TURNÉAKTUELLE MARTIN HALL KLAR MED FØRSTE NYE SANG I FEM ÅR

GAFFA, 21. september 2018

Af Ole Rosenstand Svidt

Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall drager i næste måned ud på sin første turné i fem år, og han indvarsler touren med sin første nye sang i ligeledes fem år, den indfølte klaverballade “Services Rendered”.

Hall udgav i maj opsamlingsalbummet A Brief Summary, der var en retrospektiv udgivelse med flere remakes, men ingen deciderede nye sange. Albummet markerede Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han på udgivelsestidspunktet kun lige var fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog “først” i 1980, som 17-årig.

Vi har stillet Hall en stribe spørgsmål om den nye single og den kommende turné.

Du udgav i maj “A Brief Summary”, en opsamling uden regulære nye sange, og nu kommer der så en ny single. Passede den ikke ind på “A Brief Summary”, eller har du først skrevet den senere?

– Det nye nummer, ”Services Rendered”, skulle stå alene. Jeg har indspillet sangen i forskellige udgaver, siden jeg skrev den, men nummeret faldt først rigtigt på plads i løbet af foråret, da jeg indspillede det sammen med pianisten Eskild Winding og en strygekvintet. Jeg har været forsigtig med ikke at skubbe for hårdt på bare for at få den færdig. Jeg ville gerne have, at arrangementet blev både enkelt og tungt, på én og samme tid gennemsigtigt og tvetydigt. Nogle følelser er svære at indfange, især i en indspilningsproces.

Hvordan vil du selv beskrive “Services Rendered”, og hvad har været inspiration til den?

– Det er et længselsfuldt nummer, dramatisk og følelsesladet. Et musikalsk vidneudsagn nedfældet i en svær periode. Jeg holder meget af lyden på nummeret, klangen af dets besynderligt autoimmune nærvær – der er noget lige dele sjusket, tragisk og smukt over indspilningen. I modsætning til det hi-fi-smukke strygearrangement er vokalsporet eksempelvis indspillet på en simpel diktafon. Det tilfører nummeret et skitseagtigt præg, jeg sætter stor pris på. Som et brev, der er blevet nedfældet i forbifarten.

– Jeg har skrevet rigtig mange sange i årenes løb, alligevel tog det mig flere år at skrive dette ene nummer. Jeg gik gennem en lang periode, hvor det var umuligt for mig at sætte mig ned og skrive sang, uden at det føltes kunstigt og fremprovokeret. Alting forekom mig at være vante formler og gentagelser af, hvad jeg havde lavet før. Jeg er af den nervesyge, romantiske skole, så for mig tæller det kun, hvis en sang føles uundgåelig, presserende – som en tilstedeværelse der er umulig at komme udenom. Det var af samme grund meget forløsende pludselig at føle sig ”forfulgt” igen, da ansatsen til nummeret begyndte at trængte sig på.

Har du mere ny musik på vej?

– Jeg har nogle numre liggende, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at indspille dem. Det lyder måske en anelse manisk, men jeg er forfulgt af en lettere tvangstankeagtig indstilling, der lyder ”tænk nu, hvis dette er det sidste nummer, du nogensinde kommer til at indspille?!” Det er et lidt hæmmende koncept at have hængende over hovedet. Til tider kunne jeg godt tænke mig at være et mere overfladisk menneske. Det ville gøre mange ting meget lettere.

Hvad kan man forvente af dine koncerter i næste måned? Du afslørede lidt tilbage i maj, men nu er vi jo kommet tættere på.

– Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser, til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene og coldwave-minimalismens kliniske kønskabinetter. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!

– Når det så alt sammen er sagt, så ser jeg helt personligt frem til den gæsteoptræden, der vil finde sted ved den første koncert på Fuglsø. Det burde blive et mindeværdigt øjeblik. Men nu må vi se. Lige meget hvad, så er det med kunsten, som det er med livet – man kan ikke få sine penge tilbage.