne slutter i 1985 og alting så på daværende tidspunkt ud til at gå i en forkert retning, skriver du. Er det blevet bedre?

– Det er nok en holdningssag. Bogen er jo en personlig fortælling, men det kan med en vis ret hævdes, at de kreative 80’ere er et tiår, der bør tælles fra 1975 til 1985 – det fælles fokus, som både musikere, digtere og billedmagere navigerede via gennem perioden, syntes at forstøve herefter. Tidsrammen i bogen skyldes dog primært det faktum, at jeg som 8-årig, ad skæbnens omveje, i 1971 pludselig står på en mark et sted i General Francos Spanien, og at jeg i 1985 befinder mig i en særligt kuldslået periode i kølvandet på min mors selvmord. Jeg var alt andet end naturens muntre søn på det tidspunkt.

Musikken beskrives tidligt som en særlig intimitetsform, som et ”magisk, fælles åndedræt”. Har du det stadig sådan?

– Nej. Det fælles åndedræt var for mig en særlig gave, jeg oplevede i min tidlige ungdom. Der er muligvis en række seniorer, der for nylig har genoplevet fænomenet til Black Sabbaths afskedskoncerter, men den slags er desværre ikke mennesker som mig forundt.