EFTERLADT
EFTERLADT
JANINA KATZ/MARTIN HALL
LP/CD
JANUAR 2015
PANOPTIKON (OPTIK 45)
Efterladt er et posthumt udgivet spoken word-album med den polsk-danske forfatterinde Janina Katz’ sidste oplæsninger foretaget kort før hendes død i efteråret 2013. Pladen er produceret og musikalsk iscenesat af Martin Hall.
Under indspilningerne vidste ingen, hvor syg Katz egentlig var. Planen var at indspille teksterne og dernæst sætte dem i musikalsk regi, og det er dette arbejde, der i januar 2015 langt om længe blev udsendt i sin endelige form.
1. I (0:55)
2. II (1:41)
3. III (3:50)
4. IV (1:21)
5. V (1:01)
6. VI (2:35)
7. VII (0:54)
8. VIII (1:27)
9. IX (1:59)
10. X (2:44)
11. XI (2:22)
12. XII (2:42)
13. XIII (0:21)
14. XIV (2:38)
15. XV (0:32)
16. XVI (2:10)
17. XVII (1:32)
18. XVIII (1:13)
19. XIX (0:44)
20. XX (3:33)
JANINA KATZ (1939–2013)
Janina Katz er født af polsk-jødiske forældre i Krakow. Det katolske ægtepar Mary og Stephen Priestly fra Dobczyce tog hende til sig, efter at hun som treårig blev smuglet ud af Plaszow koncentrationslejr i Polen i 1943. På det tidspunkt havde hun mistet næsten hele sin familie. Hun blev først klar over, at hun var jøde, da hun som seksårig blev forenet med sin mor, der havde overlevet 2. verdenskrig.
Som voksen studerede Janina Katz polsk litteratur og sociologi ved Universitet Jagielloński i Krakow, hvorefter hun i en årrække arbejdede som assistent ved Institut for sociologi og polsk filologi. Hun måtte flygte fra Polen i 1969 pga. en antisemitisk kampagne, som det polske kommunistiske styre lancerede imod jøderne, og flyttede først til Tyskland, men allerede et år efter kom hun til Danmark, hvor hun bl.a. fungerede som litteraturanmelder og oversatte polsk skønlitteratur til dansk. I 13 år var hun ansat på Det Kongelige Bibliotek. Derudover arbejdede hun for polske eksiltidsskrifter, for Radio Free Europe og senere også BBC.
Janina Katz debuterede som forfatter 22 år efter, at hun var kommet til Danmark – som 52-årig – med digtsamlingen Min mors datter. Hun nåede at skabe et omfattende dansk forfatterskab, der især afspejler hendes polsk-jødiske oprindelse og oplevelser under 2. Verdenskrig. Katz har hovedsageligt skrevet på dansk trods hendes polske modersmål.
I 1993 modtog hun Statens Kunstfonds pris for årets bedste roman, Mit liv som barbar. I 1998 fik hun Beatrice Prisen og i 2002 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2012 var hun indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for digtsamlingen Skrevet på polsk.
Janina Katz døde den 18. oktober 2013.
BIBLIOGRAFI
* Min moders datter, Brøndum 1991.
* I mit drømmeland, Vindrose 1993.
* Mit liv som barbar, Vindrose 1993.
* Heltens tykke kone og andre historier, Vindrose 1994.
* Scener fra det virkelige liv, Vindrose 1995.
* Putska, Vindrose 1997.
* Den glade jødinde og andre historier, Vindrose 1998.
* Varme steder, Vindrose 1999.
* Fortællinger til Abram, Vindrose 2001.
* Mit liv som syfiluter, Vindrose 2001.
* Det syvende barn, Vindrose 2002.
* Landskabet det blev væk, Vindrose 2004.
* Drengen fra dengang, Vindrose 2005.
* Min spaltede tunge, Vindrose 2006.
* Længsel på bestilling, Vindrose 2009.
* Tilbage til æblerne, Vindrose 2010.
* Skrevet på polsk, Rosinante 2011.
* Endnu ikke allerede, Rosinante 2013.
“Med denne udgivelse befinder vi os nok lidt i udkanten af, hvad GAFFA beskæftiger sig med, for med sit spoken word-udgangspunkt er dette samarbejde mellem Martin Hall og den nyligt afdøde dansk-polske forfatter, Janina Katz, nok i virkeligheden tættere på litteraturafdelingen end den musikalske ditto. Formen er, for så vidt, klassisk nok for den slags projekter, med Katz’ stemme i centrum og lydcollager og pletvis musikalsk akkompagnement undervejs … klinger næsten profetisk.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (5. januar 2015)
”Østeuropæiske atmosfærer, melankolske strygere, tangenter, reallyd, cabaretstejf og horn ligger under Katz, men trækker aldrig opmærksomheden væk fra stemmen og ordene. I stedet er de en lyrisk medspiller, der får ikke mindst smerten til at stå frem … Martin Hall rammer ikke én falsk tone i mødet med hendes poetiske væsen. Derfor er Efterladt også sådan et album, der langsomt sætter sig i øret for så at rejse ned i kroppen, ud i årerne for endelig at melde sig på tungen. Vel fordi Katz skrev digte, der skal læses højt. Det gør hun så på albummet. Der på den måde holder hende levende.”
Berlingske – Jeppe Krogsgaard Christensen (13. januar 2015)
”Stemningen er nok generelt dunkel, men også med spor af humor undervejs i form af Katz’ til tider ret underfundige betragtninger.”
( * * * * * )
BT (13. januar 2015)
”Der er historisk drøjde, personlig tyngde og lysende klarhed i Katz’ poesi. Martin Halls musikalske indramning er diskret pigtråd vundet af bl.a. klaver og guitar. I digtenes ånd pyntet op med fuglefjer og sommerfuglevinger. Et smukt farvel og en bevægende introduktion til en betydningsfuld digter.”
( * * * * * )
Politiken – Kim Skotte (19. januar 2015)
”Fantastisk poesi: Katz’ tekster er en stor oplevelse af læse, og de bliver kun bedre i højtlæsningen. Janinas polsk-jødiske baggrund gennemsyrer indholdet, og hendes smukke og unikke accent tilføjer mystik til cigaretstemmen. Det posthume samspil giver noget ekstra til både lyd og tekst, fordi Hall er lykkedes med at lægge sine musikalske tolkninger under teksten i stedet for at lade dem overskygge ordene.”
( * * * * * )
Femina – Josefine Reinholdt Møller (#3, januar 2015)
”Janina Katz’ stemme, hendes kantede udtale og rolige rytme er dragende i sig selv. Martin Halls musikalske iscenesættelse af de talte ord er nænsom og smagfuld. Den forfalder aldrig til patos eller sentimentalitet, men underbygger digtenes iboende melankoli, syrlighed, humor … en lille perle af en cd, som denne anmelder med sikkerhed vil vende tilbage til med jævne mellemrum.”
( * * * * * )
Fyens Stiftstidende – Martin E. Seymour (19. februar 2015)
”Tonerne er til tider vanvittigt smukke og til andre nærmende sig det dystre – men fælles for dem alle er, at de klæder Katz’ stemme og ord. Det æstetiske og fortabelsen går som oftest hånd i hånd – det være sig i livet som i kunsten – og det rammer Hall og Katz i deres posthume forening på smukkeste facon.”
( * * * * )
Undertoner – Peter Krogh (11. juni 2015)
Martin Hall: Elektronik, klaviaturer, reallyde og båndmateriale
Linus Carlsen: Mandolin, e-bow, guitar, melodika, klaver, bas og klokkespil
Christian Skeel: Orkestrering
Othon Mataragas: Flygel
Johnny Stage: Ringmodulator og keyboards
Tag Brass Band: Hornorkester
The Vista Dome Ensemble: Strygere
Design: Kenneth Schultz
Foto: Johnny Stage
Janina Katz er født af polsk-jødiske forældre i Krakow, Polen, i 1939. Som treårig blev hun smuglet ud af Plaszow koncentrationslejr, hvor hun på det tidspunkt havde mistet næsten hele sin familie. Som voksen studerede Janina Katz polsk litteratur og sociologi ved Universitet Jagielloński i Krakow, men forlod Polen i 1969. Efter et kort ophold i Tyskland kom hun til Danmark, hvor hun debuterede som forfatter 22 år efter sin ankomst til landet, 52 år gammel. Hun nåede at skabe et omfattende dansk forfatterskab, der især afspejler hendes polsk-jødiske oprindelse og oplevelser under 2. verdenskrig.
I 1993 modtog hun Statens Kunstfonds pris for årets bedste roman, Mit liv som barbar. I 1998 fik hun Beatrice Prisen og i 2002 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2012 var hun indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for digtsamlingen Skrevet på polsk.
Janina Katz døde den 18. oktober 2013.
På Janina Katz-albummet medvirker bl.a. den græsk-engelske pianist Othon Mataragas samt den unge danske musiker Linus Carlsen. Også flere af Martin Halls mangeårige samarbejdspartnere – billedkunstneren Christian Skeel og produceren Johnny Stage – deltager på pladen. I indspilningssammenhænge rettes en særlig tak til Jytte Nordholt og Den2Radio. Ligeledes tak til Gyldendal, Rosinante samt Lindhardt og Ringhof.
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for litteratur, Hotelejer Andreas Harboes Fond, Dansk Artist Forbund og DJBFA. Pladen blev i forbindelse med Bogforum 2014 trykt i et yderst begrænset oplag på 100 vinyleksemplarer, en udgave der kun var tilgængelig én dag, nemlig fredag den 7. november 2014 hvor Martin Hall og Søren E. Jensen præsenterede projektet på bogmessen.
Portrætfotoet af Janina Katz er taget af Piotr Topperzer.
Skrevet og indtalt af Janina Katz. Pladens musikalske iscenesættelse er produceret, komponeret og arrangeret af Martin Hall – skæring 3, 10 og 20 i samarbejde med Linus Carlsen, skæring 6 i samarbejde med Othon Mataragas og skæring 16 og 18 med Christian Skeel. Mixet af Martin Hall. Mastering ved Johnny Stage.
NYT HALL/KATZ SPOKEN WORD-ALBUM 15. JANUAR
Torsdag den 15. januar udsendes Efterladt, et posthumt udgivet spoken word-album med den polsk-danske forfatterinde Janina Katz’ sidste oplæsninger foretaget kort før hendes død i efteråret 2013. Allerede i den indledende fase af projektet var planen, at teksterne skulle sættes i musikalsk regi, og det er dette arbejde, der nu langt om længe ligger klar til udgivelse i sin endelige form. Pladen er produceret og musikalsk iscenesat af Martin Hall.
På Efterladt-albummet medvirker flere af de musikere, som Hall arbejdede sammen med på seneste, meget roste soloalbum Phasewide, Exit Signs – bl.a. den græsk-engelske pianist Othon Mataragas og den unge danske musiker Linus Carlsen. Adskillige sekvenser på Efterladt er orkestreret for strygere, og i den sammenhæng er Hall blevet assisteret af sin mangeårige samarbejdspartner, billedkunstneren Christian Skeel.
Et begrænset antal signerede eksemplarer af pladen er tilgængelige, hvis titlen bestilles via Target. Albummet vil indledningsvist ikke være tilgængeligt på Spotify eller andre streamning-tjenester.
Janina Katz er født af polsk-jødiske forældre i Krakow, Polen, i 1939. Som treårig blev hun smuglet ud af Plaszow koncentrationslejr, hvor hun på det tidspunkt havde mistet næsten hele sin familie. Hun forlod Polen i 1969 og kom efter et kort ophold i Tyskland til Danmark, hvor hun i en alder af 52 år debuterede som forfatter – 22 år efter sin ankomst til landet. Hun nåede at skabe et omfattende dansk forfatterskab, der især afspejler hendes polsk-jødiske oprindelse og oplevelser under 2. verdenskrig.
Janina Katz blev i 2002 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hun døde den 18. oktober 2013.
Portrætfoto taget af Piotr Topperzer.
PROTOTYPE/PROTOKOL – PERFORMANCE FORESTILLING 2014
PROTOTYPE/PROTOKOL
I november 2014 skrev og instruerede Martin Hall den musikalsk iscenesatte performanceforestilling Prototype/Protokol, et tværæstetisk møde mellem ham selv, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film.
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer.
Gennem videoklip, reciterede tekststykker og musik tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer. Forestillingens tekster er på en og samme tid abstrakte og virkelighedstro – en lyrisk biopsi af et individs psykologiske forfaldshistorie.
I forbindelse med premieren i november 2014 blev forestillingen opført på hhv. KØS (Museum for kunst i det offentlige rum) i Køge (14/11), Gran Teater i Aarhus (16/11), Københavns Musikteater (21/11) og Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin (25/11).
I august 2015 blev stykket opført endnu en gang ved Odense Spoken Word Festival (21/8).
Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video
Design: Kenneth Schultz
Programfoto: Maiken Kildegaard
““I forsøget på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse i forsøget på at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans – om simpel forfængelighed.”
PROTOTYPE/PROTOKOL
PROTOTYPE/PROTOKOL
MARTIN HALL/LYDENSKAB/STAAL FILM
PROGRAM
NOVEMBER 2014
I november 2014 skrev og instruerede Martin Hall den musikalsk iscenesatte performanceforestilling Prototype/Protokol, et tværæstetisk møde mellem ham selv, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film. I den forbindelse blev der også udgivet et lille katalog, der indeholdt en af forestillingens nye tekster.
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer.
Gennem videoklip, reciterede tekststykker og musik tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer. Forestillingens tekster er på en og samme tid abstrakte og virkelighedstro – en lyrisk biopsi af et individs psykologiske forfaldshistorie.
I forbindelse med premieren i november 2014 blev forestillingen opført på hhv. KØS (Museum for kunst i det offentlige rum) i Køge (14/11), Gran Teater i Aarhus (16/11), Københavns Musikteater (21/11) og Den Kongelige Danske Ambassade i Berlin (25/11).
I august 2015 blev stykket opført endnu en gang ved Odense Spoken Word Festival (21/8).
Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video
Design: Kenneth Schultz
Programfoto: Maiken Kildegaard
““I forsøget på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse i forsøget på at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans – om simpel forfængelighed.”
MARTIN HALL OG DE TRE EPOKER – BERLINGSKE INTERVIEW 2014
MARTIN HALL OG DE TRE EPOKER
Berlingske, 11. november 2014
Af Anders Højberg Kamp
Han startede med punken og blev undergrundsstjerne i 80erne. Senere vågnede han op som popstjerne, mere spillet end Thomas Helmig. I det nye årtusind blev han landskendt som intellektuel dommer i Talent, forfatter og komponist med stort K. MS har mødt multikunstneren Martin Hall – og talt med ham om tre skelsættende faser i hans liv.
I dag er det 9. november. 25-årsdagen for Berlinmurens fald 1989. En symbolsk dag for hele Europa. Også for punkerne, som søgte mod forfaldet i Vesttysklands hovedstad. Dagen er også Martin Halls. For datoen er den præcise 35-årsdag for hans koncertdebut ved det efterhånden sagnomspundne arrangement Concert of the Moment i Saltlageret, hvor tidens hotteste punkbands som Sods, No Knox og Prübelknaben var samlet. Arrangementet er blevet en milepæl inden for dansk punk- og rockhistorie og enhver pensioneret punker med respekt for sig selv kan henvise til koncerterne, som blev udgivet på vinyl.
Her slog den blot 16-årige Martin Hall sin første tone an og var snart en anerkendt kraft i dansk kulturliv. Det er han stadig.
I denne måned optræder han i performanceforestillingen Prototype/Protokol, som blandt andet når til Berlin. Forestillingen, som er en blanding mellem teater, musik, lyrik og film, handler om den tabte samhørighed mellem generationerne.
Vi satte Martin Hall stævne for at portrættere ham gennem tre livsfaser. Det passede perfekt, svarede han, for det var netop, hvad han havde gennemlevet. Og hvem er så denne multimand? En selvdestruktiv punker, en androgyn provocateur, en intellektuel popsnedker?
Martin Halls mangefacetterede image gør ham til en af de mere tvetydige skikkelser på den danske kulturscene. Alene af den grund var det svært at finde et mødested. Som han skrev til mig, da jeg foreslog at mødes på et af de gamle steder:
»Jeg har så sent som i går tjekket gamle industrihaller ud på Amager, men alt »sandt faldefærdigt« er væk nu om stunder – fortiden udraderet af byfornyelsen. Mine teenageårs vigtigste steder er gone – Rockmaskinen, Madame Arthur, Saltlageret, Tannhäuser, Ungdomshuset på Jagtvej, B&W-hallerne… Anyway, det bliver næsten også for bagstræberisk at stå i en eller anden industribygning.«
I stedet mødes vi foran Statens Museum for Kunst og går på Rambla i nærheden, hvor vi spiser et stykke kage og drikker en kop kaffe. De mindre rå omgivelser er ganske sigende for Martin Hall, som er gået vejen fra undergrund over mainstream til etableret finkultur.
Det slår mig, hvordan han det ene år kan ligge på et koldt betongulv høj på amfetamin og dyrke snobbet avantgardepunk og det næste årti være den mest spillede popstjerne på The Voice.
»Som person er jeg kendetegnet ved store personlige udsving. Stor usikkerhed, et mærkeligt skizofrent forhold mellem et patologisk selvhad og ditto periodisk storhedsvanvid,« forklarer han med sin tykke københavneraccent. Tag med Martin Hall på rejse gennem tre epoker.
PUNK OG POST-PUNK
1970-80erne
I slut-1970ernes fjernsyn buldrede det med sammenstød i det klasseopdelte England. London kaldte, punks fra fjerntliggende byer gik amok i hovedstadens gader, og Sex Pistols skreg på floderne, nærmere bestemt Themsen, foran det engelske kongehus.
»God save the queen, she ain’t no human being, it’s a fascist’s regime, we mean it maaan«, lød det fra båden, nummeret blev bandlyst i radioen, bandmedlemmerne arresteret, og næste dag sås de på forsiden af alle aviser. No Future-generationen var født, også kaldet generation x og nå-generationen.
Herhjemme truede tiden med oliekrise og arbejsløshed. Martin Hall spændte sine ører i pladebutikken Superlove, og snart var han punk, en oprører, der udfordrede samfundet, »for hvorfor skulle man vente på at blive okay’et blandt de etablerede? Det fungerede jo tydeligvis ikke, det, der var gået forud. Det kunne ikke blive værre, så man måtte prøve med det, man havde,« fortæller en hurtigttalende Martin Hall.
Helt uproblematisk var det ikke at være rebel. Martin Hall ser specielt tilbage på dagen, han købte en hundekæde, som var en typisk pyntegenstand for punkere. Med kæden ville de vise omverdenen, at borgerne i det kapitalistiske samfund var undertrykte og ufrie.
»Det var den dag, det gik op for mig, at tolerancen i hvert fald ikke var implementeret i det danske samfund. Det var dagen, hvor jeg farvede mit hår tofarvet ved egen hjælp. Den lokale hundekennel ovre på Værnedamsvej var ikke sagen, så jeg tog ind i Magasin med min mors kort, de havde en kæledyrsafdeling på 4. sal. Jeg ønskede en særlig glamourøs kæde, som jeg gik over og gav ekspedienten. Han lod den dingle mellem vores to ansigter, kiggede på mig med et blik, der kunne dræbe, mens han holdt masken: »Skal jeg pakke den ind, eller skal De have den på med det samme?« spurgte han hånligt.« Det skulle han selvfølgelig. Og det havde konsekvenser.
»På vejen hjem over Rådhuspladsen satte to enorme, oksehudsklædte motorcykelentusiaster efter mig. Jeg flygtede op i bussen, men lige i det øjeblik, dørene lukkede, nåede en af rockernes hænder mellem dørene. Han gennembankede mig, og ingen gjorde noget, hverken de ti pensionister eller buschaufføren, som med fuldstændig neutral stemme sagde: »Næste stop: Hovedbanegården«.
Rockerne var typisk brede og tunge fyre, som var permanent ude efter punkere. De kom i sjak på 30 og ventede på at banke 1,5 meter høje 14-årige punkere. Men rockerprygl og hadet fra det omkringliggende samfund skabte et broderlignende forhold blandt de sortklædte, fortæller Martin Hall.
Snart mødte han Steen Jørgensen fra Sort Sol, Fritz Fatal fra Before, koncertarrangøren Eddie Haircut. Han gik fra skolens afgangseksamen i fuld punkpåklædning med et 13-tal i både latin og matematik. Snart var han en del af fem bands, primært som frontfigur i avantgardegruppen Ballet Mecanique, hvor leg med køn, seksualitet og stimulerende medikamenter var en selvfølgelig del af festen.
»Med punk kunne man skabe alt af ingenting med tre akkorder, man kunne ændre verden. Det var en obskøn spejling af køn og samfund. Jeg var meget imponeret over, hvor alsidigt miljøet var. Evighedsstudenter og sociale tabere gik side om side med akademikere og forfattere: Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum og Michael Strunge. Selv speedjunkierne havde en idé om, at dannelse havde en plads. Det kan godt være, de ikke døde med Baudelaires ord på deres læber under det sidste skud heroin, men jeg så en nedbrydning af sociale grænser, der var meget positiv.«
Hurtigt skulle punken dog dø ud. Reduceres til en uniform med hanekam, læderjakker, Dr. Martens-støvler, bondageimitationer og hundeklokker.
»Da det blev en uniform, var punken overstået. I det øjeblik, man kan gengive en formel, mister fænomenet sin kraft. Men på trods af al modstanden fra det etablerede samfund var det, der skete i England i 1976-77, meget af det man fandt på de franske catwalks i 1980-81. Modeverdenen introducerede den androgyne, transseksuelle punk light.«
Det var på sin vis en lille sejr. Men den havde sin pris. Mens Martin Hall nød stor anerkendelse for sin musik og som debuterende forfatter, indtraf en sort død, hvor mange i hans omgangskreds gik ned på stoffer, adskillige fik HIV, og nogle begik selvmord som følge af eksistentielle kriser.
»Rigtig mange fra dengang er døde. Tager vi Søren Svendsens fotobog fra dengang, Lort Nok, er det slående at slå op og se en masse glade sunde, hvalpeagtige teenageansigter i start-80erne og opdage, at over halvdelen af de folk er døde nu. Jeg havde et vinterhalvår, hvor fem mennesker omkring mig døde, tre selvmord og to overdoser, blandt de døde var min egen mor og en tidligere kæreste.«
Martin Hall var selv i farezonen, da han eksperimenterede med stoffer for at finde inspiration.
»Jeg levede et hedonistisk, meget grænseoverskridende liv. Mit held var, at jeg som arbejdsmenneske kunne stå op mandag morgen. Men jeg løb tæt på grænsen i flere perioder. Jeg var tæt på at … der var en fase i mit liv omkring 1984-85, hvor heller ikke de nærmeste omkring mig troede, at jeg havde mange år tilbage.«
I sommeren 85 besluttede han sig for at færdiggøre sin sidste indspilning og trække sig tilbage i isolation. Han opsøgte teosofiske samfund, sendte breve til okkulte selskaber i USA, dyrkede yoga, sang meditationssange med sikherne nytårsaften, mens de spiste kiks og ingefær. Han troede selvfølgelig, det var slut med musikken.
POPSTJERNENS STORHED OG FALD
1990erne
Det var det så ikke. Genopstandelsen fandt sted. Omtrent da Muren brast, brød Martin Hall gennem murstenene til poppens hitlister. Singlen »Beat of the Drum« blev årets mest spillede danske single på radiostationen The Voice, og lige så ironisk var det, at læserne af MM havde stemt undergrundsikonet over Thomas Helmig i en afstemning om bedste sange.
»Overgangen til at blive popstjerne skete med et smil, for det var ligesom det mest provokerende, jeg kunne gøre over for mit gamle publikum. Pludselig stod man på et diskotek og hørte sig selv. Fuldstændig barokt, ikke? Jeg nød hvert et øjeblik, selv om mit nye publikum ikke havde en tilnærmelsesvis forståelse for det perspektiv, jeg arbejdede med. Så det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at indspille en plade med Irma Victoria, en 67-årig kvinde, som ikke kunne synge, det blev en total skandale. Hun endte med at blive grammynomineret, stemt ind af en specialjury. Hvorefter jeg igen lagde mig ud med hele det publikum, jeg lige havde fået. Det var i sig selv meget tilfredsstillende.«
Værre var det ikke. I 1996 udkom Random Hold, som blev en stor kunstnerisk succes. Pladen blev i pressen entydigt udråbt til en af Halls vigtigste nogensinde. Samtidig fik han et Tysklandscomeback, hvor han havde haft elektroplader ude i 80erne. Snart begyndte han at skrive sange til blandt andre Caroline Henderson og Hanne Boel, vandt priser og tjente med egne ord urimeligt mange penge.
»Det, jeg elsker ved popmusik, er, at mandag skriver du en sang om et tabu, tirsdag indspiller du det, onsdag udgiver du det, torsdag er det i butikkerne, og fredag har det solgt en million. Siden Andy Warhol har popmusik ændret vores syn på køn og seksualitet ved at gøre tabu til mainstream, Madonna introducerede S&M, Pet Shop Boys gjorde gay sexual freedom tilgængeligt for en masse mennesker, og Lady Gaga har også rykket seksuelle grænser.«
Martin Hall faldt godt ind i 1990ernes poppede bølger, men til trods for succesen spillede han ikke meget live. Presset op til koncerterne var for stort. Samtidig tog arbejdet overhånd, der var lidt for meget glamour, krævende sangerinder og et stadigt pres på fra pladeselskaber i forhold til optrædener og singler. Martin Halls i forvejen semi-skrøbelige psyke legede med ham.
»I 1999 havde jeg et totalt sammenbrud. Det i 1985 var eksistentielt, 1999 var et totalt kollaps på alle punkter. Jeg var svimmel, kunne ikke arbejde. Jeg blev sendt til undersøgelser overalt, man troede, jeg havde fået en hjernesvulst. Jeg havde kørt mig selv for hårdt, spiste de forkerte ting, led af søvnløshed. I perioder kunne jeg svinge mig op til at komme ud af døren, men jeg kunne ikke holde mig oppe særligt lang tid ad gangen. Efter et stykke tid kiggede min læge på mig og sagde: »Martin, jeg tror, du har haft et nervesammenbrud.« Og så blev jeg nødt til at genopbygge mig selv og starte fra 0. Det var en stor lektion i ydmyghed,« fortæller Martin Hall, der ikke mødte den store medfølelse fra pladeselskaberne.
»Til det sidste møde på EMI var jeg syg og havde fået at vide af en læge, at jeg muligvis havde en hjertefejl. Det var et møde med syv mennesker, men ingen kommenterede min tilstand, det var business as usual, jeg fik min første og eneste guldplade i hånden og gik hjem med den i en Føtexpose. Det var temmelig Down and Out in Paris and London-George Orwell-agtigt. Mere elendigt blev det bare ikke. Det tog et halvt års tid at blive genopbygget, men i sommeren 2000 kom det igen, hvor jeg lå i sengen det meste af tiden. Det tog mig flere år at få en normal hverdag igen. Det har betydet, at jeg aldrig arbejder om aftenen mere, for det kaster mig direkte tilbage til symptomerne. Mit sociale liv stoppede mere eller mindre. Altså, jeg havde stadig venner, men jeg skar radikalt ned på at gå til koncerter, gå i byen og så videre.«
FRA POPSTJERNE TIL TV-ANSIGT
Det ny årtusind
00erne kom om muligt endnu længere væk fra punkens æra og salonlivets dekadence. Omfattende byrenoveringer havde ført til stigende velstand i København, folk fra forstæderne rykkede ind, og Indre By var snart overfyldt med »spritstive forstadsrødder uden kulturelle eller kunstneriske sindelag«. Det engang alternative kvarter Pisserenden blev overtaget af discountbarer. Kun de få rå blev tilbage på punkbulen Floss, der endnu står som et bevis på fortidens råhed og anarki.
Martin Hall fik sit store gennembrud som forfatter med tobindsmastodonten Den Sidste Romantiker, en dannelsesrejse fra 1980 til 2005.
Vi så Martin Hall sidde som dommer i Talent 2008 på DR1, hvor han grinede ad de optrædende iført kostumer af halvnøgne damer, vi så, hvordan han forsøgte at introducere en glemt dannelseskultur til publikum, blandt andet med referencer til en vis marquis Marcel de Sade og dennes fantastiske eventyr, og vi så, at publikum lo, når han afslørede sine mest beskidte og hede drømme om menneskerobotter.
»Hvordan er det at være inde i Martin Halls hoved?« spurgte en af værterne.
»Jeg ved det ikke. Der er vist ikke så meget plads,« svarede den anden.
Multikunstnerens hoved var i hvert fald godt fyldt op. Og hans ansigt blev atter kendt i byen.
»Det var meget sært at blive genkendt. I en kort periode var jeg den mest populære dommer, ifølge statistikker. Børnefamilier og pensionister løb over til mig for at få autografer. Vi taler altså om en mand, der dyrkede sex med andre mænd på scenen i 80erne, og som står for en af de mest larmende produktioner i dansk rockhistorie. Du skal tænke på, at alle kender Martin Hall, men jeg har ikke noget stort publikum. Jeg er blevet en persona, men ingen ved, hvad jeg laver.«
Missionen med Talent lykkedes
»En dag, da jeg gik på gaden, kom en 10-12 årig pige over til mig og sagde, at hun så programmet hver fredag, og at hun i øvrigt lige var gået i gang med at læse Karen Blixen, fordi jeg havde citeret hende. Det er nok den bedste kompliment, man kan få for sit forsøg.«
Senere blev han smagsdommer på DR2 og var aldrig bange for at sige sin mening, som da han kaldte den højt roste forestilling Tribadernes Nat med Paprika Steen og Flemming Enevold for »en 2,5 times lang pinsel«.
Med pengene fra Talent 2008 finansierede han flere albums, blandt andet det anmelderroste Hospital Cafeterias fra 2009. Udlandet er det også blevet til med optræden, albumsalg og bogoversættelser i Europa. Det bliver sandsynligvis ikke til mere populær-TV som Talent, til gengæld går han nu 100 procent ind i sine hjerteprojekter som komponisk og kunstner. Der ser alt sammen lovende ud – men hvad tænker Martin Hall selv om sin karriere lige nu?
»Til tider føler jeg mig nok lidt som et fyrtårn i en kloak – som noget strålende, men i bund og grund ubrugeligt. Heldigvis synes tiden at arbejde for mig. Jeg har i hvert fald mulighed for at lave rigtig mange af de ting, jeg tidligere drømte om, nu. Det er en stor glæde.«
STORT HALL-INTERVIEW I BERLINGSKE MS
I forbindelse med premieren på den nye Hall-performanceforestilling Prototype/Protokol bragte Berlingskes søndagsmagasin MS søndag den 9. november et stort syvsiders Martin Hall-interview.
Interviewet er lavet af Anders Højberg Kamp. Fotografierne er taget af Thomas Lekfeldt. Du kan finde portrættet ”Martin Hall og de tre epoker” her:
”PROTOTYPE”-FORESTILLINGER I DANMARK OG BERLIN
Prototype/Protokol er en musikalsk iscenesat performanceforestilling, et nyt samarbejde mellem Martin Hall, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film – nyskrevet musik, lyrik og film. Forløbet opføres i november 2014 ved følgende lejligheder:
Fredag den 14. november: KØS – Museum for kunst i det offentlige rum (Køge)
Søndag den 16. november: GRAN TEATER (Aarhus)
Fredag den 21. november: KØBENHAVNS MUSIKTEATER (Kbh.)
Tirsdag den 25. november: DEN KONGELIGE DANSKE AMBASSADE (Berlin)
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer. Gennem videoklip, reciterede tekststykker og en evigt skiftende musikalsk ramme tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer. Du kan se en kort trailer for forestillingen her:
Forestillingens medvirkende er Martin Hall (stemme), Maiken Kildegaard (performer), Eskild Winding (klaver m.m.), Thea Vesti (guitar), Sofia Olsson (cello) og Michael Dinesen/Staal Film (video).
Du kan læse mere om opførelserne på bl.a. Seismograf, Time Out, Berlingske, Jyllands-Posten, Bongorama og Kulturhaus Berlin.
MÆND
MÆND
ROBIN SKJOLDBORG/ROBERTO ZACHARIAS
FOTO- OG INTERVIEWBOG
NOVEMBER 2014
GYLDENDAL (ISBN 9788702165838)
I begyndelsen af november 2014 udkom foto- og debatbogen Mænd, en udgivelse der er spækket med portrætter taget af den danske fotograf Robin Skjoldborg i perioden 1984–2014. Blandt de tilbagevendende kunstnere, han har taget billeder af gennem alle årene, finder man bl.a. Jesper Binzer og Martin Hall – to profiler som Skjoldborg selv beskriver som de to mest markante fokuspunkter i hans udvikling som fotograf.
Genre: Fotobog
Sideantal: 256
Design: Kenneth Schultz
”Jeg tog mine første billeder, da jeg var omkring ti år. Jeg havde fået sådan et klik-klak-kamera med en 120-film i og lavede en serie, hvor jeg brændte et legehus og en plasticbil af.”
MARTIN HALL I ”MÆND”
Min mandlige identitet er nok formet af skuespillere som Peter O’Toole og Richard Burton. Glamrockens kønskabale i start-70’erne. Liberace. Allerede som niårig var jeg meget begejstret for Cabaret-filmen, hvor den mandlige helt først er aseksuel, så biseksuel og til sidst triseksuel. Da jeg nåede den kønsmodne alder, var mit maskuline ideal Donald Sutherlands hovedrollefigur i Fellinis Casanova-film: Grim som arvesynden, sminket som en bordelmutter, men strunk som en hingst, når det kom til at udføre sine pligter.
Den klassiske mands tre grundtilstande kan i bund og grund reduceres til stoisk, vred og liderlig, så jeg har altid haft det lidt med at være mand, som jeg havde det, dengang jeg i erhvervspraktik skulle vælge mellem bager, murer og fængselsbetjent – var der ikke andre muligheder? Det tog mig lidt tid at finde en personlig variant af temaet.
Selvom 70’ernes manderoller gav én lyst til at rive håret af hovedet og piske sig selv med det, kan de til tider være at foretrække frem for tidens påpasselige mand, der intet dårligt har at sige om nogen – ikke engang Adolf Hitler eller Josef Stalin, eftersom de jo var de bedste på deres felt. Hvis man ridser i overfladen og blot finder mere overflade, så er kønnet gået tabt.
Gennem 30 år har Skjoldborg portrætteret kendte såvel som mindre kendte mænd undervejs i deres karriere – kunstnere, erhvervsfolk og sportsudøvere. Af de mange blade og magasiner, han løbende har taget billeder til, kan nævnes MM, Scanorama og Euroman. Sidstnævnte valgte af samme grund at bringe et særtillæg med udvalgte fotos fra bogen i magasinets novemberudgave 2014. Yderligere dannede Bredgade Kunsthandel samme måned rammen for en større Robin Skjoldborg-fotoudstiling.
Det gennemgående tema i Mænd er mandlig identitet – seksualitet, kønnet som markør, værdier og mandevenskaber. I den henseende har journalisten Roberto Zacharias interviewet en række af de portrætterede kunstnere. Disse indlæg tæller bl.a. uddrag af samtaler med Jørgen Leth, Nephew, Bjarne Reuter, Jesper Binzer, Anders Walter, Bent Fabricius Bjerre, Kashmir, Jan Sonnergaard, Janus Bakrawi, Mike Tramp, Lars Mikkelsen, Joachim Boldsen og altså Martin Hall. Måske ikke helt overraskende er sidstnævnte den mest bramfri bidragsyder.
Du kan læse Halls bidrag nederst på siden.
PREMIERE PÅ NY HALL-FORESTILLING
Prototype/Protokol er en musikalsk iscenesat performanceforestilling, et tværæstetisk møde mellem Martin Hall, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film – teater, nyskrevet musik og lyrik samt film. Forløbet opføres ved følgende tre lejligheder:
Fredag den 14. november kl. 19.30: KØS MUSEUM (Køge)
Søndag den 16. november kl. 20.00: GRAN TEATER (Aarhus)
Fredag den 21. november kl. 20.00: KØBENHAVNS MUSIKTEATER (Kbh.)
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser og fiktive erindringer. Gennem videoklip, reciterede tekststykker og en evigt skiftende musikalsk ramme tegnes et billede af de konsekvenser, et menneskes tab af håb kan have på kommende generationer.
Forestillingens medvirkende er følgende:
Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video
Du kan købe billetter til alle tre forestillinger her: www.teaterbilletter.dk
HALL PÅ DEN DANSKE AMBASSADE I BERLIN
Ud over de tre danske opførelser af Martin Halls nye performanceforestilling Prototype/Protokol – et tværæstetisk møde mellem Hall, avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film – bliver forestillingen nu også opført i Berlin, nærmere bestemt på Den Kongelige Danske Ambassade i byen.
- Tirsdag den 25. november kl. 20.00
Den Kongelige Danske Ambassade
Rauchstraße 1
D-10787 Berlin
Tyskland
- Billetbestilling: BERLIN TICKET INFORMATION
- Tysk presseinformation: NORDISCHE BOTSCHAFTEN
Prototype/Protokol er en fortælling om den brudte sammenhængskæde mellem tre generationer – en fragmenteret, stærkt personligt erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser, fiktive erindringer, videosekvenser og nykomponeret musik. Forestillingen i Berlin vil blive afviklet på dansk.
Du kan læse mere om forestillingen og de danske opførelser her.
[hr]
Forestillingens medvirkende er følgende:
Martin Hall: Stemme
Maiken Kildegaard: Medvirkende
Eskild Winding: Klaver m.m. (Lydenskab)
Thea Vesti: Guitar (Lydenskab)
Sofia Olsson: Cello (Lydenskab)
Michael Dinesen/Staal Film: Video