NOGLE DØGN PÅ AMFETAMIN – DR NYHEDER INTERVIEW 2017
DET VAR GANSKE ALMINDELIGT AT SPRINGE NOGLE DØGN OVER PÅ AMFETAMIN
DR Nyheder/Kultur, 16. august 2017
Af Annelise Hartmann Eskesen
Den ellers meget private musiker og forfatter Martin Hall har skrevet en meget personlig bog om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
Da han ved afslutningen af 9. klasse gik til mundtlig eksamen i latin, var det iført hundehalsbånd, gammel slidt herrejakke, cowboybukser med huller på knæene og håret farvet blåt og gult.
Han fik 13.
Hundehalsbåndet havde han købt på sin mors kontokort i Magasin, og ved kassen havde ekspedienten med stor foragt spurgt, om han ville have det med i en pose eller have det på med det samme.
Han bar det også ved middagsbordet.
– Man må gøre op med sig selv, om punk er noget, man er, eller noget, man klæder sig ud som, siger den danske forfatter, komponist og kunstner Martin Hall en torsdag i august på en café på Gammel Kongevej.
Martin Hall, der er kendt for sin eksperimenterende kunst, sine generationsportrætter på skrift og som dommer på DR-showet ‘Talent 2008’, er den første, der møder op til interviewet.
Ude fra vejen ligner han en voksfigur, som han sidder ubevægelig med ryggen til på en lyseblå polstret stol med guldkant og kigger skråt op til siden – ikke ned i en mobiltelefon. Hans hud er lys, hans brune hår er strøget nænsomt tilbage, skjorten er mørkeblå og med pressefolder, og over stolen ved siden af ham hænger en nålestribet jakke, der matcher de mørkeblå, nålestribede bukser.
– Jeg er faktisk ikke så kontrollerende, som nogen tror, siger han, da vi taler om muligheden for at få lov at se sine citater igennem, inden artiklen udkommer.
– Jeg taler bare mere frit, hvis jeg får mulighed for lige at se, hvad jeg har sagt, siger Martin Hall og smiler, så smilerynkerne omkring øjnene trækker venlige furer hen over ansigtet.
Vi mødes i anledning af hans nye bog ’1971-1985’, der udkommer i morgen.
De to årstal i bogens titel danner ramme om nogle meget formative år i Martin Halls liv. Fra han som otteårig boede med sine forældre i Spanien under general Francos sene diktatur, hvor han ikke kunne sproget og blev stenet i skolegården og indså, at livet ikke var ’sikker grund’, til han fylder 22 år.
Der er sket meget i de 14 mellemliggende år, hvilket Martin Hall beredvilligt fortæller om denne eftermiddag på Frederiksberg. Selvom han ikke bryder sig forfærdelig meget om at blive interviewet.
Martin Hall er introvert, siger han selv.
– Jeg er, som du måske også fornemmer, en lidt undvigende person på nogle punkter. Jeg kan sagtens sætte mig ned og skrive en bog på 250 sider, der er ekstremt personlig, men jeg kan godt være meget undvigende, når man spørger mig konkret, siger Martin Hall og smiler undskyldende.
– Jeg har virkelig svært ved at koncentrere mig under live-samtaler.
Han forekommer dog meget velformuleret og bruger ord som salonfæhig (om hvordan punk lyder i dag) og eksuberant (om hvordan han som punk ønskede at udstille sig selv). Han taler frit om dengang, han blev fascineret af amfetamin og kokain. Men stofferne er bare en del af fortællingen om, hvordan Martin Hall er blevet den, han er.
Og det er netop det, bogen handler om.
Den er fortællingen om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.
PUNK: EN LIVSSTIL, IKKE EN UNIFORM
På vej mod at blive sig selv blev Martin Hall punk.
Det skete, efter han som 14-årig havde stiftet bekendtskab med Sex Pistols’ ’God Save The Queen’ fra 1977. For ham repræsenterede singlen alt det, han som ungt, utilpasset individ endnu ikke selv var i stand til at formulere; en kritik af det omkringværende samfund tilsat en på det tidspunkt uhørt aggressiv patos. Et musikalsk år 0, kalder han det.
Men det var ikke bare en lyd.
Punken var en livsstil, der passede godt til den unge mand i hans tilblivelse. Glamrocken havde allerede hjulpet på hans forståelse af, at ikke alle mænd behøver at være ’behårede wife beaters’. David Bowie viste, at man som dreng kunne gå i kjole og se glimrende ud, så det gjorde Martin Hall også i en periode.
Men det var punken, der blev hans ungdomsoprør.
– Punken opstod jo ud fra en idé om, at vi tager samfundets skrald, der ligger på gaden, og iklæder os det. Vi tager hundekæder og plastik på som symbol på den afmagt, vi føler over for samfundet, siger forfatteren.
Halsbåndet kom fra bondage-kulturen og var ifølge Martin Hall et symbol på, at samfundet holdt én fanget som hunde i et socialt greb med arbejdsløshed og dårlige lønninger.
– Det var ikke bare en uniform, man tog på. Man prøvede sig frem i det her eksperimentarium og skabte et kunstværk, der var sig selv. Det var det kreative og opfindsomme, der fascinerede mig. Men lynhurtigt blev det jo en kliché at gå rundt og se sådan ud, siger Martin Hall, der kun var ’synligt punk’ i cirka et år.
Udover at få 13 til latineksamen fik Martin Hall også bank i den mundering.
Som splejset teenager blev han jagtet af to rockere i en bus, gennembanket og efterladt. Buschaufføren kørte bare videre.
– Jeg var lille, introvert og genert, men så ekstrem ud. Jeg gjorde ikke noget, jeg så bare ud. Men der var ikke særlig mange, der brød sig om punks dengang, fortæller Martin Hall.
Efter punken kom stofferne.
TOG STOFFER FOR AT SLIPPE KONTROLLEN
Martin Hall havde aldrig betragtet stoffer som noget farligt. Da han til skræk og advarsel som skoleelev så, hvordan en omgang kokain kunne transformere en hjerne til et afbrændt månelandskab, virkede skræmmebilledet omvendt på Martin Hall. Det måtte han prøve.
– Jeg tror altid, at jeg har været meget draget af at overskride grænser. Jeg er et udpræget kontrolmenneske, så jeg elskede ideen om kontroltab.
Så i en periode i 80’erne, hvor han samtidig blev etableret som musiker og digter, kastede han sig gladeligt og hovedkulds ind i dette horisontudvidende eksperimentarium.
– Der var nogle år, hvor det var ganske almindeligt at springe nogle døgn over på amfetamin, siger Martin Hall, der aldrig har haft det, han selv vil kalde et misbrugergen.
– For mig var det et projekt, der handlede om at udvide horisonten. For andre blev det meget katastrofalt, siger han.
Og stopper op.
– Jeg kan mærke lige nu, at den her interviewform er lidt svær. Formen vil jo gerne have, at det bliver kortet ned til et refræn, og det er forståeligt. Men det er også på bekostning af en sammenhæng, når man siger, at ja, vi tog en masse amfetamin, og ja, det var vildt. Men det er jo en del af et større billede.
SHOWET, DER CHOKEREDE ALLE
Det var også i 80’erne, at Martin Hall stod bag et af tidens mest grænseoverskridende shows, som han selv kalder det. Forestillingen hed ’Parade’ og blev opført over nogle aftener i Saltlageret. Og det chokerede virkeligt folk, husker Martin Hall.
– Ud over at jeg og den anden hovedrolle skar os til blods og gav hinanden blowjobs på scenen, mens vi – indsmurte i svineolie og sminkede som lig – rodede rundt, så optrådte min far i rollen som nøgen Jesus, siger han.
Publikum blev ret oprørte, og flere af Martin Halls bekendte ville ikke have kontakt med ham efter showet. Hvilket dog ikke gav anledning til anger hos kunstneren.
– Man skal ikke begynde at kompromittere sit udtryk, fordi nogle få mennesker vender én ryggen, siger han.
Og bogen er fuld af den slags anekdoter. For læsere, der ikke har været ung i de nøjagtigt samme år som Martin Hall, håber han, at bogen alligevel kan være relevant, da det også bare er ’en teenagekrønike om at være ung til hver en tid’.
Han er nervøs for, hvordan anmelderne skal tage imod den nye bog, der er langt mere personlig end noget, han før har lavet. Som ung var han med egne ord udstyret med et glat lag af teflon, så anmeldelserne prellede af på ham. Men med årene er han blevet ’mere nærtagende’, og en dårlig anmeldelse tager længere tid at ryste af sig.
– Når man er et sensibelt individ, så fylder den slags jo en del, siger han.
IKKE NOGET KENDSKAB TIL LYKKEN
Hvordan har du det, helt generelt, i dag?
– Ja, hvordan har jeg det? Jeg lever et liv, der er langt mere balanceret end i gamle dage. Som ung har man en idé om, at man en dag kommer hjem. Men det finder man ud af, at det gør man aldrig. Jeg finder aldrig et fikspunkt i tilværelsen, hvor jeg kan sige: Her hører jeg til. Dette er, hvad jeg er.
– Man bliver nødt til at indgå en aftale med skæbnen. Min aftale har været, at hvis jeg kan leve med en vis portion smerte konstant, får jeg mulighed for at mærke en bjergtinde glimtvis. Jeg tror, at man må vælge mellem et liv, der består af store dybder og store højder, eller om man er minded for og i stand til at leve et liv, der er mere stabilt og kontinuerligt.
Hvornår har du været mest lykkelig?
– Lykke er, for mig, nok et af de sværeste emner at indfange.
Lang pause.
– Altså. Jeg har ikke noget kendskab til lykken som sådan. Det er mig et meget abstrakt begreb. Jeg har altid befundet mig ekstremt godt i kaos. Men det tætteste, jeg kommer på, er nok, når jeg ikke har anet, hvad der foregik. Den følelse af, at man er i gang med at blive til noget, man ikke selv ved, hvad er. Det må helt klart være en følelse, der nærmer sig lykke i sit eget katastrofale skær. Jeg er ikke typen, der har sådan nogle blændende øjeblikke, hvor jeg følte, at dér var jeg virkelig beriget.
– Det er muligt, at jeg kommer på det. Må jeg være dig svar skyldig?
Martin Halls bog ‘1971-1985’ udkommer hos forlaget Tiderne Skifter 17. august.
NY MARTIN HALL-BOG UDE 17. AUGUST
Torsdag den 17. august udkommer Martin Halls længe ventede bog 1971–1985, hans første i fem år. Udgivelsen er en selvbiografisk skildring af hans formative år som dreng og ung mand.
Bogen udgives af Tiderne Skifter, og forlaget skriver følgende om den som bagsidetekst:
”Fra 70’ernes hårdt rastede sorthvide fotos til 80’er-dekadencens polaroidbilleder, fra glamrock til punk og fra Madame Arthur til Rockmaskinen – i 1971-1985 fortæller Martin Hall om rejsen fra Francos Spanien, hvor han kortvarigt boede som dreng, til de tidlige ungdomsår med Vesterbrogades pornobiografer som nærmeste kulisse.
Hvor Halls opvækst i 70’erne var præget af rodløshed, forældrenes lettere hasarderede levemåde samt tidens alkoholkultur, seksualitet og politiske klima, bliver 80’erne både dramatiske og tragiske – en periode kendetegnet ved vildskab, afmagt, håb og stor risikovillighed i et spraglet og ramponeret København.
I en nutid, hvor alle gerne vil være unikke, om end helst på samme måde som alle andre, er dette fortællingen om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.”
[hr]
Bogen er på 248 sider og har en vejledende udsalgspris på 249,95 kr. Den udgives med støtte fra Statens Kunstfond.
Et første udkast til bogen lå allerede klar i sommeren 2016, hvor Hall var blevet tilbudt kontrakt af People’s Press. Kort inden udgivelsen valgte han dog af personlige årsager at trække bogen tilbage.
Den nye, endelige udgave af 1971–1985, der udkommer på Tiderne Skifter, er en revideret og udvidet version af det oprindelige manuskript.
1971–1985
1971–1985
MARTIN HALL
PERIODISK SELVBIOGRAFI
AUGUST 2017
TIDERNE SKIFTER/GYLDENDAL (ISBN 978-87-0223-8167)
Torsdag den 17. august 2017 udkom Martin Halls længe ventede bog 1971–1985, hans på det tidspunkt første i fem år. Udgivelsen er en selvbiografisk skildring af hans formative år som dreng og ung mand, lige dele teenagekrønike og højhastighedsskildring af den kulturelle brydningstid, den udspiller sig i.
Forlaget Tiderne Skifter skrev bl.a. følgende i deres pressemeddelelse om bogen:
”Fra 70’ernes hårdt rastede sorthvide fotos til 80’er-dekadencens polaroidbilleder, fra glamrock til punk og fra Madame Arthur til Rockmaskinen – i 1971-1985 fortæller Martin Hall om rejsen fra Francos Spanien, hvor han kortvarigt boede som dreng, til de tidlige ungdomsår med Vesterbrogades pornobiografer som nærmeste kulisse.
Hvor Halls opvækst i 70’erne var præget af rodløshed, forældrenes lettere hasarderede levemåde samt tidens alkoholkultur, seksualitet og politiske klima, bliver 80’erne både dramatiske og tragiske – en periode kendetegnet ved vildskab, afmagt, håb og stor risikovillighed i et spraglet og ramponeret København.
I en nutid, hvor alle gerne vil være unikke, om end helst på samme måde som alle andre, er dette fortællingen om den mest umulige af alle kunstarter – det at blive sig selv.”
Genre: Periodisk selvbiografi
Sideantal: 248
Design: Kenneth Schultz
Foto: Robin Skjoldborg
”De sagde, at jorden var gold grundet de dødes uro.”
”Hall brillerer i skildringen af halvfjerdsernes ramponerede Olsen Banden-København. Over sidekorte kapitler rapporterer han fra sin barndoms endnu ikke friværdi-gentrificerede hovedstad, hvor pornobiografernes neon lokker, Islands Brygge lugter af sojakager, og Dan Turèlls unavngivne journalistdetektiv sandsynligvis sidder på en af de lokale knejper, før han skal ud og opklare et mord. Vel er det nostalgi, men også et skarpt og observant snapshot af en by, der ikke længere er … Halls ironiske distance til både kunstmiljøet og sig selv parkeres dog af og til. Mest udtalt i beskrivelsen af moderens selvvalgte død, hvor Hall knugende skildrer deres akavede relation og nøgternt udleverer to fejlbarlige mennesker og et sår, der stadig synes at bløde lidt.”
( * * * * )
Berlingske – Mikkel Andersson (17. august 2017)
”Martin Hall har stil, og med den her bog kommer han også tæt på et stof og en smerte i portrættet af forældrene og i fremstillingen af sin unge karrieres kuldslåede bagside med selvmord, stoffer og kronisk rastløshed … vi får en personlig fortælling i en løselig fragmentform – og så får vi også et ganske rørende portræt af forfatterens mor, hendes triste skæbne, som var med til at lukke og besegle årtiet for Martin Hall.”
Weekendavisen – Christian Dorph (18. august 2017)
”Multikunstneren Martin Hall fortæller charmerende om sine unge, vilde år … Et usædvanligt talent med en usædvanlig karriere. Og en historie, der ikke kan fortælles nok.”
Jyllands-Posten – Christian Møgeltoft (23. august 2017)
”Det er ikke første gang, Martin Hall udgiver sine erindringer – eller noget, der minder om det. Den afgørende forskel denne gang er, at den avantgardistiske, sensible og særligt besjælede vidundervoksen, som man vel i dag må kalde dette evige Wunderkind, da han faktisk er blevet 54 år, vitterlig skriver erindringer. Han skriver, hvad han husker: oplevelser, stemninger, situationer, problemstillinger. Men ikke nok med det: Han beskriver dem, sådan som han i dag føler, at han oplevede dem dengang. Den Martin Hall, der skriver 1971-1985, udtrykker sig nærmest lige så enkelt og prunkløst som titlen. Mange steder smukt, ofte klogt, tit befriende morsomt og fuldt af sardoniske invitationer til læseren om at joine forfatteren i indforstået latter over tilværelsens iboende idioti … Størst indtryk gør nu den løbende skildring af bogens to andre gennemgående figurer, forældrene. Eigil og Beth, som de hed, deres aparte samliv og deres på hver sin måde halvskæve og kuldslåede tilværelser. De to mennesker, der er blevet forældre, men selv stadig er børn. De tos, fars og mors individuelle kamp for at bevare integritet og selvrespekt, deres glæder og sorger er skildret med så meget indlevelse, tilgivelse, undren, smerte og kærlighed, at de samtidig mere end noget andet leverer nøglen til mennesket Martin Hall.”
( * * * * )
Politiken – Henrik Vesterberg (26. august 2017)
”Martin Hall har – ud over at være en del af min måde at vokse op og forstå dele af mig selv og verden på – også sørget for at den danske musikverden og litteratur har haft et departement af elegance og nålespidst vid. 1971–1985 er en bog, der fænger. Man bliver rørt, når man træder ind i dens mange rum.”
Radio24Syv – Morten Lindberg (27. august 2017)
”Tag med på tur til de fede 70’ere og fræsende 80’ere. Selvbiografi for læsere med interesse for perioden, dens musik og kultur – og en fortælling om en drengs brogede opvækst i en tid, hvor det meste var tilladt … rigtig godt skrevet med en charmerende, let disharmoni mellem vilde sprogblomster og tør selvironi.”
DBC lektørudtalelse – Annemette Schønberg Johnsen (31. august 2017)
”Selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år … 1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden, men mindst ligeså humoristisk og meget rørende. Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider.”
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (1. september 2017)
”Refleksioner over de første kunstneriske aktiviteter – koncerter, plader, bøger – sættes ind i en rørende beretning om de svære teenageår i en aparte, dysfunktionel, men samtidig også ganske genkendelig familie. Og oven i det hele naturligvis et fint tidsbillede. Alt sammen med ligefrem oprigtighed, humor og sågar selvironi … Under læsningen af den sympatisk åbenhjertige og uhøjtidelige bog følte jeg mig for første gang nogensinde i sync med Martin Hall. Anbefales!”
Inde og ude af sync – Lars Movin (9. september 2017)
”Indsigtsfuld og morsom … spændende at høre om en person som den falske marquis Marcel de Sade, som rumsterede i en herskabslejlighed på Frederiksberg i en anden tid og gjorde et stort indtryk på forfatteren. Sproget er godt, flydende.”
Fyens Stiftstidende – Martin Kloster (2. oktober 2017)
”Man skal købe bogen, hvis man interesserer sig for litteratur, sprog og tidsånd. Martin Halls litterære åre er nemlig bemærkelsesværdigt dragende. Og hans blik for tidens temaer afsindigt skarp. At han i sin unge år – frem til bare det 22. leveår – skabte (eller tog del i skabelsen af) så mange orkestre som R.A.F., Identity, Ballet Mécanique, Before, Dialogue, Under For, Pesteg Dred, SS-Say og Front and Fantasy og i øvrigt påbegyndte en solokarriere; at han med forskellige orkestre fik mulighed for at blive support for Sods og New Order i Saltlageret, for Nico i Montmartre, for Psycic TV i Ungdomshuset og i øvrigt fik mulighed for at optræde på Roskilde Festival og møde Nick Cave, Iggy Pop og Genesis P-Orridge; alt det nævnes kun som biting i selvbiografien. Forholdet til blandt andre Poul Borum og Michael Strunge foldes mere ud. Og dét – som et led i skildringen af tiden, tidsånden og subkulturerne. Men – mest af alt foldes fortællingen om den unge Martin Halls forhold til sin alkoholiserede mor, Beth, ud. Og dén del af fortællingen er altså i sig selv det hele værd, for portrætteringen er eminent, sproget sublimt og alle de skildrede tildragelser og udvekslinger helt nøgne – uden (vil jeg mene) at være blufærdighedskrænkende. Martin Halls evne til at reflektere og formidle sin forståelse er beundringsværdig.”
( * * * * )
GAFFA – Ivan Rod (18. oktober 2017)
”Et klart must read: Martin Hall er udstyret med en refleksionsevne, der svinger fængende mellem nøgtern observation og eftertænksom refleksion. Det kan konstateres meget hurtigt i løbet af bogen, at vi her har at gøre med en mand, der ikke prøver at sætte sig på en piedestal, men heller ikke underkender sin anderledes tilværelse. Livet, som skildres, er ikke nødvendigvis et liv ved bevidsthed, grundet stofindtaget og tidens hektiske kreativitet, som beskrives indgående, men det er et liv med bevidsthed. Sondringen mellem livets trivialiteter og rollen i noget nyt kulturelt udefinerbart skaber et glimrende momentum i Martin Halls erindringer … Det at bogen giver et større indtryk af hvad Martin Hall gjorde, end hvem han er som position, er med til at gøre bogen mere kulturelt relevant, end hvis det var en ren identitetsskildring. Det er de ydre detaljer, der optager ham, ikke de indre. Sproget er godt og rummer både nøgtern skildring, ordblomster og en god mængde selvironi. Bogen er god læsning, der klart bør nydes af flere end bare fans af Martin Hall. Som kulturhistorisk beretning gør den sig nemlig glimrende, og jeg vil uhyre gerne bede om en efterfølger, som åbner op for mere af Martin Halls kreative virke.”
Modspor – Martin Minka Jensen (29. oktober 2017)
“Årets bedste selvbiografi: For mig er Martin Hall en af 80’ernes ‘royale’ og én af de mest indflydelsesrige i min 80’er-historie. Han bevæger sig frit i alle former for udtryk. Og har man som mig en fod i 80’erne, så er han stadig et interessant bekendtskab … 1971–1985 er ikke bare en medrivende fortælling om en teenager i en voldsom tid. Den er også et klart og tydeligt tidsbillede af en grænsesøgende subkultur. En kultur, der, blandt mange andre gav os Michael Strunge og Martin Hall. Man skal læse bogen, fordi Martin Hall er en vigtig person fra en vigtig og voldsom tid.”
DR – Flemming Møldrup (10. november 2017)
OPTAKT
Jeg forestiller mig tit fortællingen bag det hele: To mennesker indrammet i kegler af lys. Deres møde. Detonationen af lyse sommernætter og hviskende stemmer – hvordan de tænker, at det hele nok skal gå.
Senere fortæller hun ham om, hvad der er på vej; betragter opmærksomt ansigtet foran sig, glad og nervøs på samme tid.
Han siger, at det er alle tiders.
Så græder hun lidt, mere af lettelse end af glæde. I bund og grund er hun ligeglad – så stor er den kærlighed, hun føler for det nye liv i sin krop.
Jeg forestiller mig blodets kobberagtige lugt ved fødslen, den hensynsløse krafts forløsende enevælde. Hvordan hendes berøring falder med et snefalds blødhed over den fremmede, men alligevel velkendte hud. Hviskede ord, luftstrømme af formløs ånde.
Så spædbarnet i en vugge, sovende, med benene spredt ud, som en supermarkedskylling. Mennesker, der påpasselige betragter det lille nye liv, fremmede lungesæt i færd med at fortære rummets luft. En fjern spøgen af stemmer.
Dage, der begynder med strålende solskin, men langsomt diser til. Drømmenes grynede, hvide væske. Dåb, serpentiner og lagkage.
En dreng i et skab. Indviklede talemåder, pauser og tomme blikke. Alles kamp for at få luft.
Et første udkast til bogen lå allerede klar i sommeren 2016, hvor Hall var blevet tilbudt en kontrakt af People’s Press. Kort inden udgivelsen valgte han dog af personlige årsager at trække bogen tilbage.
Den endelige udgave af 1971–1985, der udkom på Tiderne Skifter i 2017, er en revideret og udvidet version af det oprindelige manuskript. Bogen er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond.
I begyndelsen af 2018 genudgav forlaget Gyldendal 1971–1985 i et nyt oplag.
På udgivelsesdagen mødtes Hall og litteraturredaktør David Jacobsen Turner i en pakket Politikens Boghal til en kort snak om 1971–1985. Ugen efter udgivelsen gik bogen bl.a. top 10 på Bog & Idé-kædens bestsellerliste (Danmarks største boghandlerkæde).
Blandt periodens mange features fungerer Politikens “Hvad mener du?”-interview som en ganske koncis introduktion til bogen. Lyt eventuelt også til en smagsprøve af Gyldendals lydbogsudgave af 1971–1985, der er blevet indlæst af skuespiller Bo Carlsson. På samme side kan du ligeledes finde et længere uddrag af bogen.
I forbindelse med Bogforum 2017 udnævnte værten på DRK’s ugentlige bogprogram Vild med bøger, Flemming Møldrup, bogen til at være årets bedste selvbiografi.
“Martin Hall skriver prunkløst, smukt, ofte klogt og tit befriende morsomt om sine unge dage.”
( * * * * )
Politiken“Hall brillerer i skildringen af halvfjerdsernes ramponerede København … et skarpt og observant snapshot af en by, der ikke længere er.”
( * * * * )
Berlingske“Afsindigt skarp … Martin Halls evne til at reflektere og formidle sin forståelse er beundringsværdig.”
( * * * * )
GAFFA”Martin Hall har stil, og med den her bog kommer han også tæt på et stof og en smerte i portrættet af forældrene og i fremstillingen af sin unge karrieres kuldslåede bagside med selvmord, stoffer og kronisk rastløshed.”
Weekendavisen”Multikunstneren Martin Hall fortæller charmerende om sine unge, vilde år.”
Jyllands-Posten”Indsigtsfuld og morsom.”
Fyens Stiftstidende“Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende.”
Bogbobler”Et klart must read … svinger fængende mellem nøgtern observation og eftertænksom refleksion.”
Modspor”Nålespidst vid.”
Radio24Syv“Årets bedste selvbiografi.”
DR
HALL I POLITIKENS BOGHAL 17. AUGUST
På udgivelsesdagen for Martin Halls længe ventede bog 1971–1985, en selvbiografisk skildring af hans formative år som dreng og ung mand, besøger Hall Politikens Boghal.
Torsdag den 17. august mellem kl. 17.00 og 18.00 er der præsentation af bogen på stedet, og i den anledning vil der bl.a. finde et kort interview mellem ham og litteraturredaktør på Jyllands-Posten David Jacobsen Turner sted.
Der er gratis adgang. Du skulle ifølge planen også kunne få bogen signeret ved samme lejlighed.
Du kan læse mere om bogen her.
HALL INDSPILLER NY CRONHAMMAR-MUSIK
I forbindelse med den retrospektive udstilling Ingvar Cronhammar – Design på HEART (Herning Museum of Contemporary Art), der åbner den 9. september 2017, har Martin Hall skrevet og indspillet et nyt stykke installationsmusik til et af udstillingens rum.
Museet skriver følgende om den kommende begivenhed:
”Udstillingen Ingvar Cronhammar – Design fokuserer på feltet mellem design, arkitektur og kunst ved at vise en række af Cronhammars nytænkninger af brugsgenstande som bestik og lamper vist sammen med en række installationer og arkitekturmodeller. Udstillingen vil således føre den besøgende gennem et udvalg af Cronhammars mest alsidige designs og værker, udvalgt og kurateret i et tæt samarbejde mellem kunstneren og HEARTs overinspektør Michael Bank Christoffersen.”
Martin Hall og Ingvar Cronhammar har ad flere omgange arbejdet sammen før – først i forbindelse med Elia-skulpturen i 2001, siden hen i forbindelse med ARoS-udstillingen Racing Cars i 2006 og senest i forbindelse med den store succes med H i Cisternerne i 2015. Der arbejdes sideløbende med den kommende udstilling på en samlet udgivelse af den musik, Hall har gennem årene har skrevet til Cronhammar.
Du kan finde mere information om den kommende udstilling på HEART's hjemmeside.
Et af de aktuelle design på den kommende udstilling er Cronhammars nye bestik- og tallerkensæt, et design som restaurantkæden A Hereford Beefstouw netop har lanceret. Bestikket har fået navnet Hansha, der betyder ”refleksion” på japansk. Kniven ligner et mix af en skalpel og en sav, mens gaflen, der er noget spinklere, sender tankerne i retning en pincet eller et par asiatiske spisepinde.
Pressefoto gengivet med tilladelse fra Mingo Photo.
RANDOM HOLD
RANDOM HOLD
MARTIN HALL
LP
APRIL 2017 (ORIGINALUDGAVE FEBRUAR 1996)
PANOPTIKON (OPTIK 48)
I forbindelse med Record Store Day 2017 blev Random Hold for første gang udgivet som vinylplade. Albummet var ved samme lejlighed blevet remastered af pladens oprindelige producer, Thomas Li, og gik efterfølgende ind på Danmarks officielle vinylhitliste som #14.
Random Hold blev ved sin oprindelige udgivelse i 1996 betragtet som Halls indtil da vigtigste plade af en enstemmig skandinavisk presse. I 1997 udkom albummet i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor det ligeledes modtog en række fantastiske anmeldelser. Siden da er pladen bl.a. blevet inkluderet på listen over de 50 vigtigste danske udgivelser i Politikens Rockleksikon.
1. Cradlemoon (5:44)
2. Performance (5:12)
3. Another Heart Laid Bare (4:54)
4. Interim (1:47)
5. Cue (3:24)
6. She’s Eternal (6:00)
7. Golden Day Longing (4:37)
8. Skinline (11:03)
CRADLEMOON
The fire and the water keep mixing in my blood
The sons and the daughters seemed to give it all up
They got too tired of the waiting
Too tired to believe
In the promises that nobody keeps
I’ve seen a generation coming
I’ve seen a generation go
And the more I see, the less I know
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
So I followed the shadows by the trail of the waste
And it led me into the heart, to the heart of these days
I never wanted to remember
Never wanted to believe
But you don’t ask why when the thunderheart beats
All I wanted was a reason
What I got was so much more
Couldn’t turn my back on the things that I saw
I want to go to sleep
I want to drown in the deep of the cradlemoon
I want to touch the sky
I want to lie down and die
In the cradlemoon of the night
In a world full of stories
There’s a time in the night
When the sky seems to break by the blink of the eye
PERFORMANCE
Fields of living fire
You’ll see me reaching into the air
The shadow of a survivor
I turn around but there’s no one there
I’ve been looking for reason
Some poisons taste like the sweetest wine
But all I ever believed in
Was all the things that I couldn’t find
The fires burn, erasing all the traces
And I spread the ashes all across the sky
Watching it all fall like rain through empty spaces
To the darkest corners of my heart and mind
Hear the cries and the whispers
The touch-and-go of another night
The afterglow of desire
Shines with the flame of a lesser light
A line of nameless faces
Fading away in a sea of time
Another time and place is
The last belief of performing mind
The fires burn, erasing all the traces
And I spread the ashes all across the sky
Watching it all fall like rain through empty spaces
To the darkest corners of my heart and mind
In a room without a view
There’s a story without end
Every time an answer shows
Then another hides away
ANOTHER HEART LAID BARE
Another heart laid bare on the doorstep to my exile
Another pantomime to disbelieve
I see your bended head, always humble in the daylight
Playing the servant’s role to never see
Of all the images that you left for my keeping
The one I like the most is the world outside
I never thought I would but the distance seems so perfect
I can’t deny the fact that I’m pleasantly surprised
Another victim cries, pointing fingers at the heavens
Declaring me the crime of centuries
The traces on my skin, they keep shining in the nighttime
A fingerprint on every memory
CUE
The cities of light, the mirrors beneath the stars
In all of my life I’ve followed my untamed heart
It burns like a fever in the sleepless nights
Behind closed doors and behind closed eyes
The sea of the sky keeps shining a world of gold
The sweeter the song, the sadder the tale that’s told
Like a secret that I’ll never know
There’s a feeling that will follow me anywhere I go
I’ll walk on waters
I’ll quiet the storms
With you as my reason
With you as my calm
SHE’S ETERNAL
I never wanted her to see
The world inside me
The world was turning round and round
Like something running out of time
She whispered “listen to the wind” and her breath burned my skin
I didn’t understand but it made me feel so still
There’s a tale of the night, there’s an unspoken word
And the story that she told couldn’t be explained in words
‘Cause she
She’s eternal
With her the world dies
And she
She’s eternal
With her the world dies
Let it die
A stone that falls into the sea
It falls inside me
These winterlands, they never change
They’re covered in this quiet grey
Voices calling in the night from the corners of my mind
From the desolated worlds I was trying to leave behind
Never thought I’d be returning to the place it all began
To the tainted heart of longing, till she took me by the hand
GOLDEN DAY LONGING
Sweet
Golden day longing
I feel it inside
Each breath that I take
High
High as the empty
It falls on my skin
To cover the burns
Turning silver
See the writing that runs down the wall
Book of reason
I don’t need it anymore
Sweet
Golden day longing
No words can explain
The feelings I have
SKINLINE
Days are burning like the rainbow
In a corner of the world
Your forever is a nevermore
And it turns the sky and the earth
The moon and the stars
The skin and the scars
Keeping your eyes on closing doors
Counting the shadows on the walls
Pieces of eight still fill your mind
Burning your skinline
Break the silence into stories
Tell them like a children’s tale
Always staying at a distance
As you bleed the light of the day
You’re lying awake
You lie there and wait
“Random Hold er Martin Halls smukkeste og mest formfuldendte plade hidtil … Man skulle ved Gud næsten tro, at en dråbe af William Blakes lyssæd var rislet ned gennem tidernes nedløbsrør og havde taget bo i en dansk rockmusiker!”
Det Fri Aktuelt – Kim Skotte (1. februar 1996)
“Uberegnelige og kvalitetsbevidste Martin Hall går nye afdæmpede veje på sin nye udgivelse, Random Hold … Lykkes missionen? Ja …”
Politiken – Anders Rou Jensen (1. februar 1996)
“Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Information – Mads Brenøe (2. februar 1996)
“Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Berlingske Tidende – Lars B. Jørgensen (12. februar 1996)
“Helt jordnært betragtet er det en dygtig Martin Hall, som finder sine udsøgte melodier med en forbavsende behændighed, får sunget dem ind fra distancen og og skrøbeligheden, og har en heldig hånd med de mange æteriske lydblandinger netop på Random Hold.”
Gaffa – Per Reinholdt Nielsen (februar 1996)
“Alt i alt er det et mere end vellykket album, Hall her har leveret.”
( * * * * * )
Aalborg Stiftstidende (3. februar 1996)
“Pop til sex og strygning.”
( * * * * )
B.T. – Henning Høeg (10. februar 1996)
“Set fra denne anmelderstol holder Hall fast i, hvad han er god til – med simple midler at bygge de største musikalske katedraler – samtidig med, at han kommer udenom de Hall’ske faldgruber – som at stivne i prætensiøsitet. Han er jo den vildeste arrangerende og producerende lydarkitekt, men på Random Hold får han med strygere, klaver, elektronik og rumklang sine bygningsværker til at være levende, og på samme tid så store og massive som altid. Men først og fremmest synger han følt … ”
Wild (februar 1996)
“Fremragende plade fra Martin Hall … Den sørgmodige ”Performance” lugter af hit. ”Cradlemoon” er allerede blevet det.”
A-pressens Nyhedsbureau – NET-redaktionen(februar 1996)
“Det er en vidunderlig fortættet følelse af nærvær og afmagt, der slår fuldt igennem. Det er tyst og underspillet og uendelig smukt. Og så er det uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.”
( * * * * * )
Nat & Dag (marts 1996)
“… Martin Halls kunstneriske højdepunkt, det stilrene og unikke Random Hold-album fra tidligere i år.”
ZOO Magazine – Jan Poulsen (august 1996)
“Hertzlich willkommen. Mit Martin Hall’s Random Hold liegt das erste Produkt vor, das Public Propaganda als Label auf den Markt schmeissen… und was für eines! Martin Hall, eine der wichtigsten Persönlichkeiten in Dänemarks Musik- und Kunstscene, verbindet electronisches und klassische Sounds zu einer perfekten Untermalung seiner düsteren Gesange, die einen sofort in ihren Bann ziehen. Das ganze klingt ausserdem extrem ruhig und atmosphärisch, dabei aber nicht immer kuschelweich, sondern oft auch nachdenklich machend. Mal wirken die Songs als solche, mal experimentiert Martin Hall mit Stimme und Klängen. Verdammt entspannende und starke 43 minuten, die uns Public Propaganda da ins Nest legen. Unbedingt reinhören. ”
( 5/5 )
Bodystyler (december 1997)
“Die perfekte Musik …”
Gothic (december 1997)
“Einfach eine grossartige CD!!!”
Dark Mind (november 1997)
“Musik, die einfach schön ist … Denn Kunst kommt von Können. Und das ist Kunst in Reinkultur! Atmosphärische Klänge, wie sie die heutige schnellebige Zeit dringend nötig hat, um einen Ruhepunkt zu finden.”
Orkus (november 1997)
“Random Hold ist ein bewegendes, ein ausgereiftes Kunstwerk. Gut, dass endlich die Musik unserer Nachbarn im Norden mehr und mehr in unser Bewusstsein rückt …”
Notes (november 1997)
“Hall’s Musik so ganz anders ist.”
( 8/10 )
Neurostyle (december 1997)
“Der Däne Martin Hall blickt mit seinen 34 Jahren bereits auf stattliche 31 Veröffentlichungen zurück. Einem breiten Publikum ist er hierzulande allerdings noch nicht bekannt. Random Hold könnte das ändern. Hall schafft ein unspektakuläres, zurückhaltendes Album voller Emotionen. Er versichtet auf klanggewaltige Arrangements, entfaltet sich lieber im Detail. Stilprägend wirkt dabei die Kombination elektronischer Musik und klassischer Instrumentierung, die gleichberechtigt nebeneinander stehen und die gefühlvollen Texte unterstreichen. Zeitlos schön und ubedingt hörenswert.”
T5 (november 1997)
“Da haben wir ja ein richtiges Multitalent.”
( 9/10 )
Feedback (december 1997)
“Musik für den Herbst. Musik für Schwärmer, Romantiker, für die melankolischen Stunden allein, für Stunden zu zweit. Musik wie für mich komponiert.”
Astan (november 1997)
“Dänemarks Vorzeige Multimedia-Künstler vor Durchbruch in Deutschland.”
Zillo (november 1997)
“Bleibt zu hoffen, dass Martin Hall mit diesem atmosphärisches aussergewönlichen Album auch hierzulande auf offene Ohren stösst.”
Entry (december 1997)
“… den lige så grandiose som smukt-støvede popplade Random Hold fra 1996. Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk.”
( * * * * * )
Politiken – Kim Skotte (12. februar 2009)
“I 1996 udgav Hall Random Hold. Her kan man allerede høre, at han begynder at afsøge den klassiske musiks udtryksformer. Måske ikke så tydeligt på selve albummet, men genudgivelsens ekstranumre viser i hvert fald de tendenser. Det todelte nummer “Catching the Dust” udklædes således i flotte strygerarrangementer, og i slutningen af del to lyder en hengemt operastemme i baggrunden. I kammer-versionen af “Cradlemoon” er strygere den eneste instrumentation … Der er en stor lyd på albummet, som var det optaget i et kirkerum, og det giver Halls højstemte vokal masser af plads at udfolde sig på. Det langsomme tempo albummet igennem giver mindelser om slowcore-bands som Codeine og Rex, men pga. den fyldige, elektroniske produktion dypper musikken også tæer i den samtidige triphop. På overfladen lyder albummet poppet og radiovenligt, men det har også et kompromisløst og nøgent udtryk, hvor ensomheden driver i de intime og nærværende leveringer. Et flot eksempel på at less is more.”
( * * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (28. februar 2009)
Henrik Marstal: Cello
Iben Teilmann: Bratsch
Martin Hall: Vokal, trommer, bas, guitar, båndmateriale
Ole Hansen: Keyboards, flygel, trompet, flygelhorn
Sara Wallevik: Violin
Signe Kjærsgaard: Bas
Thomas Li: Networks, treatments, logic, percussion
Design: Birgitte Wester/Kenneth Schultz
Photo: Robin Skjoldborg
Gennem årene har Random Hold vundet flere og flere internationale lyttere. Oprindeligt var det især den gotiske og elektroniske scene, der tog albummet til sig, men efterfølgende har pladen fået et meget varieret publikum i lande som Tyskland, Italien og Polen. I marts 2017 indspillede det polske indieband Hidden by Ivy eksempelvis en coverudgave af en af albummets oprindelige singler, nummeret ”Another Heart Laid Bare”, på gruppens tredje album Beyond.
Du kan læse mere om den oprindelige udgivelse her:
“Den grandiose og smukt støvede popplade Random Hold fra 1996. Det er den hermetiske Halls mest lydefri popværk.”
( * * * * * )
Politiken”Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Information“Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Berlingske Tidende”Et kompromisløst og nøgent udtryk … intime og nærværende leveringer.”
( * * * * * )
Undertoner“Alt i alt er det et mere end vellykket album, Hall her har leveret.”
( * * * * * )
Aalborg Stiftstidende”Det er en vidunderlig fortættet følelse af nærvær og afmagt, der slår fuldt igennem. Det er tyst og underspillet og uendelig smukt. Og så er det uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.”
( * * * * * )
Nat & Dag“Random Hold er Martin Halls smukkeste og mest formfuldendte plade hidtil.”
Det Fri Aktuelt”Helt jordnært betragtet er det en dygtig Martin Hall, som finder sine udsøgte melodier med en forbavsende behændighed og får sunget dem ind fra distancen og og skrøbeligheden.”
Gaffa”Martin Halls kunstneriske højdepunkt.”
Zoo Magazine“Vidunderlig musik … kunst i sin reneste form.”
Orkus“Den perfekte musik!”
Gothic
'RANDOM HOLD' 2017 VINYL-UDGIVELSE
I forbindelse med Record Store Day 2017 lørdag den 22. april udsendes Martin Halls Random Hold-album for første gang som vinylplade. Albummet er i den forbindelse blevet remastered af pladens oprindelige producer, Thomas Li. Vinyludgaven af albummet vil også indeholde download-koder, ligesom pladen vil være tilgængelig via digitale platforme som Spotify og iTunes.
Random Hold blev ved sin oprindelige udgivelse i 1996 udråbt som Halls på det tidspunkt vigtigste plade. Herhjemme er der bl.a. blevet skrevet følgende:
Politiken: “Grandios og smukt støvet: Den hermetiske Halls mest lydefri popværk.” (*****)
Information: ”Forbandet godt udspil fra Martin Hall.”
Berlingske: “Martin Hall har sjældent virket så præcis, afklaret og fokuseret som med sin seneste udgivelse.”
Undertoner: ”Et kompromisløst og nøgent udtryk, intime og nærværende leveringer.” (*****)
Nat & Dag: ”Uden tvivl Martin Halls bedste plade til dato. Et lille vidunder.” (*****)
Zoo Magazine: ”Martin Halls kunstneriske højdepunkt.”
Gennem årene har pladen vundet flere og flere internationale lyttere. Allerede i forbindelse med sin europæiske udgivelse i slut-90’erne modtog pladen dog masser af ros. I sin tid var det især den gotiske og elektroniske scene, der tog Random Hold til sig, men albummet har efterfølgende fået et mere varieret publikum i lande som Tyskland, Italien og Polen.
Gothic: “Die perfekte Musik.”
Orkus: “Das ist Kunst!”
Zillo: “Dänemarks Vorzeige Multimedia-Künstler vor Durchbruch in Deutschland.”
I marts 2017 udsendte det polske indieband Hidden by Ivy en coverudgave af en af pladens oprindelige singler, nummeret ”Another Heart Laid Bare”.
[box border="full"]
Du kan bestille udgivelsen her:
BESTIL ”RANDOM HOLD” VINYL-LP (inkl. download-koder)
[/box]
Torsdag den 20. april kl. 19.00 afholder Københavns Hovedbibliotek som optakt til genudgivelsen en aften om pladen. Læs mere om arrangementet her.
HALL PÅ KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK
I forbindelse med genudgivelsen af Random Hold-albummet (Record Store Day 2017) afholder Københavns Hovedbibliotek torsdag den 20. april kl. 19.00 en aften om pladen. Her kan du opleve Martin Hall i samtale med P6 Beats Anders Bøtter om indspilningerne, perioden og den efterfølgende historie.
Selvom vinyludgaven først udkommer to dage senere, kan du både købe pladen og få den signeret i forbindelse med arrangementet.
Læs mere om aftenen her:
POLSK BAND INDSPILLER HALL-SANG
Det polske indie-band Hidden by Ivy udsender fredag den 24. marts albummet Beyond, hvorpå de har indspillet en coverudgave af Martin Hall-nummeret Another Heart Laid Bare. Sangen stammer oprindeligt fra Halls eget Random Hold-album, en plade der i sin tid udkom i februar 1996 og genudgives i en remastered vinyludgave i april 2017.
Hidden by Ivy består af Rafal Tomaszczuk (vokal) samt Andrzej Turaj (instrumentalist). Bandet stammer fra Warszawa og har tidligere udgivet to album.
Du kan høre bandets nye udgave af nummeret her.
Læs eventuelt mere om den aktuelle 2017-genudgivelse af Martin Halls Random Hold-album her: