BANDCAMP

VÆGTLØS MAND UNDER TRUENDE SKY

MARTIN HALL
DAGBOG
DECEMBER 2008
LINDHARDT OG RINGHOF (ISBN 9788711431184)

Vægtløs mand under truende sky, der bærer undertitlen ”Et socialt eksperiment i varietéteaterets skygge”, er Martin Halls dagbogsnotater skrevet i forbindelse med hans rolle som dommer i DR1’s store tv-konkurrence Talent 2008. Forløbet strakte sig fra maj til oktober samme år, hvor manuskriptet gik direkte i trykken få dage efter finalens afvikling.

Bogen veksler mellem det køligt registrerende og det ødselt fabulerende, når Hall punktvist beskriver forløbet fra den forårsdag, han modtager tilbuddet om at deltage, til den omtalte finale. Han betragter fra begyndelsen projektet som ét stort freakshow, men ligger selvklart ikke inde med det fulde overblik over, hvad en sådan tour de force gennem medieberømmelsens malstrøm i yderste konsekvens indebærer.

I korte træk er Vægtløs mand under truende sky en både diplomatisk og diplomanisk skildring af en medieverden, der er lige så skånselsløs, som den er fascinerende.

Genre: Dagbog
Sideantal: 274
Design: Kenneth Schultz
Foto: Territorium

"Har netop modtaget en mail, der forespørger om min interesse i at være dommer i DR1’s nye store efterårskonkurrence, Talent 2008. Hmm. Et grænseoverskridende spørgsmål."

”Kynisk, dybsindigt og med iskolde refleksioner over tidens mediekultur og underholdnings-tv.”
Berlingske Tidende – Anne Funch (29. november 2008)

”Tanker om det 21. århundredes mediemæssige metastabilitet.”
Politiken – Dorte Hygum (29. november 2008)

”En samling dagbogsnotater og fri fabuleren inde fra dommer Halls hoved.”
Ekstra Bladet – Marie Lade (28. november 2008)

”Han er jo mere kendt i de intellektuelle kredse af en lille skare … og pludselig springer han ud og skal være medie-darling og kendt af alle, og hele den eksplosion, der sker i hans liv og inde i hans hoved, mens han er med der, og alle de forbehold han har, de kommer med i denne her dagbog, fuldstændig ærligt og lige til, og det er sjovt at læse.”
DR2/Kulturguiden – Kåre Vedding Poulsen (uge 50, 2008)

“Martin Hall er velskrivende ud over det sædvanlige: Det bliver hurtigt klart, at hos Hall er alt selvdestruktiv sarkasme. Altså på den sjove, skarpe og særdeles velformulerede måde. På nervemedicin og med et nervøst sammenbrud konstant inden for rækkevidde beskriver Hall først deltagerne lige lovligt minutiøst, men lukker derefter op for sine egne eksistentialistiske overvejelser om talentprogrammet, sin nye tilværelse som mere end semikendis, samt om kunst og tilværelsen generelt … velskrivende ud over det sædvanlige, til stor nydelse for læseren.“
Fyens Stiftstidende – Christine Fur Poulsen (12. december 2008)

“Bogen viser Hall fra det afgjort vittige hjørne, og det klarer han godt. Han er rent faktisk mere end almindeligt sjov, og han formår at holde en god balance bogen igennem. For naturligvis bliver han kynisk, ja i perioder nærmest perfid, men han retter i høj grad sit skyts mod de mediemekanismer, der ligger til grund for sådan noget som Talent 2008, og i en vis udstrækning også mod sig selv. Kun sjældent lader han hånt om de mange optrædende, og det er befriende.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (11. december 2008)

“ … potentielt bestsellende … Flerdobbeltsmart! “
Weekendavisen – Lars Bukdahl (12. december 2008)

“Følte man sig godt underholdt af DR’s underholdningsprogram Talent 2008, og var det især kunstneren Martin Hall’s til tider kryptiske og småneurotiske udtalelser som dommer i programmet, så skal du læse Vægtløs mand under truende sky. Et socialt eksperiment kalder forfatteren forløbet, som han skildrer både med humor og med et kritisk blik på tidens mediekultur.“
Eurowoman – Mia Hessner Sovinsky (12. december 2008)

”Det er Martin Hall uncensored vi møder her i hans dagbog, hvor han genfortæller sit liv under hele Talentshow 2008-forløbet. Ganske underholdende og utrolig herligt skrevet. Utroligt hvor meget han kan sige med så få ord og velplacerede citater … God læsning. ”
Entertainment 4 You (12. december 2008)

”En ægte provokatør, der ikke lader sig begrænse af, hvad der er politisk korrekt: Det er faktisk ret underholdende at følge Martin Halls tanker før, under og efter deltagelsen som dommer i talenshowet. I bogen causerer Hall på sin helt egen, belæste og intellektuelle måde, men heldigvis er det også befriende humoristisk … Konklusion: Tankevækkende refleksioner i dagbogsform om den aktuelle mediekultur.”
DBC lektørudtalelse – Carsten Güllich-Nørby (uge 51, 2008)

”Barsk og betagende: Knivskarpe, tankevækkende og morbidt-morsomme iagttagelser, båret af et meget præcist sanset sprog … På sin helt egen, sært bagvendte facon tegner Vægtløs mand under truende sky et selvportræt af en kunstnerisk undviger, der nægter at lade sig nagle fast med fuldt færdige betegnelser og forestillinger.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende – Ove Nørhave (27. december 2009)

”Den er morsom, sarkastisk, hele det rablende cirkus er vidunderligt beskrevet. Samtidig med at han er eftertænksom. Og så er den hurtigt læst. Det var en god oplevelse … sympatisk og herligt selvoptaget.”
Ugebladet Søndag – Monica Krog-Meyer (5. januar 2009)

”Lad det være sagt med samme: Martin Hall har gjort det igen. Åbnet øjne, ører, hjerner og hjerter, simpelthen ved at skrive om sin deltagelse , som dommer i Talent 2008! Med sin brunternede noblesse er han intet mindre end en af mine personlige stars. Heltedyrkelse er vel ikke kun forbeholdt fodboldfans og operaelskere? En kunstner der formår at værne om det intellektuelle i stoisk ophøjethed, uden at lugte af støv og print fra landets hellige haller, og som formår at skabe dialog med hr. og fru Jensen, når de viser alt, hvad de har. Der er meget at glæde sig over!
”
Kulturkapellet – Maria Stensgård (9. januar 2009)

”En vidunderligt ærlig bog.
”
Where2Go – Maise Njor (2. februar 2009)

UDDRAG FRA ”VÆGTLØS MAND UNDER TRUENDE SKY”

Onsdag den 18. juni 2008, 19.43

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvem jeg minder mest om undervejs i det her forløb: Günter Wallraff eller Liberace?

Sidstnævnte har altid haft en stor plads i mit hjerte. Der er noget fantastisk ved den slags mennesker, den slags karrierer. Ikke nok med at Liberace en dag tog sin betydeligt yngre mandlige elsker med til en plastikkirurg for at give fyren et facelift, men da lægen efterfølgende spurgte ham, hvem patientens nye look skulle modelleres efter, så var Liberace ikke bleg for lige at hive et billede af sig selv som ung op af lommen.

Torsdag den 14. august, 12.56

Hvad er det for en beslutning, jeg har taget? Har jeg mistet al sund fornuft, herredømmet over mit liv? Hvad er det for en diskurs, jeg har bevæget mig ud på? Min kommende offentlige persona ler allerede ad mig i spejlet, håner mig for min svaghed og lemfældige dumdristighed.

Afløbsrens og afføringsmidler – som en tavs billedserie af hjertegribende motiver knuser dagens tanker og indtryk mig gradvist.

Min beslutning om at medvirke i det aktuelle tv-program kan vel bedst sammenlignes med den performance, jeg lavede med The Body Art Ensemble of Copenhagen i 1984, en opførsel ved navn Parade. Man planlægger at opføre et multimedieteaterstykke, hvor man vil skære sine arme og brystkasse til blods, mens to usynkroniserede filmoptagelser af min mandlige modspiller og jeg i færd med at give hinanden fellatio flimrer hen over scenen på hver sin snuskede og slørede 8-mm celluloidstrimmel.

Man planlægger at gå ind og påføre sig selv smerte, men først i det øjeblik, hvor planen effektueres, realiserer man intentionerne og konsekvenserne af éns tankeverden. Man ved, at aftenen nærmer sig, og man kender alt til både forløbet og rollefordelingen, og alligevel er det først i det sekund, hvor hobbykniven flænser éns hud, momentet hvor den skærende, sydende smerte gennemborer éns krop, at man erfarer, hvad man for længst har accepteret og beredt sig på vil ske.

I morgen aften, når programmet bølger ud af tv-skærme over det ganske land, og når ugernes aktiviteter brækkes op af de digitale bankers depoter, så vil en anden slags smerte og fornedrelse ganske givet vælte ind over mig, nemlig fornedrelsen og ydmygelsen ved at den offentlige eksponerings groteske plastikmaske trækkes hen over ansigtet på mig og en gang for alle sætter en stopper for det frie åndedrags hyldest til livet og evigheden … trækkes hen over ens ansigt bagfra, mens man penetreres på den voldsomste og mest ydmygende facon fra samme vinkel.

Da er det slut med papirhatte og konfetti, rekvisitter og plastikfrugter. Da går man for alvor en mørk og skændig tid i møde.

Selvportræt, august 2008: Vægtløs mand under truende sky. Knappenålskampen om luftballonens fortælling. Dødskampens formalia og den manglende diskretion som pure æressag.

Torsdag den 14. august, 23.47

Netop vendt tilbage efter præsentationsaften af udsendelse # 1.

Hvad min bærende følelse er? I mangel af bedre: Lettelse. At det ikke er gået værre, end tilfældet er.

Programmet er blevet skånselsløst underholdende. Om man så er til den slags, det er en ganske anden historie. Men effektivt og medrivende, det er det. Klippet hjerteløst optimalt. Brutalt. Man har ikke en chance for at forblive upåvirket, ja, selv Aalbæk måtte knibe en tåre over en af sine egne afgørelser.

Det er ”in your face”-tv, hvor vinderne jubler, og taberne fortvivler, hvor hele familier græder af skiftevis lykke og fortvivlelse, alt efter om deres små guldklumper eller partnere klarer skærene eller ej. Man følger sceneoptrædenerne og zoomer ind på, hvordan aktørerne efterfølgende bryder sammen i tårer, mens James Blunts ”You’re Beautiful” vælder ud af højttalerne.

Perverst, skånselsløst og medrivende.

Julie er fuldkommen over the top, nærmest hele tiden, mens Aalbæk høvler og filer menneskesjæle til ukendelighed. For første gang i min efterhånden 30-årige karriere er det mig, der fremstår som den balancerede i panelet – som den rationelle. Den tilbageholdende. Lidt af en bedrift. Hvem i alverden skulle nu have troet det, da alt det her blev sat i gang?

Aftenens screening har dog for så vidt kun gjort formiddagens trængsler endnu mere præsente, idet tv-udsendelserne ganske givet bliver en succes … det må de jo næsten blive, så driftsikkert formatet behandles. Men i det mindste er der da dermed tale om et styrt ud i offentligheden, som foregår med manér.

Det begynder pludselig at give mening, at DR’s pr-afdeling bliver ved med at understrege, at de står til rådighed 24 timer i døgnet.

Hvis det omvendt først slår klik, hvad i alverden skulle det så hjælpe at ringe til dem?

Bag samtlige slemt sympatiske producere, klippere, castere og tilrettelæggere gemmer der sig vilde dyr. Bag DR’s fint nuancerede talsmænd gemmer der sig brutale, forbryderiske sindelag. Disse mennesker kan deres kram. Vi taler om forførere af menneskesjæle, diplomaniacs in the flesh, hårdt slebne dagjobselskere med poserne fulde af stålskruer og glidecreme: ”Der er to måder, vi kan gøre dette på, den lette og den svære, men ind skal vi nok komme.”

Nu skal jeg sove. Måske uden sovepiller for første gang i ugevis. Jeg er udmattet.

Fredag den 15. august, 22.32

Så programmet igen, da det blev sendt for nationen.

Hvad lyder så min nuværende opsummering? Jeg tror, jeg må ty til en reference fra Joyce Carol Oates’ netop oversatte Graverens datter, det indledende citat fra kapitel 11: ”Det bliver vi nødt til at leve med, indtil videre” (i romanen drejer det sig om det faktum, at graverfamiliens brønd ligger længere nede ad bakken end kirkegården, og at vandet fra den derfor er påvirket af lækager fra gravene. ”Døden sivede nedad,” som der står).

Ved gensynet lagde jeg mærke til, at man havde klippet ordlyden, af hvad jeg sagde, væk under et klip, hvor man skulle bruge meddommer Julies kommentar. Ganske bizart. Talende mand uden lyd. Sæt en mundlæser på, og alting er ændret. Skift ét tegn ud, og meningen vendes fuldkommen på hovedet. Yderligere er samtlige dommerkommentarer klippet så hårdt, at man nærmest kan høre åndedrættet blive cuttet; klip en hæl og hug en tå, hvis vi lige står og mangler en redigeret mening et sted. Godt at der ikke er tale om kirurgi her.

Flot er det i øvrigt editeret, den sekvens hvor Julie bryder sammen i tårer, mens en kvinde fremfører en sang til sin døde søn. Julie kan slet ikke standse sin gråd, og af samme grund klæber kameraet til hende, lænket til det potente øjeblik. Den efterfølgende sekvens hvor makeupartisten må træde til for at pudre den kvindelige dommer frisk igen er bestemt at gå langt over stregen, næsten værre end de beskidte følelser i sig selv, men sand smerte har mange facetter, og showet må jo fortsætte. Ind og ud og op og ned.

Et andet rigtigt flot sted i programmet er der, hvor man udbygger scenen med ham den mandlige stripper med en række slowmotion-, David Hamilton-agtige (læs: vaselineindsmurte) indklipsbilleder af samme Julie i færd med at smøre den nu næsten nøgne mand ind i kropsolie.

Selvfølgelig er stort set alle de mere højpandede indsigelser, som jeg kommer med i løbet af audition-indspilningerne, gået fløjten. Goes without saying. Faktisk er det kun en enkel reprimande omkring det at være for eksplicit i sit kunstneriske udtryk, der foreløbig har overlevet censuren (en kommentar til netop kvinden med den døde søn omkring det at sublimere éns erfaringsmateriale hvad angår videreformidlingen i det offentlige rum), og den kom ifølge postproduceren udelukkende med, fordi klipperne fandt udtalelsen så tilpas sort, at udtalelsen i sig selv kunne betragtes som underholdende.

I øvrigt genbrugte man adskillige grin og ansigtsudtryk i løbet af udsendelsen, hvis man havde brug for at understrege, at noget var sjovt. Det var åbenbart nødvendigt nogle steder.

Og så har jeg slet ikke fået kommenteret indledningen til programmet, vel? Allerede her lyder hornene: Sort skærm, guldrandede bogstaver der materialiserer sig ud af intetheden, mens en Ringenes herre-agtig new age Wagner-musik pulserende strømmer ind over én. Herefter pauker og strygersektioner: Da-da!

Så fuld skrue og powershots af dommerne hvor den sekvens, jeg allerede under optagelserne udmærket vidste, at jeg ikke skulle være gået med til, forventeligt nok er blevet brugt, nemlig skuddet af ”den tænksomme dommer der seriøst lægger sin knyttede næve op under hagen” … giv agt folkens, her tænkes!

Lørdag den 16. august, 15.41

Turde nærmest ikke gå ned på gaden i dag, men the mortal coil skal jo holdes ernæret. Der gik såmænd heller ikke mere end et par minutter, inden den første (venlige, tak for det!) børnefamilie komplimenterede mig for mine anstrengelser i aftes, ja, selv henne i Landbohøjskolens park kunne en pensionist på en bænk ikke dy sig for at lykønske mig. Normalt plejer den slags uopfordrede kommentarer at stamme fra den minoritet i nattelivet, som ønsker at sætte ild til én, men med ét er jeg altså elsket og afholdt af både børnefamilier og pensionister.

Afholder mig nok alligevel fra at læse blogs om eller google på emnet her de næste par dage.

Ude foran kioskerne flagrede flyvebladene. Forsiderne var ryddet med billeder af og historier om de deltagende. Ekstra Bladet havde dedikeret stort set alle kvadratcentimeter til et foto af moren, der sang en sang til sin døde søn, samt en overskrift der henviste til på hvilken facon, barnet var dødt, mens BT kunne fortælle alt om, hvordan sangeren Søren havde ernæret sig som trækkerdreng inden konkurrencen. Resten var Julie og Aalbæk. Overalt faktisk.

Da jeg tændte for mobiltelefonen, væltede sms’erne ind. En pæn portion af dem følte trang til at oplyse mig om, at de fandt Julie henholdsvis ”fuldkommen sindssyg”, ”ulidelig” og ”decideret utålelig”. Mailene var i samme dur.

På trods af et hav af forbehold vedr. programmets semi-slash-omni-perverse natur følte alle sig dog rigtig godt underholdt. Sjovest var en mail fra et ungt indie-musikerpar, der aldrig så den slags normalt, men kun havde kigget med pga. min medvirken. Her var fyren helt oppe i det røde af jubel over udsendelsen:

”Sikke en gang sindssygt flødeporno-tv, er du sindssyg, hvor bliver man kastet rundt i manegen til sådan et show. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Altså jo, det er jo afskyeligt, men også nyt i en eller anden form. Hende du sad ved siden af, Julie et eller andet, hende kunne jeg slet, slet, slet ikke udstå, det var faktisk det værste ved hele showet. Hah. Jeg aner ikke, om jeg skal se det igen, jo, det skal jeg sgu nok. Psycho!”

Torsdag den 2. oktober 2008, 11.02

Efterhånden ville end ikke en armé af franske prostituerede kunne give mig gejsten tilbage. Hvordan skulle de? Logikken har for længst nået enden af sin egen rækkevidde og efterladt mig tør og kuldslået nede i kraterrevnerne af min egen forfængelighed.

Føler mig omtrent lige så desorienteret og splittet, som Hemingways søn må have gjort det, hvad angik gabet mellem sin afvigende seksualitet og sin nærighed. Født Gregory Hancock Hemingway, men senere bedst kendt som Gloria Hemingway pga. sin transseksuelle tilværelse, døde denne ikke blot i rendestenen, men med det meget sigende stigma hængende over sig, at han ved kirurgisk hjælp havde fået monteret et kvindebryst på sin krop – men altså kun ét, idet prisen for to tilsyneladende var ham en kende for meget.

Bogen blev ved sin udgivelse tildelt stor mediemæssig bevågenhed pga. sin lettere skandaløse karakter. Ud over at modtage adskillige 5-stjerners anmeldelser samt rydde forsiden på flere af de store dagsblade blev den også genstand for en ganske ophedet debat.

Bl.a. fordømte Jyllands-Postens litteraturredaktør bogen for åben skærm i DR2’s Deadline, idet han mente, der her var tale om årets værste bog (da tv-værten efterfølgende spurgte ham, hvad seerne så alternativt skulle købe som julegave, faldt hans bud på en netop udgiven kriminalroman). I den anden ende af skalaen valgte Politiken i deres begejstring over bogen at rydde forsiden af kultursektionen for at bringe et tresiders-uddrag fra den.

På det følgende billede ses Martin Hall sammen med sine to meddommere, Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen og musical-sangerinden Julie Steincke.