RANDOM HOLD (SPECIAL EDITION)
RANDOM HOLD (SPECIAL EDITION)
MARTIN HALL
CD
FEBRUAR 2009 (ORIGINALUDGAVE FEBRUAR 1996)
PANOPTIKON (OPTIK 14)
Allerede ved sin oprindelige udgivelse i 1996 blev Random Hold betragtet som Martin Halls måske fineste udspil nogensinde af en enstemmig skandinavisk presse. I 1997 blev albummet udsendt i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor det ligeledes modtog en række fantastiske anmeldelser.
Siden da er Random Hold blevet inkluderet på listen over de 50 vigtigste danske plader i Politikens Rockleksikon, ligesom pladen bliver ved med at vinde nye internationale lyttere.
1. Cradlemoon (5:44)
2. Performance (5:12)
3. Another Heart Laid Bare (4:54)
4. Interim (1:47)
5. Cue (3:24)
6. She’s Eternal (6:00)
7. Golden Day Longing (4:37)
8. Skinline (11:03)
9. Catching the Dust (Part 1) (1:59)
10. Catching the Dust (Part 2) (6:38)
11. Another Heart in Transit (8:39)
12. Cradlemoon (Chamber Version) (4:24)
13. Images in Water (Instrumental Version) (7:52)
CRADLEMOON
The fire and the water keep mixing in my blood
The sons and the daughters seemed to give it all up
They got too tired of the waiting
Too tired to believe
In the promises that nobody keeps
I’ve seen a generation coming
I’ve seen a generation go
And the more I see, the less I know
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
So I followed the shadows by the trail of the waste
And it led me into the heart, to the heart of these days
I never wanted to remember
Never wanted to believe
But you don’t ask why when the thunderheart beats
All I wanted was a reason
What I got was so much more
Couldn’t turn my back on the things that I saw
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
In a world full of stories
There’s a time in the night
When the sky seems to break by the blink of the eye
PERFORMANCE
Fields of living fire
You’ll see me reaching into the air
The shadow of a survivor
I turn around but there’s no one there
I’ve been looking for reason
Some poisons taste like the sweetest wine
But all I ever believed in
Was all the things that I couldn’t find
The fires burn, erasing all the traces
And I spread the ashes all across the sky
Watching it all fall like rain through empty spaces
To the darkest corners of my heart and mind
Hear the cries and the whispers
The touch-and-go of another night
The afterglow of desire
Shines with the flame of a lesser light
A line of nameless faces
Fading away in a sea of time
Another time and place is
The last belief of performing mind
The fires burn, erasing all the traces
And I spread the ashes all across the sky
Watching it all fall like rain through empty spaces
To the darkest corners of my heart and mind
In a room without a view
There’s a story without end
Every time an answer shows
Then another hides away
ANOTHER HEART LAID BARE
Another heart laid bare on the doorstep to my exile
Another pantomime to disbelieve
I see your bended head, always humble in the daylight
Playing the servant’s role to never see
Of all the images that you left for my keeping
The one I like the most is the world outside
I never thought I would but the distance seems so perfect
I can’t deny the fact that I’m pleasantly surprised
Another victim cries, pointing fingers at the heavens
Declaring me the crime of centuries
The traces on my skin, they keep shining in the nighttime
A fingerprint on every memory
CUE
The cities of light, the mirrors beneath the stars
In all of my life I’ve followed my untamed heart
It burns like a fever in the sleepless nights
Behind closed doors and behind closed eyes
The sea of the sky keeps shining a world of gold
The sweeter the song, the sadder the tale that’s told
Like a secret that I’ll never know
There’s a feeling that will follow me anywhere I go
I’ll walk on waters
I’ll quiet the storms
With you as my reason
With you as my calm
SHE’S ETERNAL
I never wanted her to see
The world inside me
The world was turning round and round
Like something running out of time
She whispered “listen to the wind” and her breath burned my skin
I didn’t understand but it made me feel so still
There’s a tale of the night, there’s an unspoken word
And the story that she told couldn’t be explained in words
‘Cause she
She’s eternal
With her the world dies
And she
She’s eternal
With her the world dies
Let it die
A stone that falls into the sea
It falls inside me
These winterlands, they never change
They’re covered in this quiet grey
Voices calling in the night from the corners of my mind
From the desolated worlds I was trying to leave behind
Never thought I’d be returning to the place it all began
To the tainted heart of longing, till she took me by the hand
GOLDEN DAY LONGING
Sweet
Golden day longing
I feel it inside
Each breath that I take
High
High as the empty
It falls on my skin
To cover the burns
Turning silver
See the writing that runs down the wall
Book of reason
I don’t need it anymore
Sweet
Golden day longing
No words can explain
The feelings I have
SKINLINE
Days are burning like the rainbow
In a corner of the world
Your forever is a nevermore
And it turns the sky and the earth
The moon and the stars
The skin and the scars
Keeping your eyes on closing doors
Counting the shadows on the walls
Pieces of eight still fill your mind
Burning your skinline
Break the silence into stories
Tell them like a children’s tale
Always staying at a distance
As you bleed the light of the day
You’re lying awake
You lie there and wait
CATCHING THE DUST
The eyes on the ceiling
The eyes on the walls
There’s always a riddle unsolved
A question to store
Candles burning in the night to remind you
That no matter where you’re hiding
It will find you
Get inside of you
All of this time
Watching the lines
Slowly run out into the blue
Catching the dust
Staying untouched
Hiding the world within your hand
All of this time
Just catching the dust
Hiding the world
The longest of stories
The thinnest of air
The something you always wanted
Untouchable near
“Random Hold er Martin Halls smukkeste og mest formfuldendte plade hidtil … Man skulle ved Gud næsten tro, at en dråbe af William Blakes lyssæd var rislet ned gennem tidernes nedløbsrør og havde taget bo i en dansk rockmusiker!”
Det Fri Aktuelt – Kim Skotte (1. februar 1996)
“Uberegnelige og kvalitetsbevidste Martin Hall går nye afdæmpede veje på sin nye udgivelse, Random Hold … Lykkes missionen? Ja …”
Politiken – Anders Rou Jensen (1. februar 1996)
“Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Information – Mads Brenøe (2. februar 1996)
“Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Berlingske Tidende – Lars B. Jørgensen (12. februar 1996)
“Helt jordnært betragtet er det en dygtig Martin Hall, som finder sine udsøgte melodier med en forbavsende behændighed, får sunget dem ind fra distancen og og skrøbeligheden, og har en heldig hånd med de mange æteriske lydblandinger netop på Random Hold.”
Gaffa – Per Reinholdt Nielsen (februar 1996)
“Alt i alt er det et mere end vellykket album, Hall her har leveret.”
( * * * * * )
Aalborg Stiftstidende (3. februar 1996)
“Pop til sex og strygning.”
( * * * * )
B.T. – Henning Høeg (10. februar 1996)
“Set fra denne anmelderstol holder Hall fast i, hvad han er god til – med simple midler at bygge de største musikalske katedraler – samtidig med, at han kommer udenom de Hall’ske faldgruber – som at stivne i prætensiøsitet. Han er jo den vildeste arrangerende og producerende lydarkitekt, men på Random Hold får han med strygere, klaver, elektronik og rumklang sine bygningsværker til at være levende, og på samme tid så store og massive som altid. Men først og fremmest synger han følt … ”
Wild (februar 1996)
“Fremragende plade fra Martin Hall … Den sørgmodige ”Performance” lugter af hit. ”Cradlemoon” er allerede blevet det.”
A-pressens Nyhedsbureau – NET-redaktionen(februar 1996)
“Det er en vidunderlig fortættet følelse af nærvær og afmagt, der slår fuldt igennem. Det er tyst og underspillet og uendelig smukt. Og så er det uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.”
( * * * * * )
Nat & Dag (marts 1996)
“… Martin Halls kunstneriske højdepunkt, det stilrene og unikke Random Hold-album fra tidligere i år.”
ZOO Magazine – Jan Poulsen (august 1996)
“Hertzlich willkommen. Mit Martin Hall’s Random Hold liegt das erste Produkt vor, das Public Propaganda als Label auf den Markt schmeissen… und was für eines! Martin Hall, eine der wichtigsten Persönlichkeiten in Dänemarks Musik- und Kunstscene, verbindet electronisches und klassische Sounds zu einer perfekten Untermalung seiner düsteren Gesange, die einen sofort in ihren Bann ziehen. Das ganze klingt ausserdem extrem ruhig und atmosphärisch, dabei aber nicht immer kuschelweich, sondern oft auch nachdenklich machend. Mal wirken die Songs als solche, mal experimentiert Martin Hall mit Stimme und Klängen. Verdammt entspannende und starke 43 minuten, die uns Public Propaganda da ins Nest legen. Unbedingt reinhören. ”
( 5/5 )
Bodystyler (december 1997)
“Die perfekte Musik …”
Gothic (december 1997)
“Einfach eine grossartige CD!!!”
Dark Mind (november 1997)
“Musik, die einfach schön ist … Denn Kunst kommt von Können. Und das ist Kunst in Reinkultur! Atmosphärische Klänge, wie sie die heutige schnellebige Zeit dringend nötig hat, um einen Ruhepunkt zu finden.”
Orkus (november 1997)
“Random Hold ist ein bewegendes, ein ausgereiftes Kunstwerk. Gut, dass endlich die Musik unserer Nachbarn im Norden mehr und mehr in unser Bewusstsein rückt …”
Notes (november 1997)
“Hall’s Musik so ganz anders ist.”
( 8/10 )
Neurostyle (december 1997)
“Der Däne Martin Hall blickt mit seinen 34 Jahren bereits auf stattliche 31 Veröffentlichungen zurück. Einem breiten Publikum ist er hierzulande allerdings noch nicht bekannt. Random Hold könnte das ändern. Hall schafft ein unspektakuläres, zurückhaltendes Album voller Emotionen. Er versichtet auf klanggewaltige Arrangements, entfaltet sich lieber im Detail. Stilprägend wirkt dabei die Kombination elektronischer Musik und klassischer Instrumentierung, die gleichberechtigt nebeneinander stehen und die gefühlvollen Texte unterstreichen. Zeitlos schön und ubedingt hörenswert.”
T5 (november 1997)
“Da haben wir ja ein richtiges Multitalent.”
( 9/10 )
Feedback (december 1997)
“Musik für den Herbst. Musik für Schwärmer, Romantiker, für die melankolischen Stunden allein, für Stunden zu zweit. Musik wie für mich komponiert.”
Astan (november 1997)
“Dänemarks Vorzeige Multimedia-Künstler vor Durchbruch in Deutschland.”
Zillo (november 1997)
“Bleibt zu hoffen, dass Martin Hall mit diesem atmosphärisches aussergewönlichen Album auch hierzulande auf offene Ohren stösst.”
Entry (december 1997)
“… den lige så grandiose som smukt-støvede popplade Random Hold fra 1996. Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk.”
( * * * * * )
Politiken – Kim Skotte (12. februar 2009)
“I 1996 udgav Hall Random Hold. Her kan man allerede høre, at han begynder at afsøge den klassiske musiks udtryksformer. Måske ikke så tydeligt på selve albummet, men genudgivelsens ekstranumre viser i hvert fald de tendenser. Det todelte nummer “Catching the Dust” udklædes således i flotte strygerarrangementer, og i slutningen af del to lyder en hengemt operastemme i baggrunden. I kammer-versionen af “Cradlemoon” er strygere den eneste instrumentation … Der er en stor lyd på albummet, som var det optaget i et kirkerum, og det giver Halls højstemte vokal masser af plads at udfolde sig på. Det langsomme tempo albummet igennem giver mindelser om slowcore-bands som Codeine og Rex, men pga. den fyldige, elektroniske produktion dypper musikken også tæer i den samtidige triphop. På overfladen lyder albummet poppet og radiovenligt, men det har også et kompromisløst og nøgent udtryk, hvor ensomheden driver i de intime og nærværende leveringer. Et flot eksempel på at less is more.”
( * * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (28. februar 2009)
Henrik Marstal: Cello
Iben Teilmann: Bratsch
Martin Hall: Vokal, trommer, bas, guitar, båndmateriale
Ole Hansen: Keyboards, flygel, trompet, flygelhorn
Sara Wallevik: Violin
Signe Kjærsgaard: Bas
Thomas Li: Networks, treatments, logic
Design: Birgitte Wester/Kenneth Schultz
Photo: Robin Skjoldborg
I februar 2009 blev Random Hold genudsendt i en remastered special edition med adskillige bonusnumre hentet fra de originale sessionindspilninger. I forbindelse med Record Store Day 2017 blev den for første gang udgivet på vinyl, denne gang remastered af Thomas Li.
For et mere samlet overblik over historien bag den oprindelige udgivelse, se følgende opslag:
Albummet er indspillet på mobilt udstyr i Regent House og Holbæk Kunsthøjskole via Satellite Recording Facilities, sommeren 1995. Pladen blev mixet i Soundtrack samme efterår og siden editeret i Mainstream.
“Den grandiose og smukt støvede popplade Random Hold fra 1996. Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk.”
( * * * * * )
Politiken”Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Information“Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Berlingske Tidende”Et kompromisløst og nøgent udtryk … intime og nærværende leveringer.”
( * * * * * )
Undertoner“Alt i alt er det et mere end vellykket album, Hall her har leveret.”
( * * * * * )
Aalborg Stiftstidende”Det er en vidunderlig fortættet følelse af nærvær og afmagt, der slår fuldt igennem. Det er tyst og underspillet og uendelig smukt. Og så er det uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.”
( * * * * * )
Nat & Dag“Random Hold er Martin Halls smukkeste og mest formfuldendte plade hidtil.”
Det Fri Aktuelt”Helt jordnært betragtet er det en dygtig Martin Hall, som finder sine udsøgte melodier med en forbavsende behændighed og får sunget dem ind fra distancen og og skrøbeligheden.”
Gaffa”Martin Halls kunstneriske højdepunkt.”
Zoo Magazine“Vidunderlig musik … kunst i sin reneste form.”
Orkus“Den perfekte musik!”
Gothic
HOSPITAL CAFETERIAS
HOSPITAL CAFETERIAS
MARTIN HALL
CD
FEBRUAR 2009
PANOPTIKON (OPTIK 15)
På albummet Hospital Cafeterias arbejder Martin Hall sammen med en række gæstesolister og samarbejdspartnere som Claus Beck-Nielsen Memorial, Else Marie Pade, Knud Odde og medlemmer af Efterklang.
Ved sin udgivelse modtog albummet stor ros i pressen. Med sin blanding af klassisk og elektronisk musik, opera og recitation, havde Hall iflg. flere anmeldere ikke alene genopfundet sig selv, men, hvad mere væsentligt var, skabt et værk af blivende betydning.
Læs eventuelt Ralf Christensens eller Kim Skottes anmeldelser i hhv. Information og Politiken.
1. – (0:39)
2. 40 Versions of the Time Before (2:38)
3. Das Doppel Meiner Selbst (2:15)
4. No Thanks and Then Some (2:28)
5. Eden Cinema (0:59)
6. So Much for Nothing (1:35)
7. Lied Zwei (3:03)
8. P.O. (2:36)
9. Lavender Grey (3:37)
10. Tinfoil (3:36)
11. Wohnung (2:58)
12. Brother Spare a Moment (4:13)
13. Soft Tissue Damage (3:10)
14. Sob Story (3:46)
15. Wartesaal (1:56)
16. At The Lido (Helium High) (2:31)
17. A Case of Epic Needs (2:46)
18. Nætterne er så Lyse (3:09)
40 VERSIONS OF THE TIME BEFORE
Falling asleep on a long distance flight
The images in the still of the night
A scent of waste
The sight of your face
A flicker of uneasiness
Will I be able to forget now?
Nurses and young girls in a row
How can I ever let you go now?
Like 40 versions of the time before
The ballerinas at my feet
The connoisseurs out in the street
Oh you mean nothing to me
Just try to tell yourself the tale again
You tell yourself it’s all the same again
The city lights that came alive
The stars that fell down from the sky
You turned around within the light
Your skin so frail and lily-white
The centre of the Western world
A glamorous confusion zipped
Upon the parting of your lips
Intangible as every breath
As inescapable as death
Oh it means nothing to me
NO THANKS AND THEN SOME
Young, thin and already faded
A whispering shine
Boats drift along silent rivers
Fall from the sky
No thanks and then some
It’s too far away
No thanks and then some
Your sentimental waste
Clean like a face in the morning
Lips made of air
Cream-coloured light falling gently
But nobody’s there
EDEN CINEMA
There’s a silent craving
In the ballroom of your eyes
Like a face map of desire
I don’t know what more to find
In tomorrow’s tabloids
Down in Eden Cinema
Run around in circles
Never seem to find the place you are
SO MUCH FOR NOTHING
I know a girl with a smile on fire
Dressing up like a memory
Never seen the things she’s hiding
Hope I’m not one of them
So much for nothing
Is all I hear her say
So much for nothing
Feeling so
Feeling sad
LIED ZWEI
Sad whisper
Told unforgiven
Lied towards
I reflected yours
At all to feel
This too has caused
Curse of need
Sand of bleeding
Painful doubt
Lies of love
They have killed me beneath me
Nor likely
Reach for fall
I will not fall
High will save
Gutter’ish feel
You have to kneel
Before and for
Nothingness doomed
Sweet-lain or dried
Conquership or
Conquered emotions
Would you lie to me?
P.O.
I’ve seen your face a thousand times
I’ve seen you hide within the crowd
I feel you run within my blood
But dreams are never quite enough
Not enough
All I want to believe in
Is the look in your eyes
All I want to believe in
Is your sigh
Let me stay here forever
Let me stay here tonight
Let us stay here together
For a while
No one knows you better than me
No one knows you better than me
TINFOIL
Her skin is like tinfoil
She glitters and breaks
Hand-written silver
The lines that she makes
If she didn’t say so
I wouldn’t believe her
If she didn’t say so
I’d feel no relief
A case of symmetry
Between her heart and me
Where I want to be
Is by her side
A case of symmetry
Between herself and me
Where I want to be
Is by her side
WOHNUNG
Die Wohnung war stockdunkel. Ich schaltete eine Lampe an. Ihre Lider waren schwer, entzündet wegen Schlafmangels; sie betrachtete mich mit äußerstem Misstrauen. Die kleinen Bewegungen ihres Kopfes erinnerten mich an diejenigen einer Kuh an einem Zaun, und ihres Blickes bestechlicher Glanz erfüllte mein Herz mit Traurigkeit.
Die Stimme war die einer Fremden. Sie sprach zu mir wie zu einem sechzigjährigem Mann, obwohl ich damals erst 37 Jahre alt war.
Ihr Ton war voller Unterstellungen, es war schwer, die Bedeutung der Wörter zu unterscheiden. Vielleicht war es der Wein, vielleicht der Inhalt.
Längst war alle Feinheit, Finesse dem Verschleiß der Gewohnheiten gewichen.
BROTHER SPARE A MOMENT
Brother spare a moment
Sister lend an ear
People show compassion
For the cross I bear
No one seems to notice
No one seems to care
For the broken-hearted
Lovers in despair
Say you feel it too
You sentimental fool
Don’t you know it’s true?
Every word I’m telling you
Brothers born as strangers
Brothers born to hate
Goaded on like creatures
Drained of any faith
How I want to free them
Set their souls alight
Turn their rage and fury
Into battle cries
Don’t you know it’s true?
Living by these bullring rules
Say you feel it too
Stranded on a ship of fools
Don’t you know it’s true?
We’re sentimental fools
Say you feel it too
Come and share my lonely view
SOB STORY
Hide away
With somebody else by my side
It could have been anyone
It could have been you
A moment ago
Whatever you do
Whatever you say
It won’t be the same
Just won’t be the same
For someone like you
It’s all just a game
I guess it’s always the same
Whatever the stakes
It’s a reason to fail
A reason to hate
WARTESAAL
Das bemalte Gesicht mit der kessen Gangart lachte wieder laut und körnig auf. Gut versteckt in einem Kamelhaarmantel mit Perlmuttknöpfen wirkte sie gleichzeitig zerbrechlich und heiter. Das Licht im Wartesaal, braun wie Suppe, bedrückte sie offenbar, denn wie eine schuldbewusste Verrückte murmelte sie jetzt unzusammenhängendes Zeug über alles und nichts, besonders Letzteres.
Aus der Sicht eines Filmkritikers war ihre Leistung unvergleichlich.
AT THE LIDO (HELIUM HIGH)
Blue eyes, blue eyes
Blue like all of the sky
Blue eyes, blue eyes
Climb your helium high
All unbroken
Windows open
Blow you out
Climb the airwaves
On the staircase
Sliding down
Blue eyes, blue eyes
Feel the needles and pins
Blue eyes, blue eyes
Don’t know where to begin
A CASE OF EPIC NEEDS
Sad and stupid
Perverted Cupid
An undisputed case of epic needs
Parade the frozen
Conceal the broken
Just a token of my epic needs
Never thought I’d ever feel the same
No rhyme or reason will capture this feeling
She said “free all angels”
With a nervous laughter
In the still of night
Did she ask me?
Did she love me?
I guess I’ll never know
Forever
The painted smiles and the sweet delight
It’s over
Falling like rain
All over again
Still awake in the morning
”Hospital Cafeterias er, som titlen antyder, i den tungere ende af Martin Halls repertoire, hvor han dyrker de mere dystre stemninger i en række vidt forskellige kompositioner, der går målrettet efter den kunstneriske udfordring … Martin Hall betegner selv albummet som en moderne salonplade, hvilket er en ganske rammende betegnelse for de små kompositioner og tyske recitationer. Musikalsk blander han nemlig de forskellige genrer på sin egen typiske facon … et spændende og lidt besværligt indblik i en ikke helt almindelig kunstners verdensbillede.”
( * * * * )
Gaffa – Jan Opstrup Poulsen (1. februar 2009)
”Martin Hall er kunstner med stort K – og en ivrig dyrker af det kompromisløse og autentiske udtryk, hvilket gentagne gange har affødt eksperimenter fra første parket i de mørke afkroge i den romantiske kunstners sind … Hall balancerer selvsikkert på en knivsæg mellem dekadence og ydmyghed, så man ikke kan andet end fascineres … De klassiske arrangementer løftes ind i en moderne virkelighed, der gør, at lytteren hele tiden bliver holdt til ilden … et varieret og smukt album.”
( * * * * * )
Soundvenue – Michael Hedelain (2. februar 2009)
”Storslået: Stemningen er dyster og melankolsk, men udtrykket skifter undervejs fra storslåede strygerarrangementer til roligt klaverakkompagnement og recitationer. Hall skifter mellem at være patient, kirurg eller blot besøgende ved enten selv at stå for kompositionerne, arrangere andres kompositioner eller dissekere virkeligheden og sætte den sammen igen som i montagen “Nætterne er så lyse”, der afslutter et varieret og smukt album.”
( * * * * * )
MetroXpress (2. februar 2009)
”Som at træde ind i et ubestemmeligt teater; sært og sofistikeret (surprise!). Opera, strygere, electronica og meget mere fremført af Hall og et hav af gæstemusikere … glimrende.”
KBH – Henrik Nilsson (2. februar 2009)
”Martin Hall komponerer endnu et rigt æstetisk kapitel i sin fortsatte føljeton … højstemt, kølig kammerpop.”
Ekstra Bladet – Thomas Treo (2. februar 2009)
”Martin Hall viser sig fra sin sværest tilgængelige side på nyt album: Der er langt fra den humoristiske smagsdommer Martin Hall til den kompromisløse kunstner Martin Hall.”
Jyllands-Posten – Kasper Schütt-Jensen (6. februar 2009)
”Alt andet end fredagsunderholdning for hele familien: Hospital Cafeterias er 80’er-boheme uden håndtag i en salatskål af tysk lyrik, stakåndede telefonsvarerbeskeder og a cappella. Det er svært ikke at lade sig drage af de flimrende og knitrende lydbilleder, og Hall leverer flere fine kompositioner, der stille og roligt kommer sin lytter i møde … en ganske intim musikalsk oplevelse.”
Fyens Stiftstidende – Niels Nørgaard (8. februar 2009)
”Bedste album siden 2001: Martin Hall insisterer med sit nye fremragende album på musik som rum for nærvær, sansning og erindring. Hospital Cafeterias er ikke pop og glemsel, men kunst og hukommelse … Hall synes at danse en helt ubesværet vals gennem det minefelt, der er vores kultur. Imens han valser med stor elegance rundt, helt uskadt, detonerer minerne om ørerne på os. Og hvilken frydefuld larm det er.”
Information – Ralf Christensen (9. februar 2009)
”Mættede stemninger via strygere, stemmer og elektronik.”
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (11. februar 2009)
”Enestående: Hospital Cafeterias er noget andet. Tableauer iscenesat som flimrende lydbilleder. En slags sjælelige rusbilleder flimrende på trommehinden via spøgelsestelefoner, europæisk togrummel og electronica knitrende som nutidens ektoplasma. Det starter med ensom stemme, og det slutter med en ensom stemme. Stemmer i natten famler efter kontakt, men rummet er stort og hospitalskorridorerne endeløse … I det vildtvoksende Martin Hall-katalog er Hospital Cafeterias både en slags samlings- og højdepunkt i det nye årtusinds produktion.”
( * * * * * )
Politiken – Kim Skotte (12. februar 2009)
“Hospital Cafeterias er tidskrævende og kompleks musik der fordrer en rummelig lytter parat til lidt af hvert. Grandiost og generøst tænkt, komponeret og udført, men samtidig et sandt sansebombardement der spreder sig til kompassets fire verdenshjørner … er det en megalomans mesterværk? Mens jeg fortsat undres drysser 4 (ud af 5 mulige) stjerner ned fra himlen.”
( * * * * )
Skopet – Martin Loft (12. februar 2009)
”Der er ikke noget som helst almindeligt eller populistisk over Martin Hall. Han skaber værker og universer, ikke kun musikstykker. Hans nyeste udspil Hospital Cafeterias er ikke nogen undtagelse. Det er nærmest mere performance kunst end ”bare” ren musik … man har været vidne til en ekstraordinær og spektakulær oplevelse, få er i stand til at skabe, og som man som lytter ikke ville have været foruden. Det er smukt, interessant, syret og smertende på samme tid som det er afslappet og boudoir. Wow!!!!”
( * * * * )
Voxhall – Karina L. Andersen (17. februar 2009)
”Desolaten Atmosphäre und desperaten Intensität.”
Grenzwellen (18. februar 2009)
”Halls nye album Hospital Cafeterias er en smuk samling af vignetter. Den klassiske musiks udtryksform tvinges ind i en eksperimenterende avantgarderock, der dirigeres af en moden hånd. På sin vis ikke helt ulig den gamle crooner Scott Walkers senere års vals med europæisk kompositionsmusik, men tydeligvis et helt andet udtryk. Det er intentionen og ambitionen, der ligner. Resultatet er smukt … På alle tre album (jf. den samtidige genudgivelse af Random Hold fra 1996 og Apparently All The Samefra 1984, red.) er der samme fornemmelse af store ambitioner og alvor: En højstemthed og alvor, der hele tiden strækker sig mod nye mål. Hall er en pioner, der stadig leder efter den yderste grænse.”
( * * * * * )
Undertoner, Kim Elgaard Andersen (28. februar, 2009)
“Hospital Cafeterias is a masterpiece! A beautiful masterpiece!”
Ernesto Tomasini (12. marts 2009)
“Alle virkemidler er i brug, og genrekarrusellen snurrer på Martin Halls seneste cd. Den er mørk uden at være dyster, mystisk men også fredfyldt: I sandhed et flot konglomerat af noget af alt det, som Martin Hall har beskæftiget sig med … en meget gennemført cd.”
P2/Lyt Til Nyt – Max Fage-Pedersen (13. august 2009)
”Det er altid svært at vide, hvor man har Martin Hall, der musikalsk har spændt helt fra den avantgardistiske postpunk i de tidlige år til intim pop på Random Hold og mere kompositionsmusik-orienterede værker som Das Mechanische Klavier. Hospital Cafeterias er et af de mere eklektiske af Martin Halls album, hvilket blandt andet antydes i form af de mange mere eller mindre prominente gæsteoptrædener, men lægger sig dog stadig i forlængelse af de seneste udgivelser. Højdepunkter tæller blandt andet den utroligt smukke ”P.O.”, den strygerdominerede ”40 Versions of the Time Before” og den nervepirrende telefonsvarerbesked-møder-ambient-musik ”Nætterne Er Så Lyse”.” (# 5 på album top 10 over årets bedste plader)
Transmission – Tobias Bendixen (12. januar 2010)
“Hall åbnede årtiet med den barokke og mesterlige Metropolitan Suite og lukkede det med den ikke mindre barokke Hospital Cafeterias. Der er en opsummerende fornemmelse på pladen, men samtidig en afventende tone, der netop indkredses i titlens frysende limbo. Hall har med skiftende held tidligere udgivet plader, hvor han taler gennem et kor af musikalske gæster. Aldrig er den strategi dog lykkedes så tilfredsstillende som på Hospital Cafeterias, hvor gamle kendinge og nye stemmer tager del i dødedansen på hospitalsgangen, mens Hall med sikker sans for gruens æstetik trækker i de musikalske tråde. Uden tvivl et hovedværk i Halls i forvejen imponerende produktion.“
Geiger – Rasmus Steffensen (2. februar 2010)
Andrea Pellegrini: Mezzosopran
Casper Clausen: Vokal, keyboards
Christian Skeel: Flygel
Claus Beck-Nielsen Memorial: Vokal
Else Marie Pade: Elektronik
Herbert Zeichner: Stemme
Johnny Stage: Guitar
Katja Andersson: Vokal
Knud Odde: Vokal
Marcel de Sade: Flygel
Martin Hall: Vokal, elektronik instrumenter
Mikkel Meyer: Keyboards
Miss Fish: Vokal
Sara Fiil: Vokal
The Vista Dome Ensemble: Orkester
Volkmar Zimmermann: Guitar
Design: Kenneth Schultz
Photo: Territorium
Hospital Cafeterias er blevet beskrevet som en salonplade – som et uvejr af sammenstød, idéer og ord, der ikke skeler nervøst til genkendelighed eller forståelighed. Flere sange og recitationer foregår på tysk, og partiturmusikken indtager en central rolle på pladen. Der insisteres på klangrum og traditionel finkultur, kunst og hukommelse frem for øjeblikkelig lindring … kulturarven klynker efter luft.
Som Kim Skotte skrev i Politiken, hvor pladen ved sin udgivelse modtog fem stjerner:
”Tableauer iscenesat som flimrende lydbilleder. En slags sjælelige rusbilleder flimrende på trommehinden via spøgelsestelefoner, europæisk togrummel og electronica knitrende som nutidens ektoplasma. Det starter med ensom stemme, og det slutter med en ensom stemme. Stemmer i natten famler efter kontakt, men rummet er stort og hospitalskorridorerne endeløse.”
Videoen “P.O.”, der er lavet af modefotografen og designanalytikeren hansen-hansen.com, var albummets første video, et nummer hvor Martin Hall samarbejder med Else Marie Pade.
Videoen blev allerede et par dage efter premieren bandlyst af YouTube og efterfølgende fjernet fra sitet pga. dens ”anstødelige indhold” – noget der set med nutidens øjne kan synes lidt ironisk, især eftersom samtidige videoer, der indeholdt henrettelser af civile eller gennemsnitlig popsexistisk fornedrelse, ikke forårsagede nogen censur.
Oversigten over de primære bidragsydere er:
1. “ – ” (Anonym)
2. “40 Versions of the Time Before” (Martin Hall feat. Claus Beck-Nielsen Memorial)
3. “Das Doppel Meiner Selbst” (Claus Beck-Nielsen Memorial feat. Christian Skeel)
4. “No Thanks and Then Some” (Martin Hall feat. Mikkel Meyer)
5. “Eden Cinema” (Andrea Pellegrini)
6. “So Much for Nothing” (Martin Hall feat. Claus Beck-Nielsen Memorial)
7. “Lied Zwei” (Sara Fiil feat.Volkmar Zimmermann og Mikkel Meyer)
8. “P.O.” (Katja Andersson feat. Else Marie Pade)
9. “Lavender Grey” (Knud Odde)
10. “Tinfoil” (Martin Hall feat. Christian Skeel)
11. “Wohnung” (Herbert Zeichner feat. Casper Clausen)
12. “Brother Spare a Moment” (Andrea Pellegrini)
13. “Sob Story” (Martin Hall feat. Miss Fish og Mikkel Meyer)
14. “Soft Tissue Damage” (The Vista Dome Ensemble)
15. “Wartesaal” (Herbert Zeichner feat. Johnny Stage)
16. “At The Lido (Helium High)” (Andrea Pellegrini feat. Claus Beck-Nielsen Memorial)
17. “A Case of Epic Needs” (Martin Hall feat. Marcel de Sade)
18. “Nætterne er så Lyse” (Anonym)
Pladen er skrevet, arrangeret og produceret af Martin Hall med følgende undtagelser:
“Das Doppel Meiner Selbst”: Tekst af Claus Beck-Nielsen Memorial, pianosekvens skrevet af Christian Skeel. Arrangeret af Martin Hall. “No Thanks and Then Some”, “Sob Story” + “Nætterne er så Lyse”: Elektronisk post-produktion af Mikkel Meyer. “So Much for Nothing” + “Tinfoil”: Orkesterarrangement skrevet af Christian Skeel. “Lied Zwei”: Guitar-arrangement skrevet af Volkmar Zimmermann, vokal fortolkning af Sara Fiil. Original indspilning foretaget af Peter Helms, post-produktion og remix af Mikkel Meyer. “P.O.”: Modulationer udført af Else Marie Pade. Arrangeret af Martin Hall. “Lavender Grey”: Original sang skrevet af Knud Odde, orkesterarrangement af Martin Hall. “Wohnung”: Musik skrevet af Casper Clausen, mixet af Mads Brauer. “Brother Spare a Moment”, “Lavender Grey” + “Wartesaal”: Guitar spillet af Johnny Stage. “Soft Tissue Damage”: Skrevet af Martin Hall og Ole Hansen, arrangeret af Ole Hansen. “Wartesaal”: Musik skrevet af Johnny Stage. “A Case of Epic Needs”: Flygelarrangement af Marquis Marcel de Sade, orkesterarrangement af Martin Hall. “Wohnung” + “Wartesaal”: Tysk oversættelse af Herbert Zeichner.
Videoen til “40 Versions of the Time Before” er optaget i forbindelsen med den soiré, der blev afholdt hos Markis Marcel de Sade på udgivelsesdagen.
“Enestående: I det vildtvoksende Martin Hall-katalog er Hospital Cafeterias både en slags samlings- og højdepunkt i det nye årtusinds produktion.”
( * * * * * )
Politiken“Hall balancerer selvsikkert på en knivsæg mellem dekadence og ydmyghed, så man ikke kan andet end fascineres … et varieret og smukt album.”
( * * * * * )
Soundvenue”Bedste album siden 2001 … Martin Hall insisterer med sit nye fremragende album på musik som rum for nærvær, sansning og erindring.”
Information“Sjældent har Hall været mere vedkommende.”
Geiger“Hall er en pioner, der stadig leder efter den yderste grænse.”
( * * * * * )
Undertoner“Storslået!”
( * * * * * )
MetroXpress”Hospital Cafeterias is a masterpiece! A beautiful masterpiece!”
Ernesto Tomasini
FÆRDEN
FÆRDEN
NICOLAJ STOCHHOLM/MARTIN HALL
CD
SEPTEMBER 2008
GEIGER RECORDS (GEIGER03CD)
Den følgende beskrivelse af Færden er hentet fra Lyd & Litteraturs hjemmeside:
”Færden blev til i et samarbejde mellem musiker Martin Hall, digter Nicolaj Stochholm og lydkunstner Søren E. Jensen og former sig som én lang rejse i lyd og ord. Rejsen er et gennemgående tema i Stochholms digtsuite, der stammer fra hans seneste og meget roste samling Aldrig mere (udgivet på Gyldendal i foråret 2008), og som på cd’en bliver reciteret af Stochholm selv med sin karakteristiske, næsten hypnotiske stemme.
På lydsiden er cd’en samtidig som en poetisk vandring gennem Martin Halls mangefacetterede musikværk. Med sin udsøgte fornemmelse for montagens form har Søren E. Jensen skabt en ny komposition, hvor ordene indgår i suggestive sammenhænge med fragmenter fra Hall-kompositioner. Det er en vandring, der rummer både passager af kompositionsmusik, ambiente elektroniske spor og glimt af den atmosfæriske popmusik, som Hall mestrer bedre end de fleste.”
1. Færden (1) (14:13)
2. Færden (2) (9:26)
3. Færden (3) (10:24)
4. Færden (4) (7:24)
5. Færden (5) (2:01)
”Lyrik, lyd og toner går op i en højere enhed på crossover-udgivelse: De stærke digte har rejsen som gennemgående motiv og refererer hyppigt til den græske mytologi, mens musikken gennemgående dyrker et ambient, drømmende og meget stemningsfuldt udtryk med referencer til både sofistikeret pop og moderne, minimalistisk kompositionsmusik … et helstøbt værk i spændingsfeltet mellem lyrik, lyde og toner.”
( * * * * )
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (8. december 2008)
”Digtoplæsninger til musik. Et indblik i rejsens indre og en påmindelse om, at litteratur ikke kun handler om skriften: Det har taget mig nogen tid at finde en vinkel på denne udgivelse. Sådan er det ofte, når en helhed er bygget af meget forskellige dele … Beroligende og tungt starter indspilningen således ud med Stockholms stemme. Dragende, kunne man sige, hvis det ikke lige var fordi, det nærmest var omvendt: at den kommer til én. Geiger Records, der står for udgivelsen, kalder det suggestivt – det er måske det bedste udtryk. I hvert fald er det fantastisk.”
Litteratur Nu – Troels Krarup (4. februar 2009)
”At lyd og lyrik kan forenes er med andre ord en gammel nyhed, men måden hvorpå de kobles har udviklet sig markant siden 1950ernes USA. Og vi er faktisk godt med herhjemme, hvor musikere og digtere i disse år finder sammen på kryds og tværs med stadig bedre og billigere optageudstyr i ryggen. Tag bare albummet Færden fra musiker Martin Hall, lydkunstner Søren E. Jensen og lyriker Nicolaj Stochholm. Herfra strømmer fem bløde og stedvist dystre numre, som trækker veksler på ambient elektronik, moderne kompositionsmusik og sofistikeret popmusik … Vel lurer det prætentiøse indimellem, men der er altså adskillige store øjeblikke at finde på albummet. Ikke mindst da et sart synth-tema repereres bag Stochholms sårbare, let sprukne stemme, der fortæller, at ”hver kvinde er en havn/med vævre vinkende flag”. Det er simpelthen så smukt, at det er til at tude over.”
( * * * * * )
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (5. februar 2009)
“Tre litterært bevidste herrer har forenet kræfter for at sætte den ene herres ord på lyd. Et roligt og flot sammenhængende værk om færden i ordets vel bredeste betydning er det højstemte resultat af samarbejdet. En smule arkaisk i sit udtryk, men ikke desto mindre flot.“
( * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (7. februar 2009)
Martin Hall: Instrumenter
Nicolaj Stochholm: Stemme
Design: Jakob Schweppenhäuser
Producer: Søren E. Jensen
Færden blev udsendt i et begrænset oplag på 300 nummererede eksemplarer i håndfoldet papcover indeholdende Stochholms tekster til digtsuiten samt plakat designet af billedkunstner og musiker Jakob Schweppenhäuser.
VÆGTLØS MAND UNDER TRUENDE SKY
VÆGTLØS MAND UNDER TRUENDE SKY
MARTIN HALL
DAGBOG
DECEMBER 2008
LINDHARDT OG RINGHOF (ISBN 9788711431184)
Vægtløs mand under truende sky, der bærer undertitlen ”Et socialt eksperiment i varietéteaterets skygge”, er Martin Halls dagbogsnotater skrevet i forbindelse med hans rolle som dommer i DR1’s store tv-konkurrence Talent 2008. Forløbet strakte sig fra maj til oktober samme år, hvor manuskriptet gik direkte i trykken få dage efter finalens afvikling.
Bogen veksler mellem det køligt registrerende og det ødselt fabulerende, når Hall punktvist beskriver forløbet fra den forårsdag, han modtager tilbuddet om at deltage, til den omtalte finale. Han betragter fra begyndelsen projektet som ét stort freakshow, men ligger selvklart ikke inde med det fulde overblik over, hvad en sådan tour de force gennem medieberømmelsens malstrøm i yderste konsekvens indebærer.
I korte træk er Vægtløs mand under truende sky en både diplomatisk og diplomanisk skildring af en medieverden, der er lige så skånselsløs, som den er fascinerende.
Genre: Dagbog
Sideantal: 274
Design: Kenneth Schultz
Foto: Territorium
"Har netop modtaget en mail, der forespørger om min interesse i at være dommer i DR1’s nye store efterårskonkurrence, Talent 2008. Hmm. Et grænseoverskridende spørgsmål."
”Kynisk, dybsindigt og med iskolde refleksioner over tidens mediekultur og underholdnings-tv.”
Berlingske Tidende – Anne Funch (29. november 2008)
”Tanker om det 21. århundredes mediemæssige metastabilitet.”
Politiken – Dorte Hygum (29. november 2008)
”En samling dagbogsnotater og fri fabuleren inde fra dommer Halls hoved.”
Ekstra Bladet – Marie Lade (28. november 2008)
”Han er jo mere kendt i de intellektuelle kredse af en lille skare … og pludselig springer han ud og skal være medie-darling og kendt af alle, og hele den eksplosion, der sker i hans liv og inde i hans hoved, mens han er med der, og alle de forbehold han har, de kommer med i denne her dagbog, fuldstændig ærligt og lige til, og det er sjovt at læse.”
DR2/Kulturguiden – Kåre Vedding Poulsen (uge 50, 2008)
“Martin Hall er velskrivende ud over det sædvanlige: Det bliver hurtigt klart, at hos Hall er alt selvdestruktiv sarkasme. Altså på den sjove, skarpe og særdeles velformulerede måde. På nervemedicin og med et nervøst sammenbrud konstant inden for rækkevidde beskriver Hall først deltagerne lige lovligt minutiøst, men lukker derefter op for sine egne eksistentialistiske overvejelser om talentprogrammet, sin nye tilværelse som mere end semikendis, samt om kunst og tilværelsen generelt … velskrivende ud over det sædvanlige, til stor nydelse for læseren.“
Fyens Stiftstidende – Christine Fur Poulsen (12. december 2008)
“Bogen viser Hall fra det afgjort vittige hjørne, og det klarer han godt. Han er rent faktisk mere end almindeligt sjov, og han formår at holde en god balance bogen igennem. For naturligvis bliver han kynisk, ja i perioder nærmest perfid, men han retter i høj grad sit skyts mod de mediemekanismer, der ligger til grund for sådan noget som Talent 2008, og i en vis udstrækning også mod sig selv. Kun sjældent lader han hånt om de mange optrædende, og det er befriende.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (11. december 2008)
“ … potentielt bestsellende … Flerdobbeltsmart! “
Weekendavisen – Lars Bukdahl (12. december 2008)
“Følte man sig godt underholdt af DR’s underholdningsprogram Talent 2008, og var det især kunstneren Martin Hall’s til tider kryptiske og småneurotiske udtalelser som dommer i programmet, så skal du læse Vægtløs mand under truende sky. Et socialt eksperiment kalder forfatteren forløbet, som han skildrer både med humor og med et kritisk blik på tidens mediekultur.“
Eurowoman – Mia Hessner Sovinsky (12. december 2008)
”Det er Martin Hall uncensored vi møder her i hans dagbog, hvor han genfortæller sit liv under hele Talentshow 2008-forløbet. Ganske underholdende og utrolig herligt skrevet. Utroligt hvor meget han kan sige med så få ord og velplacerede citater … God læsning. ”
Entertainment 4 You (12. december 2008)
”En ægte provokatør, der ikke lader sig begrænse af, hvad der er politisk korrekt: Det er faktisk ret underholdende at følge Martin Halls tanker før, under og efter deltagelsen som dommer i talenshowet. I bogen causerer Hall på sin helt egen, belæste og intellektuelle måde, men heldigvis er det også befriende humoristisk … Konklusion: Tankevækkende refleksioner i dagbogsform om den aktuelle mediekultur.”
DBC lektørudtalelse – Carsten Güllich-Nørby (uge 51, 2008)
”Barsk og betagende: Knivskarpe, tankevækkende og morbidt-morsomme iagttagelser, båret af et meget præcist sanset sprog … På sin helt egen, sært bagvendte facon tegner Vægtløs mand under truende sky et selvportræt af en kunstnerisk undviger, der nægter at lade sig nagle fast med fuldt færdige betegnelser og forestillinger.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende – Ove Nørhave (27. december 2009)
”Den er morsom, sarkastisk, hele det rablende cirkus er vidunderligt beskrevet. Samtidig med at han er eftertænksom. Og så er den hurtigt læst. Det var en god oplevelse … sympatisk og herligt selvoptaget.”
Ugebladet Søndag – Monica Krog-Meyer (5. januar 2009)
”Lad det være sagt med samme: Martin Hall har gjort det igen. Åbnet øjne, ører, hjerner og hjerter, simpelthen ved at skrive om sin deltagelse , som dommer i Talent 2008! Med sin brunternede noblesse er han intet mindre end en af mine personlige stars. Heltedyrkelse er vel ikke kun forbeholdt fodboldfans og operaelskere? En kunstner der formår at værne om det intellektuelle i stoisk ophøjethed, uden at lugte af støv og print fra landets hellige haller, og som formår at skabe dialog med hr. og fru Jensen, når de viser alt, hvad de har. Der er meget at glæde sig over!
”
Kulturkapellet – Maria Stensgård (9. januar 2009)
”En vidunderligt ærlig bog.
”
Where2Go – Maise Njor (2. februar 2009)
UDDRAG FRA ”VÆGTLØS MAND UNDER TRUENDE SKY”
Onsdag den 18. juni 2008, 19.43
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvem jeg minder mest om undervejs i det her forløb: Günter Wallraff eller Liberace?
Sidstnævnte har altid haft en stor plads i mit hjerte. Der er noget fantastisk ved den slags mennesker, den slags karrierer. Ikke nok med at Liberace en dag tog sin betydeligt yngre mandlige elsker med til en plastikkirurg for at give fyren et facelift, men da lægen efterfølgende spurgte ham, hvem patientens nye look skulle modelleres efter, så var Liberace ikke bleg for lige at hive et billede af sig selv som ung op af lommen.
Torsdag den 14. august, 12.56
Hvad er det for en beslutning, jeg har taget? Har jeg mistet al sund fornuft, herredømmet over mit liv? Hvad er det for en diskurs, jeg har bevæget mig ud på? Min kommende offentlige persona ler allerede ad mig i spejlet, håner mig for min svaghed og lemfældige dumdristighed.
Afløbsrens og afføringsmidler – som en tavs billedserie af hjertegribende motiver knuser dagens tanker og indtryk mig gradvist.
Min beslutning om at medvirke i det aktuelle tv-program kan vel bedst sammenlignes med den performance, jeg lavede med The Body Art Ensemble of Copenhagen i 1984, en opførsel ved navn Parade. Man planlægger at opføre et multimedieteaterstykke, hvor man vil skære sine arme og brystkasse til blods, mens to usynkroniserede filmoptagelser af min mandlige modspiller og jeg i færd med at give hinanden fellatio flimrer hen over scenen på hver sin snuskede og slørede 8-mm celluloidstrimmel.
Man planlægger at gå ind og påføre sig selv smerte, men først i det øjeblik, hvor planen effektueres, realiserer man intentionerne og konsekvenserne af éns tankeverden. Man ved, at aftenen nærmer sig, og man kender alt til både forløbet og rollefordelingen, og alligevel er det først i det sekund, hvor hobbykniven flænser éns hud, momentet hvor den skærende, sydende smerte gennemborer éns krop, at man erfarer, hvad man for længst har accepteret og beredt sig på vil ske.
I morgen aften, når programmet bølger ud af tv-skærme over det ganske land, og når ugernes aktiviteter brækkes op af de digitale bankers depoter, så vil en anden slags smerte og fornedrelse ganske givet vælte ind over mig, nemlig fornedrelsen og ydmygelsen ved at den offentlige eksponerings groteske plastikmaske trækkes hen over ansigtet på mig og en gang for alle sætter en stopper for det frie åndedrags hyldest til livet og evigheden … trækkes hen over ens ansigt bagfra, mens man penetreres på den voldsomste og mest ydmygende facon fra samme vinkel.
Da er det slut med papirhatte og konfetti, rekvisitter og plastikfrugter. Da går man for alvor en mørk og skændig tid i møde.
Selvportræt, august 2008: Vægtløs mand under truende sky. Knappenålskampen om luftballonens fortælling. Dødskampens formalia og den manglende diskretion som pure æressag.
Torsdag den 14. august, 23.47
Netop vendt tilbage efter præsentationsaften af udsendelse # 1.
Hvad min bærende følelse er? I mangel af bedre: Lettelse. At det ikke er gået værre, end tilfældet er.
Programmet er blevet skånselsløst underholdende. Om man så er til den slags, det er en ganske anden historie. Men effektivt og medrivende, det er det. Klippet hjerteløst optimalt. Brutalt. Man har ikke en chance for at forblive upåvirket, ja, selv Aalbæk måtte knibe en tåre over en af sine egne afgørelser.
Det er ”in your face”-tv, hvor vinderne jubler, og taberne fortvivler, hvor hele familier græder af skiftevis lykke og fortvivlelse, alt efter om deres små guldklumper eller partnere klarer skærene eller ej. Man følger sceneoptrædenerne og zoomer ind på, hvordan aktørerne efterfølgende bryder sammen i tårer, mens James Blunts ”You’re Beautiful” vælder ud af højttalerne.
Perverst, skånselsløst og medrivende.
Julie er fuldkommen over the top, nærmest hele tiden, mens Aalbæk høvler og filer menneskesjæle til ukendelighed. For første gang i min efterhånden 30-årige karriere er det mig, der fremstår som den balancerede i panelet – som den rationelle. Den tilbageholdende. Lidt af en bedrift. Hvem i alverden skulle nu have troet det, da alt det her blev sat i gang?
Aftenens screening har dog for så vidt kun gjort formiddagens trængsler endnu mere præsente, idet tv-udsendelserne ganske givet bliver en succes … det må de jo næsten blive, så driftsikkert formatet behandles. Men i det mindste er der da dermed tale om et styrt ud i offentligheden, som foregår med manér.
Det begynder pludselig at give mening, at DR’s pr-afdeling bliver ved med at understrege, at de står til rådighed 24 timer i døgnet.
Hvis det omvendt først slår klik, hvad i alverden skulle det så hjælpe at ringe til dem?
Bag samtlige slemt sympatiske producere, klippere, castere og tilrettelæggere gemmer der sig vilde dyr. Bag DR’s fint nuancerede talsmænd gemmer der sig brutale, forbryderiske sindelag. Disse mennesker kan deres kram. Vi taler om forførere af menneskesjæle, diplomaniacs in the flesh, hårdt slebne dagjobselskere med poserne fulde af stålskruer og glidecreme: ”Der er to måder, vi kan gøre dette på, den lette og den svære, men ind skal vi nok komme.”
Nu skal jeg sove. Måske uden sovepiller for første gang i ugevis. Jeg er udmattet.
Fredag den 15. august, 22.32
Så programmet igen, da det blev sendt for nationen.
Hvad lyder så min nuværende opsummering? Jeg tror, jeg må ty til en reference fra Joyce Carol Oates’ netop oversatte Graverens datter, det indledende citat fra kapitel 11: ”Det bliver vi nødt til at leve med, indtil videre” (i romanen drejer det sig om det faktum, at graverfamiliens brønd ligger længere nede ad bakken end kirkegården, og at vandet fra den derfor er påvirket af lækager fra gravene. ”Døden sivede nedad,” som der står).
Ved gensynet lagde jeg mærke til, at man havde klippet ordlyden, af hvad jeg sagde, væk under et klip, hvor man skulle bruge meddommer Julies kommentar. Ganske bizart. Talende mand uden lyd. Sæt en mundlæser på, og alting er ændret. Skift ét tegn ud, og meningen vendes fuldkommen på hovedet. Yderligere er samtlige dommerkommentarer klippet så hårdt, at man nærmest kan høre åndedrættet blive cuttet; klip en hæl og hug en tå, hvis vi lige står og mangler en redigeret mening et sted. Godt at der ikke er tale om kirurgi her.
Flot er det i øvrigt editeret, den sekvens hvor Julie bryder sammen i tårer, mens en kvinde fremfører en sang til sin døde søn. Julie kan slet ikke standse sin gråd, og af samme grund klæber kameraet til hende, lænket til det potente øjeblik. Den efterfølgende sekvens hvor makeupartisten må træde til for at pudre den kvindelige dommer frisk igen er bestemt at gå langt over stregen, næsten værre end de beskidte følelser i sig selv, men sand smerte har mange facetter, og showet må jo fortsætte. Ind og ud og op og ned.
Et andet rigtigt flot sted i programmet er der, hvor man udbygger scenen med ham den mandlige stripper med en række slowmotion-, David Hamilton-agtige (læs: vaselineindsmurte) indklipsbilleder af samme Julie i færd med at smøre den nu næsten nøgne mand ind i kropsolie.
Selvfølgelig er stort set alle de mere højpandede indsigelser, som jeg kommer med i løbet af audition-indspilningerne, gået fløjten. Goes without saying. Faktisk er det kun en enkel reprimande omkring det at være for eksplicit i sit kunstneriske udtryk, der foreløbig har overlevet censuren (en kommentar til netop kvinden med den døde søn omkring det at sublimere éns erfaringsmateriale hvad angår videreformidlingen i det offentlige rum), og den kom ifølge postproduceren udelukkende med, fordi klipperne fandt udtalelsen så tilpas sort, at udtalelsen i sig selv kunne betragtes som underholdende.
I øvrigt genbrugte man adskillige grin og ansigtsudtryk i løbet af udsendelsen, hvis man havde brug for at understrege, at noget var sjovt. Det var åbenbart nødvendigt nogle steder.
Og så har jeg slet ikke fået kommenteret indledningen til programmet, vel? Allerede her lyder hornene: Sort skærm, guldrandede bogstaver der materialiserer sig ud af intetheden, mens en Ringenes herre-agtig new age Wagner-musik pulserende strømmer ind over én. Herefter pauker og strygersektioner: Da-da!
Så fuld skrue og powershots af dommerne hvor den sekvens, jeg allerede under optagelserne udmærket vidste, at jeg ikke skulle være gået med til, forventeligt nok er blevet brugt, nemlig skuddet af ”den tænksomme dommer der seriøst lægger sin knyttede næve op under hagen” … giv agt folkens, her tænkes!
Lørdag den 16. august, 15.41
Turde nærmest ikke gå ned på gaden i dag, men the mortal coil skal jo holdes ernæret. Der gik såmænd heller ikke mere end et par minutter, inden den første (venlige, tak for det!) børnefamilie komplimenterede mig for mine anstrengelser i aftes, ja, selv henne i Landbohøjskolens park kunne en pensionist på en bænk ikke dy sig for at lykønske mig. Normalt plejer den slags uopfordrede kommentarer at stamme fra den minoritet i nattelivet, som ønsker at sætte ild til én, men med ét er jeg altså elsket og afholdt af både børnefamilier og pensionister.
Afholder mig nok alligevel fra at læse blogs om eller google på emnet her de næste par dage.
Ude foran kioskerne flagrede flyvebladene. Forsiderne var ryddet med billeder af og historier om de deltagende. Ekstra Bladet havde dedikeret stort set alle kvadratcentimeter til et foto af moren, der sang en sang til sin døde søn, samt en overskrift der henviste til på hvilken facon, barnet var dødt, mens BT kunne fortælle alt om, hvordan sangeren Søren havde ernæret sig som trækkerdreng inden konkurrencen. Resten var Julie og Aalbæk. Overalt faktisk.
Da jeg tændte for mobiltelefonen, væltede sms’erne ind. En pæn portion af dem følte trang til at oplyse mig om, at de fandt Julie henholdsvis ”fuldkommen sindssyg”, ”ulidelig” og ”decideret utålelig”. Mailene var i samme dur.
På trods af et hav af forbehold vedr. programmets semi-slash-omni-perverse natur følte alle sig dog rigtig godt underholdt. Sjovest var en mail fra et ungt indie-musikerpar, der aldrig så den slags normalt, men kun havde kigget med pga. min medvirken. Her var fyren helt oppe i det røde af jubel over udsendelsen:
”Sikke en gang sindssygt flødeporno-tv, er du sindssyg, hvor bliver man kastet rundt i manegen til sådan et show. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Altså jo, det er jo afskyeligt, men også nyt i en eller anden form. Hende du sad ved siden af, Julie et eller andet, hende kunne jeg slet, slet, slet ikke udstå, det var faktisk det værste ved hele showet. Hah. Jeg aner ikke, om jeg skal se det igen, jo, det skal jeg sgu nok. Psycho!”
Torsdag den 2. oktober 2008, 11.02
Efterhånden ville end ikke en armé af franske prostituerede kunne give mig gejsten tilbage. Hvordan skulle de? Logikken har for længst nået enden af sin egen rækkevidde og efterladt mig tør og kuldslået nede i kraterrevnerne af min egen forfængelighed.
Føler mig omtrent lige så desorienteret og splittet, som Hemingways søn må have gjort det, hvad angik gabet mellem sin afvigende seksualitet og sin nærighed. Født Gregory Hancock Hemingway, men senere bedst kendt som Gloria Hemingway pga. sin transseksuelle tilværelse, døde denne ikke blot i rendestenen, men med det meget sigende stigma hængende over sig, at han ved kirurgisk hjælp havde fået monteret et kvindebryst på sin krop – men altså kun ét, idet prisen for to tilsyneladende var ham en kende for meget.
Bogen blev ved sin udgivelse tildelt stor mediemæssig bevågenhed pga. sin lettere skandaløse karakter. Ud over at modtage adskillige 5-stjerners anmeldelser samt rydde forsiden på flere af de store dagsblade blev den også genstand for en ganske ophedet debat.
Bl.a. fordømte Jyllands-Postens litteraturredaktør bogen for åben skærm i DR2’s Deadline, idet han mente, der her var tale om årets værste bog (da tv-værten efterfølgende spurgte ham, hvad seerne så alternativt skulle købe som julegave, faldt hans bud på en netop udgiven kriminalroman). I den anden ende af skalaen valgte Politiken i deres begejstring over bogen at rydde forsiden af kultursektionen for at bringe et tresiders-uddrag fra den.
På det følgende billede ses Martin Hall sammen med sine to meddommere, Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen og musical-sangerinden Julie Steincke.
OUTSIDER – BERLINGSKE INTERVIEW 2008
OUTSIDER
Berlingske Tidende-interview med Martin Hall af Anne Funch (lørdag den 29. november 2008)
For musikeren og avantgardekunstneren Martin Hall var det – som altid – behovet for at gå til yderligheder og udfordre sine egne personlige grænser, der fik ham til at sige ja til jobbet som dommer i Talent 2008, der kørte på DR i efteråret. Kynisk og med iskolde refleksioner over tidens mainstream-underholdning har han skrevet en bog, der udkommer på tirsdag.
Han er den berømte og berygtede kunstner, som kun de færreste kender. Anmeldernes darling på den danske undergrundsscene med en produktivitet gennem 30 år, der nærmer sig grænsen til det maniske. En musiker, komponist og forfatter, der er blevet beskrevet som »en stemningens mester med en evne til at sætte sin musik i scene med begavelse, smag og inderlighed«.
Med en udstråling af dekadence og eksklusivitet har Martin Hall eksperimenteret med sit udtryk i flere formater end de fleste og hele tiden fastholdt, at han kun er for de få. Berømt blandt det smalle og kræsne avantgarde-publikum i København, der vender ryggen til populærkultur og mainstream-underholdning.
Og berygtet for sin stenhårde egopleje, sit åndshovmod og sin gennemførte selviscenesættelse, der på nogle mennesker kan virke provokerende og lige lovlig cool i al sin selvoptagethed. Men for fem måneder siden var det slut med at gemme sig ude på den dunkle scene og kun være kendt af de få. Den berømte nichekunster trådte ind i tv-manegen og familiernes dagligstuer fredag efter fredag.
Angstprovokerende og grænseoverskridende, når man hedder Martin Hall og som teenager blev formet af Sex Pistols og punk-kulturen tilbage i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, og hele sit voksenliv har taget afstand fra primetime-underholdning.
Pludselig var han i DR-showet Talent 2008 den smilende dommer med de svære ord og de stemte s’er, hvor opgaven var at vurdere en parade af ildslugere, panfløjtespillere, gøglere og bugtalere.
»Det var en ukendt verden for mig, men at blive spurgt om at være rygrad i så stor en satsning kunne ikke andet end pirre min nysgerrighed som det grænsesøgende menneske, jeg altid har været,« lyder forklaringen fra Martin Hall.
»Som en slags livline i det ragnarok, jeg forestillede mig, det ville blive, besluttede jeg mig på forhånd for at gøre forløbet til mit eget projekt ved at skrive notater undervejs og undersøge muligheden for at få dem udgivet som bog.«
Og det lykkedes Martin Hall at få et forlag til at bide på ídéen.
Der er ikke meget 80’er-punker og dyster dekadence over Martin Hall, som han sidder dér i en klassisk sort jakke og glat tilbagestrøget hår, og nipper fra skålen med vindruer og appelsinbåde. Frisk og nystrøget med sit skarptskårne ansigt, der for 45 år siden må være blevet designet til plade-covere, plakater og computergrafik.
I sin nye bog, der udkommer på tirsdag, beskriver Martin Hall sin dommerrolle i talentkonkurrencen som »et socialt eksperiment, hvor avantgarden møder folkeligheden, og Liberace går undercover som Günther Walraff.«
Drevet af simpel nysgerrighed efter en forklaring på nogle af livets mærkværdigheder er motivationen for Martin Hall som altid: at lære sig selv bedre at kende som menneske og bryde grænser. For hvis man aldrig går til yderligheder, kommer man ingen vegne.
Kynisk, dybsindigt og med iskolde refleksioner over tidens mediekultur og underholdnings-tv beskriver Hall i bogen alle de groteske og surrealistiske oplevelser, han får til de mange auditons og optagelser: Børn og voksne, der skiftevis jubler og græder, en spastisk lammet dreng, der danser breakdance, en tegneseriekvinde, der bliver gift med sin forlovede på scenen af byens borgmester og en mor, der synger en sang til sin døde søn.
Det er »in your face-tv«, konkluderer Martin Hall og kalder den form for underholdning for lige dele perverst, skånselsløst, medrivende og effektivt.
Men hvorfor skal en kunstners personlige projekt gå ud over de medvirkende, der uskyldigt stiller op i en konkurrence og som i Halls bog bliver beskrevet detaljeret og ikke ligefrem flatterende? Og hvordan han har det med, at han siger ja til et job, hvorefter han i en bog går ind og snitter programmets substans i stykker? Ganske vist med brug af humor og selvironi i store mængder, men alligevel?
»Hvis man vælger at stille sig op på en scene foran et hav af kameraer og over én million seere, så er en enkelt dommers kommentarer næppe det, der vælter billedet. Éns optræden er jo fra starten et offentligt anliggende, og har man overlevet min meddommer Peter Aalbæks kommentarer, så er mine betragtninger vel nærmest peanuts,« mener Martin Hall. Han er forberedt på, at der vil blive fokuseret på hans kritiske udfald mod Talent 2008. Men dårlig samvittighed overfor de medvirkende eller arbejdsgiveren Danmarks Radio har han ikke.
»På ingen måde. I en kritik synes jeg også, man skal huske på den hyldest, jeg i bogen faktisk tildeler programmets muligheder. At portene blev slået op på vid gab, og at alt var tilladt i de to minutter, de optrædende havde til rådighed, Det meste af det, vi så, var middelmådigt, men ind imellem skete der også noget fantastisk.«
For Martin Hall endte dommerrollen i Talent 2008 med at være det, han selv betegner som »en oplevelse for livet.« Et stykke hen ad vejen finder han det okay at klaske sig ned i sofaen en fredag aften og få bragt sine følelser i spil ved at lappe den type underholdning i sig.
»Det afgørende er bare, at vi holder et spejl op foran os selv. Hvad er det, vi griner over, græder over og bliver forarget over? Er vi de rene forbrugere af andre menneskers følelser, eller forholder vi os til det, vi ser? Sagt lidt mere højpandet: Er vi vidner eller publikum? Jeg mener ikke, det ligefrem skader nogen at forholde sig til det tv, man vælger at se.«
Martin Hall har været outsider, siden han var dreng. Ikke fordi, han havde svært ved at finde venner eller var en rod, og fagligt klarede han sig godt i skolen. Men han var rodløs og anderledes end de fleste. I 4. klasse havde han skiftet skole fire gange, fordi forældrene flyttede til nye steder. Et år boede familien i Spanien.
»Min mor var sygeplejerske og min far var i nogle år ansat på Radio Mercur og senere på et reklamebureau. De var begge foretagsomme mennesker ligesom jeg, og har grundlæggende aldrig bremset mig i de ting, jeg gerne ville.«
Da Martin Hall er ti år, begynder han at spille guitar på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Han forelsker sig i rockmusik, da han en dag hører David Bowies »Hunky Dory« i musikbutikken Blue Boys på Gammel Kongevej. Selv om han ikke forstår teksterne, går musikken direkte i blodet på ham, og nogle år senere køber han Sex Pistols’ legendariske »God Save The Queen«-single, der bringer punk-kulturen til Danmark. På det tidspunkt er han stadig en forvirret tynd splejs, der ikke rigtig kan finde sig til rette.
»Sex Pistols-singlen blev mit point of no return. Det var som om, alt pludselig syntes indlysende klart, og det føltes nærmest som at komme hjem.« Som 14-årig danner Martin Hall punkbandet R.A.F, og inden han er fyldt 20, er han en veteran på den danske undergrundsscene.
Mens han som yngre målrettede sine projekter og sin kunst mod de samme 500 mennesker, der tænkte som han selv og kunne lide den samme form for musik og kunst, er han med årene blevet mere udadvendt og tolerant. Men han er stadig en kompromisløs nichekunster for de få, fastholder han.
»Menneskeligt bliver man nok slebet til med alderen. For eksempel har jeg lagt min sygelige nærtagenhed på hylden, og er ikke længere nær så kantet og intolerant, som jeg var, da jeg var yngre.« Martin Hall har også fået udvidet sit blik, når det gælder tidens unge. De seneste år er det blevet til et hav af foredrag på gymnasier og højskoler om at gøre en forskel, uanset hvilke muligheder, man har.
»Her møder jeg en helt ny generation af 15-18-årige, der kræver handling og har en brændende længsel efter at realisere deres muligheder. Sartre sagde engang, at »ungdommen har hjemve efter fremtiden«. Det er meget smukt formuleret, synes jeg. De unge er så meget PÅ, de er midt i deres dannelsesprojekt, og ved mødet bliver man konstant selv testet i spørgsmålet om sin egen relevans. Det bør være et centralt spørgsmål for enhver kunster: Har det, jeg gør og siger, stadig nogen relevans? Alderen giver måske én erfaring, men ungdommen udfordrer den konstant. Det er en fantastisk dynamik, der lever i denne vekselvirkning.«
De fire bedste i 2008 ifølge Hall:
Film: »Jeg går desværre alt for sjældent i biografen. Jeg er ikke forfærdelig vild med at sidde lukket inde i et lokale, så jeg måtte f.eks. vente med at se Soning, indtil den kom på dvd. Fantastisk at det rent faktisk er lykkedes at filmatisere Ian McEwans eminente bog!«
Bog: »Daniel Sjölins Verdens sidste roman. Et sandt overflødighedshorn af armod, mismod og fornedrelse. Kunne især godt lide den passerende fantasi om at være obduktionslægen, der skærer prinsesse Dianas brystkasse op og tager hendes hjerte ud for dernæst at kysse og kramme det foran en skare af journalister.«
Musikudgivelse: »Max Richters 24 Postcards in Full Colour. Har faktisk ikke lyttet til meget andet de sidste par måneder. Fordi den på én og samme tid er en både moderne og klassisk hyldest til Europa.«
Kunstudstilling: »Ingen har for alvor rørt mig, desværre. Kunne selvfølgelig godt have været mere opsøgende, men, men, men. Glæder mig dog til den næste Christian Skeel-udstilling.«
DEN GODE & DEN ONDE MØDER HALL – CITADEL INTERVIEW 2008
DEN GODE & DEN ONDE MØDER HALL
Q&A af Sune og Eske Troelstrup (Citadel, oktober 2008)
Han har lavet avantgardistisk kompositionsmusik og popplader med Hanne Boel og Caroline Henderson, han har lavet videokunst og installationskunst, medvirket i Flammen og citronen og skrevet bøger som Den sidste romantiker fra 2005. Han har skåret sig selv til blods og haft sex med mænd på scenen, men mener selv, at rollen som dommer i Talent 2008 er hans mest grænseoverskridende performance nogensinde.
Den Gode & Den Onde har mødt multikunstneren Martin Hall til en snak om freakshows, nervemedicin og evig ungdom.
Den Onde: Hvad får en mand med din baggrund til at stille op til sådan noget skod-tv som ’Talent 2008’? Er du virkelig så desperat efter opmærksomhed?
– Nej, tværtimod. Jeg har jo selv refereret til showet som et freakshow, og i det ligger også, at man selv er en del af det. At dommeren i lige så stor stil bliver udstillet, eksponeret og skævvredet, som de mennesker, han sidder og ser på. Det handler om at kaste et element ind i en helt anden verden, end det per definition tilhører, og så se, hvad der sker. Jeg har fra starten valgt at se det som et socialt eksperiment.
Den Onde: Aha. Og du er så selvoptaget, at du har det fint med at inddrage hele nationen i dit personlige navlepillerprojekt?
– Korrekt. Lad mig citere en af mine helte, Muhammed Ali: ”Det er svært at være ydmyg med et ansigt som mit”.
Den Gode: Hvorfor tror du, folk har lyst til at komme ind som deltagere?
– I have absolutely no idea.
Den Onde: Hvordan bærer du dig ad med at være så positiv over for de medvirkende? Er du på Fontex?
– Jeg har helt klart benyttet mig af et par beroligende midler hist og pist under programmet. Det er vi jo mange, der gør i nutidens Danmark, og det tror jeg for så vidt kun sikrer publikum en mere hjertevarm oplevelse. Men jeg synes, det væsentlige er, at man prøver at se tingene på deres egne præmisser, vel vidende at der vil være meget, meget langt mellem, at nogen trykker på min helt personlige funk-knap.
Den Onde: Ok, men hvordan bærer du dig så ad med at holde ud at høre på de andre dommeres sludder?
– Jeg tænker på Gud, dronning og fædreland.
Den Gode: Du har jo altid været en kendt person i visse kredse, men hvordan føles det pludselig at være blevet allemandseje?
– Allemands-leasing. Jamen, det er meget grænseoverskridende. Jeg har altid været et meget indadvendt og lukket menneske, som ikke begås særligt meget socialt. Det startede helt tilbage som femtenårig punk, hvor vi fik tæsk, tæsk og flere læsterlige tæsk, når vi kom ud fra koncerterne. Men det gode ved denne her type underholdning er jo, at det er på forsiden af alle medierne i dag, men glemt to uger efter. Jeg skal bare holde ud så længe, og jeg har lommerne fulde af præparater, så jeg er godt kørende.
Den Gode: Hvis vi nu ser lidt i bakspejlet, så har du beskæftiget dig med alle mulige kunstneriske udtryksformer. Har du haft svært ved at begrænse dig?
– Mit udgangspunkt var helt konkret, at kunst er en transmission af energi. Musik og litteratur var det, der som helt ung teenager ramte mig med en knytnæve, noget der sagde: “Du er ikke alene”. Da jeg først stødte på den “rigtige” musik og litteratur, var det som at komme hjem. Jeg var så nødt til at prøve kræfter med det hele, for at finde ud af, hvad jeg var bedst til. Og jeg har fundet ud af, at der hvor jeg føler mig mest hjemme, det er i musikkens og litteraturens verden.
Den Onde: Alt det handler jo bare om teenage-angst. De fleste mennesker bliver vel voksne på et tidspunkt?
– Ja, og…? Det blev jo sagt om Søren Kierkegaard, at han aldrig helt kom sig over puberteten, det vil sige med dens store selvoptagethed, men også med den store håb og visioner. Skulle det siges om mig også, så tager jeg det som en kompliment. Jeg synes, at ungdommens største talent er det at kræve verden tilbage, at kræve mere end der bliver stillet på fadet foran én, allerede doseret af de forrige generationer. Jeg ser det som menneskets greb ind i fremtiden for at påkræve sig retten til sin fortsatte storhed.
Den Gode: Du er altid sprunget frem og tilbage mellem det meget sub-sub-kulturelle og så den helt brede mainstream. Hvordan hænger det sammen?
– Man kan sige, at jeg har taget et meget langt tilløb til ’Talent 2008’. Men der er ikke ret langt fra at have ligget der i 1984 som undergrundskunstner og skåret sig til blods og haft sex med mænd på scenen, til det jeg gør nu. Det handler om konstant at udvide grænserne for smerten.
Den Gode: Ud af hele din produktion, er der så én bedrift, som du selv er mest stolt af?
– Noget af det, der har rykket flest grænser, er at det lykkedes mig at få Irma Victoria Grammy-nomineret i 1991. En fuldkommen talentløs sangerinde på halvfjerds år, som jeg satte til at lave en plade udelukkende baseret på tekster om død og undergang. På grund af IFPI’s specialkategori dengang nåede hun at blive stemt ind i kategorien Årets sangerinde. Og det var et fantastisk øjeblik, da man præsenterede kandidaterne, og storskærmen viste Hanne Boel i læderbukser og guitar, Anisette med hunde og harmonika, og så direkte over til Irma Victoria i en sygeseng med drop, mens hun sang en sang, der hed “Animal Culture”, hvor den samlede tekst lød ”Animal Culture/Animal Death”. Stemningen faldt, som var det beton. Det var det lykkeligste øjeblik i min popkarriere.
Den Onde: Ifølge biografien på din hjemmeside isolerede du dig i to år fra 1986 “for at hellige dig et metafysisk studie”. Det vil sige, at du sumpede lidt på dagpenge, eller hvad?
– Nej nej, jeg har aldrig fået en krone af staten i den forstand. Jeg er en renhjertet anarkist, jeg kæmper mig til overlevelsen på egne vilkår. Men ja, det var i foråret ’86, at jeg havde min grand sortie, mit store farvel til det at være popmusiker. Jeg fandt det foragteligt. Så jeg valgte i de der to et halvt år at rode rundt i de esoteriske miljøer med delvis lykkelige og delvis katastrofale konsekvenser. Og var blandt andet nytårsaften nede hos sikherne, de her indiske religiøse mennesker som går med turban – der sad jeg og chantede kærlighedssange og spiste figenbrød. Jeg var bestemt ikke i balance, men det var det rigtige at gøre på det tidspunkt for at komme et helt andet sted hen.
Den Gode: Og hvor kom du så hen?
– Det vil jeg gerne afholde mig fra at besvare, med – som Lord Buddha ville have gjort – nobel stilhed.
Den Onde: Er du i virkeligheden lidt for sart til denne verden?
– Ja, i nogle henseender, klart. Der er jo en grund til, at man ikke ser mig meget ude i det pulserende liv. Det er knusende for mig. Man får en kommentar en aften, og det tager en uge at komme sig over. Omvendt kan Ekstra Bladet skrive, hvad de vil, det rører mig ikke. Så det er sådan et underligt blandingsforhold. Nogle dage er jeg fuldstændigt umulig at skyde igennem. Andre dage står jeg med løkken og pistolen og flasken og kan ikke finde ud af, hvad for en af dem, det skal være. Så vi snakker om den her klassiske kunstner, der befinder sig i et evigt delirium, kan man sige.
Den Gode: Vi laver jo et fan-nummer. Hvad betyder de mennesker, du ser op til, for dig?
– Mine typiske forbilleder er nok folk, der falder lidt uden for hitlisternes fangarme. Jeg ser kunstens grænseløse projekt som noget, hvor folk konstant smider benzin på bålet – noget der handler om at holde den olympiske flamme brændende.
Den Gode: À propos: vi skulle hilse fra vores redaktionsassistent, hun synes du er helt fantastisk. Hvad betyder sådan noget for dig?
– Utroligt meget! Jeg ser Martin Hall-projektet som en katalysatorproces, som en måde at slå et brød op på, så der er nok for alle at spise. Det ville være et masturbatorisk projekt, hvis man bare pilede derudad uden nogen som helst omtanke for en social dimension i det.
Den Onde: Er det da ikke det?
– Projektet er at bringe dannelsen tilbage på det danske verdenskort. Vi taler om at prøve at bruge et bredt medie til at få sagt nogle ting, der muligvis kan inspirere en enkelt person, som så går ud og gør noget fantastisk.
Den Onde: Her til sidst: har du er bud på, hvorfor mange mennesker tror, at du er homo?
– Jeg har jo svaret gang på gang, at jeg betragter det som en stor kompliment, og at det må have at gøre med mit fantastiske udseende og min gode hygiejne. Det er som om i Danmark, at hver gang man ser mænd der går i andet tøj end baggy trousers, så er de enten homoseksuelle eller pædofile. Så det må ligge i stilen. Det romantiske ideal, det dandyistiske, den ikke længere bare metroseksuelle mand, men den überseksuelle … manden hvis ånd er sexy. C’est moi!
Den Onde: Og så har du øjenmakeup på.
– Jeg har altid lidt af hvert på. Bare vent til du ser mit undertøj.
PASKUTINIS ROMANTIKAS
PASKUTINIS ROMANTIKAS
MARTIN HALL
NOVEL
OKTOBER 2008
TYTO ALBA (ISBN 978-9986-16-651-1)
Martin Halls stort anlagte roman Den sidste romantiker – et fabulerende tobindsværk om 80’er-generationen på over 700 sider – sikrede ham i 2005 sit litterære gennembrud her til lands.
I oktober 2008 udgav forlaget Tyto Alba romanen i Litauen under titlen Paskutinis romantikas (”De sidste romantikere”). Tyto Alba udsender årligt omkring 100 bøger i regionen og har bl.a. udgivet bestsellere som Frøken Smillas fornemmelse for sne af Peter Høeg, Sofies verden af Jostein Gaarder og Foucaults pendul af Umberto Eco.
Hverken Hall eller hans danske forlag havde noget at gøre med den litauiske udgaves cover. Du kan læse meget mere om originaludgaven her:
THE AESTHETICS OF MELANCHOLY – MEDIENKONVERTER INTERVIEW 2008
MEDIENKONVERTER INTERVIEW
Martin Hall-interview lavet af Daniel Jahn for Medienkonverter den 26. september 2008
Interviewet er lavet i forbindelse med udgivelsen af Catalyst-albummet.
Last year you released ‘Catalogue’, a compilation featuring your previous work on five records and a DVD. Now you’re releasing ‘Catalyst’, a record that portrays a collection of your most important works containing 20 personally selected singles. Both records prove your versatility ranging from post-punk over pop to classic and avant-garde. Although this wide spectrum, at the beginning, is hardly within anyone’s reach, after a few listens to your music a central theme and an unmistakeable personal style seems to crystallize. Is there a connecting link between all your pieces of work
– When I started making music, I was fascinated and very moved by the way music was able to transmit feelings – from the person making the music to the listener receiving it. This is what art is to me: A matter of transmitting energy. Not just from one person to another, but also from one age to another. Music conveys an inner world, gives you access to places in yourself you might never have been before. I’m saying this to stress the fact, that to me this is the great gift of music: Its ability to lift you up, to allow a new sensation, to give entry into a world otherwise clouded and obscured by daily routines.
– By this token I’ve never been too concerned with labelling what I’m doing. Some emotional lifts take place in the vast fields of romanticism, other depend on the acid drops of rock music. I don’t, however, listen very much to pop or rock music anymore, but I’ve got no problems whatsoever with a Phil Spector-like arrangement overflowing with violins and horns. I love the greatness of popular music. I make music according to need. You make use of forms in order to translate an essence. I think people who listen to the music I’m making, appreciate this kind of journeying into the unknown, the fact that most of my records are different. They tune into the principle behind the various expressions.
– To me music is alchemy, something that’s in a constant state of becoming, something that never ends. In this context the ‘Catalogue’ box represents five doors into the same thing – the pop music, the signature songs, the instrumental works, my collaboration with other electronically inclined musicians and an entirely classical section – whereas the new compilation ‘Catalyst’ focuses on the singles I’ve made during the years … the more easily accessible songs you could say. In Denmark a new generation is beginning to listen to my music, and the singles collection might be an easy first step into an increasingly deepening musical experience. A box consisting of five records and a DVD is a bit too much to begin with for the general listener.
Your last record ‘Facsmile’ is one of my favourites. It sounds like coming to a destination after a long journey, being mature, expressive and yet fragile. For me personally, what’s especially impressing is your vocal interpretation, how your voice seems to be like an instrument fitting perfectly in the songs. How is your relation to your own voice?
– First of all, thank you very much for your comments concerning ‘Facsimile’. It’s definitely also one of my own favourite records. I’m very pleased with this record, in the sense that it seemed to capture the essence of my person, at least at the time when I was recording it. In many ways it’s a concentrate of what I’ve been working with ever since the beginning … or at least working towards. It is, as you said, a sort of arrival – or homecoming, all depending on your point of view – after a long journey. “From one to zero in a circle of ten” so to speak. It’s a destilate of a musical journey, the concentrate of a long process.
– In this manner of speaking my voice is an integral part of the process. It’s the media I work with, my given tool. I’ve had a lot of trouble relating to my own voice during the years, but on this record it simply went into the process as one of its natural ingredients. It’s like poetry, you try to express ideas or states of feelings through the words – the same goes with music. Perfection can be terrible. A lot of my records from the mid-80’s suffered from an almost pathological sense of perfection, but as the American writer Sylvia Plath once said: “Perfection is terrible. It cannot have children”. I really like this phrase. Things have to be genuine rather than perfect. I think that’s one of the things that happened on the ‘Facsimile’ album … that I surrendered to the process rather than constantly being subject to the idea of a perfect product.
As well as records with songs you have published instrumental records, soundtracks and collages. Are there any specific criteria to decide if you work with or without vocals or are those decisions intuitive?
– It depends. Sometimes you are approached with a specific request. When I recorded ‘Camille’ (the music I wrote for a Danish theatre production of Alexandre Dumas’ “The Lady of the Camellias”), it was obvious to me that this body of music had to be instrumental. The parts where vocals were needed were performed by the phenomenal mezzo-soprano Andrea Pellegrini, a fantastic singer. In this case, with the theatre play, I embraced someone else’s work, and by that token it had to be voiceless. “Faceless” you could say. Transparent.
– In comparison ‘Facsimile’ was a completely different process. This was a personal expression, a poetic display. A soul diary – a set of intimate journals. ‘Facsimile’ was a tale, something that needed to be told … a poetic expression that needed a voice. The writer’s voice. My voice.
You describe yourself as a romantic artist. Your songs are always expressive, but nevertheless they are no kitschy love songs. They posses a special form of melancholy that is more hopeful than lamenting, a kind of optimistic melancholia. Longing is a repeating constant factor in your lyrics. What does melancholia, what does yearning mean to you? How much do your songs reveal of the person Martin Hall?
– Well, longing reflects a search for completion – the need to be fulfilled. You yearn for that which you have not yet obtained. Longing is what drives all sensible humans. As living beings, we all want to be fulfilled, in one way or another. I think this is quite a beautiful process, not at all a hopeless project. Personally, I’m quite melancholic by nature, but at the same time I’m very defiant: I’m not going to put up with it. I want to see change, I want to see progress.
– The reference to the romantic tradition is also a hint to the zeitgeist of the start-80’s, the period in which I made my artistic debut. In recent years there’s been a lot of talk about the 80’s, but sometimes I get confused about which 80’s we’re referring to – the 1980’ or the 1880’s. There are quite a few parallels: The poetic nerve, the metaphors, the savage seriousness. The romantic tradition wants everything or nothing at all. It places the heart at the centre of existence and demands conviction. It doesn’t want to settle to any kind of mediocrity.
– Anyway, when I refer to the romantic, I refer to this kind of fierce longing – to the marriage between tender longing and bold demand. Personally, I think you’ll find the most fitting image of Martin Hall on records such as ‘Facsimile’ or ‘Camille’. Where the motive somehow stays elusive, where the real agenda seems kind of hidden in the details.
Your lyrics do not only mediate emotionality, but also a particular set of aesthetics. For example, in one of your songs it is said “Ash and lemon water shining on your lips” which is a quite fascinating metaphor that despite tenderness conveys coolness. Do you draw such literary images deliberately or do such lyrics rise from spontaneous moods?
– I don’t think you can distinguish what you’ve become with what you do. I love literature. You’ll probably find reminiscences of a lot of things I read in my lyrics … senses of Marcel Proust, Rainer Maria Rilke and Scott Fitzgerald. Of Ludwig Wittgenstein and Marguerite Duras. These names have inspired me during the years, elevated me, and obviously the shadows of some of these people’s works linger in my writings.
– I used to write very personal, very confronting lyrics, but in this regard I have definitely changed direction over the years. One of the greatest compliments you can get as an artist, I think, is when people find sanctuary in your works – when they find room, space to linger for a while. Imagery creates space and space allows growth. Combined with music you’re able to produce a haven, a sanctuary.
– When art acts as a catalyst – as something that enables other processes to get activated without losing its own momentum – it’s a magnificent thing. From the ‘Catalogue’ display to the ‘Catalyst’ function so to speak … from the external references to the personal experience.
I once read that you have a tense relation to the music business. I can imagine that your intense way of working and your multifarious output is hardly to combine with all those absurdities of the today’s music market. How do you succeed in doing these splits?
– The music industry is a grocery shop, everyone knows that, something that depends on wages and profits. Sometimes the machinery of a major company can be helpful, at other times completely destructive – you have to stay focussed on the project you’re working with. I’m not really into the “labelling thing”, the idea of the mainstream versus the alternative. I think a lot of the distinction being made between the mainstream and the independent scene is an illusion, something necessary to give people a sense of individual identity. So-called “rebellion” is the market economy’s biggest driving factor, so in many ways the term “alternative” has become just another label for selling people new goods. Being in opposition becomes a design-identity that gives the average consumer the feeling of being hip and trendy etc. The show goes on.
– However, if your musical aim is strong, pure, then this will shine though no matter what circumstances you’re operating in. In the end it’s all about control – about personal focus. I want things to work. You do one thing here, another thing there. As an example, during the 90’s I was as an active songwriter for several major artists which enabled me to finance some of my own, much more difficult and non-commercial works later. I financed the writing of my two-volume novel ‘The Last Romantic’, a process that took me almost five years to complete, with the money I had made on writing songs for other people.
– As I’ve already said a few times, it all comes down to staying focused. In the mid-90’s Sony “couldn’t hear the single” when I presented them to the first sketches of one on my most critically acclaimed records ever, ‘Random Hold’ (released in Denmark in 1996, in Germany 1997). I then raised the funds myself and recorded one of my best albums ever.
In your home country, Denmark, you already seem to be some kind of icon who is accepted and respected by mass media as well as by the independent scene. Do you feel honoured in this position, or is this of no importance to you?
– I appreciate the recognition of integrity, but it’s nothing to be thankful about. I do what I do, and the consequences are what they are.
The end of your collection ‘Catalyst’ is the current single ‘Delirious’, a twisting and euphoric pop song. Is this pop-appeal the beginning of a new artistic chapter?
– No, not really. As a matter of fact it might be the end to that particular chapter in my career, the one called “pop music”. I don’t know. The song is a couple of years old, but it just seemed to fit the singles collection. The collaboration with Danish newcomers Marybell Katastrophy also worked out incredibly well, so there it was, a new single – something that my coming album (scheduled for release in February 2009) is completely devoid of.
FLAMMEN & CITRONEN
FLAMMEN & CITRONEN
DVD
SEPTEMBER 2008
METRONOME/UNIVERSAL PICTURES (5704897036733/DDVDSF4174)
Fredag den 28. marts 2008 havde den danske storfilm Flammen & Citronenpremiere, en film hvori Martin Hall debuterede som filmskuespiller. Eposset er instrueret af Ole Christian Madsen og var ved sin udgivelse den dyreste dansksprogede produktion nogensinde med et samlet budget på omkring 50 millioner.
Flammen & Citronen handler om den danske modstandsbevægelses kamp under besættelsen og fortæller den sande historie om de to modstandsfolk, Flammen (Bent Faurschou Hviid) og Citronen (Jørgen Haagen Schmith), der i filmen spilles af hhv. Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen.
Martin Halls filmdebut er en kort, nærmest cameo-agtig gæsteoptræden, hvor han spiller rollen som kaptajnløjtnant Østergaard Petersen.
1. Flammen & Citronen (133 min.)
Motion Picture DVD
Metronome/Universal Pictures
Thure Lindhardt
Mads Mikkelsen
Stine Stengade
Peter Mygind
Instruktør: Ole Christian Madsen
Producer: Nimbus Film
Design: Nimbus Film
Foto: Jørgen Johansen
“Drønspændende, underholdende og en fryd for øjet. Niveauer over hvad vi er vant til at se herhjemme. Et must – simpelthen.”
( * * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (marts 2008)
”En kraftpræstation.”
( * * * * )
Politiken – Kim Skotte (marts 2008)
“Spændende, elegant, atmosfærefyldt og kronet af intenst nærvær. En uhyre helstøbt film.”
( * * * * * )
Børsen – Morten Dürr (marts 2008)
“Et knugende og tankevækkende drama, der fænger fra start til slut.”
( * * * * * )
Euroman – Tonny Vorm (april 2008)
Martin Halls filmdebut er en som sagt kort, nærmest cameo-agtig gæsteoptræden, hvor han udfylder rollen som kaptajnløjtnant Østergaard Petersen – en depraveret, nazi-venlig personage med en stærk hang til natlige udskejelser.
Selvom filmens endelige scene blev forkortet betydeligt i forhold til den oprindelige drejebog pga. sin meget blodige karakter, er sekvensen stadig et fornøjeligt syn for Hall-aficionados.
Læg i filmen i øvrigt også mærke til åbningsscenens identifikation af kaptajnløjtnant Østergaard Petersen via hans papirer – et pasbillede der er hentet fra Halls Music Hall-album fra 2003.
Optagelserne til filmen fandt sted i Babelsberg-studierne i Tyskland samt på locations i København og Prag. Flammen & Citronen blev produceret af Lars Bredo Rahbek og Morten Kaufmann for Nimbus Film.
I Danmark solgte filmen i løbet af 2008 673.000 biografbilletter og blev dermed den mest sete biograffilm i Danmark det år. Filmen havde yderligere biografpremiere i 13 lande.
Filmpremiere i marts 2008. Udgivet som dvd i september 2008.
CATALYST (SINGLES 1982–2008)
CATALYST
MARTIN HALL
CD
SEPTEMBER 2008
PANOPTIKON (OPTIK 12)
Som en slags koncentrat af det voluminøse 2007-bokssæt, 5-cd/dvd-udgivelsen Catalogue (Martin Hall 1980–2007), udsendte Panoptikon mandag den 22. september 2008 enkelt-cd’en Catalyst (Singles 1982–2008).
Pladen består af en række Hall-singler, der strækker sig fra de tidlige Ballet Mécanique-dage hele vejen op til den nye 2008-single ”Delirious”, som den danske gruppe Marybell Katastrophy producerede.
1. Intellectual Self-Mutilation (3:13)
2. Free-Force Structure (Edit) (6:11)
3. Warfare (Edit) (4:09)
4. Treatment (Edit) (5:25)
5. Showdown (Edit) (4:08)
6. Crush (Edit) (3:43)
7. Beat of the Drum (Edit) (4:00)
8. Surreal Thing (4:45)
9. Prime Material (3:25)
10. Cradlemoon (Edit) (4:22)
11. Another Heart Laid Bare (Edit) (3:46)
12. Love in Vein (4:19)
13. Just a Feeling (4:05)
14. Burning Sugar (Edit) (3:22)
15. My Argentine Rose (1:52)
16. Minor Frame (2:54)
17. Roseland (4:32)
18. Damage Control (6:08)
19. Tout le Monde (2008) (1:19)
20. Delirious (3:56)
INTELLECTUAL SELF-MUTILATION
All their care in me mentioned briefly in a move
Selfish bourgeois as intellectual self-mutilation
Generosity of shared evil
Some denied the possibilities
And the icecold waters spread without intention then
Fattish colourless seemed eternal
Gloriless emotions strangled me
Pulse with mercy gave me light to see
Individual only as a consequence
From bleeding of brotherhood
I seek never seen
I seek never been
Pretentious as soul
Pretentious as honesty
From the journey that killed useless hate
I was born again to share the strength
And for those who try to wash their hands in suffering
I will be there soon but not already
I do not regret what I fought for
Only all the weapons I fought with
I refuse to feel the pain from all my former friends
Those who lived by form and then denied it
Nature
Something has begun to open
Beauty cuts thought
FREE-FORCE STRUCTURE
Forever hidden in the profile
The either-or behind the both-and
Transcend and ascend in the moment that frees
All loving fucked up in tension
Without shadow and without motion
A word like heart
A word like fire
I believe with my body
Believe with my soul
Believe in the eyes before me
Approach and regain
Life repressed to myth
Changing once again
Words sealed with a kiss
Cancel all the pain in these fantasies of realities
Let the fragments shine
Feel me deep within
Let the nearness bind
Feel me skin to skin
Let your flesh and mind fuse to the same thing
Rising from decline
Get up
Reach out
Confront
Break through
Re-set reality
Programme your love
All must pass but presence remains
The basic concepts, the further lies
Of the rituals built on your ism of truth
In this chain reaction set-out
We’re born alone but still I need you
So please don’t hide in self-hate and compromises
Between a desire to be free
And passion made of confinement
WARFARE
In this media of mental translation
In this handicap of alienation
I need more than your model of motion
Than aesthetics of broken hearts
Here we are again
Feeling just the same
In these separate hells
Every word’s been said
Every lie’s been fed
To define ourselves
While your balance is kept intellectual
You’re emotionally ineffectual
A hysteria so perfectly tragic
So unreachable near
I’ve just had enough of neurotic love
Of this culturecide
I don’t need your shit
It just makes me sick
Look into my eyes
‘Cause this is the face
This is the race
TREATMENT
Treat me hard
Treat me with heart
Show me no mercy
Show me no sign of weakness
Retreat me right
Remain in light
Through every night and day
So cruelly
I know you’ll be my destiny
In all
Surrender completely
Fade into me
I need you this close
I want you to be
The purpose itself
To every extent
In method and need
Beginning and end
Treat me right
Treat me with right
Show me no mercy
Show me no sign of weakness
In cover of all of your love
I’ll make this dream come through
In every trace of every face
I feel a stream of you
So tender we treat each other with fear
The root of our need will constantly tear
Our fiction apart
Revealing the bone
Behind walls of love
We’re still all alone
Be my Judas
Be my destiny
I’ll forgive you in eternity
Be my Jesus
Be my sacrifice
I’ll betray you with a kiss of ice
SHOWDOWN
As everything changes me
Exploding in start on start
It shines on so hard through you
A crystal of flesh and blood
In your face
In your eyes
In the savagery of
How we love
How we die
A fever is burning
Releasing my spirit
In these European schemes
Imprisoned in mind of stone
A system so centralized
Conceptual humanity
Through obsession and love
Through the days and the years
And still burning inside
There’s no turning back now
The circle is broken
Feel the showdown
CRUSH
As you fill me again
I have no further questions
Condemned to be free
As I reach out for you again
Nothing is new
But something has grown
Bigger than both of us
Stronger than memory
And much stronger than defeat
I’m gonna crush the worlds we used to know
A seed is sown
I’m gonna let it grow
I’m quite aware what I’ll be going through
There’s no way back
It all depends on you
My destiny
I’ve seen it in your eyes
A love so deep
A stream that purifies
And in your arms
The nature of all death
Is nothing but a touch of timelessness
I’m gonna crush you with my love
I’m gonna be crushed up in love
BEAT OF THE DRUM
Now one day I woke up to some rules of life
That a serious heart needs a light mind to survive
That if you only hope you won’t get very far
‘Cause dreams call for action
No matter what you want the way is to begin
‘Cause knowing all about it is not the living thing
And those who sit and ask for great things all the time
Well I hope they’ve sorted out the many small things on the line
A focus inside out
The still of the centre
You must live by demand
But also surrender
As the beat of the drum beats the ghosts on the run
So the beat of my heart keeps me wondering
Now it’s been said this world is a stage
Well then if that is true
It’s an unwritten play
That makes being a becoming
It’s so easy seen when it’s someone else
But are you any better when you’re by yourself
‘Cause in this hall of mirrors you’re in a counterpoint
Where it takes one to recognize one
Now there are those who say that life is hard and then you die
Well petty leads to pity if you do not wonder why
‘Cause the way to solve a problem is to get a bigger one
So to those who cry for freedom
Well there’s working to be done
SURREAL THING
River deep
Mountain high
Out of the blue
As pure as the real thing
The state and the feeling
It leaves me no doubt of what needs to be done
A thunder’s been raging
A choice has been taken
To never look back
To be one of the few
While all things must pass
A fire will burn
Purify
Never change
It’s seen in the sky
As there’s so much more to this than meets the eye
It’s something within
The longing inside is the drive that allows
The work to be done
River deep
Mountain high
A shadow inside
In the light of a greatness from which none can hide
Out of the blue
Into the fire
And I’m stronger than ever in my one surrender
A red storm arising
Now I know what I want
And I know how to get it
It’s calling within and without
As pure as the real thing
The state and the feeling
It leaves me no doubt of what needs to be done
A thunder’s been raging
A choice has been taken
To never look back
To be one of the few
I know it
‘Cause I feel it
I don’t need no further proof to believe it
There’s a guiding light
Burning inside out
As pure as the real thing
I return
In the light of the sun
A shadow is cast of a moment in time
Like turns of the tide
In the still of the night it begins
What is is to be
PRIME MATERIAL
Modern life
So-called welfare
It lives inside you like a dream in the night
A sophisticated nightmare
It’s gonna blind you with its sweetest delight
Stimulus governs
Stimulus rules
It governs the trials
It governs the views
Prime material
Transformation of waste
Age of ice
Age of fire
And it’s been later than you think for a while
Living myth
The survivors
An inner freedom’s gonna start with denial
The self-pity ends where reason begins
The theatre stage is rice paper thin
Prime material
Transformation of waste
You’ll know yourself by the resistance
It either breaks you or it makes you stronger
CRADLEMOON
The fire and the water keep mixing in my blood
The sons and the daughters seemed to give it all up
They got too tired of the waiting
Too tired to believe
In the promises that nobody keeps
I’ve seen a generation coming
I’ve seen a generation go
And the more I see, the less I know
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
So I followed the shadows by the trail of the waste
And it led me into the heart, to the heart of these days
I never wanted to remember
Never wanted to believe
But you don’t ask why when the thunderheart beats
All I wanted was a reason
What I got was so much more
Couldn’t turn my back on the things that I saw
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
In a world full of stories
There’s a time in the night
When the sky seems to break by the blink of the eye
ANOTHER HEART LAID BARE
Another heart laid bare on the doorstep to my exile
Another pantomime to disbelieve
I see your bended head, always humble in the daylight
Playing the servant’s role to never see
Of all the images that you left for my keeping
The one I like the most is the world outside
I never thought I would but the distance seems so perfect
I can’t deny the fact that I’m pleasantly surprised
Another victim cries, pointing fingers at the heavens
Declaring me the crime of centuries
The traces on my skin, they keep shining in the nighttime
A fingerprint on every memory
LOVE IN VEIN
Heavy as lead in a medicine secret
Turning the sights on a narrow-go-round
Limited mind never looking for answers
Vanishing light never hitting the ground
And the beauty blinds you
And it cools the strain
And it hides inside you
Like a love in vein
Silhouette tear on a pillow of sorrow
Look-a-like pain as a ticket to go
Cities of light for a memory season
Dressing your mind for millennium low
‘Cause the beauty blinds you
And it cools the strain
And it hides inside you
Like a love in vein
JUST A FEELING
Silver lining inside me
You’re adapting my every word
Such an eloquent silence
Feeling hurt?
Still you’re moving so lightly
Like you’re hanging within the air
Seems it’s your way of saying
Couldn’t care
It’s just a feeling
Another feeling on the sky
It’s just a feeling
Another feeling coming down
The silver lining
You’ll see it run into the air
For just a moment
Another line that disappears
Guess it’s all second chances
Getting used to the sights and sounds
With the greatest indifference
Running down
All aesthetic behaviour
Still I’m watching your every move
Give and take of the daylight
For the view
BURNING SUGAR
The memory lines that run down the sky
Running like streams of reason
The story is told in silver and gold
Words never tell the tale
I believe in all that I see
In all that I know
In all that I feel inside me
I know that dreams will come true
If they’re burning
Burning sugar
Burns inside me
Burning sugar
Burning so sweet
The things that I’ve seen
The places I’ve been
Secrets that stay unbroken
The look in your eyes
It’s high as a kite
Cooling my every need
MY ARGENTINE ROSE
She’s a cool breeze of discontent
She’s like a story that never ends
She’s my Argentine rose
She’s such a delicate rose
See the twenties within her eyes
Eternal stardust that never dies
She’s my Argentine rose
She’s such a delicate rose
She’s my melancholic maybe
Come and save me
Come and set me free
MINOR FRAME
Crowded Saturdays
Guest among ghosts
A girl made of shivers
Girls on their own
Rolled down shades
Sweet, harsh sweat
It’s the choked laughter
The unmade bed
All the things you might remember
Things you might forget
Looking young and old
In the same glance
Nervous tenderness
But steady at hand
Curly hair
And vinyl sounds
Guess it’s carved within the faces
Carved and painted down
A cigarette that’s burning
Along the line
I guess that she’s the one you won’t forget
ROSELAND
29 believers in the room next door
Guess the myth didn’t equal the score
While they’re praising the legend
They can’t wait for his fall
Never was enough room for us all
Not enough air to breathe
Or time to leave
Trading in make believe
For the time being
Meet me at Roseland
Meet me at summer’s end
No one will notice
Anywhere that we meet
Promise you’ll be there
Don’t leave me waiting
You’re all I’ve ever known
All I’ll ever know
All the painted faces
Every painted smile
So allergic to all that they hide
Guess I needed the feeling
Every scandalous high
Got accustomed to life on the line
I saw all the stories end
Begin again
But only a single face
Stayed the same
Meet me at Roseland
Meet me at summer’s end
No one will notice
Anywhere that we meet
Promise you’ll be there
Don’t leave me waiting
You’re all I’ve ever known
All I’ll ever know
Wherever you go
Wherever you’ll show
I’ll be waiting for you
DAMAGE CONTROL
She’s got a heart full of crazy people
She’s clearly not amused
Catching colds and missing trains
Is all she seems to do
The tragic bravados
The bourgeois staccato
Wonder why they bother at all
They’re all talking in headlines but dress out of style
“Get a life and then give me a call”
Every ghetto gladiator
Every little Pierrot
Looking like a drag magician in another wasted show
There’s a beggar on each corner
A stench in the air
Life’s a song that’s dedicated to the lovers at Tiananmen Square
Confetti-covered
All animated
Party eyes that never close
A wave of raving faces with sparkling smiles
They look the same wherever she goes
The white shirts and big lips
All drowning in honey
Smacking tongues while they’re shaking their heads
Little socialites with portable roots
In her eyes they’d be better off dead
But the shops and the markets
The wild consumer craze
Seem to bind it all together and somehow make their day
All these harlequin girls with swimming pool eyes
If nothing else matters
They really took advantage of their time
So shit in your hat and place your head on a chair
This journey’s clearly not going anywhere
Turn on the tv
The lie of the land
A string quartet playing in a refugee camp
Start with a kiss and soon you’ll need vaseline
The damage control of any tangerine dream
Play hard to get
You’ll end on the run
‘Cause everyone’s bored with all this soft-porn
TOUT LE MONDE
April 4 turning 9.25
Writing words in the air
Lovers left with a cool rainy day
Places no longer there
Cardboard letters and manners that fail
Paris Odéon girls
Doors are closing
Lights still glowing
With a weak innocence
DELIRIOUS
See the lime green eyes
Every painted smile
It’s the beating heart of the crowd
Like a kite on the sky
It’s the shortest of nights that burn
With the most wonderful flame
In the glittering light
There’s no need to align
We’re just wasting our time
Maybe it’s the lack of reason
Maybe it’s the wasted feelings
Maybe it’s the light that makes me feel
Delirious
See it in the breaking mirrors
Spreading in a thousand shivers
Spreading like a mist within the crowd
It’s delirious
See the starry eyes
Fade away in clouds
See them kiss-and-tell just for you
I’ve been watching the faces
Coming back from the eighties again
They’re all on the line for you
Skrevet om ‘Catalogue’-bokssættet:
“Imponerende bokssæt fra 27 års produktivt og kompromisløst virke: Niveauet er gennemgående meget højt. Hall har ramt hovedet på sømmet i udvælgelsen af de i alt 81 cd-numre og de 15 dvd-optagelser. Blandt højdepunkterne kan nævnes 80’er-elektropopsangene ”Crush” og ”Beat Of The Drum”, der står overraskende stærkt i dag, og de formfuldendte og meget inderlige ballader ”Synthesis” og ”Images In Water” fra henholdsvis 1986 og 1999. Højdepunktet er dog den kammermusikalske cd, hvor Hall virkelig træder i karakter som sanger … et must for fans og stærkt anbefalelsesværdig for begyndere.”
( * * * * * )
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (november 2007)
“Den excentriske elegantier fra A-Z: En mammutopsamling … dansk musikhistorie ingen feinschmecker må snyde sig selv for. En sand øreåbner.”
( * * * * )
Citadel – Peter Albrechtsen (november 2007)
“Et storladent bokssæt. Manden, der altid har skubbet fortiden fra sig for at kunne gribe fat i fremtiden, ser tilbage på karrieren.”
MetroXPress – Susan Grønbech Larsen (5. november 2007)
“En imponerende introduktion til en af landets vigtigste og mest produktive sangskrivere … Hans overvældende produktion kan være svær at overskue, men ved at tildele de forskellige genrer hver sin cd, har mesteren samlet og sorteret det bedste fra alle sine verdener. Og hvilke verdener. Martin Halls popmusik er sofistikeret og storladen uden at blive klæbrig, mens nyere ballader som ”Images In The Water” slår de fleste konkurrenter af pinden. Det er svært at pege på andre danske kolleger, der kan samle hele 81 numre uden at træde forkert en eneste gang.”
( * * * * * )
Jyllands-Posten – Kasper Schütt-Jensen (12. november 2007)
“Musikalsk selvbiografi: Få musikere har som Martin Hall formået at dække hele det musikalske spektrum fra radiohits til meget svært tilgængelige avantgarde-produktioner … et rigtig godt indblik i den brillante multi-instrumentalists livsværk.”
Where2Go (november 2007)
“Der Output dieses Mannes ist schier unermesslich … Martin Halls Schaffen in fast all seinen Facetten abdeckt.”
Grenzwellen (november 2007)
”Et overvældende bokssæt: Få kan som Martin Hall højtideligholde et stykke musik. Måske nogle gange også mere end det kan bære. Men han havde fra 1985-1989 et enestående godt greb om denne kombination af blank mekanik, funkede synkoper, renskyllede temaer og emotionel overspænding. Kampen om at lade hjertet vinde over hjernen var hans erklærede projekt i den periode. I stedet for sejr til en af siderne holdt de to poler hinanden i skak, og det kom der ikke dårlig musik ud af. Bevægelsen går fra det buldrende sorte og beskidte lydbillede under punken til en brutalt bankende digitalrock. Derefter flader Hall ud i den store altfavnende ballade langt inde på romantikkens terræn. Undervejs udvikler kunstnerens stemme sig fra det skrigende barns til en voksen og følsom vibrerende røst, der forsøger at ramme hjertets uartikulerede tale i sin sangstil, men også stadig har et buespænd smukt og højt som en katedral.”
Weekendavisen – Per Reinholdt Nielsen (23. november 2007)
”Et misforstået geni: Det imponerende, seksdobbelte bokssæt samler op på højdepunkterne af hans særdeles produktive musikalske karriere, som altså indtil videre har strakt sig over 27 år. I den forbindelse har Hall fået masser af medieomtale og anmelderroser, ligesom han har fået, stort set hver eneste gang han har udgivet en cd, en bog eller hvad han nu ellers har haft oppe i de som regel jakkesætklædte ærmer … Højdepunktet er dog den nye cd indspillet med kammerensemble, hvor Hall virkelig træder i karakter som sanger.”
Aarhus Stiftstidende (25. november 2007)
“… de største, enkleste og alligevel mest præcise kærlighedssange, der nogen sinde er skrevet; ja, engang sagde jeg endda til mig selv, efter at have hørt det himmelråbende smukke væv af loops, orgel og cello, at nu kunne jeg roligt tage billetten: Intet ville nogen sinde blive bedre! … Hall er en af de få personer i dansk åndsliv, man af de helt rette grunde kan kalde en legende.”
Geiger (7. januar 2008)
Kun selvstændige bidragsydere er fremhævet her
Ballet Mécanique: Instrumenter
Christian Skeel: Strygerarrangement
Claus Beck-Nielsen Memorial: Kor
Front and Fantasy: Instrumenter
Johnny Stage: Remix
Marcel de Sade: Flygel
Marybell Katastrophy: Instrumenter, kor
Trauma: Instrumenter
Under For: Instrumenter
Winterhill: Remix
’Catalyst’ indeholder indspilninger foretaget i perioden 1982–2008. Derfor henvises der til diskografioversigtens originaludgaver vedr. specifik information omkring de enkelte indspilninger. 2008-remastering ved Johnny Stage.
Design: Kenneth Schultz
Foto: Robin Skjoldborg
Udvalget af numrene på Catalyst er bestemt af, at de enten havde været udgivet på vinyl som 7” eller 12”, som cd- eller promotion-single, b-side, download eller remix. Dette gav et vist kunstnerisk råderum, sådan at eventuelt nye lyttere også kunne danne sig en fornemmelse de mere projektorienterede indspilninger, Martin Hall gennem årene har foretaget eller deltaget i. Alt i alt kom cd’en til at indeholde 20 numre, hvoraf størstedelen er single-edits af de oprindelige indspilninger.
Ud over den nye download-single ”Delirious”, hvor Hall som sagt samarbejder med Marybell Katastrophy, byder albummets andet nyindspillede nummer på endnu en gæst, som Hall på det tidspunkt ikke havde samarbejdet med før. På genindspilningen af ”Tout le Monde” fra Catalogue-bokssættet, hvor Martin Hall akkompagneres af pianisten Marquis Marcel de Sade, gæsteoptræder den navnløse forfatter, instruktør og sanger i Claus Beck-Nielsen Memorial som korist. Nyindspilningen af ”Tout le Monde” udgjorde den digitale b-side på ”Delirious”-singlen og fandt på den måde vej til Catalyst-cd’ens tracklist.
Vedr. de andre samarbejder på albummet: Track 1 er indspillet med Ballet Mécanique, track 2 og 3 med Under For, track 4 med Front and Fantasy, track 12 med den tyske techno-gruppe Trauma, track 15 med Christian Skeel og track 18 med remix-gruppen Winterhill. Musikken på track 4 er skrevet sammen med Martin Krogh, på track 12 i sammen med Trauma og på track 15 sammen med Christian Skeel.
Producer-credits: Track 7 og 8 er co-produceret af Flemming Nygaard, track 10, 11, 13 og 14 af Thomas Li og track 19 af Johnny Stage. Track 12 produceret af Trauma, track 15 af Christian Skeel, track 16 og 17 af Johnny Stage, track 18 af Winterhill og track 20 af Marybell Katastrophy (strygerarrangement skrevet af Martin Hall).