Uddrag fra bogen Dengang i 80’erne af Martin Kongstad og Henrik Vesterberg

 

Martin Hall ville meget med Ballet Mécanique, men hans omgivelser ville noget andet eller slet ikke noget. Her fortæller han historien fra begyndelse til opløsning.

Begyndelsen (1979)

Martin Hall:”Jeg startede Ballet Mécanique i 1979. Først kaldte jeg gruppen Identity, og vi debuterede ved den stort anlagte ”Concert of the Moment”. Musikalsk var mit ønske at forene de mange nye tendenser i musikken med min inspiration fra f.eks. Stravinskijs musik. Min idé med at lave musik har altid været at ændre andre menneskers måde at tænke og føle på – sagt med periodens ungdommelige overmod: at ændre verden. Jeg har nok altid haft en slags intellektuel agenda med det, jeg lavede; der skulle være en grund til at stille sig op og råbe.

Min oprindelige grund til at lave musik var egentlig at sætte kraft bag en tekst. Jeg så egentlig nok mere mig selv som ”poet” end som solist. Indholdet var altid det bærende, der skulle være en mening med galskaben. Folk skulle have noget på hjerte, ellers var det lige meget. Da punken for alvor brød igennem i 1977, var jeg 14, og det var en massiv bekræftelse af alle de følelser og forventninger og tanker, jeg på det tidspunkt lå inde med. Det var mere end et generationsskred, det var den totale rasering af templet så at sige, ”de falske guders endeligt” … det var ganske utroligt at opleve i real time.

Sideløbende med min musik- og litteratur-interesse var jeg begyndt at interessere mig for moderne guerillakrigsførelse i storbyen. Jeg læste meget om Rote Armé Fraktion i slutningen af folkeskolen og i gymnasieårene i forsøget på at sætte mig ind i den vestlige kulturs skjulte undertrykkelse af forskellige grupper i samfundet – berufsverbot, chikaner, fortielser etc. – og var ret chokeret over at erfare bl.a. hvor mange løgne, den tyske presse spredte om terrorgruppen. Mine tanker kredsede meget om undertrykkelse i al almindelighed, følelsesmæssig og intellektuel undertrykkelse, og jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at Sods’ sang om R.A.F. var negativt ladet. Ikke at jeg gik ind for at hælde gift i drikkevandet eller den slags, men jeg var meget optaget af utopien bag deres revolutionære tanker, ønsket om løsrivelse, autonomi og retfærdighed. I sluthalvfjerdserne jeg totalt allergisk overfor horden af politisk korrekte hippier, der intet andet fik gjort end at ryge fede, tale om fri børneopdragelse og lytte til Pink Floyd: Alene af den grund var det inspirerende at læse om folk, der i det mindste gjorde noget.

Sideløbende læste jeg så også Rimbaud og Baudelaire, franske surrealister. Det åbnede virkelig helt nye døre for mig. Det var fantastisk, at der havde levet den slags mennesker!

Det var primært vildskaben, der fik mig til at lave en rockgruppe, men også ønsket om kunne kommunikere følelser videre. For mig har kunst – musik, poesi, teater, film – altid været et mentalt og følelsesmæssigt samlingspunkt … et sted hvor man kunne finde ligesindede og ånde frit. Min skolegang var en brutal oplevelse. Som så mange andre følte jeg mig temmelig alene – klarede mig fint rent fagligt, men hadede ensretningen. Jeg fandt f.eks. folks interesse for livets mere tyngende spørgsmål meget lille, så jeg har altid været præget – eller plaget skulle man måske sige – af en stor ”utilpassethed”, en søgen efter sammenhæng og mening, efter en accept af det anderledes … en længsel som musik- og kunstscenen i begyndelsen af firserne virkelig var et asyl for.

Jeg var en enspænder, og for mig blev kunsten dette fantastiske område, hvor man opdagede, at man ikke stod alene med alle disse følelser. Hvorfor lytter man til musik eller læser poesi? For at finde noget uden for én selv, der matcher følelsen indeni! Som ung er det længslerne, der er ens kompas, og selvom miljøet var ret lille i de første par år, så var fokuset og intensiteten enorm. Der var følelsen af at være ”de få” mod resten af verden: Alle kom til alt, digterne, malerne, teaterfolkene og de eksperimenterende filmmennesker, man samledes til koncerterne og begivenheder som 13 AB-projektet. Der var en vidunderlig vildskab til stede i folks hjerter, et ønske om at ændre på tingene; kærligheden til ordet, musikken og kunsten emmede ud af folk. Rimbaud og Baudelaire blev nævnt i samme åndedrag som John Lydon og Ian Curtis, miljøet inkorporerede det hele, maleriet, musikken, poesien og litteraturen, en samlet helhed af kunstneriske udtryk. Det var et brændpunkt, og jeg satte stor pris på den alvor, der lå over alting. Alvoren klædte den tid godt.”

 

Koncertanmeldelse i Politiken (22. marts 1981)

Dansk rockgruppe fik sit gennembrud.
“I de bedste sekvenser satser Ballet Mécanique på at nærme sig det umulige, ja, måske utopiske punkt, hvor bevægelse og stilstand smelter sammen. Det kan altså lyde meget teoretisk og forkrampet, men det fine ved Ballet Mécanique er netop, at ambitionerne og alvoren aldrig får lov til at blive til navlebeskuelse. Dertil er behovet for at meddele sig musikalsk alt for presserende. Selvom Ballet Mécanique i sit musikalske sigte er total anti-kommerciel, bliver de nødt til at acceptere, at denne aften bliver stående som et gennembrud. De har selv været ude om det.”

Torben Bille.

 

Roskilde festival (juni 1981)

Martin Hall: ”Nogle måneder før vores første album udkom, blev vi tilbudt at spille på Roskilde Festival. Vi blev hentet i en tourbus af nogle folk med Gnags T-shirts på, og på det tidspunkt havde jeg allerede taget noget discountspeed, benzedrin eller dobesin eller sådan noget, så jeg var rimelig oppe at køre. Jeg mener, der blev udvekslet præparater i bussen, og at den ene af pædagogtyperne virkede lidt overrasket over at se tre teenagere gå til sagen på den måde, men sådan var det, vi var endnu et team dengang, tre rodløse skæbner mod hele rock’n’roll-cirkuset: Modsætningsforhold giver én en meget stærk definition af sig selv. Da vi så endelig kom frem til festivalen, og døren til bussen blev åbnet, var det første jeg så et ståltrådshegn, hvor der, så langt øjet rakte, bare stod folk og pissede. Lige mod mig. I min omtågede tilstand tilsyneladende i hundredvis af dem, alle sammen plakatstegte! Og i nøjagtig lige linje foran mig klamrede denne her kæmpe rocker sig så med begge arme til to næsten lige så opløste junkiekællinger på hver side af ham, mens hans plaskende organ i al automatik klarede sagen for ham. Jeg var helt paf og betragtede i et par sekunder stodderkongen, der ved synet af mit inkvisitoriske blik så bare brølede ”rock og rul!” … alt sammen den perfekte velkomst til mudderkongeriget Roskilde! Martin Hall, 17 år, i knæbukser, hvide strømper og med en rød anarkiststjerne på ryggen, vil gerne ændre verden og tager til Roskilde for at gøre det. Det var hans første indtryk.

Vi satte os ind i skuret bag scenen. Jeg sad derinde længe og var temmelig negativ. Hvad fanden var det her for et sted? Et hippiereservat for selvdøde alkoholikeres spøgelser eller hvad? En halv time senere gik vi så på scenen i Rytmeteltet, som på det tidspunkt var det største telt, og jeg mener ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at det tog os omkring ti minutter at få ryddet et ellers fuldt telt. Det var til gengæld en virkelig god følelse: at få ødelagt festen bare lidt. Der kan max have været 100 mennesker tilbage derinde på det tidspunkt, og jeg har siden hørt fra flere af de tilstedeværende, at koncerten havde været en næsten religiøs oplevelse.

Bagefter var jeg rasende og gik direkte fra scenen ind i armene på Jan Sneum fra P3 og hans åbne mikrofon og udøste så ellers alt mit indestængte had over konsumkulturen – med Roskilde som den ypperste repræsentant – ud over ham. Jeg så ikke andet end bajerdrikkende hashtumper. Det skulle efter sigende have været et ganske historisk indslag i den radiofoniske debat om ytringsfrihed. Jeg satte mig ind i bussen og ventede på at komme hjem. Væk, hurtigst muligt. Stedet mindede mig om en spejlvendt koncentrationslejr: Hvor en koncentrationslejr er baseret på fangenskab, var alle taget til Roskilde Festival frivilligt. Og hvor koncentrationslejre var defineret ved mangler, var Roskilde defineret ved overflod. Øller og fede danskere i læssevis. Jeg sad bare der i bussen og ventede i skumringen, efterhånden temmelig stenet af de forhåndenværende stimulanser, og det sidste jeg så, da bussen trillede væk, var, at man tændte de kulørte lamper over hoben af stadigt pissende mennesker i sumpen af mudder, urin og bræk. I mine øjne opsummerede det ganske fint, hvad den ende af rock’n’roll-kulturen bestod af.”

 

Debutpladen (september 1981)

The Icecold Waters of the Egocentric Calculation

Martin Hall: ”Ballet Mécanique var en operation. En konstruktion med mig som solisten, mig som komponisten, mig som tekstforfatteren, kunstneren og idémanden. Mig, mig, mig: det store Overjeg. Enebarn? Say no more … Michael K, trommeslageren, havde jeg det godt med. Han var en meget venlig og meget forsigtig person, en sort rastafari-teenager med en kristen adoptivmor så vidt jeg husker. Den anden, Morten V, havde jeg mødt i skolen, og eftersom vi begge gik i herrebukser fra Diakonissestiftelsen og brugte eyeliner, var han et logisk valg. Det væsentligste var dog, at han spillede violin og dermed passede perfekt ind i min idé om at prøve at fusionere rockens yderste randområder med elementer fra den klassiske musiks avantgarde. Punken havde som sagt været en åbenbaring for mig som 14-15-årig, men allerede som 17-årig var jeg i gang med overbygningen, systematiseringen af vildskaben og den mere intellektuelle dimension.

Man kan jo sige, at Malcolm McLaren var lige så præget af de engelske art schools og af Satie og Oscar Wilde, som han var præget af rock´n´roll-kulturen, og sådan var det med det meste dengang. Det var vidunderligt at købe kompilationsplader, hvor der både var Half Japanese og Jeanne Moreau-bidrag på, tekstmonologer og musikstykker. Hele punkens “do it yourself”-princip dannede basis for en hel række kunstneriske tiltag, undergrundsmagasiner og fotokopierede digtsamlinger, et greb der kunne bruges i enhver kunstnerisk henseende, og som jeg arbejdede med alle varianter af. Jeg lavede blade, udgav hjemmekopierede kassettebånd, holdt små udstillinger, deltog i kunstudstillinger med maleri og collagekunst og havde af samme grund et hav af idéer, jeg gerne så indfriet med Ballet Mécaniques musik og koncerter. Dansere, film og lysbilleder var en del af gruppens udtryk. En koncert havde lige så stor betydning som en pladeudgivelse, og koncerterne havde oftest titler: ”Masturbation of the Masterworks”, ”The Art and Music Triangle Project” etc. Der var ingen turnéer – der var begivenheder. Jeg tror ikke, at vi sammenlagt spillede mere end 15-20 koncerter.

Vi fik ret hurtigt pladekontrakt med Better Day Records, et uafhængigt pladeselskab, men skæbnen ville, at de blev opkøbt af multinationale CBS, og at vi derfor pludselig hørte til dér. Det var underligt pludselig at skulle udgives af CBS, men omvendt var det så også en mulighed for at ”angribe fjenden indefra” – at benytte sig af apparatets umådelige omfang og se, hvad det så ville føre med sig. Det var en lidt Faust-agtig handling, noget jeg fra begyndelsen havde det meget ambivalent med, men i forhold til hvor ”svær” og hysterisk vores første plade var, fik den en ganske massiv eksponering ved sin udgivelse. Pladen blev f.eks. udsendt i Holland, hvilket var et stort skridt dengang, noget der aldrig ville være sket på et lille selskab. Sagt med en god portion populær jargon ”så fik vi fjenderne til at betale regningen”. Men på længere sigt gav det ikke mening og var også en af de bærende grunde til min opløsning af gruppen. Man kan ikke overleve blandt fremmede i længere tid.

 

Pladeanmeldelse, Sidegaden, oktober 1981

 Man får en finger i navlen
“Ved læsningen og lytningen af disse tekster, føler man sig umiddelbart ramt af udfaldene og vedkommende tiltalt af tillidserklæringerne. Det handler om følelsessolidaritet og oprigtighed. Det går dybt i kødet og bevidstheden på en, man såres og forbindes med hænder, man får en finger i navlen. Og man rammes i sin isolation med disse korte breve, som sangene også er. Derfor er pladen social, om end ikke i den overfladiske, snakkende og omklamrende form, der er almindelig i landet, og som mest ligner den professionelle sygeplejerskes “omsorg og varme”. Ballet Mécanique er fri for hykleri, de skjuler ikke den eksistentielle følelsesmæssige isolation i dette senkapitalistiske samfund bag overfladeklynkeri om velfærdets luksusproblemer.”

Michael Strunge.

Sammenbrud (sommer 1982)

Martin Hall: ”Jeg har nok altid haft en kedelig tendens til at blive skuffet over folk. Jeg forventer for meget af andre mennesker – forventer altid, at de går planken ud, hvis de involverer sig. Som det engang blev udtrykt om mig, ”lider jeg af en umanerlig upraktisk form for iver”. I den mere sjælelige afdeling stoler jeg så altid på andre mennesker, men forveksler desværre ofte min egen projektionsevne med dem og deres indsats. Med Michael K havde jeg oparbejdet en slags broderligt forhold, hvorimod jeg hurtigt fik et meget anstrengt forhold til Morten V.

Det var nogle voldsomme år, hvor vi konstant var på det ene eller det andet præparat. Jeg indtog for det meste medikamenter i et forsøg på at ændre min bevidsthedstilstand og få et eller andet mere blivende ud af tilstanden, hvilket ikke helt forekom mig at være de andres grunde. I løbet af ingen tid var bandet blevet korrumperet af den mest tåbelige form for hashrygning, bl.a. i kraft af en ganske ubeskrivelig sponsor, der røg alt, hvad han så, i sænk med sit selvimporterede dødningehash. Det var helt utroligt, hvad hans varer gjorde ved folk. Til sidst sov de andre nærmest oppe hos ham; man kunne næsten altid finde dem oppe på i den glade givers lænestole, kollapsede og fuldstændig lammet af rygningen. Der var tilstande i øvelokalet, hvor folk måtte sætte sig ned, fordi de var så påvirkede, det var umuligt for dem at stå oprejst. Jeg gad vide, hvad der ville være sket, hvis de var blevet introduceret for heroin på det tidspunkt – jeg har i hvert fald aldrig, hverken før eller siden, set mennesker gå så hurtigt i hundene. For så vidt var det et ganske interessant studie af menneskesjælens skrøbelighed; det eneste problem var bare, at det skete med mennesker, man havde holdt af.

Jeg har altid oplevet denne sløvende ende af dope-kulturen som afskyelig. Det var også det jeg foragtede hippiekulturen for: denne tilbedelse af slap selvfedme og apatisk kommen-hinanden-ved, blanke øjne og hænder der bare hviler i skødet. Det var foragteligt at se på … lige dele foragteligt og sørgeligt.

Indspilningerne af ”Icecold Waters” gik temmelig smertefrit. Vi indspillede den på tre aftener, men da vi skulle i gang med “For”, vores anden plade, faldt indspilningerne simpelthen fra hinanden. Forståeligt nok eftersom gruppen allerede var ved at gøre det. Jeg havde det virkelig svært med Morten på det tidspunkt. Han var konstant påvirket, permanent logerende i en rus der nærmest lammede hans taleevner. Selvransagelse var ikke hans stærkeste side. Og så forekom han mig mere og mere uhygiejnisk. Men han spillede stadig på violin – om end dårligere og dårligere. Til sidst kunne vi ikke være i studiet på samme tid. Jeg kan huske en lidt uhyggelig oplevelse, hvor jeg stirrede ind i hans øjne og følte, at jeg for første gang i mit liv kiggede ind i et vakuum, et menneskeligt tomrum. Men jeg var selvfølgelig selv også temmelig svær at have med at gøre, om end på en ganske anden facon – de diverse præparater påvirkede heller ikke længere mig specielt positivt. Når jeg selv tog noget, blev jeg som regel endnu mere opfarende, end jeg var i forvejen; jeg blev hyperaktiv, og for mig blev det mere og mere surreelt at se den modsatte effekt på de andre.

Jeg havde to mindre sammenbrud i løbet af indspilningerne til “For”. Det ene kan man høre på pladen. Jeg bryder grædende sammen i det tredje nummer, “Conviction Justifies All Means”, men jeg lod det alligevel komme med på det endelige album. Jeg har åbenbart altid haft warholsk poseur-blod nok til at lade dokumentet hvile i sin egen ret.

Det sidste billede, jeg har af Morten fra studiet, er, at han dukkede op uden sko på og sad og kløede sig i sine kønsorganer og fik grineflip over en eller anden sjofelhed. På det tidspunkt forekom den form for stupiditet mig utilgivelig: som om man havde at gøre med vaskeægte demens. Selvfølgelig kunne gruppen ikke fortsætte. Samtidig ville jeg gerne ud af kontrakten med CBS. Allerede med ”The Icecold Waters of the Egocentric Calculation” var det bizart at udsende en plade, der skulle revolutionere det medie, vi arbejdede i, og så ellers blive præsenteret for de pladeselskabsmennesker, der skulle arbejde for den, folk i Kim Larsen & Jungle Dreams T-shirts og Rugsted/Kreutzfeldt sweatshirts. Hele den der funky Montmartre, lyserøde læderslipsting … Ballet Mécanique var jo en modreaktion på hele Montmartre-kulturen, på den funkverden der omgav os. Det var forfærdelige Earth, Wind & Fire-tider, sikkert den mest slatne form for kropslighed, verdenshistorien endnu har set. Jeg ville væk fra den CBS-kontrakt, og den eneste måde at komme ud af miseren på var at opløse bandet, eftersom kontrakten var skrevet i bandets navn.”

 

Opløsningen planlægges (efterår 1982)

Anmeldelse af For, Sidegaden, oktober 1982:

“Martin Hall er et geni, et naturtalent af multimegationale dimensioner, der er simpelthen igen, der når ham til kinaskoene herhjemme, og få i udlandet, om end englænderne kan prale af at have en form for modstykke i David Bowie, som også er meget talentfuld, selvom at For får det meste af hans produktion til at blegne i sammenligning. Husk hvor du læste det først!”

Jesper Reisinger.

 

Martin Hall: ”14 dage efter, at ”For” var udkommet, skulle vi spille i Saltlageret, og planen var følgende: Jeg ville ved denne lejlighed offentliggøre bandets opløsning og informere de tilstedeværende om skiftet fra Ballet Mécanique til Under For. Michael K og jeg selv ville fortsætte med den nye guitarist Per H, der ved samme lejlighed ville blive præsenteret. Morten var blevet afsat i løbet af sommeren, alt sammen meget humanitært udført og i fuld enighed parterne indbyrdes. Faktisk var den eneste grund til, at vi overhovedet mødtes, at jeg havde brug for hans elektriske violin, som jeg så lærte at spille på i de mellemliggende tre måneder. Ved den sidste Ballet Mécanique-koncert beherskede jeg allerede instrumentet tilfredsstillende. Vi spillede et meget kort sæt og sluttede så aftenen af med at afspille et kassettebånd, mens et dias med pressemeddelelsen blev projiceret op på bagvæggen.”

Pressemeddelelse skrevet af Martin Hall:

“Ballet Mécaniques koncert den 15. oktober 1982 i Saltlageret var den sidste under dette navn. Gruppen forsøgte at bygge bro mellem eksperiment og massekommunikation, men opdagede undervejs, at vi mistede flere end de vandt – og dem, der skal have formidling ned med tvang er vist ikke dem, der får mest ud af det. Råddenskab og mistro sivede ind af de sprækker, der kom af at ville presse midlet til det yderste.

Og da Morten Versner på grund af høreskade og manglende idealisme “forlod” gruppen i august 1982, blev man nødt til at tage alle disse presserende problemstillinger op, som man havde ladet flyde ud så længe. Helheden var ikke den samme, fællesskabet var en kliché, som man forsøgte at overbevise sig selv om eksisterede. Og det tog således et par måneder at erkende situationens omfangsrighed og få punkteret den byld, der havde presset så længe og så vedvarende, at man ikke kunne koncentrere sig om det inderste på grund af den udefrakommende smerte.

Folk har betvivlet vores intentioner – og vel også med rette i deres verdener. Vi kendte vores ‘sandhed’ og kunne derfor hele tiden væbne os mod det fordrejede og ukorrekte had, der blev smidt i hovedet på os. Men da vores egen renhed begyndte at blive infiltreret af tvivl og angst for kommende uhelbredeligt svineri, blev vi tvunget til at skære helt ned til benet og fjerne det forrådnende kød, før det nåede en utilgivelig grad af spedalskhed, som man ville forsøge at se gennem fingre med.

Så nu må positionen markeres, den der hele tiden har været den samme, om end formen måske har sagt noget andet. Men det er den gamle historie om form og indhold igen, ”when they judge, it reminds me of that blind can’t see colours”. Folk har forvekslet plader med posering, pladerne som noget, man gerne ville stille sig op af og lade fotografiapparaternes lys opvarme én med falsk og syntetisk varme. Og hele den terapeutiske virkning er der meget få, der har troet på – og endnu færre der har kunnet acceptere. Så derfor er det kommet hertil, tilbage til skabelsen, ansigt til ansigt med dommerne, der forsøger at gemme sig i deres egne skygger, viden viden mod viden, troen på tro. Farvel til Morten Versner, farvel til det stupide navn Ballet Mécanique, farvel til foreløbige pladeudgivelser og CBS (det må her understreges, at gruppen har haft helt frie hænder hos CBS, men at de til sidst blev så frie, at kontakten gik tabt). Goddag til bekræftelse, goddag til renhed, goddag til intensitet, som man kun forveksler med råddenskab, hvis man ikke har andet end andres fejltagelser at leve højt på.

Der er noget, der hedder skyld. Og der er noget, der hedder at påtage sig skylden. Og den lokale sandhed ligger vist et sted midt imellem. Martin Hall, Michael Karshøj og Per Hendrichsen vil fortsætte missionen under navnet: UNDER FOR.”

 

Martin Hall: ”Dermed var det så deklareret, at vi var færdige med CBS og Morten Versner, og at bandet ville fortsætte under andet navn. Det skabte selvfølgelig en del tumult blandt folk, især blandt folkene fra CBS der udvandrede i protest. Ligesom Roskilde Festival nogle år senere aldrig havde været ude for, at et band (Under For) takkede nej til at spille på Den store Scene, havde CBS-folkene åbenbart aldrig før været udsat for, at et band pissede på dem på den måde. Ingen var blevet oplyst om noget inden begivenheden, så effekten var selvfølgelig maksimal: publikum var desorienterede, pressen overrasket og ”the corporate people” hægtet af. Pointen var en manifestation af en kunstnerisk integritet og et ønske om at bevise overfor publikum – de sjælefrænder jeg gerne så det var – at uafhængigheden var intakt. Samme morgen havde vi så sendt pressemeddelelsen rundt til aviserne, der dermed havde den dagen efter. Politiken slog det stort op.

På det tidspunkt var jeg allerede videre. Jeg havde netop indleveret det endelige manuskript til min første bog, ”Genopbyggelsen er Større end Selve Skabelsen”, og jeg udgav ”Ritual”, min første soloplade et par måneder senere. På det tidspunkt var opløsningen af Ballet Mécanique nærmest bare en bagatel, som skulle overstås. Det var et band, der var blevet en pastiche.

Der var også et andet faktum, der gjorde sig gældende, nemlig det at jeg var blevet ret chokeret over alle de medløbere, der var begyndt at dukke op til koncerterne. Jeg var begyndt at føle en vis lede ved mit eget publikum. Når jeg kiggede ned fra scenen, kunne jeg se, at fascinationen af ”det mørke”, tidens kendetegn, var blevet det bærende karaktertræk hos mange blandt publikum. De var fascineret af ”det mørke”. Mens vi andre prøvede at komme ud af det, virkede det nærmest som om, nogen kørte hele togladninger ind fra forstæderne med folk, der bare slet ikke kunne få nok af det. Det forekom mig noget nær lige så absurd, som hvis en person forsøgte at komme ind på den lukkede afdeling. Michael Strunge fortalte mig på et tidspunkt, at han var ked af ”kun” at være maniodepressiv: I hans øjne var det mere sejt at være skizofren – ”sådan ligesom Bowie” som han udtrykte det. Det var svært at tage alvorligt.

Gennem Ballet Mécaniques tre år lange eksistens var tilstrømningen af ”mistænkelige typer” blevet større og større, og til den sidste koncert følte jeg simpelthen foragt for størstedelen af vores publikum. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle stå der og videregive helt private erkendelser, når det så åbenlyst var fuldstændig bedøvende ligegyldigt for størstedelen af dem. Halvdelen af dem var mere interesseret i ska-hatte og mod-tøj. Selvfølgelig skal man spille for de enkeltindivider, der genkender noget i det, de finder i ens tekster og musik, men jeg reagerede meget stærkt på de folk, der ikke kom af den grund. Jeg overreagerede selvfølgelig også en hel del.

Fascination var virkeligt blevet et nøgleord i startfirserne, og i fascinationen lå der selvfølgelig det samme ubehagelige ”brug og smid væk”-mønster, som der ligger i enhver anden massekultur – en meget nonchalant holdning til egentlige værdier. ”Brug noget den ene aften og smid det væk den næste dag”. Og det blev for så vidt kun værre og værre op gennem første halvdel af firserne, eftersom folk blev mere og mere fascineret af det ”mørke”, det faretruende … ”ih altså, jeg er bare inde i den mest skidespændende identitetskrise, du kan forestille dig”. Novra.  Folk begyndte at tage amfetamin for at prale af nedturene, det var helt absurd. Har man oplevet nedture nok, søger man dem ikke ligefrem; det at lede efter noget i den ende af intensitetsskalaen forekommer mig at være wrong way up. Der findes de her trickfilm, hvor man ser en plante vokse fuldt ud på mindre et minut, og sådan oplevede jeg også publikum dengang. Man kunne nærmest se dem degenerere. Det startede med de alvorsfulde poeter, og de blev med tiden fuldstændig kvalt i denne masse af charlataner og festidioter. ”Tidens Tern” som C.V. Jørgensen kaldte en plade fra den tid. Miljøet gennemgik en kollektiv fordummelse, og grunden var for så vidt klar nok. Ethvert miljø svækkes af sit eget ønske om at være grænseoverskridende: I den grænseoverskridende handling mister man centrum og skylles dermed længere og længere ud, som ringe i vandet, for til sidst bare at blive opløst.”

 

Opløsningen (15.oktober 1982)

Martin Hall: ”Jeg gik på scenen og sagde farvel til en kontrakt, som de fleste andre ville have gjort hvad som helst for at få. Jeg gjorde mig uvenner med pressen, med publikum, med alle, og det gjorde jeg for at understrege, at jeg ikke var blevet korrumperet. Det var det væsentlige på det tidspunkt. Symbolværdien af at vise man ikke var korrumperet.”