EN SKÅL FOR VOVEMODET

Geiger-interview af Rasmus Steffensen (oktober 2001)

I foråret trådte den københavnske forvandlingskunstner og selvudnævnte ”king of the terraces”, Martin Hall, stærkt frem både på den musikalske og den litterære front med et udtryk, der på én gang var konfrontationslystent og æstetisk velfunderet. I øjeblikket fører han en mere tilbagetrukket tilværelse, hvor han, efter lang tid i den danske musikbranches arena forsøger at komme på afstand af maskinelle arbejdsformer og produktspekulation for i stedet at hellige sig sit virke som skabende kunstner, samtidig med at han søger efter en menneskelig ro.

”Lad åbenbaringerne blomstre i den industrielle tidsalders mudder.” Sådan udbryder Martin Hall cirka midtvejs i dagbogen Kommunikaze – 1000 dage i cockpittet, der udkom i foråret – samme dag som det musikalske samarbejde med Christian Skeel, Metropolitan Suite (anmeldt i forrige nummer af Geiger) blev sendt på gaden. At bogen og CD’en udkom samme dag var langt fra tilfældigt, skønt de ikke i direkte forstand hører sammen. Metropolitan Suite skiller sig i æstetisk forstand markant ud – både fra Martin Halls seneste udgivelser og i særdelseshed tidens musikbillede som sådan – ved at være et slags ny-klassicistisk cut-up-værk af sjældent formfuldendt karakter. Kommunikaze kan læses som den dagbog den er, men også som en både kras og underholdende beskrivelse af den overvældende store del af det danske kulturmiljø, Martin Hall har været i berøring med, gennem de tre år bogen strækker sig over. Ligeledes bliver der plads til generel samfundskritik, filosofiske passager samt stof af mere personlig og selvransagende karakter – eksempelvis refleksioner over hans mors selvmord, en vens HIV-sygdom og hans eget nervesammenbrud, som er et centralt spor bogen igennem.

Begge værker har været længe undervejs – og opsamler således en periode på flere år i Martin Halls liv. De indtager på hver deres måde klart en positur, der tager skarp afstand fra middelmådighed og kulturel dorskhed, hvorfor ovenstående citat er meget betegnende for begge udgivelser. Inden udgivelsen antydede han da også, at han forventede en del debat. Samtidig indleder han bogen med et forord, hvor det blandt andet lyder: ”Det eneste, jeg måtte beklage, var, hvis mit (for læseren usynlige) smil på læben visse steder er gået tabt,” og ynder at se sig selv som en arvtager efter Oscar Wilde. Geiger mødte Martin Hall tre måneder efter udgivelserne til en snak, der både peger frem og tilbage – og det var da heller ikke nogen kulturpessimistisk mørkemand, Geigers udsendte fik at se, men et høfligt smilende og nærværende menneske. Indledningsvis syntes det at være på sin plads at spørge ham, hvordan han, set på afstand, mener at reaktionen på udgivelserne har været.

Musikere læser ikke bøger

”Jeg havde nok regnet med mere polemik omkring musikdelen. Jeg har stort set ikke fået nogen reaktioner fra det etablerede musikmiljø, men det understreger blot den pointe, jeg altid har haft, at musikere generelt ikke læser bøger – for slet ikke at tale om musikbranchen i al almindelighed! Men jeg føler, jeg har profileret mig som forfatter, og jeg har fået gode anmeldelser og positive henvendelser fra andre forfattere – som Kirsten Thorup og Thomas Boberg. Det kan glæde én som skrivende menneske. Udover en meget lille poetisk inderkreds i musikmiljøet, er den litterære scene en helt anden verden. Bogen har tjent sit formål; det har været en måde at få åbnet Pandoras æske på og få sluppet nogle ting ud. Det er også en stående kritik af de ting, jeg har haft og stadig har problemer med i musikbranchen. Men omvendt: Karrusellen kører videre. Jeg har egentlig ikke regnet med noget større opgør – det har bare været en måde at skitsere nogle ting på undervejs.”

Det har vel også drejet sig om at trække en personlig grænse?

”Ja, meget. Dagbogen er skrevet i en periode, som jeg tror, at jeg også om tyve år vil se tilbage på som en fase, hvor der skete nogle meget radikale ting i mit liv. Det er interessant for mig, at det er blevet nedfældet undervejs. Jeg har blandt andet gennemlevet et nervesammenbrud, som har tvunget mig til at lægge livet noget om, da jeg har kørt på et arbejdsniveau, der ikke er sundt. Samtidig kulminerer min omgang med musikbranchen i kraft af samarbejdet med Hanne Boel og EMI, der er en helt anden vektor i musikmiljøet, end jeg normalt har arbejdet med. En sådan konservativ maskine har sine fordele og sine begrænsninger, men det er et forum, jeg, som menneske, ikke kan begå mig i i det lange løb. Jeg har det ikke godt i en situation, hvor noget bliver otte til fire arbejde; det havde jeg allerede meldt mig klart ud af, inden pladen udkom. Lige så højt jeg elsker den klassiske popmusik, lige så skræmt og irritabel bliver jeg i maskinens nærvær.”

Musikkens bevidsthedsfelt

At udgive en plade som Metropolitan Suite umiddelbart efter at have været i nærkontakt med popbranchens store maskine, kan virke som et yderst taktisk modtræk. Martin Hall har selv beskrevet pladen som avantgardistisk matinémusik, og det er nok næppe den slags udgivelser, der giver jakkesættene våde drømme om natten. Samtidig er pladen, med sine grandiose arrangementer, ærkeeuropæiske lyd og højstemte patos, et æstetisk bevis på, at en dansk kunstner ikke behøver at henfalde til den middelmådighed og vanetænkning, som bogen langer ud efter. Pladen er dog ikke i direkte forstand tænkt som et opgør.

”Den er ikke lavet for at provokere eller for at lave noget fuldstændig anderledes end den sidste plade. I sig selv er den blot en naturlig reaktion på et presserende behov, der har ligget og ventet på forløsning i nogle år. Eller rettere – en række forskelligartede behov, der ledte efter et samlet udtryk. Pladen samler sammen på min brændende kærlighed for klassisk kompositionsmusik, min forkærlighed for barokke Kurt Weil/Bertolt Brecht-sange og min lyriske baggrund i navne som Rilke og Baudelaire. Pladen har ligget der i mange år som et punkt, der er blevet arbejdet hen imod. Den kom så på et enormt godt tidspunkt og blev på den måde en manifestation af, hvad jeg er og arbejder med som menneske og kunstner.”

Og pladen, der er skabt i tæt samarbejde med billed- og lydkunstneren Christian Skeel, har virkelig været undervejs i mange år – faktisk et helt årti.

”Projektet opstod som idé i sin meget sprøde form i 1990, hvor Christian hjalp mig med nogle instrumentalpassager på pladen Imperfect. Dér kom vi til at tale om, hvor oplagt det ville være at omskrive den klassiske tradition til en række fragmenter og lave en plade på den måde. Så har vi begge to bare haft travlt. Christian har blandt andet arbejdet med Lars von Trier, og jeg har haft alle mine projekter. I sommeren 1997 besluttede vi os så for, at nu skulle den laves. Vi begyndte at mødes med ret lange mellemrum for at lave nogle skitser. I vinterhalvåret 1998/99 arbejdede vi mere konkret med at samle materiale og danne os et overblik – og endelig brugte vi et år på at gøre pladen færdig. Det har været et langsommeligt projekt. Ikke fordi vi har været i studiet i månedsvis i træk, men forstået på den måde, at vi har bygget en bevidsthed op som et stykke musik – hvilket har været befriende for os begge to. Jeg har i perioder arbejdet intenst med en mere statisk musikforståelse med mange regler, mens Christians baggrund er meget abstrakt. Blandt andet har han skrevet en del filmmusik, der er mere formløst. Jeg synes, at det samarbejde både har været meget frugtbart og en stor personlig tilfredsstillelse.”

At bygge et stykke musik op som en bevidsthed er noget Martin Hall gentagne gange vender tilbage til – og det er åbenlyst noget, han har mere lyst til at snakke om end sine eventuelle problemer med branchen.

”Det besynderligste er, at musikbranchen nok er noget af det, jeg tænker mindst over i min dagligdag. Den forekommer mig at være så fjern i forhold til det grundlæggende behov for at skabe noget musik, der forhåbentlig kan bruges af andre mennesker som en slags bevidsthedsfelt. Hvis andres musik er inspirerende, bliver det også en aktiv katalysator i éns eget liv. Jo mere man beskæftiger sig med branchen som maskine – hvad enten man kæmper for eller imod – jo længere væk kommer man fra grunden til, hvorfor man egentlig startede med at kreere dette bevidsthedsfelt.

Lige siden jeg var lille, har det været helt tydeligt for mig, at ordet og musikken ville få stor betydning for mig. Som tiårig fik jeg de første meget stærke oplevelser med musik, men typisk også med teksterne. Mine første intellektuelle korn blev sået gennem den mere poetiske rockmusik. Ord og musik hang meget sammen som et positivt fælles udtryk. Musikkens fordel er helt klart dens sanselighed – dens voldsomme rus – mens litteraturen har en fordybelse og nogle indadvendte kvaliteter, som man også finder i den poetiske rockmusik. Man skal bare ikke lade sig forblænde af de ydre faktorer. Man skal gøre, hvad man gør – og så forsøge at finde sig til rette i miljøerne, så godt som man nu kan.”

Toreadoren mod bulldozeren

Selvom Martin Hall – belært af blandt andet sit nervesammenbrud – har gearet ned arbejdsmæssigt – og efter eget udsagn har lagt sit liv meget om – kan man ingenlunde sige, at han ligger på den lade side efter Kommunikaze og Metropolitan Suite. Han indrømmer da også, at selv om han forsøger at slappe af, ender han alligevel altid med at have travlt. De projekter, han arbejder på nu, er dog overvejende nogle, hvor han indtager en mere perifer rolle i forhold til musikbranchen. Han har skrevet et orkesterværk, der skal opføres til indvielsen af billedhuggeren Ingvar Cronhammars monument, Elia, ved Herning den 27. september, og skal skrive musik til Gladsaxe Teaters store satsning, Kameliadamen, der kan opleves fra den 20. januar til den 7. april næste år. Musikken, som Martin Hall håber vil forene kærlighedens ængstelse og hengivelse, er endvidere planlagt til udgivelse hos MNW, der også udgav Metropolitan Suite. Desuden har han skabt en lyd- og billedinstallation ved navn A Hospital Room, der kører på Ystads Konstmuseum i Sverige fra den 20. oktober til den 25. november, og han arbejder på at sammensætte en Irma Victoria-mindeplade, der skal udkomme på étårsdagen for hendes død den 10. November. Udgivelsen kommer til at bestå af udvalgte numre fra de to plader, hun nåede at lave i samarbejde med Martin Hall, samt uudgivent materiale. Han håber på, at det er dén Irma Victoria-plade, der kommer til at stå for eftertiden. Endelig er han i gang med at skrive det, han selv kalder sin store dannelsesroman.

”Jeg har egentlig ikke brug for, eller lyst til, at komme tilbage foreløbig; så jeg kan godt forestille mig, at der ikke kommer en plade med Martin Hall som sanger i et pænt stykke tid,” siger han – uden dog at præcisere, hvad han lægger i ”et pænt stykke tid”.

”Jeg har brug for at blive mere vægtløs igen. Lige nu befinder jeg mig i en niche, hvor jeg har det meget bedre. Mine næste projekter er meget ”acentrale” ting – som kunstudstillinger i Sverige og klassiske værker til store metalarkitektoniske værker på den jyske hede. Jeg er inde i et nyt kredsløb nu, som jeg ikke helt har defineret endnu, hvilket er betydeligt sundere og mere kreativt.”

Ud over musikken er Martin Hall således i berøring med både billedkunst, litteratur og teater. Han er dog udmærket klar over, at alle brancher har deres indgroede vaner og selvbekræftende attituder. At flakke rundt fra det ene kunstneriske udtryk til det andet – og fra bred eksponering til anonymitet – virker snarere som en måde at skabe personlig balance på, mere end et middel til at bryde med et bestemt miljø.

”Forfatteren Bruce Chatwin har det postulat, at mennesket er en nomadeeksistens. Når vi, som mennesker, slår os fast ned et sted, begynder vi i samme øjeblik at gå til grunde i vores eget skidt, så at sige. Som menneske er jeg noget anderledes; jeg kan egentlig godt lide følelsen af at slå rødder, men som væsen er jeg meget nomadeagtig. Jeg tror, at det gode ved kunsten er, at den tilbyder forskellige vinkler; at man kan gå igennem en spejlsal og få forskellige billeder af sig selv og andre mennesker gennem billedkunst, lyrik og musik. Er man så heldig at have talentet og interessen til at begå sig inden for de miljøer, tror jeg, at der indtræffer en synergieffekt. Ved at omgive sig med så mange kunstneriske udtryk som muligt, bliver man i stand til at kommunikere på mere end ét plan. Men alt er perioder – alt er pulsslag og åndedræt. På et tidspunkt i ens liv bliver man nødt til at stabilisere sit arbejde. Tiden må vise, hvor jeg ender. Lige nu ligger mit fokus på at skrive. Under dagbogsskrivningen fandt jeg virkelig en ro med det. Under de svære perioder jeg gik igennem, var bogen min nærmeste fortrolige. Nu kan jeg mærke, at jeg er kommet et andet sted hen som ”forfatter” – hvad dét så end er.”

Selvom Martin Hall har skrevet flere digtsamlinger og romaner, har han dog stadig svært ved at kalde sig selv forfatter.

”Det er et af de få steder, hvor jeg stadig har en svag ydmyghed tilbage,” siger han og ler. ”Det er en verden, hvor jeg føler, jeg har meget at lære. Jeg er stadig en novice.”

Selvom han altså nu har et behov for at holde sig på en vis afstand af musikbranchens mekanismer – og nyder den ro, han finder ved at skrive – understreger han dog igen, at han ikke har brudt med popmusikken.

”Jeg har benyttet mig af popmusikkens skabeloner med stor tilfredshed. Det er en maskine, du kan gå ind og benytte. Det fantastiske ved popmusikken er, at du kan sende noget på gaden, som alle finder chokerende – og en måned efter er det mainstream. Den deler jo også navn med popkunsten. Slip et dyr ind i popmusikkens arena, og pludselig kan det blive en guldkalv. Problemet opstår i en stor del af de ansattes bevidsthed. Branchen har generelt et konservativt sindelag og en fællesnævner, der ligger meget lavt. Du kan bare se på top 40. Når Smokie’s Greatest Hits ligger på toppen i år 2001, må man nok spørge sig selv: Er det mig, der er gået glip af noget? Men så længe man er en god nok toreador til at stange tyren – og ikke blive stanget af den – er det fint. Problemet opstår, når tyren bliver til en bulldozer, der ikke vil stoppe. Hvis den vil have festmusik til kræmmermarkederne, og du vil lave kunst for feinschmeckerne, skal du skynde dig ud! Jeg har intet imod bred eksponering, men den mentale træghed generer mig. Jeg tror dog også, denne træghed er udtryk for en dansk holdning. Den svenske musikindustri er noget mere pro, og jeg har fået en publishing-kontrakt i Tyskland, hvor det hele foregår meget stringent, altså: ”It is written in the contract,” siger han med bred germansk accent. ”Danmark er det lille hyggeland, hvor sloganet er: Slap nu lidt af.”

Sjælehøjde og spirituel kosmetik

I Kommunikaze bruger Martin Hall da også flittigt lejligheden til at ironisere over danskheden – de stolte arvtagere efter vikingerne, der bliver indendøre, når en smule orkan er under optræk, og som hysterisk hamstrer sødmælk når en strejke finder sted. Føler han sig ligefrem hæmmet af dette mentale klima?

”Meget! Sløvheden er fænomenal og selvglæden er maksimal. Mens vi har travlt med at skrige op om, at muslimer i Brugsen ikke må bære tørklæde, er der ingen der ser på det problem, at vi i Danmark har en nationalbeklædning, der hedder mundkurven. Hvorfor flytter jeg så ikke? Igen fordi jeg sætter stor pris på stabiliteten i Danmark – men stabiliteten har det også med at nedkøle ting til en sådan grad, at de bliver frosne. Normalt tænker jeg ikke så meget over det. Jeg sidder derhjemme og arbejder på mine projekter – og når de så skal markedsføres, må jeg finde mig i det tempo, det foregår i. Derfor har jeg det også enormt godt med at skrive for tiden. Det er en isoleret proces; du sidder groft sagt og skriver på din bog et år eller to. Du er uafhængig af pladestudier, musikere og andre mennesker. Jeg har haft for meget med andre mennesker at gøre i det sidste stykke tid.”

Martin Hall giver ikke meget for janteloven. Selv stillede han sig for nylig op på Nordjysk Musikkonservatorium og holdt et foredrag med titlen: Hvad har Leonardo Da Vinci, Ludwig Wittgenstein og Martin Hall til fælles?

”Det var ment som en morsomhed. Pointen var, at udover stjernetegnet, føler jeg mig beslægtet med disse folk, der prioriterede ånden, hvori de gjorde noget, frem for produktet. Visionen bag er vigtigere end produktet. Vi lever i en tid, der har modsat fortegn. Her er produktet det vigtige.”

”Folk køber ikke plader til sig selv i dag. De trediveårige køber plader til deres børn. Selv lytter de til radio, og de progressivt orienterede bruger nettet. Pladebranchen er i krise, og det synes jeg er skønt, for det tvinger den til at tænke nyt. Måske må radiokanalerne og pladebranchen som tjenende instanser bare lytte efter, hvad folk vil have. Der burde dog også være et opinionsdannende aspekt, hvor man ser det som sit moralske ansvar at bevare en vis opbyggelighed. Når jeg hører folk sige, at de synes DR2 er lige lovligt marginalt, bliver jeg nervøs. Når folk så går så langt som til at sige, at DR1 er for selektivt og marginalt, så tænker man: Enten er jeg blevet for gammel, eller også er den intellektuelle kapital ved at smuldre gevaldigt!”

Ifølge Martin Hall er ånd og visioner altså mangelvarer – i særdeleshed når talen falder på Danmark. Vi lever under produktets tyranni. Ved at læse Kommunikaze får man også gang på gang indtryk af, at en spiritualitet er gået tabt.

”Ja – en spiritualitet, der ikke er religiøs. Det er enormt vigtigt. Jeg har i lange perioder været meget interesseret i det religiøse og spirituelle, og jeg er kommet ud af det som en meget nøgtern og afklaret person. Jeg har ikke det store gudelige forhold længere, men spiritualiteten er i mine øjne en kraft– en renselse, der ikke har noget at gøre med religiøsitet. Det er ånden, hvori noget gøres – en evne til at hæve sig. Med Nietzsches begreb: Sjælehøjde. Jeg savner sjælehøjde i Danmark. Vi er en nation af åndelige dværge.”

Men spiritualiteten er vel i dag også blevet et produkt?

”Den er et produkt, vi benytter til at tilfredsstille vores egoer med. Det er en idé om, at man skal opføre sig på en bestemt måde og gøre nogle bestemte ting. For eksempel er det spirituelt at sidde og meditere, selvom du har hovedet fuldt af lort! Og det er fjollet! Vi forelsker os hele tiden i idéen og produktet i stedet for ånden, hvori noget gøres. Det har kunnet hidse mig op i 20 år nu, og det kan det for så vidt stadig. Meditation er groft sagt en metode til at geare sig selv ned og opnå en klarhed, hvorfra man kan begynde. Den er et middel til at nå målet. Den er ikke målet i sig selv – men langt de flestes idé om åndelighed er æstetisk. Det er en kosmetisk ting, der skal gøre dig smuk uden at nå særlig dybt ind. Åndelighed er i virkeligheden en meget snavset ting. Hvis man vil gribe fat, skal der sateme gøres hovedrent – i ordets egentligste forstand. Folk forveksler modellen med virkeligheden, kortet med landskabet. Som når kunsthistorikere tror de er kunstnere, bare fordi de ved en masse om kunst. Det er en meget lang diskussion.

I den roman jeg skriver på nu, prøver jeg at integrere en personlig rejse og et personligt opgør med en mere overordnet mening. Den bliver mit store svendestykke – beviset på, at jeg, som forfatter, er nået dertil, hvor jeg kan fortælle en underholdende, medrivende, stimulerende historie, der giver mening uden at prædike mening. Jeg har før haft tendens til at prædike, og det er en meget dårlig idé. Det eneste, du kan gøre hvis du føler, du har noget at byde på, er at være et godt eksempel. At prædike er spild af tid; du ender med at være en kliché. Dét, det hele handler om, er at lave dette bevidsthedsfelt, andre mennesker kan træde ind i uden at føle sig angrebet eller invaderet. Andre menneskers erfaringer er kun gavnlige, så længe du kan træde ind i de rum og blive mere dig selv, end du var før.”

Mister man modet, mister man alt

Trods der altså gives hård kritik af mangt og meget i Kommunikaze, er det ikke Martin Halls intention at prædike. Bogtitlens ordspil peger da også netop på kommunikationen som et væsentligt træk; det skal være et åbent rum, man kan træde ind i. Et sted, hvorfra en samtale kan begynde. Men kommunikationen er altså også kombineret med noget farligt – en risiko for selvdestruktion – da der jo også associeres til kamikazepiloterne i titlen. Skal en reel kommunikation finde sted, må man naturligvis åbne sig – og det er en sårbar situation at stille sig i. Ikke mindst for en ambitiøs og egensindig kunstner i en nation af ”åndelige dværge”.

”Det skal man turde. Karen Blixen gav et interview i 1943, hvor hun sluttede af med at sige: ”Mod er menneskets svar på livets vilkår.” Det er sagt under krigen af en dansk forfatter, der i sit eget land ikke var specielt vellidt. Hvis man som kunstner mister det mod, mister man alt. Man mister sjælehøjde, vision, alt! Du bliver en applaussøgende publikumsmaskine. Uanset hvad man synes om det, vil jeg mene, at jeg altid har prøvet at prioritere vovemodet – evnen til at gøre noget nyt i stedet for at samle ind af det, man har, og få pant for flaskerne. Bogen har været et forsøg på at udvide grænsen for, hvad man kan, må og bør gøre i dagens kulturelle Danmark. I det øjeblik man begynder at være bange for at miste ansigt i andres øjne, har man mistet sig selv. Jeg plejer aldrig at udbringe skåle, men til receptionen på bogen udbragte jeg én skål; en skål for vovemodet.”

Geiger hæver da gerne et glas i den forbindelse.