SALON MIDWELT
SALON MIDWELT
Gennem oktober og november 2010 var Martin Hall studievært for sit eget tv-show på DK4, programmet Salon Midwelt. Hver uge havde han to – efter eget valg – nye gæster i studiet til en samtale om et givent emne, og udsendelserne blev sendt på DK4 hver tirsdag aften kl. 22.00.
Blandt gæsterne i showet var bl.a. daværende kulturminister Per Stig Møller, forfatterne Kirsten Thorup og Thomas Boberg, forskningsadjunkt og modefotograf Erik Hansen-Hansen samt queer-performerne Miss Fish og Sandra Day.
Ud over disse fik Salon Midwelt også besøg af den notorisk berygtede danske pianist og flanør Marquis Marcel de Sade, manden hvis spektakulære levevis vendte op og ned på Danmark i 50’erne og start-60’erne og på mange måneder introducerede celebrity-begrebet, som vi kender det i dag (efterfølgende blev han dømt for underslæb i millionklassen og idømt en straf på fire års ubetinget fængsel).
Du kan se traileren for showet her:
Politiken gav i sin tv-anmeldelse af premieren Salon Midwelt disse ord med på vejen (18. oktober 2010):
”Værten Martin Hall er et dannet menneske, hvilket er en sjældenhed i dansk fjernsyn, hvor andre kvaliteter nyder forrang … det er en lise at se og høre den gamle avantgardepunker smile imødekommende og spørge interesseret til sine gæsters foretrukne emner. Præmissen er absolut ikke at trække tæppet væk under dem og afsløre skjulte dagsordener eller fortrængte sandheder. Den er til gengæld at lade folk fortælle om noget, de har forstand på og gerne vil snakke om.”
PROGRAMRÆKKE
Tirsdag den 12. oktober kl. 22.00: ”Autonomiens førstepersonental” – et program om punk- og queerkultur. Gæster: Jan Poulsen (forfatter) + Miss Fish (performer, leder af Warehouse 9).
Tirsdag den 19. oktober kl. 22.00: ”Forførelse og puritanisme” – et program om begær, mode og luksusfetichisme. Gæster: Erik Hansen-Hansen (modeforsker, debattør) + Sabina Elvstam-Johns (sexolog, indehaver af ’Lust’).
Tirsdag den 26. oktober kl. 22.00: ”Den fortabte hipster” – et program om hipsterkulturens udvikling gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne. Gæster: Martin Kongstad (forfatter, flanør) + DJ Djuna Barnes a.k.a. Maria Gerhardt (dj, kronikør).
Tirsdag den 2. november kl. 22.00: ”Kroppens fiktion” – et program om rollespil og kroppen som æstetisk genstand. Gæster: Marcel de Sade (pianist, celebrity) + Sandra Day (skuespiller).
Tirsdag den 9. november kl. 22.00: ”Den politiske poesi” – et program om grænselandet mellem poesi og politik. Gæster: Kirsten Thorup (forfatter) + Thomas Boberg (digter).
Tirsdag den 16. november kl. 22.00: ”Den forsvundne patos” – et program om kultur, dannelse og tidens sjælehøjde. Gæster: Per Stig Møller (kulturminister) + Søren E. Jensen (forfatter, præst).
Tirsdag den 23. november kl. 22.00: ”Bag om Salon Midwelt” – et dokumentarprogram der går bag kulisserne på Martin Halls Salon Midwelt.
SENESTE UDGIVELSER OG ANMELDELSER
Seneste Hall-album er opsamlingspladen A Brief Summary, der indeholder flere nyere indspilninger, bl.a. videosinglen ”Lesser Gods”. Albummet indeholder også remakes og alternative udgaver af materiale fra de senere år og er udgivet som dobbelt-vinylalbum, digipak-cd samt musikkassette. Meget overraskende gik A Brief Summary i øvrigt direkte ind som #2 på den officielle danske vinylhitliste i ugen efter sin udgivelse – Halls højeste hitliste-placering nogensinde.
I dagbladet Informations anmeldelse af pladen skriver Sophia Handler bl.a.:
“Martin Hall beviser endnu en gang, at han hører til på niveau med musikmytologiske helteskikkelser som Brian Eno og David Bowie”.
Du kan læse hele anmeldelsen her:
“SERVICES RENDERED” OG BREMEN TEATER
I forbindelse med sine første koncerter i mere end fem år udkom Halls første nyskrevne sang i flere år, 12”-singlen Services Rendered, i efteråret. Pladen er selvfølgelig også tilgængelig på alle større digitale platforme (Spotify, iTunes, Amazon m.m.). Du kan se videoen til nummeret her:
GAFFA tildelte senere Halls københavnerkoncert i Bremen Teater 6 ud af 6 stjerner. Anmelderen Simon Heggum skrev bl.a.:
”En betagende koncertoplevelse – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år.”
Du kan læse hele anmeldelsen her:
Foto fra Bremen Teater, oktober 2018: Maiken Kildegaard.
SPOKEN WORD I SANKT LUKAS KIRKE
Fredag den 31. maj kl. 21.00 er der spoken word-performance med Hall i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg.
Ledsaget af multi-instrumentalisten Johnny Stage vil der blive læst både nye og ældre tekster op, bl.a. uddrag fra Halls seneste bog, den selvbiografiske 1971-1985.
Sted: Sankt Lukas Kirke, Christian Richardts Vej 1, 1951 Frederiksberg.
HALL-INTERVIEW PÅ P8 JAZZ
Hall var søndagsgæsten i DR’s P8 Jazz faste program Korfix og Kaffe den 7. april. Undervejs i interviewet kan du bl.a. høre historier om Elisabeth Welch, Sun Ra og Chet Baker (læs: Derek Jarman, speedballs og teleportation mm.).
Du kan høre udsendelsen her:
- Martin Hall i P8 Jazz 7.4.2019 (interview begynder 8.39).
Elisabeth Welch synger “Stormy Weather” i Derek Jarmans Shakespeare-film "The Tempest" (1979).
INDSTILLET TIL GAFFA-PRISEN 2019
Martin Hall er blevet præ-nomineret til GAFFA-prisen 2019 i kategorien ”Årets Danske Livenavn”. Du kan se samtlige nominerede inde på bladets hjemmeside. Halls seneste koncerter rundt omkring i landet var hans første med fuldt band i mere end fem år.
Musikerne var ved alle lejlighederne Christine Raft (flygel, violin), Johnny Stage (guitar, sitar m.m.), Una Skott (guitar, keyboards), Andreas Bennetzen (bas) og Sisse Selina Larsen (trommer). Yderligere medvirkede også gæstesangerinden Inge Shannon ved samtlige koncerter.
Selvom hovedparten af materialet, der blev spillet ved koncerterne, stammer fra de senere år – der blev eksempelvis spillet adskillige numre fra Halls samarbejde med Andrea Pellegrini og Tanja Zapolski, albummet If Power Asks Why – så blev der også spillet flere gamle numre.
Ud over den internationalt anerkendte SS-Say-single Care fra 1985, som Hall og Shannon fremførte sammen på scenen, spillede Martin også sit store 1984-klubhit Free-Force Structure som afslutning på de fleste af koncerterne. Det var første gang i mere end 33 år, at han spillede nummeret. Du kan se en saloptagelse af det fra Bremen Teater-koncerten her:
I oktober belønnede GAFFA Hall og bandets københavnerkoncert med 6 ud af 6 stjerner. Du kan læse anmeldelsen her.
AKTUELLE RADIOUDSENDELSER
I forbindelse med de nyligt overståede koncerter og seneste pladeudgivelser har der været flere længere radioudsendelser med og om Hall. Programmerne dækker alt lige fra start-70’ernes i mange henseender fuldkommen smagløse hitlistemusik, postpunkens og start-80’ernes radikalt eksperimenterende singleudgivelser såvel som året 1968 og dets konsekvenser. Sidst, men ikke mindst er der også et længere interview om Halls forhold til metalscenen.
The list goes like this:
MARTIN HALL OG DE GLEMTE 70’ERE
Teologen og forfatteren Søren E. Jensen inviterede i november Hall ind til en sammenlagt tre timer lang snak på Den2Radio om musikken fra ”de glemte 70’ere”. Programmets intro-speak lyder som følgende
”Det er halvfjerdsernes glemte popmusik, det skal handle om i denne og en kommende mammutudsendelse, hvor Martin Hall i selskab med Søren E. Jensen mindes de hits, som gjorde sig gældende i deres sene barndom og begyndende pubertet – inden punken kom og ødelagde det hele. Der er, som de to værter udtrykker det, garanti for den dårlige smag.”
- De Glemte 70’ere: 1. del (1 time og 33 minutter).
- De Glemte 70’ere: 2. del (1 time og 20 minutter).
ROCKHISTORIER MED HALL, QUEITSCH OG LYNGGAARD
I anledning af sit 40-årsjublæum som udøvende musiker gæstede Martin i oktober de to musikanmeldere og aficionados Klaus Lynggaards og Henrik Queitschs radioprogramserie Gæstebud på Heartbeats-sitet. Her handler det primært om slut-70’ernes og start-80’ernes mere radikale musikalske eksperimenter.
- Rockhistorier: Queitsch og Lynggaard har Hall i studiet (2 timer og 2 minutter).
SORT SØNDAG (P6-INTERVIEW)
Tidligere på året lavede radioværten Anders Bøtter et interview med Hall i forbindelse med albumudgivelsen A Brief Summary. Det blev sendt den 25. maj i P6-programmet Sort Søndag og kommer bl.a. ind på Martins forhold til metalscenen i både 80’erne og nu.
MIT 68 (P1-DOKUMENTAR)
Sidst på denne liste kommer så Martin Halls egen 20-minutters P1-podcast ”Mit 68”, der blev sendt torsdag den 26. april som en del af P1’s program Tidsånd (dagens udsendelse handlede om Tidehverv generelt). Serien om 1968 blev indledt nogle uger tidligere med dramatikeren Christian Lollike som den første gæst.
- P1 – Mit 68 (montagen starter v/ 36.05).
HVALSØ KIRKE 24. NOVEMBER (UDSOLGT)
Efter en række veloverståede koncerter rundt omkring i landet i løbet af oktober spiller Hall lørdag den 24. november sin sidste 2018-koncert i den smukke Hvalsø Kirke (Midtsjælland). Aftenen vil byde på fuldt band, men produktionen vil være en anelse mere nedtonet lys- og lydmæssigt pga. stedets størrelse.
Koncerten er nu udsolgt.
Musikerne til koncerterne vil være Christine Raft (flygel, violin), Johnny Stage (guitar, sitar m.m.), Una Skott (guitar, keyboards m.m.), Andreas Bennetzen (bas) og Sisse Selina Larsen (trommer).
GAFFA tildelte Bremen-koncerten i København 6 ud af 6 stjerner. Du kan læse anmeldelsen her.
Live-fotos fra den seneste Klub Golem-koncert i Odense er taget af David Faurskov Jensen.
https://youtu.be/hzLLc1101F4
6 UD AF 6 STJERNER TIL HALL LIVE
GAFFA har netop bragt en anmeldelse af Martin Halls koncert på Bremen Teater lørdag den 20. oktober, hvor begivenheden modtager 6 ud af 6 stjerner.
I Simon Heggums anmeldelse Den overmedicinerede søn vendte hjem indleder musikjournalisten med at skrive: ”At tale om, at et land kan være for lille til en kunstner, kan lyde som lidt af en overdrivelse. Men i tilfældet Martin Hall er det ikke desto mindre rigtigt.”
I sin opsummering af koncerten konkluderer han: ”En betagende koncertoplevelse – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år.”
Du kan læse hele anmeldelsen her: Hall – Bremen Teater (20.10.2018).
[hr]
BREMEN TEATER DEN 20. OKTOBER
Efter en fantastisk turné-åbningskoncert på Fuglsø spiller Hall lørdag den 20. oktober sin første koncert i København i mere end fem år på Bremen Teater.
Der kommer til at være flere store overraskelser på sætlisten, så sagt uendeligt kortfattet – hvis du har tænkt på at komme, then ”chop-chop”, billetsalget er i fuld gang ... consider yourself invited.
- LØRDAG DEN 20. OKTOBER 2018: BREMEN TEATER
[hr]
Senere følger også en optræden på Kulturmaskinen i Odense arrangeret af Klub Golem og afslutningsvis en kirkekoncert i den smukke Hvalsø Kirke (Midtsjælland).
- LØRDAG DEN 27. OKTOBER 2018: KULTURMASKINEN
- LØRDAG DEN 24. NOVEMBER 2018: HVALSØ KIRKE
Musikerne til koncerterne vil være Christine Raft (flygel, violin), Johnny Stage (guitar, sitar m.m.), Una Skott (guitar, keyboards m.m.), Andreas Bennetzen (bas), Sisse Selina Larsen (trommer) samt en (på papiret) endnu hemmeligholdt gæsteoptræden.
Live-fotoet fra Fuglsø-koncerten er taget af Bjarne Christensen. Hør eventuelt også disse aktuelle radio-features:
- Rockhistorier: Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard har Hall i studiet.
- AK24Syv: Anders Christiansen genopfører gammelt Hall-interview
MARTIN HALL KLAR MED FØRSTE NYE SANG I FEM ÅR – GAFFA INTERVIEW 2018
TURNÉAKTUELLE MARTIN HALL KLAR MED FØRSTE NYE SANG I FEM ÅR
GAFFA, 21. september 2018
Af Ole Rosenstand Svidt
Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall drager i næste måned ud på sin første turné i fem år, og han indvarsler touren med sin første nye sang i ligeledes fem år, den indfølte klaverballade “Services Rendered”.
Hall udgav i maj opsamlingsalbummet A Brief Summary, der var en retrospektiv udgivelse med flere remakes, men ingen deciderede nye sange. Albummet markerede Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han på udgivelsestidspunktet kun lige var fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog “først” i 1980, som 17-årig.
Vi har stillet Hall en stribe spørgsmål om den nye single og den kommende turné.
Du udgav i maj “A Brief Summary”, en opsamling uden regulære nye sange, og nu kommer der så en ny single. Passede den ikke ind på “A Brief Summary”, eller har du først skrevet den senere?
– Det nye nummer, ”Services Rendered”, skulle stå alene. Jeg har indspillet sangen i forskellige udgaver, siden jeg skrev den, men nummeret faldt først rigtigt på plads i løbet af foråret, da jeg indspillede det sammen med pianisten Eskild Winding og en strygekvintet. Jeg har været forsigtig med ikke at skubbe for hårdt på bare for at få den færdig. Jeg ville gerne have, at arrangementet blev både enkelt og tungt, på én og samme tid gennemsigtigt og tvetydigt. Nogle følelser er svære at indfange, især i en indspilningsproces.
Hvordan vil du selv beskrive “Services Rendered”, og hvad har været inspiration til den?
– Det er et længselsfuldt nummer, dramatisk og følelsesladet. Et musikalsk vidneudsagn nedfældet i en svær periode. Jeg holder meget af lyden på nummeret, klangen af dets besynderligt autoimmune nærvær – der er noget lige dele sjusket, tragisk og smukt over indspilningen. I modsætning til det hi-fi-smukke strygearrangement er vokalsporet eksempelvis indspillet på en simpel diktafon. Det tilfører nummeret et skitseagtigt præg, jeg sætter stor pris på. Som et brev, der er blevet nedfældet i forbifarten.
– Jeg har skrevet rigtig mange sange i årenes løb, alligevel tog det mig flere år at skrive dette ene nummer. Jeg gik gennem en lang periode, hvor det var umuligt for mig at sætte mig ned og skrive sang, uden at det føltes kunstigt og fremprovokeret. Alting forekom mig at være vante formler og gentagelser af, hvad jeg havde lavet før. Jeg er af den nervesyge, romantiske skole, så for mig tæller det kun, hvis en sang føles uundgåelig, presserende – som en tilstedeværelse der er umulig at komme udenom. Det var af samme grund meget forløsende pludselig at føle sig ”forfulgt” igen, da ansatsen til nummeret begyndte at trængte sig på.
Har du mere ny musik på vej?
– Jeg har nogle numre liggende, men jeg ved ikke, om jeg kommer til at indspille dem. Det lyder måske en anelse manisk, men jeg er forfulgt af en lettere tvangstankeagtig indstilling, der lyder ”tænk nu, hvis dette er det sidste nummer, du nogensinde kommer til at indspille?!” Det er et lidt hæmmende koncept at have hængende over hovedet. Til tider kunne jeg godt tænke mig at være et mere overfladisk menneske. Det ville gøre mange ting meget lettere.
Hvad kan man forvente af dine koncerter i næste måned? Du afslørede lidt tilbage i maj, men nu er vi jo kommet tættere på.
– Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser, til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene og coldwave-minimalismens kliniske kønskabinetter. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!
– Når det så alt sammen er sagt, så ser jeg helt personligt frem til den gæsteoptræden, der vil finde sted ved den første koncert på Fuglsø. Det burde blive et mindeværdigt øjeblik. Men nu må vi se. Lige meget hvad, så er det med kunsten, som det er med livet – man kan ikke få sine penge tilbage.