Programindlæg i forbindelse med Martin Halls opførelse af Inskription i Radiohuset mandag den 5. september 1983 (arrangeret af Udvalget for Tonekunsten under Statens Kunstfond i samarbejde med Danmarks Radio).

 

Et forsøg på at skabe en musik af en mere associativ karakter end en egentlig bevidst oplevelse – hvor fortolkning bør underlægges en personlig målestok frem for et kollektivt facit. En transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst … et forsøg på at forene vores vestlige, industrielle musikopfattelses æstetik med den tribale råhed, som denne kultur har vendt ryggen: et forsøg på at bruge ressourcer og virkelighed uden filter. Vores kultur er kommet til et stadie af falsk forfinelse, hvor stammeelementets fysiske bevidsthed er fornægtet fuldstændigt – hvor såvel dynamik som brug er blevet modificeret til noget ubrugeligt klinisk. Det hele ender i en slags kulturel kropsfornægtelse, hvor intellektualisme bliver en falsk og opgejlet ophøjethed, der ikke længere har noget at have sig selv i. Vi er på vej væk fra såvel virkelighedsfornemmelse som kropsfornemmelse, men ikke længere i en søgen, derimod i en angst. Dette er et billede på at kræve virkelighed tilbage til udnævnt kunst, legeme tilbage til tanke. Et billede på denne eksistens-syntese af given industrialitet og latent stammeidentitet: en præsentation, en virkelighedskampagne frem for såkaldt kunst. Grænsen mellem virkelighed og propaganda forbliver urørlig, personlig sansning legemliggjort i et lydbillede, hvor det primære er at gøre billedet til spejl.

Og alt det her kan lyde som noget sædvanligt akademisk, teoretisk pis. Men tvivlen står i offentlighedens tegn, og følelsen forbliver centrum for virkelighed.

 

Martin Hall, august 1983