MARTIN HALL SIGER NEJ TIL TALENT 2009
GAFFA, 3. februar 2009
Af Ole Rosenstand Svidt
Showet vender tilbage på DR1 til efteråret, men det bliver uden Martin Hall i dommerpanelet.
Som DR kunne offentliggøre i sidste uge, er de klar med talentshowet Talent 2009 til efteråret. Det bliver dog denne gang uden Martin Hall i dommerpanelet. Den pladeaktuelle multikunstner lod informationen sive, da han mandag morgen var gæst i TV2’s Go’Morgen Danmark i anledning af hans nye album Hospital Cafeterias og genudgivelserne af de to ældre album Apparently All The Same og Random Hold, oprindeligt udgivet i henholdsvis 1984 og 1996.
GAFFA har fanget musikeren, forfatteren med mere til et par uddybende kommentarer.
Jeg kan forstå, at du har sagt nej til at være dommer i Talent 2009 til efteråret.
– Ja, det har jeg. Jeg modtog en formel skrivelse fra produktionsselskabet sidste uge, der oplyste mig om, at man nu gjorde sig klar til en ny runde af talentshowet, Talent 2009, hvortil jeg svarede, at jeg for mit vedkommende måtte melde pas.
Hvorfor?
– At optræde én gang i et show som Talent er en performance, at optræde anden gang ville være et dagjob.
Det gik jo for så vidt ret godt. Hvorfor ikke fortsætte?
– Jeg er noget så upraktisk som en kunstner – sådan én der styrer efter tegn i skyerne frem for saldoopgørelser fra banken. Helt bortset fra alt det er det alt for opslidende med al den offentlighed for sådan en som mig.
Hvad var det bedste ved oplevelsen?
– Det at føre protokol undervejs (bogen Vægtløs mand under truende sky, red.). Forløbet var jo ét stort, fantastisk cirkus at deltage i. Jeg burde tildeles en bachelorgrad i antropologi efter den omgang.
Tænker du på de optrædende eller pressen?
– Begge dele. Én ting var niveauet på scenen, men det kom pressen nu meget godt efter.