NOSTATIC! (PLAYLIST)

I forbindelse med udgivelsen af bogen NOSTATIC! skrev Martin Hall tirsdag den 2. oktober 2012 – på opfordring af GAFFA – følgende noter til en Spotify-playlist for bogen. Udbyderen lå dog langt fra inde med en komplet værkliste, og især fraværet af bidrag fra grupper som The Homosexuals og Crawling Chaos må beklages. De udvalgte numre relaterer til hvert sit kapitel i bogen.

Sex Pistols: “Anarchy in the U.K.”

I dag er det nærmest umuligt at forstå den gennemslagskraft, Sex Pistols havde i det engelske samfund i 1976 og 1977. Landet var mere eller mindre konstant lammet af strejker og strømafbrydelser og led under den højeste arbejdsløshed i 30 år. Kun halvdelen af landets beboere havde telefon, og man kunne endnu finde bombekratere i gaderne efter Anden Verdenskrig. I forbindelse med udgivelsen af debutsinglen ”Anarchy in the U.K.” i slutningen af ’76 var Pistols gæster i Bill Grundys Today-show på tv, hvor gruppen skabte total furore ved som de første nogensinde at sige ”fuck” på engelsk tv. Dagen efter var de fleste engelske avisforsider ryddet, og bandet var jaget vildt. Follow-up-singlen ”God Save the Queen” behøver næppe nogen større introduktion, but read on you know where anyway …

Joy Division: “New Dawn Fades”

Da Sex Pistols spillede for 42 mennesker i en halvtom sal i Manchester Lesser Free Trade Hall i juni 1976, gik tre unge fyre derfra og dannede som en direkte konsekvens af begivenheden det band, der skulle blive Joy Division. Gruppens debutalbum Unknown Pleasures var fra udgivelsesdagen i juni 1979 en indiskutabel rockklassiker, og nummeret ”New Dawn Fades” er stadig et af de mest rørende rocknumre, jeg nogensinde har hørt. Ud over gruppens Hinterwelt-agtige musik er mosaikken omkring Joy Division i sig selv et studie værd – fotografen Anton Corbijn, designeren Peter Saville, Factory-bossen Tony Wilson, produceren Martin Hannett; alle var de med til at forme fundamentet for og omridset af postpunkens måske vigtigste gruppe overhovedet.

Throbbing Gristle: ”Very Friendly”

Throbbing Gristle er og bliver patentindehaverne af industrial-begrebet, og gruppens værk er i sin essens lige så forførende, som det er frastødende. Kernen i T.G.’s virke var blotlæggelsen af ethvert givent tabu – seksuelt, politisk, kunstnerisk – og selvom tekster om seriemordere, voldtægtsforbrydere og dødsdømte fanger i dag nærmest er sangskrivningsetikette inden for adskillige musikgenrer (tænk f.eks. bare på metalmiljøets refrænisering af vold, mord og dæmonisme), så var Throbbing Gristles radikale ”informationskrig” fuldkommen uhørt i midt- og slut-70’erne. Gruppen forsøgte via tekst, musik og performance at reflektere den animalske vold i det civiliserede samfund, hvilket et nummer som ”Very Friendly” glimrende illustrerer … en indspilning der handler om de sadistiske mordere Ian Bradys and Myra Hindleys ugerninger tilbage i 60’erne.

The Cult: “Love Removal Machine”

Fra goth-rock over biker-hair-metal til aldrende outlaw-wannabes: Denne mutant af et band udgør en hel lille dannelsesfortælling i sig selv – et stykke senet, invalideret, men også ekstremt underholdende rockhistorie. Lyt selv til det Rick Rubin-producerede nummer  ”Love Removal Machine” … eller endnu bedre: Se videoen, for ”godmorgen mine blanke støvler!”, her får man Den gode, den onde og den grusomme i ufortyndet Lederhosen-pragt.

Adam & The Ants: “Whip in My Valise”

Adam & The Ants huskes måske bedst som new romantic-genrens frontmænd, et band der i et glamorgie af indianersminke og sørøverkostumer erobrede hitlisterne i begyndelsen af 80’erne. Inden gruppens massive gennembrud med albummet Kings of the Wild Frontier havde der dog været tale om et langt mere dekadent nichepunkband, hvis tekster kredsede om tabuiseret seksualitet og voyeurkultur, og hvis obskøne stil faldt mange en victoriansk anmelder for brystet. ”Deutscher Girls” var et vidunderligt åbningsnummer på soundtracket til Derek Jarmans Jubilee-film, men lad os i denne omgang tage ”Whip in My Valise”, mit personlige favoritnummer med Adam & The Ants. Der kan næppe herske den store tvivl om, at en ung Brett Anderson har lyttet en del til nummeret; det lyder i al fald umiskendeligt som Suede i gruppens tidlige dage.

Richard Jobson: “Day Breaks”

Nogle gange kan noget være så forkert, at ikke engang det modsatte er rigtigt. Og andre gange er noget ganske enkelt så indlysende originalt, at man bare må lette på hatten i respekt. Blandt mine all-time vinylfavoritudgivelser hører den skotske excentriker Richard Jobsons spoken word-plader på det lille belgiske pladeselskab Les Disques du Crépuscule fra 1980’erne. ”Day Breaks” er en af hans mange (meget) frie fortolkninger af den franske forfatterinde Marguerite Duras’ værker, et drama der inkluderer passion, undslupne forbrydere, affektdrab og selvmord. Nogle mennesker vil simpelt hen bare ikke deres eget bedste … God bless!

Echo & The Bunnymen: “The Killing Moon”

Echo & The Bunnymens 1984-album Ocean Rain regnes stadig som et hovedværk inden for den britiske postpunk – et synspunkt som gruppens sanger og altoverskyggende frontmand Ian McCulloch ikke er det mindste uenig i. I et interview med Spin i 2008 udtrykker han det f.eks. således: “It’s the greatest album ever made.” Kort fortalt ingen falsk beskedenhed her, og når snakken efterfølgende falder på den første single fra samme lp, ”The Killing Moon”, følger McCulloch skam også frisk op: “The title alone, it’s the best title of a song of all time.”

Diamanda Galás: “Gloomy Sunday”

Det kan næsten virke respektløst at vælge den æstetisk-diabolske sangerinde Diamanda Galás’ coverversion af ”Gloomy Sunday” som repræsentant for et samlet virkes katalog, men omvendt viser hendes behandling af Billie Holidays 1941-hit ”Gloomy Sunday” netop hendes evne til at gøre enhver fremmed verden til sin egen. Sangen er oprindelig skrevet af den ungarske komponist Rezső Seress tilbage i 1933 og kaldes i folkemunde ”den ungarske selvmordssang”, eftersom flere af dem, der har sunget den (eller ifølge myten sågar blot lyttet til den) siden har taget deres eget liv – deriblandt komponisten selv. Det skulle også være et yndet nummer at slå sig selv ihjel til, og den dag i dag er der stadig forbud mod at spille sangen på BBC.

Death In June: “All Pigs Must Die”

Og jo, her burde jeg vel have valgt nummeret “She Said Destroy” fra 1984 som the classic track pick for det engelske neofolk og postindustrielle band Death in June, men-men-men, All Pigs Must Die fra 2001 løber af med min opmærksomhed i denne ombæring. Titlen er selvklart en parafrasering over et af det 20. århundredes helt store voldsikoner, sektlederen, barbariarkitekten og popsangeren Charles Manson (sågar Guns N’ Roses har indspillet en coverudgave af et af mandens numre), men den store forskel mellem at være en hyldest til slagteriet og en bizar kommentar til både det bagvedliggende voldsmaskineri og Death in Junes egen foregående produktion består dog i, at Douglas P. på forsiden af All Pigs Must Die er i gang med at skære halsen over på en grisebamse til en børnefødselsdagsfest.

The Pop Group: “Thief of Fire”

Som en introduktion til The Pop Group – ”the founding fathers of triphop” – har jeg valgt åbningsnummeret på den originale lp-version af gruppens sonisk skelsættende Y-album fra april 1979. “Thief of Fire” er en moderne Prometheus-myte serveret som primalterapeutisk nervesammenbrud i reggae-musikeren Dennis Bovells dub-funkmalstrøm af en produktion. Om end Pop Groups senere single ”We Are All Prostitutes” med rette er blevet bandets signaturmelodi, så kan “Thief of Fire” måske være med til at tegne omridset af både et genreløst band og et debutalbum, der den i dag stadig lyder, som om det blev indspillet i går. Nej, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” er ikke verdenshistoriens bedste lp, den ære må derimod tilfalde The Pop Groups Y.

Billy Mackenzie: “Winter Academy”

Efter The Associates’ debutalbum og en række uimodståeligt veloplagte singler på det lille uafhængige selskab Situation Two nåede Billy Mackenzie og hans musikalske sparringspartner Alan Rankine i 1982 at skabe The Associates’ hovedværk, den maniodepressive popklassiker Sulk, inden de brød med hinanden. Herefter stavrede Mackenzie videre med en rodet udgave af bandet og formøblede siden hen sit fænomenale potentiale som sanger via en alt for ufokuseret solokarriere. Historien om hans liv og levned er dog i sig selv en så fantastisk fortælling, at den næsten kompenserer for mandens manglende værkforløsning, men med det posthumt udgivne album Beyond the Sun fra 1997 fik man en om end tragisk, så i det mindste værdig og smukt forløst finale. Med pladens fem pianobaserede ballader er der tale om intet mindre end Billy Mackenzies mest rørende indspilninger nogensinde, hvoraf ”Winter Academy” er albummets åbningsnummer.