FLYVENDE AF LÆNGSLER

Af David Jacobsen Turner, Weekendavisen (19. maj 2011)

 

30 år efter. Tre overlevende medlemmer, tre versioner af en mytologisk aften på Saltlageret. Ny live-cd dokumenterer den danske post-punkgruppe Befores opvarmningskoncert for legendariske New Order:

 

”Punkscenens shangri-la”. ”En ceremoniel begivenhed”. ”En brændende tornebusk”. Få danske rockkoncerter er blevet tildelt samme prædikater som post-punkgruppen Befores optræden på Saltlageret i 1981. Nu bliver koncerten endelig tilgængelig på plade, og i den anledning har Weekendavisen mødt de tilbageværende medlemmer af gruppen med den korte levetid, men store betydning.

Historien om bandet Before begynder, da en ung Martin Hall møder et usædvanligt menneske i pladebutikken Haase. En ung mand står og lytter til Pere Ubus nyeste plade, og musikken rammer ham tydeligvis i solar plexus. Spyttet står ud af munden på ham, og han vælter rundt blandt de andre kunder. Der er intet filter mellem stimulus og reaktion.

Manden i pladebutikken hedder Mikael Bonfils og er netop flyttet fra Aalborg til København, hvor han slæber udstyr for nogle af grupperne på den spirende punkscene. På det seneste er han også begyndt at hoppe på scenen og kapre mikrofonen til koncerterne, og han har taget kunstnernavnet Fritz Fatal. Martin Hall er på det tidspunkt 16 år gammel, men har allerede taget hul på en musikalsk karriere. Han vælger sine bandmedlemmer efter to ting: Om de har revolte i blodet, og om de ser autentiske ud. Teknisk kunnen er en skamplet, og Hall taler ikke højt om, at han er en dygtig klassisk guitarist.

”Når jeg mødte nye mennesker, kiggede jeg på dem med et infrarødt blik,” husker Martin Hall. ”Jeg kiggede efter, om de afgav noget. Og det var tydeligt fra starten, at Fritz var en selvskrevet del af punkens arvemasse. Han var et kraftværk i kød og blod. Med en parafrase over Rilkes ord så ’lænede han sig ud mod det uskabte’”.

I sommeren 1980 bliver bandet dannet. De øvrige medlemmer er bassisten Flemming Andersen og trommeslageren Michael Rasmussen.

”Omdrejningspunktet var Fritz’ ild,” husker Michael Rasmussen. ”Men han havde brug for nogle rammer at udfolde sig i. I Before fik han nogle dygtige musikere, som kunne spille op til ham og som kunne tælle til fire, og så kunne han få lov at være kaotisk og anarkistisk”.

Og det er netop, hvad den unge Fritz Fatal gør. Han er med egne ord ”ved at blive sprængt indefra af alle de tekster og sange, der vil ud”, og i Before har han endelig fundet en ventil. Når han ikke er i øvelokalet konsumerer han Kierkegaards etik, Blichers noveller, den Tibetanske Dødebog og Hölderlins naturromantik på sit lille klubværelse.

De første øvegange bliver et studie i manisk energi. Fritz er altid i gang med at skrive nye tekster og slæber konstant rundt på en fedtet supermarkedspose fuld af servietter og krøllede A4-sider med nedkradsede ord. I øvelokalets konfettiorgie af tekstark bliver bandet vidner til en usædvanlig solists fødsel.

”I Fritz’ hænder var mikrofonen lige dele stenalderkølle og medie for hans sjæl. Når han forkyndte sit evangelium, blev alle troende i det øjeblik. Som han selv sang: ”I’m a man of moments, ain’t got no soul at all,” husker Martin Hall.

 

Menneskelige vittigheder

17. maj 1981 bliver et fikspunkt for perioden, en prisme som 80’ernes energi kan ses igennem. Det engelske band New Order skal give sin første danske koncert på spillestedet Saltlageret, og aftenen er på forhånd ladet med mytologisk potentiale. New Order består af de tre overlevende medlemmer fra Joy Division og blev dannet, da den sagnomspundne forsanger Ian Curtis begik selvmord. Den indelukkede brite med de voldsomme koncertoptrædener var en central skikkelse for punkmiljøet. En tragisk helt, som gav sit liv for kunsten eller en Jesusfigur, som døde for tilhørernes synders skyld. Den danske koncert finder sted på etårsdagen for hans død, og opvarmningsbandet på plakaten er Before.

”Jeg var helt vild ved tanken om at skulle spille den koncert,” husker Fritz Fatal. ”Det var nærmest en febertilstand. Joy Division var ikke bare et band for os, det var en måde at tænke på. Hele tekstuniverset med sorgen over de tabte værdier og den der stræben opad mod det hinsides passede fuldstændig på os, og dér stod jeg som helt ung knægt og skulle spille på samme scene som dem. Jeg havde sådan en naiv idé om, at de ville komme og hente mig bagefter, så jeg kunne blive forsanger i stedet for Ian”.

Helt så langt kommer det ikke, men det danske band formår at gøre indtryk på forbillederne. Under lydprøven er briternes scenemanager tydeligt rædselsslagen for Fritz, der vanen tro plejer en voldsom omgang med instrumenterne. Mere begejstret er New Orders bassist Peter Hook, som lytter interesseret til hele lydprøven og ender med at assistere lydmanden under selve koncerten. De 500 forsamlede tilskuere kan dermed se det danske undergrundsband blive live-mixet af en levende legende.

Det ved bandet dog ikke noget om, da de indtager den lille scene i den gamle pumpestation. Gary Glitters gamle citat ”When I’m on, I’m on” gælder også Before, og denne aften er de på.

”Det her er en sang for alle fangerne,” proklamerer den unge forsanger med nøgen overkrop, skinnende øjne og bukser med lommerne vendt på vrangen. Lyden er sfærisk, men teksten går tydeligt igennem:

Menneskelige løgne
Menneskelige vittigheder
Tykke drenge i alteret af fortabelsen
Hvordan skal jeg nogensinde blive til en SVANE?

Det sidste ord råbes ind i mikrofonen, og lydbilledet eksploderer. Det kantede guitarriff og 4/4-takten på lilletrommen går hånd i hånd med den desperate vokal:

For alle de grimme ællinger bliver til svaner
Flyvende i deres fængsler
Flyvende af LÆNGSEL
Flyvende af længsler efter blod
Flyvende af længsler efter kærlighed
Af længsler og lænker

 

… og det var det

Efter en halv times koncentreret energi og rablende monologer på et dansk-engelsk danglish er det slut. Ikke kun med koncerten, men også med Before i sin første udgave. Martin Hall har i forvejen meldt ud, at han kvitter gruppen for at fokusere på sit andet band Ballet Mécanique. Stemningen backstage er derfor en blanding af eufori og tristesse.

Særligt Michael Rasmussen har svært ved at forstå Halls valg – hvorfor dog stoppe lige før det forestående gennembrud? – men hans beslutning ligger fast. Guitaren bliver overtaget af Casper Holm, og samtidig bliver gruppens lyd mindre kantet og mere harmonisk – mere Doors og mindre Stooges. Before albumdebuterer i 1982 med LP’en A Wish of Life, som i dag står på Politikens Rockleksikons liste over de 50 væsentligste danske plader gennem tiden. Det bliver også til en optræden på Roskilde Festival og en singleudgivelse, inden gruppen går i opløsning i 1983. Alligevel er det aftenen på Saltlageret, som står tilbage som et vidnesbyrd om 80’ernes energi. Med Martin Halls ord ”et dokument over den forsvundne soniske vildskab”.

Også for Michael Rasmussen er aftenen et unikt minde.

”Den aften gik det op for mig, hvad musik kan gøre,” siger han. ”Der var hul igennem til noget, som jeg ikke havde set før. Der var starten af koncerten, og der var slutningen, men det var intet ind imellem. Det var en fysisk oplevelse uden for ord. Jeg er glad for A Wish of Life, men egentlig burde den have haft dén lyd,” siger han og peger på den nytrykte 30 Minutes.

Siden den famøse aften har optagelsen ligget gemt på et kassettebånd i Michael Rasmussens arkiv. Nu, på 30 årsdagen for koncerten, kan den halve times desperate energi genhøres eller opleves for første gang i remastered udgave. Og den slags jubilæer inviterer som bekendt til at gøre status. Perioden fra ’75 til ’85 kan karakteriseres som et eksistentielt forsøgslaboratorium. Rekordhøj ungdomsarbejdsløshed og undergangsstemning kombineret med generøse bistandsregler og tilgængelige boliger i byen gav en hel generation af unge en kreativ legeplads. Hverdagen blev afkoblet, og det kan enten give muligheder eller føre til apati.

Når Martin Hall gør status over sin egen generation, falder hans gamle bekendtskaber derfor typisk i tre kategorier: De er enten ensomme ældre mænd på antipsykotisk medicin, ledende medarbejdere i de kreative brancher eller døde. Selv har han haft en succesrig karriere som musiker og forfatter og kan præstere et usædvanligt omfattende cv med deltagelse i mere end 30 bøger og på omkring 100 pladeudgivelser. Bassisten Lars Bo Tolstoy Jacobsen, som overtog bassen fra Flemming Andersen, døde i 2006. Michael Rasmussen dannede efter Before rockbandet The Sandmen, som storhittede med ”5 Minutes Past Loneliness” og var et af de toneangivende orkestre i 90’erne. I dag forløser han sin kreative energi med billedkunst.

Fritz Fatal har sloges med stofproblemer, men har fortsat sangkarrieren i grupperne House of Secrets og Mental Midget. I dag kan han stadig huske chokket ved at flytte til København. Springet fra ensom outsider i Aalborg til toppen af poppen i den københavnske punkscene var ikke kun en velsignelse.

”Jeg havde altid drømt om at være med i et rockband, men det er ikke sundt at få opfyldt sine drømme for hurtigt. Jeg vil ikke anbefale det for nogen,” siger han.

Pt. arbejder han på en digtsamling.