EN POLYMORFT PERVERS KULTURBRAVADOS BEKENDELSER

Martin Hall-essay, Politiken (lørdag den 4. september 2010)

Dette er historien om, hvordan man bliver stjerne uden at have et publikum. Og om, hvorfor multikunstneren Martin hall, aktuel med romanen Kinoplex, stadig elsker selvdestruktionens vidunderlige miks af glamour og lidelse. Om hans bundløse gæld til Sex Pistols. Om hvorfor litteratur bør betragtes som opera. Om Herbert von Karajan, Marilyn Monroe og Osama Bin Laden. Kort fortalt, en fortælling om ursubstansen for hele vores populærkultur. The Ayatollah Rock’n’rolla reports!

Inde i lejligheden ved siden af tænder nogen for musikken. Popsangens incestuøst-potenserede perversioner banker pludselig gennem væggen: Baby, mama, girl. Manglen på tekstmæssig konsekvens distraherer dig, men du formår trods alt at bevare dit fokus på den oprindelige scene. Pigen foran dig trækker dig nedad og beder dig om at gøre noget særligt, sænker stemmen for at opnå en dramatisk effekt. En urovækkende, dyster vellyst strømmer fra hendes krop. Du føjer hende. Hun bliver spændt som en fjeder, begynder at dreje hovedet langsomt rundt som en mekanisk dukke. Hun fortæller dig, hvor dejligt, det føles, og du drister dig til at spørge, hvad hun hedder. Hun griner, selvom du ikke kan se det sjove i det.

(Kinoplex, side 181)

Jeg holder meget af opera. Af den storslåede iscenesættelse af et i sig selv måske nok så tarveligt drama. Af kærlighedsdeklarationernes overlæssede sprog og den prætentiøse opsætning. Af den overdrevent forenklede histories myriader af forgreninger.

Jeg holder kort fortalt meget af det rod, vi over en bred kam kalder moderne vestlig kultur, hvor man blindt lader sig rive med af tidens multiplotfortællinger og alverdens narrative narrefisse, fordi man alligevel er for adspredt til for alvor at koncentrere sig. Man føler sig sågar kreativ undervejs. Al den distraktion får én til at føle sig ung igen.

En britisk aldersforsker havde lavet en undersøgelse, hvor han havde spurgt en given mængde mennesker om, hvor vidt de følte sig unge. De fleste opfattede sig selv som unge til og med 49 og så først sig selv som gamle som 65-årige. Gennemsnitligt er vi altså kun voksne i 15 år.

(Kinoplex, side 58)

“Selv den dummest mulige kreative handling er stadig en kreativ handling.” Således talte den såkaldte internetguru Clay Shirky for nyligt i et interview. Manden er 46 år gammel og taler ud fra en overbevisning, som jeg kun kender alt for godt. Jeg er jævnaldrende med ham og vil for evigt have et blødt sted i mit hjerte for den generation, der rejste sig af punkens vulkankrater, en lille gruppe mennesker der var tilpas upraktisk anlagt til at føle sig særligt kunstnerisk begavet.

Der kom karrierer ud af det – dog sjældent med dem selv i hovedrollen. Det lod de andre om. Jeg formoder, at de fleste af dem følte sig for kunstnerisk troværdige til at nedlade sig til den slags. En af mine største helte dengang rådede eksempelvis over et enormt karisma (læs: evnen til at overbevise uden brugen af logik), men blev aldrig rigtig til noget. Måske var det også nok: det at leve med løftet et stykke tid. Manden var jo en sand poet. Han lavede ingenting. Han skrev ikke engang.

Jeg genlevede perioden, da jeg læste Something Rotten! her forleden, den første store bog om dansk punkkultur der udkom i mandags – en bog om den musik, litteratur og billedkunst perioden skabte. Om al den lim, der blev sniffet, og om al det had man følte, for sig selv, for hinanden og for sin omverden. Og læs den endelig – for Guds skyld, læs bogen! – for plottet har på den mest magiske facon ingen overordnet styring overhovedet. Snarere foregriber det derimod enhver af nutidens populære amerikanske tv-seriers vigtigste fortællegreb, det at der konstant skiftes perspektiv på en problemstilling for at skabe dramaturgisk fremdrift.

De interviewede husker forkert, er oppe at skændes og hader stadig hinanden her 30 år senere, så blodet springer, men som William S. Burroughs skrev om en af sine egne romankarakterer, for hvem det går fuldkommen galt, ”he might be a bit off track, but the spirit was great!”

Folk synger, brøler og knepper. Morer sig. Man gør det selv – interagerer med en masse klumpformede skikkelser. Der kan føres bevis for det. Man glemmer sig selv og lader sig rive med. Er det ikke sådan, man forklarer sit liv? Man diskuterer udfaldet af det hele med en masse mennesker, der kun hører halvt efter, taler sin sag med en forkrøblet fornemmelse for retfærdighed og affærdiger ethvert modargument med passioneret resignation. Når man betragter det i bakspejlet, er det imponerende, at man overhovedet kunne holde til det en time, for slet ikke at tale om et helt liv.

(Kinoplex, side 177)

Det er slående, hvad man frivilligt gik igennem dengang. Selvom jeg efterhånden har meget få fællestræk med det 18-årige selv, der taler i Something Rotten! , forekommer punktiden mig at være et enzym, der bliver ved med at arbejde videre. Mit blod er stadig fuld af skidtet. Æraen var et eksistentielt eksperimentarium, et seksuelt holocaust, et pure gammeltestamentligt opgør med alle antagne værdier. Det handlede ikke så meget om facit som om tilstand, så der var plads til alle i bussen, også selvom man måske ikke var den skarpeste kniv i skuffen.

Det, der ikke er værd at tale om, det er som bekendt det, man synger om, hvilket helt praktisk betød, at alle var med i et band dengang. Den tekniske perfektions sekundakategori blev løbet fuldkommen over ende af folks insisteren: Hellere være hadet som det, man er, end elsket som det, man ikke er, og selvom hykleriets sociale vaseline i løbet af få år atter skulle blive rigtig populært, så var der en kort overgang, hvor man med begge ben solidt plantet i luften rent faktisk formåede at afskaffe hverdagen, at gøre selv de rige børn bekymret for, hvor vidt det nu også var det bedste udgangspunkt at have, samt tage så mange stoffer, at selve konceptet med en såkaldt personlighedsspaltning var til grin:

En spaltning ville per definition kræve, at der var en helhed at tage udgangspunkt i. Det her projekt handlede om en opløsning af alle størrelser – psykologisk, moralsk og kunstnerisk.

En tjekkisk pornofilmsproducent forstod slet ikke det ramaskrig, der opstod, da han ville indspille en film baseret på temaet om tyske soldaters voldtægt af indsatte kvinder i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Investorerne trak sig på grund af den almene forargelse, der især møntede sig på det faktum, at man havde tænkt sig at bruge Theresienstadt som location. Bagmanden stod stadig komplet uforstående over for situationen – som han selv udtrykte det, så havde folk i Auschwitz, hvor han året inden havde indspillet en af sine andre film, været meget mere hjælpsomme.”

(Kinoplex, side 10)

Da jeg satte mig for at skrive min nye roman Kinoplex, var det egentlig for at sige farvel til alt dette – til hele den subkultur, jeg stadig føler mig lige dele beriget og forbandet af at have haft som formativ ursump i mine teenageår. 80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, men se engang hvad der kom ud af:

Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet nusset kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel.

Op gennem 90’erne blev hjemmesex på video folkelighedens nye standard-performance. Rollespillet foran linsen frigjorde individet, og sex blev til noget, man udførte i tredjeperson-ental, som et andet landflygtigt jeg i en sang i en karaokebar: ”Se her alle sammen, jeg er nået op til femte røvkugle denne gang!”

Som børn der keder sig, ønsker vi at genfinde vores primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. I vores tørst efter større lidenskaber end de moralsk forsvarlige søger vi konstant tilbage til primaternes gamle, voldsomme verden af sex, vold og simuleret død. Hvad skal vi ellers lave? Den eneste valuta, vi kender, er grænseoverskridelsens tragiske seksualitet, den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed.

Engang ville folk gerne være sig selv, men som tiden gik, nøjedes man mere moderat med blot at begære det at være nogen. Formlen blev fulgt, men pointen tilpasset den herskende tidsånd.

Videokameraet begynder at optage. Det drejer sig om forestillingen om lejede værelser i fremmede byer. Om piger der vakler hen over ujævn jord i høje hæle, i korte nederdele der lige akkurat synliggør både hofteholder og strømpebånd. Om deres blanke stirren. Om en ryggesløs ødselhed. Om de tilgængelige materialers elasticitet. Om en kvinde på alle fire. Om at være gemt af vejen bag et videokamera og en mikrofon. Om idéen om helteskikkelsen, der intet har. Om at mase sig mod en andens krop for at mærke sin egen grænse – bredskuldret og med stovt lem i venefuldt skræv. Tics, vrængen, sammenknebne øjne; som et bilsammenstød frataget al lyd. Bagefter bliver pigen liggende i det udmattede lys. Rummets summetone bliver kraftigere, hendes øjenlåg flimrer. Gråden presser sig på, finder vej hen over skærmens stiplede linjer. Kameraet filmer videre. Ingen siger noget. Dernæst trusler og gensidige pagter. Al logik beviseligt brudt op og splintret, indfanget på film.

(Kinoplex, side 67)

Selvdestruktionen er ikke desto mindre forblevet en spændende praksis inden for kunstverdenen. Og der er da også rigtig mange gode ting at sige om den – det er trods alt den hurtigste måde til at tilegne sig kontrol over éns skæbne. De fleste sunde, unge kunstnere er stadig åbenlyst fascineret af idéen om menneskeligt forfald, så længe forbindelsen til det forbliver af en strengt billedlig karakter.

Så er det godt, man har kulturlivet. Her kan man lancere sig selv i mere voldsomme, veltalende udgaver end virkeligheden måske tillader. Man flirter med voldtægten, som inden for de seneste år er blevet et fuldkommen accepteret æstetisk fænomen. Bare se på dets visuelle trofæer: Mms-voldtægterne der dokumenteres med mobiltelefonkamera, anmelderen der udøver sin masturbatoriske praksis på sikker afstand af værket gennem monokommunikationens envejsfilter, talentkonkurrencerne der gør publikum medansvarlige i de overgreb, de bevidner. Det er et handy greb, der forener det bedste af alle verdener: primaternes manglende overjeg og den moderne billedkulturs manglende undertekster.

I løbet af de sidste 30 år er dekadencekulturens aristokratisk anlagte radikalisme degenereret til et spidsborgerligt tidsfordriv. Undergrundsscenen er blevet en standardiseret independent-skabelon (”vi vil gerne være unikke, men helst på samme måde som alle de andre”), og grænseoverskridelsens beklagelige tab af selv har fået sit eget lille kulturreservat, hvor den kreative klasse kan holde sine weekend-udflugter – nøjagtig som deres forældre tog dem med i Knuthenborg Dyrepark.

Det er stadig det dyriske, der kalder, men siden rockmusikkens fremmeste udøvere tog skridtet op ad den sociale rangstige fra arbejderklasse til middelklasse, skal den omtalte grænseoverskridelse jo helst være en tand mere hygiejnisk, end den oprindelige prototype foreskriver. Kunstnerisk opfindsomhed kræver en god nats søvn. Ingen grund til at spilde al krudtet på meningsløs hærgen. Vi ved alle, hvad der sker, når ting blive for autentiske.

Vi definerer vores overflod gennem spild. Sådan er systemet bygget op: Gennem spild markeres højkonjunkturen. Tilsvarende defineres vores forbrug gennem skrøbelighed – det at alting er dømt til forældelse. Vi har adopteret naturens “grande morte” i alle henseender, i vores produktion og i vores måde at tænke på. Intet bliver længere produceret med holdbarheden som noget egentligt mål, tværtimod, ting skabes for at gå til grunde, for at andet kan blive solgt igen og igen og igen. Bare tænk på moden, “det nyes evige genkomst” … det er jo ikke sådan, at den planmæssigt bevæger sig mod et endepunkt, at den lige så stille og roligt er på vej mod det endegyldigt perfekte klædestykke, vel? Nej, den væsentlige forskel ligger ikke længere mellem det fornemme og det gemene, men derimod udelukkende mellem det gamle og det nye.

(Kinoplex, side 94)

Man kan ikke løbe fra det: Alle intellektuelle er homoseksuelle – mennesker der er forelsket i deres eget køn. Individer der læser hinanden som prisskilte til akkompagnementet af en strygekvartet, mens de kigger over skuldre til dagens obligatoriske reception. Jeg er selv konstant omgivet af disse polymorft trivielle, veluddannede og renlige moderne mennesker, der alle sammen er uddannet på institutioner, hvis primære formål er at påpege, at intet er nogens fejl.

Mange af dem er sågar med til at bestemme, om jeg skal have penge det år eller ej – om jeg har været en god dreng, eller om jeg er blevet for dirty. Eller ligefrem – Gud forbyde det! – for populær siden sidst. Der føres regnskab. Disse mennesker er bogholdere. Tingene skal helst give mening, skabe et dynamisk status quo, så det hele forbliver alt sammen meget kulturelt i den forstand, at der ikke rigtig foregår noget. Faktisk er langt de fleste af disse individer slet ikke interesseret i kunst, de er derimod udelukkende interesseret i, hvad andre mennesker er interesseret i.

Så ja, til tider kan jeg da godt savne punken og dens arsenal af muterende identiteter, mennesker der for størstedelens vedkommende havde store problemer med at udtrykke sig selv, med mindre det involverede nærgående beskrivelser af deres egne eller andres kønsdele. Modkultur og opposition er efterhånden ikke andet end poetiske vendinger, man bruger, når man gerne vil pynte lidt på sit eget image som forbruger, ligesom floskler som ”undergrunden” og ”det alternative” ikke længere repræsenterer nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen – det er derimod netop det såkaldte ”oprør”, der driver den, både økonomisk og udviklingsmæssigt.

Det er elementet af ”innovation”, der giver forbrugeren, oplevelsen af sig selv som værende trendy og med på beatet, men i forhold til vores tid og sted er der principielt kun én reel modkultur, én reel opposition: Al-Qaeda. Vil man for alvor være hardcore, jamen, så er det frem med Osama Bin Laden-T-shirten. Resten er i bund og grund bare mere af samme skuffe, dvs. flere følsomme middelklasse-troubadourers melankolske sange om fremmedgørelse og manglende nærvær.

Hen imod slutningen af karrieren var Marilyn Monroe begyndt at gå nøgen omkring på de hoteller, hun opholdt sig på. Det var ikke det eneste eksempel på hendes psykiske uligevægt. Før et interview havde hun spurgt en journalist, om hun måtte børste sit hår, hvilket der blev svaret ja til. Da journalisten kiggede op, var Marilyn Monroe gået i gang med at børste sin kønsbehåring. Når jeg hører navnet nu, er det den historie, jeg husker om hende. Det omrids. Individet som en konstant bevægelig grænse – noget ueksakt. Ikke af tilfældige grunde, men i sin essens. I sin bliven

(Kinoplex, side 40)

Efter tredive års praksis i dansk kulturliv er jeg nok blevet en anelse mere moderne, end godt er. Man må gå så grueligt meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest, som Simon Spies engang udtrykte det. Hvorfor f.eks. være sig selv, når man kan spille en anden? Og hvorfor stå i opposition, når den alligevel blot er et symptom på lediggang?

Da Herbert von Karajan engang blev spurgt, hvorfor han havde meldt sig ind i nazipartiet, svarede han, at det var for at sikre sig en kapelmesterstilling, som han ellers ville have begået mord for. Jeg erindrede mig historien, da jeg forrige efterår blev tilbudt at spille rollen som mig selv i en af tidens store tv-shows. Det virkede som en god løsning: På den måde kunne jeg blive berømt uden at skulle gennemgå al besværet med at skabe populær kunst – jeg behøvede kort sagt ikke kompromittere min kunst, blot min personlighed. Det var for så vidt billigt sluppet.

Siden da er det kun gået op ad bakke. Nu har jeg sågar fået mit eget, nye tv-show, denne gang godt nok på en lidt mindre kanal, men til gengæld fuldkommen på egne præmisser. Sådan er det med tv. Selvom jeg hen over en 30-årig kunstnerisk karriere gang på gang har bevist, at jeg ikke har noget publikum, er det mig, man vælger som vært og bestyrer for tidens løbske billedepidemi. Den hjemløse bliver gjort til konge over tidens nomadiske folkeslag, og sejrherren bliver jeget i sangen.

Alt det kan jeg kun takke Sex Pistols for. Ikke fordi jeg ikke selv ville have ført det til noget, men fordi de tog al balladen med samfundet og offentligheden og narkodødsfaldene og rockmytologiseringen; den slags ligger slet ikke til mig. Jeg er i bund og grund for doven til at være nihilist og for selvoptaget til at være socialt engageret.

Jeg er kort fortalt – og på trods af alle ønsker om det stik modsatte – legemliggørelsen af det moderne menneskes utopi om en radikal frisættelse.

Politiken-foto: Sara Galbiati

Genre: Lydbog
Varighed: 319 minutter
Åbning: “Ikke engang da jeg trådte ud af lufthavnens kølige skygger, kunne jeg med sikkerhed sige, hvad det var, jeg havde rejst så mange kilometer efter.”

MAN KAN IKKE BÅDE VÆRE ANARKIST OG PÅ DAGPENGE

Børsen-interview med Martin Hall af Anne Winther (16. december 2009)

Martin Hall er kompromisløs kunstner – og netop derfor forretningsmand med en finansieringsplan. En punk, dandy og engelsk adelsmand opvokset på Københavns bøssebarer. I anledning af sit 30-års jubilæum ser han tilbage på en karriere og et liv fuld af yderligheder.

»Jeg vil gerne bede om en kop te, tak,« siger Martin Hall, hvorefter servitricen spørger, hvilken slags han kunne tænke sig.

»Den sorteste I har.« Ja, selvfølgelig skal det være den sorteste, fristes man til at tænke. For Martin Hall er manden, der havde sin dannelsestid i firserne og for evigt tog punken og dens motto »Du har ikke en chance, så brug den!« til sig.

Han er manden, der aldrig gør noget halvt, og som bedre end nogen andre kan spidde en tidsalder – både dem, der har været, og den vi lever lige nu, som han kalder en bungyjump kultur, hvor vi føler os som store eventyrere, mens vi drikker cola light og kaffe uden koffein, ryger cigaretter med filter og dyrker sex med kondom.

Martin Hall spilder ikke tid på gråtoner, så selvfølgelig skal han have den sorteste.

Og nå ja, så fordi smagen og duften af urtete for ham er synonym med de værste år i hans liv. Nærmere bestemt midtfirserne, som han tilbragte i spirituel søgen blandt frelste og helse-freaks.

»Jeg oplevede rigtig mange gode ting, men ligesom i alle andre »brancher« så har den såkaldt spirituelle verden selvfølgelig også sine charlataner, på samme måde som musikbranchen og forlagsbranchen har. Men for mig har det at være i live altid været en søgen efter noget, der matcher følelsen af længsel eller væsentlighed indeni – selve den kreative proces er i mine øjne spirituel,« siger Martin Hall. Og for ham er der stor forskel på religion og spiritualitet.

Har været i helvede

»Religion er for dem, der tror på helvede. Spiritualitet er for dem, der har været der,« siger Martin Hall.

Desuden harmonerer den sorte te også godt med hans indre brite. Hver gang den altid velklædte Hall ser et billede af en engelsk herregård, læser en roman fra mellemkrigstiden eller genser »Brideshead« for 20. gang, må han holde tårerne tilbage.

Romantiker, dandy og Danmarks måske mest produktive kunstner med over 100 udgivelser bag sig. Alligevel er han »Martin hvem?« for mange. Og dem der kender ham, gør det for den ene yderlighed til den anden.

Martin Hall har nemlig skabt noget af det mest banebrydende og nicheprægede danske musik (på listen over de 50 mest indflydelsesrige værker i Politikens Rockleksikon findes to af Hall), men også et nummer som »Beat of the Drum«, der var det mest spillede danske nummer på radiostationen The Voice i 1988.

Han har skrevet en bog som »Genopbyggelsen er Større
End Skabelsen«, der blandt andet blev kaldt »en af den litterære danmarkshistories mest uforståelige værker«, for tyve år senere at skrive den tiljublede bestseller »Den sidste romantiker«. For nogle er han punkens og 80’ernes stemme, for andre er han primetime-dommeren fra Talent 2008 på DR.

Aktuel igen igen

I år kan Martin Hall fejre 30-års jubilæum, og meget symptomatisk for hans karriere er han både aktuel i en bog om moderne ledelse og med genudgivelsen af sine 80’er plader »Relief« og »Cutting Through«, der, dengang de udkom, var noget aparte, men i dag står tilbage som beviser på, at Martin Hall blot har det med at være forud for sin tid.

I mange år kunne Martin Hall slet ikke røre ved 80’erne. Han skulle helt op til det 21. århundrede, før han igen kunne se sig tilbage, og det skete ikke via musikken, men via romanen »Den sidste romantiker«.

Når man taler om 80’erne, så taler man ifølge Martin Hall om perioden fra 1975 indtil 1985, hvor den mørke post-punkscene brydes, og alting går i opløsning: Krasnapolsky åbner. Digterne begyndte at skændes, og Sort Sol spiller pludselig sammen med Nanna til Afrika-koncerten.

For Hall var 80’erne det årti, hvor alle grænser blev brudt, og som næsten poetisk sluttede med murens fald. En alt eller intet kultur uden grå mellemtoner, som Hall i høj grad er et produkt af.

»Jeg er meget sort-hvid – kvinder ved bedre end nogle andre, at man ikke bliver lidt gravid, vel? Med alderen er jeg selvfølgelig blevet mere imødekommende, og der er kommet flere farver, men man skal have lov at insistere på det, der er ens særpræg.«

Punker på bøssebar

Og særlig, det er Martin Hall. Ikke mindst i sin fremtoning.

»Jeg er lidt den her britiske soldat i skyttegraven, der sidder med et lommespejl og pudrer næsen. En obskøn selvforelskelse midt i det her projekt, der handler om liv og død,« som Martin Hall siger. På den ene side er detaljen ham evigt ligegyldig og på den anden side, kan han ikke forstå, hvorfor man ikke skulle gøre sig umage? Også selvom det har kostet.

»Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har fået bank i provinsen for at være bøsse, selvom jeg ikke er det. Hvis man friserer sig eller tager et jakkesæt på med nogle andre folder i leverpostejs-Danmark, ryger man straks ned i unisex-kassen. Men jeg kommer fra en punk-kultur, hvor det androgyne mere end noget andet var i højsædet, og jeg er vokset op på bøsseklubber, fordi det var det eneste sted, punks ikke fik bank,« siger Martin Hall.

Som barn boede Hall på Frederiksberg med sin mor, og en dag så han Marquis de Sade komme gående ned af Frederiksberg Allé med to hunde og en såkaldt slave, der bar hans slag. Dér på Alléen gik det op for lille Martin, at der var håb.

»I start 70’ernes kriseramte Danmark, var det bedste, man kunne komme i nærheden af, nogle hippier, der ville lære dig at ryge chillum – helt ærligt, spar mig. Da jeg så Marquisen, fornemmede jeg, at der var døre, der ikke var blevet åbnet. At der var en anden måde at gøre tingene på, end jeg var blevet vist hidtil.«

Hall insisterer på umagen, men parkerer du ham på et landsted, vil du omvendt få en person i et jakkesæt, der higer efter det ekstreme og keder sig over det aristokratiske livs automatik.

»Jeg leder altid efter, om ikke modsætningen, så noget der kan tippe balancen. Det er ikke så meget et valg som en skæbne. Det er en længsel og et æstetisk behov, hvor Johnny Rotten fra Sex Pistols og Marquis de Sade er ligeså store inspirationskilder som Rimbaud.«

Slog Thomas Helmig

Umiddelbart ville det være så nemt at kategorisere Martin Hall som dansk musiks niche-geni, men dertil er der for mange sideveje og for mange kommercielle succeser som eksempelvis teksterne til Hanne Boel, musikken til »Kameliadamen« på Østre Gasværk, og ikke mindst det år han lå højere end Thomas Helmig i en læserafstemning om årets mandlige kunstner.

Martin Hall pendler umærkeligt fra dyb undergrund til blasfemisk overgrund – noget hans mere »katolske« publikum til tider må have haft det meget svært med. Ligesom de sikkert vil have det svært med, at han foretrækker øl frem for vin (importeret dog), elsker film som »Den engelske patient« og ikke længere lytter til rockmusik.

Halls finansieringsplan

Allerede da Hall gik ud af gymnasiet, vidste han, at han ville skrive. Så han skyndte sig at få et job.

»Jeg havde ingen illusioner om, at det ville blive betalt for mig. Jeg har aldrig været på dagpenge – du kan ikke både være anarkist og bede staten om at hjælpe dig,« siger Hall, der begyndte med et halvdagsjob som bibliotekar på den lukkede afdeling på et hospital – »hvor man som en lille sidegevinst kunne købe billig speed af portørerne.«

Nok er Martin Hall kunstner, men han er så langt fra hængerøv, fedtet hår og evige skattesmæk, som man kan komme. Nærmest gammeldags i sin værdsættelse af orden, disciplin og ritual har han altid prioriteret det umulige og vidst, at det krævede en finansieringsplan.

»Du bliver nødt til at prioritere de ting, der er vigtige, og hvis det skal finansieres af omveje, så fint,« siger Martin Hall og refererer blandt andet til dengang i 90’erne, hvor han skrev sange til Caroline Henderson og Hanne Boel, hvilket han tjente langt flere penge på, end han nogensinde selv har været i nærheden af.

Spredt sig

Penge der til gengæld blev postet i »Den sidste romantiker«. Det samme gælder honoraret som dommer på Talent 2008, der finansierede hans seneste album »Hospital Cafeterias«. En plade der fik fantastiske anmeldelser, men har salgstal, han ikke engang har lyst til at tale om.

Martin Hall har med egne ord formået at gøre en vare ud af et umuligt produkt. Og så har han den fordel, at han meget tidligt spredte sig over både musik, litteratur og gennem årene også har oparbejdet en pæn foredragsvirksomhed.

»Det hjælper, at du taler flere »sprog« – og i øvrigt ikke er fuldstændig blank. Jeg kender mange, der føler sig meget kunstneriske, fordi de grundlæggende er upraktiske anlagt.«

Martin Hall ser med tilfredshed tilbage på karrierens 30 år, fordi den forener nogle radikale eksperimenter med håndgribelige succeser.

»Når støvet har lagt sig, så tror jeg ikke, der er nogen, der er i tvivl om, hvem jeg er. At der har været en mening med det hele,« siger Martin Hall.

Bokstekst: Martin Hall: Punker, engelsk dandy, anarkist, populær. Musiker, digter, filosof. Martin Hall har gennem 30 års karriere haft mange ansigter – fra den dybeste undergrund til den blasfemiske overgrund.

Fotos: Bjarne Stæhr

MAN ER VEL ET BARN AF 1880’ERNE

Martin Hall, Politiken (lørdag den 7. november 2009)

Politiken: I 1982 stak Martin Hall hovedet i en gasovn, og hvis det ikke var fordi, han ikke havde betalt sin gasregning, ville han nok ikke være her i dag – og give sin første københavnerkoncert i tre år i morgen. I dette essay kaster han et tilbageblik på 30 år som sort, følsom selvmordsaspirant, eksperimenterende lydkunstner med ufrivillig popstjernestatus og aparte tv-dommer.

1979

1979 var et fantastisk år. Sådan rent musikalsk set. Joy Division udgav Unknown Pleasures, Wire kom med 154, The Pop Group udsendte mesterværket Y, og Throbbing Gristle leverede 20 Jazz Funk Greats. For slet ikke at tale om The Falls Dragnet og This Heats debut-lp. Listen synes nærmest uendelig.

Jeg var 16 det år og led både svært og tungt under teenagerens dødelige doser armod, mismod og vemod. Men musikken, what a feast of plenty! Så da den legendariske (og desværre for længst afdøde) Brats-trommeslager og fanzine-redaktør Eddie Haircut spurgte, om jeg ikke ville spille til hans forestående punkfestival-extravaganza, Concert of the Moment, i Saltlageret i november, sagde jeg øjeblikkelig ja. Også selvom jeg ikke havde noget band på det tidspunkt.

1980

Ian Curtis, Joy Divisions sanger, begik selvmord det forår, men det forhindrede nu ikke den lokale scene i at vrimle med digtere, lømler, speedfreaks og småpsykopater. Perioden var ligesom en kærlighedshistorie – de elskende er nærmest ligegyldige hver for sig, men sammen skaber de noget enormt.

Jeg indspillede min første single med Ballet Mécanique som 16-årig og blev en slags lokal star i artrock-miljøet. Den slags gav dog kun en samvittighedskvaler dengang – det at ”være noget” var en kende problematisk på det tidspunkt.

Strunge udgav Skrigerne, og Rugsted/Kreutzfeldt hittede med “Kom tilfældigvis forbi”. Hver lørdag kunne man for en krøllet tyver opleve fem bands i Rockmaskinen ude på Christiania. Der spillede en masse grupper, hvoraf de fleste havde ganske opfindsomme navne. Mit favoritbandnavn var Kronisk Krampe.

1981

Before spillede opvarmning til New Order, Ballet Mécanique spillede opvarmning til Iggy Pop, og så var der et mordforsøg på paven på Peterspladsen. Gik konstant i byen, på klubber som Channel One og Pan. Førstnævnte var et new romantics-inspireret diskotek, der lå i Farvergade, og eftersom det var det eneste af sin slags i København på det tidspunkt, valgte både Duran Duran og The Clash at hænge ud dér efter deres koncerter i byen. Jeg gik heldigvis glip af Simon Le Bon, da han var der.

Det blev noget lettere at komme ind rundt omkring, efter jeg var blevet semi-rockstjerne. Inden da stod man altid og pissefrøs ude i køen. Måske var det derfor, vi alle sammen tog så meget amfetamin dengang – så holdt man både varmen og mistede alle hæmninger på én og samme tid.

1982

Flere fester på flere gallerier. The Associates udgav deres maniodepressive popklassiker Sulk og Jean-Francois Lyotards Viden og det postmoderne samfund kom på dansk. Nedturene blev bare værre og værre. Vågnede sågar op en kold novembermorgen med hamrende tømmermænd og hovedet inde i min gasovn. Jeg var gået ud af druk under et lidt vel prætentiøst selvmordsforsøg aftenen før, så er måske udelukkende i live i dag, fordi jeg ikke havde min betalt el-, gas- og vandregning den måned.

1983

Udgiver min første bog, den herostratisk uforståelige Genopbyggelsen er større end selve skabelsen. Kan huske, at jeg undrede mig lidt over, at den ikke solgte nogenlunde det samme som Ballet Mécaniques pladeudgivelser, indtil en venlig reklamemand forklarede mig lidt om de to kunstformers væsensforskellige natur: ”Musik er et passivt medium, hvorimod bøger kræver en lidt mere aktiv indsats”. Jeg stirrede tænksomt rundt gennem Saltlagerets hashtåger, mens jeg reflekterede over udsagnet.

Slutter året af med at kvittere for et arbejdslegat fra Statens Kunstfond ved en koncert i Radiohuset, der består af 40 minutters infernalsk høj lydterror for elektrisk violin, loops og båndoptagere. Inden da havde aftenen budt på en hyrdesang for soloobo og en petit klaverkvintet fra de andre prismodtagere. Information anmeldte koncerten under overskriften ”Lydspanking”, men som den vittige journalist rapporterede, så kunne man jo blot have fulgt eksemplet med den ældre dame foran ham, der efter 30 sekunder slukkede for høreapparatet og dernæst gav sig til at løse sin medbragte krydsogtværs.

Der skulle gå rigtig mange år, før jeg atter blev inviteret inden for i disse gemakker.

1984

Fantastisk forår. Fyldte 21 i april og var radioaktivt forelsket til lyden af pragtfuldt skrattende 12”-singler som New Orders ”Thieves Like Us” og Echo & The Bunnymens ”Silver”. Hvilken vidunderlig verden at befinde sig i!

Deltog i den store Gud & Grammatik udstilling på Charlottenborg i begyndelsen af maj, samme måned som Under For udsender lp’en Apparently All The Same, et af de mere sammenhængende af mine album fra 80’erne. Optages på Københavns Kunstakademis billedkunstlinje. Selv Van Halens “Jump”-single fra samme år rimede på periodens brus: ”I get up/And nothing gets me down”.

Hen over sommeren ændrer tingene sig dog noget. Michel Foucault dør, mens jeg ligger syg i Cairo, og i september begår min mor selvmord. I december skærer jeg mig selv til blods, mens jeg dyrker oralsex med en mandlig medskuespiller i forestillingen Parade, og nytårsaften kollapser jeg under et trip i H.C. Ørstedsparken.

1985

80’erne slutter. Digterne skændtes højlydt med hinanden, Sort Sol spillede pludselig sammen med alle popgrupperne til Afrika-koncerten, og det begyndte at flyde med junkkanyler ude på Floss’ lokum. I april lød Ekstra Bladets forside, at “800.000 vil dø af AIDS”. Festligt. Især i betragtning af det indavlsbunkepul, som hele postpunkmiljøet var. Samme år to selvmord og to overdoser i den nærmeste vennekreds.

Af de bedre ting det år? At Jean Baudrilliards Forførelse udkom på dansk. Og at mit første soloalbum Relief udkommer både herhjemme og i Tyskland. Takker nej til en Europa-turné og begynder at dyrke kundalini-yoga i stedet for. Sidder og chanter mantraer med hvidklædte sikher nytårsaften, hvorefter der bliver drukket chai-thé og spist hvedekiks. Ingen kender Martin Hall her. Befriende.

1986

Fortsætter turen rundt i de esoteriske samfund. Spiller min famøse ”final concert” i Saga i april. På min 22-årsfødselsdag indtræffer kernekraftsulykken på Tjernobyl-værket. Heldigt at vinden blæste den anden retning den dag.

1987

Vandrer rundt navnløs blandt mænd. Afholder dunkle møder i diverse medborgerhuse og bliver truet med knive.

Eneste kunstneriske erindring fra det år er Jana Sterbaks kødkjole Vanitas – Flesh Dress for an Albino Anorectic.

1988

Vågner op til dåd igen. Indspiller Presence-albummet, hvorfra singlen ”Beat of the Drum” bliver det mest spillede danske nummer på radiostationen The Voice det år (jeg ender sågar med at ligge højere placeret end Thomas Helmig ved årets læserafstemninger i MM, alt sammen en noget traumatisk oplevelse).

Flere selvmord. Martin Krogh som jeg udgav pladen Treatment med, hænger sig efter begge hans nyrer er stået af pga. års speedmisbrug. En tidligere kæreste vælger samme løsning, ikke pga. mig, men efter sigende fordi hendes bror netop havde taget sit liv.

Gilles Deleuze sætter eventen eller begivenheden – l’événement – på dagsordenen i værket Le Pli. Rays and hails.

1989

Immer weiter, drevet af længsel og den autodidaktes evige usikkerhed, over mure og store fortællinger og direkte i armene på en østtysk pige med skarpskårne træk og afbleget hår, med hvem jeg undrede mig over avisernes forsider fredag den 10. november. Hvem skulle nu have troet det.

Spiller en sjælden koncert med bandet And Then Again, hvor jeg inden en optræden i Århus giver et telefoninterview til en jysk avis. Lang snak afsluttes med reporterens konstaterende spørgsmål ”men I levede jo også vildt dengang i start-80’erne, gjorde I ikke?” Jeg mumler ja og lægger på. Næste dag lyder forsidehistorien ”Rock, død og narko styrede mit liv”.

1990

Man skulle ikke langt ind i 90’erne, før man blev godt og grundigt træt af kynismens kujonagtige overlegenhed. Så overtog ironien desværre, den formelle stilisering af det generelle hykleri.

Ville gerne af med popstjernestatusen, så jeg besluttede mig for at lave en plade med Irma Victoria, en på det tidspunkt 67-årig kontorfunktionær i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

1991

Irma Victoria grammy-nomineres i kategorien ”årets sangerinde”. Der er kun tre om budet det år: Hende, Hanne Boel og Annisette. Ifølge rygterne ændrede IFPI året efter reglerne om specialjuryernes beføjelser, så den slags ikke kunne ske igen.

Ellers lidt af et ”tv-moment” da storskærmsvideoerne for de nominerede ruller hen over scenen; først Boel med ”I Wanna Make Love to You”-nummerets læderbuksklædte guitarsoli-positurer, dernæst Annisette og Savage Rose med harmonikaer, gadebål og masser af løse hunde og så til sidst Irma Victoria med drop i armen i en sygeseng i færd med at forkynde nummeret ”Animal Culture, Animal Death”. Stemningen faldt med adskillige kabinetryk.

Den eneste der efterfølgende kommer hen for at lykønske os med nomineringen, er C.V. Jørgensen.

1992

Et mærkeligt år, præget af nej’et og en fodboldkamp. Befandt mig på bunden af min karriere, både økonomisk og artistisk. Bider tingene i mig og lægger en strategi efter endnu en billedkunstners harme over, at jeg i det mindste gerne ville have dækket mine udgifter i forbindelse med at lave musikken til hans udstilling.

”Jeg troede, det handlede om kunst det hér”. Ja-ja.

1993

The Ayatollah Rock’n’Rolla strikes back! Stort radiohit med ”Strange delight”, men hvad var det nu egentlig, jeg oprindeligt var i gang med?

1994

Første og eneste Danmarksturné nogensinde det forår. Efterfølgende ganske skidt tilpas. Angrer mine popsynder med masser af åndelig flagellantvirksomhed og indleder den nye tidsregning med den selvransagende midnatskoncert ”Ceremony of Purification” i Hellig Kors Kirken i december. Og nej, det var ikke ironisk ment! Man er vel et 80’er-barn. Et 1880’er-barn.

1995

Tingene vender, vandrer mod lyset. Samarbejder bl.a. med strygekvartetten Den Danske Kvartet og modtager Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som komponist det år. Investerer førsteårsraten i indspilningerne af Random Hold, et af mine uden tvivl mest helstøbte album, eftersom mit daværende label Sony ”ikke kunne høre singlen, Martin”.

1996

Random Hold modtages af en enig presse som mit måske fineste værk og ender efterfølgende på Politikens Rockleksikons liste over dansk rocks 50 vigtigste plader. Ikke at det betyder alverden, hvad anmelderne mener, men ser man bort fra et par populære events i Nürnberg i 30’erne, er der jo trods alt en vis sandhed at hente i altings kollektive instinkt en gang i mellem.

Og så er det ellers tid til at ødelægge idyllen igen, da Hanne Boels producer, Ole Hansen, spørger mig, om jeg har lyst til at skrive tekster til hende. Sure!, why not?, bring on the dancing horses! Skriver halvdelen af teksterne til Silent Violence-pladen, der går platin i flere lande, og får dermed endelig kørt mig den obligatoriske tur i en hvid limousine, mens jeg bæller champagne.

1997

Det kommer helt bag på mig, hvor mange penge, man tjener på at lave popmusik. Så dem får jeg hurtigt brugt igen.

Helt bortset fra det er Boel rigtig behagelig at omgås. Det fede ved mennesker, der har haft så meget succes som dem, er, at de ikke har en masse at skulle bevise.

Hænger også en del ud i Conflicto og drikker Skull Beer, omgivet af udstoppede dyr og kister.

1998

Skriver og udsender Uden titel, der fremhæves som mit litterære gennembrud – med et dertilhørende forsvindende lille salgstal.

Af udlandsprojekter indspiller jeg et par numre med det tyske industrial-band Trauma til deres kommende cd og deltager bl.a. også i International Symposium of Electronic Art i Liverpool.

1999

Grammy-nomineres som sangskriver i kategorien årets hit for sangen “Salt Of Your Skin”, som jeg havde skrevet til Boel. Efterfølgende bliver min egen single ”Burning Sugar” Ugens Uundgåelige på P3. Bekymrende meget succes.

Herefter følger kompositionsarbejdet til Operanords Gilles’ Requiem og Ole Bornedals Østre Gasværk-forestilling Gud Bevare Danmark. Ind i mellem deltager jeg også i The Liverpool Biennial of Contemporary Art, men af de mindre, mere hjertevarmende ting hører det at deltage i den danske antologi Kortprosa 1999 med teksten ”Noter i vilkårlig rækkefølge”. Vi citerer: ”Mennesker med ordenssans elsker kunstnere, der begår selvmord. Mennesker uden ordenssans elsker kunstnere, der dør af en tilfældig overdosis.”

Kollapser efterfølgende endnu en gang og tilbringer omkring et halvt år i sygesengen.

2000

Får min første (og med sikkerhed eneste) guldplade for Boel & Hall-albummet, som jeg erindrer at slæbe med mig fra et pladeselskabsmøde i en brugt Føtex-pose. Rock’n’roll! Ud over pladens to hitsingler er det bedste ved den nok videofilmen, der inkluderes på cd’en, sådan en rigtig ”scrambled art”-tingest om indspilningerne, der fokuserer mere på isbjørne og snedækkede motorveje end artisterne.

Under PR-opholdet for pladen i Stockholm indskriver portieren på Hotel Lydmar mig fejlagtigt som Martin Hell. Nogle ting ændrer sig aldrig.

2001

Helt som det sig hør og bør ender årene som succesfuld popsangskriver med en voldsomt allergisk reaktion mod selv samme metier. Nåede ellers lige at skrive international publishing-kontrakt med EMI Tyskland, Europas største sangskriverforlag, men da de som noget af det første sendte mig en liste med de ti af tidens sange, de gerne vil have kopieret til nogle lokale artister (bl.a. Ronan Keatings store hit ”Life is a Rollercoaster” samt et Melanie C-ditto), kvitterede jeg ved at sende dem et par arier indsunget af en mezzosopran. Fik af samme grund aldrig noget internationalt hit.

Til gengæld udgav jeg Metropolitan Suite-pladen i samarbejde med billedkunstneren Christian Skeel, en plade bestående af 25 klassiske vignetter med farverige titler som ”Unzipping the Abstact” og ”The Mephisto Effect”. Tror vi nåede helt op omkring 765 solgte kopier.

2002

Fortsætter i samme spor med at skrive og indspille hhv. lydsporet til Gladsaxe Teaters store satsning det år, Kameliadamen, montagen Audiofile: Helena 64 til Kulturbro-biennalen på Ystads Konstmuseum samt minioperaen Keine Hinterwelt til P2.

Uh, hvor blodet atter begynder at rulle i éns mærkede legeme!

2003

Optages i Kraks Blå Bog hvilket jo synes ganske foreneligt med blodfarven, der pibler ud af stikhullerne. Well, måske ikke helt – efterhånden er de stærkeste indtagelser morgenthéen og en enkelt tilbagevendende flaske tung tysk øl.

Hvad laver jeg ellers det år? Udsender endnu flere plader, mens jeg skriver som en vanvittig. Den store generationsroman er i støbeskeen, men sådan en koster penge at skrive, i hvert fald når man er sådan en som mig, der ikke er vant til at skrive 700-800 siders bøger.

2004

Skriver stadig løs. Begyndte med de første notater i 1999, så nu er der gået fem år. Adskillige mennesker i min omgangskreds begynder at betvivle min dømmekraft. ”Er han blevet vanvittig?” ”Igen?” Det er tungt, når man først én gang er blevet belemret med en sanatorieprotokol.

Imens udkommer Das Mechanische Klavier, et af mine værkmæssigt lysere øjeblikke. Den tyske litterat Herbert Zeichner læser op, mens mezzosopranen Andrea Pellegrini synger, så selv stjernerne må bløde.

Og så får jeg pludselig en række legater i forbindelse med manuskriptskrivningen. Odysseus er på vej hjem.

2005

Udgiver nogle flere plader, deltager i Dannelseskaravanen på Christiansborg og spiller min første koncert i seks år på et slot.

Og så kommer den endelig, dobbeltdækkerromanen Den sidste romantiker der i mellemtiden er blevet skåret ned fra sine oprindelige 1.200 sider til sølle 700. Udgivelsen skiller øjeblikkeligt vandene. Det særeste er dog, at jeg resten af året ikke bestiller andet end at løbe ind i mennesker, der er fuldkommen overbevist om, at det er dem, jeg minutiøst beskriver i dette monstrum af et stykke autofiktion. Come on, så stort indtryk gjorde I altså heller ikke …

2006

Godmorgen mine blanke støvler! Samarbejder med Efterklang det år, en gruppe hvis medlemmer jeg teknisk set kunne være far til alle sammen. I samme moment er det lige pludselig 25 år siden, at The Icecold Waters of the Egocentric Calculation udkom, så den bliver genudgivet som cd. Der må have været noget i speeden dengang – dem der ikke er døde af overforbruget, holder sig nemlig alle bemærkelsesværdigt godt.

Skriver også musikken til en racerbilsudstilling på Aros, der sætter ny publikumsrekord, og får sågar lov til at spille i Glyptoteket mellem alle stenfaraoerne og kongesønnerne.

2007

Da jeg var lille, flyttede min familie en del rundt, hvilket betød, at jeg nåede at skifte skole fire-fem gange inden 4. klasse. Det kan vel forklare en og anden ting, men pointen er, at da min mor endelig kom tilbage til Danmark efter et års ophold i Spanien med en dertilhørende skilsmisse og fik indlogeret os i en lejlighed på Frederiksberg, undrede jeg mig tit og ofte over, hvem denne skikkelse var, der i tide og utide svævede op og ned ad Frederiksberg Allé iført kappe og silkebukser.

Skikkelsen var ingen mindre end den notoriske flanør Marquis de Sade. I 2007 blev jeg langt om længe formelt introduceret til herren, hvilket udmøntede sig i indspilningen ”Tout le Monde”, som han akkompagnerede mig på samme år. Cecilie Frøkjær præsenterede endda det nye celebrity-par i morgen-tv, og dagen efter var mailbakken fuld af homofobiske trusler.

2008

Og så var der jo lige det her tv-program!

Sad ellers ganske pænt og reserveret og skrev på en ny roman, hvorefter telefonen ringer, og nogen spørger mig, om jeg ikke har lyst til at være med i DR’s nye primetime-blockbusterprogram. Jo, måske, hvorfor ikke?, men lad mig lige ringe til min forlagsredaktør først og høre ham, om han ikke vil udgive en dagbog om sådan et kultursammenstød – hvilket han da hjertens gerne ville – så jeg stiger om bord i karavanen og bliver landskendt som ham den diplomatiske dommer, der citerer Karen Blixen og Ludwig Wittgenstein og konsekvent stemmer drags videre.

Inden da når jeg forresten også at blive skudt som depraveret nazist i Flammen og Citronen, min første spillefilmsrolle.

2009

Jeg lagde honoraret fra min tv-optræden i indspilningerne til albummet Hospital Cafeterias, der udkom tidligere på året, og herfra gik det så ellers lykkeligt hjemad for den bortvendte søn i selskab med Das Beckwerk, Else Marie Pade og Knud Odde.

Nu skal jeg så atter ud i DR-byen. Jeg er godt nok blevet flyttet fra fredagens primetime til søndagens mere panderynkende sendeflade, men det går nok alt sammen – man kan som bekendt ikke både blæse på det hele og sniffe hovedet af led på én og samme tid. Alting sin tid, Martin. Nærmere bestemt 30 år inden for 24 timer her søndag.

Tænk engang. Er det virkelig en følelse af taknemmelighed, der er begyndt at melde sig? Den slags skal man jo passe på med i min profession.

Martin Hall spiller i forbindelse med sit 30-årsjubilæum som debuterende scenekunstner i DR-byens studie 2 søndag aften kl. 20.00 – hans første koncert i København i tre år.