LOGBOG FRA HALL-TUR TIL PODLASIE OPERAEN – GAFFA FEATURE 2012
LOGBOG FRA HALL-TUR TIL PODLASIE OPERAEN
GAFFA – uge 24, 2012
Logbog skrevet af guitarist Johnny Stage i forbindelse med Martin Halls tur og koncert på Podlasie Operaen i Białystok, Polen, juni 2012. Bragt i tre dele på gaffa.dk ugen efter koncerten (uge 24). Alle turfotos er taget af Johnny Stage. Billeder fra koncerten er fotograferet af Dominik Kukliński.
Ved denne lejlighed bestod medlemmerne af Halls ensemble af følgende musikere: Johnny Stage (guitar, mandolin og elektronik), Ida Bach Jensen (kontrabas og elektronik), Sara Indrio (percussion) og Henriette Groth (flygel, keyboards, klarinet og bratsch).
LOG #1
Onsdag og torsdag den 6. og 7. juni (Amager)
Intro
Da en turné med Martin Hall sjældent består af mere end mellem et og tre gigs, vil denne dagbog også omhandle øvere og highlights fra hjemturen.
Der har aldrig været to éns koncerter gennem de efterhånden ti år, hvor jeg har været guitarist for Martin Hall, ej heller ved de lejlighedsvis sammenhængende koncerter vi af og til har kunnet kalde “en turné”. Hall ynder at kaste sig ud fra 10-meter vippen og spille få, men dedikerede koncerter og helst på unikke locations. Derved undgår man selvfølgelig den obligatoriske klubtur hvor man ellers ville slibe øksen helt skarp op til en stor koncert. Det giver i dette tilfælde en skærpet koncentration.
Øvelse på øen gør mester
Før vi rammer luftrummet og de polske landeveje skal vi prøve kræfter med en alenlang liste af numre fra Halls imponerende bagkatalog. Vi er måneder forinden blevet tildelt diverse noter og instrukser samt en 30-40 numre, som vi i sidste ende muger ud i under øverne. Der opstår i denne sammenhæng altid et helt særligt sæt numre, der spiller sig selv og derved overlever, og mange af de numre, man typisk tænker er nemme at spille, ender med at ryge ud. Meget tit er det Halls mest populære numre, der ryger ud, dem gider han ikke bruge særlig meget tid på at prøve.
Da vi aldrig har været et band med faste torsdagsøvere eller nødvendigvis fast besætning, har vi af naturlige årsager ikke noget øvelokale og må fra gang til gang indfinde os i mange forskellige varianter af slagsen. De fleste gange er vi dog ret heldige med standarden (nogle gange har vi øvet i pladestudier, men vi har også prøvet at øve i et soveværelse), og denne gang er det en kær og god musikalsk kollega, der har slået dørene op for os til denne lejlighed i sit øvelokale på Amager.
Jesus loves you – everyone else thinks you’re an asshole
Normalt kan de øvelokaler, man som musiker typisk har adgang til, godt være noget af en prøvelse for de sarte typer, vi med årene er gået hen og blevet. I de gode gamle 80’ere øvede man glædeligt mange timer i “Freddys fugtkælder” på Sortedam Dosseringen, der, før han købte det for en slik, havde fungeret som ostelager for Irma. Her var liv og leben, et sandt fugt og pismekka tilsat høj musik. Det var meget populært at benytte de til øveren medbragte obligatoriske øl som handy-toilet og bagefter stille dem i gangene rundt omkring, hvis man da ikke lige skulle bruge panten.
Der var også opstillet adskillige tvivlsomme hjemmelavede fugtopsamlere, dræn og diverse afløbsfunktioner overalt i øvelokalerne, som skulle modvirke at ens instrumenter og forstærkere ikke blev grønne og behårede af skimmelsvampen. I et lignende etablissement i tredje baggård på Vesterbrogade, havde en gut sågar brugt et endnu værre og endnu mere fugtigt øvelokale som midlertidig bolig, hvilket havde forårsaget hans hund havde mistet al pels på den ene side af kroppen som følge af at have ligget op ad den fugtige væg og på gulvet hen over vinteren.
Jeg behøver næppe at sige, at den slags ikke lige er Halls kop te. Det aktuelle øvelokale, vi har lånt, er dog i tip-top stand, men det Hall åbenlyst er mest tilfreds med ved det hele, er den plakat, der hænger i lokalet, hvor der med store bogstaver står ”Jesus loves you – everyone else thinks you’re an asshole.”
Tilbage til virkeligheden
Efter godt seks timers øvning første dag (onsdag) er vi alle godt mørbankede, men tilfredse med den forholdsvis besynderlige sammensætning af numre, vi er nået frem til. Undervejs har Hall dog haft et par kriser, hvilket betyder, at alt, der kunne have en snert af omkvæd eller let fordøjelig tone er blevet skudt i sænk. Tilbage er et sæt, der udelukkende består af de mest obskure numre, Hall nogensinde har skrevet, men som til gengæld fungerer rigtig godt.
Ud over Hall og mig selv består bandet af Ida Bach Jensen på elektrisk kontrabas (og rigtig mange fodpedaler), Henriette Groth, der spiller alt lige fra klaver og orgel til klarinet og bratsch, og så Sara Indrio, som man næsten ikke kan se bag arsenalet af klokker, bækkener, perkussion og slagtøjsinstrumenter.
Om torsdagen, den sidste af de to øvere, løber vi hele sættet igennem og finpudser, dog uden at være for pedantiske. Der skal være plads til spænding og udfordringer undervejs. Vi er kort fortalt svært tilfredse med resultatet af forberedelserne og er klar til afrejse mod Białystok i Polen (tre timers kørsel fra Warszawa) små 36 timer senere, hvor vi skal spille i den gamle Podlasie Opera, byens fineste koncerthus og store stolthed.
LOG #2
Lørdag den 9. juni (København, Warszawa, Białystok)
Solskin og valium
Københavns Lufthavn, lørdag klokken tidligt nok. Strålende vejr. Holdet mødes i terminal 3 under det store skilt med departures og arrivals, helt lejrskole-agtigt. Det er lykkedes alle at holde instrumenter og udstyr nede på et absolut minimum, så vi ikke skal bøvle med for meget i lufthavnen og på operaen, hvor vi skal spille.
Efter en gnidningsfri tjek-in skal vi igennem security, hvilket får Hall op på mærkerne … han kan slet ikke have alt det med scanning og kropsvisitering. Pigerne går shopaholic amok, så snart vi er inde i transit-området; det må være den gamle toldfri-ting, der stadig sidder i folk. Vi deler os kortvarigt op, da vi skal have morgenkaffe. Jeg undgår notorisk Starbucks, fordi de engang udgav et album med Paul McCartney, og pga. deres rædselsfulde krus.
Hall hader at flyve og popper derfor to Valium, mens han drikker en lille flaske champagne til sin morgencroissant. Han har været oppe side kl. lidt over to i nat (det står mig ikke klart, hvornår han så er gået i seng). Da vi kommer op i flyvemaskinen, er hans eneste kommentar, at han synes, den er meget lille. Han er blevet endnu blegere at se på end normalt.
Białystok, here we come
En time senere lander vi i Chopin Lufthavnen i Warszawa, hvor vi bliver mødt af Rafal Tomaszczuk, sangeren fra det polske electro-goth band Agonised by Love. Han fungerer som en slags tour manager og guider os ud til bilen, hvor chaufføren Andruszc venter. Begge mænd er ekstremt venlige og meget hjælpsomme, og Rafal lader os straks vide, at han er DEN største Martin Hall-fan overhovedet.
Hall har besynderligt nok en ret stor “goth”-fanskare i både Polen og Tyskland, sortklædte horder der hylder mørkets fyrste og hans kumpaner. Det startede tilbage i 80’erne, men blev åbenbart endnu vildere med Random Hold-pladen, der udkom dernede i slut-90’erne. Vi er flere gange blevet tilbudt at spille ved store goth-festivaler og events i begge lande, men Hall er som bekendt ret forbeholden med sine koncerter – udendørsscener er absolut ”no go” for hans vedkommende.
Turen til Białystok skulle i følge en kombination af GPS og almindelige fartregler vare lidt over tre timer, men Andruszc har tydeligvis ikke tænkt sig at skuffe os, for hverken vejarbejde, omkørsler eller lange bilkøer kan få ham til at sætte farten ned. Manden foretager de vildeste overhalinger mellem gigantiske lastbiler og diverse modkørende tontunge køretøjer. Han kører fuldkommen frygtløst. Imens fortæller Rafal om, hvordan han for nyligt havde spillet Live at St. Paul’s-dvd’en (en Martin Hall live-dvd, red.) for sin familie, og hvordan de alle sammen – hele vejen rundt, mennesker fordelt over tre generationer – var endt med at sidde og græde over nummeret ”Images in Water”.
Langs vejene står der en masse små træhuse med blomster og kors for de trafikdræbte. Dem er der rigtig mange af. Der er også en del prostituerede, der står og danser og gør sig til på de lange strækninger, især i skovområderne. Flere steder har folk hængt skraldeposer op i træerne, hvilket Hall finder særligt barokt. I landområderne står køerne og græsser frit langs vejene, hvilket han undrer sig over, da de danske køer jo altid er indlemmet af hegn. ”We have intelligent cows,” forklarer Rafal.
Gud, ære og fædreland
Da vi kører ind i Białystok, er der katolske nonner og præster overalt i gaderne, parkanlæg og monumenter. Alle sidder og kigger ud på det hele med en vis ærefrygt, og Hall flipper helt ud over tre koloenorme søjler på en parkskråning, der bærer hvert sit ord: ”Gud”, ”Ære” og ”Fædreland”. Hotellet vi skal bo på hedder Hotel Cristal. Det ligger lige over for byens største katolske kirke og er fuld af lange, mørke gange. Efter vi har smidt bagagen på rummene, får Rafal os ud i bussen igen. Lydprøven i operaen venter.
Operahuset ligger selvfølgelig på sin egen plads. Det er en stor, prangende bygning, og koncertsalen er helt igennem imponerende, holdt i smuk mahognitræ. Lyden er sublim, og teknikken er i top. De polske lydmænd og scenearbejderne svarer stort set kun med ”yes” eller ”no”, når man spørger dem om noget, så da en enkelt fyr på et tidspunkt svinger sig op til et ”no problem”, så ved man bare, at tingene kører.
Sara har fået en kæmpestor gong stillet til rådighed, som hun ser ud til at være rigtig glad for. Vi pakker roligt vores gear ud og stiller op. Ida og Henriette tjekker akustikken, mens Hall vandrer hvileløst rundt. Jeg havde et kort øjeblik glemt, at denne situation lige netop er en af grundene til, at han ikke orker at spille så ofte live, og jeg ærgrer mig over, at vi ikke kunne have hans kiste med i flyet, så vi kunne bede ham om at tage en “morfar”, mens vi andre roder med ledninger og får hul igennem.
Lydprøven forløber fint – kort og aldeles smertefrit. ”De har sgu’ tjek på det,” kommer det på gebrokkent engelsk fra Rafal, der har holdt alle de teknisk ansatte i ultrakort snor undervejs. Cool fyr. Vi glæder os allerede til koncerten.
LOG #3
Lørdag og søndag den 9. og 10. juni (The Podlasie Opera, Białystok)
Good evening Białystok
Vi går på kl. 22.00. Vores bassist Ida Bach lægger ud med en fantastisk smuk intro. Det er utroligt, hvad det pigebarn kan frembringe med kombinationen kontrabas, elektronik og sær mimik. Vi har ingen dresscode som sådan, Hall har blot bedt os om at undgå gamle Roskilde Festival 1991 T-shirts og den slags. Standarden i bandet er dog ret høj ¬– f.eks. har en stakkels ung sorthåret pony måtte lade livet, for at jeg kan iføre mig mine nye spidse støvletter til lejligheden. Ida overrasker også altid, især med sine sko, Sara er vores stramme sorte madonna fra Italien og Henriette den ultra-rolige ”never turn your back on Mother Earth”-ambassadør.
Hall er atter fuldkommen nærværende og helt i sit es på scenen – står stille som en stenstøtte i eller svajer roligt i løbet af de første numre. Efter det tredje nummer, ”Poem”, introducerer han os med ordene: ”We come from a dark and slightly malicious country called Denmark, a place of great social security, but very little spirituality”. Så er toget ligesom sat på skinner.
Herfra og en time frem går alting ganske enkelt fantastisk. Det er en af den slags koncerter, hvor man som medspiller har en fornemmelse af, at alt går op i en højere enhed. Selvom vi aldrig har spillet sammen før i denne konstellation (andet end de to øvere i ugen inden), er samspillet i en klasse for sig selv, hvilket publikums respons er det bedste bevis for – man kan høre en knappenål falde under de stille numre, til gengæld er bifaldene bragende. Det hele ender med stående ovationer, hvilket der kvitteres for ved at spille det hypnotiske ”Synthesis” som ekstranummer.
Gråd, krammere og afterparty
Vi er knapt nok trådt af scenen og kommet tilbage i bandrummet, før vores promoter Rafal ankommer med tårerne trillende ned af kinderne. Grådkvalt fortæller han, hvordan han under det meste af koncerten havde siddet og grædt af lykke. Da han endelig var ved at få lidt styr på følelserne, dedikerede Hall sættets sidste nummer til ham, ”Images in Water”, Rafals yndlingsnummer, og så måtte han hulke videre: ”It was like a blow to the heart”.
I det hele taget er responsen fænomenal. En ældre kvindelig operaansat kommer hen og stikker Hall næven, mens hun fuldkommen uerotisk deklarerer: ”I love you.” En ung fyr der har været med til at arrangere koncerten, fortæller mig, at dette var ”the best ever in Białystok,” men den vildeste kommentar er den, Hall får fra en akademisk udseende fyr med lang, lyst hår og sygekassebriller (vi befinder os i et stærkt katolsk land): ”You’re like Jesus! You know, like Jesus provided new understandings for mankind and new times, you provided new music for Białystok!”
Efter koncerten har operaen arrangeret et afterparty på en lokal klub kaldet “Pub Fiction”. En hardcore-skare af Hall-fans var mødt op og tog vel imod os. Hall selv var dog taget hjem til hotellet for at crashe, han havde vist ikke sovet i et par døgn på det tidspunkt, men det afholdt ikke os andre fra at fyre den af. Efter vi har drukket al stedets tequila, begyndte vi at købe omgange til hinanden og nogle af dem fra operaen – en omgang til alle med øl og vodkaer kostede ca. 40 kr. Pigerne danser polka med franskmanden Sebastien Schullers band, der skal spille i byen dagen efter, men det bedste var den polterabend, der pludselig dukker op bestående af et hold fuldmodne kvinder i matrostøj og matroshuer, som i lårkorte nederdele og med barmen skubbet godt op over rælingen hurtigt overtager dansegulvet.
Bye bye Białystok
Vågner med gigantiske tømmermænd … den slags hvor man lover, at man aldrig gør det igen for så bare at gentage succesen, så snart det er muligt. Efter mindre end tre timers søvn og med en ånde så sprittet, at det vil være farligt at tænde en smøg inden for en radius af fem meter af mig, er det tid til at finde ud af, om det vil være muligt at indtage morgenmad uden at kaste op. Pigerne er i langt bedre form end mig, damn, der er noget, jeg må lære dér. Jeg har heldigvis for nylig købt et sæt ekstremt cool solbriller, der også gør sig godt indendørs.
Projektet lykkes, og efter en morgenmad, der består af pølser i uendelige variationer, æg, brød, kartofler, kartofler og så lidt flere kartofler, er der nogle timer, der skal slås ihjel, inden vi atter skal risikere livet i selskab med vores vilde polske chauffør under den lange køretur tilbage til Warszawas lufthavn. Solen banker løs over byen, hvilket er godt for dem af os, som har lovet evigt troskab mod det kræftfremkaldende lys, men skidt for Hall.
Da vi kommer ud pladsen med kirken, står der folk overalt, lange køer af mennesker i deres stiveste søndagspuds på vej til søndagsmesse. Man kan også høre lyden af korsang et sted, og Hall og Ida er helt oppe på lytte. I mellemtiden dukker Rafal atter op, så med ham som guide slentrer vi ned ad en boulevard, hvor Henriette prøver adskillige plastikvåben hos en lokal plastikvåbendealer (jeg vidste hun havde det i sig!). Vi ender i en enorm park fuld af skyggende træer og boder, der sælger balloner og ragelse, inden turen går tilbage til den ventende bus.
The Lot
På vej tilbage mod Warszawa kværner pigerne løs om mad og om alle de økologiske madvarer, man kan købe langs vejkanten. ”Sælger alle de piger virkelig kantareller?” spørger Hall på et tidspunkt, men nej, det gør de ikke.
Da vi har kørt i over tre timer, spørger Ida nervøst chauffør Andruszc, hvor langt fra lufthavnen vi er? Han hverken taler eller forstår andet end polsk, så hun prøver med alle mulige tegnsprog at gøre sig forståelig, men lige lidt hjælper det. Der er ikke så meget som et eneste skilt med en flyver på noget sted, og Hall begynder også at blive urolig på bagsædet. Pludselig triller vi på magisk vis ind foran Chopin Airport.
Vi er sent på den, så i lufthavnen skal vi selvfølgelig lige have en smagsprøve på det hårde polske bureaukrati. At tjekke ind med favnen fuld af obskur bagage bestående af strengeinstrumenter og slagtøj er ikke helt så let som i Kastrup. Oplevelsen ved LOT-skranken (Polish Airlines, red.) får Københavns Kommunes borgerservice til at ligne en gavebod. Vi bliver sendt fra den ene ende til den anden for at indregistrere tingene og betale overvægt, men til sidst lykkes alt, og vi tjekker ind.
Flyet er forsinket en times tid, så Hall trøster sig med en portion virkelig dårlig sushi og de sædvanlige farmaceutiske remedier, han gør brug af inden en flyvetur. Da vi nogle timer senere skilles i Kastrup, er det slet ikke til fatte, at der kun er gået halvandet døgn.
Komplette fotogallerier tilgængelige her:
- Gaffa-feature part 1 m/ selvstændigt fotogalleri
- Gaffa-feature part 2 m/ selvstændigt fotogalleri
- Gaffa-feature part 3 m/ selvstændigt fotogalleri
DIGTEREN, PRÆSTEN OG SOLDATEN
DIGTEREN, PRÆSTEN OG SOLDATEN
Forord til Det Poetiske Bureaus udgivelse af Charles Baudelaires “Samlet prosa” (juni 2009)
Jeg er blevet inviteret til at skrive en indledning til den foreløbig mest omfattende samling danske oversættelser af Charles Baudelaires tekster, men jeg er kommet meget i tvivl om, hvad jeg egentlig kan bidrage med.
En formel introduktion er næppe nødvendig, ligesom jeg kan nævne mindst ti andre skribenter, der på stedet ville kunne fremmane langt mere prangende indgangsportaler til mandens arbejde end mig.
Ej heller kan jeg sige, at jeg har læst ham på hans modersmål, det er mit fransk for dårligt til – engelske og danske oversættelser, det er det, jeg har læst mig gennem. Ikke videre eksotisk.
Kort sagt, hvad i alverden skal jeg snart række ud og ned efter i mig selv, når pilen peger på mig som causerende sprechstallmeister og præsentator?
Det eneste, jeg har at byde på, er det indlysende faktum, at Baudelaires skrifter har ramt mig både dybt og inderligt, gang på gang, i vidt forskellige perioder af mit liv. Det er det.
Okay, man er modtagelig som ung. Og ganske givet dobbelt modtagelig hvis man allerede som 17-årig føler sig marginaliseret af det omkringværende samfund. Der var næsten 100 år mellem hans død og min fødsel, og alligevel formåede han allerede dengang at virke så forbandet moderne på mig.
Man læser ord, der skærer som glas gennem vand, og man læser videre, selvom man på ingen måde har mulighed for at rumme dem. Man lader sig bestråle. Rense og løfte. Man føler sjælehøjde. Man mister pusten og nyder fortabelsen.
Man føler taknemmelighed.
Hvornår stødte jeg første gang på Baudelaires navn?
Jeg mener, at det var via den amerikanske rockpoet Patti Smith. Et interview med hende, så vidt jeg husker. Det var i al fald hende, der i 1976 introducerede mig til Rimbaud via læsningen af det mere end almindeligt omfattende noteapparat til hendes lp fra samme år, Radio Ethiopia.
Jeg noterede mig dette fremmedklingende navn som 13-årig. Senere cementerede hun bekendtskabet med Rimbaud på 1978-albummet Easter, hvor titelnummeret er skrevet som en hyldest til ham (baseret på en anekdote om ham fra hans ungdom, om hvordan han sammen med sine søskende undslap sin første altergang ved at løbe ud over markerne i sin søgen efter en mere sand gud).
Ved at lytte til Patti Smith og dernæst begynde at læse Rimbaud stødte jeg på Baudelaire. Det ene tager det andet.
Jeg fik fat i Baudelaires hovedværk, Syndens blomster, og badede i en strøm af meningsforskelle.
Spørgsmålene begyndte øjeblikkeligt at melde sig: Hvordan måler man sig selv ud fra en følelse af mangel? Hvor går man hen, når kompasset ikke virker?
Svarene udeblev, men alligevel vidste jeg, hvad det hele på en eller anden måde drejede sig om.
Man bliver stående. Man venter. Man bliver. På stedet og mere end sig selv.
Man venter på, at fremtiden indfinder sig.
Ifølge videnskaben er et hul ikke et fravær af partikler, derimod partikler der bevæger sig hurtigere end lyset. Længslen afføder punktet, og behovet skaber rummet.
Flere år senere blev verden atter rytmisk omkring mig – metastabil. Den blev til noget, der opererede via en ustabil ligevægt. Gys!
Sentenser kom og gik:
”Alt hvad der er smukt og nobelt, er et resultat af fornuft og beregning.”
”Vær altid en digter, selv når det drejer sig om prosa.”
”For købmanden er selv ærlighed en finansiel spekulation.”
”Hvad er kunst? Prostitution.”
”Hvis digteren forfølger et moralsk mål, har han reduceret sin poetiske styrke.”
”Selv hvis det blev bevist, at Gud ikke eksisterede, ville religion stadig være hellig og guddommelig.”
At finde Gud omtalt i den slags vendinger, side om side med noter om opium og ludere, slog mig som et udmærket springpunkt at navigere efter.
Med ét rimede ellers adskilte verdener på hinanden – det romantiske og det moderne.
Jeg læste videre.
Men den del af min Baudelaire-påvirkning, der i det lange løb sært nok viste sig at udøve allerstørste indflydelse på mig, var, da jeg i 1989 – i London – stødte på den lille engelske udgivelse Intimate Journals. Oversat af Christopher Isherwood og med en introduktion af T.S. Eliot. Der er næsten ingen grund til at sige mere, vel?
Jeg var 26 på det tidspunkt.
”Der er ingen større mænd end digteren, præsten og soldaten. Manden der synger, manden der tilbyder Gud ofringer, og manden der ofrer sig selv. Resten er født til at smage pisken.”
”Nationer producerer udelukkende store mennesker på trods af sig selv”.
Hvad skal jeg snart sige?
Ord ændrer liv, og det tager ikke mere end en enkelt stemme at ændre historiens gang.
Martin Hall, efteråret 2008
HVAD LÆSER DU?
Information, Rasmus Bo Sørensen (23. august 2008)
[hr_invisible]
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse? Og hvorfor?
Som udgangspunkt er det ikke sådan, at jeg går rundt og ønsker, at alle ville læse én bestemt bog, men lad rouletten dreje og i første omgang hylde Célines Rejse til nattens ende. Den beskriver tragisk, humoristisk og uden omsvøb den menneskelige naturs deroute. Dejligt sprog, fantastiske personskildringer og superb in-your-face civilisationskritik. En vidunderlig bog.
Hvilken bog har haft størst betydning for dig? Og hvordan?
Kan ikke pege på en enkelt titel. Forskellige bøger præger og løfter én i forskellige perioder af éns liv. Baudelaire har f.eks. haft stor betydning for mig, men det vil være forkert at sige, at en enkelt af hans titler kan få en sådan ære. Den nævnte Céline-bog gjorde f.eks. også uudsletteligt indtryk på mig. Omvendt læste jeg for nyligt Kanelbutikkerne af Bruno Schulz, som ligeledes tog mig fuldkommen med storm, men hvordan holder man den slags værker op imod hinanden? Scott Fitzgeralds Den store Gatsby kontra Rilkes Malte Laurids Brigges Optegnelser? I den helt anden ende af skalaen har Ray Monks biografi om Ludwig Wittgenstein også betydet utroligt meget for mig, forstået på den måde at beretningen om filosoffens liv næsten var endnu mere inspirerende end læsningen af hans værker. Hans egen historie understreger blot mandens radikale væren, måden hvorpå han greb alting an. Meget, meget opløftende: At blive forblive en strunk vertikal i et frådende horisontalt hav und so weiter.
Hvad er den værste bog, du har læst?
Det kan jeg ikke svare på. Oftest når jeg – vredt! – at kyle en elendig bog væk, inden jeg er færdig med den. Tit er skuffelsen nu det værste, altså når man begynder at læse en bog af en forfatter, man ellers godt kan lide, hvor titlen så viser sig at være ulidelig. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt læste Philip Roths Det døende dyr, der handler om en mands forhold til en storbarmet cubansk elskerinde ved navn Consuela, som efterfølgende forlader ham. Mange år senere får hun så brystkræft og vender tilbage til ham for at få ham til at sige farvel de store bryster, han elskede så højt: ”David, sig farvel til min bryster”. Helt ærligt! Og jeg kan ellers meget godt lide Philip Roth.
Hvilken type læser er du?
Type? Beslutsom indtil alt håb synes ude, lykkelig når der udkommer en ny bog af en af mine yndlingsforfattere, metodisk hvad angår supplerende læsning af eventuelle andre titler af et nyt og glædeligt forfatterbekendtskab. Og trofast. Intet bedre end en tilbagevendende litterær romance.
Hvornår læser du?
Om aftenen og især om natten. Lider af søvnløshed. Læser én bog inden jeg sover, og vågner så typisk med et sæt midt om natten, hvor jeg så læser en anden, typisk mellem 3 og 5 om morgenen. Tilstandene er sjældent de samme, så jeg har gerne fire-fem titler liggende neden under sengen. Men jeg må indrømme, at den mørkt romantiske litteratur gør sig godt i disse timer.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Umuligt at svare på i ental. Stop mig, når spaltepladsen løber ud: Marguerite Duras, Rainer Maria Rilke, Evelyn Waugh, Anne Carson, John Fante, Scott Fitzgerald, Marcel Proust, Karen Blixen, Don DeLillo, Georg Trakl, Fernando Pessoa, Christopher Isherwood ...
[hr_invisible]
EKSTREMER
KODA-interview med Martin Hall af Anders Houmøller Thomsen (juni 2010)
[hr_invisible]
Branchebladet KODA/DK havde i deres juni-nummer 2010 en stor feature på danske sangskrivere, hvor bl.a. Martin Hall, Oh Land og Dicte blev interviewet omkring sangskrivningens fine kunst.
[hr]
”Jeg mener, at jeg har omkring 1000 sange registreret hos KODA, så de kan næppe være lige gode alle sammen,” konstaterer Martin Hall. Når det gælder tekster indrømmer han da også, at hans sortmalede lyrik fra firser-bandet Ballet Mécanique var ”fuldkommen uforståelig for de fleste dødelige”. ”Men ikke desto mindre er det da forfriskende med linjer som ’hate is to be purity, hate is of truth, I will not tolerate the inbred indulgence,’ siger Martin Hall og tilføjer: ”Jeg mener, hvem gider høre på en sang, der handler om dilemmaet: hvad man skal vælge til morgenmad? Det kan være et stort plus, at man går til ekstremer.”
Har du nogle metoder til at blive inspireret, når du skal skrive tekster?
”For mit vedkommende begynder en tekst oftest med en enkelt linje, nogle gange endda med selve titlen. Det starter med en overordnet idé, som man begynder at bryde op og folde ud i forskellige lag og underdelinger. Mens jeg havde publishing-kontrakt med EMI Tyskland, blev jeg til tider nødt til at forholde mig til tekstskrivningen som en arbejdsopgave, men så var det omvendt heller ikke tekster til én selv, derimod tekster til en fremmed. Faktisk kan det være meget befriende at være tunget til at se tingene fra en anden persons vinkel.”
Kan du nævne en af dine tekster, som er særlig vellykket?
”Måske 'Cradlemoon'. Det er en slags kombineret nocturne og generationsrefleksion. En melodisk ganske enkel sang med et romantisk og alligevel reelt billedsprog. Jeg kan godt lide den slags sange, der kombinerer den personlige historie med et mere overordnet tema.”
Du har engang udtalt: ”Hvis man vil ændre verden, så er det at skrive en popsang måske ikke den mest realistiske måde at gøre det på.” Mener du, at der er grænser for hvor vidtløftig og prætentiøs man bør være som tekst-forfatter?
”Jeg mener, man skal være påpasselig med ikke at forveksle en popsang med hverken biblen, koranen eller upanishaderne. Fodboldkampe og rockkoncerter har altid været store sociale hits, idet begge dele tilbyder stor følelsesmæssig massage – en slags kollektiv orgasme. Hvis en sang virkelig havde den effekt, mange håber på at kunne igangsætte, så ville verden logisk nok se anderledes ud. Omvendt er en sang måske netop det, der på mere mikrokosmisk niveau har den allerstørste effekt overhovedet: Hvem er ikke blevet løftet, eksalteret, hvis ikke fuldkommen ekstatisk, over minimum ét nummer i deres liv? Da jeg som helt ung dreng lyttede til Bowie og Sex Pistols, gav det da en kolossal fornemmelse af håb og fremdrift i en ellers temmelig håbløs 70’er-verden. Sange er pitstops, blikke ind i fremtiden,
koncentrerede lommer af håb eller fortabelse.”
Har du eksempler på lyttere, der har sagt til dig, at de har flyttet sig personligt på grund af dine sange?
”Det er sket rigtig mange gange faktisk. Så sent som for et par dage siden fik jeg en mail fra en goth-pige i starttyverne, der fortalte mig, at hun ville have tatoveret en sætning fra mit nummer ’Another Heart Laid Bare’ på sin krop, eftersom denne sentens havde betydet mere for hende og hendes liv end noget andet. Det er jo både rørende og vildt. Pointen er, at hvis en oplevelse for alvor rører én, så sker det jo sjældent med noget større intellektuelt forbehold. Det er tribalt, det er voldsomt, det er definitivt. Det er nok det, jeg elsker allermest ved både musik og kunst i al (u)almindelighed – det at begge dele evner at røre os i vores inderste. Kunst og kærlighed er, når alt kommer til alt, et par svært udemokratiske størrelser,” siger Martin Hall.
[hr_invisible]
FARVEL TIL GRÆNSEOVERSKRIDELSENS TRAGISKE SEKSUALITET
Where2go (september 2010)
[hr_invisible]
Månedsbladet Where2go præsenterer hver måned et interview eller en et bidrag fra en dansk kunstner, der beskriver et farvel til eller en afsked med noget. I bladets septembernummer 2010 skrev Martin Hall følgende klumme i forbindelse med udgivelsen af hans på det tidspunkt nye roman, ’Kinoplex’:
[hr]
Da jeg satte mig for at skrive min nye roman Kinoplex, var det egentlig for at sige farvel til dele af den subkultur, jeg stadig føler mig lige dele beriget og forbandet af at have haft som formativ ursump i mine teenageår. 80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, and look where it got us all!
Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet sleazy kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel.
Op gennem 90’erne blev hjemmesex på video folkelighedens nye standard-performance. Rollespillet foran linsen frigjorde individet, og sex blev til noget, man udførte i tredjeperson-ental, som et andet landflygtigt jeg i en sang i en karaokebar: Se her alle sammen, jeg er nået op til femte røvkugle denne gang!
I vores tørst efter større lidenskaber end de moralsk forsvarlige, søger vi konstant tilbage til primaternes gamle, voldsomme verden af sex, vold og simuleret død. Hvad skal vi ellers lave? Den eneste valuta, vi kender, er grænseoverskridelsens tragiske seksualitet, den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed.
Dekadencekulturens aristokratisk anlagte radikalisme blev til spidsborgerlighedens tidsfordriv – til en nøgenhed der er både kedelig og umådeligt passé.
Morale? I’m outta here.
UGENS LÆSEHEST
Ekstra Bladet (torsdag den 2. september 2010)
[hr_invisible]
1. Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg er i gang med Sara Stridsbergs nye roman Darling River, som jeg har glædet mig meget til. Hendes forrige roman Drømmefakultetet var i mine øjne årets bog i 2007, og den nye tegner også rigtig godt.
2. Hvilken bog har du senest givet som gave?
Jeg gav John Fantes Bandini kvartetten til bestyreren på metalprogrammet Sort Søndag, eftersom han havde udnævnt Ballet Mécanique-albummet The Icecold Waters of the Egocentric Calculation som hans all-time metal-favoritplade. Den slags bør belønnes.
3. Hvilken bog er den bedste, du har læst i år?
Uden tvivl den ungarske forfatter Sándor Márais Dagbøger 1984–89, som Basilisk udgav tidligere på året. Det var en af den slags oplevelser, hvor man tager man sig selv i pludselig at kigge op fra læsningen for at se, om den fortællende stemme befinder sig midt i rummet foran én. Nærværende, rørende og perspektivudvidende.
4. Hvad er den bedste danske bog nogen sinde?
Majse Aymo-Boots Ødelæggelsen 1–11, en fortættet lille sag på 28 sider udgivet på Lædersvinets Kulturbibliotek. Hvorfor? Lad mig illustrere den mangestemmige grund med min favoritsentens fra værket: ”Du har ingen kommentarer til samtalen, og det gør os utrygge.”
5. Hvad er den næste bog, der kommer til at ligge på dit natbord?
Der ligger allerede en pæn stak. Den næste jeg kommer til at læse, bliver enten Philip Roths nye roman Indignation eller Yehuda Korens og Eilat Negevs I hjertet var vi kæmper, den utrolige, men sande beretning om en transsylvansk dværgfamilie som overlevede holocaust i Auschwitz efter at have været i kløerne på den berygtede doktor Mengele.
[hr]
Foto: Bredo Hjøllund