ZOO MAGAZINE (GENNEMGANG AF KARRIEREN)
Martin Halls kommentarer til disko- og biografi m.m. 1978–1996 i forbindelse med ZOO Magazine-artikel 1997 (#6)
[hr_invisible]
R. A. F.
Punkband fra starten af 1978 m/ Martin Hall (guitar/vox), Henrik Nordahl (vox), Mads Kirkebæk (bas) og Peter Kanneworff (trommer). Bandnavn i lyset af min tidlige interesse for Rote Armee Fraktion – en modreaktion på Sods' negativt ladede sang om samme politiske fraktion. Koncerter på Rødovre Skole, Juventus og Bjarnovs Danseskole.
Identity
Det senere Ballet Mécanique. Debuterer ved Concert of the Moment i Saltlageret november 1979. Skifter i januar 1980 navn til Ballet Mécanique. Hvad blev der egentlig af Aimless the Shameless?
Avenues of Oblivion
Ballet Mécaniques første single med den famøse B-side ”The Screen”. Indspilles i Werner Studio med alt for mange gæster i kontrolrummet (”you know who you are”).
Before
Danner ved siden af arbejdet med Ballet Mécanique gruppen Before med Fritz Bonfils a.k.a. Fritz Fatal. Debutkoncerten i Rockmaskinen en sand begivenhed. Spiller support til New Order i maj 1981, hvor Peter Hook laver live-lyd til os. Mange ting går mig forbi pga. tågerne – bl.a. royalties for gruppens senere brug af mine numre.
1st – 18th
Hjemmekopieret kassettebånd indspillet på en lånt 2-kanals spolebåndoptager og udgivet i 50 eksemplarer i foråret 1980. Forgængeren, Et år som nygifte i Paris’ kloakker (et hjemmeindspillet bånd der dog aldrig blev udgivet), indeholder min eneste udgivne coverversion nogensinde, en Hohner-klavinet/solo-guitar udgave af ”Anarchy in the U.K.”.
The Icecold Waters of the Egocentric Calculation
Debut-LP med Ballet Mécanique, der udkommer i september 1981 (se omtale i ZOO 03 artikel om dansk rock gennem 40 år). Har i løbet af sommeren spillet support til Iggy Pop i Odd Fellow Palæet og ødelagt stemningen i Rytmeteltet på Roskilde. Koncerten ”Masturbation of the Masterworks”, der blev afholdt i et par uger efter pladeudgivelsen, i Saltlageret udsolgt. Spillede kun to numre fra pladen.
Giv Folket Brød, Vi Spiser Kage
Teaterforestilling med The Art Ensemble of Copenhagen (Martin Hall, Ken Rivad og Jørgen Fog). Bortset fra et afhugget tyrehoved, som Ken Rivad hver aften tog med hjem i køleskabet for at holde frisk, var det bedste, da politiet stormede scenen i de sidste minutter på finale-aftenen. Perfekt timing med fuld applaus fra det begejstrede publikum.
For
LP nummer 2, indspillet under de mest absurde forhold og efterfulgt af Ballet M.'s opløsning ved en koncert i Saltlageret den 15. oktober 1982. CBS læser om det i Søndagspolitiken, hvor Torben Bille bruger en side på at citere min pressemeddelelse med overskriften ”Farvel til råddenskaben” (quoting the artist).
Genopbyggelsen er Større end Selve Skabelsen
Debut som forfatter. Som Jarl Borgen, Danmarks eneste sande gentleman, sagde til mig under vores første møde: ”Vi vil meget gerne udgive den, du skal bare vide, der sikkert ikke er en eneste person, der vil forstå den”.
Ritual
12" skråstreg mini-LP der udkommer simultant med udgivelsen af bogen. Første pladeudspil under eget navn. Inlay-hæftet er dog langt bedre end selve pladen (”getting your money's worth one way or another”).
Apparently All the Same
Første LP under Under For-navnet. Én af de vigtigste plader i min ”karriere”, selvom den produktionsmæssigt måske er falmet lidt med årene. En smuk, indadvendt storhed, der altid vil minde mig om skinnende blank vinter og uhåndterligt store følelser.
Free-Force Structure
NME-hypet 12". Min mors selvmord satte dog sit præg på det dertilhørende premiere-party. Stort undergrundshit i efteråret 1984.
Fremmedgørelsens Identitet
Bog no. 2 om stimuli og åndelig fascisme. Stadig ikke nogen, der forstod noget.
Parade
Teater/multimedie-forestilling med The Body-Art Ensemble of Copenhagen, hvor jeg med hjælp fra Mantra-manden Henrik Möll formåede at gøre mig selv usandsynlig upopulær hos mine nærmeste pga. stykkets sygelighed. At se min far som en nøgen Jesus gjorde alligevel det hele oplevelsen værd.
Fusion
12" med gruppeprojektet SS-Say. Siden debuten ved William S. Burroughs-arrangementet i Saltlageret (efteråret 83) var den oprindelige sangerinde Lena Walsh blevet erstattet med Inge Shannon fra Pesteg Dred, hvem jeg i 2001 gerne producerer et album for.
Relief
Første solo-LP. Opsummerer tiden ganske glimrende. ”Resonance” skrevet under et ophold i Cairo, et nummer, der stadig betyder meget for mig. Indspilningen af pladen den værste periode i mit liv – lærte mig meget om mig selv. Efter udgivelsen i maj 1985 står det mig klart, at der må ske noget drastisk.
Warfare
Sidste plade med Under For. Pragtfuldt nummer, meget hysterisk. Dårligst sælgende 12" nogensinde.
Treatment
Samarbejde med den nu afdøde Martin Krog, ”the Godfather of all things wonderful”. Besynderligt samarbejde. Har for længst besluttet mig for at trække mig tilbage fra musikscenen. Holder juleaften med Sikherne i Blågårdsgade, hvor ingen aner, hvem Martin Hall er. Befriende.
Cutting Through – The Final Recordings
Sidste plade inden nyere tidsregning, efterfulgt af den meget omtalte ”Final Concert” i Saga og et 2-årigt metafysisk studie. En ting, der altid har irriteret mig, er, at folk så mit såkaldt ”åndelige trip” som en meget firkantet religiøs ting – at lede efter andre værdier og nye erkendelser er dog langt fra det samme som at tro på en eller anden papfigursmessias, snarere et spørgsmål om at undgå at blive ædt op af den egocancer, de fleste kunstnere oftest lider en alt for tidlig hjernedød pga. De 2 års mentale refugium, den åndelige spanking og den i hundredvis af personal development-kurser gav mig i det mindste den afklaring, jeg havde brug for.
Presence
Den stort anlagte comeback-plade på Virgin med singlehittet ”Beat of the Drum”, der endte med at blive det mest spillede danske nummer på The Voice i 1988. Endte med at ligge tæt på Thomas Helmig i flere kategorier i diverse læserafstemninger over årets navne ... en ganske besynderlig tilbagevenden til scenen efter de foregående 2 års yoga og meditation. Min medproducent på pladen var Fleming Nygaard, der døde året efter – dedicerede af samme grund mit Requiem i Taksigelseskirken i december 1989 til ham.
The Hall of Mirrors
Første udgivelse på mit eget selskab Mind and Media. Et kassettebånd med diverse gæstesolister, bl.a. Aud Wilken og Irma Victoria. Udkommer i september 1989 samtidig med:
The Martin Hall Document
Compilation CD med indspilninger fra perioden 1981–85 ... bl.a. Ballet Mécanique-nummeret ”Leathern”, Under Fors ”Imagine Focus” og det før omtalte ”Resonance”.
Kontinuum
3. bog, 5 år efter den forrige. En langt mere ”stilfærdig” bog end de forrige. Bliver på trods af sin størrelse (24 sider) offer for stor polemik. Politiken roser den til skyerne, mens Poul Borum hovedsageligt anmelder sig selv.
Audio-Visual
VHS-udgivelse med 8 videoer, bl.a. singlerne fra Presence. Ud over det 5 kapitler i videokunstens historie. ”Loved the trailer” etc.
Imperfect
En fortsættelse af Hall of Mirrors-eksperimentet i solo-regi; low-budget fraktalmusik med gæsteoptrædener. Stor forvirring hos mange Presence-købere.
Dreamworld
Live-LP med And Then Again-projektet. Turen og koncerterne bedre end pladen, men sådan er det jo ofte. Bedste event under turen var, da Hall/Möll/Wilken efter vores Århus Festuge-koncert joinede Master Fatman’s Big Band et andet sted i byen og sang med på ”Freak Out”.
The Rainbow Theatre
Introducerer den på det tidspunkt 67-årige Irma Victoria, der i den anledning Grammy-nomineres i kategorien ”årets sangerinde” med hhv. Annisette og Hanne Boel som sine konkurrenter. Mange betvivler Irmas eksistens, men gøres grueligt til skamme, da hun dukker op både ved årets Grammy-fest og på den senere plade Phantasmagoria. En sand kunstens triumf i et lille land som Danmark.
Read Only Memory
Samarbejde med den senere i anden sammenhæng senere så velkendte Aud Wilken. ”Colour of the Moon”-nummeret må fremhæves. Pressen langt mere interesserede i alt muligt andet end musikken.
NTT
Addiction udgiver ”Sweet Mystery”-singlen med NTT-projektet, hvor Tina Schæfer udgør den vokale front. ”Sweet Diversion” min personlige favorit.
A Touch of Excellence
Den store, brede plade, der bl.a. indeholder landeplagen ”Strange Delight” samt bidrag fra et halvt hundrede musikalske gæster lige fra Niels-Henning Ørsted Pedersen til Sort Sol-medlemmer. Så populær en udgivelse, at mit midlertidige pladeselskab i forbindelse med markedsføringen sender mig til et playback i Sverige uden at fortælle, at jeg ved samme lejlighed skal medvirke i et quiz-show; uden kendskab til planen bliver jeg senere ført hen til en dør af en smilende regissør, der efterlader mig for enden af en 10 meter høj trappe omgivet af 600 hujende pensionister. Den dag i dag er min reaktion stadig et gensyn værd. ”Be prepared” som spejderne siger.
Pandemonium Tour
Den efterfølgende tour, min første og forhåbentlig sidste Danmarksturné nogensinde. Føler mig højst besynderligt tilpas efter en måneds kørsel i tætpakkede busser og overnatninger på sært lugtende hoteller. Et forsøg værd, men slet ikke mig. Værst går det i Herning, hvor jeg efter et mindre nervesammenbrud og en halv flaske udefinerlig spirituosa kravler ud af vinduet i backstagerummet på 1. sal og flygter ned af brandtrappen, ud i den kulsorte nat, bare væk, væk, væk.
Phantasmagoria - The Second Coming
En klassiker med den da 71-årige diva. Svært at sige meget mere. Den slags plade, jeg som 18-årig altid gerne selv ville have haft. Rædselsvækkende salgstal i Danmark, men eksporteret til både Frankrig og Tyskland.
Ceremony of Purification
Midnatskoncert i Hellig Kors kirken, december 1994. Bedste koncert nogensinde. En total tilstand. Rummet fungerer maksimalt, bliver et bevidsthedsfelt, et plasma af lyd og lys. Den pompøse titel pga. det før omtalte rockcirkus.
Den Danske Kvartet
Fortsætter med at trække vejret frit. Samarbejder med Den Danske Kvartet i en Radiohus-koncert lørdag den 8. april 1995, og spiller samme sommer på Roskilde Festival med konstellationen. Bortset fra at strygerne har lidt svært ved at overdøve en noget enerverende reggaebas fra Canopy-scenen, går begge koncerter glimrende. Selv lægger jeg mest mærke til nogle teenage-punks, der tilsyneladende aldeles overvældede overværer koncerten uden så meget som at blinke med øjnene, vel at mærke med et gigantisk dødningesmølf-banner vejrende lige foran mig.
Fetich Party
Laver musikken til Danmarks første stort anlagte Fetich-event, Conflictos modeshow i Alexandra. Stedet er proppet med folk i lænker og spanking-suits, og det slår mig igen og igen, hvor tolerant og venligt dette publikum er i forhold til det ofte lettere fascistoide ølpublikum til mange ”almindelige” rockkoncerter.
Random Hold
Uden tvivl det foreløbige kunstneriske højdepunkt i min karriere. Sony ”kunne ikke høre hittet”, så jeg finansierede selv indspilningerne og indspillede pladen on location på bl.a. Holbæk Kunsthøjskole i nært samarbejde med Thomas Li og Ole Hansen. Indeholder singlerne ”Cradlemoon” og ”Another Heart Laid Bare”. Skulle jeg dø imorgen, så ”remember me this way” som Gary Glitter ville have udtrykt det.
Verdensdagene
Debutroman, der allerede inden udgivelsen får en filmoption bundet om halsen. Det kommer tilsyneladende bag på de fleste, at det er en farce. Hvad havde de regnet med? Et eller andet retro-neuro 80'er-pis? Fuck you.
Silent Violence
Hanne Boels kunstneriske renæssanceplade, hvor jeg bliver inviteret til at skrive halvdelen af teksterne. Meget let at arbejde sammen med. Ole Hansen producerer, Bob Clearmountain mixer, og premierelytningen bliver skyllet ned med champagne i en hvid limousine, hvilket ikke forringer oplevelsen. Pladen sælger i løbet af ingen tid platin i både Danmark og Norge, og singlen ”Broken Angel” bliver ud over i Skandinavien et stort hit i både Polen, Tyrkiet og Tjekkiet. De særeste ting sker.
DJBFA-INTERVIEW
En samtale mellem Lars Muhl og Martin Hall, december 2006
Martin Hall hører til en af landets mest produktive og favnende kunstnere. For nylig udkom 25-års-jubilæumsudgaven af Ballet Mécaniques første album, samtidig med at Gyldendal udsendte billigbogsudgaven af hans kontroversielle og meget roste portræt af en tid, en branche og en generation, romanen "Den sidste romantiker". Samtidig udkom Martins måske reneste album til dato, mesterværket "Facsimile", som har høstet anmelderroser overalt, i Danmark som i udlandet. Og som om dette ikke var nok, udkom forleden hans musik til ”Racing Cars – The Art Dimension” på cd, i anledning af udstillingen af samme navn på kunstmuseet ARoS i Århus.
LM: Gennem tiden har man forsøgt at indkredse mennesket og kunstneren Martin Hall. Du er blandt andet blevet kaldt multikunstner, punk-geni og post-modernistisk vidunderbarn, men igen af disse betegnelser synes jeg er dækkende. I stedet ser jeg dig mere som et renæssance-menneske. Hvad er det for arketyper, der har præget dig og dit arbejde?
MH: Jeg hørte engang en formulering, som er meget rammende for holdningen til alsidighed herhjemme: ”En multikunstner er en, der ikke rigtig er god til noget af det, han eller hun laver”. Når du siger renæssance-menneske, så får det mig til at sidde og nikke lidt med et lille smil på læben, dels over klangen, men også over de gram af sandhed, der er i det - forstået på den måde, at der i renæssancen var en voldsom tørst efter viden og oplysning, en længsel efter skønhed, sammenhæng og mening. Det var en meget smuk periode, en oplysningsperiode. Og renæssance-mennesket er om noget en arketype. Så selvom det måske klinger en anelse selvhøjtideligt, finder jeg altså en langt større genkendelse i den arketype end i den bås, som mange ofte stadig forbinder mig med, nemlig 80’er-punken. Det er ret pudsigt, at selvom folk intet kender til mit arbejde, så har de fleste alligevel dannet sig en meget fast mening om, hvem jeg er, og den er som regel enten meget positiv eller meget negativ.
LM: Ja, det er lidt af et åg. Man kan synes, hvad man vil om din kunst, din musik og dine bøger, men for mig at se er der noget andet på spil, noget dybere, der ikke lader sig forklare med overfladiske floskler. Du må undskylde, jeg siger det, men jeg ser faktisk lidt din kunst som by-products af den virkelige vare. Selve ”kunsten”, om du vil, ligger et andet sted. Det er noget, som udspringer af en nødvendighed, men essensen er er andet sted, og det er den, det handler om.
MH: Helt klart. Eksistensen er projektet, livet er råstoffet. Alting har mange udtryk, men kun en baggrund. Hvor selvstændig man end er, bliver man altid påvirket af sin tid. Du må huske på, at jeg var helt ung teenager op gennem 70’erne, en meget politiseret periode. Så det var vel ikke så mærkeligt endda, at en person med stærk hang til drømme og frihed gør oprør mod periodens ekstremt dogmatiske verdensbillede. Men projektet har hele tiden været eksistensen. Forskellen på mig og generationen inden var, at min generation tog fat i den sorte ende, slammet og snavset - konsekvenserne, kunne man sige, af den forliste drøm.
LM: Skyggesiden af 60’ernes ensidige kærlighedsbudskab?
MH: Skyggesiden ja, den forurenede underbevidsthed, de tomme løfter. Kunst vil altid være et biprodukt af bevægelsen, af længslen, af behovet for at frigøre en indre stemme. Kunst er en videreformidling af energi. Hvis det ikke er den slags drivkraft, der styrer, er det i mine øjne ikke kunst længere, så er det ornamentik, i bedste fald æstetik. Det kan også forklare mange ting om min arbejdsmodus, det at mit arbejde er præget af en ganske stor risikovillighed. Jeg opererer via en trial by error-proces, noget der tillader både fejl og mutationer. Det er vigtigt ikke at lade sig indfange af sin seneste succes, men i stedet hele tiden søge nye veje og måder. Jeg er ikke bange for at tage chancer, selvom det måske betyder, at man midlertidigt taber bolden på gulvet. For mig drejer det sig om at have et større projekt for øje end kunsten alene.
Til gengæld indeholder denne type proces også et beskyttende element. Hvis jeg undervejs tillod mig selv at blive slået ud af den kritik, der måtte komme i kølvandet på de enkeltstående værker, så havde jeg været færdig. Men man må som sagt have et større mål end enkeltsagerne. Ens visioner må være større end ens forfængelighed så at sige. Nu er jeg 43 og oplever faktisk, med hånden på hjertet, den måske bedste periode i mit liv og min karriere. Det tror jeg selv, skyldes den konstante nulstilling, jeg udøver – det, at jeg aldrig tillader mig at læne mig op af mine resultater. Der er jo alligevel ikke noget at læne sig op ad. ”En fisker er ikke bedre en sin sidste fangst” etc. I samme øjeblik bevægelsen stopper, dør kunsten.
Jeg bliver ofte anklaget for at være arrogant og selvhøjtidelig, hvilket jeg sådan set sagtens kan forstå. Jeg har altid haft tæft for at udtrykke mig i rimelig radikale vendinger og kan godt lide at bruge udtryk, som kalder til årvågenhed eller fremmer en reaktion. Men oftest glemmer man, at det ikke så meget er mig selv, jeg tager alvorligt, som den ”sag”, jeg involverer mig i. Jeg har altid hadet hykleri, pamperi og intellektualisme for intellektualismens skyld - det var punkens grundpræmisser at bryde med denne slags selvtilstrækkelighed, et krigsråb der ikke er blevet mindre relevant her i den tid, vi lever i. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at more mig lidt over, at der for nyligt blev lavet en plade med protestsange, men i stedet for at den udøvende generation på pladen skrev sine egne sange, genindspillede de så en række protestsange fra 70’erne. Man må jo nødvendigvis spørge sig selv, hvor deres egne holdninger er blevet af.
Hvis jeg skulle opsummere det, jeg er inde på i en mere kortfattet form, må det blive med Augustins ord: “Håbet har to vidunderlige døtre. Deres navne er vrede og mod; vrede rettet mod den måde, tingene er på, og modet til at gøre op med disse forhold.” Det synes jeg, er en meget fin formulering. En formulering, der også kan bruges i forhold til punk-generationens motiver - en generation som jo i manges øjne var ekstremt sortsynet og selvfokuseret. Augustins ord beskriver meget præcist periodens hyper-kreative outlet, men jeg må så i samme åndedrag bebrejde min egen generation, at modet og energien nok løb ud lige lovlig hurtigt, hvilket efterlod en gold vrede uden sin kreative tvillingesøsters beskyttelse. Og i vreden lurer bitterheden. Og bitterheden har for mig altid repræsenteret den menneskelige sjæls farligste biprodukt overhovedet. Jeg er i bund og grund ganske paranoidt anlagt og har en temmelig dramatisk familiebaggrund i kraft af min mors selvmord og flere andre ting, så jeg kunne med god grund sætte mig nede og have ondt af mig selv. Men så sidder man dér, låst fast i sit hjørne, hvilket ikke hjælper noget som helst. Uanset hvor man er i livet, er der kun ét spørgsmål at stille sig selv: Hvad kan jeg gøre med det her? It ain’t over till the fat lady sings, som klichéen lyder, og indtil da kæmper man videre. Modet har altid været det helt centrale element i min oplevelse af verden. At jeg så tit har favnet om mere, end jeg har kunnet gribe, det er noget helt andet – noget der må tilskrives ungdommens trodsige incitament til at ville alting. Men forestil dig lige en verden uden den slags fremdrift, det ville være et fattigt sted.
LM: Hvilke arketyper i skikkelse af forbilleder har præget dig?
MH: Jeg føler en vis stolthed over, at Danmark har fostret en Karen Blixen. Selvom hun til tider godt kunne være lige lovlig über-aristokratisk i sin formidling af ting, besad hun ikke desto mindre et udsyn og en menneskelighed, der er beundringsværdig. Jeg har ved flere lejligheder fremhævet et citat, der gjorde stort indtryk på mig, et citat fra dengang hun blev interviewet til en avis i forbindelse med udgivelsen af Vintereventyr, der kom i 1942: Hun blev spurgt, om hun kunne nævne én god ting, som krigen havde gjort, hvortil hun svarede ”ja, det har fremmet modet i det danske folk”. I forlængelse af det kommer så den helt centrale sætning, nemlig at ”mod er menneskets svar på livets vilkår”. Og her er vi så atter inde og berøre det allerinderste fiber i alting - at lige meget hvor svært det er, lige meget hvor meget man må gå igennem, er det på en eller anden måde modet til at tage det næste skridt, der er så altafgørende. Det er det, jeg generelt elsker ved helteskikkelsen, det at du kan have den mest ubetydelige, lille person ude i siden af billedet, der så pludselig, when the shit hits the fan, træder i karakter som historiens sande helt eller heltinde. Det er ofte den, man fuldkommen har overset, der rejser sig, når det virkelig gælder.
LM: Nu må man jo sige, at Karen Blixen også i den grad inkarnerede en arketype.
MH: Ja, det skal jeg da lige love for.
LM: Men hvad var det for en heltetype, der påvirkede den helt unge Martin Hall?
MH: Jeg havde en lidt problematisk opvækst. Jeg klarede mig fint i skolen, men jeg var et noget tynget barn, og første gang jeg oplevede en dyb fornemmelse af genkendelse i forhold til de følelser, jeg gik rundt og kæmpede med, det var via musikken. I forhold til tiden var jeg rimelig tidligt ude. Min familie flyttede til Spanien, hvilket pga. flere faktorer var en ret traumatisk oplevelse for mig. Vi boede der et år, og da jeg kom tilbage begyndte jeg for alvor at lytte til popmusik. Da var jeg ni år.
LM: Hvad lyttede du til?
MH: Til at starte med var det glamrock. Det var så outreret. Jeg kan huske disse her skæggede mænd i dameundertøj. Jeg tænkte, ”det her, det er sgu’ sært - der må være et eller andet her”. (Latter). Det var nu ikke så meget helte, snarere interessante henvisninger, hvilket lynhurtigt ledte videre til Sparks, Cockney Rebel, Bowie og Roxy Music. Senere endnu var det f.eks. Patti Smith, der introducerede mig til franske poeter som Baudelaire og Rimbaud, fordi hendes pladenoter altid var fulde af citater og henvisninger til disse mennesker ... det var en helt fantastisk øjenåbner. Det var også heromkring, jeg begyndte at komme ind i punk-miljøet. Og det var et sted midt imellem alle disse indflydelser, at den omtalte ”helteskikkelse” for alvor begyndte at etablere sig –digteren, seeren, den person der formidler adgangen til nye verdener. Dvs. ham eller hende, der på trods af al seksualpolitisk eller kulturel modstand stadig tør udstille de skrøbeligste sider af sig selv i forsøget på at kommunikere til andre, at der eksisterer sjælefrænder derude - mennesker der deler den samme følelse af at være udskudt og malplaceret. Kunsten var en dør, der åbnede sig, og stemmen der bød én velkommen, fortalte én, at man ikke var alene. Det var en fantastisk åbning.
LM: Men egentlig vil jeg gerne endnu længere tilbage, inden du bliver bevidst om, hvad det er, der driver dig.
MH: Som lille var det vel ridderen. Idéen om denne ene person, der kæmper mod overmagten. Et helt igennem romantisk ideal ... hvilket som sagt hurtigt udviklede sig til denne her lidt mere aparte skikkelse, du ved, Christopher Isherwood-typen, den blege engelske skribent, der søger tilflugt ikke fra, men i stormen ved at bosætte sig i Berlin fra 1929 til 1933. Helten blev den slags randeksistenser, nervesvækkede og udstødte mennesker der finder deres styrke gennem deres dedikation. Det var jo Isherwoods bøger, der dannede baggrunden for Cabaret-filmen, som jeg fik min far til at snige mig med ind til premieren på, eftersom den var forbudt for børn. Vi var inde og se den seks gange. Jeg var fuldstændig solgt, jeg kunne ikke se den nok gange. Den havde det hele – afvigende seksualitet, sminkede mænd, ludere i stramme korsetter og boheme-skikkelser en masse ... alt sammen så vidunderligt udansk. Jeg har som sagt kun været omkring 10 år gammel, så den gjorde virkelig stort indtryk.
LM: Har du nogensinde tænkt på, at når sådan nogle arketyper præger én på den måde - selvom du selvfølgelig dengang ikke var i stand til at reflektere og sætte ord på - hvordan det åbner nogle døre for dig, som er så voldsomme, og når man som barn netop ikke har redskaberne til reflektion, at det næsten kan blive et chok.
MH: Det var et chok, men et vidunderligt chok. Det var og blev en befrielse fra den omkringværende verdens normalitet og begrænsninger. Senere kom så Fellini og Pasolini-filmene.
LM: Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du er sat ind i en inkarnation med en dramatisk opvækst ... har du tænkt over, hvad den dybere mening kunne være i et større perspektiv?
MH: Ethvert følende menneske må nødvendigvis spørge sig selv, hvad meningen er, når det lider overlast. Jeg overmandes da ofte af følelsen af, at tingene er for meget, eller at det er synd for mig, at jeg skal gå rundt og have det sådan og sådan, når nu størstedelen af den vestlige verden ser ud til at have det så fortrinligt med alle deres devices og forsikringsordninger. Det er en helt almindelig menneskelig reaktion.
LM: Alligevel føles det som om, at du har forladt offerrollen?
MH: Så meget det nu en gang er muligt, ja. Det er ligesom noget, der skal gøres op med hver eneste dag. Det vigtige er, at man overkommer det og så tager den derfra. Det er spild af tid at dvæle ved overvejelser, der ingen relevans har. Det hænder en gang imellem, at nogen spørger mig om, hvad jeg ville gøre, hvis det og det skete, men ”hvis” eksisterer ikke længere i min ordbog. Jeg forholder mig til konkrete situationer.
Men jeg er sikker på, at man som barn intuitivt er klar over, hvor tingene bærer hen. Børn er intuitive, ligesom intelligens er noget meget intuitivt. ”Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du skal gøre”, som Tom Wolfe engang udtrykte det. Mange taler med slørede øjne om en skæbne. Jeg er meget påpasselig med det begreb, men hvis jeg bliver tvunget til at formulere det, bliver det som følgende: Skæbne er en længsel. Det er noget du har i dig, som drager dig mod ting, du måske ikke helt kan forklare endnu, men som til gengæld giver masser af mening hen ad vejen. Ikke at du nogensinde ”ankommer”, det er en on-going journey, en balanceakt. Modstanden, du møder undervejs, er med til at støbe dig som menneske.
Jeg fik lagt mit horoskop meget tidligt. Det interessante ved det var, at tegningen bestod af én stor firkant – vel at mærke med masser af modstande og opposition involveret. Og som astrologen meget overrasket kunne konstatere, mens hun så venligt på mig: ”Nå, så du er i live endnu?” (Latter) Du ved, det er en pæn måde at sige på, at ens horoskop måske ikke er verdens letteste. Denne her firkant gav mig ikke desto mindre fornemmelsen af, at jeg havde brug for en boks til at kunne håndtere livet med. Og det har været meget sigende for hele min udvikling – det at jeg hele tiden forsøger at sætte ting i kontekst, i kasser og sammenhænge, for at orientere mig og forstå, hvad det er der sker. Ting føles langt mere voldsomme, når de forekommer en meningsløse. Ikke at man skal pådutte hændelser en mening, de ikke har, man skal bare være i stand til at suge en lære fra dem, hvor brutale de end må forekomme én.
Det er jo Nietzsches ord om igen, at det, der ikke slår én ihjel, det gør én stærkere. Men jeg skal da gerne være den første til at indrømme, at jeg til tider har tænkt, ”undskyld, er der ikke nogen, der har overdoceret det her lidt?” (Latter). For der har da været perioder, hvor det har været temmelig tæt på grænsen. Men så er det nødvendigt at se det som bog eller en film, at det er en fase, man skal igennem - dels for at få bugt med visse sider i én selv, dels for at lære lidt almen ydmyghed. Jeg er enebarn, så jeg har på godt og ondt nydt stor opmærksomhed, hvilket helt klart er både godt og skidt, eftersom enebørn på den ene side har det med at blive ensomme og isolerede og samtidig fuldkommen megalomane på den anden.
(Pause)
LM: Da Ballet Mécanique’s plade udkom for 25 år siden, fik hele den intellektuelle elite - Borum og de folk der - pludselig travlt med at forklare, hvad det var for noget, som om det ikke var noget, der havde værdi i sig selv, eller kunne høres på sine egne præmisser. Jeg har lagt mærke til, at det ofte har fulgt dine udgivelser, hvilket jeg oplever som en stor begrænsning i forhold til hele projektet Martin Hall. Man ser det, man er i stand til at se, men taler i virkeligheden om noget, man i grunden slet ikke har forstået. Og så opstår der pludselig en masse snærende rammer.
MH: Der har altid været og vil sikkert altid være en vis ambivalens mellem kritikeren og kunstneren, eftersom kritikeren gør sig til talsmand for alt det, som kunstneren prøver at udtrykke. Oftest er det desværre kritikeren, der får den længste karriere ud af det. Tag f.eks. vores aktuelle medievirkeligheds ph.d.-overbygning af alting: Vi er til tider ude i en teoretisk kurs, der er så langt fra det levede liv, man overhovedet kan komme. Der er en hel horde af mennesker, der tjener deres daglige brød via en kunstformidling, som er så akademisk og teoretisk, at den er uden realitetssans – mennesker der er langt mere interesserede i deres egne, helt personlige teorier end om det, de oprindeligt begyndte med at skrive om. Det er en verden, der holder sig selv i live med tilskud fra folk i de tilstødende lokaler. Som regel oftest på kunstens bekostning.
LM: Det er kunstens præmis?
MH: Sådan har det vel altid været, i større eller mindre grad. Men altså, en del af livskunstnerens projekt er jo også at overleve sin egen tid. Og i den henseende skal man virkelig have is i maven ... samt turde stille sig op og lave nogle ting, der på stedet vil modtage en rimelig hård kritik, velvidende at helheden kun lader sig se i det lange løb.
LM: Vi skal også tale lidt om din seneste skive, Facsimile. Tillykke med den og de fantastiske anmeldelser. Den er allerede blevet døbt et mesterværk, men jeg vil tillade mig den påstand, at sådan et prædikat i sig selv er en begrænsning, fordi et mesterværk næsten altid bliver opfattet som et punktum, noget uoverkommeligt. Det er et enestående værk.
MH: Jeg er meget, meget glad for den plade. Jeg havde selv oplevelsen af, at med det jeg nu en gang er i stand til at lave - den stemmekapacitet jeg har, og den slags ord og musik, jeg er i stand til at videreformidle - der følte jeg vitterlig, at jeg for måske første gang nogensinde, langt om længe, stod i et 1-til-1-forhold til mit eget talent. Det var på mange måder koncentratet af Martin Hall. Men der var egentlig ikke noget nyt i pladen.
LM: Den virker utrolig konsekvent, meget moden, og ren på en måde. Et smukt resultat af 43 års levet liv.
MH: Ja, renere penselstrøg. Alle de forstyrrende elementer er væk. Og det var en stor overraskelse at høre den, også for mig, for jeg havde i mange år været aldeles blokeret mht. at skrive sange til mig selv. Der skete så mange ting i den periode. Jeg var netop blevet færdig med at skrive min bog Den Sidste Romantiker, og måske netop fordi jeg lige havde fået afsluttet bogen og dermed fået formuleret den generationskritik, der ellers havde okkuperet mit system i så lang tid, var jeg efterladt med spørgsmålet om, hvor jeg egentlig selv var. Bogen havde ligesom taget en masse slagger med sig. Efter den var der blevet gjort rent og skabt plads til noget mere enkelt.
Pladen blev i øvrigt indspillet på ganske kort tid. Jeg havde nogle skitser og nogle idéer, og hver gang der var noget, der ikke fungerede, fjernede jeg det bare. Jeg blev ved med at skrælle af. Der var tale om en slags forædlingsproces, en renselse – det var et spørgsmål om at fjerne al unødvendig staffage. Der var en enkelhed og en spontanitet forbundet med processen, som jeg ikke havde oplevet i mange år. Groft sagt lærte jeg ikke at være bange for tomheden. Jeg kunne formidle noget essentielt uden al mulig fikumdik. Jeg var ikke grebet af trangen til absolut at skulle producere en plade, men befandt mig fint i processen alene. Det tror jeg, kan høres. Og der kommer muligvis til at gå mange år, inden jeg laver en plade igen, og måske vil man til den tid pege tilbage på Facsimile og sige, at ”det var det sidste rigtige album, han lavede”, hvem ved.
LM: Og hvis det så skulle være tilfældet, er det jo også et vidunderligt og unikt punkt.
[hr_invisible]
[hr_invisible]
Farvefoto af Martin Hall: Poul Erik Veigaard
STATENS KUNSTFOND 1995
Tonekunstudvalgets begrundelse for uddelingen af det 3-årige arbejdslegat til Martin Hall, april 1995
Martin Hall er en stemningens mester. Der står om hans person og hans kunst en særlig aura – en atmosfære af dyster skønhed og eksklusivitet. Siden begyndelsen af 80'erne har han indtaget en helt unik plads på den danske rockscene, og han er blandt de ganske få, det er lykkedes for at forene rockmusikkens erotiske forførelseskunst med et sammensat, personligt og eksperimenterende udtryk. Modigt og med en efter danske forhold usædvanlig selvfølelse har han sat sig selv og sin musik i scene med begavelse, smag og inderlig alvor.
Tonekunstudvalget, Statens Kunstfond, april 1995
INSKRIPTION
Programindlæg i forbindelse med Martin Halls opførelse af Inskription i Radiohuset mandag den 5. september 1983 (arrangeret af Udvalget for Tonekunsten under Statens Kunstfond i samarbejde med Danmarks Radio).
Et forsøg på at skabe en musik af en mere associativ karakter end en egentlig bevidst oplevelse – hvor fortolkning bør underlægges en personlig målestok frem for et kollektivt facit. En transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst ... et forsøg på at forene vores vestlige, industrielle musikopfattelses æstetik med den tribale råhed, som denne kultur har vendt ryggen: et forsøg på at bruge ressourcer og virkelighed uden filter. Vores kultur er kommet til et stadie af falsk forfinelse, hvor stammeelementets fysiske bevidsthed er fornægtet fuldstændigt – hvor såvel dynamik som brug er blevet modificeret til noget ubrugeligt klinisk. Det hele ender i en slags kulturel kropsfornægtelse, hvor intellektualisme bliver en falsk og opgejlet ophøjethed, der ikke længere har noget at have sig selv i. Vi er på vej væk fra såvel virkelighedsfornemmelse som kropsfornemmelse, men ikke længere i en søgen, derimod i en angst. Dette er et billede på at kræve virkelighed tilbage til udnævnt kunst, legeme tilbage til tanke. Et billede på denne eksistens-syntese af given industrialitet og latent stammeidentitet: en præsentation, en virkelighedskampagne frem for såkaldt kunst. Grænsen mellem virkelighed og propaganda forbliver urørlig, personlig sansning legemliggjort i et lydbillede, hvor det primære er at gøre billedet til spejl.
Og alt det her kan lyde som noget sædvanligt akademisk, teoretisk pis. Men tvivlen står i offentlighedens tegn, og følelsen forbliver centrum for virkelighed.
Martin Hall, august 1983
PERFORMING APART
PERFORMING APART
MARTIN HALL/TONE
CD
FEBRUAR 2012
REPLIKA (REP 02 )
Performing Apart er en koncertindspilning optaget ved den stort anlagte Apart Audio-Visual Festival på Platform 4, Aalborg, i september 2009, hvor Martin Hall og Tone optrådte ved en fælles koncert. Navne som Goodiepal, Jacob Kierkegaard og White Pony optrådte også ved arrangementet, der løb over tre dage.
Ved afviklingen af Halls og Tones performance stod Kristian Ravn-Ellestad yderligere for den visuelle del af koncertforløbet.
1. Introduction (8:46)
2. Devastating Irony (3:51)
3. Pierrot Declining (1:58)
4. Version 8 (8:40)
5. Metabolism at Work (5:31)
6. Eroded Foil (5:14)
7. GFY (1:35)
8. Serienummer (3:53)
9. Explosure (4:02)
10. Yeux d’Océan (6:32)
“En absolut spændende musikalsk oplevelse.”
( * * * * )
Gaffa – Ole Rosenstand Svidt (12. september 2009)
“De tyske recitativer, storslåede operastykker og små knitrende sammenkrøl. Lydene, ind og ud af hinanden, i en slags sammenspillende elektronisk improvisation … Det hele gik på en eller anden måde op i en højere enhed.”
Geiger – Mads Kampp Christiansen (10. november 2009)
“Dette er ikke et album spækket med radiohits, og kender man til de to navne bag, så kommer dét nok ikke som nogen overraskelse. Til gengæld bydes der på en lille times atmosfærisk og stemningsmættet musik, der også kommer rundt om flere afkroge i følelsesregisteret.”
( * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (1. februar 2012)
“… sært dragende lydlandskaber og fragmenter af tale, lyd og sine steder rent faktisk ”egentlig” musik. Albummet indeholder 10 numre og af disse er det især ”Pierrot Declining”, ”Version 8” og ”Serienummer” der skiller sig ud og efterlader sig spor. Specielt sidstnævnte, som er en optagelse af den nyligt afdøde tyske litterat Herbert Zeichner der reciterer en Hall tekst hen over et malerisk lydtapet. Tone og Halls performance blev oprindeligt ledsaget af et visuelt bagtæppe af Kristian Ravn-Ellestad som man af gode grunde må undvære på denne optagelse, men det gør faktisk ikke så meget. Performing Apart er som skræddersyet til at lytteren ifører sig hovedtelefoner, lukker øjnene og folder ørerne ud. Lader man sig som lytter forføre så opstår den visuelle del helt af sig selv på nethinden mens man med disse lydcollager sendes på dragende ekspeditioner ind i såvel tonerne som sig selv.”
( * * * * )
Lydtapet – Peter Krogh (16. februar 2012)
“Man behøver hverken at være feinschmecker, connaisseur eller aficionado for at indse Martin Halls monumentale betydning for dansk avantgardekultur. Musikalsk har han været det primære danske navn siden 80′erne … Performing Apart er et album, der lægger sig imellem en ren ambient lydflade og en mere traditionel albumstruktur – og selvom de fleste Hall-tilhængere nok havde foretrukket førstnævnte, er resultatet faldet smagfuldt ud. Det føles, som om at der er lagt tanke i rækkefølge og spændingskurve, så albummet hverken bliver for ensformigt eller for fragmenteret.”
( * * * * )
Undertoner – Jeppe Jørgensen (10. marts 2012)
“Performing Apart er et samarbejde mellem den ekstremt produktive multikunstner Martin Hall og lydmagersken Tone omkring deres koncertmateriale fra den stort anlagte Apart Audio-Visual Festival i Aalborg i 2009. Resultatet er en kompleks leg med lydlandskaber og ikke mindst med grænserne for, hvad musik er og kan … albummet fortjener, at man sætter sig godt til rette med nogle gode hovedtelefoner og lader sig svømme væk og forføre af tonerne og lydkvaliteten. I sidste nummer “Yeux d’Océan” blandes en høj og rørende sopran med virkelighedsnære elementer som tv-støj og smækkende bildøre, og på den måde føres man nænsomt tilbage til virkeligheden igen efter denne tour de force i elektronisk lydleg. Det er smukt tænkt.”
Geiger – Gudrun Hagen (29. marts 2012)
Martin Hall: Vokaler, elektronik
Sofie Nielsen: Vokaler, elektronik
Herbert Zeichner: Recitation
Design: Kenneth Schultz
Photo: Territorium
Performing Apart baserer sig lige så meget på en online-bearbejdelse af oprindeligt kildemateriale som på en live-performance. Indspilningens lydkvalitet ligger helt i top, da koncerten er indspillet under perfekte tekniske vilkår. I løbet af det næsten en time lange forløb bliver man som lytter præsenteret for både fragmenter fra de to kunsternes tidligere produktioner og et par helt nye numre.
Skæring 8 på pladen (”Serienummer”) benytter sig af den afdøde tyske litterat Herbert Zeichners oplæsning af en Hall-tekst af samme navn. Zeichner døde kort inden albummets udgivelse, 70 år gammel.
ALVOREN KLÆDTE DEN TID GODT
ALVOREN KLÆDTE DEN TID GODT
Uddrag fra bogen Dengang i 80’erne af Martin Kongstad og Henrik Vesterberg
Martin Hall ville meget med Ballet Mécanique, men hans omgivelser ville noget andet eller slet ikke noget. Her fortæller han historien fra begyndelse til opløsning.
Begyndelsen (1979)
Martin Hall:”Jeg startede Ballet Mécanique i 1979. Først kaldte jeg gruppen Identity, og vi debuterede ved den stort anlagte ”Concert of the Moment”. Musikalsk var mit ønske at forene de mange nye tendenser i musikken med min inspiration fra f.eks. Stravinskijs musik. Min idé med at lave musik har altid været at ændre andre menneskers måde at tænke og føle på – sagt med periodens ungdommelige overmod: at ændre verden. Jeg har nok altid haft en slags intellektuel agenda med det, jeg lavede; der skulle være en grund til at stille sig op og råbe.
Min oprindelige grund til at lave musik var egentlig at sætte kraft bag en tekst. Jeg så egentlig nok mere mig selv som ”poet” end som solist. Indholdet var altid det bærende, der skulle være en mening med galskaben. Folk skulle have noget på hjerte, ellers var det lige meget. Da punken for alvor brød igennem i 1977, var jeg 14, og det var en massiv bekræftelse af alle de følelser og forventninger og tanker, jeg på det tidspunkt lå inde med. Det var mere end et generationsskred, det var den totale rasering af templet så at sige, ”de falske guders endeligt” … det var ganske utroligt at opleve i real time.
Sideløbende med min musik- og litteratur-interesse var jeg begyndt at interessere mig for moderne guerillakrigsførelse i storbyen. Jeg læste meget om Rote Armé Fraktion i slutningen af folkeskolen og i gymnasieårene i forsøget på at sætte mig ind i den vestlige kulturs skjulte undertrykkelse af forskellige grupper i samfundet – berufsverbot, chikaner, fortielser etc. – og var ret chokeret over at erfare bl.a. hvor mange løgne, den tyske presse spredte om terrorgruppen. Mine tanker kredsede meget om undertrykkelse i al almindelighed, følelsesmæssig og intellektuel undertrykkelse, og jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at Sods’ sang om R.A.F. var negativt ladet. Ikke at jeg gik ind for at hælde gift i drikkevandet eller den slags, men jeg var meget optaget af utopien bag deres revolutionære tanker, ønsket om løsrivelse, autonomi og retfærdighed. I sluthalvfjerdserne jeg totalt allergisk overfor horden af politisk korrekte hippier, der intet andet fik gjort end at ryge fede, tale om fri børneopdragelse og lytte til Pink Floyd: Alene af den grund var det inspirerende at læse om folk, der i det mindste gjorde noget.
Sideløbende læste jeg så også Rimbaud og Baudelaire, franske surrealister. Det åbnede virkelig helt nye døre for mig. Det var fantastisk, at der havde levet den slags mennesker!
Det var primært vildskaben, der fik mig til at lave en rockgruppe, men også ønsket om kunne kommunikere følelser videre. For mig har kunst – musik, poesi, teater, film – altid været et mentalt og følelsesmæssigt samlingspunkt … et sted hvor man kunne finde ligesindede og ånde frit. Min skolegang var en brutal oplevelse. Som så mange andre følte jeg mig temmelig alene – klarede mig fint rent fagligt, men hadede ensretningen. Jeg fandt f.eks. folks interesse for livets mere tyngende spørgsmål meget lille, så jeg har altid været præget – eller plaget skulle man måske sige – af en stor ”utilpassethed”, en søgen efter sammenhæng og mening, efter en accept af det anderledes … en længsel som musik- og kunstscenen i begyndelsen af firserne virkelig var et asyl for.
Jeg var en enspænder, og for mig blev kunsten dette fantastiske område, hvor man opdagede, at man ikke stod alene med alle disse følelser. Hvorfor lytter man til musik eller læser poesi? For at finde noget uden for én selv, der matcher følelsen indeni! Som ung er det længslerne, der er ens kompas, og selvom miljøet var ret lille i de første par år, så var fokuset og intensiteten enorm. Der var følelsen af at være ”de få” mod resten af verden: Alle kom til alt, digterne, malerne, teaterfolkene og de eksperimenterende filmmennesker, man samledes til koncerterne og begivenheder som 13 AB-projektet. Der var en vidunderlig vildskab til stede i folks hjerter, et ønske om at ændre på tingene; kærligheden til ordet, musikken og kunsten emmede ud af folk. Rimbaud og Baudelaire blev nævnt i samme åndedrag som John Lydon og Ian Curtis, miljøet inkorporerede det hele, maleriet, musikken, poesien og litteraturen, en samlet helhed af kunstneriske udtryk. Det var et brændpunkt, og jeg satte stor pris på den alvor, der lå over alting. Alvoren klædte den tid godt.”
Koncertanmeldelse i Politiken (22. marts 1981)
Dansk rockgruppe fik sit gennembrud.
“I de bedste sekvenser satser Ballet Mécanique på at nærme sig det umulige, ja, måske utopiske punkt, hvor bevægelse og stilstand smelter sammen. Det kan altså lyde meget teoretisk og forkrampet, men det fine ved Ballet Mécanique er netop, at ambitionerne og alvoren aldrig får lov til at blive til navlebeskuelse. Dertil er behovet for at meddele sig musikalsk alt for presserende. Selvom Ballet Mécanique i sit musikalske sigte er total anti-kommerciel, bliver de nødt til at acceptere, at denne aften bliver stående som et gennembrud. De har selv været ude om det.”
Torben Bille.
Roskilde festival (juni 1981)
Martin Hall: ”Nogle måneder før vores første album udkom, blev vi tilbudt at spille på Roskilde Festival. Vi blev hentet i en tourbus af nogle folk med Gnags T-shirts på, og på det tidspunkt havde jeg allerede taget noget discountspeed, benzedrin eller dobesin eller sådan noget, så jeg var rimelig oppe at køre. Jeg mener, der blev udvekslet præparater i bussen, og at den ene af pædagogtyperne virkede lidt overrasket over at se tre teenagere gå til sagen på den måde, men sådan var det, vi var endnu et team dengang, tre rodløse skæbner mod hele rock’n’roll-cirkuset: Modsætningsforhold giver én en meget stærk definition af sig selv. Da vi så endelig kom frem til festivalen, og døren til bussen blev åbnet, var det første jeg så et ståltrådshegn, hvor der, så langt øjet rakte, bare stod folk og pissede. Lige mod mig. I min omtågede tilstand tilsyneladende i hundredvis af dem, alle sammen plakatstegte! Og i nøjagtig lige linje foran mig klamrede denne her kæmpe rocker sig så med begge arme til to næsten lige så opløste junkiekællinger på hver side af ham, mens hans plaskende organ i al automatik klarede sagen for ham. Jeg var helt paf og betragtede i et par sekunder stodderkongen, der ved synet af mit inkvisitoriske blik så bare brølede ”rock og rul!” … alt sammen den perfekte velkomst til mudderkongeriget Roskilde! Martin Hall, 17 år, i knæbukser, hvide strømper og med en rød anarkiststjerne på ryggen, vil gerne ændre verden og tager til Roskilde for at gøre det. Det var hans første indtryk.
Vi satte os ind i skuret bag scenen. Jeg sad derinde længe og var temmelig negativ. Hvad fanden var det her for et sted? Et hippiereservat for selvdøde alkoholikeres spøgelser eller hvad? En halv time senere gik vi så på scenen i Rytmeteltet, som på det tidspunkt var det største telt, og jeg mener ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at det tog os omkring ti minutter at få ryddet et ellers fuldt telt. Det var til gengæld en virkelig god følelse: at få ødelagt festen bare lidt. Der kan max have været 100 mennesker tilbage derinde på det tidspunkt, og jeg har siden hørt fra flere af de tilstedeværende, at koncerten havde været en næsten religiøs oplevelse.
Bagefter var jeg rasende og gik direkte fra scenen ind i armene på Jan Sneum fra P3 og hans åbne mikrofon og udøste så ellers alt mit indestængte had over konsumkulturen – med Roskilde som den ypperste repræsentant – ud over ham. Jeg så ikke andet end bajerdrikkende hashtumper. Det skulle efter sigende have været et ganske historisk indslag i den radiofoniske debat om ytringsfrihed. Jeg satte mig ind i bussen og ventede på at komme hjem. Væk, hurtigst muligt. Stedet mindede mig om en spejlvendt koncentrationslejr: Hvor en koncentrationslejr er baseret på fangenskab, var alle taget til Roskilde Festival frivilligt. Og hvor koncentrationslejre var defineret ved mangler, var Roskilde defineret ved overflod. Øller og fede danskere i læssevis. Jeg sad bare der i bussen og ventede i skumringen, efterhånden temmelig stenet af de forhåndenværende stimulanser, og det sidste jeg så, da bussen trillede væk, var, at man tændte de kulørte lamper over hoben af stadigt pissende mennesker i sumpen af mudder, urin og bræk. I mine øjne opsummerede det ganske fint, hvad den ende af rock’n’roll-kulturen bestod af.”
Debutpladen (september 1981)
The Icecold Waters of the Egocentric Calculation
Martin Hall: ”Ballet Mécanique var en operation. En konstruktion med mig som solisten, mig som komponisten, mig som tekstforfatteren, kunstneren og idémanden. Mig, mig, mig: det store Overjeg. Enebarn? Say no more … Michael K, trommeslageren, havde jeg det godt med. Han var en meget venlig og meget forsigtig person, en sort rastafari-teenager med en kristen adoptivmor så vidt jeg husker. Den anden, Morten V, havde jeg mødt i skolen, og eftersom vi begge gik i herrebukser fra Diakonissestiftelsen og brugte eyeliner, var han et logisk valg. Det væsentligste var dog, at han spillede violin og dermed passede perfekt ind i min idé om at prøve at fusionere rockens yderste randområder med elementer fra den klassiske musiks avantgarde. Punken havde som sagt været en åbenbaring for mig som 14-15-årig, men allerede som 17-årig var jeg i gang med overbygningen, systematiseringen af vildskaben og den mere intellektuelle dimension.
Man kan jo sige, at Malcolm McLaren var lige så præget af de engelske art schools og af Satie og Oscar Wilde, som han var præget af rock´n´roll-kulturen, og sådan var det med det meste dengang. Det var vidunderligt at købe kompilationsplader, hvor der både var Half Japanese og Jeanne Moreau-bidrag på, tekstmonologer og musikstykker. Hele punkens “do it yourself”-princip dannede basis for en hel række kunstneriske tiltag, undergrundsmagasiner og fotokopierede digtsamlinger, et greb der kunne bruges i enhver kunstnerisk henseende, og som jeg arbejdede med alle varianter af. Jeg lavede blade, udgav hjemmekopierede kassettebånd, holdt små udstillinger, deltog i kunstudstillinger med maleri og collagekunst og havde af samme grund et hav af idéer, jeg gerne så indfriet med Ballet Mécaniques musik og koncerter. Dansere, film og lysbilleder var en del af gruppens udtryk. En koncert havde lige så stor betydning som en pladeudgivelse, og koncerterne havde oftest titler: ”Masturbation of the Masterworks”, ”The Art and Music Triangle Project” etc. Der var ingen turnéer – der var begivenheder. Jeg tror ikke, at vi sammenlagt spillede mere end 15-20 koncerter.
Vi fik ret hurtigt pladekontrakt med Better Day Records, et uafhængigt pladeselskab, men skæbnen ville, at de blev opkøbt af multinationale CBS, og at vi derfor pludselig hørte til dér. Det var underligt pludselig at skulle udgives af CBS, men omvendt var det så også en mulighed for at ”angribe fjenden indefra” – at benytte sig af apparatets umådelige omfang og se, hvad det så ville føre med sig. Det var en lidt Faust-agtig handling, noget jeg fra begyndelsen havde det meget ambivalent med, men i forhold til hvor ”svær” og hysterisk vores første plade var, fik den en ganske massiv eksponering ved sin udgivelse. Pladen blev f.eks. udsendt i Holland, hvilket var et stort skridt dengang, noget der aldrig ville være sket på et lille selskab. Sagt med en god portion populær jargon ”så fik vi fjenderne til at betale regningen”. Men på længere sigt gav det ikke mening og var også en af de bærende grunde til min opløsning af gruppen. Man kan ikke overleve blandt fremmede i længere tid.
Pladeanmeldelse, Sidegaden, oktober 1981
Man får en finger i navlen
“Ved læsningen og lytningen af disse tekster, føler man sig umiddelbart ramt af udfaldene og vedkommende tiltalt af tillidserklæringerne. Det handler om følelsessolidaritet og oprigtighed. Det går dybt i kødet og bevidstheden på en, man såres og forbindes med hænder, man får en finger i navlen. Og man rammes i sin isolation med disse korte breve, som sangene også er. Derfor er pladen social, om end ikke i den overfladiske, snakkende og omklamrende form, der er almindelig i landet, og som mest ligner den professionelle sygeplejerskes “omsorg og varme”. Ballet Mécanique er fri for hykleri, de skjuler ikke den eksistentielle følelsesmæssige isolation i dette senkapitalistiske samfund bag overfladeklynkeri om velfærdets luksusproblemer.”
Michael Strunge.
Sammenbrud (sommer 1982)
Martin Hall: ”Jeg har nok altid haft en kedelig tendens til at blive skuffet over folk. Jeg forventer for meget af andre mennesker – forventer altid, at de går planken ud, hvis de involverer sig. Som det engang blev udtrykt om mig, ”lider jeg af en umanerlig upraktisk form for iver”. I den mere sjælelige afdeling stoler jeg så altid på andre mennesker, men forveksler desværre ofte min egen projektionsevne med dem og deres indsats. Med Michael K havde jeg oparbejdet en slags broderligt forhold, hvorimod jeg hurtigt fik et meget anstrengt forhold til Morten V.
Det var nogle voldsomme år, hvor vi konstant var på det ene eller det andet præparat. Jeg indtog for det meste medikamenter i et forsøg på at ændre min bevidsthedstilstand og få et eller andet mere blivende ud af tilstanden, hvilket ikke helt forekom mig at være de andres grunde. I løbet af ingen tid var bandet blevet korrumperet af den mest tåbelige form for hashrygning, bl.a. i kraft af en ganske ubeskrivelig sponsor, der røg alt, hvad han så, i sænk med sit selvimporterede dødningehash. Det var helt utroligt, hvad hans varer gjorde ved folk. Til sidst sov de andre nærmest oppe hos ham; man kunne næsten altid finde dem oppe på i den glade givers lænestole, kollapsede og fuldstændig lammet af rygningen. Der var tilstande i øvelokalet, hvor folk måtte sætte sig ned, fordi de var så påvirkede, det var umuligt for dem at stå oprejst. Jeg gad vide, hvad der ville være sket, hvis de var blevet introduceret for heroin på det tidspunkt – jeg har i hvert fald aldrig, hverken før eller siden, set mennesker gå så hurtigt i hundene. For så vidt var det et ganske interessant studie af menneskesjælens skrøbelighed; det eneste problem var bare, at det skete med mennesker, man havde holdt af.
Jeg har altid oplevet denne sløvende ende af dope-kulturen som afskyelig. Det var også det jeg foragtede hippiekulturen for: denne tilbedelse af slap selvfedme og apatisk kommen-hinanden-ved, blanke øjne og hænder der bare hviler i skødet. Det var foragteligt at se på … lige dele foragteligt og sørgeligt.
Indspilningerne af ”Icecold Waters” gik temmelig smertefrit. Vi indspillede den på tre aftener, men da vi skulle i gang med “For”, vores anden plade, faldt indspilningerne simpelthen fra hinanden. Forståeligt nok eftersom gruppen allerede var ved at gøre det. Jeg havde det virkelig svært med Morten på det tidspunkt. Han var konstant påvirket, permanent logerende i en rus der nærmest lammede hans taleevner. Selvransagelse var ikke hans stærkeste side. Og så forekom han mig mere og mere uhygiejnisk. Men han spillede stadig på violin – om end dårligere og dårligere. Til sidst kunne vi ikke være i studiet på samme tid. Jeg kan huske en lidt uhyggelig oplevelse, hvor jeg stirrede ind i hans øjne og følte, at jeg for første gang i mit liv kiggede ind i et vakuum, et menneskeligt tomrum. Men jeg var selvfølgelig selv også temmelig svær at have med at gøre, om end på en ganske anden facon – de diverse præparater påvirkede heller ikke længere mig specielt positivt. Når jeg selv tog noget, blev jeg som regel endnu mere opfarende, end jeg var i forvejen; jeg blev hyperaktiv, og for mig blev det mere og mere surreelt at se den modsatte effekt på de andre.
Jeg havde to mindre sammenbrud i løbet af indspilningerne til “For”. Det ene kan man høre på pladen. Jeg bryder grædende sammen i det tredje nummer, “Conviction Justifies All Means”, men jeg lod det alligevel komme med på det endelige album. Jeg har åbenbart altid haft warholsk poseur-blod nok til at lade dokumentet hvile i sin egen ret.
Det sidste billede, jeg har af Morten fra studiet, er, at han dukkede op uden sko på og sad og kløede sig i sine kønsorganer og fik grineflip over en eller anden sjofelhed. På det tidspunkt forekom den form for stupiditet mig utilgivelig: som om man havde at gøre med vaskeægte demens. Selvfølgelig kunne gruppen ikke fortsætte. Samtidig ville jeg gerne ud af kontrakten med CBS. Allerede med ”The Icecold Waters of the Egocentric Calculation” var det bizart at udsende en plade, der skulle revolutionere det medie, vi arbejdede i, og så ellers blive præsenteret for de pladeselskabsmennesker, der skulle arbejde for den, folk i Kim Larsen & Jungle Dreams T-shirts og Rugsted/Kreutzfeldt sweatshirts. Hele den der funky Montmartre, lyserøde læderslipsting … Ballet Mécanique var jo en modreaktion på hele Montmartre-kulturen, på den funkverden der omgav os. Det var forfærdelige Earth, Wind & Fire-tider, sikkert den mest slatne form for kropslighed, verdenshistorien endnu har set. Jeg ville væk fra den CBS-kontrakt, og den eneste måde at komme ud af miseren på var at opløse bandet, eftersom kontrakten var skrevet i bandets navn.”
Opløsningen planlægges (efterår 1982)
Anmeldelse af For, Sidegaden, oktober 1982:
“Martin Hall er et geni, et naturtalent af multimegationale dimensioner, der er simpelthen igen, der når ham til kinaskoene herhjemme, og få i udlandet, om end englænderne kan prale af at have en form for modstykke i David Bowie, som også er meget talentfuld, selvom at For får det meste af hans produktion til at blegne i sammenligning. Husk hvor du læste det først!”
Jesper Reisinger.
Martin Hall: ”14 dage efter, at ”For” var udkommet, skulle vi spille i Saltlageret, og planen var følgende: Jeg ville ved denne lejlighed offentliggøre bandets opløsning og informere de tilstedeværende om skiftet fra Ballet Mécanique til Under For. Michael K og jeg selv ville fortsætte med den nye guitarist Per H, der ved samme lejlighed ville blive præsenteret. Morten var blevet afsat i løbet af sommeren, alt sammen meget humanitært udført og i fuld enighed parterne indbyrdes. Faktisk var den eneste grund til, at vi overhovedet mødtes, at jeg havde brug for hans elektriske violin, som jeg så lærte at spille på i de mellemliggende tre måneder. Ved den sidste Ballet Mécanique-koncert beherskede jeg allerede instrumentet tilfredsstillende. Vi spillede et meget kort sæt og sluttede så aftenen af med at afspille et kassettebånd, mens et dias med pressemeddelelsen blev projiceret op på bagvæggen.”
Pressemeddelelse skrevet af Martin Hall:
“Ballet Mécaniques koncert den 15. oktober 1982 i Saltlageret var den sidste under dette navn. Gruppen forsøgte at bygge bro mellem eksperiment og massekommunikation, men opdagede undervejs, at vi mistede flere end de vandt – og dem, der skal have formidling ned med tvang er vist ikke dem, der får mest ud af det. Råddenskab og mistro sivede ind af de sprækker, der kom af at ville presse midlet til det yderste.
Og da Morten Versner på grund af høreskade og manglende idealisme “forlod” gruppen i august 1982, blev man nødt til at tage alle disse presserende problemstillinger op, som man havde ladet flyde ud så længe. Helheden var ikke den samme, fællesskabet var en kliché, som man forsøgte at overbevise sig selv om eksisterede. Og det tog således et par måneder at erkende situationens omfangsrighed og få punkteret den byld, der havde presset så længe og så vedvarende, at man ikke kunne koncentrere sig om det inderste på grund af den udefrakommende smerte.
Folk har betvivlet vores intentioner – og vel også med rette i deres verdener. Vi kendte vores ‘sandhed’ og kunne derfor hele tiden væbne os mod det fordrejede og ukorrekte had, der blev smidt i hovedet på os. Men da vores egen renhed begyndte at blive infiltreret af tvivl og angst for kommende uhelbredeligt svineri, blev vi tvunget til at skære helt ned til benet og fjerne det forrådnende kød, før det nåede en utilgivelig grad af spedalskhed, som man ville forsøge at se gennem fingre med.
Så nu må positionen markeres, den der hele tiden har været den samme, om end formen måske har sagt noget andet. Men det er den gamle historie om form og indhold igen, ”when they judge, it reminds me of that blind can’t see colours”. Folk har forvekslet plader med posering, pladerne som noget, man gerne ville stille sig op af og lade fotografiapparaternes lys opvarme én med falsk og syntetisk varme. Og hele den terapeutiske virkning er der meget få, der har troet på – og endnu færre der har kunnet acceptere. Så derfor er det kommet hertil, tilbage til skabelsen, ansigt til ansigt med dommerne, der forsøger at gemme sig i deres egne skygger, viden viden mod viden, troen på tro. Farvel til Morten Versner, farvel til det stupide navn Ballet Mécanique, farvel til foreløbige pladeudgivelser og CBS (det må her understreges, at gruppen har haft helt frie hænder hos CBS, men at de til sidst blev så frie, at kontakten gik tabt). Goddag til bekræftelse, goddag til renhed, goddag til intensitet, som man kun forveksler med råddenskab, hvis man ikke har andet end andres fejltagelser at leve højt på.
Der er noget, der hedder skyld. Og der er noget, der hedder at påtage sig skylden. Og den lokale sandhed ligger vist et sted midt imellem. Martin Hall, Michael Karshøj og Per Hendrichsen vil fortsætte missionen under navnet: UNDER FOR.”
Martin Hall: ”Dermed var det så deklareret, at vi var færdige med CBS og Morten Versner, og at bandet ville fortsætte under andet navn. Det skabte selvfølgelig en del tumult blandt folk, især blandt folkene fra CBS der udvandrede i protest. Ligesom Roskilde Festival nogle år senere aldrig havde været ude for, at et band (Under For) takkede nej til at spille på Den store Scene, havde CBS-folkene åbenbart aldrig før været udsat for, at et band pissede på dem på den måde. Ingen var blevet oplyst om noget inden begivenheden, så effekten var selvfølgelig maksimal: publikum var desorienterede, pressen overrasket og ”the corporate people” hægtet af. Pointen var en manifestation af en kunstnerisk integritet og et ønske om at bevise overfor publikum – de sjælefrænder jeg gerne så det var – at uafhængigheden var intakt. Samme morgen havde vi så sendt pressemeddelelsen rundt til aviserne, der dermed havde den dagen efter. Politiken slog det stort op.
På det tidspunkt var jeg allerede videre. Jeg havde netop indleveret det endelige manuskript til min første bog, ”Genopbyggelsen er Større end Selve Skabelsen”, og jeg udgav ”Ritual”, min første soloplade et par måneder senere. På det tidspunkt var opløsningen af Ballet Mécanique nærmest bare en bagatel, som skulle overstås. Det var et band, der var blevet en pastiche.
Der var også et andet faktum, der gjorde sig gældende, nemlig det at jeg var blevet ret chokeret over alle de medløbere, der var begyndt at dukke op til koncerterne. Jeg var begyndt at føle en vis lede ved mit eget publikum. Når jeg kiggede ned fra scenen, kunne jeg se, at fascinationen af ”det mørke”, tidens kendetegn, var blevet det bærende karaktertræk hos mange blandt publikum. De var fascineret af ”det mørke”. Mens vi andre prøvede at komme ud af det, virkede det nærmest som om, nogen kørte hele togladninger ind fra forstæderne med folk, der bare slet ikke kunne få nok af det. Det forekom mig noget nær lige så absurd, som hvis en person forsøgte at komme ind på den lukkede afdeling. Michael Strunge fortalte mig på et tidspunkt, at han var ked af ”kun” at være maniodepressiv: I hans øjne var det mere sejt at være skizofren – ”sådan ligesom Bowie” som han udtrykte det. Det var svært at tage alvorligt.
Gennem Ballet Mécaniques tre år lange eksistens var tilstrømningen af ”mistænkelige typer” blevet større og større, og til den sidste koncert følte jeg simpelthen foragt for størstedelen af vores publikum. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle stå der og videregive helt private erkendelser, når det så åbenlyst var fuldstændig bedøvende ligegyldigt for størstedelen af dem. Halvdelen af dem var mere interesseret i ska-hatte og mod-tøj. Selvfølgelig skal man spille for de enkeltindivider, der genkender noget i det, de finder i ens tekster og musik, men jeg reagerede meget stærkt på de folk, der ikke kom af den grund. Jeg overreagerede selvfølgelig også en hel del.
Fascination var virkeligt blevet et nøgleord i startfirserne, og i fascinationen lå der selvfølgelig det samme ubehagelige ”brug og smid væk”-mønster, som der ligger i enhver anden massekultur – en meget nonchalant holdning til egentlige værdier. ”Brug noget den ene aften og smid det væk den næste dag”. Og det blev for så vidt kun værre og værre op gennem første halvdel af firserne, eftersom folk blev mere og mere fascineret af det ”mørke”, det faretruende … ”ih altså, jeg er bare inde i den mest skidespændende identitetskrise, du kan forestille dig”. Novra. Folk begyndte at tage amfetamin for at prale af nedturene, det var helt absurd. Har man oplevet nedture nok, søger man dem ikke ligefrem; det at lede efter noget i den ende af intensitetsskalaen forekommer mig at være wrong way up. Der findes de her trickfilm, hvor man ser en plante vokse fuldt ud på mindre et minut, og sådan oplevede jeg også publikum dengang. Man kunne nærmest se dem degenerere. Det startede med de alvorsfulde poeter, og de blev med tiden fuldstændig kvalt i denne masse af charlataner og festidioter. ”Tidens Tern” som C.V. Jørgensen kaldte en plade fra den tid. Miljøet gennemgik en kollektiv fordummelse, og grunden var for så vidt klar nok. Ethvert miljø svækkes af sit eget ønske om at være grænseoverskridende: I den grænseoverskridende handling mister man centrum og skylles dermed længere og længere ud, som ringe i vandet, for til sidst bare at blive opløst.”
Opløsningen (15.oktober 1982)
Martin Hall: ”Jeg gik på scenen og sagde farvel til en kontrakt, som de fleste andre ville have gjort hvad som helst for at få. Jeg gjorde mig uvenner med pressen, med publikum, med alle, og det gjorde jeg for at understrege, at jeg ikke var blevet korrumperet. Det var det væsentlige på det tidspunkt. Symbolværdien af at vise man ikke var korrumperet.”
PIONERER UDEN ET MÅL
PIONERER UDEN ET MÅL
MAGASIN
JANUAR 2012
GAFFA (ISSN 1901-2624)
I forbindelse med 30-års jubilæet for den engelske postpunk-gruppe Crawling Chaos’ debutalbum The Gas Chair skrev Martin Hall i januar 2012 Klub Gaffas særtillæg om gruppen og pladen.
Artiklen var en del af en større serie om den britiske musikscene 1977–1984, som Hall skrev til Gaffa i løbet af 2011 og 2012.
Du kan finde en pdf-version af artiklen her:
FROM HALL OF US TO ALL OF YOU, A VERY MERRY EVERYHING – GAFFA FEATURE 2011
FROM HALL OF US TO ALL OF YOU … A VERY MERRY EVERYTHING
GAFFA, december 2011
Som en mulig inspiration til listen over antikvariske julegaveønsker gav Martin Hall sit personlige bud på en top 10-liste over de bedste britiske 7”-postpunksingler fra perioden 1978–1981 i decembernummeret af GAFFA 2011.
1. The Homosexuals: “Hearts In Exile” (Lorelei 1978)
Musikbranchens ”sex, drugs and rock’n’roll”-parole signalerer noget frigjort og anarkistisk, men i bund og grund følger de fleste aktører nu alligevel en række ganske konforme og konservative spilleregler. Der er uniformer for alting, ready make-identiteter og masser af simili-grænseoverskridelse, hvor imitationens regelsæt nøjsomt bliver overholdt i mytedannelsens hellige navn. Alle vil gerne være så og så unikke, men helst på samme måde som alle andre.
En gruppe der i enhver henseende aldrig har hverken passet ind, fået succes eller opnået nogen egentlig status, er engelske The Homosexuals. Bandet rejste sig i 1976 fra asken af punkgruppen The Rejects, efter at leder, sanger og altoverskyggende frontfigur Bruno Aleph Wizard var blevet træt af det, han oplevede som “the new conformity of punk”. I stedet stiftede han i 1978 alternativet The Homosexuals, hvis navn var fra dag ét var dømt til at blive misforstået, blacklistet og negligeret (den oprindelige trommeslager forlod sågar bandet pga. det nye gruppenavn).
Idéen bag navnet var dog ”straight” nok, idet ”homo” stod for mennesker af det samme køn (bandets medlemmer), og ”sexual” repræsenterede den kunstform (rock), som de havde valgt at beskæftige sig med – altså, voila!, The Homosexuals.
Musikerne i gruppen kom og gik, mens ensemblet fra 1978 til 1984 indspillede og udsendte en række plader på små, obskure pladeselskaber – ikke kun i eget navn, men også under pseudonymer som Bigger Than the Number Yet Missing the Dot, Ici La Bas, George Harassment og Sir Alick & the Phraser. Meget passende lagde de dog stilsikkert ud som The Homosexuals med 7”-singlen ”Hearts in Exile” (1978), der gennem årene er forblevet min all-time ever favoritsingle.
2. The Pop Group: ”We Are All Prostitues” (Rough Trade 1979)
Har man dermed allerede kåret verdens bedste 7”-single, hvorfor så ikke lige følge op med udnævnelsen af verdens bedste lp også … hvilket, nej, i mine ører ikke er Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, men derimod det Bristol-baserede band The Pop Groups Y. Dette mesterværk udkom i april 1979 og repræsenterer som enkeltstående titel bedre end noget andet det kunstneriske og stilistiske nybrud, som fulgte i kølvandet på punken.
Uden The Pop Group, ingen triphop – så enkelt kan det siges, i al fald hvis man spørger Portishead, Massive Attack og Tricky, der alle stammer fra Bristol-området.
Inspireret af lige dele Miles Davis, Leonardo da Vinci og Amnesty International forfulgte The Pop Group hårdnakket en radikalt eksperimenterende og stærkt politisk inklination, der et halvt år efter lp-debuten udmøntede sig i singlen ”We Are All Prostitutes” – en af de mest aggressivt lydende musikalske fordømmelser af moderne forbrugerkultur nogensinde udgivet. Selvom nummeret er a funky piece of work, får indspilningen stadig punkklassikere som både ”Anarchy in the U.K.” og ”God Save the Queen” til at blegne, hvad angår musikalsk vildskab og indædt indignation.
”We Are All Prostitues” er et frontalangreb på det moderne forbrugersamfund, et harmdirrende opråb der kan koges ned til 1 stk. rungende ”skam jer!”, og at gruppen i løbet af ét og samme år formåede at udsende to af periodens mest ekstreme og sonisk skelsættende enkeltudgivelser – debutalbummet Y samt den omtalte single – er og bliver en kreativ magtdemonstration uden sidestykke.
3. A Certain Ratio: ”All-Night Party” (Factory Records 1979)
A Certain Ratio er en af den slags grupper, hvis senere noget ligegyldige virke desværre overskygger bandets tidlige form. Dannet i 1977 og dernæst signet til Factory Records af selskabets legendariske stifter Tony Wilson udgav gruppen dog allerede i maj 1979 denne single – uden trommer.
Jeg understreger fraværet af slagtøj, idet trommeslageren Donald Johnsons medlemskab i gruppen senere samme år ændrede gruppens udtryk radikalt. Fra at være et dunkelt-dronende, støjorienteret outfit blev bandet herefter Factory Records’ ”white hot funksters”, et skift der indledningsvist var fabelagtigt, men som ved sangeren Simon Toppings gradvise exit udviklede sig mere og mere intetsigende.
Den omtalte debutsingle emmer af periodens helt særlige zeitgeist – af lige dele østblokstristesse og spirende Manchester-avantgarde. På coveret ser man en warholsk kvadratgengivelse af en død Lenny Bruce, og dette førstehåndsindtryk matches fint af pladens to numre, ”All Night Party” og ”The Thin Boys”. Det er en monotont-enerverende, firkantet og kold lyd, der gemmer sig i vinylrillerne, en stillestående dis af lige dele 154-Wire og Joy Division, som ikke desto mindre har sine helt egne kvaliteter.
Året efter singledebuten udsendte A Certain Ratio The Graveyard & The Ballroom, et kassettebånd der bestod af én side med studiedemoer og én side med koncertoptagelser. Jeg havde det held at opleve gruppen live i London i april 1980, dvs. et par måneder efter udgivelsen af båndet, og her var støjen stadig en lige så væsentlig del af lydbilledet som Donald Johnsons über-funky stil og drive. Koncerten er en af de bedste, jeg nogensinde har set, plain and simple, hvilket kan være med til at forklare min affektion for denne tidlige udgave af bandet.
4. The Associates: ”White Car In Germany” (Situation Two 1981)
Den skotske gruppe The Associates indspillede og udgav i løbet af 1981 seks singler på det lille pladeselskab Situation Two. Pladerne udkom mellem april og december, og hvilken perlerække af barokke, grænsesøgende og ekstremt originale (såkaldte) pop-singler!
Den sidste i serien var ”White Car in Germany”, en elektronisk influeret torch-song-by-feel, hvor sangeren Billy Mackenzie eksekverer sin storslåede vokalpræstation ved hjælp af en tekst, der i sig selv nærmer sig olympiske højder: ”Anonymous as bathrooms /Androgynous as Dachshunds /Is this your infirmary /On the road to recovery /White car in Germany”.
Nu hverken kan eller vil jeg gå i dybden med The Associates ved denne lejlighed, blot understrege at vi her har at gøre med et af de mest unikke, begavede og ekvilibristiske ensembler fra perioden. Gruppen var i sin essens en duo bestående af Mackenzie samt medsangskriver og multiinstrumentalist Alan Rankine, om end bandet udadtil også talte bassisten Michael Dempsey (fra bl.a. The Cure) samt John Murphy (Death in June m.fl.).
Samtlige seks singler fra Situation Two-perioden er i øvrigt udgivet som både lp og cd under titlen Fourth Drawer Down – et vidunderligt studie i start-80’ernes kreative legepladser og produktionsmæssige eksperimentarier.
5. Throbbing Gristle: ”United” (Industrial Records 1978)
Okay, selvfølgelig burde Joy Divisions ”Licht und Blindheit”-single fra foråret 1980 være med i en top 5, når det handler om postpunkens fortræffeligheder, men eftersom den helt teknisk er udgivet af det franske selskab Sordide Sentimental, så lad mig i stedet inkludere Throbbing Gristles ”United” i high five-sektionen – ikke fordi det som sådan er gruppens mest imponerende stykke arbejde, men fordi singlen fungerer så eksemplarisk som både moderne elektronisk popmusik og tabuundersøgende samtidsanalyse.
”United” er en overraskende stueren produktion. Det er et koldt og klart, gennemsigtigt og dog dobbelttydigt univers, man som lytter præsenteres for, en sang der på trods af sin umiddelbart lettilgængelige lyd forbliver lige så foruroligende at lytte til i dag som ved sin udgivelse i 1978.
”It’s a campaign, it has nothing to do with art” formulerede sanger og frontfigur Genesis P. Orridge et par år senere gruppens agenda på albummet Heathen Earth (1980). Samme diktum gør sig i mange henseender gældende for singlens vedkommende: ”United” er en biopsi, gennem hvilken gruppen undersøger samfundets cellevæv. Diagnosen er – næppe overraskende – ikke god.
6. Crawling Chaos: ”Sex Machine” (Factory Records 1980): Givetvis Factorys mest bizarre udgivelse nogensinde. Et absolut must-listen!
7. File Under Pop: ”Heathrow” (Rough Trade 1979): Rough Trades ditto. Loved it then, love it now.
8. The Normal: “Warm Leatherette” (Mute 1978): Hvis jeg nævner, at manden bag gruppen hedder Daniel Miller?
9. Subway Sect: ”Ambition” (Rough Trade 1978): En sensationelt overset popsang fra en sanger og sangskriver, der desværre led nogenlunde samme skæbne.
10. Cabaret Voltaire: ”Nag Nag Nag” (Rough Trade 1979): En koldsvedsdrevet genreklassiker fra Sheffield.