SE DIG SELV I SPEJLET, SLÅ DIG SELV I HOVEDET

Euroman-interview af Martin Kongstad (august 2005)

Allerede som 22-årig blev han en myte. Genial for nogen, arrogant og selvhøjtidelig for andre. Men altid værd at bagtale. Nu har han skrevet sin egen version af det hele: Den sidste romantiker, en roman på 700 sider om tiden fra 1980-2005. Martin Kongstad mødte ham for at tale om generationen, der var unge i 80’erne og nægtede at blive ældre i 90’erne; om alt fra Strunge til rockerbank, religion og Det Brune Punktum.

Hvordan mødte du dine ligesindede dengang i 80’erne?

– Punkeksplosionen var det krater, man ledte efter liv i. Først denne enorme eksplosion, og så begyndte livsformerne ellers at træde frem af røgen … den ene mere utrolig end den anden! Som levende væsener orienterer vi os efter koder – det er f.eks. meget sjældent, at en ko og en gris forsøger at parre sig. Vi går efter ligesindede, og man pejler sig ind på hinanden via identitet og signaler. Hvis man ser MTV i dag, har alle afbleget hår og kæder over det hele, men dengang var der tale om max 30 mennesker med to-farvet hår, så det var ret let at finde ud af, hvem man var på bølgelængde med.

– Punken bliver af mange anset som en meget negativ bevægelse, men i mine øjne var den en fantastisk supernova-eksplosion, noget der satte en enorm kunstnerisk bølge i gang. Hvor 68’erne havde været en bevægelse præget af politiske aktivister, var 80’er-generationen præget af billedstormere. Det er umuligt at komme udenom 80’er-generationens dominans kreativt og kunstnerisk.

Tog man bare en bus ind til Pisserenden og mødte de andre punks?

– Ja, eller Gammel Torv eller Christiania, men det vigtigste mødested var selvfølgelig koncerterne. Sods i Musikcaféen, Brats i Saltlageret. En anden vigtig faktor var bøssemiljøet. Som punker sidst i 70’erne fik man utrolig mange bank. Der stod rockere ude foran Concert of the Day i Brumleby og ventede på at banke folk. Alene den ting gjorde, at man vidste, at man havde fat i noget kolossalt, for hvordan skulle noget så harmløst som os ellers kunne tirre så mange, så voldsomt? Bøsserne var derimod utroligt åbensindede og tolerante, måske fordi de selv kendte til følelsen af at være minoritet, at være forfulgt. Jeg så flere punks, bl.a. Tutse (afdød punk, red.), på Madame Arthur første gang, jeg var der, og Pan var et af de rigtig gode hang-outs i de år. Det var ren Fellini. Der var selvfølgelig mennesker, der fandt bøssemiljøets meget eksplicitte seksualitet en kende for pågående, men jeg oplevede det nu aldrig som et pres – jeg var bare en af tidens free radicals, en af den slags personager man lod stå i fred ovre i sit hjørne.

Havde du følelsen af at tilhøre en inderkreds?

– Ja, men min vej ind var lidt anderledes. Jeg var typen, der altid havde holdt mig for mig selv. Som 9-årig var jeg drengen uden venner i Rødovre, ham der meget tidligt begyndte at lytte til Roxy Music, Bowie, T-Rex etc., og da punken kom, fulgte jeg indledningsvist også den lidt på afstand … primært gennem de engelske musikblade og ved at købe plader i butikker som Bristol, Gry og Superlove. På det tidspunkt var jeg gudskelov kommet til at bo på Frederiksberg. Jeg forsøgte at komme ind til Sex Pistols-koncerten i 77, men var for lille og blev vist væk. Afvisningen fik mig dog til at tage mig sammen og få farvet håret gult og blåt, og efter det kom turen så til at få købt sig den obligatoriske hundekæde. Allerede dengang var jeg æstet, så jeg valgte selvfølgelig at bruge min mors kontokort i Magasin frem for at gå ned i den lokale kennel. Jeg fandt en passende kæde og gik hen til disken, hvor jeg blev mødt af en ældre ekspedient med ordene: ”Ja, så gerne, skal jeg pakke den ind, eller vil De have den på med det samme?” Hans had til mig var overvældende. Men dermed var jeg langt om længe blevet rigtig punk, og i 1978 begyndte jeg så for alvor at blande mig med miljøet. Set udefra var Sods (Sort Sol) nærmest lig med miljøet … dem og Eddie Haircut (afdød Brats-trommeslager, arrangør af Concert of the Moment).”Martin Hall”-skikkelsen som sådan materialiserede sig vel nok først ved Concert of the Moment-begivenheden i 1979, hvor mit band Identity (senere Ballet Mécanique) spillede sin debutkoncert og med det samme blev et af de toneangivende orkestre.

Var der særlige plader, blade og bøger, man skulle kende for at begå sig i inderkredsen?

– Plader og blade, ja. Ikke i så høj grad bøger, det var mere et supplement. Punken var jo en do it yourself-kultur, og det smukke var, at den var så åben i sin invitation, som den oprindelig var. I The Filth and the Fury, filmen om Sex Pistols og datidens politiske klima i England, beskriver deres forsanger Johnny Rotten, hvordan det innovative og det kreative i hans øjne altid havde været langt vigtigere end ”uniformen”. Som et eksempel nævner han en pige, der havde fundet nogle plastikposer på gaden og hæftet dem sammen til tøj – et fattigt menneske, der kombinerede overlevelse med originalitet. Der er et klip med hende i filmen. Fantastisk modigt gjort i det bornerte England i 1976! Nogle år senere begyndte et band som X-Ray Spex så at posere i plastiktøj; stilen var slået gennem, men kun stilen. Det samme skete i 90’erne, hvor grunge-folkene fra Seattle gik i army-tøj fra overskudslagre, fordi de ingen penge havde, og nogle år senere rendte det meste af den vestlige verdens ungdom pludselig rundt i camouflagetøj … alt sammen mere en stilistisk manøvre end en økonomisk nødvendighed. Koden levede altså videre, men den havde mistet sin oprindelige nødvendighed: Den var blevet simili.

– Punken var fantastisk, fordi den satte så meget i gang. Til den famøse Sex Pistols-koncert i Manchester på Anarchy in the UK-turen, mødte der 17 mennesker op, hvilket måske ikke lyder af særligt meget, men det suveræne var, at de hver især gik hjem den aften, dødeligt inspireret til selv at gøre noget: Howard Devoto og Pete Shelley dannede Buzzcocks, der var medlemmer af det senere Joy Division til stede, Morrissey var der også, og selvom Mick Hucknall ikke ligefrem scorer forfærdelig mange point i min tabel, er det svært at komme udenom Simply Red som popfænomen. Hver og én af dem gik ud og gjorde noget bemærkelsesværdigt bagefter. I de første år gjaldt det udelukkende om at være original, og først senere kom stilen til at fungere som et skjold – så kom efterligningerne med deres modepunkede hår og de alt for store badges, og det kunne man selvfølgelig slet ikke have, for hele præmissen var jo, at folk skulle tænke selv og ikke som andre.

– I dag bliver Michael Strunge altid omtalt som den store punkdigter, men jeg husker altså ikke særlig mange, der talte pænt om ham dengang. Man grinede nærmest lidt, når han kom med sit føntørrede hår og sine gigant-badges og skulle være Mr. Punk. Han er et godt eksempel på én, der i eftertiden er blevet berømmet for at være en original punk, men som i sin samtid – i ”real time” – var en ren copycat. Selv hans værker var rip-offs af generationens helte: Tag titlen på hans debutbog, Livets Hastighed. Kan man sin Bowie, ved man selvfølgelig, at åbningsnummeret på Low hed Speed of Life. Eller hvad med Nigger? Var det ikke måske et Rimbaud-citat? Han er blevet krediteret for ganske mange ting, han egentlig ikke havde det store at gøre med.

De uoriginale blev grinet ud, mens der var fri adgang for de originale.

– Integritet var et kodeord. Fritz Fatal (legendarisk sanger fra Before) var et godt eksempel. Han kom direkte fra Ålborg, lignede en vildmand, opførte sig psykotisk, men gik lige ind i alles hjerter. Han havde om nogen integritet. Han stod ikke og kiggede sig over skulderen. Han drejede om sig selv og orienterede sig ud fra en livstruende nødvendighed. Det var folk som ham, der gjorde miljøet så inspirerende. The beautiful losers, som Leonard Cohen ville have udtrykt det. Sådan var punkmiljøet, når det var bedst – befolket af mennesker, der med en enkelt berøring eller det rette spørgsmål kunne sende andres tankebaner i en ny retning. Jeg kan huske en dag, jeg sammen med en ven var taget ud for at ryge fed på Staden. Pludselig kom der en æblesnaps-drikkende bums forbi, satte sig ned hos os og begyndte dernæst at citere lange passager fra Maldorors sange. Jeg gik derfra totalt inspireret og kan i mange henseender takke ham for, at jeg begyndte at læse de franske surrealister og dadaister så tidligt, som jeg gjorde. Samme dag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Jeg regnede ud, at hvis jeg skrev ti sider om dagen, ville jeg have en bog i løbet af en måned. Forskellen på mig og mange andre er nok bare, at jeg gik hjem og gjorde det. Bogen var elendig, men selvrealiseringen var fantastisk.

Hvornår begyndte miljøet at lukke sig for sin omverden?

– Allerede efter et par år blev det københavnske punkmiljø en ret sluttet kreds. Man kan sammenligne det med katolicismen eller andre stærkt retentive religioner. Når man laver et meget autoritativt system, så er der større mulighed for at holde kernen ren, men dermed også større fare for forstening. Når man isolerer noget, begynder det at dø; det korrumperes indefra af sin egen selvtilstrækkelighed. Enhver generation, ethvert tankesæt bør udfordre sig selv dagligt for at undgå det. Jesper Reisinger (afdød musikredaktør på bl.a. Sidegaden), som var en af de vigtige skikkelser i miljøet, skrev en artikel dengang med overskriften: ”Se dig selv i spejlet, slå dig selv i hovedet”. En fantastisk rettesnor, for hvis man skulle forblive tro mod de oprindelige hardcore-idealer, var man tvunget til hele tiden at holde sin selvransagelse ved lige. Camilla Høiby (ligeledes musikredaktør på Sidegaden) fungerede på mange måder som Sods’ ”eksterne samvittighed”, hvis man kan kalde det det. Hele idéen med punk var at destruere ting for dernæst at samle dem på en ny og bedre måde. Men folk begyndte at forelske sig i ødelæggelsen alene. I fortabelsen. Jeg var også forelsket i fortabelsen, men det skyldtes sikkert lige så meget, at jeg er et så udpræget kontrolmenneske, som jeg er. Jeg kastede mig ud i stoffer for at miste kontrollen, for at overskride mine egne grænser og dermed blive mere, end jeg allerede var … også selvom – ja, netop fordi – at alting foregik med livet som indsats. Risikovilligheden var hele pointen: Eksistensen har jo ingen generalprøve. Så mens diverse imitatorer sad og polerede deres ører med vatpinde efter koncerterne, tog andre tingene et skridt videre. Jeg har altid været stykket sådan sammen, at jeg kan samle mig selv op og fortsætte. Min hverdag blev ved med at eksistere. Jeg kunne stå op og arbejde efter en nat på dope. Jeg kunne skelne mellem eufori og dagligdag, men det var desværre langtfra alle forundt, hvilket i det lange løb fik fatale konsekvenser. Jeg kan nævne 20-25 mennesker fra dengang, som døde af det. Der var ret ekstreme omkostninger forbundet med at være en del af det miljø. Og så kan du selv supplere op med historierne fra bøssescenen, der begyndte som en ren jubelfest i begyndelsen af 80’erne, men hvor alt for mange desværre endte som døende udstillingsgenstande for den dér store sygdom med det lille navn på golde hospitalsgange i slutningen af årtiet. Det er muligvis enhver generations lod at føle det sådan, men folk gik virkelig linen ud dengang. I dag er alting mere ”light”.

Jeg mener 80’erne sluttede den 19. april 1984. Den dag åbnede Krasnapolsky, og fra da var der kun manererne tilbage. Når folk trådte ind der, anlagde de et surt udtryk. Tog 80’er-minen på. 80’erne var blevet en kliché.

– Det er en interessant betragtning. Jeg ville nok sige 1985, for det år begyndte digterne for alvor at tale i munden på hinanden, Sort Sol spillede pludselig sammen med alle popgrupperne til Afrika-koncerten, og man begynde at finde junk-kanyler på Floss’ lokum. Men måske var 1984 året, hvor mætningen indtraf. Hvor bægeret var fuldt og begyndte at løbe over. Jeg kan huske, at Jesus & the Mary Chain skulle spille den 12. april, samme dag hvor jeg for første gang så ordet AIDS på Ekstra Bladets forside: ”Den Nye Pest”. 800.000 ville dø, stod der. Jeg kan huske, at der var en vis ængstelse at spore inde til koncerten om aftenen, for folks kæresteforhold havde jo nærmest været ét stort bunkepul indtil da. Inderkredsen var så lille, at alle praktisk taget havde været sammen med alle. Det var nok meget godt, der ikke blev stiftet så mange familier dengang … du godeste, for en indavl, det kunne have produceret! Og havde man så oven i købet kysset en dreng som en del af ens grænseoverskridende identitetsprojekt, Jesus! 1984 var det år, hvor regningen skulle til at betales.

Hvad satte dig i gang med at skrive ”Den sidste romantiker”?

– Omkring år 2000 begyndte jeg at spørge mig selv, hvor den store generationsroman for 80’er-generationen var. Jeg kunne ikke finde den. Når folk talte om 80’erne, handlede det altid om yuppier, lyserøde læderslips og Duran Duran. Jeg kunne simpelthen ikke genkende min egen opvækst – jeg mener, bare tag klubberne fra dengang, Madame Arthur, Channel One, Bonaparte, de er alle sammen væk. Jeg savnede en historie, der kunne vise den scene, jeg var vokset op med, og jeg savnede en stemme, der kunne kommentere nutidens megen sniksnak og ph.d.-ønsketænkning om 80’ernes undergrundsscene. Den såkaldte ”nå”-generation sagde f.eks. ikke ”nå” til noget som helst, den sagde ”fuck you”, men fordi den ikke havde travlt med at skrive læserbreve om periodens arbejdsløshed, blev den kaldt ligeglad og indadvendt. Men den var bestemt ikke ligeglad, den var tværtimod nok den hidtil mest aggressive generation, Danmark endnu havde set. Jeg kan huske, at Bo Green Jensen anmeldte Genopbyggelsen er større end selve skabelsen (Halls første bog fra 1983) med ordene: ”Det mest totale og ekstreme udtryk for uforsonlighed, som jeg nogensinde er stødt på.” Tiden var en kloak, der var ved at flyde over af frustrationer, og mere end noget andet savnede jeg en forståelse af det temperament, der kendetegnede perioden.

– Det, der nok for alvor satte mig i gang, var et citat, jeg læste i et interview med en engelsk forfatter. Han mente, at en forfatters sværeste opgave er at anerkende sit eget stof. Udtalelsen satte hele min hidtidige litterære praksis i perspektiv, for var der noget, jeg altid havde undgået at skrive om, var det lige præcis mit eget stof. Faktisk havde jeg nærmest svoret, at jeg aldrig ville skrive om tidens tre guder, sex and drugs and rock’n’roll. Problemet var bare, at det ville være umuligt at beskrive en dannelsesrejse gennem 80’erne uden. Så jeg satte mig ned og begyndte at danne mig et overblik over perioden. Jeg havde en meget præcis erindring om tingenes tidslinje, bl.a. pga. mine mange egne pladeudgivelser, og da jeg først var kommet i gang, gav historien sig selv. Jeg ønskede at skildre en jeg-person, der repræsenterede de kår, som størstedelen af os ”undergrunds-københavnere” var vokset op under, og dernæst følge ham på gennem 25 år. Bogen er ekstremt lineær, den begynder i sommeren 1980 og slutter i 2005, og undervejs var udfordringen så at beskrive, hvordan den 18-årige fortællers optik og sprog langsomt ændres og forfines op gennem årene. I sin længste udgave var manuskriptet oppe på omkring 1.200 sider, for da jeg først var kommet i gang, blev det den rene besættelse. Jeg lukkede mig mere og mere inde i mig selv, droppede min karriere som sanger, og levede af de penge, jeg havde tjent som sangskriver i slut-90’erne (bl.a. for Hanne Boel og Caroline Henderson). Da jeg i 2004 endelig var ved at være færdig, var der mange, der var ved at være noget bekymrede for mig. Inklusiv mig selv! Måske havde jeg blot siddet og snydt mig selv i al den tid – bildt mig selv ind at jeg var i gang med at skrive et betydningsfuldt værk, mens det i virkeligheden bare var en kompostbunke, jeg sad og rodede rundt i. Men så greb skæbnen ind: I juni 2004 fik jeg et arbejdslegat fra Kunststyrelsens fagudvalg for litteratur, hvilket jeg tog som en blåstempling … nok især fordi jeg aldrig nogensinde før havde modtaget et arbejdslegat som forfatter. Jeg fortsatte, fik siden hen også støtte fra Statens Kunstfond og fik dermed endeligt afsluttet projektet. Nu ligger bogen klar i to bind fordelt over 700 sider, og selvom den højst sandsynligt vil skabe en del debat pga. sin til tider noget nådesløse udstilling af diverse kulturpersonager, fiktive karakterer der til forveksling minder om reelle personer, mener jeg, at den har sin store berettigelse ved at turde gå i kødet på de mange falske myter og romantiske forestillinger, der er forbundet med perioden.

Hvordan ville du beskrive 90’erne i forhold til 80’erne?

– Hvis man skulle udtrykke det samfundsseksuelt, så var 90’erne det tiår, hvor man begyndte at stave AIDS med småt. Deri lå en negligering af faren, en afstand til 80’ernes skræmmekampagner, hvilket fungerer som en udmærket metafor for 90’ernes laissez faire-holdning. Hvor New Order opsummerede start-80’ernes usikkerhed med sætningen ”tell me now how should I feel?” på Blue Monday, gjorde Oasis det for 90’ernes vedkommende med Whatever-singlen. Det nye tiårs kodeord var om noget whatever. Det var ét langt retro-orgie. Revival-bølgen var massiv. Hvis man tager et band som Massive Attack, som man vel med rette må kalde for et af 90’ernes mest stilskabende bands, var det meget sigende for perioden, at deres første hit Safe from Harm var bygget over et Stanley Clarke-basriff fra de i tiåret inden så forhadte 70’er-fusionsdage. Op gennem 90’erne eksploderede markedet for opsamlingsplader: Smokie, Dr. Hook, ja selv Uriah Heep kom endnu en gang på hitlisten. Det var far out.

Kan man ikke sige, at 90’erne var en stor og meget ufokuseret søgen?

– 80’erne var kendetegnet af en mangel på fremtidsperspektiver – folk havde ingen penge, det var svært at få et job etc. – så da generationen, der nu rundede de tredive, fornemmede velstandens komme, dels via USA’s valg af præsident Clinton, dels via den tiltagende IT-bobbel, skulle der for alvor lægges afstand til fortiden. Luften var med ét fuld af løfter, og det fik vildfarelsen til at ligne et kreativt tiltag. Jeg har mødt mange kunstnere gennem tiden, og der er især én type, som altid har fascineret mig, nemlig dem der opfatter sig selv som ekstremt kunstneriske, fordi de er så utroligt upraktisk anlagt. De havde deres storhedstid i 90’erne, for de kunne stadig simulere, at de var hippe og lovende, eftersom de aldrig rigtig havde fået realiseret noget. En anden gave til disse ”den anden ungdom”-trediveårige, var det tiltagende modefænomen med skaldede mænd – den kom yderst belejligt, eftersom rigtig mange af dem jo lige præcis var nået den alder, hvor man begynder at miste håret. Så 90’erne var the perfect second coming for 80’er-generationen. Og det var jo for så vidt også helt fair, når de nu havde haft så dårlig en ungdom.

– 80’erne havde i mange menneskers øjne været så forbandet alvorlige, og nu skulle perioden selvfølgelig have én på lampen, men det mest groteske ved det 90’ernes afstandstagen til 80’erne, var, at dem der talte allerdårligst om perioden, netop var folk fra 80’erne. Der var for rigtig mange menneskers vedkommende en stor skyld forbundet med at have været en del af 80’erne, og for at undslippe stigmaet tyede man så til ironien. Hvor man i 80’erne gemte sig bag solbriller, skjulte man sig i 90’erne bag ironien. Alting skulle pludselig bare være afsindigt skægt. Problemet var bare, at ironi i sig selv ikke er andet end hykleri tilsat lidt stil. Ironi er i korte træk blot afstanden mellem livets alvor og personen, der lever det. Det er f.eks. slående, at det, mange indvandrere finder svært ved at tale dansk, slet ikke er at sproget, men derimod det at forstå ironien – det at man siger én ting og mener noget helt andet.

Hvorfor tror du ironien fik så stor gennemslagskraft?

– Fordi den var en modreaktion til alvoren i 80’erne. Det begyndte med Magasin Schäfers ganske sofistikerede ironi og endte med Det Brune Punktums åndelige forstoppelse.

Hvorfor kan du ikke lide Det Brune Punktum?

– Det er ”lave pølser”-humor for aldersforskrækkede 35-årige. Røvkomik for Se & Hør-segmentet. Det skal retfærdigvist siges, at jeg aldrig har været til et show med dem, men at jeg til gengæld med stor, ja nærmest antropologisk interesse har fulgt med, når jeg har set et tv-klip med dem eller hørt deres sange i radioen. Jeg beklager, hvis jeg støder en enkelt læser eller tusind, men Det Brune Punktum er i mine øjne den perfekte metafor for 90’ernes holdningsmæssige deroute: Absolute tomhed. Humor, der intet koster, og intet gør. De er brunch-generationens Linje 3. Tre mennesker kommer ind på scenen, den ene slår en skid, og alle er flade af grin.

Jeg interviewede dem til bladet her i 90’erne, og Peter Frödin forklarede, at de ikke hang folk ud for at jorde nogen, men for at afsløre alle de løgne, der omgav os og havde gjort det i mange år. At det var et opgør med alt det forstillede og falske.

– Uha-da. Ja, hvad skal jeg snart sige? Det er muligt, at jeg fuldstændig har overset deres mageløse dybder.

Du fyldte 30 i 90’erne. Fejrede du din fødselsdag?

– Det var faktisk den første fest, jeg holdt i årevis, en spontant arrangeret event, der endte yderst animeret. Jeg havde fået en del kontakter i det, man kunne kalde new age-miljøet, så det var en meget lys og venlig fest.

Hvordan gik det til, at du mødte det miljø?

– Det skete allerede i 1985. Jeg måtte væk fra den myte, der var skabt omkring mig, og det betød for mig et farvel til mange af de mennesker, jeg indtil da havde omgivet mig med. Jeg har altid haft en lille buddhist i maven, har altid interesseret mig for religion og filosofi, så det var helt naturligt at søge i den retning.

Hvad er new age?

– New age er en supermarkedsbetegnelse, der dækker over et kvalitetsmæssigt meget svingende udbud af metoder og tankesæt til mennesker, der søger efter en personlig spiritualitet. Man kan sige det en anden måde: Når du som lille spørger dine forældre, ”hvorfor græsset er grønt?”, får du ofte et svar, der hedder ”fotosyntese”. Hvis du dernæst spørger ”hvorfor” igen, får du en på siden af hovedet. Det første ”hvorfor” er rationelt, det andet ”hvorfor” er religiøst. Vores kultur er udelukkende interesseret i at forstå, ”hvordan” ting virker, ikke ”hvorfor”. Jeg læste på et tidspunkt et interview med en fysiker, der formulerede det på den måde, at ordet ”hvorfor” altid gav ham og hans kolleger røde ører. ”Hvordan” er et videnskabeligt spørgsmål, ”hvorfor?” er et religiøst. Vi hader religion i Danmark; vi er rædselsslagne for fundamentalisme, eftersom hengivelse til en sag udfordrer alt det, vi har baseret vores fællesskab på, nemlig det uforpligtende og det bekvemmelige. Religion kræver, at man tager stilling til sit liv. I Danmark vil vi gerne tage tingene lidt mere roligt, lidt mere ”chillet”. Tænk bare på vores nationalsymbol: En snorksovende Holger Danske! Vi kan ikke lide, når nogen stiller sig op og gør os opmærksom på vores eget hykleri, slet ikke hvis de samtidig siger, at de ved, hvad de taler om; det har vores egen statsminister jo bekendtgjort ret tydeligt. Vi hader, når selvsikre mennesker viser deres selvsikkerhed. Vi vandt vel også kun EM i fodbold i 1992, fordi vi var med på afbud – det var uforpligtende.

Jeg mener, hele den tankegang blev ændret, da Bjarne Riis i 1996 kørte fra hele verden op ad et bjerg. Det var så udansk en kraftpræstation, og det mest bemærkelsesværdige var, at han slet ikke var flov eller ydmyg bagefter. Han havde ingen problemer med at hylde sig selv. Den dag tror jeg, den danske selvforståelse fik et gevaldigt skub.

– Det kan der være noget om. Kort efter brød Aqua også igennem over hele verden. Nu er vi så nået op til slut-90’erne, og hér begyndte danskerne virkelig at få våde, globale drømme. Verden var pludselig blevet meget mindre. Da jeg skulle indspille ”Adapter” i 1998, kontaktede mit management nogle forskellige artister for at høre, om de ville være med på pladen, og en dag ringede Shara Nelson (sangerinde i Massive Attack) pludselig til mig for at høre nærmere … ”hi, this is Shara”. Gisp! Verden var rykket tæt på.

– Et ekstremt vigtigt element i portrættet af slut-90’erne er etableringen af ”medie-jeg’et”. Fra den ene dag til den anden lå kunstnernes værdi ikke længere i deres arbejde, men langt mere i deres identitet – i deres ”offentlige privatliv” så at sige. Pludselig overtog kopien originalens plads, forstået på den måde, at en kunstners betydning mere end nogensinde var afhængig af gengivelserne af dem i ugeblade, aviser og medier. Det primære var ikke længere det, man lavede, men hvem man var. Det var ikke længere vigtigt, hvad man var kendt for, så længe man bare var kendt: Strippere, voldtægtsdømte boksere, rock’n’roll-stjerner og bingoværter var blevet én og samme art, hyperrealitetsmennesker, symboler. Folk begyndte at leve deres liv i tredjeperson, som medie-fiktive gengivelser af sig selv. Jeg kan huske en Grammy-uddeling i slut-90’erne, hvor omkring halvdelen af prismodtagerne var på dagpenge, fordi deres hits var radio-baserede og deres karrierer promotion-skabt. Det var ren Baudrillard: ren simili. Jeg’et var blevet værket!

– Som en sideeffekt af denne udvikling begyndte rockmusikerne heldigvis at få samvittigheden tilbage. I 80’erne havde det altid været god skik blandt bands som U2, Simple Minds og Eurythmics at have løbesedler fra Amnesty og Greenpeace liggende til deres koncerter, men efter længere tids tøven over for det politiske begyndte artister som Radiohead og Blurs Damon Albarn nu at blande sig i den politiske debat. Hvilket kun er eskaleret siden valget af præsident Bush og hans Afghanistan- og Irak-korstog. Man bliver ikke længere grinet ad, hvis man stiller sig op med et politisk budskab, tværtimod. Pga. terror, globalisering og de accelererende miljøproblemer er alvoren atter ved at vende tilbage i de unges ansigter.

I slutningen af 90’erne dukkede også det, jeg kalder ”cocktailbuddhismen” op; en behagelig blanding af østerlandske tanker og benhård materialisme. Yoga blev meget in – og folk købte knalddyre, tyske stålkøkkener. Man havde sin egen guru – og sin egen au pair-pige, der arbejdede røven ud for et bøjet søm og en gråpære. Der herskede en vis inkonsekvens.

– Det moderne menneske vil have det hele. At give afkald på noget er en indrømmelse af svaghed i vores kultur. Selvrealiseringen er blevet tidens hellige mantra, og så må både Gud, Afrika og alverdens sultende stille sig bagerst i køen, for vi skal til først. Vi er velfærdsfundamentalister, og vores eneste fællesskab er det, vi finder i enigheden om, hvem syndebukkene er. Som kunstner er man dog dagligt tvunget til at forholde sig til sin egen position … ”man er ikke bedre end sin sidste fangst”, som fiskerne siger. Man er nomade og må leve som sådan – enten det eller få et fast arbejde. Jeg har været meget risikovillig gennem min karriere, hvilket har haft mange konsekvenser for mig, men hvis man overlever det, viser du omverden, at du tror mere på en sag end på din egen forfængelighed, og det er dér kampen står: Om man tror på noget eller bare flytter sin forfængelighed lidt rundt.

Hvilke konsekvenser har din risikovillighed haft?

– Ballet Mécanique fik som et af de få independent-bands i start-80’erne en major pladekontrakt, hvorefter jeg offentligt pissede på pladeselskabet CBS og brød med kontrakten pga. moralske betænkeligheder. I 1985, da jeg stod foran et gennembrud i Tyskland, trak jeg mig tilbage for at blive buddhist, eftersom jeg følte, at jeg var ved at miste mig selv. I 1988, da jeg kom tilbage med Presence, en popplade, der inkluderede årets mest spillede single på The Voice, valgte jeg at følge den op ved at lave en plade med en 70-årig gammel dame uden tone i livet, Irma Victoria. Grotesk nok blev hun Grammy-nomineret. Siden hen indledte jeg som sangskriver et samarbejde med flere af tidens store sangerinder, Hanne Boel og Caroline Henderson, hvilket jeg tjente ufatteligt mange penge på, for dernæst blot at trække stikket ud og skrive dagbogen Kommunikaze, der den dag i dag sender nervøse trækninger gennem folks ansigter i musikbranchen. Efter at have indgået en international publishing-aftale isolerede jeg mig for at skrive Den sidste romantiker, det omtalte storværk på 700 sider, selvom det var en kæmpe chance at tage rent karrieremæssigt. Jeg styrer efter en indre nødvendighed, efter en intuitiv fornemmelse. Jeg er draget af det heroiske, af idéen om at det, man gør, rent faktisk betyder noget. Jeg elsker idéen om at gøre det umulige. Jeg elsker, når folk udviser mod. Der er intet smukkere end at se et ængsteligt menneske overkomme sig selv og række ud efter verden. Som Karen Blixen udtalte i et interview under Anden Verdenskrig: ”Mod er menneskets svar på livets vilkår”. Man bliver nødt til at turde ville fremtiden, man kan ikke bare sidde og vente på, at der indtræffer en ændring. Som Baudelaire udtrykte det: ”Store mennesker bliver ikke store på grund af omstændighederne – de bliver store på trods af dem”.