MUSIKEREN DER OVERLEVEDE SIG SELV – DISKANT INTERVIEW 2006

MUSIKEREN DER OVERLEVEDE SIG SELV

Diskant-interview af Anders Bøtter, 20. februar 2006


To dage før det meget anmelderroste album ”Facsimile” udkom, mødtes undertegnede med Martin Hall til en snak om musik, lyrik og indre kampe i fortid, nutid, samtid og fremtid. Det blev til i alt halvandens time samtale, som især fokuserede på de sidste 10 års musikalske udslip fra årtusindekunstneren, der lader til aldrig at slappe af.

Som håbet, træder Hr. Hall ind af døren, præcis kl. 16.45, men et varmt smil på læben og et genkendende nik, som var det kun en uge siden vi sås sidst. Jeg checker mit støvede hukommelseslagers slagger-chips og bliver enig med mig selv: ”nej – han kender mig ikke. Vi har aldrig mødtes før”.

Alligevel glider samtalen så let som en nonnes bøn, og da snakken promte falder på Joy Division, føler jeg mig hjemme som munken i sit bryggeri. Voila! Al forudindtaget nervøsitet før mødet med, hvad der må betegnes som den musiker, der har udfordret mig mest, forsvinder som dug for vintersolens skarpe klarhed.

I 2005 nedkom Martin Hall med en blåhval af et generationsportræt i form af to-bindsromanen ”Den sidste romantiker”. Vi skriver nu februar 2006, og Hall er til trods for massiv pressedækning af romanen klar med albummet ”Facsimile” og den selvstændige single ”Damage Control”.

”Facsimile” markerer et vendepunkt, og et holdepunkt for Martin Hall som udøvende kunstner. Det er for første gang tydeligt at høre, at han forholder sig til sine tidligere produktioner, idet der på den nye plade fornemmes en klar rød tråd i det auditive univers, der er blevet opbygget igennem de sidste 10 år, og nu er kulmineret på ”Facsimile”.

Det har været 10 begivenhedsrige, voldsomme, fantastiske og mærkelige år. Dele af de begivenheder, som har tegnet kortet til Halls indre landskab er blevet bearbejdet i ”Den sidste romantiker”. En bog som på en gang sætter spørgsmålstegn og udråbstegn i dens behandling af kultur og samtid i lille Danmark fra 1980 – 2005.

”Facsimile” er på mange måder en pedant til ”Den sidste romantiker”. Ligesom bogen er materialet på albummet spundet af tråde fra Halls eget hjerte og gjort af minderne fra et voluminøst erindringslager. Men hvor ”Den sidste romantiker” hovedsageligt bevæger sig på grænselandet imellem fiktion og fakta, er ”Facsimile” den mere nøgne sandhed om en kunstners inderste rejser imod en ro, som har ladet vente længe på sig.

”Facsimile” kan anskues som milepælen, der sætter punktum for de sidste 10 års musikalske eksperimenter. Men samtidig giver albummet for første gang lytteren et skarpere billede af mennesket bag noderne – hjertet bag ordene.

HVERT ALBUM HAR MARKERET EN LEJR I ET ØDELAND

Det er ingen overdrivelse at postulere, at ”Facsimile” er den mest personlige Martin Hall-udgivelse i mange år (nogensinde?). Det er et album, der bærer præg af en stille og indadvendt dramatik. Men ligesom Halls personlighed og kunstneriske udtryk bærer selve titlen ”Facsimile” også mere end en betydning:

”Den overordnede idé er, at jeg egentlig altid har set kunst som en reproduktion af de mentale og følelsesmæssige processer, der foregår i de pågældende kunstnere, på de pågældende tidspunkter. Så det vi opfatter som værket, ser jeg mere som reproduktionen (…) Så det har været en måde at anskue det fysiske produkt i kunstens verden på: at det (pladen) egentlig er et replica.

Den anden betydning af ”Facsimile” er, at det er en ”efterligning” forstået på den måde at arbejdsmetoden, er arbejdsmetoder der faktisk kan trækkes ti år tilbage. Der er reminiscenser fra ”Random Hold” på pladen, der er teksturen fra ”Kameliadamen”, og der er orkesterarrangementerne fra ”Metropolitian Suite”. Du kan kigge dig rundt omkring og genkende elementer fra den ”Hall’ske palette.”

Man kan sige at ”Facsimile” netop bliver interessant, fordi man begynder at kunne ane et meget bestemt og efterhånden ret veletableret ”Hall’sk lydunivers”. Du har, især tidligere i din karriere, vekslet enormt meget imellem meget mangfoldige musikalske udtryk, men inden for de seneste par år, er den auditive røde tråd blevet mere tydelig. Er du langt om længe ved at få etableret et bestemt ”Hall’sk lydunivers”?

”Hver plade har markeret en lejr i et ødeland. De har været et punkt, som jeg kunne registrere og forholde mig til. ”Random Hold” var for første gang i årevis en plade, hvor jeg fandt tilbage til en inderlighed i forhold til sangskrivningen og tekstuniverset. ”Kameliadamen” var pladen, hvor jeg virkelig følte, at jeg for første gang fik kontrol over virkemidlerne med akustiske instrumenter. ”Kameliadamen” er jo klaverets plade, og ”Metropolitian Suite” er de symfoniske elementers plade. Hver plade har gjort mig bevidst om en bestemt måde at arbejde på og givet mig en naturlighed inden for hver deres område.”

De sidste 10 års udgivelser har således givet Martin Hall det erfaringsmæssige grundlag og den ballast, der skulle til for at skabe det meget nøgne og minimalistiske udtryk som er at finde på ”Facsimile”. Hvor Hall tidligere skyndte sig videre til det næste projekt, det næste unikke udtryk og den næste personlige lyd, hviler musikken og Hall nu mere end nogensinde i sig selv …

”Jeg følte, at jeg mestrede nogle områder som komponist og producer. I stedet for panisk at søge videre for at lære nye områder at kende, så kunne jeg denne gang netop lade de områder, jeg nu mestrede stå, og så gå ind i mig selv som sangskriver og bare være der og skrive de her meget enkle numre. ”Other Rooms” og åbningsnumret ”Neglect” er jo utroligt enkle numre. Nogle gange er det svære at forblive i det enkle.”

EN KORT SKABELSESPROCESS PÅ 7 ÅR

Siden det sidste ”rigtige” solo-udspil (”Adapter” fra 1999) har kunstneren Martin Hall været i evig brydekamp med mennesket Martin Hall. Tingene var kommet så vidt, at mennesket ikke længere kunne se kunstneren i øjnene, fordi det ganske enkelt var blevet en alt for ”erhvervsskadet” oplevelse at udtrykke sit personlige indre igennem musik. Mennesket Martin Hall kunne ikke fordrage kunstnerens stemme og følte sig som en kliche på sig selv. Et spejlbillede af den skygge han ikke kunne slippe af med. En gammel krig blussede op igen.

Løsningen var at se sig selv og sin egen kliche i øjnene og kaste lys på de skygger, der konstant spøgte fra en fortid, der var gået op i myter om ungdommens vilde overdrev.

Resultatet af processen blev bogen ”Den sidste romantiker”. En proces der gjorde at mennesket og kunstneren Martin Hall kunne starte på en frisk og sætte tidens barometer på ”år 0”. Med denne nye begyndelse vendte lysten til at skrive og spille musik også tilbage …

”Der var atter en fantastisk følelse af naturlighed forbundet med at lave musik. En lyst og en nødvendighed, som jeg havde manglet i nogle år. Min erhvervsskade som sanger forsvandt endelig, det hele tiden at skulle forholde sig ”professionelt” til sin stemme. Det nye materiale havde sin helt egen overtalelsesevne …”

– Så selve pladen, fra du tænker den i startfasen, til den ligger færdig her i februar 2006, var slet ikke så lang en proces endda?

”Nej, egentlig ikke. Den er faktisk indspillet hen over sommeren. Alle teksterne er blevet skrevet kort efter, at bogen lå færdig. Behovet for at sætte ord på musik var pludselig til stede igen …”

– Men det er vel også en falsk forestilling, man har som dedikeret musiklytter: at hvis et band eller en solist, udgiver plader med 5 års mellemrum, at de så vitterligt har været 5 år om at lave pladen?

”Sikkert, men i mit tilfælde tog det mig tværtimod 5 år IKKE at skrive et eneste nummer … 5 år hvor jeg groft sagt var overbevist om, at jeg aldrig skulle stå på en scene igen, at jeg aldrig skulle lave en soloplade igen.”

DEN FIKTIVE VIRKELIGHED OG DET PERSONLIGE ALBUM

De 5 år Martin Hall brugte på ikke at skrive et eneste nummer, brugte han på at skrive sig ud af klicheen om sig selv. ”Den sidste romantiker” er til trods for dens delvist fiktive univers også en meget personlig skildring af en ung mands dramatiske opvækst. Men hvor ”jeget” i romanen ofte virker hyper-personligt, er det ”jeg”, der portrætteres på ”Facsimile”, trods alt mere distanceret fra virkelighedens verden.

– Er ”Facsimile”-albummet, til trods for dets nøgenhed, mindre personligt udleverende en ”Den sidste romantiker” er det?

”Jeg syntes, at den (Facsimile) ER meget personlig. Det er to helt forskellige facetter af mit kunstneriske virke at skrive og lave musik. Ligesom nat og dag. Men det ene eksisterer ikke uden det andet. Som dansk skrivende skribent har jeg en styrke i kraft af, at mit sprog og mit verbale udtryk, har en direkthed, som er kommet positivt bag på mange. Men mine indre idealer finder du måske tydeligere på ”Facsimile”-pladen, end du gør i ”Den sidste romantiker”. I ”Den sidste romantiker” er der enormt mange ting, hvor du kan genkende virkeligheden og mine reaktionsmønstre i mange konkrete situationer, men på ”Facsimile” lever drømmen langt mere ubesmittet. ”Facsimile”-pladen er et langt mere rendyrket romantisk univers. På en måde langt mere himmelstræbende, mere drømmende …”

PROCESSEN

Forventer man som menneske Wagnerske dimensioner i sit liv, samtidig med at man har svært ved at se det smukke i ens egen stemme, er det let at forestille sig, hvor svært det kan være at indspille en så nøgen plade som ”Facsimile”. Derfor er de fleste af sangene også blevet til i rum, hvor Martin Hall kunne være alene med Martin Hall …

”En væsentlig forskel på denne her plade og mine foregående har været, at jeg simpelthen ikke kunne lave vokalerne i studiet. Jeg prøvede at lave et enkelt nummer (i studiet), men det gik ikke. Jeg kunne ikke koncentrere mig ordentligt og endte i stedet med at stå og observere mig selv udefra. Så fik jeg et mobilanlæg hjem, så jeg selv kunne indspille vokalerne. Det gjorde at jeg kunne indspille tre takes af hvert nummer, og hvis numrene ikke kunne klippes sammen af disse takes, så var det lige meget. Næsten alle vokalerne er indspillet alene. Og det har været en stor hjælp, især fordi jeg som allerede nævnt virkelig ikke har brudt mig om min egen stemme i mange år. Ved denne plade overvandt behovet for at synge sangene heldigvis langt om længe min egen selvbevidsthed.”

Men til trods for at processen med pladen i store træk blev til i enerum, slutter ”Facsimile” af med et samarbejdsnummer. Den unge danske gruppe Efterklang har stået for instrumenteringen af Martin Halls første nummer på fransk nogensinde.

– Hvad syntes du selv om Efterklangs debutplade, og hvordan kom sammenarbejdet i gang?

”Jeg var meget begejstret for deres album. Det var en ret overlegen produktion fra et debuterende band. Det var virkelig en plade, der gjorde indtryk. Siden hen gjorde en bekendt mig så opmærksom på, at Efterklang havde været gæsteanmeldere på Geigers hjemmeside, og ud af 3 plader havde de taget ”Kameliadamen” med. Det syntes jeg var ret pudsigt.

Så jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig at indlede et samarbejde. Modellen blev, at jeg indspillede vokalerne til et nummer, og at de dernæst fik frie hænder til at gøre med det, hvad de ville. Og det gjorde de så … Det blev selvfølgelig et fuldstændigt andet nummer. Men et fantastisk nummer.”

– Men var ”Tu Es Mon Image” det eneste nummer, I havde planer om at samarbejde på?

”Jeg havde lavet tre numre som de kunne høre, men vi var enige om, at der som udgangspunkt kun skulle laves ét, og at ”Tu Es Mon Image” var de mest egnede. Et af de andre numre var ”Other Rooms”, men det fungerede bare så utrolig godt i den skrabede udgave, der er kommet med på pladen.”

Ud over at Efterklangs instrumentering selvfølgelig er et spændende og friskt pust på albummet, er ”Tu Es Mon Image” også det sidste nummer – the grand finale.

– Har du haft overvejelser om, hvad det gør for albummet at lade det slutte med et mere up-tempo nummer, der sågar er instrumenteret af et helt andet orkester?

”Hvis du nu klippede ”Tu Es Mon Image” væk og lod pladen slutte med ”Torn Envelope”, så ville det være en klassisk Hall-afslutning, men den ville næsten være for åbenlys. Det ville være de stille numre, som bygger op til den store finale. Nu får man den store forløsning med ”Torn Envelope”, og derefter kommer du så endnu et nyt sted hen med ”Tu Es Mon Image” – så det er en dobbelt spejlvending. Du får sådan set to finaler. Jeg synes, at det er en meget fin måde at nå et højdepunkt på og dernæst tage oplevelsen endnu en tak længere ud. Det at instrumenteringen er så anderledes, og at sproget pludselig også skifter, gør at du trygt lader dig ”falde opad” med pladen så at sige.”

Som sagt er ”Tu Es Mon Image” Martin Halls første nummer på fransk. Ud over Ballet Mécanique-nummeret ”Den Ødeste” fra 1982, har kunstneren som har formået at udgive en 1000 siders roman på dansk, aldrig indspillet andre numre på sit modersmål.
– Og hvorfor dog egentlig ikke?

”Det er svært at forklare, og mange vil muligvis finde det både arrogant og berøringsangst, men den verden jeg arbejder med, gør brug af rum som distance, for at generere en slags mental og følelsesmæssig rumklang. Altså, romantikeren får sat klangen på sin stemme via tomheden omkring ham, afstanden til sin omverden. At udtrykke mig på mit eget sprog i musikkens verden føles simpelthen klaustrofobisk for mig. Som at befinde sig i en lukket cirkel. Det er en organisk ting. Jeg har prøvet, og det fungerer bare ikke.”

STORHED OG STILHED: ”FACSIMILE” VS. ”PRESENCE”

Da Martin Hall i 1988 udgav storværket ”Presence” og forsøgte at lægge hele verden ned med lydkatedraler og tekster om verdens sande tilstand, skabte han et album, som på mange måder kan sammenlignes med ”Facsimile”. De er nemlig hinandens totale modsætninger, men har det tilfælles, at de begge er meget dramatiske. På hver deres facon.

– Kan du selv se ligheder mellem de to albums?

”Presence” som modvægt til ”Facsimile” ja, det symfoniske kontra det minimalistiske, for på ”Presence” lykkedes det at bygge det her enorme lydunivers op … ”

Ja, det var vel Martin Hall ude på bjerget, under vandfaldet?

”Ja, det var sprechstallmeisteren. Det var, som Kim Skotte kaldte mig i sin anmeldelse af pladen dengang, ”Dalai Hall”. Det var den store opsang til menneskeheden. ”Facsimile” er på mange måders dens totale antidote, modsætningen, om end begge plader kredser om den samme intensitet: ”Presence” handlede om enormiteten udadtil – ”Facsimile” handler om intensiteten indadtil.”

FEBRUAR 2006 AND BEYOND …

”Facsimile” stiller skarpt på Martin Hall anno 2006 og efterlader et indtryk af en mand, der hviler mere i sig selv end tidligere. Livet virker mere overkommeligt, i al sin storhed, og jeg fornemmer en klar resonans af let lykke i vores samtale.

Anmelderne har været gode ved bogen (som i øvrigt også har solgt rigtig godt), det nye album høster allerede roser i både Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Gaffa, og Martin Hall synes at have fundet harmoni i privatlivet – så hvad skal det hele dog ende med? Hvor er mennesket og kunstneren på vej hen?

”Denne her plade er en nulstilling. Og lad mig bare sige det meget dramatisk: at jeg på nuværende tidspunkt rent faktisk ikke kan forestille mig at skrive en sang igen …”

– Men sådan har du jo haft det mange gange før…

”Sådan har jeg haft det før, ja, og sådan tror jeg, mange sangere og sangskrivere der lægger deres sjæl og hjerte i deres sangskrivning, ofte har det. Men for mig er det, for første gang i meget lang tid, ment positivt. Forstået på den måde at ”Facsimile” kan stå i meget lang tid, uden at behøve en fodnote. Jeg synes, at det er et godt punkt at lade sangeren Martin Hall stå i øjeblikket.”

– Så glæder du dig til fremtidens projekter?

”Jeg glæder mig meget til koncerterne, ja, måske for første gang. Og jeg glæder mig også meget til at komme til at skrive igen. Og jeg kommer til at lave mere musik, det er der ingen tvivl om, men jeg har intet behov for at lave musik i øjeblikket. Jeg har ingen numre, der presser sig på lige nu og her. Jeg føler som sagt, at det er en plade (Facsimile), der har haft sin egen overtalelsesevne, noget der har opnået sin egen helhed. Jeg tror, det er en plade som mange vil genkende som værende et væsentligt punkt i min karriere.”

Så selvom du netop har udgivet en roman på små 1000 sider, er du stadig fit for fight, og har umådeligt meget lyst til at komme i gang med at skrive igen? Du ved altså allerede nu, at der er en ny roman på vej?

”Ligesom jeg tidligere gav dig en garanti for, at jeg aldrig vil synge en sang på dansk, kan jeg også garantere dig, at der kommer en bog til. Det er det, jeg arbejder hen imod.”

Og hvad bliver det så denne gang? Selvbiografisk? Fiktion? Faktion?

”Det bliver en roman, men den bliver ikke som ”Den sidste romantiker”. Den bliver ikke lige så fandenivoldsk, det bliver en mørkere roman. Og det vil blive en roman i grænselandet mellem fiktion og erfaring.”

I OPPOSITION MOD SIG SELV

Martin Hall har altid været den enlige kamæleon på den danske musikscene. Gennem årene har han stået i konstant opposition til tidens trends og hypes. Så snart det han lavede bare mindede om en kommerciel succes, eller kunne sammenlignes med den gængse populære musik, vendte han ofte 180 grader om. Der findes talrige eksempler på disse transformationer og til tider meget eksotiske udtryk, men fælles for dem alle er dog, at Martin Hall for hver gang, blev nødt til at genopfinde sig selv.
Denne konstante skiften, skaber selvfølgelig meget alsidige værker, men bliver man ikke let fortabt i sig selv?

”Man kan sige meget godt og skidt om mig, men man kan ikke rigtig komme uden om, at jeg har fyldt rimeligt meget i det kulturelle landskab i de sidste mange år. En skadevirkning kan være, at ikoniseringen af ens person undervejs skaber nogle klichéforestillinger om, hvem man er, men i det lange løb vil karakteren af en person altid træde frem. Selvom der har været mange modsatrettede eksperimenter involveret i min kunstneriske løbebane, har retningen altid været klar.”

Du fortalte i 2005, hvordan det kunne være ganske opslidende at være i konstant opposition som kunstner. Men skabelsen af dette skygge-jeg, denne kliche på sig selv, er vel til dels også selvforskyldt. Ved den evige forvandling kommer man vel, mere end noget andet, til at stå i opposition imod sig selv. Er roen og den afdæmpede dramatik på det nye album måske et udtryk for, at du har taget et opgør med oppositionen mod dig selv?

”Ja det kan man godt sige. Det er jo en plade, der har paraderne nede. Det er en mere sårbar plade, en plade hvis styrke ligger i, at den ikke frygter dommen.”

Men, som du selv sagde tidligere, så kom ”Facsimile” meget naturligt til dig. Hvordan kan det være, at du tidligere har haft en trang til at opfinde de mange forskellige former af kunstneren Martin Hall? Jeg læste eksempelvis engang et interview, hvor Martin Hall interviewede Martin Hall. Hvad fik du ud af at opfinde og genopfinde dig selv?

”Det er et greb. Det er en måde at arbejde på, en måde at kommentere ens egen identitet på. Jeg er meget fascineret af greb, strukturer, oversættelser og transformationer. Jeg er et menneske, der elsker at lege med former. Jeg elsker at udvikle subtile selskabslege,så længe det vel at mærke drejer sig om at fremme en alsidighed. MEN, når det så er sagt og gjort – så bliver man på et tidspunkt nødt til at droppe alle lege og vise hvem man er. Altså, hvis hjertet ikke er med – så er det lige meget.”

Det er vel også derfor, at ”Facsimile” lyder, som den gør – fordi hjertet er tilstede?

”Den her plade (Facsimile) har været et behov for at nulstille og sige ”det her, det er den, jeg er, bag de 1000 sider i ”Den sidste romantiker” og bag de mange greb.”. Jeg har følt en stor styrke omkring det at lave den, og det er også derfor at jeg har turde at udgive den i den meget skrabede form, den har. Det handler om at rive lydkatedralerne ned, i stedet for at bygge dem op.”

OPBYGGELSE OG NEDRIVNING

Martin Hall er i sandhed en kunstner, der har formået at rive sin egen lydkatedral ned, skære dybt og lægge hele hjertet på sølvtallerkenen. Meget apropos bærer hans første bogudgivelse titlen ”Genopbyggelsen er større en selve skabelsen”. Det må i sandhed siges at være skæbnens ironi ,at Martin Hall siden 1980’ernes kamikaze-tendenser har brugt så megen flid på at rive sine egne lydkatedraler ned, blot for at opbygge dem igen, og derefter rive dem ned – endnu en gang. En indre krig, uden tabere eller vindere. Slag, på slag, imod og med sig selv gennem en proces der set igennem musikkriterens briller har været uhyre interessant af følge med i.

Det lader nu til, at der er indtruffet en mere permanent våbenhvile, og at tropperne er ved at affinde sig med, at hverdagen til stadighed byder på kamp og slag. Hr. Hall sidder tilbage – mere end noget andet, som kunstneren og menneske, der har overlevet sig selv. Igen.

Ivrige tilhængere bør i øvrigt glæde sig til d. 1. september 2006, hvor 25-års jubilæet for en ganske betydelig udgivelse i dansk musik, Ballet Mécanique’s ”The Icecold Waters of the Egeocentric Calcualtion”, højst sandsynligt vil blive mindet med en flot genudgivelse. Hall er i al fald i øjeblikket i kontakt med Sony/BMG omkring en genudgivelse af albummet på cd.

Desuden optages de kommende koncerter i Århus og København af Park Film (som tidligere på året producerede den glimrende ”Between a smile and a tear”). En selvstændig DVD-udgivelse er på tegnebordet, ligesom der er overvejelser om at udsende koncerten fra Hindsgavl på 1-årsdagen for denne begivenhed, den 18. juni.


Fotos: hansen-hansen.com


DAMAGE CONTROL

BANDCAMP

DAMAGE CONTROL

MARTIN HALL
CD
JANUAR 2006
PANOPTIKON (OPTIK 05)

Damage Control blev udgivet i januar 2006 som en selvstændig forløber for det efterfølgende Facsimile-album, idet hverken titelnummeret eller nogle af de andre fire numre fra ep’en var at finde på den kommende plade. Singlen var i bedste 7”-ånd et værk i sin egen ret, et udadvendt up-tempo-radioopråb mod det 21. århundredes forbrugerfascisme, og alt i alt en sang, der stod i stærk kontrast til den langt mere indadvendte albumopfølger.

1. Damage Control (3:38)
2. Swimming Pool Eyes (Winterhill version) (6:44)
3. Vaseline Dream (2400 remix) (7:38)
4. String Quartet Playing in a Refugee Camp (2:53)
5. Play Hard to Get (3:10)

DAMAGE CONTROL

She’s got a heart full of crazy people
She’s clearly not amused
Catching colds and missing trains
Is all she seems to do
The tragic bravados, the bourgeois staccato
Wonder why they bother at all
They’re all talking in headlines but dress out of style
“Get a life and then give me a call”

Every ghetto gladiator, every little Pierrot
Looking like a drag magician in another wasted show
There’s a beggar on each corner, a stench in the air
Life’s a song that’s dedicated to the lovers at Tiananmen Square

So shit in your hat and place your head on a chair
This journey’s clearly not going anywhere
Turn on the tv, the lie of the land
A string quartet playing in a refugee camp
Start with a kiss and soon you’ll need vaseline
The damage control of any tangerine dream
Play hard to get, you’ll end on the run
‘Cause everyone’s bored with all this soft-porn

Confetti-covered, all animated
Party eyes that never close
A wave of raving faces with sparkling smiles
They look the same wherever she goes
The white shirts and big lips
All drowning in honey
Smacking tongues while they’re shaking their heads
Little socialites with portable roots
In her eyes they’d be better off dead

But the shops and the markets
The wild consumer craze
Seem to bind it all together and somehow make their day
All these harlequin girls with swimming pool eyes
If nothing else matters
They really took advantage of their time

Anders Remark: Guitar, emax
Anette Slaatto: Bratsch
Dan Hemmer: Rhodes
Gisli: Rap
Gry Vester-Andersen: Cello
Hans Nybo: Saxofon
Ida Bach Jensen: Kontrabas
James Crabb: Akkordeon
Johnny Stage: Guitar, percussion
Karoliina Koivisto: Violin
Ketil Duckert: Trompet
Lise Munch: Valdhorn
Lotte Arnsbjerg: Kor
Marie Carmen Koppel: Kor
Martin Hall: Vokal, keyboards, programmering, strygerarrangement
Mimi Kjær: Flygel
Minh Le: Trommer
Morten Jacobsen: Bas
Sofie Darting: Vokal
Thomas Li: Protools og treatments

Design: Kenneth Schultz
Photo: Hansen-hansen.com

Damage Control kunne man bl.a. stifte bekendtskab med den på det tidspunkt nye danske gruppe Summerhill, et band der som remix-unit kaldte sig Winterhill og stod for bidraget ”Swimming Pool Eyes”. Dette remix blev senere inkluderet på Halls single-opsamlingsalbum Catalyst (2008).

Nummeret Damage Control blev playlistet på DR’s P3 og P4-chart i uge 4 og debuterede som #16 på den officielle danske hitliste i uge 7, 2006.


DEN SIDSTE ROMANTIKER

BANDCAMP

DEN SIDSTE ROMANTIKER

MARTIN HALL
ROMAN (2 BIND)
AUGUST 2005
PEOPLE’S PRESS (ISBN 87-91693-09-8)

Martin Halls længe ventede dobbeltbindsværk Den sidste romantiker udkom den 25. august 2005 og blev modtaget med en storm af medieinteresse. Ud over masser af gode anmeldelser og et hav af interviews i landets førende aviser og magasiner kunne forlaget People’s Press allerede to uger efter udgivelsen melde om udsolgt førsteoplag – et oplag der i sig selv havde været fire gange så stort som den bedste sælgende Hall-bog indtil da.

Romanen udspiller sig over to bind og er en 25-års dannelsesrejse fortalt af Martin Halls fiktive alter ego, en ung forfatterspire der i 1980 er 18 år gammel (et år ældre end Hall selv). Manuskriptet var oprindeligt oppe at runde de 1.200 sider, men endte efter redigering nede på to bind af henholdsvis 370 og 330 siders omfang.

Bogen, der havde taget Hall fem år at skrive færdig, var uden sammenligning hans på det tidspunkt væsentligste litterære bedrift. Under færdigskrivningen af romanen modtog forfatteren bl.a. arbejdslegater fra både Kunststyrelsens fagudvalg for litteratur samt Statens Kunstfonds litteraturråd.

Genre: Roman
Sideantal: 705
Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen

”Sommeren 1980. Jeg var 18 år, 1,82 høj og cirka 73 kg tung. Da Ronald Reagan blev valgt som USA’s præsident i november, var jeg nede på omkring 65. Nogle ville nok mene, det skyldtes al den amfetamin, jeg tog, men det var lige så meget en holdningssag.”

“Det store 80’er-testamente: Martin Halls nye mammutværk gør status over 80’er-generationen og ham selv; to fænomener hvis indvikling i hinanden er uendelig … Det er nu engang det storladne, megalomanien og det sindssygt irriterende, der gør Martin Hall til sådan en fantastisk personlighed, en udansk, utidig og altid upassende stjerne i et Danmark af middelmådige hyldester til stegt flæsk med persillesovs. Hans 25-årige karriere som punkprofet, new wave-ikon, avantgarde- og pop-komponist, og lige så konstant tilstedeværende som demonstrativt modvillig mediepersonlighed har aldrig fremtrådt som mindre end original. Det er derfor en begivenhed, når Hall nu udgiver sit manifest over ”80’ernes børn, the sons of no generation” og deres opvækst gennem 80’erne og 90’erne og langt ind i fremtiden.”
Information – Lotte Folke Kaarsholm (4. august 2005)

”En rus af en roman: Et vildt dannelsesridt i jagten på identitet gennem dryppende dekadence og et festfyrværkeri af et obskurt persongalleri. Den Sidste Romantiker er en højtravende fortælling om det unge sind i en tid, der bevæger sig i hvirvelvindsretning. Romanen driver af fortælleiver og syder af sprogligt overskud.”
( * * * * * )
Costume (4. august 2005)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne: Det er en fascinerende og på mange måder enestående roman, fordi Hall litterært set er en af de tunge drenge, men samtidig forstår at levere den gode historie krystalklart og fængslende. Det er en underholdende, men dybt alvorlig roman om den generation, som fortsat har ufattelig svært ved at blive voksen.”
( * * * * )
Femina – Sissel-Jo Gazan (18. august 2005)

”Dobbeltgængermotivet er et klassisk kunstgreb i den romantiske tradition, og multimennesket Martin Hall – Danmarks bedste bud på en opdateret version af Oscar Wilde – benytter det da også i sin på alle måder monumentale generationsroman Den Sidste Romantiker … Bogen er en både sarkastisk, underholdende, højpandet, humoristisk og ofte tankevækkende blanding af nøgleroman, smædeskrift, selvterapi, essay og god, gammeldags medrivende historie. Hall er nået til et punkt, hvor han ikke længere har behov for at holde hverken sig selv eller læseren ud i krukket armslængde. Og derfor rammer han renere end nogensinde … En intellektuel kraftpræstation, hvis nærmeste åndelige slægtninge, om ikke i indhold så i form, er Aksel Sandemoses store romaner.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (25. august 2005)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi …
I modsætning til Flauberts Fréderic Moreau, der i slutningen af ’Følelsernes Opdragelse’ sidder tilbage med sit ”et ce fut tout”, ”og det var alt”, en tom skal mellem ungdommens forvildelser og alderdommens imbecilitet, som Flaubert med vanlig satanisk præcision spidder miserere – så er Halls voksne og uforbederlige romantiker flabet og næsten from: ikke resigneret, ikke kynisk, ikke desillusioneret – men ej heller skingert forblindet og kronisk i sine hormoners vold. Voksen, med andre ord. Og besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store stræk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig. Måske anviser Halls uefterlignelige, die-hard romantiske eksempel alligevel en slags vej væk fra de 40-åriges på skift forbrugsobskøne og nykonservativt satte vildvej? Om ikke andet stråler Halls dæmpede stjerne ikke helt tosset på sin færd hen over livets midterskel: En moden romantiker.”
Politiken – Mikkel Bruun Zangenberg (25. august 2005)

”Et kapitel for sig selv i historien om 80’er-generationen: Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik … Der er i det hele taget mange sjove karikeringer af medie-, litteratur- og musikfolk på den lange vandring fra 80’ernes sortromantiske himmelstorm over de mediehysteriske og pornoficerede 90’ere til i dag. Og detaljer en masse. Klubber, caféer, bøger og plader nævnes i et væk, og romanen tager ind i mellem form af at være en registrant over de sidste 25 års progressive såvel som populære kulturliv.”
Berlingske Tidende – Per Krogh Hansen (25. august 2005)

”Den er en nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder, og det vil ikke overraske, hvis den går hen og bliver en kultroman.”
Fyens Stiftstidende – Anne Sophie Hermansen (25. august 2005)

Den Sidste Romantiker er den bedste bog, jeg har læst om ”the sons of no generation”, som Hall kalder den. Den er hudløst ærlig, den gør op, og den fortæller om en selvudfoldelse, der alligevel ikke var fuld plads til.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende — Jens Henneberg (25. august 2005)

”Bogens selvbiografiske projekt handler i sin kerne om, hvorvidt man som menneske og som kunstner kan slippe en ungdommeligt romantisk hang til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død uden at sælge ud og falde til patten i forstæderne eller konvertere længslen til endnu en midaldrende teenager i teenagetøj. Der er en del faser i vor helts modningsprocedure, men ved vejs ende får han dels skrevet den tekst, læseren sidder med – ”genfortællingen af mit eget livs fiktion” – dels tager han tyren ved hornene og bliver hos den, han senest har forelsket sig i. Selvom fortælleren er endog meget håndfast fortolker af fortiden, er der her en sympatisk åbenhed eller uafsluttelighed i hans forsøg på både at blive ved noget og dog bevæge sig videre … Der er gods i hans selvbiografi …”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (26. august 2005)

“Storværk: Intens fortælling om det københavnske musik- og litteraturmiljø … spidsfindig og fornøjelig, og der er også et stænk af tungsind og filosofi. Det er et stort epos, der opsummerer kendetegnene for 80’er-generationen.”
( * * * * )
Jydske Vestkysten – Lise Joern (28. august 2005)

”Udsendelsen af Den Sidste Romantiker kunne ikke have været timet bedre. Lip gloss og superstramme jeans er en del af efterårsmoden, flere og flere nye bands lyder som punken og avantgarden gjorde i 1882, og som om det ikke var nok, så er der såmænd også kommet sortklædte punkere i gadebilledet igen … Bogen giver et indblik i en verden, en tid og en subkultur, som hidtil har været lukket land for de fleste. Og selv om der er tale om en roman, kommer man næppe tættere på virkeligheden, end vi gør her. I romanens righoldige persongalleri er det således heller ikke svært at udpege nulevende såvel som afdøde ”berømtheder” bag de fiktive navne. Det gør læsningen ualmindelig underholdende.”
Urban – Michael C.G. Iversen (29. august 2005)

”Martin Hall er en arrogant, skarp og selviscenesættende skiderik af en forfatter. Heldigvis. For den slags dygtige, ophøjede og selvhøjtidelige vækster har vi alt for få af i det pæne litteraturlandskab. Og fra den hævede position har Martin Hall tydeligvis et godt udsyn! … Med en syrligt sarkastisk humor, et sprudlende billedsprog og endda selvironisk distance stiller observante Martin Hall den ene præcise diagnose efter den anden og skaber alt i alt et af de bedste signalementer af det danske kulturliv (eller mangel på samme) i de seneste 25 år … Vi andre kan bare nyde det hele vejen frem til den svimlende og flabede slutning og grinende hikke: Tak for turen!”
( * * * * * )
Citadel – Simon Lund Andersen (september 2005)

“Alt i alt må Den Sidste Romantiker siges at være en temmelig vellykket bog, som ud over at være en yderst troværdig beskrivelse af en “vred ung mands” modning som menneske og den generation, han repræsenterer, og en til tider hylende morsom satire over det ikke altid for begavede danske musik- og kunstnerliv, også er skrevet med en særdeles veldrejet pen. Hall har et større ordforråd end de fleste andre danske forfattere, og man fornemmer, at hver eneste sætning er blevet vendt, indtil den rummer lige præcis den rigtige kombination af tankemæssig tyngde og elegant lethed … Den kan bestemt anbefales – ikke mindst, nu vi snart går de lange efterårsaftener i møde.”
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (september 2005)

“Punkens optagethed af den romantiske figur beskrives og begrundes præcist, netop fordi Hall selv har været der, og bogen giver et så godt billede af 80’ernes undergrundsmiljø, at man næsten kan lugte det. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når han i bind et beskriver tydeligt genkendelige personer som Adam Bruun alias Michael Strunge, Walter Nymann alias Poul Borum og Birger Johannesen, forsanger i kongepunkbandet Black Sun (gæt selv), eller når han i bind to gennemhegler den fordummende reklameverden. Og det er netop det centrale i bogen, at verden ses fra den romantiske flanørs synspunkt, hvor alle, der ikke som ham selv stræber efter den ultimative sandhed, i bedste tilfælde er sell-outs (så har de dog udført noget af værdi på et tidspunkt!). Men at der også er en pris at betale, hvis man ikke ønsker at deltage i den helt almindelige virkelighed, som konstant presser sig på.”
Romeo + Juliet – Else Skjold (september 2005)

“Det er en bidende og medrivende fortælling om en ung forfatters hæsblæsende dannelsesrejse gennem designerdrugs, spirituel søgen og overfladisk underholdningsindustri. En intelligent roman i et originalt sprog …”
( * * * * )
Woman – Lene Kjældgaard (september 2005)

Den Sidste Romantiker er et højpandet, vittigt, bombastisk, satirisk, rørende og sine steder pragtfuldt epos skabt af en søgende sjæl … en kultbog er født – skrevet af en ildsjæl, der stadig blusser. ”
LineOut – Anders Houmøller Thomsen (september 2005)

Den Sidste Romantiker tog mig totalt med storm, jeg læste døgnet rundt i hvert frie øjeblik, jeg havde … Det står lysende klart for mig, at Martin Hall har skrevet den roman, jeg som læser og anmelder har sukket efter i mange år, nemlig 80´er-generationens testamente, deres udråb, deres oplevelser, deres glæde og smerte, det hele er samlet her i små og store oplevelses-metamorfoser, sprogbomber og den ene mere vanvittige og skøre personage end den forrige. Det er guddommeligt og en ren litterær kæmpeæske af chokolade-bogstavs-godbidder! ”
( * * * * * )
Bookworm – Grith Lygum (november 2005)

”705 sider om hvorfor 80’er-generationen styrer for vildt, og så måske alligevel ikke gør det. Martin Hall har skrevet et generationsepos … spændende og underholdende. Selvom Martin Hall selv må tænkes at tilhøre den intellektuelle elite, er han heldigvis ikke bleg for at tage tykt pis på den og få sig selv og andre til at fremstå som rimeligt latterlige. Herligt, da man godt kan komme til at føle sig forholdsvis intellektmæssigt underlegen, når man læser bogen. Bogen er lang. Men det føles den dog ikke, da man sluger store dele af den råt. En rigtig god bog, det eneste minus er, at man kommer til at føle, at man selv har haft et forholdsvis uinteressant liv sammenlignet med Martin Halls.”
Litteratursiden – Allan Thomsen Volhøj (november 2005)

KAPITEL 63: THE MILLENNIUM BUG

Sex var blevet noget med at trykke på knapper og trække i håndtag – en mekanisk glæde, der blev udspillet i fremmede menneskers hjem efter at have mistet så godt som al lyst i samme øjeblik, man tog tøjet af. Jeg følte mig som en slidt halvtredser, der blev ved med at skifte hænder i en endeløs række af bestikkelser, men min elendighed fandt ikke den mindste genklang hos nogen af mine bekendte. Heine Munch havde for eksempel lige fået sig en mindre ansigtsløftning af fornøjelse over erotikkens “merchandise”, som han kaldte det, efter en noget barok oplevelse med en lam pige ude til et af Damhuskroens lørdagsballer.

“Jeg ved ikke, hvad det var, men dér sad hun altså i sin rullestol og så smaddersød ud,” og da det så havde vist sig, at man kunne byde hende op til dans ved at køre lidt rundt med hende til musikken, måtte Heine selvfølgelig over og prøve lykken. Det ene havde ledt til det andet, og efter at de erhvervskunder, han havde været ude med, langt om længe var taget hjem, var parret endt med at sidde og kysse ovre i et hjørne. “Det har jeg sgu aldrig prøvet før” – en efter alt at dømme inciterende omgang, eftersom Heine efterfølgende havde tilbudt at køre hende hjem. Da det var en mild nat i slutningen af april, havde han på pigens opfordring rullet hende en tur rundt om Damhussøen, hvorefter hun til hans store overraskelse var endt med at spørge, om han kunne tænke sig at have sex med hende. “Først vidste jeg ærligt talt ikke, hvordan jeg skulle gribe det an,” men så var han alligevel gået med på idéen. Pigen forklarede ham i praktiske vendinger, hvordan de skulle gøre det. Eftersom det var umuligt at komme til i stolen, måtte han hænge hende op i et træ med de remme, hun ellers brugte til at spænde sig fast i rullestolen med, “og det var altså vildt, det kan jeg godt sige dig.”

Med dansende munter stemme gav Heine sig nu til at forklare mig om alle detaljerne ved denne penible sag og det i så utilslørede vendinger, at jeg var lige ved at få røde ører. Omgivet af søens fløjlsagtige, for ham næsten landlige stilhed, havde de fundet et solidt egetræ, og ved hjælp af pigens instruktioner fik Heine så klynget hende op i en stilling, der var operationel for dem begge. Herefter gik min foretagsomme ven sporenstrengs i gang med at udføre sin del af aftalen, og det havde ifølge kilden selv været en oplevelse for livet: “Har man ikke haft sex med en lam pige, så har man ikke haft sex overhovedet!” Da han bagefter glad og galant havde kørt hende hjem til hendes bopæl på Rødovrevej, bemærkede han dog pludselig en skikkelse, der ventede ude foran hoveddøren. “Det var hendes far, mand, og jeg tænkte bare, åh nej, nu falder der brænde ned, men han var helt cool,” og havde mod forventning udelukkende haft tak til overs til Heine for at have kørt datteren hjem. “De fleste lod hende nemlig bare hænge.”

Så vidt jeg kunne forstå, havde Heine tænkt sig at se hende igen, men som tingene udviklede sig, kom jeg ikke til at have forfærdelig meget mere med ham at gøre. Folk kommer og går i éns liv, dukker op for atter at forsvinde, og enkelte af dem løber man så måske ind i senere … For eksempel Folke Kastrup og et par af de andre resterende Omega-medlemmer, som jeg i efteråret 1999 mødte i færd med at hamstre massive mængder dåsetun i en Netto-forretning. De var lige så febrilske, som sidst jeg havde set dem, denne gang overbeviste om at verden kortsluttede nytårsaften, hvis ikke på grund af computerne – den på det tidspunkt meget omtalte “millennium bug” – så af andre, mere overordnede årsager.

“Det kan jo ikke blive ved på den hér måde,” lød ræsonnementet fra den noget ældre, men stadig storsmilende Folke. Det var helt rart at møde holdet igen. Bag dommedagstvivlen var de stadig de samme hjerteligt skøre individer, jeg engang havde delt så mange drømme og længsler med, og selvom de havde travlt, blev der lige tid til at genopfriske et par af de bedste historier fra dengang, alting virkede så langt mere enkelt end nu. Omkring en fjerdedel af vokabulariet Folke slyngede om sig med, var stadig på engelsk, men hvor det tidligere altid havde slået mig som så påtaget imperialistisk, forekom det mig nu blot at være en naturlig del af tidens tiltagende globalisering. Venter man lang tid nok, kommer alting på mode igen, og alt imens Omega-folkene gav sig til at læsse folkevognsrugbrødet fuld af tun og torskerogn og dåsetomater, tog jeg ind til byen for at købe Tvivl om sporvogne og andre digte af østrigeren Peter Waterhouse.

Sommeren var fløjet af sted med at føre dagbog og notater, vedligeholde min form og i det hele taget bare leve et så regelmæssigt liv som overhovedet muligt. Jeg var ikke blevet nogen munk endnu, men 1999 var og blev året, hvor jeg lagde verden på køl. Det var ikke sådan, at jeg følte, at tiden var ved at løbe fra mig, jeg havde aldrig rigtig haft noget kapløb kørende med den, det var mere det, at jeg hverken var ung eller gammel, hverken romantiker eller atlet, bare en midaldrende mand, med alle de frustrationer den position indebærer. Det var helt underligt at opdage, hvordan det meste af den vestlige verden med ét syntes at være ved at blive det, jeg ellers altid kun havde betragtet mig selv og mine ligesindede som, nemlig romantikere! Tidens grænseoverskridende behov for selvforsikring var ved at skabe en hel religion baseret på netop fortabelsen i den enkelte, et scenarium, hvor alle ville alt, ville være alt og opnå alt, ja, faktisk tegnede det 21. århundrede snarere til at blive en renæssance for romantikken end den begravelse, jeg ville have svoret, vi stod over for. Det at være romantiker var blevet en karriere, en postmoderne tilstand, hvor romantikkens oprindelige åbenhed var degenereret til en komplet ligegyldighed over for alt andet end sig selv, selv og mere selv, og skønt visionerne for længst var blevet hældt ud med badevandet, var grebet i det mindste bevaret – om end med nok så mange omvendte fortegn! Det at være individualist var efterhånden mere et medfødt handicap end et valg. Tidens nye hybridart af romantikere, disse rastløshedens nomader, refererede i al fald ikke længere til nogen tradition, det var en kultur af zappere, shoppere, kneppere og kneppersker, et folkeslag, der mere næredes af følelsen af valgfrihed end af behovet for at gøre op med realiteten af det fangenskab, de var født ind i … en fornemmelse, der blev bekræftet til fulde, da år 2000 eksploderede i et massivt postmodernistisk delirium af en kultur, hvor individets personlige frihed og næsten grænseløse ret til selvrealisering var blevet fuldkommen uantastelige størrelser.

Fra den ene dag til den anden hamrede overoplysningens tidsalder foden ind gennem tidligere tiders “vejledende opførsel”, for “dannelse, var det ikke noget, man døde af?” Mens en god tredjedel af den vestlige verden allerede fyldte sig med designerdrugs som pcp, ketamin, quaalude og ecstacy til tidens inflatorisk udbredte VIP-parties, måtte resten af klodens festdeltagere også snart finde sig i at vågne op til det 20. århundredes tømmermænd, til nødvendigheden af at skulle forholde sig til den bottomlinegeneration, der allerede var godt i gang med at digitalisere virkeligheden, reducere alt til ettaller og nuller for at simplificere og ultimativt udradere alle unødvendige abstraktioner. I en håndevending omskrev man de syv dødssynder, hovmod, gerrighed, vrede, misundelse, utugt, frådseri og ladhed, til epokens kardinaldyder, og vups, så var tidens største helte med ét voldtægtsdømte boksere, seriemordere og udkneppede pornomodeller. Havde 90’erne forsøgt at skabe en mindeværdig exit for et horribelt århundrede, var mærkesagerne ved årtusindskiftet blevet forsimplet til noget med afskaffelsen af hverdagen, evig ungdom og en sms-bonus til alle nyfødte, det var ikke længere et spørgsmål om “hvad”, man kunne blive, men derimod udelukkende “hvem”, og ligesom staten havde fået skabt et nyt adelssystem gennem de mange nye akademiske titler, så fik folket hurtigt skabt sig en ny intelligentsia, nemlig trivial pursuit-mennesket, folk, der vidste en masse uden på nogen måde at være påvirket af det. I et Danmark, der i den ældre generations øjne efterhånden primært bestod af “150-kilo tunge, kronragede bodybuildere og indvandrere” (citat slut), udstillede klubkatedralernes pulekød helst sig selv som kælne slaver i cigaretrøgsfyldte postsexscenerier, og strakte 140-bpm’ets lyriske kvaliteter sig en sjælden gang hinsides lip sync-moduler som “blow my whistle” og ”I wanna fuck you in the ass”, blev der pludselig lidt for højt til loftet ude på dansegulvet … et chok, der åbenbart fik alle unge mænd til at tabe håret på en enkelt nat, for hvor de glatbarberede hoveder i 70’erne var bøsser, i 80’erne fascister og i 90’erne intellektuelle, så var de i år 2000 blot nytatoveret muskelkraft i dopet dildoformat.

I et verdensbillede, hvor fængsler og afvænningsklinikker havde erstattet sommerhusene og herregårdene, og hvor selv pensionerede sømænd snart havde et bedre sprog end den gennemsnitlige radiovært, var tv-reklamerne ikke andet end maskerede cum shots, semierotiske billedverdener, hvor digert proportionerede modeller proppede fedtfunklende mozarellasandwiches ind i lipglossmalede munde. Alt blev seksualiseret, og alle intimsfærer krænket i det liberale fremskridts hellige navn, for hvem havde måske lyst til at stille sig op og virke gammeldags under banneret med de tre nye nuller?, i hvert fald ikke de hjemmegående papmænd og sæsonens kortvarige it-millionærer, det var da helt sikkert, de fik jo endelig serveret kvindelige Chippendales til morgenkaffen og talkshows med strippere, der viste optagelser med sig selv under deres brystoperationer. Det var med Milan Kunderas ord ikke længere en generation af fædre, men derimod blot et hold farmænd uden autoritet, der hér legede vikinger med zipguns og remotecontrols, og havde man nogensinde undret sig over, hvorfor danske mænd havde verdens dårligste sædkvalitet, blev årsagen nu én gang for alle tværet ud i enhver flække af mediebilledets dækkeevne: De havde ingen nosser.

Der var også en god grund til, at den gennemsnitlige levealder i Danmark var den næstlaveste i hele Europa, for hvis folk ikke kedede sig selv ihjel, døde de af skærmstråling eller vægelsind. På samme måde som æsler sulter ihjel, når de bliver stillet over for valget mellem to fyldte foderskåle, så var alle livets muligheder simpelthen bare ved at være for meget for den i forvejen velbjærgede dansker – virkelighedens manglende kommentatorer gjorde det at have med andre mennesker at gøre til noget ubehageligt og usikkert, og på mange måder blev det 21. århundredes manglende fællesskab den perfekte ækvivalent til John Miltons tabte paradis (fællesnævneren værende det totale fravær af vished, sikkerhed og tryghed). I år 2000 anslog WHO, at 340 millioner mennesker på verdensplan led af depression, alene over there blev 19 millioner amerikanere deprimeret hvert år, og hvor der i England i 1991 blev udskrevet ni millioner recepter på lykkepiller, var antallet i år 2000 vokset til 22 millioner. I 1996 spiste 185.950 danskere de samme piller, mens antallet ifølge lægemiddelstyrelsen i 2000 steg til 264.984 … et år, hvor danskerne tilsammen brugte 682 millioner kr. på antidepressiv medicin. Husholdningsbudgetternes spidsbelastning lå ikke længere i forbruget selv, men derimod i alle renterne og afdragene, og mens den fortabte generation skiftede bogreolerne ud med videosamlinger og sendte deres børn til psykolog i stedet for at tage dem med på stranden, var det efterhånden kun den handlekraftige småpsykopati, man kunne tage rigtig alvorligt, når det gjaldt om at finde nye lederskikkelser. Med Det Brune Punktum som absolut højkultur og Ekstra Bladets svimlende lixtal som eneste reference gik Generation Shithead forståeligt nok ikke videre op i fremtiden, de levede deres liv som en dårlig roadmovie, for geografi og historie, det var da det, man fandt i alle de livsstilsmagasiner, der blev redigeret af trendy tøser på tredive, som alligevel ikke havde andet at proppe i dem end orgasmeguider og “hot or not”-lister allerede uddaterede inden deadline. Flavour of the week-folket var desperate og havde konstant brug for nye ansigter til at interviewe deres egen selvforståelse gennem, og mens chicks nu blev stavet tjix, og ordet piercing røg i den nudanske ordbog, så var alt i det mindste endnu ved det gode-for-fem-minutter-siden-gamle i MTV, hvor guldkædesvingende negere stadig bare ville kneppe hinanden i swimmingpools, og skaldede white trailer trash-fyre hamrede æggehoveder og guitarer ind i væggene på gummicellerne i deres lækkert stylede videoer. Til Danish Music Awards var scenen i fuld sympati med al fortrængt virkelighedsfornemmelse proppet med popstjerner, der alle sammen var på socialhjælp, nye navne fremavlet af radiohits uden noget salg, mens syngende bryggerheste og sanglærkemulatter ikke anede, hvad de skulle sige, når de fik statuetten – ikke andet end “hvor’n har I det derude?”, men hvordan fanden skulle publikum snart vide det? Det var jo derfor, de havde købt en billet … for at få svar på netop det spørgsmål. Oppe på de dyre sæder delte geriatriske ægtemænd rundhåndet Dom Pérignon-champagne ud til pigerne fra det lette kavaleri, dem, der med lidt held sagtens kunne udvikle sig til at blive rigtig fine bingoværter en dag, for hey!, gik man efter nobelprisen i disse tider, handlede det om at bruge kroppen, verdenshistorien var jo aldrig blevet ændret af store tænkere, den var udelukkende blevet ændret af ting som opfindelsen af p-pillen og aids og kneppesyge præsidenter.

Det var svært at følge med, men i løbet af et par måneder havde autoerotisk asfyksi (iltmangel under sex) allerede gjort analsex til old news, så yo, motherfucker! , ungdommen tålte stadig alt, alt andet end tid. Det skulle nu ikke holde lille Vadmels-Danmark tilbage fra at triumfere sig gennem resten af året over Brødrene Olsens Melodi Grand Prix-sejr i foråret, for se lige engang hvordan verden for første gang siden Maastricht-nej’et og EM-sejren i 1992 atter fattede interesse for dette reservat fuld af Arne Jacobsen-stole designet i 50’erne, PH-lamper udtænkt i 20’erne og kongeligt porcelæn fra før Første Verdenskrig. På trods af at de fleste af os måske troede, at vi endelig var ved at blive lidt “moderne”, forholdt det sig desværre snarere sådan, at udlandet nok blot så på os med en vis nostalgisk længsel efter at være i stand til at sætte tiden i stå dagen inden JFK-attentatet. Uskylden var stadig vores, og fuck!, der var sågar endnu steder, hvor det rent faktisk virkede, som om ekspedienterne fandt bare en smule fornøjelse i deres arbejde. På et kaffested i Gothersgade blev jeg for eksempel mødt med den helt rigtige forbrugerånd, da bestyrerinden i takt med stereoanlæggets Lisa Stansfield-sang ikke spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig, men derimod med hviskende stemme ønskede at vide, “hvad hun kunne friste mig med?” og dernæst “om jeg ville nyde min caffe latte her?” Vi var næsten oppe i samme klasse af iscenesat forførelse, som da en headset armeret tjener på restaurant Etcetera bød holdet af de før omtalte karrierekørende midttredivertøser velkommen med et friskt “hey piger, jeg hedder Frederik, og det er mig, der skal have fornøjelsen af at servere for jer her i aften” … jeg kan love jer for, at tøjterne fnisede, så det rislede hele vejen ned i trusseindlægget, og der var da heller ikke én af dem, der ikke forsøgte sig med et par slingrende moves over for ham i løbet af aftenen. I hans selskab kunne hverken vuf, villa, barn eller mand snige sig tilbage i kalkulen, for livet, det var og blev en engangsforestilling, et spørgsmål om at få hevet løs i den enarmede tyveknægts frynsegoder, så længe der endnu var mønter i lommen.

Imens stirrede ægtemændene og jeg os så blinde på et sommer-EM i fodbold, hvor Louis Figo fra Portugal i ugevis rendte rundt og lignede en omløbende Old Spice-reklame, og tro det eller ej, inden sommeren var ovre, havde han gudhjælpeme overhalet stadionmessiasen selv, Hans Kongelige Højhed give-the-dog-a-Bono, på listen over tidens bedst betalte superstjerner (også selvom han slet ikke vandt noget). Jeg havde aldrig fulgt med i fodboldkampe før og holdt også allerede op med det igen i løbet af efteråret, da det var mig komplet umuligt at finde ud af, hvem der spillede på hvilke hold, så hurtigt spillerne skiftede klubber. Jeg gav mig i stedet til at læse Octavia Paz, Pentti Saarikoski, Jean Rhys og Giuseppe Ungaretti, fulgte med i radiomontager på P1 om amerikansk kulturhistorie fra Watergate til Lewinsky-sagen og lyttede i lange intervaller udelukkende til Silo. Perecs Livet forblev ulæst, men prydede smukt arbejdsbordet foran mig på grund af dens undertitel (“en brugsanvisning”), alt imens jeg ihærdigt forsøgte at få gjort min nye notatbog færdig … hvilket den så endelig blev i efteråret, en 300-siders gyroskopisk selvreflekterende afhandling med titlen Koncentrat. Med omdrejningspunktet henlagt til enhver papmaché-Mefistofeles’ alter ego-postulat om, “at forskellen på mig og en sindssyg er, at jeg ikke er sindssyg”, var jeg sådan set bare fortsat i samme dur som Titel, det vil sige ved at orientere mig om alle ømme punkter og indre vabler langs den moderne livsførelses kollektive hjernebark og derefter slippe min indre Doktor Faustus løs med sin reductio ad absurdum-skalpel. Jeg havde tydeligvis talent for at irritere, og nu skulle der festes! Ved metodisk at pløje mig gennem tidens meningsorgier og idéhor, avlede jeg i løbet af rekordtid nok tankevækkende pointer og analyser til, at ikke bare Vivian fandt resultatet befordrende at rode rundt i, men sågar også mit forlag, der satte Koncentrat til udgivelse i slutningen af marts 2001.

For første gang nogensinde var jeg nervøs i ugerne op til udgivelsesdagen, og så kunne min redaktør ellers komme med alle de kloge udsagn, han ville, floromvundne sager a la “at den hånd, man rækker andre, skal være éns egen,” for hvad hjælper det, hvis det er Edward Saksehånd, der sidder på lur i kviksandsmosen? Hvad i alverden ved en redaktør måske om, hvordan det føles at blive dissekeret offentligt? Denne gang var det et ”autentisk” jeg, der kastede sig ud i åben kamp med sin omverden, et “konkret” jeg frem for endnu et fradragsberettiget tredjepersonsliv. Alle tror, det er noget, man kan forestille sig, presseautodaféens kombinerede messe og cirkus, men ingen kender for alvor følelsen af at blive inficeret med dagbladsjournalistikkens spot, før man selv har været en tur gennem ilden. Det var den moralske tænknings rene og skære seksualitet, der havde drevet min skriftstrøm denne gang, og af samme grund følte jeg mig betydelig mere udsat, end jeg plejede. Men det var nødvendigt. Den gennemsnitlige forfatters golde, analytisk intellektuelle leg havde altid forekommet mig meningsløs, der skulle være noget på spil, nogen hjemme, ellers var det hele nøjagtigt så rystende ligegyldigt, at man lige så godt kunne give op med det samme. Man blev nødt til at satse sig selv – så længe emnet bare ligger og spjætter mellem én selv og omverdenen, forbliver projektet harmløst, hjerteløst, i bedste fald uvedkommende. Jo mere jeg tænkte over det, des mere overrasket blev jeg: Hvad end jeg ville det eller ej, var jeg ved at vende tilbage til mit udgangspunkt som romantiker, og tanken sendte kuldegysninger ned langs min rygrad.

Forvirringens mange trækninger skyldtes hovedsagelig den aktuelle samtid. Som tiderne var, burde man vel næsten skamme sig lidt over at have propaganderet så kraftigt for den individualisme, der for nylig havde søsat en hel generation af jeg-monstre uden hverken pli, dannelse eller sensibilitet, men hvem i alverden ville have forestillet sig, at nogen kunne finde på at tage et så ædelt kald som romantikerens og realisere det så perspektivløst? I en tidsalder, der stressede folk med ligegyldigheder, men lod alle væsentlige afgørelser vente til efter næste folketingsvalg, var man tvunget til at pakke al strenghed ind i ironiske spøgefuldheder for ikke at skræmme ”folket” væk … tvunget til at acceptere gigapopulismens konversationslignende sarkasmer for overhovedet at være i stand til at føre en almindelig samtale. Sagt på ”nydansk” var det slet ikke sproget, der var det svære at lære, men ironien. Livets understrøm var ved at føre mig ud på åbent hav igen, men var jeg i virkeligheden blevet for gammel til at prioritere romantikerens risikovillighed på den måde, jeg gjorde? Var jeg allerede ved at blive senil? Alene det at stille spørgsmålene understregede, at jeg var ved at være på afveje, så der var kun én ting at gøre, og det var at knuge sig til sit instinkt og blot kaste sig ud i det. Hvad var det nu, man sagde? “Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du skal gøre”. Det måtte man håbe. Bogen kunne i hvert fald ikke trækkes tilbage.

I pressemeddelelsen fra People’s Press lød beskrivelsen af værket som følger:

”Gennem menneskehedens og kunstens historie løber den romantiske stræben som et stadigt ledemotiv. Med Sartres ord er der tale om en ”nostalgi efter fremtiden”, noget, der forplanter sig i et brændende behov for at realisere sig selv og sine drømme, men også i melankolien over ikke at kunne fuldføre dette projekt i sin yderste konsekvens.

I Martin Halls monumentale roman Den sidste romantiker – et gigantisk epos, der strækker sig over 25 år, fra 1980 til 2005 – følger vi jeg-fortælleren, en ung og senere moden forfatter, på sin dannelsesrejse gennem 80’ernes dekadente undergrundsmiljøer og 90’ernes glitrende medie-overdrev frem til den voksne mands nøgternhed. Hele tiden med spørgsmålet hængende over hovedet: Hvorledes bevarer man idealerne i en verden, der konstant smuldrer omkring én?

Den sidste romantiker er en ekstravagant beretning om 80’ernes børn, ”the sons of no generation”, som forfatteren selv har døbt periodens billeddyrkere. Det er en fortælling om zeitgeist, sjælehøjde og vovemod, smældfede amfetaminmisbrugere og hyperbegavede dandyer, dealere, rock’n’roll-dyr og S/M-fester, alt sammen skrevet med øje for det særlige temperament, der kendetegnede årgangen … en totalroman om hvide nætter, spirituel søgen, gold sex og svimlende forelskelser, lavkomik og filosofi forenet i en generationserfaring, der hidtil har manglet et litterært testamente.

Frem for alt er Den sidste romantiker den store roman om at modnes, til alle tider.”


Den sidste romantiker er blevet oversat til tysk og litauisk. Året efter originaludgaven udkom bogen i en paperbackversion på Gyldendal. Bogen forbliver Martin Hall’s mest læste bog og fortsætter med at skabe kontroverser pga. sin nøgleromanskarakter. 

Du kan læse mere om paperbackudgaven samt finde et endnu et uddrag fra bogen her:

”En intellektuel kraftpræstation.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet (Henrik Queitsch)

”En pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi.”
Politiken (Mikkel Bruun Zangenberg)

”Sex, drugs and rock’n’roll blandet op med højtravende eksistensfilosofi og spiddende kulturkritik.”
Berlingske Tidende (Per Krogh Hansen)

”Et af de bedste signalementer af det danske kulturliv – eller mangel på samme – i de seneste 25 år.”
( * * * * * )
Citadel (Simon Lund Andersen)

”Martin Hall har skabt en stor, hudløst ærlig roman om sin generation.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende (Jens Henneberg)

“Det store 80’er-testamente.”
Information (Lotte Folke Kaarsholm)

”Sjældent fængslende portræt af 80’erne og 90’erne.”
( * * * * )
Femina (Sissel-Jo Gazan)

”En nydelse at læse, præcis og rammende i sine øjebliksbilleder.”
Fyns Stiftstidende (Anne Sophie Hermansen)

”Ualmindelig underholdende.”
Urban (Michael C.G. Iversen)

”Hylende morsom satire skrevet med en særdeles veldrejet pen.”
Gaffa (Ole Rosenstand Svidt)

”En bidende og medrivende fortælling.”
( * * * * )
Woman (Lene Kjældgaard)

”En rus af en roman.”
( * * * * * )
Costume


SE DIG SELV I SPEJLET, SLÅ DIG SELV I HOVEDET – EUROMAN INTERVIEW 2005

SE DIG SELV I SPEJLET, SLÅ DIG SELV I HOVEDET

Euroman-interview af Martin Kongstad (august 2005)

Allerede som 22-årig blev han en myte. Genial for nogen, arrogant og selvhøjtidelig for andre. Men altid værd at bagtale. Nu har han skrevet sin egen version af det hele: Den sidste romantiker, en roman på 700 sider om tiden fra 1980-2005. Martin Kongstad mødte ham for at tale om generationen, der var unge i 80’erne og nægtede at blive ældre i 90’erne; om alt fra Strunge til rockerbank, religion og Det Brune Punktum.


Hvordan mødte du dine ligesindede dengang i 80’erne?

– Punkeksplosionen var det krater, man ledte efter liv i. Først denne enorme eksplosion, og så begyndte livsformerne ellers at træde frem af røgen … den ene mere utrolig end den anden! Som levende væsener orienterer vi os efter koder – det er f.eks. meget sjældent, at en ko og en gris forsøger at parre sig. Vi går efter ligesindede, og man pejler sig ind på hinanden via identitet og signaler. Hvis man ser MTV i dag, har alle afbleget hår og kæder over det hele, men dengang var der tale om max 30 mennesker med to-farvet hår, så det var ret let at finde ud af, hvem man var på bølgelængde med.

– Punken bliver af mange anset som en meget negativ bevægelse, men i mine øjne var den en fantastisk supernova-eksplosion, noget der satte en enorm kunstnerisk bølge i gang. Hvor 68’erne havde været en bevægelse præget af politiske aktivister, var 80’er-generationen præget af billedstormere. Det er umuligt at komme udenom 80’er-generationens dominans kreativt og kunstnerisk.

Tog man bare en bus ind til Pisserenden og mødte de andre punks?

– Ja, eller Gammel Torv eller Christiania, men det vigtigste mødested var selvfølgelig koncerterne. Sods i Musikcaféen, Brats i Saltlageret. En anden vigtig faktor var bøssemiljøet. Som punker sidst i 70’erne fik man utrolig mange bank. Der stod rockere ude foran Concert of the Day i Brumleby og ventede på at banke folk. Alene den ting gjorde, at man vidste, at man havde fat i noget kolossalt, for hvordan skulle noget så harmløst som os ellers kunne tirre så mange, så voldsomt? Bøsserne var derimod utroligt åbensindede og tolerante, måske fordi de selv kendte til følelsen af at være minoritet, at være forfulgt. Jeg så flere punks, bl.a. Tutse (afdød punk, red.), på Madame Arthur første gang, jeg var der, og Pan var et af de rigtig gode hang-outs i de år. Det var ren Fellini. Der var selvfølgelig mennesker, der fandt bøssemiljøets meget eksplicitte seksualitet en kende for pågående, men jeg oplevede det nu aldrig som et pres – jeg var bare en af tidens free radicals, en af den slags personager man lod stå i fred ovre i sit hjørne.

Havde du følelsen af at tilhøre en inderkreds?

– Ja, men min vej ind var lidt anderledes. Jeg var typen, der altid havde holdt mig for mig selv. Som 9-årig var jeg drengen uden venner i Rødovre, ham der meget tidligt begyndte at lytte til Roxy Music, Bowie, T-Rex etc., og da punken kom, fulgte jeg indledningsvist også den lidt på afstand … primært gennem de engelske musikblade og ved at købe plader i butikker som Bristol, Gry og Superlove. På det tidspunkt var jeg gudskelov kommet til at bo på Frederiksberg. Jeg forsøgte at komme ind til Sex Pistols-koncerten i 77, men var for lille og blev vist væk. Afvisningen fik mig dog til at tage mig sammen og få farvet håret gult og blåt, og efter det kom turen så til at få købt sig den obligatoriske hundekæde. Allerede dengang var jeg æstet, så jeg valgte selvfølgelig at bruge min mors kontokort i Magasin frem for at gå ned i den lokale kennel. Jeg fandt en passende kæde og gik hen til disken, hvor jeg blev mødt af en ældre ekspedient med ordene: ”Ja, så gerne, skal jeg pakke den ind, eller vil De have den på med det samme?” Hans had til mig var overvældende. Men dermed var jeg langt om længe blevet rigtig punk, og i 1978 begyndte jeg så for alvor at blande mig med miljøet. Set udefra var Sods (Sort Sol) nærmest lig med miljøet … dem og Eddie Haircut (afdød Brats-trommeslager, arrangør af Concert of the Moment).”Martin Hall”-skikkelsen som sådan materialiserede sig vel nok først ved Concert of the Moment-begivenheden i 1979, hvor mit band Identity (senere Ballet Mécanique) spillede sin debutkoncert og med det samme blev et af de toneangivende orkestre.

Var der særlige plader, blade og bøger, man skulle kende for at begå sig i inderkredsen?

– Plader og blade, ja. Ikke i så høj grad bøger, det var mere et supplement. Punken var jo en do it yourself-kultur, og det smukke var, at den var så åben i sin invitation, som den oprindelig var. I The Filth and the Fury, filmen om Sex Pistols og datidens politiske klima i England, beskriver deres forsanger Johnny Rotten, hvordan det innovative og det kreative i hans øjne altid havde været langt vigtigere end ”uniformen”. Som et eksempel nævner han en pige, der havde fundet nogle plastikposer på gaden og hæftet dem sammen til tøj – et fattigt menneske, der kombinerede overlevelse med originalitet. Der er et klip med hende i filmen. Fantastisk modigt gjort i det bornerte England i 1976! Nogle år senere begyndte et band som X-Ray Spex så at posere i plastiktøj; stilen var slået gennem, men kun stilen. Det samme skete i 90’erne, hvor grunge-folkene fra Seattle gik i army-tøj fra overskudslagre, fordi de ingen penge havde, og nogle år senere rendte det meste af den vestlige verdens ungdom pludselig rundt i camouflagetøj … alt sammen mere en stilistisk manøvre end en økonomisk nødvendighed. Koden levede altså videre, men den havde mistet sin oprindelige nødvendighed: Den var blevet simili.

– Punken var fantastisk, fordi den satte så meget i gang. Til den famøse Sex Pistols-koncert i Manchester på Anarchy in the UK-turen, mødte der 17 mennesker op, hvilket måske ikke lyder af særligt meget, men det suveræne var, at de hver især gik hjem den aften, dødeligt inspireret til selv at gøre noget: Howard Devoto og Pete Shelley dannede Buzzcocks, der var medlemmer af det senere Joy Division til stede, Morrissey var der også, og selvom Mick Hucknall ikke ligefrem scorer forfærdelig mange point i min tabel, er det svært at komme udenom Simply Red som popfænomen. Hver og én af dem gik ud og gjorde noget bemærkelsesværdigt bagefter. I de første år gjaldt det udelukkende om at være original, og først senere kom stilen til at fungere som et skjold – så kom efterligningerne med deres modepunkede hår og de alt for store badges, og det kunne man selvfølgelig slet ikke have, for hele præmissen var jo, at folk skulle tænke selv og ikke som andre.

– I dag bliver Michael Strunge altid omtalt som den store punkdigter, men jeg husker altså ikke særlig mange, der talte pænt om ham dengang. Man grinede nærmest lidt, når han kom med sit føntørrede hår og sine gigant-badges og skulle være Mr. Punk. Han er et godt eksempel på én, der i eftertiden er blevet berømmet for at være en original punk, men som i sin samtid – i ”real time” – var en ren copycat. Selv hans værker var rip-offs af generationens helte: Tag titlen på hans debutbog, Livets Hastighed. Kan man sin Bowie, ved man selvfølgelig, at åbningsnummeret på Low hed Speed of Life. Eller hvad med Nigger? Var det ikke måske et Rimbaud-citat? Han er blevet krediteret for ganske mange ting, han egentlig ikke havde det store at gøre med.

De uoriginale blev grinet ud, mens der var fri adgang for de originale.

– Integritet var et kodeord. Fritz Fatal (legendarisk sanger fra Before) var et godt eksempel. Han kom direkte fra Ålborg, lignede en vildmand, opførte sig psykotisk, men gik lige ind i alles hjerter. Han havde om nogen integritet. Han stod ikke og kiggede sig over skulderen. Han drejede om sig selv og orienterede sig ud fra en livstruende nødvendighed. Det var folk som ham, der gjorde miljøet så inspirerende. The beautiful losers, som Leonard Cohen ville have udtrykt det. Sådan var punkmiljøet, når det var bedst – befolket af mennesker, der med en enkelt berøring eller det rette spørgsmål kunne sende andres tankebaner i en ny retning. Jeg kan huske en dag, jeg sammen med en ven var taget ud for at ryge fed på Staden. Pludselig kom der en æblesnaps-drikkende bums forbi, satte sig ned hos os og begyndte dernæst at citere lange passager fra Maldorors sange. Jeg gik derfra totalt inspireret og kan i mange henseender takke ham for, at jeg begyndte at læse de franske surrealister og dadaister så tidligt, som jeg gjorde. Samme dag besluttede jeg mig for at skrive en bog. Jeg regnede ud, at hvis jeg skrev ti sider om dagen, ville jeg have en bog i løbet af en måned. Forskellen på mig og mange andre er nok bare, at jeg gik hjem og gjorde det. Bogen var elendig, men selvrealiseringen var fantastisk.

Hvornår begyndte miljøet at lukke sig for sin omverden?

– Allerede efter et par år blev det københavnske punkmiljø en ret sluttet kreds. Man kan sammenligne det med katolicismen eller andre stærkt retentive religioner. Når man laver et meget autoritativt system, så er der større mulighed for at holde kernen ren, men dermed også større fare for forstening. Når man isolerer noget, begynder det at dø; det korrumperes indefra af sin egen selvtilstrækkelighed. Enhver generation, ethvert tankesæt bør udfordre sig selv dagligt for at undgå det. Jesper Reisinger (afdød musikredaktør på bl.a. Sidegaden), som var en af de vigtige skikkelser i miljøet, skrev en artikel dengang med overskriften: ”Se dig selv i spejlet, slå dig selv i hovedet”. En fantastisk rettesnor, for hvis man skulle forblive tro mod de oprindelige hardcore-idealer, var man tvunget til hele tiden at holde sin selvransagelse ved lige. Camilla Høiby (ligeledes musikredaktør på Sidegaden) fungerede på mange måder som Sods’ ”eksterne samvittighed”, hvis man kan kalde det det. Hele idéen med punk var at destruere ting for dernæst at samle dem på en ny og bedre måde. Men folk begyndte at forelske sig i ødelæggelsen alene. I fortabelsen. Jeg var også forelsket i fortabelsen, men det skyldtes sikkert lige så meget, at jeg er et så udpræget kontrolmenneske, som jeg er. Jeg kastede mig ud i stoffer for at miste kontrollen, for at overskride mine egne grænser og dermed blive mere, end jeg allerede var … også selvom – ja, netop fordi – at alting foregik med livet som indsats. Risikovilligheden var hele pointen: Eksistensen har jo ingen generalprøve. Så mens diverse imitatorer sad og polerede deres ører med vatpinde efter koncerterne, tog andre tingene et skridt videre. Jeg har altid været stykket sådan sammen, at jeg kan samle mig selv op og fortsætte. Min hverdag blev ved med at eksistere. Jeg kunne stå op og arbejde efter en nat på dope. Jeg kunne skelne mellem eufori og dagligdag, men det var desværre langtfra alle forundt, hvilket i det lange løb fik fatale konsekvenser. Jeg kan nævne 20-25 mennesker fra dengang, som døde af det. Der var ret ekstreme omkostninger forbundet med at være en del af det miljø. Og så kan du selv supplere op med historierne fra bøssescenen, der begyndte som en ren jubelfest i begyndelsen af 80’erne, men hvor alt for mange desværre endte som døende udstillingsgenstande for den dér store sygdom med det lille navn på golde hospitalsgange i slutningen af årtiet. Det er muligvis enhver generations lod at føle det sådan, men folk gik virkelig linen ud dengang. I dag er alting mere ”light”.

Jeg mener 80’erne sluttede den 19. april 1984. Den dag åbnede Krasnapolsky, og fra da var der kun manererne tilbage. Når folk trådte ind der, anlagde de et surt udtryk. Tog 80’er-minen på. 80’erne var blevet en kliché.

– Det er en interessant betragtning. Jeg ville nok sige 1985, for det år begyndte digterne for alvor at tale i munden på hinanden, Sort Sol spillede pludselig sammen med alle popgrupperne til Afrika-koncerten, og man begynde at finde junk-kanyler på Floss’ lokum. Men måske var 1984 året, hvor mætningen indtraf. Hvor bægeret var fuldt og begyndte at løbe over. Jeg kan huske, at Jesus & the Mary Chain skulle spille den 12. april, samme dag hvor jeg for første gang så ordet AIDS på Ekstra Bladets forside: ”Den Nye Pest”. 800.000 ville dø, stod der. Jeg kan huske, at der var en vis ængstelse at spore inde til koncerten om aftenen, for folks kæresteforhold havde jo nærmest været ét stort bunkepul indtil da. Inderkredsen var så lille, at alle praktisk taget havde været sammen med alle. Det var nok meget godt, der ikke blev stiftet så mange familier dengang … du godeste, for en indavl, det kunne have produceret! Og havde man så oven i købet kysset en dreng som en del af ens grænseoverskridende identitetsprojekt, Jesus! 1984 var det år, hvor regningen skulle til at betales.

Hvad satte dig i gang med at skrive ”Den sidste romantiker”?

– Omkring år 2000 begyndte jeg at spørge mig selv, hvor den store generationsroman for 80’er-generationen var. Jeg kunne ikke finde den. Når folk talte om 80’erne, handlede det altid om yuppier, lyserøde læderslips og Duran Duran. Jeg kunne simpelthen ikke genkende min egen opvækst – jeg mener, bare tag klubberne fra dengang, Madame Arthur, Channel One, Bonaparte, de er alle sammen væk. Jeg savnede en historie, der kunne vise den scene, jeg var vokset op med, og jeg savnede en stemme, der kunne kommentere nutidens megen sniksnak og ph.d.-ønsketænkning om 80’ernes undergrundsscene. Den såkaldte ”nå”-generation sagde f.eks. ikke ”nå” til noget som helst, den sagde ”fuck you”, men fordi den ikke havde travlt med at skrive læserbreve om periodens arbejdsløshed, blev den kaldt ligeglad og indadvendt. Men den var bestemt ikke ligeglad, den var tværtimod nok den hidtil mest aggressive generation, Danmark endnu havde set. Jeg kan huske, at Bo Green Jensen anmeldte Genopbyggelsen er større end selve skabelsen (Halls første bog fra 1983) med ordene: ”Det mest totale og ekstreme udtryk for uforsonlighed, som jeg nogensinde er stødt på.” Tiden var en kloak, der var ved at flyde over af frustrationer, og mere end noget andet savnede jeg en forståelse af det temperament, der kendetegnede perioden.

– Det, der nok for alvor satte mig i gang, var et citat, jeg læste i et interview med en engelsk forfatter. Han mente, at en forfatters sværeste opgave er at anerkende sit eget stof. Udtalelsen satte hele min hidtidige litterære praksis i perspektiv, for var der noget, jeg altid havde undgået at skrive om, var det lige præcis mit eget stof. Faktisk havde jeg nærmest svoret, at jeg aldrig ville skrive om tidens tre guder, sex and drugs and rock’n’roll. Problemet var bare, at det ville være umuligt at beskrive en dannelsesrejse gennem 80’erne uden. Så jeg satte mig ned og begyndte at danne mig et overblik over perioden. Jeg havde en meget præcis erindring om tingenes tidslinje, bl.a. pga. mine mange egne pladeudgivelser, og da jeg først var kommet i gang, gav historien sig selv. Jeg ønskede at skildre en jeg-person, der repræsenterede de kår, som størstedelen af os ”undergrunds-københavnere” var vokset op under, og dernæst følge ham på gennem 25 år. Bogen er ekstremt lineær, den begynder i sommeren 1980 og slutter i 2005, og undervejs var udfordringen så at beskrive, hvordan den 18-årige fortællers optik og sprog langsomt ændres og forfines op gennem årene. I sin længste udgave var manuskriptet oppe på omkring 1.200 sider, for da jeg først var kommet i gang, blev det den rene besættelse. Jeg lukkede mig mere og mere inde i mig selv, droppede min karriere som sanger, og levede af de penge, jeg havde tjent som sangskriver i slut-90’erne (bl.a. for Hanne Boel og Caroline Henderson). Da jeg i 2004 endelig var ved at være færdig, var der mange, der var ved at være noget bekymrede for mig. Inklusiv mig selv! Måske havde jeg blot siddet og snydt mig selv i al den tid – bildt mig selv ind at jeg var i gang med at skrive et betydningsfuldt værk, mens det i virkeligheden bare var en kompostbunke, jeg sad og rodede rundt i. Men så greb skæbnen ind: I juni 2004 fik jeg et arbejdslegat fra Kunststyrelsens fagudvalg for litteratur, hvilket jeg tog som en blåstempling … nok især fordi jeg aldrig nogensinde før havde modtaget et arbejdslegat som forfatter. Jeg fortsatte, fik siden hen også støtte fra Statens Kunstfond og fik dermed endeligt afsluttet projektet. Nu ligger bogen klar i to bind fordelt over 700 sider, og selvom den højst sandsynligt vil skabe en del debat pga. sin til tider noget nådesløse udstilling af diverse kulturpersonager, fiktive karakterer der til forveksling minder om reelle personer, mener jeg, at den har sin store berettigelse ved at turde gå i kødet på de mange falske myter og romantiske forestillinger, der er forbundet med perioden.

Hvordan ville du beskrive 90’erne i forhold til 80’erne?

– Hvis man skulle udtrykke det samfundsseksuelt, så var 90’erne det tiår, hvor man begyndte at stave AIDS med småt. Deri lå en negligering af faren, en afstand til 80’ernes skræmmekampagner, hvilket fungerer som en udmærket metafor for 90’ernes laissez faire-holdning. Hvor New Order opsummerede start-80’ernes usikkerhed med sætningen ”tell me now how should I feel?” på Blue Monday, gjorde Oasis det for 90’ernes vedkommende med Whatever-singlen. Det nye tiårs kodeord var om noget whatever. Det var ét langt retro-orgie. Revival-bølgen var massiv. Hvis man tager et band som Massive Attack, som man vel med rette må kalde for et af 90’ernes mest stilskabende bands, var det meget sigende for perioden, at deres første hit Safe from Harm var bygget over et Stanley Clarke-basriff fra de i tiåret inden så forhadte 70’er-fusionsdage. Op gennem 90’erne eksploderede markedet for opsamlingsplader: Smokie, Dr. Hook, ja selv Uriah Heep kom endnu en gang på hitlisten. Det var far out.

Kan man ikke sige, at 90’erne var en stor og meget ufokuseret søgen?

– 80’erne var kendetegnet af en mangel på fremtidsperspektiver – folk havde ingen penge, det var svært at få et job etc. – så da generationen, der nu rundede de tredive, fornemmede velstandens komme, dels via USA’s valg af præsident Clinton, dels via den tiltagende IT-bobbel, skulle der for alvor lægges afstand til fortiden. Luften var med ét fuld af løfter, og det fik vildfarelsen til at ligne et kreativt tiltag. Jeg har mødt mange kunstnere gennem tiden, og der er især én type, som altid har fascineret mig, nemlig dem der opfatter sig selv som ekstremt kunstneriske, fordi de er så utroligt upraktisk anlagt. De havde deres storhedstid i 90’erne, for de kunne stadig simulere, at de var hippe og lovende, eftersom de aldrig rigtig havde fået realiseret noget. En anden gave til disse ”den anden ungdom”-trediveårige, var det tiltagende modefænomen med skaldede mænd – den kom yderst belejligt, eftersom rigtig mange af dem jo lige præcis var nået den alder, hvor man begynder at miste håret. Så 90’erne var the perfect second coming for 80’er-generationen. Og det var jo for så vidt også helt fair, når de nu havde haft så dårlig en ungdom.

– 80’erne havde i mange menneskers øjne været så forbandet alvorlige, og nu skulle perioden selvfølgelig have én på lampen, men det mest groteske ved det 90’ernes afstandstagen til 80’erne, var, at dem der talte allerdårligst om perioden, netop var folk fra 80’erne. Der var for rigtig mange menneskers vedkommende en stor skyld forbundet med at have været en del af 80’erne, og for at undslippe stigmaet tyede man så til ironien. Hvor man i 80’erne gemte sig bag solbriller, skjulte man sig i 90’erne bag ironien. Alting skulle pludselig bare være afsindigt skægt. Problemet var bare, at ironi i sig selv ikke er andet end hykleri tilsat lidt stil. Ironi er i korte træk blot afstanden mellem livets alvor og personen, der lever det. Det er f.eks. slående, at det, mange indvandrere finder svært ved at tale dansk, slet ikke er at sproget, men derimod det at forstå ironien – det at man siger én ting og mener noget helt andet.

Hvorfor tror du ironien fik så stor gennemslagskraft?

– Fordi den var en modreaktion til alvoren i 80’erne. Det begyndte med Magasin Schäfers ganske sofistikerede ironi og endte med Det Brune Punktums åndelige forstoppelse.

Hvorfor kan du ikke lide Det Brune Punktum?

– Det er ”lave pølser”-humor for aldersforskrækkede 35-årige. Røvkomik for Se & Hør-segmentet. Det skal retfærdigvist siges, at jeg aldrig har været til et show med dem, men at jeg til gengæld med stor, ja nærmest antropologisk interesse har fulgt med, når jeg har set et tv-klip med dem eller hørt deres sange i radioen. Jeg beklager, hvis jeg støder en enkelt læser eller tusind, men Det Brune Punktum er i mine øjne den perfekte metafor for 90’ernes holdningsmæssige deroute: Absolute tomhed. Humor, der intet koster, og intet gør. De er brunch-generationens Linje 3. Tre mennesker kommer ind på scenen, den ene slår en skid, og alle er flade af grin.

Jeg interviewede dem til bladet her i 90’erne, og Peter Frödin forklarede, at de ikke hang folk ud for at jorde nogen, men for at afsløre alle de løgne, der omgav os og havde gjort det i mange år. At det var et opgør med alt det forstillede og falske.

– Uha-da. Ja, hvad skal jeg snart sige? Det er muligt, at jeg fuldstændig har overset deres mageløse dybder.

Du fyldte 30 i 90’erne. Fejrede du din fødselsdag?

– Det var faktisk den første fest, jeg holdt i årevis, en spontant arrangeret event, der endte yderst animeret. Jeg havde fået en del kontakter i det, man kunne kalde new age-miljøet, så det var en meget lys og venlig fest.

Hvordan gik det til, at du mødte det miljø?

– Det skete allerede i 1985. Jeg måtte væk fra den myte, der var skabt omkring mig, og det betød for mig et farvel til mange af de mennesker, jeg indtil da havde omgivet mig med. Jeg har altid haft en lille buddhist i maven, har altid interesseret mig for religion og filosofi, så det var helt naturligt at søge i den retning.

Hvad er new age?

– New age er en supermarkedsbetegnelse, der dækker over et kvalitetsmæssigt meget svingende udbud af metoder og tankesæt til mennesker, der søger efter en personlig spiritualitet. Man kan sige det en anden måde: Når du som lille spørger dine forældre, ”hvorfor græsset er grønt?”, får du ofte et svar, der hedder ”fotosyntese”. Hvis du dernæst spørger ”hvorfor” igen, får du en på siden af hovedet. Det første ”hvorfor” er rationelt, det andet ”hvorfor” er religiøst. Vores kultur er udelukkende interesseret i at forstå, ”hvordan” ting virker, ikke ”hvorfor”. Jeg læste på et tidspunkt et interview med en fysiker, der formulerede det på den måde, at ordet ”hvorfor” altid gav ham og hans kolleger røde ører. ”Hvordan” er et videnskabeligt spørgsmål, ”hvorfor?” er et religiøst. Vi hader religion i Danmark; vi er rædselsslagne for fundamentalisme, eftersom hengivelse til en sag udfordrer alt det, vi har baseret vores fællesskab på, nemlig det uforpligtende og det bekvemmelige. Religion kræver, at man tager stilling til sit liv. I Danmark vil vi gerne tage tingene lidt mere roligt, lidt mere ”chillet”. Tænk bare på vores nationalsymbol: En snorksovende Holger Danske! Vi kan ikke lide, når nogen stiller sig op og gør os opmærksom på vores eget hykleri, slet ikke hvis de samtidig siger, at de ved, hvad de taler om; det har vores egen statsminister jo bekendtgjort ret tydeligt. Vi hader, når selvsikre mennesker viser deres selvsikkerhed. Vi vandt vel også kun EM i fodbold i 1992, fordi vi var med på afbud – det var uforpligtende.

Jeg mener, hele den tankegang blev ændret, da Bjarne Riis i 1996 kørte fra hele verden op ad et bjerg. Det var så udansk en kraftpræstation, og det mest bemærkelsesværdige var, at han slet ikke var flov eller ydmyg bagefter. Han havde ingen problemer med at hylde sig selv. Den dag tror jeg, den danske selvforståelse fik et gevaldigt skub.

– Det kan der være noget om. Kort efter brød Aqua også igennem over hele verden. Nu er vi så nået op til slut-90’erne, og hér begyndte danskerne virkelig at få våde, globale drømme. Verden var pludselig blevet meget mindre. Da jeg skulle indspille ”Adapter” i 1998, kontaktede mit management nogle forskellige artister for at høre, om de ville være med på pladen, og en dag ringede Shara Nelson (sangerinde i Massive Attack) pludselig til mig for at høre nærmere … ”hi, this is Shara”. Gisp! Verden var rykket tæt på.

– Et ekstremt vigtigt element i portrættet af slut-90’erne er etableringen af ”medie-jeg’et”. Fra den ene dag til den anden lå kunstnernes værdi ikke længere i deres arbejde, men langt mere i deres identitet – i deres ”offentlige privatliv” så at sige. Pludselig overtog kopien originalens plads, forstået på den måde, at en kunstners betydning mere end nogensinde var afhængig af gengivelserne af dem i ugeblade, aviser og medier. Det primære var ikke længere det, man lavede, men hvem man var. Det var ikke længere vigtigt, hvad man var kendt for, så længe man bare var kendt: Strippere, voldtægtsdømte boksere, rock’n’roll-stjerner og bingoværter var blevet én og samme art, hyperrealitetsmennesker, symboler. Folk begyndte at leve deres liv i tredjeperson, som medie-fiktive gengivelser af sig selv. Jeg kan huske en Grammy-uddeling i slut-90’erne, hvor omkring halvdelen af prismodtagerne var på dagpenge, fordi deres hits var radio-baserede og deres karrierer promotion-skabt. Det var ren Baudrillard: ren simili. Jeg’et var blevet værket!

– Som en sideeffekt af denne udvikling begyndte rockmusikerne heldigvis at få samvittigheden tilbage. I 80’erne havde det altid været god skik blandt bands som U2, Simple Minds og Eurythmics at have løbesedler fra Amnesty og Greenpeace liggende til deres koncerter, men efter længere tids tøven over for det politiske begyndte artister som Radiohead og Blurs Damon Albarn nu at blande sig i den politiske debat. Hvilket kun er eskaleret siden valget af præsident Bush og hans Afghanistan- og Irak-korstog. Man bliver ikke længere grinet ad, hvis man stiller sig op med et politisk budskab, tværtimod. Pga. terror, globalisering og de accelererende miljøproblemer er alvoren atter ved at vende tilbage i de unges ansigter.

I slutningen af 90’erne dukkede også det, jeg kalder ”cocktailbuddhismen” op; en behagelig blanding af østerlandske tanker og benhård materialisme. Yoga blev meget in – og folk købte knalddyre, tyske stålkøkkener. Man havde sin egen guru – og sin egen au pair-pige, der arbejdede røven ud for et bøjet søm og en gråpære. Der herskede en vis inkonsekvens.

– Det moderne menneske vil have det hele. At give afkald på noget er en indrømmelse af svaghed i vores kultur. Selvrealiseringen er blevet tidens hellige mantra, og så må både Gud, Afrika og alverdens sultende stille sig bagerst i køen, for vi skal til først. Vi er velfærdsfundamentalister, og vores eneste fællesskab er det, vi finder i enigheden om, hvem syndebukkene er. Som kunstner er man dog dagligt tvunget til at forholde sig til sin egen position … ”man er ikke bedre end sin sidste fangst”, som fiskerne siger. Man er nomade og må leve som sådan – enten det eller få et fast arbejde. Jeg har været meget risikovillig gennem min karriere, hvilket har haft mange konsekvenser for mig, men hvis man overlever det, viser du omverden, at du tror mere på en sag end på din egen forfængelighed, og det er dér kampen står: Om man tror på noget eller bare flytter sin forfængelighed lidt rundt.

Hvilke konsekvenser har din risikovillighed haft?

– Ballet Mécanique fik som et af de få independent-bands i start-80’erne en major pladekontrakt, hvorefter jeg offentligt pissede på pladeselskabet CBS og brød med kontrakten pga. moralske betænkeligheder. I 1985, da jeg stod foran et gennembrud i Tyskland, trak jeg mig tilbage for at blive buddhist, eftersom jeg følte, at jeg var ved at miste mig selv. I 1988, da jeg kom tilbage med Presence, en popplade, der inkluderede årets mest spillede single på The Voice, valgte jeg at følge den op ved at lave en plade med en 70-årig gammel dame uden tone i livet, Irma Victoria. Grotesk nok blev hun Grammy-nomineret. Siden hen indledte jeg som sangskriver et samarbejde med flere af tidens store sangerinder, Hanne Boel og Caroline Henderson, hvilket jeg tjente ufatteligt mange penge på, for dernæst blot at trække stikket ud og skrive dagbogen Kommunikaze, der den dag i dag sender nervøse trækninger gennem folks ansigter i musikbranchen. Efter at have indgået en international publishing-aftale isolerede jeg mig for at skrive Den sidste romantiker, det omtalte storværk på 700 sider, selvom det var en kæmpe chance at tage rent karrieremæssigt. Jeg styrer efter en indre nødvendighed, efter en intuitiv fornemmelse. Jeg er draget af det heroiske, af idéen om at det, man gør, rent faktisk betyder noget. Jeg elsker idéen om at gøre det umulige. Jeg elsker, når folk udviser mod. Der er intet smukkere end at se et ængsteligt menneske overkomme sig selv og række ud efter verden. Som Karen Blixen udtalte i et interview under Anden Verdenskrig: ”Mod er menneskets svar på livets vilkår”. Man bliver nødt til at turde ville fremtiden, man kan ikke bare sidde og vente på, at der indtræffer en ændring. Som Baudelaire udtrykte det: ”Store mennesker bliver ikke store på grund af omstændighederne – de bliver store på trods af dem”.


LIVET ER EN KRIGSZONE – WEEKENDAVISEN INTERVIEW 2005

LIVET ER EN KRIGSZONE

Af Neal Ashley Conrad, Weekendavisen (august 2005)

Interview: ”Jeg er vokset op blandt selvmordere, psykopater og hedonister, derfor er materialet ikke sådan lige at styre. Det havde sit eget liv, sin egen overbevisning.” Komponisten og forfatteren Martin Hall om sin generation og sin nye roman ‘Den sidste romantiker’.


Der er noget germansk og anglofilt over komponisten, musikeren, sangeren og forfatteren Martin Hall. I sin personlige fremtoning såvel som i det enorme korpus af vidt forskelligartede pladeudgivelser og bøger, Hall har budt på siden debuten med sin skelsættende gruppe Ballet Mécanique i 1981, fornemmer man en germansk gejst og stræbende drift. Samtidig udstråler han i tøjstil og talemåde en anglofil distingverethed. Han er ambitiøs som få og ynder at klæde sig i jakkesæt som en Lord. Men selv i en alder af 42 er Martin Hall sitrende til stede, fuld af betragtninger, der ofte affyres med en drenget begejstring og fandenivoldskhed. Han er en levende perspektivmaskine. Man skal tilhøre dem, der ikke har åbnet en avis eller set tv i 25 år for at undgå at være stødt på navnet Martin Hall. Han har talrige gange lagt sig ud med såvel musik- som litteratur- og kunstmiljøerne.

Ét er sikkert, det er aldrig kedeligt at have med ham at gøre. Det bliver det heller ikke nu, hvor han efter 4½ års pause på den litterære front udsender sin første store, gennemarbejdede roman, et små 700 siders anekdotisk generationsportræt i to bind, Den sidste romantiker, som nok skal få det til at vende sig i et par læsere i den danske andedam. Men hvad vil Martin Hall med et så stort romanprojekt?

– Jeg havde tre intentioner. Jeg savnede en historie, der opsummerede kendetegnene for den generation, man kunne kalde ”Generation 80”, de individer der var teenagere under punken. Jeg ønskede at skrive en historie, der var en spejling af den generation. Min anden intention var at etablere en 25-årig tidskorridor, der indkredsede de kulturelle fikspunkter, der påvirkede os, i hvert fald dem af os der begik os i den københavnske undergrund. Alt for meget er blevet glemt undervejs, glemt eller omskrevet. Hvis du tager klubscenen som eksempel, er det en hel geografi, der er forsvundet. Jeg tænker på steder som Tannhaüser, Madame Arthur, Channel One og Bonaparte. Jeg ville gerne have placeret periodens koncerter, digtoplæsninger og mediebegivenheder i deres rette kulisse. Den tredje intention var at få beskrevet det temperament, som kendetegnede generationen, vel at mærke på en underholdende måde.

Der var vel ikke kun tale om ét temperament?

– Nej, men der var en dødsforagt og et intellektuelt aggressionsniveau, der er meget anderledes end i dag. Man har kaldt 80´er-generationen for ”nå-generationen” og dermed stemplet den som både anæmisk og politisk apatisk, men generation 80 sagde ikke ”nå” til noget som helst, den sagde derimod ”fuck you!”. Det var en generation af billedstormere, en samling fantaster der skrev deres digte med blod frem for blæk.

Hvorfor valgte du ”Den sidste romantiker” som titel til sin bog?

– Fordi jeg var optaget af parallellen mellem 80’er-miljøet og romantikkens tematik. Romantikken skyder om noget ”jeg´et” frem som galionsfigur: Der er ét jeg, én romantiker, og han eller hun alene skal realisere verden. Romantikeren er for så vidt ikke interesseret i viden, han er udelukkende interesseret i erkendelse, det at overskride grænser og bryde tabuer. På mange måder føler jeg mig mere beslægtet med 1880´erne end med 1980´erne. De to perioder havde fin de siecle-stemningen tilfælles; man hadede hinanden, så blodet strømmede fra sårene. Der var noget Ibsensk, noget Strindbergsk over start-80’ernes lede ved eksistensen. I både 1980´erne og 1880´erne tilbad kunsten hjertets mørkeste lønkamre og begærets kroning af ånden, hvilket er et element, der står i grel kontrast til tidens light-kultur.

– I min roman præsenterer jeg læseren for en subkultur, hvor alting kredser om at overskride grænser. Man stifter bekendtskab med en flok hedonister, hvis primære opgave er at afskaffe hverdagen. 1980’er-romantikerens noble kald var at gøre tilværelsen til et orgie, man tænkte ikke det mindste på omkostningerne og opererede dagligt med livet som en forsøgsstation for verdens undergang. Når filosoffen Jean Baudrillard stiller spørgsmålet ”hvad gør man efter orgiet?”, sætter han fingeren på romantikerens paradoks, for selvfølgelig kan man ikke afskaffe hverdagen. Romantikken er og bliver en ungt menneskes kald.

Er det romantikkens afslutning, du indvarsler med din bog?

– 80’ernes isme er postmodernismen, og på mange måder er postmodernismen en fuldbyrdelse af romantikken – forstået på den måde, at den så uhæmmet fokuserer på det grænseløse jeg, der ikke vil kende til hverken begrænsninger eller kompromiser. 80’er-individualistens ukrænkelige ret til at udtrykke og hævde sig selv kunstnerisk er den arv, der har skabt nutidens massekultur. I dag vil alle være bohemer: kreative, frie mennesker uden andre forpligtelser end det at skulle realisere sig selv. Vi lever i et postmoderne delirium, hvor alle er blevet simili-romantikere, man er nemlig ikke længere romantiker i forhold til en tradition, men derimod i forhold til et traditionstab, en mangel på værdidefinitioner. Der er meget lidt Bildung tilbage. Selvrealiseringens uantastelige ret er vor tids credo. Vi lever i en mediekultur, hvor kopien er blevet væsentligere end originalen, i den forstand at gengivelsen af kunstneren i medierne er mere væsentlig end hans eller hendes værker. Det er ikke længere vigtigt, hvad man er kendt for, så længe man blot er kendt.

Er du ikke bange for at havne i cross-over-fælden som mange andre kunstnere før dig har gjort? At du vil noget andet, end du i forvejen kan – at komponere og skabe musik?

– Nu er det så heldigt, at jeg fra starten ikke har ladet regelsættet hindre min fremdrift. Jeg har alle dage bestræbt mig på at integrere flere kunstformer i det, jeg laver – arbejdet med billeder, collager, lyrik, film, video – for at finde det optimale udtryk. Musikken har haft en central placering for mig, men jeg havde jo allerede i 1983 min litterære debut med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, et værk der senere har fået den dubiøse ære at være blevet kaldt Danmarkshistoriens mest uforståelige bog. Der hersker en vis tøven over for mit forfatterskab, men både Uden titel fra 1998 og Kommunikaze fra 2001 fik en meget fin modtagelse, og faktisk er jeg meget taknemmelig for, at jeg først for alvor er begyndt at skrive nu. Jeg ville have skabt mange problemer for mig selv tidligere. Det har taget mig lang tid at få tøjlet mit temperament.

– Jeg havde et sammenbrud i 2000, hvilket forårsagede, at jeg måtte tage både mit liv og min arbejdsform op til genovervejelse. Jeg havde arbejdet mig selv ned, og efter dette kollaps besluttede jeg mig for at koncentrere mig om det, der var vigtigst, hvad end prisen måtte være. Det var i denne periode, at jeg begyndte at skrive Den sidste romantiker. Desorienteringen efter sammenbruddet var en meget sund proces for mig, eftersom den fik mig til at stoppe op og gøre status. Indtil da havde jeg altid forsøgt at undgå min egen fortid, altid forblevet i bevægelse for ikke at stoppe op i frygten for at gro fast. Nu blev det pludselig vigtigt for mig at få optegnet de felter, der havde påvirket min livsbane, og jeg brugte de penge, jeg havde tjent som sangskriver op gennem 90’erne, på at skrive Den sidste romantiker. Jeg isolerede mig, lagde mit liv fuldstændig om, ja, forsvandt nærmest i 4-5 år. Det var en ganske stor risiko at tage, men igen, det var ikke så meget et valg, som det var en tvingende nødvendighed. Jeg lavede stadig plader, men ikke med mig selv som solist, og det måske mest pudsige ved hele ”eksil”-projektet var, at jeg undervejs nærmest blev genopdaget af en ny generation. Da jeg startede på bogen, var 80’erne ikke særlig in – nu er de til gengæld utrolig moderne.

Hvad har romanformen helt konkret betydet for dig, hvordan sporede du dig ind på den og hvorfor blev den så vigtig for dig?

– Kunstens fornemste opgave er i mine øjne at tilbyde et bevidsthedsfelt, hvor man kan træde ind og genopdage sig selv, forfriske sin selvforståelse og udvide sin horisont. Dette gælder både i musikkens verden såvel som i digtets og i den store histories. Jeg udviklede op gennem 80’erne et ganske arrogant forhold til romanformen, forstået på den måde at jeg foretrak faglitteraturen eller digtet, altså koncentratet frem for fiktionen. Op gennem 90’erne opdagede jeg dog, hvor meget mere rørende den store historie alligevel kunne være. Jeg kan huske, da Camus’ efterladte manuskript Det første menneske kom på dansk i 1995 – hvor ren en læseoplevelse det var for mig. I mange henseender var det nok den bog, der gav mig lysten til at læse romaner tilbage. Jeg nød det at opleve handlingens rum, den langsomme, lineære bevægelse, frem for digtenes erkendelsesstød og mere kortvarige tilstande.

– Lige siden min tidlige ungdom havde kunstens altoverskyggende funktion altid været den, at den lod én vide, at man ikke var alene – viste én, at der var andre, der delte éns særheder og excentriciteter. Af samme grund har jeg aldrig nogensinde haft bemestringen af en kunstart som førsteprioritet: det vigtigste for mig var derimod kommunikationen med ligesindede. For mig har den æstetiske og kunstneriske rejse været langt mere retningsbestemt, end den har været endeligt defineret, og jeg har af samme grund været mere risikovillig end de fleste … noget der i det lange løb har vist sig at være en af mine allervæsentligste styrker. For hvad ville romantikeren være uden sit vovemod? Livet er en krigszone, og helt personligt befinder jeg mig altid i et alarmberedskab; min nervøsitet holder mig søvnløs, og min nærtagenhed vedligeholder min kampgejst. Som kunstner er man altid ”udsat på hjertets bjerge”, som Rilke så smukt udtrykker det. Man lægger sit nøgne hjerte på skafottet, og hug!, her kommer kritikerne. Det er spillereglerne, og sådan er det, og det er fint, for man skal kunne overleve slagene, ellers er man alligevel ikke sagen værdig.

– En af mine store inspirationskilder, den franske forfatterinde Marguerite Duras, sagde engang, at hun har skrevet den samme bog igen og igen gennem karrieren. Hun gendigter virkeligheden med jeg’et i rollen som den ultimative fiktion. Siri Hustvedt har sagt noget i retning af, at det fantastiske ved at skrive romaner er, at man på den måde har mulighed for at genoplive de erindringer, man ikke har haft. Når vi taler om et autentisk jeg, må man gøre op med sig selv, hvilken type bog det er, man skriver – om man skriver om et historisk jeg, eller om man skriver ud fra en hændelseskerne i stadig bevægelse. Jeg måtte modvilligt lære at anerkende mit stof. Jeg ville helst have skrevet en storslået roman om moralsk integritet og smukke dyder, men eftersom jeg er vokset op blandt selvmordere, psykopater og hedonister, var materialet ikke sådan lige at styre. Stoffet havde sit eget liv og sin egen overbevisning. Jeg behøvede ikke ligefrem at anstrenge mig for at gøre historien ”farverig”, anstrengelsen lå i at overkomme min egen begrænsning som skribent. Jeg tog udgangspunkt i min erfaringsramme og begyndte herfra at udvikle den fiktion, som stoffet lagde op til.

Du er ikke bange for, at man ikke vil opfatte den som en fuldendt roman?

– Jamen, det skal man da have lov til at gøre. Det er det mindste af mine problemer! Jeg er mere nervøs for sagsanlæggene! (latter)

Der står vel stadig en barsk opgave tilbage for dig, nemlig at træde ud af rammen og skrive inde fra dig selv og ud.

– Det kommer. Forhåbentlig.

Hvordan ser Hall af i dag på Hall fra dengang?

– Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor jeg er blevet ved med at opsøge problemer i det omfang, jeg har gjort. På trods af min noget konfliktsøgende natur er jeg meget godmodigt anlagt. En nær ven forklarede mig, at det måtte skyldes mit mod, hvilket jeg indledningsvis så som en ren høflighedsfrase, men så tjekkede hun den etymologiske oprindelse for navnet Martin, hvorefter det gudhjælpemig viste sig, at navnet betyder ”den modige”. Touché! Så når du spørger, hvordan Hall af i dag ser på Hall fra dengang, er svaret, at hvad den unge herre ikke havde af overblik, havde han heldigvis af mod. Hannah Ahrendt skrev engang om Karen Blixen, at man først bliver vis, når man bliver gammel, men kun hvis man som ung levede uforsigtigt. Man kan jo håbe, at det samme vil gælde for sådan én som mig.

– Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen har set sig irritabel på mine manerer undervejs. Jeg har opført mig meget primadonnaagtigt i nogle sammenhænge, men det kan jo også have sin egen ramsaltede form for charme i et lille land som Danmark. Herregud, det er jo ikke sådan, at jeg har slået nogen ihjel! Gennem årene har jeg i det mindste etableret en vis autenticitet, en vis troværdighed i forhold til at gå linen ud, når det gælder. Jeg lider af en nærmest sygelig længsel efter uafhængighed, et sygeligt behov for uafhængighed, hvilket så omvendt også er det, der skal til, hvis man vil overleve 25 års konstante ståen i opposition. Den slags slider på ens i forvejen skrøbelig psyke, det siger sig selv. Men som Muhammed Ali engang udtrykte det: ”Det er svært at være ydmyg med et ansigt som mit” (latter).

Det er slående, at du gerne bruger referencer fra mange forskellige dele af vores kultur – kunsten, sporten og sågar militæret – hvordan kan det være?

– Jeg har altid forsøgt at indkredse de samme spørgsmål både filosofisk, kunstnerisk og religiøst og altid orienteret mig lige så grundigt, hvad end det drejede sig om såkaldt populærkultur eller om en snæver litterær tradition. Det giver i det lange løb en alsidighed, der er guld værd, hvis man ønsker at kommunikere bredt. Tidligere blev jeg altid anklaget for at være elitær og uforståelig, hvilket forekom mig … uforståeligt! Så begyndte jeg at holde foredrag, simpelthen for at tage tyren ved hornene, og til at begynde med gik det da også helt forfærdeligt. Nu her, tyve år senere, kan jeg til gengæld tage ud til en hvilken som helst gruppe pensionister, indvandrere eller daghøjskolekursister uden at de mennesker, jeg møder, føler sig hverken talt ned til eller op til. Jeg har lært at tale et sprog, der er almengyldigt, og det vil jeg mene, rangerer blandt mine største bedrifter. At man så også skal høre for det nogle gange, er jo kun nærmest tragikomisk. Isolationen i pure akademiske miljøer ligger ikke til romantikeren: han vil have blod, sæd og sjæl med i billedet, ikke blot klinisk viden. Romantikeren vil have friktion og passion, han stræber ikke efter en universitetsgrad, men derimod efter alle livets 360 grader. Som den engelske crooner Bryan Ferry engang sang:

“Education is an important key, yes
But the good life´s never won by degrees, no
Pointless passing through Harvard or Yale
Only window shopping, it’s strictly no sale”


Martin Hall-portræt: hansen-hansen.com
Artwork: Casper Sejersen/Kenneth Schultz


NOSTALGI EFTER FREMTIDEN – INFORMATION INTERVIEW 2005

NOSTALGI EFTER FREMTIDEN

Af Kristen Bjørnkjær, Information, 3. maj 2005


Martin Hall optræder i en ny rolle i denne uge. Han skal være konferencier ved et dansk, ministerielt arrangement i Landstingssalen på Christiansborg, sat i gang for et par år siden af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs. Dannelseskaravanen hedder projektet, som skoler over hele landet har kunnet deltage i. Dannelse og værdier er temaerne, og nu skal resultatet fremlægges for ledende skolefolk. Man skal diskutere, om dannelse er relevant i dag – i givet fald hvilken dannelse, og hvordan man får den implementeret på skolerne.

Vi er med andre ord langt fra 80’er-scenens undergrund og det kaotiske verdensbillede, hvori Michael Strunge var poesiens ikon, Martin Hall musikkens. En scene, han dog på ingen måde har forladt, men måske nok ajourført. Han har netop sammen med guitaristen og produceren Johnny Stage udgivet en ny ep, Introducing Roseland, ligesom 800-siders-romanen, Den sidste romantiker, er planlagt til udgivelse i august på People’s Press. En roman, der fortæller om en ung mands udvikling fra 1980 til i dag.

Den romantiske stræben er af Sartre blevet kaldt ”nostalgi efter fremtiden,” og her og nu har vi sat Martin Hall stævne for at høre om hans syn på begrebet utopi. Men hvad mener han, der på samfundsplan er det vigtigste, der er sket siden 1980’erne?

– Dengang var der én tv-station, intet Internet, ingen lokalstationer. Mediet er eksploderet. Mediet som monster og engel er blevet realitet. Diskretionens dyd er blevet fuldstændig udraderet, nu tæller kun råbet. Hvis kodeordet i 80’erne var koder – kendte du dem ikke, røg du udenfor – da blev mantraet i 90’erne ”whatever”. Alt var pludselig tilladt, altså lige det modsatte.

Døde utopierne med 1970’erne?

– Jeg tror ikke, noget dør eller forsvinder. Det går i dvale, vinterhi, og dukker op igen, men det er klart, at der kom en stærk reaktion på den overpolitisering, man havde oplevet i 70’erne. Titlen på mit første album The Icecold Waters of the Egocentric Calculation var faktisk et citat fra Det kommunistiske Manifest af Marx og Engels, det var et forsøg på at overføre en meget abstrakt form for politisk bevidsthed i en ellers ren kunstnerisk sammenhæng. Politik havde været befængt med én generations fingeraftryk på en måde, der var meget svær for den næste at tage til sig. Men omkring årtusindskiftet begyndte det politiske budskab at vende meget klart tilbage i forhold til moderne rockmusik. Radiohead f.eks. var en klar eksponent for en række meget konkrete politiske budskaber.

Hvilke?

– De adviserede som nogle af de første britiske rockmusikere kraftigt imod Bush og gav støttekoncerter til fordel for Amnesty International og Greenpeace. Der er kommet et stærkt fokus på miljøpolitik hos det unge musikpublikum. Det er nok det punkt, alle klarest kan relatere til. Jeg læste et interview i Information med Pernille Rosenkrantz-Theill, der snakkede om, at en hel generation var blevet væk politisk, dem, der i dag er 35-45 år. Jeg må desværre give hende ret langt hen ad vejen, men indsatsen blev lagt nogle andre steder, og jeg mener bestemt ikke, utopierne døde som sådan, overhovedet ikke.

Steffen Brandt sang om ”dette åbenlyse selvbedrag, som intet håb kan bære”… var det sådan, man oplevede politik?

– Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for en generation. Det blev engang sagt om mig, at hvis Barsebäck eksploderede, ville jeg overleve, så meget jeg levede i min egen boble. Jeg har orienteret mig gennem en række forskellige politiske organisationer, trosretninger, osv., men har aldrig helt kunnet finde mit eget ståsted blandt disse. Størstedelen af mit voksenliv har jeg koncentreret mig om det, jeg arbejdede med.

Er du træt af at blive opfattet som repræsentant for en generation?

– Ja, i høj grad. Jeg blev udnævnt til det, allerede da jeg var 17-18 år. I 80’erne brugte jeg to et halvt år i et buddhistisk eksil i et forsøg på at udradere den foregående periode. Senere i ens liv opstår der så igen et naturligt behov for at kommunikere. Jeg er for første gang i mange år atter begyndt at lægge arm med en eller anden form for social virkelighed – både i den bog, der er på vej, og især i mange foredrag på gymnasier, hvor jeg både oplever en stor afmagt, men også et stort håb, når jeg møder de nye generationer.

Hvordan vil du beskrive håbet?

– På ethvert gymnasium er en stor gruppe elever, der har nøjagtig samme grad af idealisme, den samme grad af utopisk længsel, som vi andre havde … både i 68- og 80’er-generationerne, der ellers altid blevet sat op som hinandens modsætninger. I virkeligheden er det måske netop de to generationer af alle, der har mest tilfælles.

Hvordan?

– I den forstand at de begge overskred grænser, begge havde det borgerlige samfund som opponent. Gymnasiasterne siger: ”Det må have været fantastisk for jer, men vi har ikke noget oprør, ikke nogen revolte”. I vores superliberale whatever-samfund er alle grænser for længst overskredet. Der er ikke nogen modstand, man løber op imod, så man savner den identitet, det er at stå i opposition, og det er en kendetegnende mangel for mange af de søgende unge, jeg møder, de utopiske sjæle.”

Hvad vil du sige på Christiansborg?

– Jeg skal introducere deltagerne, knytte dagen sammen, og vil kæde indslagene sammen med diverse anekdoter og kommentarer til vores meget individuelle tidsånd. ”Man kan ikke bare sidde og være dannet for sig selv,” som Villy Sørensen sagde, det er noget, man bliver i samspillet med andre. For mange, især unge mennesker, er dannelse et diktat, for andre noget rent ornamentalt. ”Dannelse, er det ikke noget, man dør af?”, som den vittige udtrykker det. Men det burde jo være en indre struktur. Noget, der repræsenterer den viden, man har, noget, der beskytter én mod tidens informationsbombardement”. Vi lever jo i en verden, der bombarderer os med sanseindtryk. Politiken lavede for nylig en undersøgelse, der viste, at vi hver især er ofre for 3000 reklamer om dagen.

Hvordan ser du verden de næste 25 år?

– Jeg kan simpelthen ikke bære at se mig selv svare på, hvor verden er på vej hen, i en avisartikel. Det bliver så frygteligt prætentiøst. Lederen af Greenpeace deklarerede allerede i starten af 90’erne, at det var for sent at gøre noget. Information havde forleden et billede, der har ætset sig ind på min nethinde, et offer for giftstoffet Agent Orange. Det er nok et af de værste billeder, jeg nogensinde har set. Men hvad kan man gøre? For mig har det ikke betydet, at jeg kan gå ud og gøre noget konkret anderledes, end det, jeg allerede gør. Jeg synes, det er relevant at bringe billedet, men det kræver en efterfølgende refleksion, hvilket helt personligt fik mig til at tænke på, hvor langt jeg selv ville gå i mit kunstneriske udtryk.

Betyder det, at man passer sine egne sager, ikke blot, at vi lader nogle andre gøre det hele?

– Folk gør, hvad de gør, af naturlig indignation og al respekt for det. Vi ryster bægeret, terningerne falder. Samfundet har altid fordelt sig meget fint i fantaster, aktivister, politikere, osv. Vi indfinder os hver især meget naturligt i tingenes orden, lidt på samme måde som en flok fugle samler sig og bryder op på himlen. Det er et bevægende mønster. Man reagerer på omstændighederne. Det er en af ungdommens store styrker, at den prompte reagerer på det, den står over for. Det behøver vi ikke at sidde og lave systemer for, som alligevel ikke holder.

Og de store utopier?

– Der er aldrig nogen utopi, hvor du kan sammenligne dets konkrete, sociale resultat med den idé, der affødte det. Kommunismens idé og produkt var to meget forskellige ting. Et degenereret produkt. En mildest talt dårlig filmversion af en ellers glimrende bog. Jeg mener ikke, at der lige så mange svar, som der er spørgsmål. Ingenting er endeligt defineret. Du kan være retningsbestemt i dit liv. Det har jeg været som kunstner, intuitivt retningsbestemt. I den kommende bog har jeg taget udgangspunkt i den romantiske tradition, da postmodernismen jo på mange måder er en slags fuldbyrdet romantik i kraft af sin uhæmmede insisteren på at gøre jeg’et til verdens centrum. I vores kultur vil man f.eks. gerne have en magistergrad. Romantikeren vil derimod have 360 grader. Han gør sig selv åben for alt i håb om at integrere det, og det er en smuk utopi.


INTRODUCING ROSELAND

BANDCAMP

INTRODUCING ROSELAND

MARTIN HALL
CD
APRIL 2005
PANOPTIKON (OPTIK 04)

Introducing Roseland var Martin Halls første pladeudgivelse som solokunstner i mere end seks år.

Ep’en indeholder fem let genkendelige Hall-skæringer, først og fremmest den grandiose åbning “Roseland”, der gik direkte ind på den øverste del af DR’s airplay chart ved udgivelsen.

1. Roseland (4:32)
2. You Know Why They Hate Me, Don’t You? (4:14)
3. Coda (6:41)
4. Minor Frame (2:39)
5. Replacing Events (1:30)

ROSELAND

29 believers in the room next door
Guess the myth didn’t equal the score
While they’re praising the legend
They can’t wait for his fall
Never was enough room for us all

Not enough air to breathe
Or time to leave
Trading in make believe
For the time being

Meet me at Roseland
Meet me at summer’s end
No one will notice
Anywhere that we meet
Promise you’ll be there
Don’t leave me waiting
You’re all I’ve ever known
All I’ll ever know

All the painted faces
Every painted smile
So allergic to all that they hide
Guess I needed the feeling
Every scandalous high
Got accustomed to life on the line

I saw all the stories end
Begin again
But only a single face
Stayed the same

Meet me at Roseland
Meet me at summer’s end
No one will notice
Anywhere that we meet
Promise you’ll be there
Don’t leave me waiting
You’re all I’ve ever known
All I’ll ever know

Wherever you go
Wherever you’ll show
I’ll be waiting for you

YOU KNOW WHY THEY HATE ME, DON’T YOU?

You know why they hate me, don’t you?
It’s just a matter of time, so they say
They won’t forgive any traitors
Whenever they say I’m ungrateful
Just remember the price that I’ve paid
I got so tired parading in rooms badly lit

In the stardom of my boredom
My British manners never failed
How they hated my behaviour

But you
You shine like the glamour sky
You ride on the turning tide
At least for a while
And me
I’ll wipe off banalities
Whenever they’re thrown at me
I do it so well

You know why they hate me, don’t you?
There’s not a lot to be said
I didn’t need invitations
Just don’t let your manners escape you
Although it’s tempting, there’s nothing to prove
I made my choice
Now it’s all up to you

You’re high as a falling star
Just don’t let it go too far
You’ve seen where it ends
The game
At best it’s acceptable
At worst it’s despicable
I’ll leave it to you

CODA

Tenderhearted words
Set a thousand dreams alight
Every little hurt
Seems to shine this time of night

Each generation
They know what it’s like
Feels never ending
The way in is out

Faces burning like the sun
The lights are on
All night
Seen your eyes a thousand times
Within the crowd

Whispers of the empty streets
Inside of me
All night
Crowded rooms all drained of sound
Keep spinning round

Lying in her arms
In the shelter of her heart
Her Moroccan charm
Makes me proud to wear these scars

The city mirrors
They shine in my blood
Like new diseases
That can’t get enough

Faces burning like the sun
The lights are on
All night
Seen your eyes a thousand times
Within the crowd

Whispers of the empty streets
Inside of me
All night
Crowded rooms all drained of sound
Keep spinning round

Faces in the rain
All over this tinsel town
Every now and then
Got to take a chance again

MINOR FRAME

Crowded Saturdays
Guest among ghosts
A girl made of shivers
Girls on their own

Rolled down shades
Sweet, harsh sweat
It’s the choked laughter
The unmade bed
All the things you might remember
Things you might forget

Looking young and old
In the same glance
Nervous tenderness
But steady at hand

Curly hair
And vinyl sounds
Guess it’s carved within the faces
Carved and painted down
A cigarette that’s burning
Along the line

I guess that she’s the one you won’t forget

“Intelligent og velformuleret … veldrejede melodier. Halls melodiske øre har aldrig fejlet noget, ligesom hans pen skriver med klarere blæk end de fleste andre musikeres.”
Gaffa – Jeppe Krogsgaard Christensen (april 2005)

“Den kulturelle schweizerkniv Martin Hall har siden slutningen af halvfjerdserne været at finde i utallige artistiske sammenhænge. Han har skrevet bøger, opført teater- og multimediestykker, lavet video-design, eksperimentalfilm og cover-art og alskens obskure installationer. For ikke at tale om hans musikalske baggrund, der spænder fra film- og teatermusik og opera til poetisk rock og firser-avantgarde … Det er den første soloudgivelse i over seks år, vægten er lagt på rockens sensitive sider, og dér befinder Halls solide poesi sig også bedst. Ikke mindst pga. hans stemmeføring, der unægteligt føles meget nær og oprigtig. Han kan sit kram, når det kommer til sælsom dramatik … med hele 16 gæstemusikere inde over de fem numre står der masser mellem de musikalske linjer. Strygere, hammond, piano, kor, harpe og saxofon er bare et lille udvalg af krydderierne. Det ser måske voldsomt ud, men Hall er erfaren nok til ikke at drukne melodierne i instrumentering, og flere steder opnår han den dér storhed i lyden, som man kun kan frembringe ved hjælp af kombinationen mådehold/finesse.”
Soundvenue – Arko Højholt (21. april 2005)

“Martin Hall vender tilbage til popmusikken med fem solosange, der skærper appetitten på et album, som kommer i 2006. EP’en er produceret sammen med Johnny Stage og viser Hall, når han er mest udadvendt i f.eks. den überpoppede “Roseland” med Lotte Arnsbjergs ekstravokal og balladen “Coda”.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Niels Pedersen (22. april 2005)

“Martin Hall har føjet nye dimensioner til sin i forvejen højt udviklede æstetik med coveret til denne nye EP. Det går lige i bollerne! Og hvem skulle have troet, at man nogensinde skulle anvende et sådant sprog i forbindelse med Martin Hall? Titelnummeret indleder med den blanding af storladenhed og minimalisme, som ingen andre end netop Martin Hall mestrer herhjemme. Her er god pop, Phil Spector og klokker og kor a la Morricone, men mest af alt umiskendelig Martin Hall. Resten af numrene bevæger sig fra den vokalbaserede “You Know Why They Hate Me, Don’t You” og videre ud i Martin Halls særegne musikalske univers, der byder på alt fra støj og sampling til strygere.”
Oxygen Magazine – Michael C. G. Iversen (maj 2005)

Andrea Pellegrini: Vokal
Astrid Nora: Kor
Chamberlain String Quartet: Strygere
Christine: Melodika
Dan Hemmer: Hammond
Hans Nybo: Saxofon
Henrik Marstal: Autoharpe
Ida Bach Jensen: Bas, strygerarrangement
Johnny Stage: Bas, guitar, vocoder
Karin Ørum: Kor
Lotte Arnsbjerg: Kor
Martin Hall: Vokal, flygel, instrumenter
Morten Friis: Trommer, percussion
Nils Henriksen: Strygere
Ole Hansen: Flygelhorn
Tanja Birkelund: Violin
Tanja Thulau: Kor

Design: Kenneth Schultz
Photo: Hansen-hansen.com

Pladens andre sange byder herefter på den mere spøgende ”You Know Why They Hate Me, Don’t You?” efterfulgt af ”Coda” and ”Minor Frame”, begge titler der viser sangeren med alle parader nede. Ep’ens sidste skæring er et strygerarrangement indspillet af Ida Bach Jensen.

Udgivelsen er co-produceret af Johnny Stage (bl.a. kendt fra sit arbejde med Sort Sol) og indeholder yderligere musikalske gæstevisitter fra navne som Morten Friis fra Safri Duo og Tanja Thulau fra Luke.

Introducing Roseland blev udgivet i slutningen af april 2005 som en optakt til Martin Halls første koncert i (ligeledes) mere end seks år, den stort anlagte Hindsgavl-slotskoncert.


DAS MECHANISCHE KLAVIER

BANDCAMP

DAS MECHANISCHE KLAVIER

MARTIN HALL/ANDREA PELLEGRINI/HERBERT ZEICHNER
CD
JUNI 2004
PANOPTIKON (OPTIK 03)

Med stjernen fra Martin Halls 2002-fortolkning af Kameliadamen, mezzosopranen Andrea Pellegrini, i den solistiske front, udsendte Martin Hall tirsdag den 1. juni 2004 albummet Das Mechanische Klavier – et klassisk instrumenteret værk baseret på temaet formodninger. Musikken er skrevet og produceret af Hall og blev indspillet med et ensemble på i alt 14 musikere i henholdsvis Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal samt i The Music Room. Herbert Zeichner er pladens fortæller.

1. Kopfkino 1 (1:21)
2. Das Mechanische Klavier (4:23)
3. Kopfkino 2 (4:14)
4. Blindness and Light (2:28)
5. Kopfkino 3 (0:57)
6. Verschwendung (3:11)
7. Kopfkino 4 (2:11)
8. The Stranger in Your Voice (1:08)
9. Lining Up for the Fall (2:34)
10. Kopfkino 5 (0:49)
11. A Heap of Broken Images (2:28)
12. High on the Waves of Love (4:48)
13. Somewhere Nearer the End (2:34)
14. Kopfkino 6 (1:48)

KOPFKINO 1

Es fällt mir schwer, meine Entrüstung zu erklären. Meine Entrüstung zu rechtfertigen. Wie sollte ich mich in einer Zeit wie dieser überhaupt irgendwie verständlich machen können? Einer Zeit, in der der Name des Spiels Verschwendung heißt – eine Tugend, eine Ehrensache. Wie Tropfen eines Puzzlespiels aus Wasser fallen die Wörter, verschwinden in Hotels, die von unerfüllten Träumen bewohnt werden.

Wiederum steht sie mit ihrer von Niederlagen gequälten Seele vor mir, verhüllt in einer Zartheit, die sich wie Tau langsam um uns legt. Wir sind direkte Zeugen der ungeschickten Vorkehrungen der Liebe, einer Reihe lebendiger Erinnerungen, die sich hart wie Knochen anfühlen. Wir kennen keine Versöhnung. Nur die Routine verleiht Sicherheit; draußen lauert der Dschungel.

DAS MECHANISCHE KLAVIER

Bier
Das mechanische Klavier
Alle trinken dunkles Bier
Alle trinken Bier und reden laut
Schreien auf und lachen
Schreien auf und lachen
Aber über was reden sie?
Und über was lachen sie, wenn sie nichts hören können?

Sie reden vom trinken
Sie leben um zu trinken
Und sie sterben, weil sie trinken
Das dunkle Bier
Das dunkelste Bier
Bei dem mechanischen Klavier

KOPFKINO 2

Eine Langeweile, die wie Krebs in der Brust nagt. Ein Gewohnheitsdenken, bei dem jeder einzelne Gedanke seine eigene Seriennummer besitzt. Was soll man mit sich selbst anfangen, wenn sich das Dasein auf einen Satz sich wiederholender Muster begrenzt? Das Leben stellt einen Prozess dar, bei dem mit der Zeit alles immer gleichartiger und trotzdem immer schwieriger wird … wie ein Stück unverständlicher Poesie, dem der Leser tagtäglich den Rücken kehrt.

Ich suche immer noch nach ihr. Sie ist die ganze Zeit bei mir, und trotzdem suche ich immer noch nach ihr. Jeden Tag kontrolliert sie ganz genau im Spiegel, ob sie neue Falten bekommen habe … genau so, wie sie es damals tat. Meistens tut sie es mit einer beinahe selbst verleugnenden Attitüde, als wollte sie im Grunde nur als ein ironischer Kommentar ihrer selbst erscheinen. Ich kann mir unmöglich vorstellen, was sie sieht. Die Tatsache des Lebens? Des Lebens Betrug? Ein sexuelles Ornament? Gottes Antlitz, das sich in seiner eigenen Fiktion spiegelt?

BLINDNESS AND LIGHT

Strawberries in Paris
Raspberries in June
The wine and the roses
The wonderful moon
A cool summer breeze distracts me
A scent in the air
A sip of the wine
But it’s still there
A sense of nostalgia haunts me
Of sad love affairs

We’re intoxicated
We’re falling apart
You’re wasting your sweet breath
All over my heart
Whenever the spirit takes you
It’s taking you high
The crest of the words
The look in your eyes
We’re drowning in melodrama
In blindness and light

KOPFKINO 3

Eine Stille wie bei einem Begräbnis in einer Kathedrale senkte sich. Kurz danach entschuldigte er sich, und natürlich verzieh ich ihm. Wohl mehr aus Freundlichkeit als aus eigentlicher Fürsorge. Sein Gesicht war eine Kruste der Enttäuschung. Später folgte eine Reihe eintöniger Anklagen, eine jede ruckweise und bitter empor gespritzt. Dann war er wieder still. Wie ein Mann, der nur noch auf den Tod wartete.

VERSCHWENDUNG

Verschwendung ist der Name des Spiels
Eine Tugend
Eine Ehrensache

Meine Seele ist ein Hotel
Meine Liebe eine Einrichtung
Meine Liebe
Meine Liebe

Ich bin ein Matador
Ein Toreador
Ein mutiger Kujon
Ein alter Hund
Eine Wiederkunft aus meiner Kindheit
Ein Schauspieler in einer unfreiwillingen Erinnerung

Keiner stellt die Frage
Keiner weckt mich zu Leben
Keiner stellt die Frage
Keiner weckt mich zu Leben
Zu Leben
Zu Leben

KOPFKINO 4

Der Herdentyrannei bestialische Bühne. Kulissen und Varietees. Wie ein nie nachlassendes Echo der Barbarei meiner eigenen Seele wurde ich vorwärts getrieben in der Welt, dieser sonderbar konstruierten Realität, ohne Mitgefühl oder Besinnung. Sie erkannte meine Wurzellosigkeit wieder, ihr erster Satz wurde mit klinischer Präzision heruntergeleiert. Auf Satz zwei folgte dann ein seltsam erstarrter, theatralischer scheeler Blick. Sie war nicht einleuchtend hübsch, aber auch nicht hässlich. Das Haar fiel ihr in übertrieben parfümierten Wellen ins Gesicht, während sie sprach. Sie sprach von Geld.

Später befanden wir uns allein in einem geschlossenen Raum. Ganz eindeutig war die Bar ihr wahres Element gewesen, außerhalb dieses Rahmens verblasste ihr Charme leider ziemlich.

THE STRANGER IN YOUR VOICE

I always wait
For the light
For the day
When love has gone
All of the time
All of the lies
Turn inside of me

The stranger in your voice
Comes and goes
Never shows
I’m on my own
Feeling amused
Feeling accused
I’m a thousand miles away

Every tragic love affair will end itself
Always founded on a tragic lack of taste
No sweet applause
Not even a word
From the stranger in my heart

LINING UP FOR THE FALL

Lining up for the fall
Volunteers, none at all
Don’t believe what they say
They want you to take their place

Honey, say no
Turn around, go
Baby, come back again and stay
If just for the day

Champagne and grapes
Pieces of 8
No matter what you do or say
You’re feeding the waste

KOPFKINO 5

Nackt, eingeschüchtert und lächerlich anzusehen. Ihn auf die Weise zu sehen erfüllte mich mit einer ganz absurden Freude. Ich war zu einem Monster geworden, kämpfte jedoch nicht länger dagegen an. In meiner heroischen Schönfärberei der Lage ging ich hingegen so weit, mir selbst einzubilden, etwas Gutes zu tun.

Ich erzählte ihr nichts mehr über meine Arbeit. Sie verdiente es nicht, etwas über die Opfer zu wissen, die ich täglich für unser Dasein brachte.

A HEAP OF BROKEN IMAGES

Don’t you feel like you’re running away when you’re gone?
Don’t you feel a bit lonely?
Don’t you feel you’ve been hiding away far too long?
Don’t you feel on your own?

Hey!
I thought that kind of feelings belonged in films like “Death in Venice”
Hey!
I thought that kind of peeping was better done in “Death in Venice”
Never read the book

You’re such a delicate sight
Crawling around the streets at night
Always in need of a line
Misery tends to blind my eyes

HIGH ON THE WAVES OF LOVE

Everybody loves a little game
Hunting in the fields of lovers’ bait
Working men with appetite for life
Get the boys together
Hanging out in bars without their wives

When everybody’s high on the waves of love, boy
High on the waves of love
Everybody gets high on the waves of love and funny games
But it leaves me empty as a Chinese box

Saturday, the world is on its feet
Party girls all anxious for a treat
Looking for a stairway to the stars
They got one ambition
Something purple and it ain’t a heart

When everybody’s high on the waves of love …

When I met you, I went down in flames
Never thought I’d ever feel the same
Four weeks later things, they took a change
Shaken like a sailor
When I met you with another date

When everybody’s high on the waves of love …

Anyway, I met you brother soon
Pissed and swollen like a red balloon
Took him for a ride and made a pass
Such an easy target
Told him that his brother was an arse

When everybody’s high on the waves of love …

I became his girl and told him lies
Told him that you’d brutalized my life
He got mad and ended up in jail
Broke your nose and shoulder
He’s still living in a prison cell

When everybody’s high on the waves of love …

So at last I got myself a gun
Settled for a lifetime on the run
Parked outside the local titty bar
Jesus, how they shake them
When you left, I shot you from the car

SOMEWHERE NEARER THE END

Somewhere nearer the end
Hope to see you again
Brutal honesty pays
Hope to recall your face

Bohemian manners don’t impress me
And self righteous banners don’t distract me
Not at all

Still you told me these wonderful stories
And you sang me these wonderful tunes
See them running down mirrors inside me
See them reaching as high as the moon

You want the best of both worlds
You want the best of all worlds

KOPFKINO 6

Metaphysische Diskussionen in einer Bierstube: nichts ist, nichts wird, nichts ist nicht. Wir fassen uns selbst als rationale Wesen auf, die Tatsachen akzeptieren und Argumente respektieren, in Wirklichkeit jedoch glauben wir nur an das, an das zu glauben wir gelernt haben. Unsere Spiritualität ist eine mechanische Konstruktion.

Niemand kann gegen Vermutungen aufbegehren, die nicht formuliert worden sind. Weder sie noch ich. Wir sind an unsere Vermutungen gebunden. Gebunden an das gegenseitige fehlende Verständnis von uns selbst. Mutige Feiglinge sind wir, Gespenster aus dem Spanischen Bürgerkrieg, Fetzen von Erinnerungen an etwas, das einst geschah.

Wir sind das Geschehene. Wir sind Schwund.

“Opmærksomme hoveder kender nok allerede samarbejdet mellem multikunsteren Martin Hall og operadivaen Andrea Pellegrini fra førstenævntes fine Camille album fra 2002. Selvom duoens første fælles udspil, Das Mechanische Klavier, generelt er mindre skurrende og sælsomt end dette egensindige lydspor til Kameliadamen, viser det da fortsat en Hall, der i stigende grad kasserer den rockform, der har domineret så meget af hans karriere, til fordel for Wagner, Weill og Wiener klassicismen. Et hamskifte, der altid har ulmet under hans øvrige produktion – især værkerne Inskription og Metroplitan Suite – men som nu synes noget nær gennemført … Dette album er en ubrydelig enhed fra ende til anden. En enhed, der sælsomt nok lever af at understrege og kommentere det fragmentariske, og som, selvom den tematiserer automatikken i vores livsførelse, på intet tidspunkt bliver mekanisk. Bl.a derfor vil Das Mechanische Klavier, når støvet engang har lagt sig, sandsynligvis vise sig at være én af Halls helt store værker.”
Geiger – Steffen B. Pedersen (juni 2004)

“Der er næppe andre end Martin Hall, som kan finde på at udgive et album med den tyske titel Das Mechanische Klavier. Albummet er et samarbejde med mezzosopranen Andrea Pellegrini, der gjorde et stærkt indtryk på Martin Halls vellykkede musikalske iscenesættelse af teaterstykket Kameliadamen. På Das Mechanische Klavier er vi tilbage i Halls renskurede æstetiske verden, hvor filosofi, litteratur og musik smelter sammen i ét. Musikstykkerne er ledsaget af seks recitationer på tysk af Herbert Zeichner, der giver albummet et alvorspræget islæt … For Martin Hall synes livet at være en raffineret udtænkt konstruktion, hvilket det kølige musikalske oplæg til fulde understreger. Men skønsangen har også fundet vej til dette album, hvor Martin Halls musikalske bearbejdelser som altid er et nærmere lyt værd, når man dykker ned under den distancerende overflade.”
Gaffa – Jan Opstrup Poulsen (juni 2004)

“An incredible piece of work!”
( * * * * * )
Music & Media (juli 2004)

Andrea Pellegrini: Vokal
Anette Slaatto: Bratsch
Carsten Kronow: Tuba, sav
Dennis Jørgensen: Slagtøj
Gry Vester-Andersen: Cello
Hans Nybo: Fagot
Herbert Zeichner: Fortæller
Ida Bach Jensen: Kontrabas
James Crabb: Akkordeon
Jonathan Ofir: Violin
Karoliina Koivisto: Violin
Martin Hall: Instrumenter
Mimi Kjær: Flygel
Ole Hansen: Flygelhorn

Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen

Med den tyske litterat Herbert Zeichner som pladens fortæller (stemmen på recitationsstykkerne “Kopfkino 1–6”) er Das Mechanische Klavier en rejse ind i det tabtes land – en tekstmættet udforskning af erindringens fiktive natur. Gennem en række hukommelsesfragmenter og reflektioner over det 20. århundredes kulturelle delirium danner pladens musikalske kompositioner ramme om en aldrende mands forsøg på at definere sin egen tvivlsomme fortid, en fortløbende fortælling om personlig opløsning.

Das Mechanische Klavier udgør det første samarbejde mellem Martin Hall og Herbert Zeichner. Senere har de arbejdet sammen på Halls roste 2009-album Hospital Cafeterias. Zeichner var også med i teateropførelsen af Kinoplex (efteråret 2010), ligesom et tekststykke fra af hans oplæsning på Das Mechanische Klavier går igen på Martin Hall/Tone-albummet Performing Apart fra 2012. Herbert Zeichner døde i december 2011, 70 år gammel.

Følgende live-opførelse af albummets titelnummer er hentet fra Hall’s Kinoplex-performance i 2010, hvor Andrea Pellegrini fremfører sangen. I slutningen af videoklippet optræder Herbert Zeichner også, denne gang dog i en helt anden tekstmæssig sammenhæng:


KOPFKINO 1

Es fällt mir schwer, meine Entrüstung zu erklären. Meine Entrüstung zu rechtfertigen. Wie sollte ich mich in einer Zeit wie dieser überhaupt irgendwie verständlich machen können? Einer Zeit, in der der Name des Spiels Verschwendung heißt – eine Tugend, eine Ehrensache. Wie Tropfen eines Puzzlespiels aus Wasser fallen die Wörter, verschwinden in Hotels, die von unerfüllten Träumen bewohnt werden.

Wiederum steht sie mit ihrer von Niederlagen gequälten Seele vor mir, verhüllt in einer Zartheit, die sich wie Tau langsam um uns legt. Wir sind direkte Zeugen der ungeschickten Vorkehrungen der Liebe, einer Reihe lebendiger Erinnerungen, die sich hart wie Knochen anfühlen. Wir kennen keine Versöhnung. Nur die Routine verleiht Sicherheit; draußen lauert der Dschungel.

 

Det er svært for mig at forklare min indignation. At bortforklare min indignation. Hvordan skulle jeg på nogen tænkelig måde kunne gøre mig selv forståelig i en tid som denne? En tid hvor fråds er blevet spillets navn en dyd, en æressag. Ordene falder som dråber i et puslespil af vand, bliver væk i hoteller beboet af uopfyldte drømme.

Med sjælen gennemblødt af nederlag står hun atter dér foran mig, indhyllet i en sarthed der langsomt lægger sig omkring os som dug. Vi er førstehåndsvidner til kærlighedens kejtede arrangementer, til en række levende erindringer der føles hårde som knogler. Vi kender intet til forsoning. Kun i rutinen er der sikkerhed at finde; udenfor lurer junglen.

KOPFKINO 2

Eine Langeweile, die wie Krebs in der Brust nagt. Ein Gewohnheitsdenken, bei dem jeder einzelne Gedanke seine eigene Serienummer besitzt. Was soll man mit sich selbst anfangen, wenn sich das Dasein auf einen Satz sich wiederholender Muster begrenzt? Das Leben stellt einen Prozess dar, bei dem mit der Zeit alles immer gleichartiger und trotzdem immer schwieriger wird … wie ein Stück unverständlicher Poesie, dem der Leser tagtäglich den Rücken kehrt.

Ich suche immer noch nach ihr. Sie ist die ganze Zeit bei mir, und trotzdem suche ich immer noch nach ihr. Jeden Tag kontrolliert sie ganz genau im Spiegel, ob sie neue Falten bekommen habe … genau so, wie sie es damals tat. Meistens tut sie es mit einer beinahe selbst verleugnenden Attitüde, als wollte sie im Grunde nur als ein ironischer Kommentar ihrer selbst erscheinen. Ich kann mir unmöglich vorstellen, was sie sieht. Die Tatsache des Lebens? Des Lebens Betrug? Ein sexuelles Ornament? Gottes Antlitz, das sich in seiner eigenen Fiktion spiegelt?

 

En kedsomhed der gnaver som kræft i ens bryst. En vanetænkning hvor hver eneste tanke har sit eget serienummer. Hvad skal man stille op med sig selv, når ens væren er blevet reduceret til et sæt gentagende mønstre? Livet er en proces hvor alting med tiden bliver mere og mere ens og dog alligevel mere og mere vanskeligt … som et stykke uforståeligt poesi hvis læser dagligt vender det ryggen.

Jeg leder stadig efter hende. Hun er med mig hele tiden, og alligevel leder jeg stadig efter hende. Hver dag kontrollerer hun sig nøje i spejlet for at se, om der er kommet nye rynker til … nøjagtigt som hun gjorde dengang. Hun gør det oftest med en nærmest selvudslettende fremtoning som om hun inderst inde blot ønsker at fremstå som en ironisk kommentar til sig selv. Det er mig umuligt at forestille mig hvad det er hun ser. Livets faktum? Livets falsum? Et seksuelt ornament? Guds ansigt spejlet i sin egen fiktion?

KOPFKINO 3

Eine Stille wie bei einem Begräbnis in einer Kathedrale senkte sich. Kurz danach entschuldigte er sich, und natürlich verzieh ich ihm. Wohl mehr aus Freundlichkeit als aus eigentlicher Fürsorge. Sein Gesicht war eine Kruste der Enttäuschung. Später folgte eine Reihe eintöniger Anklagen, eine jede ruckweise und bitter empor gespritzt. Dann war er wieder still. Wie ein Mann, der nur noch auf den Tod wartete.

 

Der sænkede sig en stilhed som i en marmorkirke under en begravelse. Kort tid efter undskyldte han sig selv, og jeg tilgav ham selvfølgelig. Nok mere af venlighed end af egentlig omsorg. Hans ansigt var en skorpe af skuffelse. Siden hen fulgte en række ensformige anklager, hver og en af dem sprøjtet op i bitre ryk. Så blev han atter stille. Som en mand der bare sad og ventede på at dø.

KOPFKINO 4

Der Herdentyrannei bestialische Bühne. Kulissen und Varietees. Wie ein nie nachlassendes Echo der Barbarei meiner eigenen Seele wurde ich vorwärts getrieben in der Welt, dieser sonderbar konstruierten Realität, ohne Mitgefühl oder Besinnung. Sie erkannte meine Wurzellosigkeit wieder, ihr erster Satz wurde mit klinischer Präzision heruntergeleiert. Auf Satz zwei folgte dann ein seltsam erstarrter, theatralischer scheeler Blick. Sie war nicht einleuchtend hübsch, aber auch nicht hässlich. Das Haar fiel ihr in übertrieben parfümierten Wellen ins Gesicht, während sie sprach. Sie sprach von Geld.

Später befanden wir uns allein in einem geschlossenen Raum. Ganz eindeutig war die Bar ihr wahres Element gewesen, außerhalb dieses Rahmens verblasste ihr Charme leider ziemlich.

 

Floktyranniets bestialske tribuner. Teaterkulisser og varietéer. Som et aldrig stilnet ekko af mit eget sinds barbari blev jeg drevet frem gennem verden, denne sært konstruerede realitet, uden hverken medfølelse eller besindelse. Hun genkendte min rodløshed, og hendes første sætning blev afleveret med klinisk præcision. Nummer to blev så fulgt op af en sært størknet, teatralsk skulen. Hun var ikke indlysende smuk, men heller ikke grim. Håret faldt i voldsomt parfumerede bølger ned over hendes ansigt mens hun talte. Hun talte om penge.

Senere befandt vi os alene i et aflukket rum. Baren havde tydeligvis været hendes rette element, og uden for disse rammer blegnede hendes charme desværre en hel del.

KOPFKINO 5

Nackt, eingeschüchtert und lächerlich anzusehen. Ihn auf die Weise zu sehen erfüllte mich mit einer ganz absurden Freude. Ich war zu einem Monster geworden, kämpfte jedoch nicht länger dagegen an. In meiner heroischen Schönfärberei der Lage ging ich hingegen so weit, mir selbst einzubilden, etwas Gutes zu tun.

Ich erzählte ihr nichts mehr über meine Arbeit. Sie verdiente es nicht, etwas über die Opfer zu wissen, die ich täglich für unser Dasein brachte.

 

Nøgen, skræmt og latterlig at se på. Det fyldte mig med en ganske absurd fryd at se ham på den måde. Jeg var blevet et monster, men kæmpede ikke længere imod. I mit heroiske skønmaleri af situationen gik jeg derimod så langt som til at indbilde mig selv, at jeg bedrev noget godt.

Jeg fortalte hende ikke længere noget om mit arbejde. Hun havde ikke fortjent at kende noget som helst til det offer, jeg dagligt betalte for vores tilværelse.

KOPFKINO 6

Metaphysische Diskussionen in einer Bierstube: nichts ist, nichts wird, nichts ist nicht. Wir fassen uns selbst als rationale Wesen auf, die Tatsachen akzeptieren und Argumente respektieren, in Wirklichkeit jedoch glauben wir nur an das, an das zu glauben wir gelernt haben. Unsere Spiritualität ist eine mechanische Konstruktion.

Niemand kann gegen Vermutungen aufbegehren, die nicht formuliert worden sind. Weder sie noch ich. Wir sind an unsere Vermutungen gebunden. Gebunden an das gegenseitige fehlende Verständnis von uns selbst. Mutige Feiglinge sind wir, Gespenster aus dem Spanischen Bürgerkrieg, Fetzen von Erinnerungen an etwas, das einst geschah.

Wir sind das Geschehene. Wir sind Schwund.

 

Metafysiske diskussioner i en ølstue: Intet er, intet bliver, intet er ikke. Vi opfatter os selv som rationelle væsener der kan acceptere kendsgerninger og respektere argumenter, men i virkeligheden tror vi kun på det vi har lært at tro på. Vores spiritualitet er en mekanisk konstruktion.

Ingen kan gøre oprør mod antagelser der ikke er formuleret. Hverken hende eller jeg. Vi er bundet til vores antagelser. Bundet til hinandens manglende forståelse af os selv. Vi er modige kujoner, spøgelser fra den spanske borgerkrig, løsrevne erindringer om noget der engang skete.

Vi er det skete. Vi er svind.


Alle tekster er skrevet Martin Hall. De tyske oversættelser er lavet af Herbert Zeichner.


A WISH OF LIFE

BANDCAMP

A WISH OF LIFE

BEFORE
CD
DECEMBER 2003 (ORIGINALUDGIVELSE JUNI 1982)
KARMA (KMCD211003)

A Wish of Life er den danske post-punkgruppe Before’s debutplade. Albummet blev oprindeligt udgivet i sommeren 1982. Cd-versionen af pladen indeholder singler og liveindspilninger, hvorpå Martin Hall medvirker.

Before blev dannet i september 1980 af sanger og frontfigur Fritz ”Fatal” Bonfils og den dengang 17-årige Hall på guitar. Hall gik ud af bandet efter gruppens legendariske support-gig for engelske New Order. Læs mere om den tidlige periode her.

1. A Wish Of Life (3:25)
2. Baby Sea (3:37)
3. You Can Dream (1:32)
4. Schizophrenia Minds (4:09)
5. Surrender (3:26)
6. The Valleys Of Peace (1:29)
7. To Rise (5:29)
8. Special Surprise (3:47)
9. Grey Day (3:45)
10. Wasteful Hours (4:32)

 

11. Silence (2:28)
12. Unexpected Emotions (2:58)
13. Sister Culture (3:07)
14. Some Hands (3:24)
15. Wasteful Hours (Live) (5:36)
16. Metal Dreams (Live) (4:08)
17. Alle Fangerne (Live) (3:05)

Casper Holm: Guitar
Fritz “Fatal” Bonfils: Vokal
Lars Bo “Tolle” Tolstoy Jacobsen: Bas
Mads Nordheim: Keyboards
Martin Hall: Violin, guitar
Michael Rasmussen: Trommer

Design: Maiken Sylvester

Before blev dannet i september 1980 af Fritz ”Fatal” Bonfils og Martin Hall. Sammen med trommeslageren Michael Rasmussen (senere The Sandmen) og bassist Flemming Andersen (Art in Disorder) spillede gruppen sin første koncert i Rockmaskinen på Christiania i november samme år, hvorefter Lars Bo “Tolle” Tolstoy Jacobsen overtog rollen som bassist.

Et år efter Halls exit fra gruppen udgav Before debutalbummet A Wish of Life. Cd-versionen af pladen indeholder yderligere de to 7″-singler Silence og Sister Culture, som Martin Hall spiller violin på, såvel som tre live-numre med Hall som guitarist.

Martin Hall var medkomponist på numrene “Surrender”, “To Rise”, “Wasteful Hours”, “Metal Dreams” samt “Alle Fangerne”.


THE WHEELCHAIR WILDSTYLE SOUNDTRACK

BANDCAMP

THE WHEELCHAIR WILDSTYLE SOUNDTRACK

MARTIN HALL/JEFF MATTHEWS
CD
NOVEMBER 2003
ARTPEOPLE (APDC60054)

Bogen og cd’en Wheelchair Wildstyle er et samarbejde mellem Martin Hall og den dansk-australske forfatter Jeff Matthews. Udgivelsen var opfølgeren til sidstnævntes succesdebut fra 2001, romanen Halality. Den nye bog blev udsendt med et tilhørende soundtrack – The Wheelchair Wildstyle Soundtrack – skrevet og produceret af Martin Hall.

Den musikalske side af værket løber parallelt med bogens 63 kapitler, og cd’en indeholder derfor 63 små stykker musik og dramatiserede forløb, miniatureoplæsninger samt interviewfragmenter, hvor forfatteren kommenterer handlingen.

Nummeret “Wallpaper” med Hall-projektet Aeroflot blev yderligere udsendt som separat promosingle.

1. Welcome (2:45)
2. Wake (0:36)
3. Wheelie (0:52)
4. Waving Bye Bye (0:46)
5. World Wide Wok (1:05)
6. Wrong Way (0:05)
7. Warning (0:48)
8. Waiting Hours (1:03)
9. Wanted (0:49)
10. Wings (0:29)
11. Wichser (0:27)
12. Wallpaper (2:47)
13. Wishbone (0:46)
14. Warner Bros. (0:24)
15. Work (1:15)
16. Weiter Treiben (0:53)
17. Wunderbaum (0:30)
18. Wonder Boys (0:43)
19. Wc (0:15)
20. Wulmstorf (0:07)
21. Werbeschrift (0:56)
22. Würstchen Stand (2:18)
23. Wc 2 (0:55)
24. Wüstung (0:59)
25. Welt Ende (0:05)
26. Wemperhaardt (0:51)
27. Woippy (0:11)
28. Wastelands (0:44)
29. Waterloo (0:20)
30. Wildcard (0:51)
31. Wagon (0:38)
32. Woofer (0:50)
33. Weltschmerz (0:55)
34. Wash (0:42)
35. Weissmüller (0:11)
36. Waterfront (0:26)
37. Whirlpool (0:20)
38. Wankers (0:52)
39. Waltzing Mathilda (0:53)
40. Whassup? (0:35)
41. Wigwam (1:13)
42. William S. Burroughs (1:02)
43. Wet (1:04)
44. Windsurfers (0:41)
45. Whereabout? (0:12)
46. What’s Cooking? (0:50)
47. Wilderness (2:22)
48. Wag The Dogs (0:09)
49. We Are In Control! (0:33)
50. Wonderland (0:12)
51. Water Lilies (0:32)
52. Wall Street (0:28)
53. Waltz (0:18)
54. Wendy, We Can Fly! (0:10)
55. Whopper (0:26)
56. Wack (1:31)
57. Water Lilies 2 (0:33)
58. Wreck (0:12)
59. Whore (0:16)
60. Windup (0:30)
61. Weightless (0:23)
62. Wake (0:53)
63. Whiteout (2:44)

Aeroflot: Vokal
Aud Wilken: Vokal
Augustus Rex: Fortæller
Bobby Joe: Rapper
Irma Victoria: Vokal
Karoliina Koivisto: Vokal
Katja Andersson: Vokal
Martin Hall: Instrumenter

Design: Sigrún Gudbrandsdottir

Ud over Wallpaper-singlen indeholder pladen også flere andre nyindspillede sange fremført af bl.a. den finske debutant Karoliina Koivisto, den nationale Melodi Grand Prix-vinder Aud Wilken samt Saccharin-sangerinden Katja Andersson.

Af andre optrædende på lydsporet kan man – ud over forfatteren selv – også finde kultfænomenet Irma Victoria, fortælleren Augustus Rex, rapperen Bobby Joe, en russisk sygeplejerske, en mand og hans veninde, en stewardesse, en fjern onkel, en fjern fætter, en trompetist, en reklamemand, en nyhedsoplæser, to fulde mennesker, en anonym tænker, to skuespillere, en videnskabsmand og et publikum.

“Welcome ” feat. Karoliina Koivisto
“Wallpaper” feat. Aeroflot
“Wonder Boys” feat. Irma Victoria
“Würstchen Stand” feat. Katja Andersson
“Wilderness” feat. Aud Wilken