DET SMUKT SVUNGNE SKRÅPLAN

Euroman-feature af Martin Kongstad (januar 2008)

Dette er en beretning om kunsten at feste; om maskeballer for de få udvalgte, om at overdosere på lyserød champagne og kokain, om fantastiske kostumer med glaskapper og gorillahår, om sadomasochistiske skakspil, om Berlin, Paris, Capri og København og om retten til at tisse på hinanden. Ikke et ord om opskrevne andelskroner og udendørskøkkener – Martin Kongstad fortæller fra skråplanet, da han gik til fest med kunstneren Martin Hall, queer-performeren Miss Fish og Marquis Marcel de Sade.

”… det vanvittige øjeblik efter hvilket vi stræber af alle kræfter, og som vi samtidig afskyr af alle kræfter.”

(George Bataille, 1897–1962)

Invitationen til festen var lavet af kraftigt, cremefarvet papir med et emblem af royalt tilsnit, gesvejsninger og ørne, og under det en overskrift: ”Bal des Artistes”. En kursiveret sætning tilføjede: ”Saluting the Fruit of the Original Sin”. Værterne var kunstneren Martin Hall og designeren Dorrit Shoshan, og at dømme efter det annoncerede program havde festen vidtrækkende ambitioner. Dresscode: ”Sublim, ekstravagant, over the top … make yourself beautiful, goddamnit!”

Aftenens program var annonceret på indbydelsen. Performance af Miss Fish, mavedans af She Walked Nameless among Men, opera fra Andrea Pellegrini. Og som dj’s Sons of Jobriath og Carlos de Beistegui … for udenforstående mærkværdige navne, men tydelige referencer for indviede: Jobriath var en amerikansk glamrocksanger og bøsse, der døde af aids i 1983, og Carlos de Beistegui var en rigmand, som i 1951 afholdt et uovertruffent kostumebal i Venedigs Palazzo Labia for 1.200 gæster. Prinsesse Chavchavadze var udklædt som Katarina af Rusland, maleren Leonor Fini som en sort engel iklædt et enormt slør, Pierre Balmain som Louis XV, Christian Dior som biskop og Lady Diana Cooper som en 1800-tals udgave af Kleopatra. Kun Orson Welles kom som sig selv.

Det var afgjort ingen tilfældighed, at netop de referencer var at finde på invitationen, ej heller at aftenens password var ”Ung må verden endnu være”, titlen på Nordahl Griegs roman fra 1938. Noget på én gang ultramoderne og overordentlig traditionsbevidst. Og selvfølgelig skulle ballet foregå på et sted ved navn Faust.

Der var kø ned ad trappen til Faust, og jeg noterede mig, at min påklædning var gangbar, om end i den mere anonyme ende af skalaen. Midnatsblå smoking fra Pierre Cardin, sorte laksko og en butterfly i blå velour. Smoking, kjole og hvidt og balkjoler var pænt repræsenteret, men langt fra normen. Mange af gæsterne havde taget aftenens dresscode for pålydende. Over the top. En pirat med lilla hår, en omvandrende kopi af Alex og de andre bandemedlemmer fra A Clockwork Orange, en perfekt imitation af den franske dronning Marie Antoinette.

Jeg fremsagde passwordet til en brysk udseende dørmand og blev sluset ned ad en lang gang. Ved indgangen stod en klarøjet herre i kilt og høj, stivet skjortekrave med perfekt bundet kravat og bød velkommen. Aftenens Master of Ceremonies. Jeg trådte indenfor. To tjenere med venetianske masker stod parat med velkomstdrinken: champagne med absint.

Jeg fandt et hjørne og gav mig til at nyde synet. Omkring 200 mennesker var forsamlet, og det var et fantastisk menageri. Overdådige kjoler, voldsom sminke, flamboyante herrer og så alle de eventyrligt urovækkende figurer: En to meter høj isbjørn i samtale med en tilsvarende stor hvid kanin, The Lady of Justice med vægte og et sort blindfold over øjnene, et hold sømænd klædt i knæbukser. En meget venlig ung mand i kjole og hvidt – The Assistant præsenterede han sig som – henvendte sig for at høre, om alt forløb tilfredsstillende.

”Vi ser jo gerne, at vores gæster aldrig mere ønsker at vende hjem til dagligdagen”, klukkede han venligt og udleverede mig et smukt designet, lille stykke pap, hvorpå et uddrag af netop Nordahl Griegs Ung må verden endnu være var trykt:

Med et brøl kastede Fauske sig over Andersen, bordet væltede, glas knustes, digteren lå på gulvet og var ved at kvæle sin ven, ikke i mange år havde man set magen til åndsliv. Fauske blev hurtigt ført væk af resolutte tjenere. Andersen var helt ude af sig selv af begejstring, han styrtede ud i garderoben for at standse Fauske. Han var der ikke.

Så lød et kald fra The Master of Ceremonies, og alle bevægede sig mod koncertsalen. Væggene derinde var prydet af fire væghøje gengivelser af den hollandske maler Hieronymus Boschs helvedesportrætter. Ovre i det ene hjørne af lokalet oplyste nogle få spots en enkelt dekoreret scene. En mand iført tophat, hvide handsker, hvidt tørklæde samt kjole og hvidt stod foran to piger i latex-tøj. De sad med et lille bord mellem sig. På bordet stod et skakbræt. Den ene pige var bagbundet, og den anden var tydeligvis hendes dominatrix.

Manden begyndte at læse op af en tekst, og det fremgik nu, at trioen var ved at genopføre en af verdenshistoriens mest berømte skakspil: duellen mellem Paul Morphy og Count Isouard fra Paris, 1858. Åbningen består af det såkaldte Philidors Forsvar, og spillet består af kun 17 træk.

Herskerinden med det flammende røde hår foretog alle træk, da den bagbundne pige af gode grunde ikke kunne foretage sig andet end passivt at se til. Seancen sluttede med, at de to piger tungekyssede hinanden. Til publikums store fornøjelse.

Vilde fester og dekadence har deres eget stamtræ, og en fest som Bal des Artistes hviler på et udsøgt fundament af skråplaner. Der er skrevet klassiske bøger om fester og forfald. Man kan tage med Christopher Isherwood til Weimar-republikkens Berlin, med Thorkild Hansen til Paris og hans djævlepagt med den franske baron, til Capri med forfatteren Norman Douglas og svælge i hans beskrivelser af festlighederne hos Baron Fersen med stegt flamingo, champagne, opium og orgier i grotterne, og til The Factorys hyperkreative amfetamin-blitz i 1960’ernes New York.

Med til stamtræet hører også Istvan Szabos film Mefisto (baseret på Klaus Manns roman fra 1936) med Klaus Maria Brandauer som skuespilleren, der sælger sin samvittighed for succes, og ikke mindst Party of the Century, bogen om Truman Capotes legendariske ”Black & White Ball” på the Plaza Hotel i New York, november 1966. Han brugte festen til at fejre sin egen succes med doku-romanen In Cold Blood, men en anden agenda var måske vigtigere, nemlig at pinpointe hvem der var noget, og særligt hvem der ikke var, i New Yorks society. Han inviterede 500 udvalgte fra showbusiness, kunst, finans og politik, og de 15.000 der ikke blev inviteret, kunne han så skrive på den allerede godt overtegnede liste over fjender. Festen havde den lille finesse, at alle skulle bære maske; og lige netop i denne sammenhæng var tilsløring af ansigtet yderst effektfuld, al den stund gæsterne i overvejende grad var meget kendte. De inviterede mødte frem med alle tænkelige afarter af masker, undtagen Andy Warhol, der ikke bar nogen. ”Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig,” som Karen Blixen formulerede det engang.

The Master of Ceremonies kaldte til samling igen. Han præsenterede nu queer-performeren Miss Fish. Med ét var scenen indhyllet i røg og ud af dette dukkede en slank skikkelse i spadseredragt og slør op. Han begyndte at synge, ”Only beauty can keep us alive.”

Musikken var sugende; minimal, elektronisk punk. Han var voldsomt sminket. Øjnene knaldsorte og med fem centimeter lange og meget tykke øjenvipper. Undervejs i settet røg klædestykkerne et for et, indtil han eller hun stod tilbage i hvidt, sexet undertøj. Omkring scenen drak folk stadig champagne af tynde glas. Man vuggede i takt til musikken. Festen var begyndt at virke.

En uge efter festen mødtes jeg med Miss Fish ved Asserbo Slotsruin. Vi gik i ring om de sørgelige rester, mens Miss Fish talte og forklarede. Han var målrettet; sikker i sit ordvalg, klar over sin mission, opløftet i gestikken:

”I påsken 1997 var jeg i Berlin. Jeg havnede til en privat fest og endte med at blive forført af værten, en psykiater; halvt østtysk, halvt slovakisk, og nogen tid efter flyttede jeg ind hos ham i hans store herskabslejlighed bag Rigsdagen. I det gamle Østberlin. Den del af byen var i en vakuumagtig tilstand. Det var kun otte år siden muren var faldet, og det østlige Berlin var ved at blive genoprejst, men var stadig fuld af reminiscenser fra fortiden. Vores lejlighed var et godt eksempel. Den ene del bestod af 180 kvadratmeter med fornemme stuer og fire meter til loftet. Den anden del hang i laser, og der var skudhuller i murene.

Min kæreste var, hvad man forstår som excentrisk. Han var meget interesseret i kunst, og han elskede at omgive sig med mennesker fra den verden. Vores lejlighed var altid fuld af gæster. Malere, installationskunstnere, skuespillere, balletdansere, operasangere. Folk fra det gamle Østberlin, fra Ungarn, fra New York og Paris. Det var karismatiske og udadvendte personer, og dagsordenen var klar: Det handlede om at stå ved, hvem man var og gøre sit bedste for at udtrykke det, samt om at rumme hinanden. Og for mig var det ideelt. Netop den atmosfære havde jeg søgt efter, og jeg faldt derfor rigtig godt til i den. Som jeg husker det, var der altid folk på træk hos os. De sivede ud og ind ad vores privatsfære, og vi var gode til at have besøg. Gode værter. Alle vidste, at der var mad nok, når vi inviterede. At vi havde gjort os umage. Alle vores venner og bekendte gjorde gengæld til min fødselsdag. Jeg vidste ikke, at der var arrangeret noget særligt for mig, men da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en god veninde. Hun gav mig en orange silkekjole på og førte mig ind i stuen. Der var lavet en lille forhøjning, og på den var anbragt en stol. Dér skulle jeg sidde, sagde hun. Rundt om stolen havde de lagt mere silke, og som en dronning skulle jeg så sidde deroppe, mens gæsterne begyndte at ankomme. De defilerede forbi og lagde gaver foran mig.

I begyndelsen var det lidt mærkeligt for mig. Jeg måtte vænne mig til den status, man havde givet mig. Jeg har altid været skeptisk over for diva-figuren, og nu var jeg selv blevet tildelt rollen. Men jeg fandt min måde at udfylde den på, og jeg blev siddende ret længe, mens gæsterne sørgede for mig og bragte mig mad. Jeg fortæller det her, fordi det i al stilfærdighed satte nogle ting i relief. Fordi det indeholder en måde at omgås på, som jeg sætter pris på i mit liv. Jeg har altid holdt af, at folk kunne sætte hinanden stævne på en original måde; ud fra en kærlig indsigt og med et ønske om at føre hinanden nye steder hen.”

I 1999 flyttede Miss Fish til København.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at der gjaldt helt andre regler end i Berlin. Alle de farverige og kreative mennesker, jeg kendte i København, var marginaliserede. Transerne, cross-dresserne, de sjove kunstnere; de var gjort til outsidere. Excentrikeren er dårligt stillet i Danmark. Normerne fylder så meget. Selv til gallafester i Bøssehuset på Christiania, hvor alt i princippet er tilladt, lignede de forskellige dragqueens en bestemt slags kvinder. Og for at gøre op med alle de normer, besluttede jeg sammen med nogle ligesindede at gøre en dyd ud af vores marginalisering. Vi dannede Dunst.”

I 2001 mødtes fire mennesker: Ulle Dulle, Mixen, Ramona Macho og Miss Fish. De ville stifte en forening, hvis formål det skulle være at skabe et forum for seksuelt marginaliserede, ja, for alle, der ikke følte sig hjemme i de etablerede miljøer; herunder også de homoseksuelle. Hver især havde de tænkt over et passende navn. Forslag som TransMission, Mongrel og Hysteria kom på bordet. ”Det er alt for højtideligt,” sagde Ramona Macho. ”Hvorfor kalder vi os ikke bare for Dunst?”

De begyndte at afholde filmaftener for hinanden og fik lyst til at manifestere sig ved at holde fester. En af de første blev afholdt i Ungdomshuset, et af de få steder i byen, som var villige til at huse Dunst.

”Vi kaldte festen Le Freak, og vi var inspireret af de gamle amerikanske freakshows. Fra begyndelsen stod det klart, at vores fester skulle bryde grænserne for, hvad man normalt kunne tillade. Vi ville bryde med alle de vante kønsspecifikke vaner og skabe en helt ny måde at omgås på. Vi skræmte hurtigt alle dem væk, som ikke kunne tåle mosten, og slog ring om de tilbageblivende.”

På flyeren reklamerede Dunst med adskillige optrædende: The singing asshole. The giant duck woman. The wandering pussy. Og Miss Fish – half woman/half man/half fish.

”En af de optrædener, folk virkelig husker, er, da Johnny Warehouse sang en sang, mens Puta tissede på ham. Festen i Ungdomshuset var virkelig opløftende. Det lykkedes at forene speedfreaks, bankmænd i latex, autonome, dragkings, queens og alle mulige andre, og de fik lov at være nøjagtig, som de inderst inde havde lyst til. Det var råt for usødet. 100% ærligt. Folk kunne være nøgne, de kunne bolle i hjørnerne, tisse på hinanden. Men det bedste af det hele var, at hele dette grænseløse sceneri var gennemstrømmet af en ekstrem respekt folk imellem. Vi havde egentlig regnet med, at publikum til den slags fest var begrænset til vores egen kreds, men der endte med at komme 800 mennesker, og taxaerne holdt i kø ned ad Nørrebrogade.”

Bal des Artistes-festen var gået ind i anden akt. En drag med sort hofteholder, halsspænde og korset hvirvlede forbi på høje stilethæle efterfulgt af en ligbleg pige med afrofrisure og håndvifte. Og så annoncerede Master of Ceremonies, at tiden var kommet til at hylde det mørke øl. Alle blev forsynet med et glas dunkel øl og skålede. Og nu trådte mezzosopranen Andrea Pellegrini op på scenen for at fremføre en hymne til det mørke øl, sangen ”Das Mechanische Klavier”, et uendeligt mørkt og tyngende nummer. Teksten rungede i lokalet:

”Bier … Das mechanische Klavier … Alle trinken dunkles Bier …”

Langsomt forsvandt lydene, nummerets elektroniske gisp og klagen, og sangerinden takkede nejende, hvorefter den ene af aftenens to værter dukkede op. Det var Martin Hall i et diskret og velsiddende jakkesæt i brune, lilla og lyserøde skotsktern, og nu gik han til mikrofonen for at byde velkommen på egne og sin medværts vegne. Han virkede veloplagt og kastede sig ud i en afsindig talestrøm. Referencerne føg, og på få minutter var han omkring forfatteren Herman Melville, politikeren og countrysangeren Kinky Friedman og pop-ikonet Prince; sidstnævnte via et citat dedikeret til aftenens fødselar, Dorrit Shoshan: “I might be small, but so is dynamite”.

Rundt omkring mig skålede folk i absint og champagne. Martin Hall hævede stemmen og annoncerede aftenens grande suprise: Marquis Marcel de Sade, den herostratisk berømte falske markis, som via sin spektakulære levevis vendte op og ned på Danmark i 50’erne og start-60’erne og blev den første moderne celebrity herhjemme. Marcel de Sade levede et luksusliv, indtil han en dag blev dømt for underslæb og idømt en straf på fire års ubetinget fængsel. Men nu stod han dér på scenen i et overjordisk kostume og tog mod publikums hyldest. Da klapsalverne endelig lagde sig, talte han med pondus og klar diktion: ”I er med sikkerhed det mest lydhøre publikum, jeg har haft, siden Nyborg Statsfængsel.”

Derpå satte han sig bag det lille klaver, lettede elegant på lædermasken for at se tangenterne og begyndte så at spille. Et imponerende væld af noder strømmede ud mod os: Chopins berømte pianostykke ”Polonaise” (op. 53 i As-dur), et af de mest vanskelige klaverstykker i musikhistorien. Da han var færdig, blev han mødt af lange klapsalver, og festen rev sig løs og fløj af sted. Det hele endte rasende syndigt.

Et par dage efter festen mødtes jeg med Martin Hall.

Kan du huske, hvornår du holdt din første, rigtige fest?

”Ja, det var ugen efter, jeg havde fået egen lejlighed. Det var april 1982, kort inden jeg fyldte 19 år. Jeg formåede at få 60-70 mennesker stuvet ind på de 53 kvadratmeter, fordelt over 2 værelser, et køkken og et toilet. Jeg kaldte festen The Art of Parties og inviterede folk via fotokopierede breve med et billede af en død person, hvis åbne øjnes intense tomhed på en eller anden måde meget godt fangede periodens zeitgeist. Titlen på festen var taget fra et Japan-nummer. Jeg fandt gruppen ekstremt syntetisk, men syntes rigtig godt om teksten: ”Once I was smart/Once I was young/Now I’m living on the edge of my nerves/Things we said weren’t quite so tough/When we were young”. I begyndelsen hørte jeg det dog som ”when we were you”, hvilket forekom mig langt federe: When we were you! Det indrammede tidsånden perfekt. Det handlede om fascinationen, den totale mangel på tilstedeværelse; det at være okkuperet af den anden. Periodens alt-registrerende kvasi-selv udtrykte sig ikke længere kollektivt, men derimod skizofrent individuelt. Det var meget in at være skizofren. I det hele taget var den psykologiske dobbeltbinding ganske udpræget dengang. Jeg oplevede, at der var noget meget master and servant-agtigt over de fleste af periodens kærlighedsforhold. Man var underkastet eller underkastende. Man eksisterede kun i kraft af sit selskab, den anden, spejlbilledet.

At begge min nye lejligheds to en suite-rum yderligere lå på første sal direkte ud til et lyskryds, gjorde stedet til det perfekte udstillingsvindue for tidens dekadence. Det omkringværende samfund blev gjort til voyeurer, og vi, festens deltagere, var omdrejningspunktet, altings sorte hul, dette frygtelige, dragende vakuum der intet bad om, men forlangte alting. Alt var tilladt, og egentlig håbede jeg vel nok lidt på en politianmeldelse. Anyway, stedet blev selvfølgelig fuldkommen hærget, og næste morgen da jeg vågnede, lå jeg med en fremmed fyr og en veninde i sengen. Hoveddøren stod åben, og det meste af tapetet i gangen var revet af. Det var ikke meget, jeg kunne erindre af nattens excesser, men mine plader var der i det mindste endnu, det var ligesom det vigtigste på det tidspunkt.”

Hvor gik du ud og festede dengang?

”Festen flyttede rundt. Man var festen. Channel One, Pan, Madame Arthur, Bonaparte, Tannhäuser, you name it. Dørene var kun lukkede for idioter. Og så var der privatfesterne på kunstgallerierne, i kollektiverne og backstage-rummene, til ferniseringerne med de livstruede alkoholiske malere og i midnatstimerne på Dan Turèll.

Jeg arrangerede selv en del events, de fleste navnløse, men også fester med koncerter som Sexual Rhythm Party og The Pain and The Pantomime. Noget af det bedste, der kunne ske, var, når nogen besvimede. Der var altid én, der gik ud, altid nogen der lå og flød et sted, hvis ikke i løbet af aftenen, så i al fald sidst på natten, når man skulle hjem. Det hørte sig ligesom til. Besvimede folk var en del af sceneriet, en del af stylingen. Det ville have føltes helt forkert uden.

Det var et generationsfænomen: Man trænede ihærdigt til undergangen. Livsførelsen i det miljø, jeg hang ud i, var nærmest et dagligt paradenummer af alle gældende reglers sammenbrud. Bedøvelsen gjorde os alle sammen til patienter under lokalbedøvelse, lægestuderende der rodede rundt med hver vores hobbybetonede og åbenlyst eksperimentelle kirurgiske indgreb på os selv og hinanden. Amfetaminkulturens gadebål af hjerneskader handlede om symbolværdi, realværdien var fuldkommen i bund. Rusen skabte et eksistentielt eksil, og festerne var et diplomatisk ingenmandsland, hvor alt var tilladt. Det var de ubemidledes orgie i rendestenen. Alt sammen meget kreativt, om ikke videre anbefalelsesværdigt set med modenhedens mere kedelige briller.

Kan du huske én bestemt fest, der var særligt exceptionel?

”Jeg har svært ved at prioritere én fest frem for en anden, når jeg tænker tilbage. Tidsånden producerede en dynamik, der bandt alting sammen. Dér kom man med hovedet fuld af Kierkegaard, Rimbaud- eller Kafka-sentenser, og så befandt man sig pludselig sammen med tre-fire vidt fremmede, storsmilende new wave-typer på et toilet i færd med at inhalere motorvejsbrede lines, medikamenter der principielt kunne have været hvad som helst. Ren russisk roulette. Den slags binder virkelig mennesker sammen! (skinger latter). For et kontrolmenneske som mig handlede det at tage dope udelukkende om tabet af kontrol. Det var en befriende oplevelse ikke længere at ane, hvad man lavede, eller hvor man var, eller hvem man for den sags skyld var. Tager man nok coke eller speed eller hvad som helst andet, kortslutter ens personlighed fuldstændig, og ud springer mareridtet, drømmen, hvad der nu end måtte gemme sig på bunden af Pandoras æske. Meget forfriskende. Man anede aldrig, hvad det næste øjeblik ville indebære.

Omvendt erindrer jeg nu bedst de mere uskyldige situationer som f.eks. engang, jeg var blevet inviteret med til en 30-årsfødselsdag i en lille lejlighed på Amager. Der var omkring syv mennesker og et tilsvarende antal uåbnede whiskyflasker, men der var selvfølgelig intet tilbage, da vi forlod stedet mange timer senere. Jeg faldt i snak med en ganske korpulent folkeskolelærer, en grim mand med skovsneglelæber og store hænder. Han var dog meget underholdende og kaldte den musik, han havde hørt af min, for ”psykedelisk”. Det havde jeg aldrig hørt før. Efter en pæn portion genstande følte han sig åbenbart langt om længe fortrolig nok med mig til, ganske langsomt og lige så diskret, at åbne sin jakke og vise mig et lille emblem, han havde siddende på indersiden. Det var et NSDAP-emblem fra 1946. 1946! Helt ærligt, så taler man altså om sand dedikation. Og så var han i øvrigt buddhist. Bizart. Kort efter begyndte han at smide glas ud af tredjesalsvinduet, hvorefter jeg fandt en anden at tale med.

Jeg har nok altid haft en fascination for ”de vidunderlige tabere”. For den slags mennesker om hvem man bare med det samme ved, at om de så begynder at løbe i den stik modsatte retning af deres egen kurs, vil det stadig være lige så forkert. Eftersom jeg nærmest er vokset op omgivet af drags og sindslidende, er det jo ikke ligefrem nogen videre vanvittig oplevelse for mig at befinde mig i et rum, hvor to piger og en hund er i gang med at udforske de anatomiske muligheder for en threesome – jeg finder det langt mere underholdende, når en eller anden man lige har været sammen med, pludselig rejser sig op fra sengen og spørger, om vi ikke skal klippe vores kønshår af og ryge dem. Det er da innovativt!”

Marcel de Sade tog imod mig i døråbningen til den gigantiske lejlighed på Frederiksberg Allé. Smilende og rank.

”Champagne?”

Klokken var 11 om formiddagen. Han lignede en, der havde været oppe klokken syv og lave armbøjninger.

”Må jeg kigge mig lidt rundt?” spurgte jeg. Marcel de Sades hjem er på alle måder overdådigt. Kolossale stuer, guldbemalet stuk, malerier, et væld af figurer og møbler af en anden verden. Et stort antal fotos på væggene vidner om et familiemenneske. Dér hang slægten i sort-hvid, og dér var han med sine børn, stolt smilende.

”Jeg er vokset op med fester. Vi var altid 24 til middag. Min overbo var pianist. En dag kom hun ned til os og henvendte sig til min mor: ’Vil De ikke nok holde op med at spille Tjajkovskijs klaverkoncert i dur? Den er faktisk i mol.’ ’Det er ikke mig, der spiller,’ svarede min mor. ’Det er min lille søn.’ ’Nå, er det dét? Så må han hellere komme op og spille på mit flygel.’”

Markisen er umulig at holde fast. Snart er han på vej ind gennem markederne i Marokko iklædt silke og brillanter, snart er han i sluthalvtredsernes Paris og sidder i en skinnede Rolls Royce med grevinde Rothschild. Han har altid sat en ære i at have 22 kufferter med på sine rejser. Ingen invitation måtte komme bag på ham.

”Jeg tror, det betyder meget at holde sig åben. Min bedstemor sagde altid, at jeg skulle vente med at hvile mig. ’Du har hele evigheden til at sove.’ Min mor tog mig til lægen, da jeg var barn. ’Han kan ikke sove,’ sagde hun. ’Han ligger og kaster sig rundt i sengen om natten.’ ’Men kan han stå op om morgenen?’ spurgte lægen. ’Ork ja, han er oppe før os andre.’ Jeg har altid været som en and; jeg er rolig på overfladen, men under vandet kører fødderne.”

I Marcel de Sades soveværelse står en telefon med særskilt nummer. Han fik den installeret, dengang han arbejdede på plejehjem og havde tilkaldevagter.

”Jeg var meget knyttet til min tante. Hun var pianist og uddannet under den legendariske Arthur Schnabel (verdensberømt, østrigsk pianist (1882-1951), hvis fortolkninger af Beethoven er uden sidestykke), men som ældre blev hun blind, og en dag blev hun kørt over og fik 82 benbrud. Hun endte i De Gamles By på Nørrebro. Der lå hun så, og jeg besøgte hende ustandselig og talte musik. Vi kunne tale fortolkninger i timevis. Hun var en stædig dame, og hun ville ikke have noget at gøre med drop og kateder. En dag, da jeg kom op til hende, havde de bundet hendes hænder for at få hende til at makke ret. ’Meget kan De gøre,’ sagde jeg, ’men De må ikke binde hendes hænder. Hun ligger jo og spiller klaverkoncerter på dynen.’ Den stedlige pastor havde lagt mærke til, at jeg, uden at tænke over det, altid forsøgte at sørge for alle, der lå på hendes stue, og han opfordrede mig til at søge job på stedet. ’Tag dog en uddannelse som plejehjemsassistent,’ sagde han, og jeg gik derfor op til forstanderinden og ansøgte. Alle mine papirer var strålende, men da hun hørte mit navn, lukkede hun i. Jeg var jo kendt i hele Danmark. Men så tog pastoren affære. Det viste sig, at syv ud af otte afdelinger i De Gamles By gerne ville have mig ansat. Siden hen fik jeg mange jobs i plejehjemssektoren. Jeg havde altid mindst to fuldtidsstillinger, ofte tre.”

Men sideløbende med sit arbejde på plejehjem, fortsatte Marcel de Sade sit opløftede, sociale liv. Han holdt faste soiréer på Frederiksberg Allé, og da Jørgen Sømod åbnede Tannhäuser Bar i Holbergsgade, var det blot et spørgsmål om tid, før Marcel de Sade fandt lokationen. Det skete ved en tilfældighed. Baren var kendt for sin særegne indretning; absintgrønne vægge og dybrøde rokokostole, og så selvfølgelig for udelukkende at spille Wagner over musikanlægget.

”Jeg havde været til Det Hvide Bal på Madame Arthur (Arthur udtalt på fransk, ’-tyrr’) den aften, og jeg var blevet sulten. Jeg var ret udfordrende klædt i en gennemsigtig, hvid sultandragt. Klokken var halv fem om morgenen, og jeg gik ind gennem byen for at finde noget at spise. Jeg havde to slaver med i lænker. Endelig fandt jeg et sted, der var rede til at servere mig et par spejlæg med rugbrød til. Det var så Tannhäuser. Og efter det begyndte jeg at komme der en del. Stedet var kendt for en drink ved navn Ugly Bugly. Den smagte rædsomt; det var noget med en masse sprut blandet sammen og en stor del peber og tabasco. Mens man drak den, fik man tre piskeslag i den bare ende, hvorpå der blev sat et kanonslag fast, hvor balderne mødes. Og alle, der bestilte den drink, fik et certifikat. Det blev populært at få mig til at underskrive det.”

Marcel de Sade var stamgæst på Tannhäuser, men Jørgen Sømod fik strenge instrukser om aldrig at servere ham drinks med alkohol i. Han skulle kunne køre hjem på motorcykel; altid BMW, de største modeller.

”Jeg lagde navn til flere drinks på Tannhäuser: Marquisen, Lili Marleen og Hans Onde Nåde, som var så alkoholholdig, at den øjeblikkelig slog benene væk under folk. Hændte det, at jeg var havnet i ulideligt selskab, bestilte jeg altid en omgang af den, og kunne så i ro og mag køre hjem tyve minutter senere i sikker forvisning om, at alle plageånder lå og sov trygt under bordet.”

Sin ydre fremtoning er Marcel de Sade altid gået højt op i, og når han fortæller historier indgår hans påklædning altid som et væsentligt element. Når han taler om sit talent for fægtning, nævner han også den hvide heldragt i læder, som Jean Voigt designede til formålet, og når han fortæller om dengang, han havnede til gudstjeneste med General de Gaulle i L’Eglise de St-Louis-des-Invalides og måtte rejse sig før tid, fordi han skulle nå en modeopvisning, nævner han den lange kappe, han bar den dag. Marcel de Sade vil have brændt alle sine kostumer og dragter, når han dør. Ingen andre skal bære dem.

“Mit show bygger på udseende. Udseende, sprogbegavelse, musikalsk kunnen og ordentlig opdragelse.”

“Må jeg se nogle af dine kostumer?” spurgte jeg.

Ved Bal des Artistes var Marcel de Sade i et af sine signaturkostumer; dramatisk og sort.

“Det blev oprindelig syet til Den Bestøvlede Kats Fest. Selve dragten består af sort og meget kropsnært læder, og indsatsen foran er af abehår fra en gorilla, som blev skudt i 1928. Abehåret går igen på læderhalsbåndet, på kanterne af de lange, sorte handsker, på den store, sorte krave, og på de kamme, som sættes i mit hår. Til dragten hører også en sølvmaske, og uden på den bærer jeg endnu en maske lavet af sorte fjer. Til Bal des Artistes var det første gang i 25 år, jeg bar dragten. Jeg var nødt til at tage handskerne af, da jeg skulle spille.”

En række udvalgte dragter hænger i skabet inde i den bageste stue, og oven på skabet er en stabel kasser med flere kostumer; omhyggeligt lagt sammen. Marcel de Sade begyndte at kigge i dem.

“Nå, der har vi jo Stormuftien fra Bagdad. Man ved aldrig, hvornår man får brug for det kostume igen. Og hvis jeg pludselig skulle blive inviteret til Shakespeare-fest har jeg denne her liggende.”

Marcel de Sade tog en grøn balletdragt op.

“Erik Bruhn (1928-1986, verdenskendt dansk danser og koreograf, som en overgang var kæreste med Nureyev) dansede Romeo og Julie i den. Hans navn står, så vidt jeg husker et eller andet sted … her!”

Vi var på jagt efter en helt særlig dragt; nemlig den som designeren Keld Rex Holm skabte til Marcel de Sade, da Tannhäuser Bar fejrede, at absinten var blevet frigivet, og at de havde fået eneret på at sælge den.

“Jeg skulle åbne absintfesten, og jeg bad derfor Keld om at sy mig en absintdragt. Det blev til denne her; en tætsiddende, grøn dragt, grønne musketerstøvler til og en kappe af et særligt glasstof i gule og hvide, transparente striber. Stoffet er uhyre brandfarligt, og jeg skulle holde mig langt fra levende ild. Det ville smelte omgående. Ja, og så fik jeg selvfølgelig også lavet denne her til min lille, nyfødte datter, som skulle med på armen derind.”

Han tog en lille sparkedragt i grøn velour op af kassen. Hen over ryggen var Tannhäusers logo broderet.

Kan man ønske sig mere af en mandag i oktober end at sidde i en rokokostol med rosa velourbetræk og være vidne til en serie helt usædvanlige problemstillinger. Jeg var ved at være færdig med interviewet til min artikel, og den ledsagende fotosession blev afholdt i Marcel de Sades lejlighed. Det myldrede med stylister, makeupartister, hangarounds og et større fotografhold; komplet med flere assistenter og en særlig interieur-stylist.

Bobby var nervøs ved de mange mennesker. Bobby er Marcel de Sades skødehund, og Markisen havde egentlig ønsket sig, at Bobby blev foreviget med ham på fotografierne, men han vægtede hundens velbefindende højere end den æstetiske gevinst. “Jeg kan ikke byde Bobby det her,” sagde han. “Bobby må over i nordfløjen, mens vi fotograferer. Men det går nok. Jeg har fire damer siddende derovre til at passe ham.”

Miss Fish kom styrtende ind ad døren med et mindre følge efter sig. Han så forrygende ud i et business-suit fra Jill Sander. På den kronragede isse var påklistret en mosaik af sorte perler.

“Undskyld jeg kommer for sent,” sagde han. “Vores lim var størknet.”

Martin Hall sad roligt og ventede i sit elegante, skotskternede jakkesæt. Marcel de Sade var i en gennemsigtig, hvid skjorte med store hvide hjerter på.

“Keld (Rex Holm, hans faste designer) syntes det skulle være denne juleskjorte, fordi bladet efter alt at dømme udkommer op til jul. Og jeg måtte bøje mig.”

Der var naturligvis champagne til alle, og når flaskerne var tomme, blev nye båret ind. Fotograferingen begyndte. De tre mænd poserede scenevant. Fotografen rettede til. Marcel de Sades elfenbenstelefon blev rykket lidt, så den kom med på billedet.

Epilog af Martin Hall:

Det gik nok først op for mig, efter vi havde afholdt Bal des Artistes, hvor langt den slags fest egentlig lå fra normen. I dagene efter væltede det ind med meldinger om, hvor dekadent det havde været, hvor vildt det forekom folk. For de fleste af gæsterne var festen ganske givet en påmindelse om, hvor kulørløst det moderne selskabsliv er blevet – også selvom vi konstant prætenderer, at vi er så og så grænseoverskridende i vores vestlige partykultur. For de yngste af gæsterne var det samtidig en first time at vandre rundt i en økologi af drags og sex-nonner samt at se et show med queer-performere, opera, lesbiske skakspilsudøvere og mavedans, for de ældre blot en kær påmindelse om, hvor langt man egentlig gik over stregen i både 60’erne, 70’erne og 80’erne.

I det 21. århundredes kulturkalender er selv orgierne blevet røvkedelige. Folk poserer foran nogle strippere på en bar og sender et snapshot via mobilen til deres venner for at signalere, hvor vildt de lever livet. I swingerklubberne stiller man sig pænt i kø for at vente på sin tur, og når en tantelibertiner som Jørgen Leth så disker op med en lille sømandshistorie fra de varme lande, flipper alle totalt ud. Herregud, en gammel mand med kløe, what’s the big deal? Det var da f.eks. langt værre, da han under TV2’s dækning af Tour de France i 2003 live kommenterede en cykelrytters fald og efterfølgende aggressive deponering af sin ramponerede cykel på et billad med ordene ”se hvordan han kaster den op på ladet, som var det en kvinde, der havde fortjent det”.

I det hele taget er det meget interessant at se, hvordan forholdet mellem sex og politik har ændret sig fuldkommen hen over de sidste 25 år. Hvor det i tidligere tider altid var det borgerlige segment, der var ude med den moralske rive, når det drejede sig om den seksuelle frigørelse, er det nu en tordnende venstrefløjsmoralisme, der præger debatten. De borgerlige ser jo faktisk ganske positivt på prostitution; de ser det som et job på lige fod med alle andre, og snart sender regeringen vel de ledige ud på massageklinikkerne, ligesom de for nylig tvang folk uden arbejde ud for at feje gaderne. Jeg mener, for nogle år siden gik uddelingen af Årets Laks (en pris som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hvert år uddeler til en person for en modig indsats for homo- og biseksuelles rettigheder, red.) til Anders Fogh ved den årlige Copenhagen Pride. Hvem skulle have troet det, dengang han var skatteminister i 1987.

I modsætning til den borgerlige regering repræsenterer både Socialdemokratiet og SF i øjeblikket en ekstrem moralsk puritanisme, der på trods af en masse noble og velmente motiver er tæt på at få folk som Søren Krarup og Jesper Langballe til at fremstå som langt mere trendy og progressive. På venstrefløjen hersker der nærmest konsensus om, at det er kapitalismen, der står bag det menneskelige begær – at det er noget, magthaverne har opfundet for at føre folket i fordærv. Wow! Lad mig lige minde om en af de danske pornokongers vise ord, den salige Willy Strauss fra Blue Movie på Vesterbrogade, der engang udtrykte det så såre subtilt: ”Rig eller fattig, høj eller lav – alle har kløe!”

Det ligger i menneskets udviklingshistorie konstant at overskride nye grænser – det værende de seksuelle, de videnskabelige, de kunstneriske … the lot! Idéen om det grænseoverskridende er at udfordre det bestående. Både 60’erne, 70’erne og 80’erne kredsede om at bryde tabuet, at bryde hemmeligheden, at nå ind bag alle lag og svinkeærinder til det inderste, det inderste begær, den indre sandhed, whatever. Festerne blev i den forbindelse en festival, en udstrakt søgen efter ekstasen, og orgiet afløste massegudstjenesten. Kroppen var blevet den nye wild frontier, og man ville have kontant afregning, effekt! Mennesket havde udskiftet sin længsel efter Gud med en længsel efter at finde sin indre funkknap, det der turnede én on, og nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at få afprøvet mulighederne.

”Jeg er så bange for at komme til at kede mig”, som den franske dronning Marie Antoinette med slående præcision beskrev sin egen party-natur, og det opsummerer vel bedre end noget andet nutidens stille desperation. ”For hvad gør man efter orgiet?”, som den franske filosof Jean Baudrillard engang spurgte. Nu om stunder virker alle behov mere eller mindre tilfredsstillet – alle har fået deres biler og deres samtalekøkkener og deres snusfornuftige opsparingsaftale. Seksualiteten er blevet privatiseret, det er noget, der foregår hjemme bag computerne, og selvom der siden 90’erne godt nok aldrig før har været så megen synlig sex i medierne og i gadebilledet, er den reelle praksis dog blevet mere og mere domesticeret.

Maskeballet står derfor i mine øjne over for et stort comeback, idet det tillader rollespillet, tillader det forbudte at udøve sig selv uden at afsløre sin identitet. Det er seksualiteten fritstillet fra identiteten, og det er dynamit: Gør hvad du lyster uden at stå til regnskab for det! En af de mest brutale voldtægter i København i 80’erne foregik meget sigende under et af byens første karnevaler, så skal vi ikke lige lade den ærværdige Oscar Wilde komme til orde her på falderebet: ”Give a man a mask, and he will tell the truth”.

Vi har brug for det forbudte, tabuet, zonen ingen andre tør betræde. Det er det sidste sted, eventyret findes – i det forbudte. Vi leder konstant efter, med den franske forfatter George Batailles ord ”det vanvittige øjeblik efter hvilket vi stræber af alle kræfter, og som vi samtidig afskyr af alle kræfter.” Det er det, stofferne repræsenterer, den grænseoverskridende sex, ødselheden. Kun ved at lege Gud kan vi vise vores omnipotens, og kun festen, orgiet, maskeballet giver os spillerummet for at ophæve alle regler i denne vilde søgen efter tilværelsens inderste fiber.

Fotos: Territorium. Layout: Kenneth Schultz.

AT HAMLE OP MED STILHEDEN

Information-interview med Martin Hall og Else Marie Pade af Ralf Christensen (9. november 2007)

44-årige Martin Hall og 82-årige Else Marie Pade. For første gang forenet på plade. To kamplystne gemytter forenet om kunstens ild, fængslets kreativitet og svæklingens disposition for at kunne hamle op med stilheden.

Umiddelbart er det noget af et umage par. En 44-årig mand med afsæt i sen-70’ernes punkscene og en 82-årig dame med rødder i sen-40’ernes og 50’ernes avantgarde. Men dér står de. Poserende for Informations fotograf. Martin Hall og Else Marie Pade. På Halls opfordring har vi valgt Ordrupgaards møde mellem gammel og ny arkitektur som et passende interview- og fotosted. Planen var, at fotografen skulle fange dem foran arkitekturen, hvor den glider fra gammelt til nyt. Men vi drages alle mod irakiske Zaha Hadids tilbygning alene. Ligesom begge dagens hovedpersoner er blevet draget mod musikhistoriske udbrud.

»Jeg læste på et tidspunkt en definition af kunst, som virkelig slog mig og rørte mig meget dybt,« siger Martin Hall. »Det var, at kunst i sin basale forstand skal forstås som en transmission af energi. Og det kunne jeg virkelig relatere til. I punkdagene med det at ændre verden. I et følelsesmæssigt dybere leje med det at blive rørt og på den måde blive bevæget til at gøre noget storslået eller noget anderledes med sit liv.«

Det kender Hall og Pade til. Avantgardister i hver deres tempo. Pade inspireret af franske Pierre Schaeffers konkretmusik og tyske Karlheinz Stockhausens ’elektronische musik’’ – udmøntet i eksperimenter med dyrt isenkram i DR’s studier. Hall inspireret af punkens do it yourself-ånd og den modernistiske rock fra britiske bands som Joy Division, Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire. Dermed var han en radikal tilstedeværelse på den københavnske undergrundsscene. Og der kan synes langt mellem deres inspirationskilder og miljøer, men de er begge udtryk for en modernistisk søgen efter mening i de-territoriale og frodige felter uden for gældende æstetiske indhegninger.

Trods generationer

I mandags udkom det retrospektive bokssæt Catalogue, der præsenterer forskellige tværsnit gennem Martin Halls karriere fra 1980 til nu: F.eks. det popmusikalske, det skelsættende/eksperimenterende og det fortolkede. I sidstnævnte kommer Else Marie Pade ind i billedet. I samarbejde med den unge Thomas Knak har hun lavet sit livs første remix – af Hall-nummeret »Finale«, nu omdøbt til »Illustration«. Og mens remixing som regel opdaterer forlægget, så forlener Pades fortolkning Halls nummer med et sug fra svundne tider; hendes afsæt i den eventyrlige ’elektronische musik’ skaber ærværdige hvælvinger over og strømninger under kompositionen.

»Hvad er det, der binder os sammen på trods af generationer, på trods af det ene og det andet?« Martin Hall spørger sig selv i museets nybyggede cafe, hvor en lille stereomikrofon går på omgang. »Dels det elektroniske eksperiment helt konkret med mediet, med båndene, med modulatorerne, som var noget, Else Marie var pioner inden for. Som var noget, jeg pickede op på via den senere tradition. Men nok mere end noget andet – og det tænkte jeg lang tid over på vej herud – alvoren.

At der er en alvor, som jeg fornemmede i Else Maries projekt, som er fjernt fra tidens alfarvej. Det er en ting, jeg altid er blevet klandret for; at jeg tog mig selv alvorligt, at jeg tog kunsten for alvorligt. Og jeg har altid set det som et kompliment. Så jeg tror, at det, jeg genkendte i meget dyb grad i Else Maries projekt, var alvoren.

Men selvom jeg kom fra de barske 80’ere, så er jeg jo født med en sølvske i munden, født med nogle midler, med en tradition, man kunne relatere til med et punkoprør. Hvor Else Marie jo stod i en helt anden situation, helt sociologisk som kvinde med et avantgarde-projekt, der var utænkeligt – og som hun alligevel formåede at få gennemført.«

Alvoren til fælles

Mikrofonen vandrer til Else Marie Pade: »Jeg må sige, at det kommer lidt bag på mig. Men det er rigtigt nok. For er der noget, jeg har respekt for, så er det de ting, man får givet. Og får lov til at udtrykke på en anden måde, end ordene kan gøre det. For ordene slår ikke til. Ens indre vil sige noget andet, og hvordan skal man få det sagt? Når man finder det, så gør man det, koste hvad det koste vil. Og det var det, jeg genkendte hos Martin. Men jeg vidste ikke, at det hed alvor. Hehe«.

Hall: »Jeg tænkte også meget over, om det var det rette ord.«

Pade: »Jamen, jeg er så glad for det, for du har jo ret. Der skal alvor til at sige, nu går jeg ind i det, og jeg ved, det bliver ubehageligt. For det vidste jeg sandelig godt.«

Hall: »Det må du have vidst.«

Pade: »Ja, ork ja, hehe. For jeg kendte jo mine nærmeste, min egen familie og min svigerfamilie og ude omkring: Jetsettet i Klampenborg. Hvor jeg blev vist frem som klovn nærmest. Til de store selskaber sagde de: ’Else Marie, spil noget af din musik for os.’ Og det gjorde jeg troskyldigt. De var helt væk af grin, men det opdagede jeg aldrig.«

Alvoren er ét fælles tema, et andet er modstand. I Else Marie Pades tilfælde af en meget bastant variant. Under Anden Verdenskrig fik hun indrulleret sig i modstandsbevægelsen, og i 1944 blev hun fængslet af Gestapo.

Martin Hall: »Hvor fattige slut-70’erne og 80’erne, var, så var det jo stadig en periode, der målt mod Anden Verdenskrigs rædsler er en noget lettere genre.«

Pade fik »læsterlige tæsk«, som hun selv kalder det, under afhøringerne, men hun sidder ikke længe i Århus Arrest, før hun får en helt afgørende åbenbaring. »Cellen blev fyldt med lys. Der var stjernen, der blev stor, og der var engle, der var dæmoner, der var det hele. Og så hørte jeg den dér musik.«

Under en anden form for fangenskab opnåede hun også musikalsk erkendelse, nemlig under sine lange perioder i sygesengen i sine første 13 år, grundet nyrebækkenbetændelse, hvor hun lyttede til virkelighedens lyde udenfor som musik. Og her løber Else Marie Pades og Martin Halls historier sammen igen.

»Vi har begge to været nogle svæklinge. Jeg var også syg hele min barndom,« siger Hall.

»Var du,« spørger Pade.

»Ja. Mere eller mindre konstant syg. Også i min teenagetid. Og da jeg endelig begyndte at finde ud af, at der var noget, der hed vitaminpiller og leve nogenlunde sundt, så overtog søvnløsheden. Så jeg har sådan set været plaget i alle tider. Først af min barndom og ungdoms feberanfald og allergier og mononukleose mm., siden hen af søvnløsheden.«

Har altid været fange

Oplevede du så også perioder med isolation som Else Marie Pade gjorde?

»Ja, i høj grad. Så sent som i ’99 havde jeg et totalt sammenbrud, hvor jeg lå i sengen et halvt år, fordi jeg konstant var svimmel. Men jeg ser det nu ikke som en entydig dårlig ting; for mig har alle sygdomsperioderne bragt noget meget fundamentalt med sig. Sagen er, at sygdommen skaber pausen, at du er tvunget til at holde dig i ro, at betragte. Og så mener jeg, at jo svagere en krop er, jo stærkere bliver indtrykkene. Et slag på en syg forvolder langt større skade end et slag på en rask. På samme måde med sanseindtryk. En lille pendant er, at på kinesisk består tegnet for krise af to tegn, tegnet for fare og tegnet for mulighed. Så når kineserne ser ordet krise, så ser de to ting, der kæmper: På den ene side muligheden og på den anden faren. Det er en reel fare at være i en krise. Men det åbner for en mulighed.«

Else Marie Pade: »Det har beskæftiget mig i den sidste tid. Meget. Fordi jeg mere og mere er blevet klar over, at alle de år, jeg fik i ensomhed i min seng, det gjorde dét, som næsten er umuligt i vor tid: At tænke nogle tanker færdige og få lov til at gå videre med et indtryk, som man begyndte på den foregående dag. Dér, hvor jeg boede i ejendommen, var der nogle naboer med børn, og de måtte aldrig komme ind til mig, for min mor var bange for, at de smittede. Selv når jeg var rask. Min søn mødte den ene for nogle år siden i Århus, og han sagde: ’Nej, var det din mor, der var derinde? Vi kaldte hende fangen.’ Somme tider tænker jeg, at jeg har været fanget tre gange. Første gang af sygdom, anden gang af tyskerne og tredje gang af dansk musikliv.«

Det startede ellers smukt, efter krigen, midt i 50’erne, da Pade for alvor kom ind i dansk musikliv og fik lov at starte sine højteknologiske eksperimenter med teknikere i Radiohuset. Men hun blev stadig mere marginaliseret derinde, lige som modviljen ude i kulturlivet eskalerede. Støtten til de økonomisk krævende eksperimenter tørrede ud, og hun opgav til sidst at lave elektronisk musik.

En guddommelig instans

Martin Hall oplevede også kollisioner netop på DR. Her vakte han en del fjendtlighed og demonstrativ kedsomhed med sin opførsel af sit værk Inskription under en torsdagskoncert i Radiohuset i ’83. »Lydspanking,« lød overskriften her i nærværende avis, og det var ikke fordi anmelderen var vild med s/m. Det var i øvrigt samme aften, at Hall for første gang hørte Pades navn – da en DR-lydtekniker sammenlignede hans musik – positivt – med hendes.

»Jeg tror, at kunst er modeller, virkelig, livsmodeller,« siger Pade. »Og at vi er beviset for, at der er en guddommelig instans. Kald den, hvad I vil. Den er der, fordi der vitterlig står, at vi er skabt i Guds billede. Så er det da klart, at vi kan modtage. Men hvordan behandler vi det, vi modtager? Det er spørgsmålet.«

»Ja, det er jo rigtigt,« siger Hall. Og hun fortsætter: »Og der sidder så den modsatte i den anden ende af snoren og prøver at forhindre os og vælte os af pinden alt det, det skal være. Igennem mennesker, igennem begivenheder, igennem ulykker. Men jeg tænker, at det alligevel ikke er så slemt det hele, så længe man bare kan finde nogen. Og jeg synes, det er ved at pible frem.«

»Ja, i høj grad, jeg skal ikke beklage mig over tiderne overhovedet,« tilføjer Martin Hall. »Der vil altid være en undergrund, der arbejder hen mod forståelse, individer der ønsker at forstå verden og forstå kulturen. Og den vil sådan set kun blive forstærket af en mediekultur, der generelt er så bastant og entydig som vores. Jeg oplevede som foredragsholder noget meget positivt efter 11. september 2001, hvor der virkelig kom en alvor tilbage i ungdommens øjne, en alvor der simpelthen er blevet der.«

Det er jo også en anden situation nu herhjemme. Med nedrivningen af Ungdomshuset og normaliseringen af Christiania.

»Ja, når du fjerner ting, skaber du et modtryk. Du producerer simpelthen et vakuum, der kun kan gå hen og blive generativt for andre ting.«

Livet trænger sig aldrig på

Else Marie Pade tager over: »Jeg tror, det, der har været i vejen i mange år siden Anden Verdenskrig, er, at vi har tabt respekten for livet, for hinanden. Og det er et hovmod uden lige. Der er ingen ydmyghed mere.«

Hvad gør det ved os, at vi har mistet ydmygheden?

»Det gør det, at livet trænger sig tilbage. Livet trænger sig aldrig på,« siger Pade.

»Det er en god måde at sige det på,« siger Hall.

»Det er ganske logisk,« siger Pade.

Når livet ikke trænger sig på, så er man overladt til sit ego. Og det er jo ubærligt?

»Ja, det er jo frygteligt,« siger Pade.

»Jeg hørte engang et statement: ’Der findes ingen store mænd eller kvinder, der findes store omstændigheder’,« siger Hall.

Men der er vel også en reel udfordring i at kæmpe for en kulturs overlevelse. Der er jo nogen, der sammenligner kultur med drømme. Altså at kulturen har den funktion for et samfund, som drømme har for mennesket. Uden drømmen bliver mennesket sindssygt, og uden kulturen bliver samfundet sindssygt.

»Marguerite Duras har så en sideløbende kommentar til det,« siger Hall. »Hun sagde, at hun var glad for, at sindssygehospitalerne var fulde, for det gav hende ret i pointen om, at verden var et ubærligt sted at være. Det er en lidt mere negativ måde at sige det på.«

»Tænk på Shakespeare,« lyder det fra Else Marie Pade. »der siger: ’Vi er skabt af samme stof, som drømme dannes af’. Det er en gammel historie, men den er evigt ny.«

Martin Hall: »Walt Whitman har et digt, der er fantastisk, fordi han i digtet spørger læseren: ’Hvad er klokken, hvor du er nu? Er natbordslampen ved siden af dig tændt?’ Og man kigger op, for lige pludselig er Walt Whitman for 100 år siden til stede i rummet. Og det synes jeg, er den fantastiske ting ved kunst, den her omnipotens.« Og han fortsætter: »Der er en relevans på spil, som er mere end en selv som kunstner. For kunstens problem er ofte at den bliver så personfikseret. Jeg giver faklen videre,« siger Hall og ler.

Som kunstner må man overgive sig

Pade tager over: »Pierre Boulez siger i en af sine forelæsninger i Darmstadt: ’Al nytænkning, hvad enten det gælder musik eller hvad som helst andet, er strømme, der går over hele verden med seklers mellemrum, og de rammer alle mennesker, hvad enten de er sig det bevidst eller ej. Og dem, der benægter det, er vanvittige’.«

Udenfor taber træerne håret, og solen er på vej fra arbejde. Indenfor i cafeen brænder forsvaret for kunsten. Og Rainer Maria Rilke bliver mobiliseret, da Martin Hall tager over:

»Nu kan det godt være, jeg ikke kan huske det helt nøjagtigt, men han taler om menneskesjælen, menneskets anstrengelser: ’Af alle stort forsøgte eksistenser, hvis leves da med mere glød, med mere dristigt sind – end mennesket? Vi står og stemmer os mod vore grænser og trækker det ukendelige ind.« Og det, synes jeg simpelthen, er et af de smukkeste citater, jeg nogensinde har læst. Det er en utrolig sårbar situation, en utrolig mærkelig situation, der meget ofte kan give en mindreværdskomplekser, når man skal formulere sig. Men som kunstner bliver man nødt til at overgive sig til det fundamentale, at man er dette endnu udefinerede land.«

Og så mobiliserer Martin Hall en estisk mesterkomponist: »Arvo Pärt blev på et tidspunkt spurgt, hvornår han fandt et værk relevant, hvornår han besluttede sig for, at det var noget, der kunne gøres til et værk. Svaret var noget i stil med: ’Når det kan hamle op med stilheden’.«

Der er snart ikke mere bånd tilbage. Informations udsendte og siden hjemvendte journalist kan lade fingrene hvile efter en langdistance udskrivning af bånd. De sidste minutter af den to timer lange samtale mellem Martin Hall og Else Marie Pade rundes af med pyntelig small talk. Stilheden nærmer sig. Båndet løber ud. Vi kaster anker for natten.

Blå bog: Else Marie Pade

Født 4. december 1924 i Århus. 1941-44 medlem af kvindelig modstandsgruppe og blev i september ’44 arresteret af Gestapo og indsat i Århus Arrest. Fra oktober ’44 til maj ’45 interneret i Frøslevlejren. Var i 50’erne dansk pioner inden for den franske konkretmusik (brugen af lyde fra virkeligheden som musikalske byggesten) og den tyske elektronische musik (brugen af syntetisk fremstillede klange) – stærkt inspireret af pionererne Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen. Hun var den første dansker, der havde urpremierer på værker inden for begge genrer. I løbet af 50’erne foregik de bekostelige lydeksperimenter i Radiohuset. Op gennem 60’erne begyndte den økonomiske støtte at aftage og umuliggjorde til sidst yderligere eksperimenter. Og Pade stoppede for en stund som musiker og trak sig også tilbage fra arbejdsmarkedet i ’76 pga. KZ-syndrom. I ’86 begyndte hun at komponere igen. Men først i begyndelsen af det 21. århundrede bliver hun bredt genopdaget af fagkundskab og medier, og først i 2001 bliver hendes optagelser for første gang udgivet.

Blå bog: Martin Hall

Født 26. april 1963 i København. Var fra de tidlige 80’ere en af spydspidserne i udforskningen af punkens do-it-yourself-ethos og af modernistisk rock og elektronisk avantgarde. Trak sig officielt tilbage fra musikken i ’86 med albummet Cutting Through og to afskedskoncerter. Vendte tilbage i ’88 med albummet Presence, som blev opfattet som et forræderi af dele af undergrundsscenen grundet sin mere poppede karakter. Har siden været hyperaktiv som både forfatter og som musikalsk udforsker af både pop, electronica, kompositionsmusik, teater og avantgardisme. Og trods flere pop-eksperimenter – især tre samarbejder med Hanne Boel – gerne og ofte på sammenstødskurs med konsensus og konformitet takket være hans vekslen mellem tilgængelighed og eksperiment samt ikke mindst med dagbogsudgivelsen Kommunikaze – 1000 dage i cockpittet fra 2001. Det var det første som Else Marie Pade læste af Hall, og om udgivelsen siger han: “Det er jo en bog, der virkelig er i opposition, og en bog der kostede venskaber og kontrakter”.

Foto af Martin Hall og Else Marie Pade: Søren Hartvig.

ET FILMISK CHOK

Politiken-interview v/ Henrik Palle, september 2007

Livsværker: Maleriet, der åbnede øjet. Musikken, der vendte alting på hovedet. Ordene, der aldrig blev glemt. Forskellige kunstnere fortæller, hvilket værk der har inspireret dem mest. I dag musikeren, forfatteren og komponisten Martin Hall.

Martin Hall er et af de helt særlige dyr i den danske kunsts fauna. Han var musikalsk vidunderbarn og spillede klassisk klaver som barn. Som 17-årig var han med til at danne avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, og i tidens løb har han fungeret inden for stort set, dog mest som musiker, komponist og forfatter. Senest kom kæmperomanen Den sidste romantiker i 2005, og i næste måned er han aktuel med cd-boks med ikke færre end fem cd’er og en dvd. Titlen er Catalogue, og den rummer musik fra 1980 og frem til i dag. Hvis han skal pege på et kunstværk, der haft betydning, siger han:

”Hvis jeg skal se bort fra min egen boldgades litterære og musikalske impulser, så er jeg næsten tvunget til at fremhæve Pier Paolo Pasolinis Salò-film. Jeg så den første gang, da den havde dansk premiere i den gamle teaterbiograf Alexandra i København i august 1976, hvor jeg som 13-årig fik sneget mig ind og se den, selvom den var forbudt for børn under 16. Den blev i øvrigt taget af plakaten efter blot seks dage”.

Det var omtalen, der trak, fortæller Martin Hall:

”Der var en del skriveri i aviserne om den, den var jo en skandalefilm. På det tidspunkt havde nogle af mine største filmoplevelser været Bob Fosses Cabaret-film fra 1972 samt Fellinis Amarcord fra 1973, som jeg begge var inde og se sammen med min far som hhv. ni- og tiårig. Faktisk så vi Cabaret sammen fem-seks gange. Jeg var fuldkommen fortabt i den. Det var først mange år senere, at jeg læste den engelske forfatter Christopher Isherwoods oprindelige Berlin-bøger (Farvel til Berlin og Mr. Norris skifter tog) , der danner basis for filmens persongalleri … fantastisk litteratur!”

Den påvirkning, Martin Hall har fået fra filmen, er måske ikke direkte aflæselig i hans kunstneriske arbejde. Det er mere det, den repræsenterer, der har bidt sig fast:

”Filmen er jo ikke så meget en film, som den er et chok. Det er en grusomhedsudstilling. Filmen repræsenterer tilsidesættelsen af enhver form for moral, den er udfordringen og blotlæggelsen af ethvert tænkeligt tabu, den fuldkomne vanhelligelse og fornedrelse af al seksualitet. Den er en voldtægt af sanserne. Man kan næsten sige, at jeg gik ind i biografen som et barn og kom ud som voksen”.

”Salò repræsenterer overskridelsen af alle tænkelige grænser. Den handler kort fortalt om fire magtfulde mænd, der i 1944 isolerer sig i et slot i Salò-republikken i Italien, hvor de udsætter 18 kidnappede unge mennesker for deres mest perverse lyster. Som grundfortælling kan man sige, at filmen er en skildring af fascismen i sin mest ekstreme og desperate form – den udspiller sig jo i 1944 – men den illustrerer det på en så ekstrem facon, at det er umuligt at bevare nogen som helst form for distance til fortællingen”.

”Jeg så væk under halvdelen af filmen dengang, ligesom jeg gjorde det, da jeg genså den i 2001. I mange henseender foregriber den ganske glimrende vores tid, misbrugskulturen, det obskøne overgreb på alting: naturen, hinanden, vores evige krav om afkast og udbytte. Pasolini var jo ærkekommunist, og bag nogle af de mest perverse scener ligger der en klar pointe: Scenerne hvor de kidnappede slaver f.eks. tvinges til at spise lort, er ifølge instruktøren selv en kommentar til USA’s junkfood-kultur, 70’ernes begyndende ”burgerficering” af Europa, ligesom det seksuelle misbrug der skildres i filmen, på mange måder kan ses som et varsel om det 21. århundredes pornokultur”.

”At Pasolini selv blev myrdet på den mest brutale facon af en trækkerdreng lige omkring premieren, lægger kun yderligere vægt til opfattelsen af filmen som den perfekte profeti om den forfaldskultur, den skildrer”, siger Martin Hall, som stadig ikke helt har forvundet chokket.

”Altså, det er en utålelig film at se. På den måde kan du vel godt sige, at den betyder lige så meget for mig, men jeg har f.eks. endnu ikke fået set den dvd-udgave, jeg købte for nogle måneder siden”.

”Jeg er dog stadig ret fascineret af filmens rent tekniske aspekter – det at den er efterdubbet, hvilket betyder, at filmens talespor nærmest konstant er ude af sync med billederne – det gør den faktisk kun endnu mere uhyggelig at se på”.

”Hvis Jean-Jacques Rousseau havde ret, da han definerede civilisationens fødsel som det tidspunkt, hvor mennesket begyndte at bygge hegn, så må Pasolinis Salò-film næsten betegnes som det sted, hvor det blev revet ned igen”, slutter han.