FEATURES

DARK ENTRIES INTERVIEW

Interview med Martin Hall omkring den amerikanske Pesteg Dred-udgivelse, oktober 2010, ved Josh Cheon

Pesteg Dred-albummet Years of Struggle Against The Lies, The Stupidity and The Cowardice blev oprindeligt indspillet I 1981, men udkom først i 1985 som et kassettebånd I forbindelse med udgivelsen af det første nummer af det danske kunsttidskrift Atlas. I 2010 udgav det amerikanske coldwave-label Dark Entries værket som vinyl-lp, en genudgivelse der modtog megen ros fra internationale tidsskrifter som bl.a. det engelske The Wire.

Det efterfølgende interview er lavet I forbindelse med denne genudgivelse.

Can you tell us a little bit about growing up in Denmark and your earliest musical memories?

– I moved around a lot. Changed school five times before 4^th grade, lived in Spain with my family for a year. Aged 10 I finally settled at Frederiksberg, Copenhagen, with my mother after her divorce. By then I’d fallen completely in love with the whole glam rock thing. My first Bowie record was a cassette version of Hunky Dory. When Diamond Dogs hit the stores, I bought it during the first week of its release. Then came Sex Pistols and my life was changed forever. However, I remember listening quite a lot to Stravinsky’s Sacre du Printemps at this time as well, thinking that this was the music of a genius. Soon after that it was all Philip Glass’ Einstein on the Beach, Pere Ubu, Half Japanese and an abundance of new English music. I’m a devoted Anglophile, God bless!

How did you form the band and choose the name, Pesteg Dred?

– Well, at the time I was writing these twisted tales, long stories with a certain surreal touch. I was very inspired by writings such as Comte de Lautréamont’s Les Chants de Maldoror and Boris Vian’s books. I was in my mid-teens, my formative years. Everything needed to be reinvented, redefined, so I’d started writing. My first (unreleased) novel was called Wound landscapes and the second something even more ghastly. Pesteg Dred was, as far as I remember, a character in one of these books. Or a place. Or some entity. I actually can’t remember. The Danish word “pest” means “plague” and “eg” means “oak” which should give you a fair sense of the imagery associated with the name. The band as such was a project, a possibility myself and co-founder Per Hendrichsen had spoken about for a while. We’d been working together as an electronic unit in two different bands called Dialogue and Uté-Va. The idea with Pesteg Dred was to make music that was less electronic – the key concept being that I was going to play all the acoustic instruments and that he was going to handle the electric stuff. It didn’t really work out that way, but that was the basic concept.

How did you come up with the album title ‘Years of Struggle Against The Lies, The Stupidity and The Cowardice’?

– It was a rejected original title for a completely paranoid and misanthropic autobiography I once came across. I liked the ring of this title – the sense of utter claustrophobia and paranoia. I remember thinking that the British group New Order must had heard about the Pesteg Dred album when they released their Power, Corruption and Lies a few years later. Just joking. But both titles signify a certain zeitgeist, the “malade” of the era so to speak. The beginning of the 80’s was characterized by a radical seriousness, a Sturm und Drang attitude towards all and everything. Peel off the theatrical manners in a title like Years Of Struggle Against The Lies, The Stupidity And The Cowardice and you’re left with a guerrilla-flavoured state of paranoid defiance. Yes, the title is completely over the top, but at the same time we meant every syllable of it. The early 80’s were a very black-and-white period.

Do you remember the set-up and equipment for recording the songs from this LP?

– It was a sonic raid. My band at the time was Ballet Mécanique, we had just released our debut album, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, but as I’ve already said, I’d been working with Per Hendrichsen in various electronic constellations. Whereas Ballet Mécanique featured instruments such as violin and cellos, Per was entirely into electronic gear. I always wondered how he got all the stuff, the Roland synhesizers and the echo boxes, ‘cause no one had ever any money at that time, least of all him. Anyway, suddenly one day Per had booked this little studio called Karma Studio for a weekend, so off we all went. I was quite surprised, since I had no idea of how he intended to finance the project. I prepared a lot of musical sketches and lyrics for the session, but once we got there it was pretty much all “shooting from the hip” – from the time of our arrival on a Friday afternoon to the final mix Sunday night. There was so little time, so most of the material on the record is first-takes. I’ve had some classical training as a guitarist, but the great thing about Per was that he actually couldn’t play an instrument – at all! What he did instead was to plug a guitar into all these wonderful electronic devices and modular systems, so whatever he played via this equipment didn’t really matter, ‘cause in the end everything was turned into this incredibly weird sounding noise. He was really good at that. However, the week after we’d been in the studio, he was due to pay the bill for the recording sessions, which he obviously couldn’t, so then the master tapes were confiscated. It was all very depressing. It took a lot of negotiation on my behalf to gain control of the material.

In 1981 you recorded two solo tapes, Ballet Mécanique’s debut album, this Pesteg Dred album, and you were only 18 years old. How did you do it?

– It’s like being in love: You don’t sit around waiting for a cue, you react to the circumstances! I loved music and I hated the claustrophobic feeling of living in Copenhagen, so spending time in various artistic environments was my way out of the misery. Already by then people were killing themselves – I mean, in the years to come my acquaintances would be reduced by something like 50% – but at the same time there was this incredible sense of possibility in everything. The punk legacy was a DIY-culture and that was how everything got achieved – you just went out and did things. It was an attitude towards life: You don’t stand a chance, so make use of it. I remember hearing this phrase and thinking, yes, that’s right, head on! Having your back against the wall both financially and existentially strengthens your determination, at least that’s how I reacted. “Perfect paranoia is perfect awareness” etc. Society as such seemed quite hostile to me at the given time, and yes, amphetamine made a lot of people paranoid, but at least it made them react. I was always straight when I was playing or recording music, the process of making it was more than enough in itself, but still it was “deconstruction time” all over the line: You had to break structures down to attain something new. Taking risks was part of the journey. The most important energy wasn’t dependent on stimulants, it came from the artistic processes. Art is a perpetual motion device, always has been, always will be.

What were the inspirations for your lyrics at this period? Why did you choose to sing in English rather than Danish?

– As I’ve already stated, I’m an Anglophile. There were about 200 people involved in the scene at the time, at max, so obviously the inspiration was coming from everywhere else but Denmark. I loved English ensembles like Throbbing Gristle, Cabaret Voltaire and A Certain Ratio and the whole Disques du Crépuscule thing going on in the Benelux countries. This was the kind of environment you wanted to connect to and communicate with, not some patronizing old guy ruling a local newspaper in Copenhagen. We wanted to communicate with like-minded individuals. I remember receiving a written letter from Larry Cassidy, the singer and bass-player in Section 25, in response to a line of questions I’d sent him after hearing the group’s first single “Girls Don’t Count” in 1980. He’d even sent me a cassette tape with the demos for their upcoming album Always Now. I was so thrilled. The world felt so close at hand!

The Pesteg Dred LP was recorded in 1981, but remained unreleased until 1985 when it was issued as a bonus cassette along with the magazine Atlas. Why the long stretch of time and limited tape format?

– As I said, we had some problems with getting the master tape released from the studio due to the missing payments. Inge (Shannon, the singer in Pesteg Dred) suffered a nervous breakdown shortly after recording the album and we were all going through some difficult times. In October 1983 my next band, SS-Say, made its debut at the legendary William S. Burroughs visit in Copenhagen. We used another singer at the time, Inge being quite retreated in that period, but at some point the people arranging the Burroughs-visit began talking about including the Pesteg Dred album with a new art magazine they were planning to make. It seemed like a perfectly good idea. Before they came around to do so, Inge had joined SS-Say and things were on the move again. Everything came together in 1985: SS-Say released ‘Fusion’ and Atlas, the art magazine, made the Pesteg Dred material available as a cassette. One of the people behind Atlas was Danish painter and musician Christian Skeel, so obviously it had be his artwork on the cover of the Pesteg Dred re-release. There’s a certain sense of symmetry in it all – both in the design processes as in the inter-development of the two bands.

I first heard the song “Care” by SS-Say in a goth club in New York City and to me the vocals captured such intense emotion. I found the song trapped in my head for weeks. The vocalist, Inge Shannon, she displays her vocal range quite proficiently. How did you meet her?

– Inge was one of the first punks in Denmark. It was even her graffiti shown on the back cover of the first real Danish punk-lp, the Minutes To Go album with The Sods. She sprayed the band’s name and logo on a train station somewhere in the suburbs to Copenhagen and the group used this motive as the back cover illustration on the lp-release. Per Hendrichsen and Inge had known each other for some time by then. I met her when I began going to punk concerts in 1978. She’s a very gentle individual, a very pleasant person to be with. To me it was quite obvious that she should be a singer in a band – she just had that kind of thing to her. I love Inge’s voice, but she never really considered herself a singer. She didn’t particularly like the sound of her own voice, she actually found it quite embarrassing. She had recorded a few tracks with Per Hendrichsen for a tape he’d once made, that was it as far as her singing was concerned, so the Pesteg Dred recordings represented a big step to her. Shortly after the sessions she had this breakdown I mentioned and was pretty much out of circulation for a few years, but when she joined SS-Say in 1984, she had become such a great singer.

For many people this will be their first time hearing Pesteg Dred. Do you have any listening instructions for them?

– No. Music shouldn’t be defined as such, it either has an impact on you or it doesn’t.

Did Pesteg Dred ever play live or tour? Can you describe your most memorable/favourite live gig with this band?

– We never played live with Inge. Later on me and Per made a version of the band with two bassists – one of the being the Danish painter Peter Bonde, a later professor at the Royal Danish Academy of Fine Arts actually ¬– but it was all instrumental, basically me banging away on the drums and Per making all this god-awful noise with his guitar amplifiers and modulations.

How do you feel about the renewed interest in your earlier music?

– It seems like a logical consequence in many ways. Not that I consider it particularly divine or anything, it just has its own sense of a natural vigour. And then it seems to be a kind of unwritten law, that if something is enough out of sync with everything else at the time of its conception, it’s probably going to stand the test of time.

What music are you currently listening to these days?

– Quiet stuff. I like Goldmund’s records – his music seems to capture the essence of my current needs. Recently deceased French composer Hector Zazou’s ‘In the House of Mirrors’ has been another one of my favourite records lately.

I know you remain active in the worlds of art, music and writing. What are your current musical projects and plans for the future?

– I’ve just released a new novel, a book called Kinoplex, and the whole prospect of writing is getting more and more serious to me. I’ve also written a line of new music with Christian Skeel for the audiobook version and I’m going to perform Kinoplex as a stage play as well – with a narrator and a small ensemble – during October and November this year. So there’s a lot of activities going on as far as this material is concerned. Furthermore I’ve been playing with internationally renowned classical accordionist Bjarke Mogensen and string-bassist Ida Bach Jensen in relation to a series of spoken word-concerts recently. I basically find myself involved in a lot of stimulating projects at the moment. Last week my St. Paul’s live-performance was released on DVD and a few hours ago I delivered a contribution to the next Second Language soundtrack. I’m also planning to record a new album during 2011, but as with all things, you can only plan so much ahead – the rest seems to happen to you all by itself.

PARADE

Parade var en multimedieforestilling med The Body Art Ensemble of Copenhagen, videreførelsen af Martin Halls eksperimenterende 1982-teatertrup The Art Ensemble of Copenhagen. Halls samarbejdspartner i The Body Art Ensemble of Copenhagen var Henrik Möll.

Parade var skrevet og iscenesat af Hall og blev opført hen over to aftener i Saltlageret i december 1984. Det var bl.a. under denne forestilling, at Hall og Möll skar sig selv til blods på scenen, imens der blev projiceret film af de to hovedpersoner i færd med at udføre oralsex på hinanden. Recitationer blev for de to frontfigurers vedkommende udelukkende foretaget via i forvejen indspillede passager, der blev afviklet over håndholdte walkman-båndoptagere – al anden fortællevirksomhed blev afspillet som enten playback-speak eller foretaget live af de andre skuespillere via megafoner.

Andre medvirkende i forestillingen var Jan Munkvad, Asger Gottlieb, Janine Neble og Jens Kruse. Sidst, men ikke mindst medvirkede Martin Halls far, Eigil Hall, også – han spillede flere roller, dels invalideret sprechstallmeister, dels – i forestillingens sidste scene – en afklædt Jesus Kristus. Eigil Hall havde overtaget rollen fra Elsebeth Hall, Martin Halls mor, der havde begået selvmord nogle måneder inden forestillingen. Hun skulle bl.a. have spillet rollen som kvindelig Kristus-figur.

Hvor The Art Ensemble of Copenhagen’s 1982-forestilling Giv Folket Brød, Vi Spiser Kage var præget af en stor portion humor, var Parade kendetegnet af en total mangel på samme element. Manuskriptet til Parade er desværre gået tabt, men du kan læse noterne til 1982-forestillingen her.

Fotos: Kurt Rodahl

BREMEN TEATER

Da Martin Hall lørdag den 20. oktober 2018 spillede på Bremen Teater, skete det efter fem års live-pause. Med sig på scenen havde han et 6-m/k-band bestående af både elektriske og klassiske musikere, og materialet strakte sig fra helt nye numre til adskillige overraskelser fra bagkataloget.

Især nummeret ”Free-Force Structure” kom bag på mange, eftersom Hall ikke havde spillet sangen live siden 1985. Blandt aftenens andre sange fandt man også “Muted Cries”, “Poem”, “Dead Horses on a Beach”, “Another Heart Laid Bare” og “Images in Water”.

En anden af aftenens store overraskelser var, da den tidligere SS-Say-sangerinde Inge Shannon trådte ind på scenen for at synge gruppens gamle coldwave-klassiker ”Care” sammen med Hall.

Musikerne til koncerterne var:

Christine Raft (flygel og violin)
Johnny Stage (guitar og sitar)
Una Skott (guitar og keyboards)
Andreas Bennetzen (kontrabas med bue)
Sisse Selina Larsen (trommer og percussion)

Koncerten modtog en række fremragende anmeldelser, hvor nok især Simon Heggums GAFFA-anmeldelse satte ord på den oplevelse, mange i salen havde haft. I artiklen Den overmedicinerede søn vendte hjem tildelte han ikke alene aftenen 6 ud af 6 stjerner, men indledte eksempelvis med at skrive følgende:

”At tale om, at et land kan være for lille til en kunstner, kan lyde som lidt af en overdrivelse. Men i tilfældet Martin Hall er det ikke desto mindre rigtigt.”

I sin opsummering af koncerten konkluderer han:

”En betagende koncertoplevelse – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år.”

Du kan læse hele anmeldelsen her:

• “Martin Hall på Bremen Teater

Da GAFFA i et interview kort inden havde spurgt Hall, hvad man kunne forvente af efterårets koncerter, lød hans svar som følger:

”Der kommer et par overraskelser, der givetvis vil glæde dem, der har fulgt mig siden de tidlige dage. Men publikum må også være indstillet på, at det handler om 2018, dvs. om hvilke numre, der føles aktuelle at spille nu og her. Det er ikke mit bord at servicere nostalgikere. En Martin Hall-koncert skal ikke tilbyde for megen pædagogisk vaseline, det skal være en hyldest til voldsom, klassisk skønhed, til utilpassede sjæles febervildelser og til Weimar-republikkens outrerede cabaretscene. Der spilles ikke op til fest i denne her klub, det handler om at kommunikere århundredetunge følelser videre, om at trænge igennem tidens absurde facadeidentitetsdyrkelse og prangende ligegyldighed. Leben und Kunst, verdammt!”

Læs hele interviewet her.

Alle livefotos i højre kolonne: Maiken Kildegaard

De følgende billeder er taget ved nogle af de andre koncerter, Hall spillede i løbet af oktober 2018. Fotograferne her er Bjarne Christensen og David Faurskov Jensen.

MÆND

I begyndelsen af november 2014 udsendte Gyldendal foto- og debatbogen Mænd, en udgivelse der er spækket med portrætter taget af den danske fotograf Robin Skjoldborg i perioden 1984–2014.

Det gennemgående tema i Mænd er mandlig identitet – seksualitet, kønnet som markør, værdier og mandevenskaber. I den henseende har journalisten Roberto Zacharias interviewet en række af de portrætterede kunstnere, heriblandt Hall.

Andre indlæg tæller uddrag af samtaler med bl.a. Jørgen Leth, Bjarne Reuter, Bent Fabricius Bjerre og Jan Sonnergaard.

Martin Hall i bogen:

“Min mandlige identitet er nok formet af skuespillere som Peter O’Toole og Richard Burton. Glamrockens kønskabale i start-70’erne. Liberace. Allerede som niårig var jeg meget begejstret for Cabaret-filmen, hvor den mandlige helt først er aseksuel, så biseksuel og til sidst triseksuel. Da jeg nåede den kønsmodne alder, var mit maskuline ideal Donald Sutherlands hovedrollefigur i Fellinis Casanova-film: Grim som arvesynden, sminket som en bordelmutter, men strunk som en hingst, når det kom til at udføre sine pligter.

Den klassiske mands tre grundtilstande kan i bund og grund reduceres til stoisk, vred og liderlig, så jeg har altid haft det lidt med at være mand, som jeg havde det, dengang jeg i erhvervspraktik skulle vælge mellem bager, murer og fængselsbetjent – var der ikke andre muligheder? Det tog mig lidt tid at finde en personlig variant af temaet.

Selvom 70’ernes manderoller gav én lyst til at rive håret af hovedet og piske sig selv med det, kan de til tider være at foretrække frem for tidens påpasselige mand, der intet dårligt har at sige om nogen – ikke engang Adolf Hitler eller Josef Stalin, eftersom de jo var de bedste på deres felt. Hvis man ridser i overfladen og blot finder mere overflade, så er kønnet gået tabt.”

“H” I CISTERNERNE

Ingvar Cronhammar-udstilling med musik af Martin Hall i Cisternerne. Åben fra tirsdag den 3. marts til og med søndag den 29. november 2015.

33 år efter at Cisternerne blev drænet, kom vandet i begyndelsen af 2015 tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir under Søndermarken i København. I marts åbnede udstillingen “H” af  Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra den oprindelige arkitekturs særlige udfordringer og stedets klima. Projektets musikalske udformning er skabt af Martin Hall.

Udstillingen modtog ved sin åbning en række sublime anmeldelser. En enig presse skrev bl.a. følgende:

Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent”
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)

Ligeledes skrev kunstmagasinet Kunsten Nu bl.a. følgende: “En sansning ud over det sædvanlige … det nye værk genfortryller Cisternerne.”

Udstillingen blev i løbet af 2015 besøgt af mere end 90.000 gæster.

Både Information og Politiken beskrev i de respektive avisers omfattende anmeldelser af udstillingen, hvordan man som besøgende i Cisternerne ikke bare er omgivet af vand – bl.a. i form af et stort vandspejl, der dækker gulvet, samt af søjler af lysende, faldende vand samt vandstøv, der lægger sig som dis i rummene – men også af lys, lyd, mørke og et rum, der på én og samme tid åbner og lukker sig for besøgeren.

I Politiken skrev Torben Sangild fredag den 6. marts bl.a. følgende:

”Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på en gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak! … Det er et fremragende bud på en stedsspecifik installation, der handler om det rum, den er i, og som med enkle og slående greb spiller på rummets dobbelthed af kældermenneskefugtigt mørke og kirkelig hvælvingerumklang.”

Om musikkens betydning for værket som helhed skrev Sangild yderligere:

“Rummene fyldes ikke kun af lys og vand, men også af lyd, idet Martin Hall har skabt et musikalsk spor, der veksler mellem en messende drengesang over en simpel skala og nogle mere eksperimenterende ambiente lyde. Lyden afspilles i forrummet, og den komplekse akustik i den hvælvede arkitektur bidrager med to ting: For det første er rumklangen så voldsom, at musikken mudres til og blander sig med vandets brusen, så man ikke får et klart indtryk af detaljerne. For det andet kastes lyden rundt på uigennemskuelige måder, spredes og samler sig, bliver fjern og pludselig nær. Begge dele giver en oplevelse af, at musikken bare er til stede i rummet; at det er rummet selv, der synger sin rungende bøn.“

I Information tirsdag den 3. marts 2015 afsluttede Rune Gade anmeldelsen En flimrende katedral af vand med følgende ord:

”H er et særdeles vellykket livtag med en umulig arkitektonisk ramme, der med Cronhammars indsats for alvor viser sine potentialer. Det er en højt udviklet billedhuggerkunst, som formgiver med uhåndgribelige og flygtige størrelser som lys og vand. Og som med lyd omdanner Cisternerne til en underjordisk, oversvømmet katedral, en søjlehal omstrålet af himmelhullernes hvide luminans, et fossende lysvælde. Og helt uden didaktiske anvisninger på, hvad man skal med det. Man er overladt til sig selv i denne imponerende og imposante iscenesættelse af gudløshedens arkitektur.”

I forbindelse med indspilningerne af den musikalske del af værket benyttede Martin Hall sig bl.a. af Daniel Ostersen (den bærende drengestemme), det klassiske ensemble Lydenskab samt Maiken Kildegaard.

Martin Hall og Ingvar Cronhammar har tidligere samarbejdet ved flere lejligheder, først i forbindelse med Elia i 2001 og siden hen i forbindelse med Racing Cars på ARoS i 2006.

I slutningen af 2014 anbefalede The New York Times i øvrigt Cisternerne som et ud af blot tolv steder, man skal se, hvis man besøger København. I foråret 2015 besøgte Dronning Margrethe stedet for at se “H”-udstillingen.

Ingvar Cronhammar er født den 17. december 1947 og uddannet på Århus Kunstakademi 1968–1971. Var fra 1990-1995 leder af billedhuggerskolen ved Det fynske Kunstakademi. Har siddet som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum i perioden 2002-2004. Cronhammar har modtaget Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen og blev i 2007 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Hans kunst er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer og i det offentlige rum. I 1995 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

SALON MIDWELT

Gennem oktober og november 2010 var Martin Hall studievært for sit eget tv-show på DK4, programmet Salon Midwelt. Hver uge havde han to – efter eget valg – nye gæster i studiet til en samtale om et givent emne, og udsendelserne blev sendt på DK4 hver tirsdag aften kl. 22.00.

Blandt gæsterne i showet var bl.a. daværende kulturminister Per Stig Møller, forfatterne Kirsten Thorup og Thomas Boberg, forskningsadjunkt og modefotograf Erik Hansen-Hansen samt queer-performerne Miss Fish og Sandra Day.

Ud over disse fik Salon Midwelt også besøg af den notorisk berygtede danske pianist og flanør Marquis Marcel de Sade, manden hvis spektakulære levevis vendte op og ned på Danmark i 50’erne og start-60’erne og på mange måneder introducerede celebrity-begrebet, som vi kender det i dag (efterfølgende blev han dømt for underslæb i millionklassen og idømt en straf på fire års ubetinget fængsel).

Du kan se traileren for showet her:

Politiken gav i sin tv-anmeldelse af premieren Salon Midwelt disse ord med på vejen (18. oktober 2010):

”Værten Martin Hall er et dannet menneske, hvilket er en sjældenhed i dansk fjernsyn, hvor andre kvaliteter nyder forrang … det er en lise at se og høre den gamle avantgardepunker smile imødekommende og spørge interesseret til sine gæsters foretrukne emner. Præmissen er absolut ikke at trække tæppet væk under dem og afsløre skjulte dagsordener eller fortrængte sandheder. Den er til gengæld at lade folk fortælle om noget, de har forstand på og gerne vil snakke om.”

PROGRAMRÆKKE

Tirsdag den 12. oktober kl. 22.00: ”Autonomiens førstepersonental” – et program om punk- og queerkultur. Gæster: Jan Poulsen (forfatter) + Miss Fish (performer, leder af Warehouse 9).

Tirsdag den 19. oktober kl. 22.00: ”Forførelse og puritanisme” – et program om begær, mode og luksusfetichisme. Gæster: Erik Hansen-Hansen (modeforsker, debattør) + Sabina Elvstam-Johns (sexolog, indehaver af ’Lust’).

Tirsdag den 26. oktober kl. 22.00: ”Den fortabte hipster” – et program om hipsterkulturens udvikling gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne. Gæster: Martin Kongstad (forfatter, flanør) + DJ Djuna Barnes a.k.a. Maria Gerhardt (dj, kronikør).

Tirsdag den 2. november kl. 22.00: ”Kroppens fiktion” – et program om rollespil og kroppen som æstetisk genstand. Gæster: Marcel de Sade (pianist, celebrity) + Sandra Day (skuespiller).

Tirsdag den 9. november kl. 22.00: ”Den politiske poesi” – et program om grænselandet mellem poesi og politik. Gæster: Kirsten Thorup (forfatter) + Thomas Boberg (digter).

Tirsdag den 16. november kl. 22.00: ”Den forsvundne patos” – et program om kultur, dannelse og tidens sjælehøjde. Gæster: Per Stig Møller (kulturminister) + Søren E. Jensen (forfatter, præst).

Tirsdag den 23. november kl. 22.00: ”Bag om Salon Midwelt” – et dokumentarprogram der går bag kulisserne på Martin Halls Salon Midwelt.

ET UMAGE PAR?

Essay om Ingvar Cronhammar og Martin Hall skrevet af Jan Poulsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet ‘Hall Cronhammar Index’ udgivet af Nordsø Records den 30. september 2017.

Ved et første kig ser parret måske lidt umage ud. Ingvar Cronhammar og Martin Hall er på flere måder hinandens modsætninger. Billedhuggeren og installationskunstneren med det sølvgrå hår og lange vildmandsskæg står som trådt ud af det danske rigsvåben over for den altid nybarberede, sarte og lidt verdensfjerne forfatter og komponist med de fine, lange og slanke fingre, der danser yndefuldt hen over taster såvel som tangenter.

Men det er selvfølgelig ikke hele historien. Langt fra. ‘There’s more to the picture than meets the eye’, som Neil Young engang sang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall minder på flere måder om hinanden. På et ydre, objektivt plan er de begge flittige og arbejdsomme, til tider grænsende til det maniske, og de er perfektionister. De er egenrådige, men ikke skråsikre, og lytter derfor gerne til et godt argument, men det skal også være godt. På samme måde har kompromiset ikke de bedste vækstbetingelser i deres sfære og indgås som regel kun med pistolen for tindingen. Det handler om værket og altid kun om værket. De har respekt for værket og er ydmyge over for værket – det skabte som det in spe.

På de indre anliggender er der også samklang. Ingvar Cronhammar og Martin Hall kan næsten kommunikere sammen uden ord, for de kender hinandens personlighed indefra. Kan lune sig ved hinandens lys og fare vild i mørket. De ved begge to præcis, hvordan den anden har det. På godt og ondt.

“Martin og jeg har visse lighedspunkter og ser ens på mange ting, og det giver en vis form for tryghed, når vi arbejder sammen. Vi har også begge to nogle mørke dage i ny og næ, og jeg kender den tyngde, han bærer med sig,” fortæller Ingvar Cronhammar om sin godt 15 år yngre samarbejdspartner. Selv runder han næste gang 70.

Ingvar Cronhammar blev født i 1947 og voksede op i den sydsvenske by Kristianstad, men flyttede som teenager i midten af 1960’erne til Danmark, hvor han studerede på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus fra 1967-71. Han forlod akademiet som billedhugger, og senere i sit liv var han i øvrigt i en årrække leder af Billedhuggerskolen ved Det Fynske Kunstakademi i Odense. Men som ung var han en del af kunstmiljøet i Aarhus, hvor han var tilknyttet sammenslutningerne Zygo og Sonde, og med afsæt i både amerikansk environment art og modkulturens provokationer skabte han op igennem 1970’erne flere værker, der kunne ses som enten skarpe eller satiriske kommentarer til samfundet.

Det var netop et af de værker, der blev Martin Halls første møde med Ingvar Cronhammars kunst.

“Jeg hørte om hans installation Så vidt nåede vi da, der blev udstillet på Aarhus Kunstmuseum. Installationen bestod af et campingbord omgivet af fire plastikstole overtrukket med svinehud og en rød parasol med hvidt midterfelt og sort hagekors. Jeg syntes rigtig godt om værkets både skarpe og humoristiske radikalitet. Siden hen erfarede jeg, at hans generelle virke var noget anderledes, men som introduktion fungerede det fint,” fortæller Martin Hall.

Ingvar Cronhammars Så vidt nåede vi da blev udstillet første gang i 1979, som var det år, Martin Hall skød sin karriere i gang. 16 år gammel debuterede han som sanger og guitarist med sit band ved det legendariske punkarrangement Concert Of The Moment i Saltlageret i København. 20 unge bands fra Danmark og Sverige spillede ved maratonkoncerten, og Martin Halls var et af dem, der blev lagt mest mærke til, for selv om der var tale om deres første koncert, var bandet stilsikker i både musik og optræden. Blot et par måneder efter fik han med sit band Ballet Mécanique kontrakt med det internationale pladeselskab CBS og lp-debuterede i 1981 med The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation, som i dag nyder klassikerstatus i dansk rock.

Siden har Martin Hall udsendt mere end 40 album i mange forskellige genrer og med mange forskellige musikere og bands. Han er ikke for fastholdere, og selv om han har haft hits på de danske radiostationer, har mange af hans musikalske aktiviteter fundet sted et stykke fra pop- og rockmusikkens brede midterrabat.

Ingvar Cronhammar vidste ikke meget om Martin Halls gøren og laden. Faktisk tæt på ingenting, og det lægger han ikke skjul på, ligesom han også står ved sine forbehold over for dansk musik. “Jeg er ikke begejstret for ret meget på den danske musikscene, ja, faktisk har jeg det svært med det meste,” som han siger.

Elia

Alligevel var Ingvar Cronhammar lydhør, da programmedarbejder Søren E. Jensen på Danmarks Radio foreslog ham at lade Martin Hall komponere underlægningsmusikken til et timelangt P1-program om Elia, hans monumentale skulptur, som efter mere end tolv års arbejde endelig blev indviet den 27. september 2001 på en tidligere kornmark i Birk lidt uden for Herning.

“Cronhammar hørte musikken undervejs og var meget begejstret,” fortæller Martin Hall. “Han ville gerne have den opført ved indvielsen samt inkluderet som cd i bogen om værket, og jeg mødte ham første gang in the flesh ved indvielsesceremonien i Herning. Jeg er selv 1,90 høj, ikke ligefrem en dværg, men man forsvinder jo i hans omfavnelse – manden er gigantisk. ’Martin, kom her, du skal have en krammer!’, var hans første ord til mig, og så stod vi der, et sted ude på den jyske hede, og krammede.”

Indvielsen af Elia den septemberdag i 2001 var et tilløbsstykke. Med rette. For hvor ofte bliver et 32 meter højt og mere end 600 ton tungt kunstværk indviet i Danmark? Eller noget sted i verden? Ud over kunstnerens og komponistens krammer blev begivenheden også markeret af en række taler, og Folketingets formand, Ivar Hansen (V), kunne blandt andet konstatere, at “Elia er nøjagtig det, vi gør den til.”

Mere prosaisk er den enorme skulptur en fascinerende konstruktion, der består af en stålkuppel med en diameter på 60 meter, der rejser sig godt elleve meter over jordens overflade. Fire store, brede trapper – én mod hvert verdenshjørne – fører op til kuplens overflade, hvorfra fire 20 meter høje stålsøjler med kuppelformede rødt lys på toppen rejser sig mod himlen.

Skulpturen er opkaldt efter profeten Elias, som under en storm farede til himmels i en ildvogn, og helt i pagt med den bibelske tekst er der midt i værket placeret en stor computerstyret gasbrænder, som med ujævne mellemrum – én gang inden for en 19 døgns periode – spyr en godt otte meter høj og én meter bred ildsøjle op i luften mellem søjlerne i et lille halvt minut. Elia er samtidig udformet således, at den qua sin konstruktion og beliggenhed på det ellers flade terræn er i stand til at modtage lynnedslag, og når det sker, svarer den igen med et højt, langt ekko, for som digteren Peter Laugesen skrev i den lille bog om Ingvar Cronhammar, der udkom som bind 16 i serien Dansk Nutidskunst i 1992:

“Elia er en gigantisk telefon til universets kræfter. Hun forbinder jorden med himlen, vejret og skyerne. Tiden og rummet. Hun er hellig og krigerisk, en natlig Stonehenge, pulserende ildspytter. Lokomotiv og alter. En mægtig kage i stål og beton.”

Den enorme skulptur er ikke bare et hovedværk i Ingvar Cronhammars oeuvre, men i nyere dansk kunst i det hele taget.

Da Martin Hall komponerede musikken til Elia, havde han kun set et modelfoto af skulpturen. Han havde hverken fået ønsker eller dessiner fra kunstneren.

“Vi havde ikke mødt hinanden på det tidspunkt og havde heller ikke talt sammen,” fortæller Ingvar Cronhammar. “Alt var ligesom givet på forhånd; det skulle være en transformation til et lydværk, og jeg stoler på min fornemmelse. Man bør have respekt for hinanden på hvert sit felt, og hvis det ellers hænger sammen, skal jeg ikke blande mig. Martins musik til Elia er meget smuk,” uddyber kunstneren, som blev glad for at hilse på komponisten ved indvielsen:

“Jeg mødte en person, som på mange måder overraskede mig, for han var næsten transparent, en ghostlignende skrøbelighed, men meget faldt i hak den dag. Jeg har arbejdet med kunst i mere end 50 år og har mødt min portion af opblæste kunstnere, og derfor holder jeg meget af, når person og værk går op i en særlig enhed. Martin Hall som kunstner og person er den samme, og det er sjældent, man oplever det, men sådan er det med ham,” mener Ingvar Cronhammar.

Ikke overraskende fremhæver Martin Hall nogle af de samme træk hos Cronhammar:

”En af de ting, jeg sætter allermest pris på ved Ingvar, er hans ligefremhed. Hans totale mangel på forstillelse. Fundamentalt set er de fleste mennesker ligeglade med, om arkitekten banker sin kone eller ej, hvis bare huset er smukt, men jeg har altid haft det omvendt – at en kunstners livsførelse er uadskillelig i forhold til personens værk. Det kan virke som en lidt gammeldags, romantisk holdning, men sådan har jeg det nu. Af samme grund tilføjer det i mine øjne en overordentlig væsentlig dimension til Cronhammars imponerende oeuvre, at der bag alle krematorierne og stålsøerne gemmer sig dette elskelige væsen. Ingvar er i bund og grund et meget lydhørt og ydmygt menneske.”

Indvielsen af Elia i september 2001 blev starten på et langt venskab og samarbejde mellem Martin Hall og Ingvar Cronhammar. Faktisk et af de længste, komponisten har haft med nogen.

Racing Cars

Næste gang deres veje krydsedes professionelt var i 2006, hvor Aarhus Kunstmuseum, som nu hed ARoS og var flyttet ind i en helt ny bygning ved siden af Musikhuset, lagde hus til den usædvanlige udstilling Racing Cars – The Art Dimension. En totalinstallation efter idé af museumsdirektør Jens Erik Sørensen og skabt af Ingvar Cronhammar, som satte alle fartglade hjerter i brand, da den var et unikt møde – eller måske snarere sammenstød – mellem kunsten på den ene side og et stort udvalg af fuldblodsracerbiler fra Formel 1- og Le Mans-løbene på den anden.

Museets store lokaler var ombygget til et unikt univers af metal, styrke og hestekræfter. Fart og tempo. Væggene var malet sorte, søjlerne var omdannet til røde, metalliske stempler, og alle lyskilder var formet som gigantiske stempelringe. På stålpodier over alt i udstillingsområdet kunne man se alle de legendariske racerbiler, der var fragtet til Aarhus fra over alt i verden.

Ingvar Cronhammar ønskede også lyd til udstillingen og indviede derfor Martin Hall i sine tanker og planer.

“Racing Cars er et helt andet værk end Elia. Martin var med til flere møder, hvor jeg kunne komme med nogle ønsker til musikken. Jeg bad ham for eksempel om at lave en duet mellem en Formel 1-motor med 16.000 omdrejninger i minuttet og en kontratenor. Jeg pejlede mig frem til det, jeg ønskede, og så kunne Martin arbejde ud fra det,” fortæller Ingvar Cronhammar.

I modsætning til Elia, som var et orkesterværk af stor skønhed med et hovedtema – smukt spillet på flygel – var Martin Halls musik til Racing Cars mere elektronisk funderet og tilsat mange reallyde fra Formel 1-racerløb … som ønsket af Ingvar Cronhammar.

“På trods af sine klare forestillinger og idéer arbejder Ingvar meget intuitivt,” fortæller Martin Hall og fortsætter: “Han bryder sig ikke om at sætte for mange ord på ting – han vil helst skabe rum og føre andre ind i dem, hvor de så kan have deres egen oplevelse. Som selvstændig kunstner er dette for så vidt også mit ønske, men jeg refererer langt mere, forklarer og analyserer. Det er blevet en slags rollefordeling mellem os. Ved flere lejligheder har Ingvar eksempelvis bedt en journalist om at sende spørgsmålet videre til mig, hvis det blev for abstrakt. Mest pudsigt var det engang i en live P1-udsendelse, hvor Ingvar blev spurgt, hvad bogstavet ’H’ stod for i forbindelse med vores 2015-udstilling i Cisternerne. Så kom det, fuldkommen uskyldigt, fra ham: ’Det har jeg sgu glemt, men jeg er sikker på, at Martin kan huske det’.”

Martin Hall har gode minder fra samarbejdet om Racing Cars-udstillingen, og han vil aldrig glemme nogle af de møder, som ansatte fra ARoS og forskellige tilknyttede eksperter også deltog i.

“Som konsulent på udstillingen havde man hyret den tidligere racerkører Thorkild Thyrring. Han var – ikke overraskende – en testosteronsprudlende herre, som altid dukkede op iført charmeklud og fineste halvfjerdsermode. Han kunne tale hvem som helst et øre af, men han ville ikke kramme, for det lå ligesom ikke til hans machostil. Hver gang Ingvar og han mødtes, stod de derfor altid og rokkede lidt frem og tilbage, for Ingvar ville ikke bare lade ham slippe, når først han havde fået fat om ham. Det var et kosteligt syn,” husker Martin Hall.

Racing Cars var en noget atypisk udstilling, og oven på åbningen på ARoS den 13. oktober 2006 var der helt som forventet en del polemik i medierne om, hvad racerbiler havde at gøre på et kunstmuseum. Det fik dog ikke museets direktør Jens Erik Sørensen til at ligge søvnløs om natten, for med mere end 10.000 gæster i åbningsweekenden og i alt 137.000 besøgende i udstillingsperioden kunne han i stedet glæde sig over, at Ingvar Cronhammar havde skabt den mest sete udstilling på museet nogensinde.

H

Sandt var det, at ARoS med Racing Cars fik et nyt og anderledes publikum ind igennem dørene, men museets sædvanlige publikum, hvis man ellers kan tale om et sådan, blev naturligvis ikke afskrækket. De vidste, at kunst oftest er bedst, når den udfordrer, og med Ingvar Cronhammar ved man aldrig helt, hvad man får. Ud over at værket – eller udstillingen – er unik, gennemtænkt og kompromisløs.

“Cronhammars kunst kan have en lidt fremmedgørende effekt på nogen mennesker,” har Martin Hall observeret. “Den slår dem som en meget maskulin, kold front, statisk og umedgørlig, men sådan har jeg aldrig oplevet den. Jeg ser mere hans værker som energibanker – som batterier og drev. Kraftcentraler. Kuplerne og offeraltrene er lige dele hårde guitarriffs og kølig forførelse. I overført betydning trækker hans værker lige så meget på den tyske forfatter og filosof Walter Benjamins analytiske materialefordybelse som på den engelske magiker Aleister Crowleys ekspressive besværgelser. Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Om noget lige dele storslået og klaustrofobisk. Tag for eksempel hans Cabaret-installation fra 2007; en række små sterile, cellelignende rum der er opdelt som lagkagesnitter, hvor loftet over dem drejer rundt som en karrusel. Det er en kuldegysende kommentar til den moderne myte om det private rum, til debatten om individualitet kontra reservat.”

Der var næppe mange af de besøgende, der havde forbehold over for Cronhammars spektakulære, underjordiske installation H, der kunne ses i 2015 i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg. Nej, blandt publikum var en udbredt enighed om, at det var en fantastisk smuk oplevelse. Cisternerne blev drænet tilbage i 1982, og nu – 33 år senere – kom vandet altså tilbage i det store reservoir, der efterhånden havde været udstillingssted i en årrække.

Den store installation bestod af 28 søjler af lysende, faldende vand, som man som tilskuer bevægede sig rundt iblandt på nogle gangbroer, der var lagt i et sindrigt system oven på det kolossale vandspejl, der dækkede hele gulvet. Vandet både spejlede og reflekterede sig selv i det ellers mørke rum og var derved med til at forstærke oplevelsen af at være gæst i Ingvar Cronhammars underjordiske rige. Med til at gøre oplevelsen til noget ganske særligt var Martin Halls komposition, der vekslede mellem en messende drengesang og nogle sært uhyggelige, men underligt vedkommende ambiente lyde, der blev kraftigt forstærket og forvrænget af klangen og resonansen i det store rum under jordens overflade.

Udstillingen åbnede den 3. marts 2015, og mere end 90.000 gæster vovede sig ned i dybet for at opleve den fantastiske – og fantastisk ambitiøse – installation, som kritikere var sjældent enige om at give topkarakterer over hele linien. Selv vores regent blev lokket af huse og forlod Amalienborgs tykke mure for en stund for at se H, men som gammel arkæologistuderende havde hun måske også en faglig interesse i at bevæge sig ned i undergrunden? Flere af de tilstedeværende ved majestætens besøg syntes ikke at være i tvivl om, at Dronning Margrethe virkede begejstret for det, hun så og hørte – ledsaget af Ingvar Cronhammar og Martin Hall – nede i Cisternerne under Søndermarken.

“Da vi havde været rundt og se udstillingen,” erindrer Cronhammar, “sagde jeg til majestæten: ‘Jamen, det var så det’, hvorpå hun efter en lille pause svarede: ‘Ved De hvad? Vi tager en tur mere’.”

H var da også en usædvanlig bedrift, hvor installation og musik arbejdede sammen i en sådan grad, at de matematiske regler blev udfordret, og 2 + 2 = 5. Værket blev en kæmpesucces i udstillingsperioden, som endda blev udvidet ved, at man tillige holdt aftenåbent nogle udvalgte dage.

Ingvar Cronhammar og Martin Hall havde som en del af arbejdet med H haft flere møder om musikken, ikke mindst om den tekst, drengen synger, husker Cronhammar, og derved mindede processen lidt om arbejdet med Racing Cars. På spørgsmålet om han opfatter Martin Halls musik som supplement til sine værker eller som selvstændige værker, falder svaret prompte fra Ingvar Cronhammar:

“Det er begge dele. Musikken er et selvstændigt værk, men den er også et supplement til mit værk, for den udvider det domæne, som mit værk er, hvad enten der er tale om Elia eller H. Når der bliver tilført begavede ting i form af enten musik eller skrift, bliver der lagt til, og det kan jeg ikke sige nej til. Værket er det samme, men ringene breder sig; dét er udsagnet, som jeg ikke kan udtrykke på nogen anden måde. Det giver derfor god mening at udvide værket, men det skal også kunne stå alene.”

Design

Mindre end to år efter Ingvar Cronhammar og Martin Halls underjordiske succes med den overjordiske installation H, trak de i det fælles arbejdstøj igen. Opgavefordelingen mindede mere om Elia end om Racing Cars og H, for til udstillingen Design på HEART, som de fleste sindige mennesker stadig kalder Herning Kunstmuseum, blev Martin Hall bedt om at skabe en ny komposition. Ingen ønsker, ingen krav, ingen dessiner, men Cronhammar er tilfreds:

“Det er smukt. Jeg blev meget, meget glad, da jeg hørte det.”

Design-udstillingen har fokus på feltet mellem kunst, arkitektur og netop design, og man vil blandt andet kunne se flere af Ingvar Cronhammars nytænkninger af brugsgenstande som bestik og lamper, men også en række installationer og arkitekturmodeller. Blot et lille tværsnit af mange af de elementer, objekter og materialer, den snart 70-årige kunstner har arbejdet med igennem sin lange karriere, men måske kan Design anspore nogle af de besøgende til bagefter at dykke ned i det mangfoldige og dybt fascinerende værk, som den store kunstner har skabt, siden han kom til Danmark i 1965. Og måske derved blive lige så stimuleret som Martin Hall:

“Overordnet set er der en wagnersk skygge ved Ingvars arbejder, som jeg befinder mig utroligt godt i,” afslører komponisten. “Noget tungt og sakralt. Som tilskuer og vidne står man over for noget på én og samme tid betydningsmættet og udefineret. Jeg holder meget af Ingvars mod til at tænke stort og åbent. Jeg tror, at vi som kunstnere inden for hver vores arbejdsfelt begge lider en anelse under det danske sindelags pixiebogformat. Det betyder ikke, at alt absolut bare skal være enormt, men det hjælper da, hvis det er.”

Hall Cronhammar Index er ikke en pixiebog, og den er heller ikke enorm, men det er i det mindste stort, at vi nu får Martin Halls fire kompositioner til Ingvar Cronhammar samlet ét sted. På vinyl. I et smukt design. To af dem har sågar ikke tidligere være udsendt i nogen form.

Større bliver det næppe.

Jan Poulsen (august 2017)