MIN YNDLINGSSCENE

Politiken-rubrik med Martin Hall v/ Thea Varmløse Sørensen (13. december 2012)

På trods af alverdens Pier Pasolini-, Derek Jarman- og Theo Angelopoulos-film er den scene, der umiddelbart dukker op for mit indre øje, en sekvens fra 1974-udgaven af Den Store Gatsby. Jeg så filmen som ganske ung, og det er bestemt ikke, fordi den – i modsætning til bogen – befinder sig bare i nærheden af en klassikerstatus, men scenen hvor hovedpersonen Jay Gatsby (spillet af Robert Redford) møder sin ungdoms tabte kærlighed, Daisy Buchanan (Mia Farrow), er og bliver nu ganske vidunderlig.

Farrow er visuelt helt eminent i rollen som den rige overklassepige, nærmest transparent i sin marmorlignende skønhed, og portrættet af dette oversensible væsen folder sig smukt ud, da de to ungdomskærester mødes igen efter mange års adskillelse. Gatsby var den unge fattige dreng, der måtte drage i krig, hvorefter Daisy giftede sig med den lokale rigmand, og da Gatsby nu endelig får chancen for at vise hende al sin nyfundne rigdom, ender han – fuldkommen overstadig – med at strø det meste af sin garderobes silkeskjorter ud over hende. Efter leende at have grebet en af dem knuger Daisy snart skjorten til sig, hvorefter hun med ansigtet begravet i den begynder at hulke:

“I’ve never seen such beautiful shirts before.”

20 SKUD FRA HOFTEN

Eurowoman-interview med Martin Hall af Lise Ulrich, oktober 2012

20 skud fra hoften: Musiker og forfatter Martin Hall er aktuel med albummet If Power Asks Why, som består af en række nyskrevne sange af Hall, opført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. Her fortæller multitalentet om kloge ord, og hvorfor han altid ville redde sit pas ud af et brændende hus.

Hvad kvinder ikke ved om mænd, er?

– Er der noget, kvinder ikke ved om mænd? Den franske forfatterinde Marquerite Duras har jo for længst afsløret alt, hvad der er værd at vide om dem, når hun skriver følgende: ”De er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de har skyldfølelse.”

Yndlingsfilm?

– Jeg er – selvfølgelig? – typen, der har mange yndlingsfilm, men i toppen finder vi Alain Resnais’ I fjor i Marienbad fra 1961. Altså, én ting er de helt eminente dialogiske monologer, men hvor er det dog også bare frydefuldt at se en kvinde så elegant og chic som hovedrolleindehaveren Delphine Seyrig. Den næste i favoritrækken kunne så være Natportieren med Charlotte Rampling, men for stemningens skyld tror jeg, at jeg undlader at kommentere den yderligere.

Hvad læser du lige nu?

– Don DeLillos nye novellesamling Englen Esmeralda. Meget begejstret for ham generelt, om end jeg foretrækker hans romaner. Bogen er dog ufrivilligt kommet til at stå noget i skyggen af Nicole Krauss’ Det store hus, som jeg læste lige inden – en fantastisk roman der godt kunne tænkes at ende som årets bedste på min liste.

Hvis du ikke var i musikbranchen, hvad ville du så lave?

– Så ville jeg skrive bøger … som jeg alligevel gør.

Hvis du døde og blev reinkarneret som et dyr, hvilket skulle det så være?

– Jeg er jo allerede et dyr. Et sofistikeret, animalsk væsen drevet af basale impulsbehov som ærekærhed, skønhedshunger og artsoverlevelse. Har ikke evnen til at forestille mig yderligere nedgradering i den karmisk-biologiske proces.

Hvis nogen skulle spille dig i en film, hvem skulle det så være?

– Uden tvivl en kvinde. Lad mig komme tilbage med et mere konkret bud, hvis det bliver aktuelt.

Hvornår græd du sidst? Og hvorfor?

– Sikkert over en eller anden flæbende sentimental violinsolo.

Drømmemiddagsgæster?

– Inviterer ikke længere folk til middag. Min udvikling som menneske går mere og mere i retning af det autistiske.

Mest overvurderede?

– Dansk selvopfattelse.

Mest undervurderede?

– Generøsitet.

Favorit-gadget?

– Blækkuglepen.

Yndlingsmad?

– Let.

Hvad er det klogeste, du nogensinde har hørt i dit job?

– Nu skal det lige siges, at du næppe vil møde en mere detaljeorienteret, perfektionistisk anlagt og arbejdsdisciplinær type end mig, men efter et stresskollaps for nogle år siden ramte følgende Simon Spies-diktum mig med en særlig klarhed: ”Man må gå så grueligt meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest.”

Bedste koncert du har været til?

– A Certain Ratio i London den 2. april 1980. Jeg var endnu ikke fyldt 17, og gruppens performance var på én og samme tid helt ekstremt støjende og funky. Dér stod de, fire ligblege frontfigurer og en maskine af en afro-britisk trommeslager – det satte ligesom tidens kropsforskrækkelse i perspektiv. Publikum var også ærefrygtindgydende: Jeg erindrer især en pige, der iført mørkt birdcage slør, perfekt makeup og snorlige sideskilning sad og læste i Albert Camus’ L’étranger under samtlige 45 minutter med aftenens opvarmningsband.

Største fremtidsdrøm?

– Fremtid? Nu bliver det meget abstrakt.

Elsker mest?

– Valium.

Kvalitet du vægter højest hos andre mennesker?

– Høflighed.

Kvalitet du vægter højest hos dig selv?

– Mådehold.

Hvis dit hjem brændte, hvad ville du så redde ud først?

– På trods af mit efterhånden temmelig invaliderede forhold til fænomenet identitet, så ville det givetvis være mit pas. Er det ikke noget med, at enhver ærlig kunstner i bund og grund føler sig som en svindler? Én ting er hele tiden at skulle overbevise sig selv om relevansen af éns identitet, men tænk engang også at skulle have besværet med forsikre andre om den.

Hvad skal du lave i aften?

– Måske bare se at få mig selv gemt lidt af vejen. Jeg formoder, det ville være klædeligt.

VODKA AND VENERATION

Sara Indrio-rapport fra Martin Halls koncert i Podlasie Operaen i Białystok, Polen (juni 2012)

Sara Indrio er en dansk-italiensk skuespiller, sanger og percussionist, der har flere roste soloudgivelser bag sig. Gennem årene har hun ved flere lejligheder spillet med Martin Hall, så selvom hun ikke arbejder som sessionmusiker længere, valgte hun at takke ja til at være del af hans live-ensemble i forbindelse med en koncert i det polske operahus The Podlasie Opera i Białystok i juni 2012. Dette er hendes rapport fra turen.

“In Białystok, Poland, there is a new festival called Halfway presenting songwriters of all kinds and all nationalities. In the midst of the serious task of playing Martin Hall’s avantgarde music, I found the great discovery of the attributes of plain bison grass vodka, the genuine veneration for the non-conform and the reminder that there are other currencies than money and some values that cannot be bought.”

I don’t really do session gigs any more. But legendary Martin Hall called and I knew from the ten years I have played with him on and off, that in his vicinity nothing is ever conform. And what are the chances of visiting Białystok in Poland … few in my case. So I joyfully accepted and didn’t regret it for a moment.

The preparations

Every time I come back into a rehearsal room it’s as if time has stood still. It is a mixed feeling of boredom, excitement and natural affinity. But working for Martin puts things in perspective for me as a bandleader and reminds me of things I can do better in my role as such. But then and there I was wonderfully free of responsibility, and I must say, ego. There was no other part for me to play but to fulfil the role as a sideman. Alas had my “chops” only been like in the old days! Martin decided to choose a set containing mostly of fluent, ethereal landscapes that underlined the lyrics instead of being musical structures like we are used to in pop-music. I liked his choice and found it bold. He is a non-conformer which was reflected on the trip.

The trip

Martin is absurdly meticulous. Everything is planned down to the smallest detail and in a radius of 360 degrees. Itinerary, flights, luggage, gear, where to play a bell stroke, set list, lyrics, food and of course his own performance, that I have never seen falter. Naturally, this can cause a certain nervousness since so much has a chance of not turning out exactly as planned. It did, though. And to Martin’s great astonishment we arrived safe and sound to Warsaw, with all the luggage and equipment in place, to the warm but nervous welcome of Rafal, one of Martin Hall’s most devoted fans. We drove for three hours until we reached our destination. The short stretch of road gave the image of a country with poverty and struggle but on the other hand the authenticity of the unspoiled. A romantic vision perhaps …

The fan

Let me tell you, that music may not pay well in money but it pays in other currents. The warmth and hospitable feeling Rafal radiated was touching and unforgettable. For two years he had been working to get Martin Hall to Białystok. And if that is not already sounding absurd, my dear reader, let me elaborate:

The place

Surrounded by farmland and beautiful national parks, Białystok is a town in Poland near the border of Belarus and Lithuania. With its app. 160.000 inhabitants it belongs to the category of many small central eastern European cities that are easily overlooked. Never the less Białystok has traditionally been one of the leading centres of academic, cultural, and artistic life in the Podlasie region in which it is placed. Did you know it among others bred L. L. Zamenhof, the creator of Esperanto, and Albert Sabin, the co-developer of the polio vaccine?

The festival

So Rafal comes from this town and loves intellectual music with an affinity for darkness and passion and in particularly that of Martin Hall. What are the odds of bringing him to Białystok? Here, on Sundays people queue for mass and the jukebox displays the usual and absurd mix of Beyoncé and Local Heavy Rock. So maybe in a weird fashion not so strange after all, come to think of it. But in any case, Białystok lives up to its reputation of being a city with a cultural streak. Volunteers have made a festival called Halfway that present local and international songwriters in the Podlasie Opera House. Rafal saw a window of opportunity and infatuated everyone behind the festival with his love for Martin Hall. As it turns out, Rafal too, is a non-conformer … So we came. We played. And Rafal was in tears.

The afterparty

One more good thing to say about the place was the vodka. In case you haven’t had been drunk on Zubrowka you have something in store. Don’t know of it’s the bison grass in there that does the trick … I spoke fluently French with the Sebastien Schuller band, although I can’t, and hosted the two m2 dance floor for hours. And the best part? I was not hung over!

The return

So I returned to Copenhagen with this trip to add to my bag of fond memories: Such warmth of heart from these people struggling, with no pay but much gain, to bring the world to their little town. A bandleader who delivered an outstanding performance after hours of conversing and keeping track of everything, (not mention the lack of sleep and long travelling hours) and a great musical experience with an almost all girls band. I will try and book a concert for my own band next spring at the Halfway. For you that may not have a chance of coming, seek a chance to hear Alina Orlova and remember that incredible things do happen. I will.

Rehearsal photo taken by Johnny Stage. Concert performance captured by Dominik Kukliński and supplied by kind permission of The Podlasie Opera (Opera i Filharmonia Podlaska – Europejskie Centrum Sztuki). Travel photo featuring Johnny Stage and Sara Indrio (with Hall in the background) taken by Ida Bach Jensen.