Uncategorized @da

GRADBØJNINGER AF ET VOLDSMONOPOL

Martin Hall-essay i Tidsskriftet Reception #72 (maj 2014)

[hr_invisible]

Tidsskriftet Reception er et tidsskrift for nordisk litteratur. I anledning af bladets temanummer om krig i maj 2014 blev Martin Hall inviteret til at skrive et essay om emnet. Halls bidrag til bladet er teksten ”Gradbøjninger af et voldsmonopol”, en artikel der tager udgangspunkt i en oplevelse, han havde under sin opvækst i Spanien, hvor han som barn boede med sin familie fra 1971 til 1972 (en periode hvor den fascistisk orienterede General Franco stadig var ved magten).

Du kan læse mere om Reception #72 her eller downloade publikationen som pdf via dette link. Blandt andre bidragsydere til dette særnummer finder man bl.a. Hans Hertel, Christel Wiinblad og Theis Ørntoft.

[hr]

De sagde, at jorden var gold grundet de dødes uro. Vi stod ude på en mark, og jeg var ikke sikker på, at jeg forstod de andre børn korrekt – deres sprog var nyt for mig, men jeg kan huske, at deres tonefald bekymrede mig.

Jeg var otte år gammel, og mine forældre havde fået den idé at flytte til Spanien med mig, deres eneste barn. Vi boede der fra 1971 til 1972. General Franco var stadig ved magten, og selvom jeg intet forstod af den politiske situationen, erindrer jeg måden, man nævnte hans navn – helst ikke. Jeg forstod, at han var lederen, men ikke hvordan eller hvorfor, og når min far lod mig vide, at han ikke var en mand, man spøgte med, betvivlede jeg det ikke.

Det var varmt, selv om vinteren. Vi placerede årets juletræ ude på husets terrasse, hvor jeg var med til at pynte det i december 1971. Der eksisterer et billede, hvor jeg står og hjælper til blot iført skjorte, bukser, hjemmesko og en lille Nordstatssoldaterhat. Hverken min far eller jeg tænkte videre over det med hatten på det tidspunkt.

Vi boede nær en lille landsby ved navn Alfàz del Pi, der ligger små 150 kilometer syd for Valencia langs kyststrækningen. Den nærmeste by er Benidorm, som det tager et kvarter at køre ind til. Benidorm er en turistby og det rene Las Vegas sammenlignet med landsbyen, et rod af Wimpy-restauranter, barer, blikbiler og dengang ufærdige hotelkonstruktioner langs stranden. Franco var en gammel mand på det tidspunkt, så måske orkede han bare ikke alt det med diktaturet længere; burgerne slog mig i al fald som mucho americana, ligesom byens barliv heller ikke syntes at ligge i logisk forlængelse af hans ideologiske overbevisning.

Katolicismen, de traditionelle spanske værdier og den strenge moral skinnede dog igennem mange andre steder. Der hvilede samme autoritet over enhver form for paradevirksomhed, jeg oplevede dernede – præstekjolerne, militæruniformerne og tyrefægterornaterne. Til at begynde med gik det hele nærmest i ét for mig. De blødende tyre og Kristus-figurerne syntes alle nødvendige ofre i en myte hinsides min unge forstand, en fortælling hvor militærets omnipotente tilstedeværelse var garanten for al orden. Især den udøvende magts hovedbeklædning stjal min opmærksomhed … særligt en trekantet lakhat som den spanske civilgarde bar. På afstand kunne jeg ikke skelne den og tyrefægternes montera ad, en mindst lige så løjerlig pelshat, hvilket nok var den væsentligste grund til, at ordensmagt og matador fremstod som synonymer for mig det første stykke tid dernede.

En dag befandt jeg mig ude på et afsvedent markområde. Det var efter skoletid. Mit spansk var endnu ikke særlig godt, så jeg havde hægtet mig på en svensk dreng ved navn Jörgen og hans to spanske kammerater, et søskendepar af hvert sit køn. Jörgen var blond og på min alder.

Vi var begyndt at løbe ud mod horisontens kystlinje. Pludselig stoppede de to spanske børn op. Måske skyldtes det et ønske om at gøre os fremmede bange, jeg ved det ikke, i al fald gav de sig med ét til at tale om døde mennesker, der lå begravet i jorden under os – myrdede soldater, der havde ligget der i årevis, hvileløse. Jörgen ville ikke oversætte det, de sagde, så jeg forstod kun brudstykker. Han begyndte at fjolle og løb i stedet videre, mens jeg blev stående og kiggede på de to spanske børn. Så lo pigen af hele sit barnehjerte, og vi satte alle i løb igen.

Jeg undgik stedet resten af den tid, jeg boede der. Jeg ved stadig ikke, om børnenes historie var sand eller ej. Jeg kendte intet til den spanske borgerkrig på det tidspunkt, fornemmede blot en aldrig udtalt trussel, når snakken nærmede sig Franco eller militæret. Statens voldsmonopol var allestedsnærværende. Første gang jeg så en maskinpistol, var i den spanske lufthavn, hvor vi landede, da vi ankom til landet. Mine forældre fortalte mig, at det var normalt på de breddegrader, men jeg kunne mærke, hvor meget det gik min mor på.

Senere spurgte jeg min far, hvad han kendte til landets historie. Han fortalte mig, at de spanske frihedskæmpere havde været helte, men det var lang tid siden, og nu var det Franco, der bestemte. Det var min fornemmelse, at min fars hovedkilde til sin viden om krigen var Papa Hemingway, en bog der stod på boghylden. Forsiden på den viste Ernest Hemingway portrætteret i meget maskulin positur. Min far virkede begejstret for forfatteren, og jeg fornemmede, at Hemingway-bogen også havde spillet med i min families valg af Spanien som eksil. I bund og grund havde jeg dog ingen anelse om, hvad der drev de to mennesker.

Når jeg i dag betragter de få billeder, der eksisterer af mine forældre fra perioden dernede, forekommer min far mig at udstråle en særegen form for dødsforagt. Der er noget heroisk over hans ansigtsudtryk. Min mor ser sjældent glad ud på billederne.

Som barn er man i mange henseender forklaringsresistent. Forståelsen af ting ligger altid et sted under overfladen. Man lytter til historier, men det er billedverdenen omkring én, der gør indtryk – religionens special effects og militærparadernes overflod af tegn og symboler. I bakspejlet forbliver fortidens verden en fint balancerende kolos på toppen af en nålespids, og skæbnerne, der dengang omgav mig, en diffus mængde, der ikke kan lægges sammen, derimod kun trækkes fra hinanden. Forsøger man at skille billedets elementer ad, falder det hele sammen.

I 1972 rejste vi hjem til Danmark, min mor og jeg for os selv, min far på egen hånd. Så vidt jeg kunne forstå, havde de mistet alle deres penge og måtte starte forfra igen – hver for sig som følge af skilsmissen. Selv rejsen hjem med min mor var mislykket. På grund af tekniske problemer med flyet måtte vi mellemlande og overnatte i Bruxelles, hvor jeg kun husker synet af en indendørs swimmingpool på det hotel, luftfartsselskabet henviste os til, samt fraværet af synlige maskinpistoler og militær i lufthavnen.

Min mor og jeg havde fået lov til at bo midlertidigt på et værelse hos en fjern slægtning i et hus i Rødovre. Manden var multihandicappet og kunne ikke spise ved egen hjælp. Hans højre hånd var spastisk lammet, og den ene af hans fødder var deform – en enorm klump af kød, negle, brusk og misdannet knoglestruktur. Han havde altid benet i jernskinne og kunne kun bevæge sig rundt med krykker, talte sært, men var ellers et venligt menneske. Alligevel var jeg rædselsslagen, når jeg mødte ham alene ude på trappen. Huset var fugtigt og koldt, og selvom vores vært efter sigende var millionær, hang tapetet flere steder i laser ned fra væggen på grund af fugt og manglende renovering.

Det værste øjeblik jeg oplevede i huset, var en aften, hvor jeg vågnede og skulle på toilettet. Min mor var sygeplejerske og hjalp stedets husbestyrerinde med flere af dagligdagens praktiske gøremål, bl.a. at bade manden, hvilket jeg dog ikke var klar over. Synet af hende i færd med at vaske hans nøgne, handicappede krop havde en overvældende effekt på mig. Bedre blev det, da to kusiner kort efter også flyttede ind i huset i kølvandet på af en af mine mostres skilsmisse. De spillede altid popmusik på deres kassettebåndoptagere, når de var hjemme, og jeg erindrer stadig klangen af Harry Nilssons ”Without You”, når det resonerede ned langs gangen til min mors og mit værelse. Jeg elskede det nummer. Det lød så tragisk.

I begyndelsen af september samme år indtraf ”München-massakren” under de olympiske sommerlege, der blev afholdt i den vesttyske by i 1972. Det var umuligt ikke at høre om begivenheden. Elleve israelske atleter og en tysk sikkerhedsvagt blev dræbt i forbindelse med den palæstinensiske terrororganisation Sorte Septembers gidseltagning af israelske sportsfolk. Et uskarpt sorthvidt foto af en spøgelseslignende skikkelse iført skihue på en balkon cirkulerede i medierne under dækningen af terrorangrebet. Realiteterne bag det hele forblev diffuse for et niårigt barn, men jeg begyndte at ænse, hvor sammensat og truende verden var.

Om det var mine kusiners skyld eller ej, ved jeg ikke, men snart brugte jeg alle mine lommepenge på 7”-singler. I løbet af 1973, året hvor Danmark trådte ind i Det Europæiske Fællesmarked, forelskede jeg mig betingelsesløst i glamrocken. Jeg erindrer også med stor fornøjelse Det Europæiske Melodi Grand Prix samme forår, en televiseret begivenhed hvor Israel debuterede som nation, og hvor man efter terrorangrebet i München frygtede det værste – bl.a. fik publikum at vide, at de ikke måtte rejse sig under sangerinden Ilanits optræden, Israels repræsentant, da de kunne risikere at blive skudt. Sangerinden selv bar skudsikker vest under showet.

Den kolde krig var i min optik begrænset til en mur i Vestberlin på det tidspunkt, jeg var meget mere optaget af guitarspillende mænd iført sminke og dametøj: The Sweet udsendte ”The Ballroom Blitz”, Gary Glitter gik nummer ét med singlen ”I’m the Leader of the Gang (I Am)” og Slade triumferede med ”Cum On Feel the Noize”. Verdens befolkning lød stadig på sølle 4 milliarder, men hvad det helt præcis var, ham generalen med de mørke solbriller lavede nede i Chile samme efterår, kunne jeg ikke sige. Datoen for balladen – den 11. september – er med tiden blevet let at huske.

I oktober 1973 udløste (endnu) en arabisk-israelsk krig energikrise og økonomiske problemer i Europa. Med indførelsen af de bilfrie søndage hen over vinteren 1973-1974 oplevede jeg for første gang den helt konkrete effekt af en verdenskonflikt: Oliekrisen satte ind, og selvom det var sjovt at løbe rundt på de tomme motorveje, var der samtidig noget sært ildevarslende over asfaltens golde scenarier.

Midt-70’erne kom for mit vedkommende til at udspille sig i et delirium light af kønshormoner og sociale fobier. Min mor fik en lejlighed i byen, og mit liv som præteenager fik Vesterbrogade og strækningens mange lumre biografer som kulisse – Carlton, City Bio, Saga og senere Studio 1-2. Alting var et ælte af Bruce Lee-plakater, pornofilm, blaxploitation-kavalkader med funky soundtracks som Isaac Hayes’ Shaft-tema, rødstrømpesymboler og sennepsfarvede skjorter. Det var lyden og synet af frigørelsen i tusind skikkelser, oftest tarvelig og grotesk, men altid fascinerende.

Da Simon Spies åbnede biografen Mercur Teatret på sin 50-årsfødselsdag den 1. september 1971 med MGM-filmen Pretty Maids all in a Row, sørgede formanden sågar selv for den danske titel: "Fire frække numser fik et gok". Og sådan fortsatte det med et hav af mindeværdige oversættelser, hvor nummer ét på listen forbliver Ken Russells Lisztomania, der på dansk blev til ”Fed musik og sex på drengen”. Som så mange andre steder i verden indtraf 60’erne først i 70’erne herhjemme, så selvom Elvis netop havde gennemført verdens første satellittransmitterede comeback-show fra Hawaii, og Liberaces popularitetskurve stadig var på vej op (så sent som i 1978 registrerede Guinness Book of World Records ham som verdens bedst betalte musiker), så fik de alle sammen hård konkurrence fra både Gasolin’ og Ilse (”Hunulven fra SS”) for slet ikke at tale om den flodbølge af sengekants- og stjernetegnsfilm, der væltede ind over landet.

Alting var i opbrud, og tidens bizarre hændelsespotpourri eksemplificeredes næppe bedre end billedet af rigmandsdatteren Patricia Hearst, der blev bortført i februar 1974 for så to måneder senere at stå med en maskinpistol og røve en bank sammen med sine kidnappere – tilsyneladende frivilligt. Samme år foretog Indien – under det lystige navn ”Smiling Buddha” – sin første atomprøvesprængning, Richard Nixon trak sig fra det amerikanske præsidentembede efter Watergate-skandalen, og filmen Motorsavsmassakren blev en kæmpesucces qua sine grænseoverskridende voldssekvenser.

Frygten var tidens krydderi i underholdningsbranchen, hvilket udmøntede sig i et mindre hav af katastrofefilm gennem 70’erne. Fra 1975 til 1977 kunne man på dansk tv følge den engelske tv-serie "De Overlevende", der handler om tilværelsen efter en verdensomspændende pest, som har udryddet det meste af verdens befolkning, og om hvordan de få overlevende nu må forsøge at genopbygge livet og civilisationen på nye, lovløse og farlige vilkår. Frygten sneg sig kort og godt gennem en hvilken som helst revne, og ung som gammel fornemmede man de nye vinde blæse over kloden … frygten for krig, frygten for miljøkatastrofer og frygten for storkapitalen.

Men var der én frygt, der kom til at præge samfundsdebatten i de år, var det frygten for atomkraft. Selvom vi så sent som med katastrofen på Fukushima-kraftværket i Japan i 2011 blev mindet om farerne ved denne energiform, synes atomrædslen fra 70’erne og 80’erne stadig at overskygge ethvert anstrøg af en nutidig ditto. Hvad der set med danske briller selvfølgelig var med til at gøre os ekstra opmærksomme på fænomenet, var det svenske atomkraftværk Barsebäck, der i 1975 blev indviet lige ovre på den anden side af Øresund, kun få kilometer fra København. Diskussionen om hvor vidt Danmark skulle have atomkraft eller ej, virkede pludselig lidt absurd, eftersom vi dermed netop havde fået det – i al fald for sjællændernes vedkommende.

Danskerne begyndte at blive bekymrede, hvilket gav sig udslag i OOA’s (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) ”Atomkraft? Nej tak”-kampagne, der med sit nu verdenskendte logo – en lille smilede sol på knaldgul baggrund – signalerede både venlighed og dialog. Da de første 500 badges kom på gaden i Århus den 1. maj 1975, blev mærkerne nærmest revet væk, og i dag er logoet oversat til 45 sprog og trykt i omkring 35 millioner eksemplarer.

Hvor Stanley Kubrick allerede i 60’erne rammede atomkrigsfrygten ind med filmen Dr. Strangelove (der bar undertitlen Eller hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben), var det i 70’erne film som Kina-syndromet, der var med til at holde bekymringerne ved lige … hjulpet godt på vej af virkeligheden, idet den delvise nedsmeltningsulykke på Three Mile Island-kernekraftværket i USA indtraf få dage før filmens premiere i 1979. Jeg husker tydeligt at læse om de amerikanske tilstande i Politiken med skælvende teenagehænder og en klump i halsen, så for at gøre ondt værre tog jeg gerne ud på Nordhavn Station på de klare dage for bekymret at sidde og stirre over på Barsebäckværket. Med filmen Dagen efter i 1983 syntes panikken omkring et atomkrigsholocaust fuldbyrdet.

Da katastrofen endelig indtraf på Tjernobyl-værket i Ukraine i det tidligere Sovjetunionen på min fødselsdag, den 26. april, i 1986, var det måske meget godt, at vi først fik noget at vide om ulykken flere uger senere – i hvert fald set med festens øjne. Nedsmeltningen på værket udløste en radioaktiv sky, der bredte sig over Rusland, Hviderusland, Ukraine, dele af Tyrkiet, Moldova, Rumænien, Litauen, Finland, Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Polen, Schweiz, Tyskland, Italien, Frankrig, Storbritannien og helt over til Canada. Havde vinden blæst mere i dansk retning den dag, ville kræftofrene herhjemme være løbet op i tusinder og atter tusinder.

Herfra var det, som om hvert år fik sine egne koldkrigs-, nedsmeltnings- og atomkrigssange. Selvom Bob Dylan for længst havde hejst missilfrygtsflaget i "A Hard Rain's A-Gonna Fall" (der handlede om Cuba-krisen i 60’erne), og Black Sabbath havde bøjet det apokalyptiske budskab i metal med deres ”Electric Funeral” (en sang om atomholocaust) fra Paranoid-albummet i 1970, så tror jeg først, at det var via Kraftwerks 1975-album Radioaktivität, at bekymringen for alvor ramte mig. Herefter holdt frygtens parasitter permanent fest på mit dunkelt belyste drengeværelse.

Fra det øjeblik var alle vinylplader potentielle telegrammer og bulletiner om verdens tilstand. I Store Punkåret 1977 var muren, som både David Bowie og Sex Pistols havde ryggen mod i sange som ”Heroes” og ”Holidays in the Sun”, selvfølgelig Berlinmuren, og nogle år senere var det undergangsscenariet, der spøgte i sange som The Clashs ”London Calling”. I 1980 lagde Kate Bush stemme til den gravide mors bekymringer i ”Breathing” (”After the blast chips of plutonium are twinkling in every lung”), mens Prince året efter gik mere lakonisk til makronerne på nummeret "Ronnie Talk To Russia" … samme år som Heaven 17 i øvrigt udsendte det mere fandenivoldske "Let's All Make A Bomb".

Mest overraskende i denne sammenhæng er det måske at finde ud af, at den italienske duo Righeiras spansksprogede verdenshit "Vamos a la Playa" (”lad os tage til stranden”) fra sommeren 1983 rent faktisk også handler om en atombombe. Frit oversat lyder teksten: ”Lad os tage til stranden, bomben er eksploderet, alle har hat på, for den radioaktive vind får håret til at brænde”. 1983 var ligeledes året, hvor Pink Floyd udsendte deres sidste album med Roger Waters som sanger, lp’en The Final Cut, der som grande finale indeholder nummeret "Two Suns in the Sunset”. I 1984 fortsætter atomdramatikken med Ultravox’ adamsæblesvulmende ”Dancing with Tears in my Eyes”, en sang der handler om en mand, som har travlt med at komme hjem for at nå at elske med sin kone, inden atommissilerne rammer huset. Noget mere underholdende går det så for sig i Frankie Goes to Hollywoods ”Two Tribes”, hvor musikvideoen viser en ekstremt voldelig boksekamp mellem Reagan og Gorbatjov.

Året efter – 1985, tallet der for evigt vil være synonymt med ”We Are the World” og ”Live Aid”-kampagnerne – begynder pædagogikken for alvor at blive fast i sulet: Massa Sting, der efter bruddet med de to andre blonde Police’r nu udelukkende spillede sammen med sorte musikere (bedre visuel kontrast velsagtens), formaner i nummeret "Russians", at han skam håber, samme folkefærd også elsker deres børn, ligesom Elton John i ”Nikita” gerne så sin frække lille grænsevagtspige med pelshue og slips løsladt fra det grumme USSR. I 1986 flyver missilerne atter om ørerne på én i både Sigue Sigue Sputniks "Love Missile F1-11" og alle fanfaresanges frygtede moderdyr, Europes ”The Final Countdown”.

Russerne var kort sagt overalt, McCarthys kommunistskræk havde fået en ansigtsløftning, og pludselig fremstod Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets partiprogram fra 1972 ikke længere helt så science fiction-agtigt som umiddelbart antaget – dét hvor de sort på hvidt skriver, at forsvaret burde nedlægges og i stedet erstattes af en telefonsvarer, der sagde ”vi overgiver os” på russisk.

Da en terrorbombe bliver bragt til sprængning foran det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient Airlines i Imperial-bygningen på Vester Farimagsgade i København den 22. juli 1985, synes alting blot at få endnu et nøk i den forkerte retning. Terroraktionen er stadig Danmarks alvorligste – en person blev dræbt og 32 såret. Ti minutter senere eksploderede endnu en bombe, denne gang ved Københavns Synagoge i Krystalgade. Synagogens egetræsdør og samtlige ruder bliver blæst ud, og syv personer blev kvæstet.

En tredje og sidste bombe skulle detoneres foran det israelske luftfartsselskab El Als hovedkontor på Vesterbrogade, men denne plan blev forpurret, da terroristen – efter at have sat sin kuffertbombe på jorden og klar til at stikke af – blev konfronteret med en ældre dame, der stod og kiggede på ham: "Unge mand, De glemte Deres taske," sagde hun. I panik greb terroristen kufferten og spadserede derefter omtrent to en halv kilometer gennem Københavns indre by med bomben i hånden. Han endte med at smide kufferten i Nyhavn og flygte til Sverige med en af de flyvebåde, der dengang afgik for enden af samme kaj.

Jeg husker endnu min overraskelse over bomberne. Jeg havde som teenager i 1975 opholdt mig i London samtidig med, at IRA detonerede en bombe på et hotel, men det forekom helt uvirkeligt sammenlignet med en bombe på Vesterbrogade.

Op til det punkt havde jeg trods alt bevaret en vis romantisk sympati med den guerillakamp, der udspillede sig i 70’ernes Vesteuropa. Sex Pistols’ debutalbum blev udgivet i efteråret 1977, det som siden er blevet kendt som det tyske efterår, hvor terrororganisationen Rote Armee Fraktion bortførte arbejdsgiverformand og formand for tysk industri Hanns-Martin Schleyer. Som 14-årig nydøbt punk var jeg i bund og grund ikke mere frastødt af RAF’s metoder end af mange af FN’s såkaldt suveræne staters former for krigsførelse; billederne af Vietnam-krigens napalmforbrændte børn hang stadig i luften, og selv Pasolinis gruopvækkende Salò-film var i bund og grund et varsel om det fascistiske samfunds rædsler.

Jeg tror, at alle, der har en erindring om perioden, husker det sorthvide foto af Hanns-Martin Schleyer, der er taget af ham under fangenskabet – billedet hvor han sidder med et håndskrevet skilt på maven foran RAF’s håndtegnede logo. Bestialsk eller ej, så gjorde Schleyers fortid som SS-officer det svært entydigt at tage gidslets side frem for kidnappernes. I det hele taget indkapsler billederne af Rote Armee Fraktion og gruppens handlinger måske bedre end noget andet 70’ernes terrorfrygt såvel som de mange moralske dilemmaer, perioden husede. Eksempelvis repræsenterer fotoet af de tre gennemhullede biler, der stod tilbage på gaden efter kidnapningen af Schleyer, stadig det gamle Europas Kennedy-mord for mig – en dunkel profeti om retssamfundets endeligt. Fotoet står som lærebogseksemplet på det mytologiske før og efter, punktet hvor man ikke længere kan vende tilbage, men fra da af er drevet frem, ikke længere af momentum, men af manglen på alternativer.

Med bortførelsen af Hanns-Martin Schleyer håbede terrorgruppen at kunne presse den tyske regering til at frigive de RAF-medlemmer, der var indsat i det topsikrede Stammheim-fængsel (bl.a. Ulrike Meinhof, Andreas Baader og Gudrun Ensslin), som en udveksling mod deres gidsel. Da den tyske regering nægtede at indgå en aftale, samarbejdede RAF med den palæstinensiske befrielseshær PFLP om kapringen af et passagerfly for at lægge yderligere pres på regeringen, men også denne kapring endte som en katastrofe – alle kaprerne blev overmandet og dræbt af en militær eliteindsatsstyrke. I Stammheim-fængslet indså de indsatte, at slaget var tabt, og begik herefter kollektivt selvmord (om end der stadig er dem, der hævder, at den tyske regering likviderede de indsatte). I lyset af tingenes dramatiske udvikling så Schleyers bortførere ingen anden udvej end – efter 43 dages varetægt – at dræbe deres gidsel.

Alt dette er blot erindringer nu. Miljø. Som barn af en generation, hvor krig var noget perifert, har jeg været skånet for egentlige grusomheder. Mit blik på ting er af samme grund fiktivt. 70’ernes visuelle hvirvelvind af skihueklædte terrorister og sydamerikanske generaler med solbriller, tv-transmitterede boksekampe og eksploderende fly i Afrika, IRA-bombede pubber og døde, vesttyske terrorister efterlod et lydløst billedspor, stadig åbent for fortolkning. De flimrende billeder af maskeklædte mænd og militser, tyrefægtere og toreadorer, blev del af en angstæstetik. Den sommerdag i 1985, hvor bomben eksploderede på Vesterbrogade, mindskedes afstanden til brændpunktet måske lidt, men virkeligheden fremstod ikke klarere af den grund.

Jeg så det slørede tv-billede af 60’ernes frisind ændre form, fik mit mekaniske vækkeur beslaglagt i en engelsk lufthavn efter Lockerbie-katastrofen i 1988 og blev vidne til, hvordan mistænkelige genstande nu skulle gennem et geigertællertjek. Det tiltagende sikkerhedsapparat gav for så vidt god mening, men jeg følte mig ikke specielt tryggere af den grund. Mistankens virus arbejder ligesom sladderens irreversibilitet – når et rygte først er sat i omløb, er det svært at komme til livs. Det bliver en sindstilstand, man lever med.

Små fyrre år efter det ene 11. september fulgte det andet. Alligevel misunder mange unge mennesker stadig min generation det ikonoklastiske oprør, vi tog del i – proportionelt med tidens visuelle udstansning af begivenheden er det, som om billedernes klarhed er gået tabt. Jeg kan huske, jeg engang så et interview med en gammel britisk general, der gengav detaljerne i et slag så entusiastisk, at intervieweren endte med at spørge ham, om han ligefrem savnede krigen. ”Nej, selvfølgelig ikke,” svarede den gamle mand, ”men jeg savner dens klarhed.”

[hr]

Martin Hall (2014)

by M H