LANDETS MEST ELEGANTE ENFANT TERRIBLE – POLITIKEN FEATURE 2013
LANDETS MEST ELEGANTE ENFANT TERRIBLE
Politiken-omtale af Martin Hall i forbindelse med hans 50-årsfødselsag fredag den 26. april 2013. Skrevet af Dorte Hygum Sørensen.
SELFMADE: Martin Hall ligner absolut ikke nogen anden dansk kunstner. Han er gennem mange år forblevet helt sin egen.
Céline, Wittgenstein, Else Marie Pade, Throbbing Gristle og velsagtens tusind andre meget forskellige filosoffer og kunstnere kunne komponisten, musikeren og forfatteren Martin Hall formentlig citere, hvis man fik mulighed for brat at vække ham af dyb søvn. En stor og delvist selvlært viden er imidlertid blot en flig af multikunstneren og mennesket Martin Hall, der siden debuten med avantgardeensemblet Ballet Mécanique som 17-årig har været en af de mest produktive, ambitiøse og modige forfattere og musikere herhjemme.
En betydelig del af hans talrige litterære og musikalske værker er kun blevet undersøgt og nydt af ganske få, og folkelig er ikke det første ord, man kommer i tanke om, når man tænker på Hall. Med jævne mellemrum har han dog vakt bred genklang. Han gjorde det med stilren følsomhed på det popmusikalske hovedværk Random Hold i 1996, han har gjort det på sine bidrag til flere af Hanne Boels plader, han blev landskendt et øjeblik som dommer i Danmarks Radios show ’Talent’ i 2008, og han fik en bred læserskare med sit tobinds generations- og dannelses- værk, Den sidste romantiker i 2005. Senest har tv-seere kunnet opleve ham som ”dommer” i ’Smagsdommerne’ på DR 2.
Før og efter har man så yderligere kunnet møde kunstneren Martin Hall i imponerende mange andre sammenhænge, hvor dette vidunderbarn, der kun 10 år gammel begyndte på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium, altid konsekvent har fremstået som landets mest elegante enfant terrible. Ud over debuten The Icecold Waters of the Egocentric Calculation med Ballet Mécanique og Random Hold betragter han selv Camille (2002), Das Mechanische Klavier (2004), Hospital Cafeterias (2009) og If Power Asks Why (2012) som musikalske højdepunkter.
Nogle af de litterære fikspunkter fra hans lange karriere er Uden titel (1998), Kommunikaze (2001), Kinoplex (2010) og artikelsamlingen Nostatic! (2012) foruden Den sidste romantiker. Dertil kan føjes adskillige bidrag til teater- og kunstscenen – herunder musik til indvielsen af Ingvar Cronhammers værk Elia i Herning i 2001 og lydsporet til udstilling Racing Cars på ARoS i 2006.
I år er Martin Hall foreløbig aktuel med albummet Phasewide, Exit Signs, der er indspillet i forskellige storbyer som en muligvis naturlig konsekvens af, at Martin Hall mere er en europæisk kunstner og tænker end en national figur.
I øvrigt hører det med til billedet af den offentlige Martin Hall, at godt nok ved han virkelig meget og tør bruge sin kunnen elitært. Men højrøvet er han altså ikke. For nu at sige det på dansk. Nej, det her æstetisk bevidste københavnermenneske med forbløffende få synlige alderstegn er virkelig høfligt, venligt og rart selskab. Med glimt i øjnene.
HALL I HOFTEATRET – GAFFA ANMELDELSE 2013
MARTIN HALL I HOFTEATRET
GAFFA 26. april 2013
Af Ras Bolding
6 ud af 6 stjerner
Det lignede unægteligt på forhånd en absolut hjemmebane; Martin Hall på det fornemme Hofteatret i hjertet af København, ja, et par dage inden havde man sågar kunnet melde udsolgt. Den ventede brogede flok var dukket op – de intellektuelle og kunstnerne, goth- og punktyperne, nuværende såvel som dem i datid, og så alle de andre – med andre ord den skare, der kan forventes når Cirkus Hall er i byen.
Den russiske vinter
Inden aftenens hovedperson kunne indtage scenen var der dog opvarmning ved Bjarke Mogensen på accordion – og med speciale i russisk-klingende nocturner. Virker det en smule specielt? Hall-kendere vil naturligvis vide, at det er den slags påfund man kan forvente, men – nok så væsentligt – den sande Hall-kender vil også vide, at hvor sådanne påfund i andre sammenhænge mest af alt kunne være at betragte som ironisk stilgreb, så er det ikke tilfældet her. Og tak for det. Mogensen er ikke just nogen novice på sit instrument, og det fremstod tydeligt. Repertoiret var klassisk – kendteste navn Tchaikovskij – og i de tyve minutters tid Mogensen var på, kunne man føle sig fristet til, ikke mindst teatrets udsmykning taget i betragtning, at drømme sig til 1800-tallets russiske adelsslotte af den slags, hvor man finder de der grever fra Dostojevskij-romanerne, som altid sælger deres uægte døtre til prostitution. Og efter således at være blevet muntret op (!), virkede publikum klar til Martin Hall.
Hall med førsteholdet
Ud over naturligvis Martin Hall selv på vokal, stod en håndfuld kompetente musikere på scenen – alle folk, der kendes fra flere forskellige Hall-sammenhænge, nemlig Johnny Stage på elguitarer, Ida Bach Jensen på kontrabas, Henriette Groth på klaver, synthesizer og bratsch samt Sisse Selina Larsen på trommer.
Helt overordnet set kredsede koncerten mest om materiale fra de to seneste Hall-album, “If Power Asks Why” og “Phasewide, Exit Signs”, men også et par gange undervejs med nedslag i bagkataloget. Og hov, vil den opmærksomme læser så måske udbryde omtrent på dette tidspunkt, for var “If Power Asks Why” ikke med vokal af Andrea Pellegrini og med Tanja Zapolski på klaver, og betyder det så, at de var med ved koncerten?
Jo og nej. “If Power Asks Why” var i høj grad Pellegrini og Zapolski, men de var ikke med på scenen, hvilket betød, at Hall og hans musikere stod over for lidt af en udfordring, men en udfordring, jeg synes, man tacklede på fornem vis. Meget kan man sige om Halls vokaltalenter, men mezzosopran er han ikke, og i erkendelse heraf havde man valgt at gå til yderligheder med arrangementer af numre fra netop “If Power Asks Why”, ikke således at de ikke længere var til at kende, for det var de, men jeg skal love for, at indpakningen var en anden. Jeg er personligt meget glad for den dekadente cabaretstemning på de oprindelige “If Power Asks Why”-numre, men så større var min glæde ved at konstatere, at Hall og band rent faktisk slap særdeles godt fra rearrangementerne også. “Milfs, Cum And Schopenhauer” fremstod således som en særdeles hårdtslående sag med minder helt tilbage til Ballet Mecanique-tiden, mens titelnummeret, “If Power Asks Why”, tog kegler på sin afsluttende patos.
De helt nye numre fra “Phasewide, Exit Signs” fungerede også godt live, måske ikke mindst den let Philip Glass-klingende “Emblematic” samt den indadvendte “Muted Cries”.
Et par klassikere
Helt som ventet trak de ældre numre gode stik hjem hos det fremmødte publikum – en overraskelse var det f. eks. at høre det gamle Ballet Mecanique-nummer “An Attempt Of Interruption”, med gæste-accordion ved Bjarke Mogensen. “Images In Water” gav naturligvis prøve på Halls vokal i dens noget nær mest lidende gestalt omkring det afsluttende crescendo, mens ekstranummeret, den knugende smukke “Synthesis”, oprindeligt fra midtfirserne, bevægede sig fra spindelvævstangenter til melodramatisk kadence.
Særklasse
Hall undskyldte sig lidt med en smule hæshed, og enkelte steder kunne man måske godt fornemme det, men ikke meget. Det resulterede blot i lidt ekstra vrid i stemmen på de rette steder, og nogen syg Hall var det bestemt ikke, tværtimod. Det er en kendt sag, at det ikke altid er helt let at få lokket manden på scenen – de seneste mange års noget sporadiske koncertaktivitet vidner herom – men når han så endelig er fundet derop, på scenen, så er han som fisken i vandet, og man kunne egentlig godt ønske, at han ville gøre det noget oftere – opfordring hermed sendt videre! Og mens vi er ved det med opfordringerne, så kunne man også sagtens, af et fromt og ærligt hjerte, håbe på en live-udgivelse, måske en dvd i stil med den fra Sct. Pauls-koncerten i 2009, for det er virkelig fremragende sager, det her, hvad publikums afsluttende stående ovation da også vidnede om.
Martin Hall er sin helt egen på den danske scene, plejer man at sige. Og jeg er lige ved at tro, at man gør ham uret. I hvert fald har jeg ikke stødt på mange i det store udland, der sådan for alvor minder om ham heller. Når han er i sit es, så mener jeg, at han hører til i den internationale topliga. Og så er det naturligvis meget charmerende, at det i virkeligheden er en forholdsvis begrænset skare, der for alvor har taget manden til sig herhjemme – sandt er det jo i hvert fald, at Martin Hall aldrig helt er blevet verdensberømt i det brede Danmark. Det er nok mest synd for det brede Danmark.
Martin Hall (vokal)
Johnny Stage (guitar og keyboards)
Ida Bach Jensen (kontrabas og elektronik)
Henriette Groth (flygel, keyboards, klarinet og bratsch)
Sisse Selina Larsen (trommer og percussion)
Fotos: Jacob Dinesen
Teatermuseet i Hofteatret er et stykke levende danmarkshistorie, der ligger på Slotsholmen lige bag Christiansborg, i hjertet af København. Bygningen er en del af det første Christiansborg-anlæg, der blev opført under enevælden fra og med 1730’erne som erstatning for det gamle Københavns Slot. I 1766 blev Hofteatret ombygget til et nyklassicistisk rum i perlegråt og guld, typisk for tiden og i stil med andre europæiske hofteatre. Spor af det nyklassicistiske teater finder man stadig i Hofteatrets entréparti og foyer. Hofteatret afspejlede fra begyndelsen af den politiske, kulturelle og sociale betydning, huset skulle have, med balkoner og loger og et publikumsgulv, der kunne hejses op i niveau med scenegulvet, når der skulle afholdes maskerader. I starten af 1840’erne lod den sidste enevældige konge, Christian den 8., Hofteatret renovere og omskabte det til et biedermeiersk rødt fløjls- og logeteater, sådan som man ser det i teatersalen den dag i dag.
SEX PISTOLS OG STRAVINSKY – JYLLANDS-POSTEN FEATURE 2013
Jyllands-Postens omtale af Martin Halls 50-årsfødselsag fredag den 26. april 2013. Skrevet af Kasper Schütt-Jensen.
Musikeren og forfatteren Martin Hall har mere end 50 pladeudgivelser på samvittigheden.
Musik, digte, romaner, film, teater og videokunst. Martin Hall er leverandør af det hele. Han favner bredt og har sågar været dommer i tv-programmet ’Talent’, ligesom han har medvirket i ’Smagsdommerne’. Han havde en rolle i Ole Christian Madsens storfilm Flammen & Citronen og skrev lydsporet til den omdiskuterede ARoS-udstilling Racing Cars – The Art Dimension.
Oversat til mange sprog
Manden, som ifølge eget udsagn voksede op med lige dele Sex Pistols og Stravinsky, har udgivet en lang række bøger og har mere end 50 pladeudgivelser på samvittigheden. De fleste pladetitler er – foruden udgivelse i Skandinavien – landet i plade- butikker i Tyskland, Holland, Frankrig, England, Italien og USA, ligesom hans bøger er oversat til flere forskellige sprog.
15-årig punkmusiker
Martin Hall begyndte som 10-årig på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Som 15-årig spillede han punkmusik i bandet R.A.F., og som 17-årig pladedebuterede han i avantgardegruppen Ballet Mécanique, som to år senere udsendte mesterværket The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som har opnået klassiskerstatus blandt musikelskere med hang til dyster rockmusik og – ligesom soloalbummet Random Hold (1996) – figurerer på Politikens Rockleksikons liste over de 50 vigtigste danske plader i dansk rockhistorie.
Martin Hall er ikke kun optaget af sin egen musik. Hans viden er enorm, og hans features til musikbladet Gaffa om bands som Sex Pistols, Joy Division og Throbbing Gristle udkom sidste år i bogform under titlen Nostatic!.
Dommer i bedste sendetid
Martin Hall blev i 1983 optaget ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Æstetikken spiller en stor rolle for kunstneren, og mange var forundrede, da han – sammen med blandt andre filmproducenten Peter Aalbæk Jensen – optrådte som dommer i tv-programmet ’Talent 2008’.
Da kunstneren året efter besøgte Aarhus for at give en eksklusiv koncert i Sct. Pauls Kirke, forklarede han beslutningen.
”Jeg fortryder aldrig noget,” sagde han til Jyllands-Posten.
En pletfri karriere
”Jeg beslutter mig for noget, og så gør jeg det. Jeg havde på det tidspunkt en pletfri karriere med stor anmelderros, alting var så pænt og nydeligt. Men tingene stod også lidt i stampe, og fra begyndelsen så jeg mulig- heden for at skrive en dag- bog om oplevelsen som dommer i talent-showet og dermed belyse fænomenet indefra. At jeg så checkede ud med langt større forståelse for projektet og meget mindre straf end først antaget er noget andet.”
Senere samme år beskrev han oplevelsen i bogen Vægtløs mand under truende sky og kastede siden flere bøger og plader af sig. Sidste år blev det til to pladeudgivelser, og for nylig udkom Phasewide, Exit Signs, som vanen tro blev mødt af flotte anmeldelser.
HALL-KONCERTEN I HOFTEATRET FÅR 6 UD AF 6 STJERNER
Martin Halls udsolgte koncert på Hofteatret i København torsdag den 25. april har netop modtaget en fænomenal 6 ud af 6-stjerners anmeldelse i GAFFA. Der skrives bl.a. følgende:
“Martin Hall er sin helt egen på den danske scene, plejer man at sige. Og jeg er lige ved at tro, at man gør ham uret. I hvert fald har jeg ikke stødt på mange i det store udland, der sådan for alvor minder om ham heller. Når han er i sit es, så mener jeg, at han hører til i den internationale topliga. Og så er det naturligvis meget charmerende, at det i virkeligheden er en forholdsvis begrænset skare, der for alvor har taget manden til sig herhjemme.”
Du kan læse hele anmeldelsen på GAFFA, hvor du også kan se billeder fra koncerten.
Live-fotos taget af Jacob Dinesen (GAFFA).
DEN SIDSTE ROMANTIKER – BERLINGSKE FEATURE 2013
DEN SIDSTE ROMANTIKER
Berlingskes ”Dagens Navn”-omtale i forbindelse med Martin Halls 50-årsfødselsag (bragt torsdag den 25. april 2013). Skrevet af Lars Rix.
50 i morgen: Martin Hall har omkring 100 pladeudgivelser på sit cv samt en lang række bøger, blade, teaterforestillinger og udstillinger. Og den produktive fødselar har masser af tid til mere.
Der findes ikke mange af Martin Halls slags herhjemme.
Eller ude i verden for den sags skyld. Et individ, der det ene øjeblik skaber sand kunstnerisk originalitet og det næste sidder som dommer i et underholdningsshow på TV for folk med et talent, for fra at blæse sæbebobler til at køre ethjulet cykel. Alene det skiller vandene, for hvad er Hall? Er han kunstner eller kustode? Klart det første, hvis man spørger folk der kender ham. Og på sit eget imposante CV er det også sådan, han ser sig selv. Som forfatter, komponist, sanger og multiinstrumentalist og med en produktion, der strækker sig over godt 100 pladeudgivelser samt en række bøger, blade, teaterforestillinger og udstillinger. Ja, Hall har sågar titlen som skuespiller på sit CV for sin rolle i den danske storfilm Flammen & Citronen, men det hele begynder og slutter ved musikken.
Martin Hall begyndte allerede som tiårig på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium og som 17-årig debuterede han på plade som en del af avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, hvis The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 af mange betegnes som en hjørnesten i nyere dansk musikhistorie. På det tidspunkt var det Hall her og der og alle vegne. Rygtet ville vide, at han om natten sov i en opredt kiste, flirtede med det okkulte og læste tarotkort. Som solokunstner og en del af hele postpunk-bevægelsen var han en del af bands som Before og No Knox og producerede samtidig musikken til filmen Nattens Engel med digteren Michael Strunge.
Sideløbende med sit omfangsrige musikalske virke er forfatterskabet løbende blevet opdateret siden debuten med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen i 1983. Hovedværket kom i 2005 med den monumentale og mere en 700 sider lange Den sidste romantiker, der ganske betegnende handlede om en ung mands dannelsesrejse fra 1980 til 2005. Det er måske Halls evige evne til at tage sig selv seriøst, hans evindelige perfektionisme og lyst til at bryde det retningsbestemte, der gør at nogle har opfattet ham som arrogant og selvcentreret. Faktum er måske bare, at Hall ikke bryder sig om tilstræbte lixtal og forsøg på intellektualisering, men dybest set bare nyder viden og dedikation uden omsvøb. Og at Hall nu bliver 50 bekymrer ham nok ikke synderligt.
Nutiden interesserer ham mere end fortid og fremtid som man i øvrigt kan læse i et af de bedste interviews, der er lavet med ham. Interviewet, der er fra 1999, hedder Voila! Årtusindkunstneren taler og måske meget sigende er det Martin Hall, der interviewer sig selv. Et af de spørgsmål han vælger at stille er hvad han godt kunne tænke sig, der til sin tid skal stå på hans gravsten. Svaret er: ”Nej, nej, nej, nu gik det lige så godt.”
Det er da en positiv livsindstilling, der vil noget.
PHASEWIDE, EXIT SIGNS SANG FOR SANG – GAFFA FEATURE 2013
PHASEWIDE, EXIT SIGNS
Martin Halls 2013-album sang for sang
I den følgende artikel skrevet til GAFFA gennemgår Martin Hall sin nye plade, Phasewide, Exit Signs, sang for sang. Albummet blev udgivet den 2. april 2013 og var på det tidspunkt hans første soloplade i syv år. Hall gav ingen danske interviews i den forbindelse.
1. Emblematic:
Jeg indspillede åbningsnummeret ”Emblematic” med pianisten Othon Mataragas, som jeg mødte i forbindelse med en Warehouse 9-optræden i 2010. Othon har tidligere indspillet med navne som Marc Almond, Current 93 og nu afdøde Peter Christopherson fra Coil og Throbbing Gristle, men er klassisk uddannet, så der er mange paralleller mellem hans virke og min egen tilgang til musik. Jeg synes, at nummeret slår den nye plades tone fint an.
2. Muted Cries:
Grundindspilningen er lavet i samarbejde med Linus Carlsen og foretaget i Montreal. Sangene på Phasewide, Exit Signs udgør samlet set en slags musikalsk logbog, idet de alle er skrevet og indspillet i forskellige sammenhænge rundt omkring i verden. ”Muted Cries” var et de første numre, der lå klar, og sangen indfanger fint den stemning af tilbagevendende rodløshed, der har præget mit liv de senere år. Jeg føler mig altid lettet, når jeg hører musik spillet så ubesværet, som tilfældet er her.
3. L:
Ofte er det sådan med et stykke musik, at oplevelsen af det bestemmes af den sammenhæng, det indgår i. ”L” er et slags intermezzo, en overgang, men ikke desto mindre en vigtig del af helheden. Ligesom på albummets andre numre arbejder pladens grundlyd hele tiden neden under de øvre lag.
4. Tin Music:
Vokalerne til dette nummer er indspillet på et hotelværelse i den polske by Białystok en sen nat, efter jeg havde optrådt på Podlasie Operaen i sommers. Jeg var fuldkommen udmattet, men havde en diktafon med, og stemningen omkring besøget og aftenen selv – byen, den gamle opera og publikums begejstrede tilbagemeldinger – blev ved at resonere i mig. Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle bruge indspilningen til noget, men senere i processen, efter jeg var kommet tilbage til Danmark, var jeg overrasket over at høre, hvor ”besjælet” denne realoptagelse egentlig var.
Et af kendetegnene ved det nye album er, at det er præget af en stedvist nærmest skitseagtig produktion, hvor indspilningsmetoderne eksempelvis indebærer brugen af diktafon og gammeldags kassettebåndoptager. I sidste ende blev ”Tin Music” udbygget med et komplet strygerarrangement, men det er alt sammen baseret på denne meget skrøbelige grundindspilning fra hotelværelset.
5. Meth:
Noget så ligefremt som en kærlighedsdeklaration. I sin tematik kredser Phasewide-albummet hele tiden om emner som afmagt og svind, skønhed og fortabelse. Om aldring og slitage og om kvindekroppen og dens evigt skiftende kartografi. Albummet består af en række øjebliksbilleder, eksponeret over et kvart århundrede. Alderen kan for alvor ses og mærkes af min generation nu, og har man over mange år fulgt et andet menneske på klos hold, kan det være lige dele hjerteskærende og rørende at følge den stille forandring, der gradvist indtræffer, fysisk såvel som psykisk. Det gælder også for skikkelserne i periferien – ansigter som jeg kan huske fra min tidlige ungdom, og som jeg glimtvist ser i tilfældige sammenhænge. Mange har betalt en meget høj pris for deres grænsesøgende livsførelse. Jeg erindrer en pige, jeg engang kendte, et lige dele fattet og fuldkommen fortabt individ, der i perioder nærmest levede af kaffe og cigaretter og alt det løse. Senere tog hun sit eget liv. Jeg forestiller mig, hvordan det ville have været at sidde over for hende i levende live i dag.
Som det oftest er, handler en sang dog sjældent om ét billede. Det ansigt man beskriver, er tit sammensat af flere. På samme måde kredser ”Meth” om et flerstemmigt persongalleri. Det er et portræt, der befolkes af flere skæbner.
6. Retrograde:
Der er sikkert mange, der tror, at man som sangskriver komponerer numre hele tiden, men sådan har jeg det ikke. Jeg skriver utrolig få sange og tekster til mig selv. En af erhvervsskaderne ved at arbejde med musik er, at det let kan begynde at føles temmelig patetisk konstant at sidde og udtrykke sig selv. Især tekstmæssigt er det blevet en udfordring for mig at skrive om mig selv. Af samme grund er det meget givende, hvis et nummer har sin egen overtalelseskraft – sin egen overbevisning og sin egen ”stemme” – hvilket ”Retrograde” havde fra første øjeblik.
Det er det andet nummer på pladen, hvor jeg arbejder sammen med Linus Carlsen, og allerede dagen efter jeg skrev melodilinjen til hans akkordudkast, blev vokaludgaven indspillet. Tekniker og medproducer Johnny Stage lyttede tavst til nummeret, hvorefter han pillede den rigtige mikrofon ned og satte en gammel clips mikrofon op i en vindueskarm i den anden ende af lokalet. Så indspillede vi sangen i første take.
7. Forgetting the Details:
Dette nummer er indspillet i samarbejde med Christian Skeel, som jeg har arbejdet med i flere omgange, bl.a. på vores fælles 2001-album Metropolitan Suite. ”Forgetting the Details” var det første nummer, jeg indspillede til Phasewide, men herefter lå projektet stille i lang tid. Imens udkom en helt anden udgave af nummeret i form af en single ved navn ”Mirrorball”.
8. Red Lips, Marble Eyes:
Jeg har altid haft lyst til at arbejde med et brassband. Ikke ud fra et ønske om at udforske jazzgenren som sådan, snarere ud fra en fascination af den begravelsesmusik man finder i Sydstaterne, især i New Orleans – dønningerne af kolonial tristesse og lyden af forvreden messing, de slidte jakkesæt og stivede skjorters stædige forsøg på at opretholde ritualet. Som lille dreng så jeg engang en film, hvor et begravelsesoptog langsomt bevæger sig forbi nogle tilfældige betragtere på et gadehjørne i byens franske kvarter. Optoget er fuld af sørgende, sortklædte mennesker og musikanter med tromboner og trompeter. Minuttet efter bliver en af tilskuerne slået ihjel, hvorefter begravelsesoptoget mekanisk samler mandens lig op i samme kiste, som den myrdede netop selv havde stået og betragtet.
Jeg ville gerne have ”Red Lips, Marble Eyes” til at bære præg af noget tilsvarende ceremonielt, men også af en vis forpint modvillighed – få det til at lyde som om nummeret var ved at falde sammen under sin egen vægt. Det kræver sit af musikerne at få tingene til at halte på den måde, men mine forventninger blev fuldt ud indfriet af ”Blackfoot” Frost og hans hold. De udførte idéen til UG med kryds og slange. Det er faktisk det eneste sted på hele pladen, hvor der er reel perkussion. Horn og slagtøj.
9. Site Specific:
”Incestuous needs, a tender display on your pillow”. Fra Salon Kitty til Reeperbahn. Stikord og indskydelser. Jeg tror ikke, man skal forsøge at forklare alt. Faktisk har det nok været min karrieres største fejl – at jeg alt for ofte har forsøgt at forklare mig selv. Det er bedst at nøjes med at fortælle.
10. Phasewide:
Titelnummeret og pladens sidste skæring er indspillet under improviserede forhold en sen nat/tidlig morgen. Jeg har altid holdt meget af indspilninger, der benytter sig af autentiske lydkilder, og på dette nummer fornemmer man tydeligt, hvordan rummet står og arbejder. Indspilningen fremstår som en slags sonisk biopsi. Ikke at det i sig selv nødvendigvis er godt, men hvis jeg som sanger – med al den selvkritik og allergi der gennem årene har hobet sig op i mit indre – er i stand til at tilsidesætte, at det er mig selv, der er solist, når jeg bagefter lytter til indspilningen, så taler det sin egen sag.
De, der har fulgt mit virke gennem årene, er givetvis klar over, at jeg aldrig har sat mine evner som sanger særlig højt. Omvendt er mange af de solister, jeg selv har lyttet til, jo heller ikke teknisk overlegne kunstnere. Man arbejder med det, man har, og udtrykker sig på de præmisser, der er mulige. Hvad man ikke har af teknisk overskud, kan man så måske kompensere for med nærvær. Forhåbentlig. Det er så i sidste ende op til andre at vurdere.
Martin Hall, skærtorsdag 2013 (28. marts)
OM TILBLIVELSEN AF "PHASEWIDE"
Martin Hall i samtale med Christian Skeel om albummet Phasewide, Exit Signs (februar 2013).
Artiklen blev lagt ud på hjemmesiden i forbindelse med udgivelsen af albummet. Indledningen er skrevet af Katrine Rosenbæk.
Martin Hall, der i 80’erne udforskede den sorteste støj, i 90’erne arbejdede under dække af de brede popklange og i 00’erne især har udforsket de elektroniske landskaber og den klassiske kompositionsmusiks mange hybridformer, fylder den 26. april 50 år. Samme måned udgiver han albummet Phasewide, Exit Signs, hans første soloplade i syv år, og spiller en række udvalgte koncerter på bl.a. Hofteatret i København.
Phasewide, Exit Signs er en musikalsk logbog indspillet i bl.a. Montreal, London og Bruxelles. På pladen har Hall arbejdet med flere nye samarbejdspartnere, heriblandt den græsk-engelske pianist Othon Mataragas, der tidligere har indspillet med navne som Marc Almond, Current 93 og nu afdøde Peter Christopherson fra Coil og Throbbing Gristle. Pladen kendetegnes ved sin brug af reallyde og ”on site”-indspilninger, dvs. optagelser foretaget på f.eks. diktafon, hvilket er med til at bringe det kunstneriske arbejdsrum helt ind i lytternes stuer. Overordnet set er det nye album et overraskende afdæmpet udspil fra Halls hånd – en plade der er præget af en knugende fornemmelse af rodløshed og isolation.
Martin Hall har aldrig været Danmarks foretrukne kunstner, og det vil Phasewide, Exit Signs næppe ændre det store ved. Hall har oftest delt vandene herhjemme og er med årene blevet mere kendt pga. sin personlighed end pga. sit kunstneriske virke. Gennem sin mangeårige karriere har han medvirket på omkring 100 pladeudgivelser samt produceret en række bøger, blade, teaterforestillinger og udstillinger – som punktnedslag kan nævnes lp-debuten med Ballet Mécanique i 1981, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, singlen ”Beat of the Drum” der i 1988 blev det mest spillede danske nummer på radiostationen The Voice, tildelingen af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1995, generationsromanen Den sidste Romantiker i 2005 samt albummet Hospital Cafeterias fra 2009, hvor Hall bl.a. samarbejdede med navne som Else Marie Pade og medlemmer fra Efterklang.
Gennem de senere år har Martin Hall dog modtaget voksende international anerkendelse. Han har eksempelvis fået flere plader genudsendt i USA samt modtaget fremragende anmeldelser i hæderkronede europæiske medier som The Wire. I sommeren 2012 gæsteoptrådte han som solist på den polske Podlasie Opera. Seneste pladeudspil fra Halls hånd er den klassisk instrumenterede plade If Power Asks Why, hvor han samarbejder med mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianistinden Tanja Zapolski, en udgivelse der bl.a. blev nomineret til P2’s ”Lyt til Nyt”-pris 2013.
Nu er Martin Hall så klar med sin første plade som sanger i syv år, albummet Phasewide, Exit Signs. Da han generelt ikke bryder sig om at give interviews længere, kan du i den følgende artikel i stedet læse et modelleret uddrag af en samtale mellem Hall og billedkunstneren Christian Skeel, to kunstnere der ved flere lejligheder har arbejdet sammen, både musikalsk og visuelt. I 2001 indspillede de i fællesskab albummet Metropolitan Suite, et orkesterværk der trak på lige dele klassiske traditioner og avantgarde, og senest har Skeel illustreret en af Halls amerikanske lp-genudgivelser. Christian Skeel har også bidraget til det nye Hall-album: På Phasewide, Exit Signs har han bidraget med to orkesterarrangementer, men har ellers været uvidende om den fortløbende proces. Af samme grund var overraskelsen stor, da han langt om længe hørte det endelige resultat i begyndelsen af 2013.
Den følgende snak fandt sted i midten af februar, ugen efter Christian Skeel første gang havde hørt Phasewide, Exit Signs i sin helhed.
Christian Skeel: Phasewide var en glædelig overraskelse at lytte til. Du kan veksle imellem yderpoler med en lethed og præcision, som ikke burde være mulig. I de senere år har du mest dyrket dandysiden, dér hvor det hele holdes i formen og ethvert indhold er renset ud. Selvom denne vinkel på kunsten er en måde at lade verden være den fuldstændige maskerade, den nu engang er, og hvor lytteren befris for tungt og dybsindigt tankegods, så har jeg savnet jeg det nærvær som den velfunderede alvor kan åbne op for. På Phasewide tager du en 180 graders kovending og lader nærværet være dominerende igennem alle titlerne. Normalt vil det som sagt være umuligt for en og samme person at formulere sig ubesværet i begge yderpunkter, men der er, så vidt jeg kan høre, ikke et eneste sted, hvor du taber nærværet på pladen. Og der er ikke noget som tilsigtet nærvær, der lader lytteren fuldstændig kold, det forekommer mig imponerende autentisk. Hvorfor – eller hvordan – dette skift?
Martin Hall: Mere end noget andet er det nye album nok præget af en følelse af hjemløshed, af et element af rastløst savn. Pladen er indspillet i syv forskellige byer, hvilket vel i sig selv fortæller en del om processen. Jeg søgte i bund og grund en ny måde at arbejde på. Med udgivelsen af mit forrige album, If Power Asks Why der blev til i samarbejde med mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski, følte jeg i mange henseender, at jeg havde produceret det perfekte værk. Teknisk set befandt pladen sig i mesterklassen, den var virtuost spillet og udført og for så vidt umuligt at overgå. Målt mod en stemme som Andreas blegner de flestes.
De der har fulgt mit virke gennem årene, er givetvis klar over, at jeg aldrig har sat mine evner som sanger særlig højt. Omvendt er mange af de solister, jeg selv har lyttet til og er blevet rørt af gennem årene, jo heller ikke teknisk overlegne kunstnere. Man arbejder med det, man har, og udtrykker sig på de præmisser, der er mulige. Hvad man ikke har af teknisk overskud, kan man forhåbentlig kompensere for med nærvær. Gennem den senere tid har min selvkritik dog udviklet sig noget cancerøst, til noget der nærmest åd enhver ansats op … især når det drejede sig om inderlighed. Hvis man som kunstner forholder sig åbent til den kritik, der kommer af éns værk, så risikerer man selvfølgelig også at miste en del naturlighed på samme konto. Det kan i sig selv være både godt og skidt – godt fordi man ikke tillader hvad som helst, men skidt fordi det som sagt kan ende med at blokere ethvert naturligt tilløb. For mit vedkommende udmøntede det sig i en slags følelse af at være på flugt – en følelse af ikke længere at turde stå ved min egen skrøbelighed, hverken tekst- eller stemmemæssigt.
Phasewide og If Power Asks Why er kort fortalt to diametralt modsatte plader. Der er tale om to vidt forskellige temperamenter, om to forskellige former for stofskifte. Tematisk kredser begge album om kvindekroppen, om slitagens kartografi – om tidens gang og jegets deroute. Om svindet. Men hvor If Power Asks Why er et hidsigt udfald mod samtidens kulturelle imperativer og standardiserede begærsparametre, så er Phasewide et langt mere indadvendt, dvælende og for så vidt afmægtigt værk. Det er et kvindeportræt skrevet af ”den anden”, en række øjebliksbilleder eksponeret over et kvart århundrede. Hvor forfængelig man end måtte være som mand, er det min oplevelse, at oplevelsen af alderens æstetiske erosion føles mere tyngende for en kvinde pga. kulturens skønhedsidealer. Alderen kan for alvor ses og mærkes af min generation nu, og har man over mange år fulgt et andet menneske på klos hold, er det lige dele hjerteskærende og rørende at følge den stille forandring, der gradvist indtræffer, fysisk såvel som psykisk. Det gælder også for skikkelserne i periferien, ansigter som jeg kan huske fra min tidlige ungdom, og som jeg glimtvist ser i tilfældige sammenhænge. Mange har betalt en meget høj pris for deres grænsesøgende livsførelse.
Christian Skeel: Det kan også være med til at forklare lydbilledet på pladen. Det er en plade, hvor der hersker en mere eller mindre konstant fornemmelse af opløsning, både hvad angår tekster og lyd.
Martin Hall: Vi befinder os i et slags eksistentielt randområde — omkring den temperatur hvor faste former hele tiden veksler mellem vand og is. Måske er det mest klædeligt at beskrive stemningen på pladen som fluktuerende. Periodisk nærmest ubeslutsom … noget der er i færd med at definere sig selv.
Christian Skeel: Det er sandt. Det er, som om pladen ikke ønsker at blive endeligt eksponeret – som om den ønsker at forblive i en permanent tilstand af fremkaldelse. Der er noget ufærdigt over den. Jeg kan genkende tilstanden fra, når jeg selv arbejder: Det er det helt åbne, klare og rene udsagn, der inspirerer mig. Den senere bearbejdning og produktion er tit en forringelse og tillukning af det oprindelige og føles derfor ofte kvælende for mig.
Martin Hall: Jeg tror også, det hænger sammen med en slags blufærdighed over for den endelige form. Det er lidt den samme ting, jeg godt kan lide ved dine billeder – det at de på én og samme tid er både abstrakte og præcise i deres figurative sprog.
Christian Skeel: Hvis jeg i en periode arbejder med abstraktion og matematik, kunne det i den efterfølgende periode inspirere mig at prøve noget nyt med det figurative. Det figurative kan så inspirere videre til det stoflige, som igen kan inspirere til bevægelse. Før eller siden kommer jeg tilbage til abstraktion og matematik, men tilstrækkeligt meget har ændret sig til, at det føles, som om der er nyt at grave op der.
Martin Hall: Det samme gør sig jo gældende for musikken. I bund og grund har man ganske få akkorder til rådighed, men til gengæld et væld af nuancer og betoninger. En af glæderne ved at arbejde sammen med anden musiker omkring tilblivelsen af et nummer, er at man som sanger ikke behøver at ”se” musikken – jeg står ikke og kigger efter hvilke akkorder, den pågældende pianist bruger, når personen spiller. Hvis det er mig selv, der skal placere mine hænder på flygelet, er jeg altid smerteligt bevidst om de akkorder, jeg benytter, men når andre vælger en akkord, hvor enkel den end måtte være, tænker jeg ikke over det, så lytter jeg derimod bare til musikken. Det kan være meget lettende nogle gange.
Christian Skeel: De melodiøse titler med klaver er smukke, men med kompositioner som "L" og "Tin Music" lykkedes det at holde nærværet helt nøgent. Nu var jeg selv med til at arrangere nogle idéer til strygerne på ”Tin Music”, men det var i en meget tidlig fase af nummeret, inden du gik i gang med indspilningerne. At nummeret endte med at lyde, som det gjorde, var meget overraskende for mig at høre. Du lavede jo først vokalerne langt senere — så vidt jeg kan forstå på en af dine rejser?
Martin Hall: For at bevare en sidste naturlighed i indspilningsprocessen var det nødvendigt for mig at skifte scene ganske ofte, dvs. at indspille nye steder og i forskellige situationer. Hvor jeg tidligere altid har fungeret fint under almindelige såkaldt ”professionelle” forhold – man gik i studiet og blev ved med at synge, indtil man havde et rent eller på anden måde klinisk tilfredsstillende vokalspor – så var den form for procedure mig fuldkommen umulig at gennemføre denne gang. Jeg var f.eks. ikke i stand til at tage en vokal om mere end tre gange længere. Efter to eller tre takes var der ganske enkelt ikke mere at hente. Jeg var ikke til stede i indspilningen længere, hvis processen blot blev en endeløs række af gengivelser, hvor det udelukkende handlede om at pitche rent. Jeg mistede fokus og måtte give op.
Af samme grund er der på Phasewide optagelser, der er foretaget på diktafon. Ud fra devisen ”dette er rummet, dette er øjeblikket, og dette er det forhåndenværende tekniske udstyr var rammerne ligesom givet. Vokalen på ”Tin Music” er indspillet på et hotelværelse i Polen, ligesom albummets sidste skæring er indspillet under meget improviserede forhold. Når man arbejder på den måde, er det muligt at indfange tilstande, der ellers blot ville være fordampet, og hvad mere væsentligt er, så kan man som lytter simpelthen høre rummet ånde på den slags optagelser. Jeg har altid holdt meget af indspilninger, der benytter sig af autentiske lydkilder som f.eks. baggrundenes reallyd. Man genopdager lyd som materiale, som stof, og lytter som sanger og solist pludselig lige så meget til rummet, man befinder sig i, som til éns egen stemme. Hver enkelt indspilning bliver en slags sonisk biopsi. Man tillader sig selv at miste fodfæstet for dernæst at genfinde sig selv i al éns åbenlyse ufuldkommenhed. Det kan være en meget givende proces, både i indspilningsøjeblikket, men også bagefter, når man lytter til resultatet.
En anden af de for mig store udfordringer på den nye plade var udraderingen af overdreven rumklang. Jeg har altid benyttet mig af ganske store mængder klang i mine produktioner og følte, at jeg blev nødt til at ofre dette element, hvis jeg skulle frem til et større nærvær i udtrykket. Der er en vis sikkerhed forbundet med at gemme sig selv af vejen i en masse rumklang, men omvendt skaber dette greb også stor distance. Det var nok det allersværeste ved processen – at give slip på de store produktionsgreb og anerkende sin egen ”akustiske lidenhed”. Samme princip spillede også ind omkring udvælgelsen af sange. Flere af pladens ”store” numre blev ganske enkelt droppet undervejs; de var simpelthen alt for pompøse. Også arrangementerne blev udsat for en mere kritisk optik. Som det er nu, er der kun slagtøj på ét nummer, nemlig ”Red Lips, Marble Eyes” som jeg indspillede med et brassband. Generelt var metoden at blive ved med at fjerne lag, indtil der ikke var mere at tage af. Hvis et nummer overlevede på disse vilkår, forekom det mig resistent nok til at kunne klare sig i sammenhængen. Det er måske ikke såre rationelt at arbejde på denne måde, men det var det, der drev mig – ønsket om at nå ind til tingenes kerne, opnå et slags musikalsk helle.
Christian Skeel: Netop "Red Lips, Marble Eyes" er både sært og inspirerende. Det var overraskende pludselig at høre et brassband i sammenhængen. Hvordan kom det i stand?
Martin Hall: Jeg har altid haft lyst til at arbejde med et brassband – ikke ud fra et ønske om at udforske jazzgenren som sådan, snarere ud fra en fascination af den begravelsesmusik man finder i Sydstaterne, især i New Orleans ... dønningerne af kolonial tristesse og lyden af forvreden messing, de slidte jakkesæt og stivede skjorters stædige forsøg på at opretholde ritualet. Som lille dreng så jeg engang en film, hvor et begravelsesoptog langsomt bevæger sig forbi nogle tilfældige betragtere på et gadehjørne i byens franske kvarter. Optoget er fuld af sørgende, sortklædte mennesker og musikanter med tromboner og trompeter. Minuttet efter bliver en af tilskuerne så slået ihjel, hvorefter begravelsesoptoget mekanisk samler mandens lig op i samme kiste, som den myrdede netop selv havde stået og betragtet. Jeg ville gerne have ”Red Lips, Marble Eyes” til at bære præg af noget tilsvarende ceremonielt, men også af en vis forpint modvillighed – få det til at lyde som om nummeret var ved at falde sammen under sin egen vægt. Det kræver sit af musikerne at få alting til at halte på den måde, men mine forventninger blev fuldt ud indfriet af "Blackfoot" Frost og hans hold. De udførte idéen til UG med kryds og slange. Det er faktisk det eneste sted på hele pladen, hvor der er reel perkussion. Horn og slagtøj.
Christian Skeel: Med hensyn til det at blive ved med at gå i nye retninger og lave nye ting, så har du mange gange i din karriere haft mulighed for at videreudvikle en succes og dermed tjene gode penge, men hver eneste gang vælger du nærmest demonstrativt at sabotere din egen succes med et helt umuligt projekt. Er det en dødsdrift, du har, eller ligger der mere rationelle grunde bag?
Martin Hall: Der er to aspekter. Først og fremmest er der den kunstneriske impuls – kampen for at overleve på egne præmisser. Jeg har altid været styret af et lidt uregerligt behov for at være selvstændig, noget der ofte har bragt mig i uføre. Har succesen været stor nok, melder kvalmefaktoren sig øjeblikkeligt. Jeg har nok altid hældet til at bruge en succes som afsæt til nye eksperimenter frem for at dvæle ved den eller reproducere den. Men en succes kan være med til at finansiere det næste, måske mere væsentlige skridt.
Christian Skeel: Det kan jeg tydeligt genkende. Jeg har ofte undret mig over, hvorfor jeg aldrig selv kan finde ro i arbejdsformen, men altid skal videre til noget andet, til noget nyt. Essensen af denne trang er vel nysgerrighed. Selvom arbejdsprocessen rummer en del tilfredsstillelse, er selve opdagelsesrejsen slut, lige så snart jeg har afsøgt et område og føler mig fortrolig med det. Selvom du arbejder i øst og vest, virker du altid meget retningsbestemt.
Martin Hall: En stor del af et kunstnerisk forløb handler om at kunne disponere over sine midler. Folk nok har en lidt vel olympisk forestilling om ”Kunsten”, når den staves Martin Hall. Hvad enten jeg vil eller ej, bliver jeg jo nødt til at tjene mine penge andre steder end på min egen produktion – længere er den ikke. Jeg finansierer det ene ved at gøre det andet. Skulle nogen undervejs forveksle dette med mangel på konsekvens, håber jeg, at mit samlede oeuvre kan tale for sig selv.
Christian Skeel: Jeg vil i hvert fald sige, at du med den nye plade skulle være næsten sikker på at have hægtet alle af. Hvis jeg tænder på noget, slukker alle andre sædvanligvis, så hvis det holder stik, må vi formode, at Phasewide går en grel skæbne i møde.
Martin Hall: Måske. Det er ikke til at sige. Jeg tror nu nok, at den skal finde sine få, udvalgte lyttere. I det mindste er det en plade, der for mit vedkommende lever op til nogle væsentlige personlige behov.
PHASEWIDE, EXIT SIGNS
PHASEWIDE, EXIT SIGNS
MARTIN HALL
LP/CD
APRIL 2013
PANOPTIKON (OPTIK 40)
Phasewide, Exit Signs er en musikalsk logbog, hvor Martin Hall arbejder sammen med flere udenlandske samarbejdspartnere, heriblandt den græsk-engelske pianist Othon Mataragas (bedst kendt for sit arbejde med navne som Marc Almond, Current 93 og Peter Christopherson fra Coil og Throbbing Gristle).
Pladen blev et halvt år efter dens danske udgivelse også udsendt i Tyskland, Østrig og Schweiz.
1. Emblematic (2:23)
2. Muted Cries (4:18)
3. L (1:49)
4. Tin Music (6:55)
5. Meth (8:29)
6. Retrograde (3:44)
7. Forgetting the Details (5:11)
8. Red Lips, Marble Eyes (4:29)
9. Site Specific (2:36)
10. Phasewide (5:45)
EMBLEMATIC
I felt a sigh pass your lips
I saw the weight on your eyelids
Yet there you swagger and there you go
The mise-en-scène of your mercy drome
Too many images at play
Too many faces in a day’s work
Your sweet incentive, it’s so relentless
My grief’s been waiting for this day
No easy answers, only hard choices
I guess we came to the end of the road
Your random gender, my desolate needs
The splintered voices of lost beliefs
Trading commodities with no fixed presets
No traces left of a long gone starlet
Pornographers and secondhand consumer rights
All sons and lovers of 70’s delight
MUTED CRIES
The clouds in her eyes
A whispering need
Shedding her light all over me
Try recall the cities in twilight
The clubbing
The cigarette sky
As you notice the silence
The carvings
The memory lines
The muted cries
A jaded desire
A comforting need
Walls coming down
On callous beliefs
Try recall the cities in twilight
The clubbing
The cigarette sky
As you notice the silence
The carvings
The memory lines
The muted cries
TIN MUSIC
Tin music
Seeping out into the street
Jasmine scented, stagnant air
Hatching any need
While the summer lingers on you tell the tale
Still hiding
Just a face within the crowd
Running ‘round
Falling down
Guess it’s all the same
So embarrassed by the loss of all this weight
The intimacy of casual ease
It’s no relief
METH
Wide eyes, swollen lips
She examines herself like she’s about to fade
Into air
Into all she disbelieves
Skin engraved with burns
Like a jaded belief about to disappear
There’s no need
To enact this line of ways
Trace the fading needs
The ebbing desirability
You’re turning away
Still hiding your face
Don’t you know your name?
Through all of these years it stayed the same
It’s always been you
I just couldn’t choose
Lines
She wets her lips
Leaning back with her arms wrapped around her knees
To adjust
To recalibrate the need
Words in pantomime
Eyes like shimmering marble
Pressure veiled by grace
Once again
Seems to settle for reserves
Don’t you feel the weight?
The slight hesitation, the delay
Aesthetic beliefs
Won’t cover this need
Don’t you know your name?
Through all of these years it stayed the same
Whatever I do
It’s always been you
Try to hold back the dawn
Try to hold back the morning
Hold back the night
If just for a while
RETROGRADE
Still lying wide awake
Imagining your face
A cool, white offering
Caught in this retrograde
Lips drawn and quivering
Veins faintly shimmering
All pierrots in rags
Spastics and acrobats
Discredit every move
Condolences to prove
The friction and the heat
Your genuine belief
A gravitational pull that never seems to decrease
FORGETTING THE DETAILS
Cheekbones made of light
Somewhere it’s morning
The languid grey of night
Leaving the fragrance of a cry
Guess you’re sliding back into your life
The pressure on your eyelids
Patterns of waiting
Of suffocating
Replaying the same scene
Recalling the same dream
Cover any feeling
Cover any reason now
You’re breathing the same air
The same hysteria
Like a mirrorball that shines
Just another flash of light
Deteriorating
Forgetting the details
Rewriting the scene in your mind
The exit signs of light
She’s lying beside me
She’s hidden in a sigh
In the changes of a room
Guess she’s sliding back into her life
The pressure on her eyelids
The time that it’s taking
Before she wakens
It feels like a lifetime
A memory rewind
RED LIPS, MARBLE EYES
Lights from cars slowly driving by
Her eyes reflecting a desert sky
Lover’s rental
Sentimental child
Guess you’re hiding
Down along the line
Dresses in fields
Shirts on the sea
Imagine yourself then
Imagining yourself now
Red lips and marble eyes
Bourgeois bohemia high
They say nobility grows out of contained emotion
Well she feels a bit bloated right now
Skin like alabaster
Swollen like a plaster
I guess she’d rather look like somebody else
It’s like a seal
A heap of needs
Imagine yourself then
Imagining yourself now
Another poster girl
Fake fur and high-heel spurs
All of these sons of Cain and girls with wings
Still staring at the ceiling
The illegitimate desires never fade
SITE SPECIFIC
Incestuous needs
A tender display on your pillow
Diverging beliefs
Written all over your face
The look in your eyes
A desolate kingdom of reason
The crown that you hide
Revealing a pagan belief
Enemy
Find the key
Anomaly
PHASEWIDE
Look at us now
This is what we’ve become
She can’t recognize anyone
Her arms ‘round her knees
Her eyes closed to see
Don’t expect too much
This is what we’ve got
Let’s just lie here
Watch the lights appear
Cosmetic disapproval
Descending like snow
The residue of daylight
Flickers in the street
Flickers in the heat
Don’t expect too much
This is all we’ve got
Let’s just lie here
Watch the lights appear
”Dragende skønhed i musikkens knugende ensomhed og fintmærkende melankolske desperation, der leger gemmeleg mellem kompositionsmusik og popballader. ”Tin Music” er et tusmørkekornet ambient-tableau langt inde i drømmeland, hvor en ravn nidstirrer Edgar Allan Poe, I ”Red Lips, Marble Eyes” dirigerer Hall noget, der lyder som et jazzet New Orleans-begravelsesoptog på syre. Subtilt.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Anders Houmøller (27. marts 2013)
”På det første soloudspil fra Martin Hall i syv år kommer vi vidt omkring på verdenskortet. I den over 30-årige karriere har den excentriske kunstner ligeledes løftet enhver sten genremæssigt. Lige fra post-punk over avantgarde-pop til klassisk kammermusik. Nytænkning og eksperimenter er blevet undfanget på forbløffende vis. Således er det også med Phasewide, Exit Signs … et gennemmusikalsk roadtrip med den altid så omskiftelige hr. Hall i foruroligende god form.”
( * * * * * )
Gaffa – Finn P. Madsen (31. marts 2013)
”Manden er en sand multikunstner. Og hans helt nye soloskive hører til slagsen, der bliver ved med at give. På Phasewide, Exit Signs kommer Hall hele vejen rundt – fra storslået pop, over vibrerende og krystalagtig ambient a la Brian Eno, til det rene pop-hysteri … på albummet her er det en fornøjelse at følge med.”
( * * * * * )
BT – Henning Høeg (1. april 2013)
”Åndeløst smukt: Phasewide, Exit Signs er et album, hvor Hall atter finder ind til grundkernen af det han gør allerbedst. Åndeløst smukke musikalske øjeblikke, hvor stilheden også får lov at fylde – der er, med andre ord som i velskrevet lyrik, stoflighed mellem linjerne – og det er en fornøjelse, atter at konstatere, at der ikke findes mange andre kunstnere som Martin Hall. En kunstner der vedholdende er sin egen og som evner at skabe smukke, æstetiske musikalske øjeblikke der bliver siddende tyste, men larmende i bevidstheden.”
( * * * * * )
Lydtapet – Peter Krogh (3. april 2013)
”Phasewide, Exit Signs er en tør hvid rosenknop med minimalistisk klaver, sarte strygere og båndsløjfer med spøgelseskolde vindpust i en elegi for den falmende eros. Med vokal som papirtynd marmor synger Martin Hall med pertentlig patos om kindben, kønsidentitet og det forbudte begær, som aldrig blegner. Smukt og unikt.”
Politiken – Kim Skotte (3. april 2013)
”Et appetitvækkende og afdæmpet værk i luksusklassen: Fornemmelsen af over- og underbelyste lydbilleder, der smelter sammen, stråler uovertruffent i stille øjeblikke i ”Site Specific”, ”Meth og ”Retrograde”. At lytte til Phasewide, Exit Signs er i det hele taget lutter betagende 45 minutter, på linje med at iagttage de levende mønstre som store stæreflokke kan danne på en tusmørkehimmel. Albummets punktum, ”Phasewide”, er i noget af det smukkeste længe fra Halls hånd.”
( * * * * * )
Aarhus Stiftstidende – Thomas Nygaard (7. april 2013)
”Pladen er temmelig smuk. Dens mestendels klaverdrevne numre er en række fængslende og let klaustrofobiske rum, såsom ”Tin Music”, der har grandiositet og uhygge som hos Scott Walker. ”Muted Cries” lader tangenter og klokkespil dryppe langsomt som kinesisk vandtortur, og ”L” er en knapt hørbar og halvglemt drøm … Måske på grund af pladens uafgjorte og ekstremt nærværende karakter går det hele i spænd. Hall skriver smukke kærlighedshymner, især til dem, som er i færd med at dø langsomt. Kroppen besynges, men som alabasterhud, marmor, dødsmasker og autistisk berøringsskyhed. Det er ganske vist en del af legen, at vi skal være bekymrede for Halls helbred, men det er ærlig talt foruroligende.”
Information – Anna Ullman (8. april 2013)
”The song “Meth” is a true musical pearl, lasting more than eight minutes. The delicacy and subtlety in the way the pianist Henriette Groth plays is impressive – alongside a voice that sings with incredible sensitivity and reaches the boundaries of vocalism. Hall is in great shape, something we bear witness to on “Meth” – a work of such high quality that even David Bowie is not worthy of the title … One thing is certain: A few days ago one of the most important records of 2013 appeared. Outstanding.”
( * * * * * )
Nowamuzyka – Łukasz Komła (15. april 2013)
”Phasewide, Exit Signs er en kompleks størrelse, der afsøger grænselandet mellem avantgarde, moderne kompositionsmusik og pop med inspiration fra kabaret, lo-fi og skrammeljazz. Selvom det lyder som en voldsom mikstur, glider den faktisk overraskende let ned. Alt synes nemlig at være nøje afvejet – uden at være kalkulerende. Med Halls eminente og teatralske vokal og et forsigtigt piano som omdrejningspunkt vokser sangene frem som iskrystaller – smukke, unikke, men også umulige at fastholde, idet musikken i al sin skrøbelighed konstant truer med at gå i opløsning. Det skitsepræg, der findes på mange af numrene, fungerer utroligt godt, for det sikrer nærvær og musikalsk renhed … At lytte til Phasewide, Exit Signs er slet og ret en æstetisk oplevelse, der vidner om en musiker, som efter en mere end 30 år lang karriere stadig besidder et kreativt drive og en originalitet, som kun de færreste i branchen kan prale med.”
( * * * * * )
Undertoner – Thor Penthin Grumløse (1. maj 2013)
”It’s with growing enthusiasm that I have informed myself of the previously unknown to me (unfortunately) Martin Hall since his latest solo album Phasewide, Exit Signs fell into the hands … and surprised me very positively. His introvert and at the same time atmospheric ways of working in the areas between ambient, art rock, sophisticated pop and avant-garde as well as neo-classical excursions only add to his sparsely arranged songs and make them even more impressive this way … Anyone into musicians and projects like David Sylvian, Peter Hammill (in his restrained songs), Blackfield, Tim Bowness and Scott Walker will not be disappointed by this disc.”
( 11 / 15 )
Baby Blaue – Siggy Zielinski (23. august 2013)
”The fame of the eclectic and talented artist Martin Hall has recently been increased by his commitment to more classical and symphonic work and has yielded great feedback at national and international level. On his new solo release he mainly performs in the role of the singer and leaves the task of the instrumental parts to an abundance of sublime collaborators. Masterly recorded in various cities around the world and in many different situations the album lives particularly through its passion and its showers of excellent vocals … Yet another proof of the formal perfection of the songwriting of an artist who, in addition to the unquestionable practical skills, can guarantee a level of writing that only the best can achieve: To bow before such an artist is a duty, to enjoy his art a pleasure not to be denied.”
( 8 / 10 )
Darkroom Magazine – Roberto Alessandro Filippozzi (14. september 2013)
“Martin Hall returns … ready to blow away your senses: The modern classical music from Denmark by Martin Hall can be hard to describe. The new solo album by the versatile artist proves that once again. It mixes neo-classical moments with electronic experiments, ambient and atmospheric passages and clear, intoxicating singing – rocking, soulful and inspiring … Phasewide, Exit Signs includes an enormous range of styles and contributions. Be sure to check it out.”
Orkus Magazine – Manuela Ausserhofer (25. september 2013)
“A quiet, thoughtful and spherical album.”
( 7 / 10 )
Der Hörspiegel – Michael Brinkschulte (29. september 2013)
“Impressive: Phasewide, Exit Signs is an album that has matured within seven years and is a testament to creativity and sovereignty. And even though the album might seem reserved and intimate, it allows deep insights into what a brilliant artist Martin Hall is.”
Alternativ Musik – Tristan Osterfeld (1. oktober 2013)
“A rousing album.”
Music Scan – Daniel A. Rabl (3. oktober 2013)
“Dark and hypnotic: This is not music for the impatient, for listeners to whom music has to offer stable, attention-seeking attractions to please. Hall understands the award of forging strong tension, so when climax and resolution is expected, he remains calmly positioned and lets his music disappear, fade, until it ends somewhere in the void. You want to let yourself fall into this velvety bed of gentle sounds and brooding words only to find that there is no pliable mattress to catch you. Instead, there lurks something else – something bottomless. Art itself perhaps?”
( 12 / 15 )
Musik Reviews – Jochen König (17. oktober 2013)
“Danish artist Martin Hall strikes back with his first new solo-album in seven years. Conclusion: A poignant, but obscure experimental album that comes in a kind of cabaret format making it more accessible. Best songs: “Meth”, “Tin Music”, “Site Specific”.”
( 6 / 7 )
Side-Line Music Magazine – D.P. (17. december 2013)
Martin Hall: Vokal, dobro, guitar, bånd og keyboards
Othon Mataragas: Piano
Linus Carlsen: Piano
Johnny Stage: Guitar, mandolin, klokkespil og ringmodulator
Henriette Groth: Flygel
Ida Bach Jensen: Kontrabas
Eskild Winding: Harmonium
Peter Marott : Trompet
Mads Mathias (altsaxofon
Vincent Nilsson: Trombone)
Jakob Munck: Sousaphone
Esben Duus: Llilletromme og perkussion
Søren “Blackfoot” Frost: Stortromme og perkussion
Christian Skeel: Flygel, strygearrangementer
The Vista Dome Ensemble: Orkester
Karoliina Koivisto: Soloviolin
Cathérine: Speak
Nele Devillé: Televox
Design: Kenneth Schultz
Foto: Territorium
Phasewide, Exit Signs er indspillet i en række forskellige storbyer (København, Montreal, London og Bruxelles). Pladen er præget af en tilbagevendende fornemmelse af rodløshed, hvilket understreges af den stedvist nærmest skitseagtige produktion, hvor indspilningsmetoderne bl.a. indebærer brugen af diktafoner og kassettebåndoptagere (en enkelt vokalindspilning er foretaget på et hotelværelse i Białystok i Polen). Selvom udgivelsen både musikalsk og tekstmæssigt bærer præg af en vis isolation, har de forskellige steder naturligvis sat deres tydelige præg på værkets endelige form.
Martin Hall gav ved udgivelsen ingen danske interviews, men skrev følgende noter om hver sang til Gaffa. Du kan også læse et modelleret uddrag af en samtale mellem Hall og billedkunstneren Christian Skeel:
I oktober 2013 blev albummet udgivet i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor det ligesom i Danmark blev modtaget meget positivt af både presse og brugere. I forbindelse med den europæiske lancering gav Hall bl.a. et interview til det store tyske musikmagasin Orkus Magazine, hvor han var en af oktobernummerets hovedfeatures. Du kan læse den engelske oversættelse af interviewet her.
I november blev Martin Hall indstillet til to af årets GAFFA-priser (i kategorierne “årets danske album” og “årets danske mandlige kunstner”). Yderligere kårede det polske site Nowamuzyka i december Phasewide, Exit Signs som årets album.
“Et gennemmusikalsk roadtrip med den altid så omskiftelige hr. Hall i foruroligende god form.”
( * * * * * )
Gaffa”Dragende skønhed og fintmærkende melankolsk desperation.”
( * * * * )
Jyllands-Posten“At lytte til Phasewide, Exit Signs er slet og ret en æstetisk oplevelse.”
( * * * * * )
Undertoner”Åndeløst smukt: Det er en fornøjelse atter at konstatere, at der ikke findes mange andre kunstnere som Martin Hall.”
( * * * * * )
Lydtapet”Lutter betagende 45 minutter. Noget af det smukkeste længe fra Halls hånd.”
( * * * * * )
Aarhus Stiftstidende“Elegi for eros: Smukt og unikt.”
Politiken“Ekstremt nærværende.”
Information”På albummet her er det en fornøjelse at følge med.”
( * * * * * )
BT“One of the most important records of 2013. Outstanding.”
( * * * * * )
Nowamuzyka“Intoxicating.”
Orkus Magazine
IF POWER ASKS WHY – DARK SPY INTERVIEW 2013
DARK SPY INTERVIEW
Interview med Martin Hall lavet af Kai Grothaus for det tyske magasin Dark Spy (#51, februar 2013)
Det følgende interview er lavet i forbindelse med den tyske udgivelse af Martin Hall-albummet If Power Asks Why med de to klassiske musikere Andrea Pellegrini og Tanja Zapolski. I Danmark blev pladen bl.a. nomineret til P2’s ”Lyt til Nyt”-pris 2013.
A wonderful greeting to you. How are you?
– All things considered, I would say okay.
Please introduce yourself to our readers.
– I’m a Danish singer, composer, musician and writer who made my debut with the post-punk band Ballet Mécanique. I don’t think our first album The Icecold Waters of the Egocentric Calculation made it to Germany, but a fair amount of my electronic solo records from the 80’s did – Relief, Cutting Through and later on Random Hold. Don’t know if these titles ring any bells, otherwise so be it. However, at the moment I’m primarily working with classical musicians, particularly the singer Andrea Pellegrini and the pianist Tanja Zapolski with whom I have recorded the new album.
What can you tell us about this collaboration?
– It’s very wonderful to work with such great musicians. Andrea’s voice is fabulous. She’s a quite Wagnerian figure – her pose and dark mezzo-soprano go well with my songs. Combined with Tanja’s virtuous capacity as a pianist it allows me to write music that I would never be able to perform as a solo artist.
Your new album „If Power Asks Why“ comes out in a few days. What can the listeners expect?
– A quite theatrical experience really. It’s a series of piano-based “hybrid lieder” you might call it, nine new songs all characterized by a high degree of sombre drama. Titles such as ”Dead Horses on a Beach” and ”Hope is a Lack of Information” might give you a sense of the lyrical nature of the project. The songs aren’t very optimistic, rather passionate objections against any standardised parameters of desire – a safe haven for allergic souls. Whether you’re into avant-garde music, dark wave stuff or Weimar Berlin, I think there’s a chance you’d like it.
Your music seems very classical. What are your musical roots?
– I grew up with equal amounts of Stravinsky and Sex Pistols. Both artists broke new ground at the time of their arrival and although their backgrounds and talents might be very different, they both had a massive impact on modern culture. Being a teenager in the post-punk era I really had a great musical education via artists such as Throbbing Gristle, Joy Division and Cabaret Voltaire as well as record labels such as Les Disques du Crépuscule. There was a strong urge to communicate through music in this pre-internet era, a great interest in the wider artistic endeavours of any subculture, past or present.
Tell us something about the basic concept for “If Power Asks Why”?
– The album is driven by a strong sense of repulsion towards mediocrity. It’s a statement against cultural confinement. The full quote of the title is an old Aleister Crowley phrase that goes: “If power asks why, then power is weakness”. Obviously this is a quite controversial statement, but when it comes to personal desires and longings you can’t really reason with urge. Reason only acknowledges itself and that presents a lot of limitations to a happening life. Through conflict we define and shape ourselves. The title is basically a salute to life.
Could you tell us something about the members of Pellegrini/Zapolski/Hall?
– Andrea Pellegrini is half Italian, a great singer and a very proud character. Tanja Zapolski is half Russian, an amazing pianist still in the making. And then there’s me … a kind of lost poetic soul, I guess, writing his desolate songs about alienation and disgust. That’s the short version.
On YouTube you can see a video called “MILFs, Cum and Schopenhauer” from the album. What is the context between these three words?
– The song is a textbook example of a postmodern sexual delirium, a media-induced panic attack. You’ve got this person at a party who’s really sick and tired of what’s going on around her and basically she’s just saying “give me anything else than what I’m in the middle of”. She’s flooded by images from pornographic films, male standards of sexual behaviour and old Schopenhauer quotes and she’ll take any alternative that offers itself to get out of the situation she’s in. Often sex becomes a last resort to avoid either boredom or panic.
Your videos are black-white and very classical. Would you say that your music is more classical?
– This particular album might be, but it’s really just a set of basic songs performed in an operatic fashion. I love the drama of the opera, this sense of “no, things are not okay and now I’m going to come at you with all I have”. In the world of opera you don’t accept a broken heart, you want to annihilate your rival. It’s all completely over the top, but in many ways it’s a more accurate description of how a person might feel than a lot of pedagogical nonsense. I’m sorry to say, but neither art or love is very democratic – it’s all about will, emotion and personal desire.
Are there any last words you want to get to our readers?
– Not really. That’s what I like about you asking the questions – it takes the responsibility off my shoulders.
We thank you for this interview and wish you all the best.
– Thank you for the attention.
