BANDCAMP

INKUBATION

MARTIN HALL
PROSA
SEPTEMBER 2021
PANOPTIKON/METROPOLITAN ART (ISBN 978-87-93098-40-4
)

Inkubation er et spoken word-samarbejde mellem Martin Hall og Thomas Li, et værk der forener lyrik og installationsmusik. Titlen er udgivet som et bokssæt bestående af en bog, en dobbelt-lp og en cd i et særligt begrænset oplag på 250 nummererede eksemplarer.

Manuskriptet og lydsiden er yderligere udsendt som både e- og lydbog af Metropolitan Art.

Genre: Prosa
Sideantal: 48
Design: Kenneth Schultz
Fotos: Maiken Kildegaard

"Det sker uden nogen større dramatisk bevågenhed. Man konstaterer bare, at der ikke længere er forfærdelig megen kærlighed tilbage i én."

”Musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør. De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje, men med skarpslebet klinge, fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed … Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende … Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber – et værk der skal opleves og ikke overses.”
( * * * * * )
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (19. september 2021)

”Et utroligt flot og gennembearbejdet bokssæt: Inkubation består af seks Martin Hall-tekster, som han næsten messende læser op med vanlig sans for underspillet drama og de ufortalte lag i de mange karakter- og kontrastfulde historier. Hele vejen præsenteret i en lavmælt – næsten hypnotiserende – kulisse af lyd som baggrund … ”I falder i snak, og det viser sig hurtigt, at hun ud over sin fine fysiske form har et formidabelt kendskab til den moderne kulturs kollektive ordforråd, denne frådende, bidende organisme, der konstant indoptager nye udtryk, mens den udskiller andre” lyder et par linjer fra “Terræn”, der ganske godt illustrerer hvad det er Martin Hall kan med ord. Han når helt ind – aldrig kun halvt!”
Side 33 – Mads Kornum (17. september 2021)

”Imponerende spoken word-boks: Når engang Designmuseum Danmark skal lave en udstilling om moderne, danske musikudgivelser, må Inkubation være selvskrevet til en hædersplads. Boksen fra Martin Halls og Thomas Lis side er ganske enkelt så imponerende smuk … Samarbejdet mellem Martin Hall og Thomas Li er ikke nyt. De to har tidligere produceret Random Hold (1996) og Adapter (1999) sammen. Men Inkubation slår altså alt, hvad de hidtil har skabt. Halls messende oplæsning er hypnotiserende, og den industrielle og på mange måder ildevarslende ”musikledsagelse” perfekt afstemt. Jeg bliver som lytter suget ind i materialet, ind i Martin Halls univers, ind i kærligheden – den vildfarne og den opbyggende, ind i hans næsten klaustrofobiske verden. Og på intet tidspunkt er jeg i tvivl om ægtheden. Det her er alvorligt, seriøst, nødvendigt. Næsten rystende uafviseligt. Et poetisk/musikalsk værk, der, hvad indholdsmæssig kvalitet angår, matcher indpakningen. Inkubation er et spoken word-værk, der på enhver måde vil stå distancen.”
( * * * * * )
Gaffa – Ivan Rod (14. september 2021)

”Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall: De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker … Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.”
Seismograf – Simon Heggum (9. september 2021)

”Martin Hall har med sit nye bokssæt udgivet et lyrisk modigt og sonisk vigtigt værk i samarbejde med Thomas Li. De klæder hinanden, og syntesen af Lis tætte lydlandskaber og Martin Halls ældre, men sårbare stemme er en fryd at blive trukket ind i. Teksterne (læst på dansk) er intense og opleves meget personlige … Martin Hall bør stadig være alles yndlingsromantiker/eksistentialist – en sjælden og skønt bitter combo.”
Bongorama – Peter Solak (25. august 2021)

”Indrømmet, der er lidt længere mellem hans udgivelser i dag, end der har været i perioder i hans efterhånden mere end 40 vinylære år, men mindst som man forventer det, slår Martin Hall til med en flot boks, der ville kunne få musikkens og litteraturens æstetiske pris(er), hvis der fandtes en sådan. Inkubation er en spoken word combo: En dobbelt-lp, en cd og en bog med en tekst i seks dele, der ifølge forfatteren selv er en “fortløbende undersøgelse af karaktermutationer”. Teksten er både poetisk og voldsom, og Martin Halls svært opgivende, ja, nærmest livstrætte oplæsning gør ikke oplevelsen mindre uhyggelig. Musikken, der er produceret af Thomas Li, som Hall har arbejdet sammen med ved flere lejligheder tidligere, blandt andet omkring hovedværket Random Hold (1996), klæder ordene forbilledligt, og stemningen bliver om muligt endnu tungere. Og det er positivt ment. Bogen indeholder tillige en serie vidunderlige fotos af Maiken Kildegaard, som fremkalder Hammershøis døde rum i en serie motiver fra en gudsforladt herskabslejlighed. Tekst, musik og fotos står enestående smukt til hinanden, ja, de supplerer og optimerer ligefrem hinanden som sjældent set før.”
Blog – Jan Poulsen (10. august 2021)

RESUMÉ ELLER KONKLUSION

Det sker uden nogen større dramatisk bevågenhed. Man konstaterer bare, at der ikke længere er forfærdelig megen kærlighed tilbage i én. Man lægger hånden på brystkassen og mærker, hvordan hjertet stadig slår, føler en behersket forbløffelse over, at der kan klemmes så meget mørk materie ind på så lidt plads. Man vænner sig til tilstanden – til den spildaccentuerende og tabsfremkaldende levemåde. Det gør de fleste af os. Alt andet er uoverskueligt.

Imens tænker tankerne sig selv og lader deres ophavsmand agter. Erfaringer installeres som programmer, og selvom man af gode grunde ikke er i stand til at huske det hele, glemmer man omvendt ingenting. Tingene arbejder videre i én, helt af sig selv; erindringen bliver et selvstændigt vævsmateriale, der hele tiden forsøger at støde verden fra sig. Det begynder i det små, men til sidst æder afstandene sig ind på selv det allernæreste.

Man føler sig som en person med hukommelsestab, et individ for hvem efterladte fotografier pludselig betyder alt. Ikke fordi billederne har noget som helst at gøre med nogen egentlig fortid – de er snarere et udtryk for en hukommelse, man er i færd med at skabe. En fortælling. Man får tankeserierne til at formere sig og mangfoldighederne til at vokse. Man stoler ikke på noget af det bevismateriale, man ligger inde med, men insisterer på at skabe et rum, hvor overtalelsen er vigtigere end spørgsmålet om, hvad der er resumé, og hvad der er konklusion.

 

I sit forsøg på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse for at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans. Om forfængelighed.

Jeg overså det i årevis – hvordan alt det, der i virkeligheden forandrer én, er de marginale ændringer. Bagatellernes vold. Den timelige forældelse, som ingen bemærker undervejs. Langsomt skubbes man ud af sit eget omrids; éns tanker reduceres til citater fra andre menneskers liv. Man oplever en overraskende følelse af tab og samtidig frihed og begynder af samme grund at tage olympiske risici – som en tegnefilm i fjernsynet, hvor personerne går fuldkommen amok, eller som et begravelsesoptog, der gradvist forandrer sig til et karneval. Man begynder at leve et liv, som man kun kan holde ud at deltage i som tilskuer, og ser nu pludselig sig selv stå og juble over sin egen facon sammen med alle de andre, fuldkommen overlæsset og outreret.

Som en teatergæst, der råber ”bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger til kende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig selv som beskeden … der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det. Éns opførsel er som taget ud af en roman; man er blevet en af den slags karakterer, der altid dukker op på de mest overraskende tidspunkter i handlingen, udelukkende for at komme det middelmådige manuskript til undsætning.

For at have sit på det rene foregiver man at være et menneske, der svælger i et melankolsk forfald, til tider romantisk, men oftest blot deprimerende. Man genopstår i nye forklædninger, men omgiver sig stadig med samme gamle rakkerpak af tøselatterkarle og tyveknægte, kvinder med grotesk smukt svungne skikkelser og diabetikere med særligt dårlige tånegle.

Hvorfor? Fordi man er blevet så forførende, som tilfældet vitterligt er – så sød, at det nærmest hviner i tænderne, når man tager en bid.

 

De misvisende billeder, der klæber til éns person, klæder dog én langt bedre end den fjerpragt, man reelt er udstyret med. Der er uendeligt mange fordele ved at leve et sådant liv – tager man først forklædningen til sig, undslipper man samtidig den tunge byrde, det er at skulle være sig selv hele tiden. Man hvirvler frem som et upersonligt kraftcentrum, malerisk indhyllet i billeder af hav, tåge og fjerne, mørke højdedrag, fri af tilværelsens flagrende fluepapir, denne ensfarvede jungle af strimler og fangarme der konstant forsøger at gribe én, begribe hvad sådan en skikkelse laver her midt i andre menneskers håb og drømme. Man lader naturkræfterne råde. Man kultiverer billedet af den unge fløs med det trætte ansigt, fyren med de umådeligt tungsindige tanker, for så til sidst alligevel at slippe sit måneskinsfarvede kobbel af vilde hunde løs.

Som et ungt menneske, der keder sig, genfinder man menneskelivets primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. Pludselig er alt lige dele thriller, evangelium og cirkus, og man hylder begejstret hele paletten: retorikkens poserende selvbedrag i brydekamp med al logiks ophør, den grå tristesses evige, uforanderlige og afskyvækkende natur som undertippet udfordrer af en opblæst impotent nutid, en voluminøst kropsliggjort appetit der stormer frem mod sit ædetrug. Hvorfor i alverden skulle man nøjes med mindre?

 

Man forbliver en hjertets talsmand, en nærtagenhedens aristokrat … en mand der taler med en mere end almindeligt rundhåndet brug af adverbier og adjektiver. Et menneske der ubesværet lever videre på trods af sin manglende erkendelsesteoretiske orienteringssans. Kort fortalt et menneske som folk er flest – den slags person, man altid gerne har villet være.

Inkubation består af seks tekster og er en fortløbende undersøgelse af karaktermutationer – historien er lige dele personskildring og kærlighedshistorie. Musikken på udgivelsen er produceret af Thomas Li, hvis primære fokus i årene op til udgivelsen havde været samarbejder og co-produktioner med en række af Tokyos nye elektroniske kunstnere. På Inkubation gæsteoptræder således også den japanske musiker Kazutaka Kuroki.

Martin Hall og Thomas Li har tidligere produceret de to Hall-album Random Hold (1996) og Adapter (1999) sammen.

Inkubation er udgivet med støtte fra Augustinus Fonden, Koda Kultur, MPO og Statens Kunstfond.

”Imponerende spoken word-boks: På intet tidspunkt er jeg i tvivl om ægtheden. Det her er alvorligt, seriøst, nødvendigt. Næsten rystende uafviseligt … Inkubation er et spoken word-værk, der på enhver måde vil stå distancen.”
( * * * * * )
Gaffa

”De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år … et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.”
Seismograf

“Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende … Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber – et værk der skal opleves og ikke overses.”
( * * * * * )
Bogbobler

”Et lyrisk modigt og sonisk vigtigt værk i samarbejde med Thomas Li … en sjælden og skønt bitter combo.”
Bongorama