RELIEF / CUTTING THROUGH (SPECIAL EDITION)
RELIEF / CUTTING THROUGH (SPECIAL EDITION)
MARTIN HALL
CD
SEPTEMBER 2009
PANOPTIKON (OPTIK 17)
Det mest efterspurgte album fra Halls 80’er-katalog har altid været Relief, hans første solo-lp, en plade hvor han ud over at synge også spiller samtlige instrumenter selv – fra trommer til strygere. Pladen udkom oprindeligt i foråret 1985 og har siden toppet de fleste fanbaserede afstemninger som Halls bedste plade gennem tiderne.
Inden efteråret 2009 havde albummet aldrig været udgivet digitalt før, hverken som download eller cd, men i september dette år udkom både Relief og Halls anden store 80’er-elektropop/rockplade Cutting Through (1986) langt om længe på cd, remastered og samlet på én disk. Den nye special edition blev udsendt med nyt coverdesign.
1. Eyes and Hands (5:11)
2. An Overture (4:58)
3. A Description of Patterns (4:49)
4. Network (3:56)
5. Resonance (5:55)
6. Word on Word (5:00)
7. Spiral (3:27)
8. As It Begins (5:45)
9. Showdown (7:50)
10. Crush (5:14)
11. Cut Off (6:03)
12. Deep Inside Me (10:42)
13. Synthesis (8:28)
EYES AND HANDS
As I am
Changing in these filters of light
Without difference between the symbol and the force that is symbolized
Just like you
Scanning the shadows
I see you through nothing but eyes
Depending on eyes
As the sphere of wound strengthens the love
Earthbound to heaven but trapped in the mirrors
If self-made conditions rule perfectly blind
So selfish bourgeois
So vulgar pretentious in your attempted martyrdom
From sacrifice to power release
The strain keeps the balance of love
While it shines like a diamond
So dustless and unseen
Beyond tension and form
Feel it
Skinless
Take it in
In whirls of love
Through eyes and hands
A voice surrounds me
A touch reminds me
Equalizing every change
Again I lie down to die in your arms
Surrounded by the rings in the water
Beyond dividing life into senses in intellectual self-mutilation
In every circle knowing the centre
In every touch a signal so tender
All on the outside
All on the inside
Without distinction
From request to request
Hiding in the mirrors
In these laws of pain
In the identity of the pain
Drawing the lines between love and hatred
Based on code and revenge
Where’s your respect for love?
Where’s your respect for life?
Acting out neurotic non-appearance
Stimulating some denied desire by simulating a heart on fire
In worlds on location
In wordless betrayal
In the illusion of security
But there will be no restrictions
Nor any limits
For body and spirit
When love transcends
In both sense and symbol
Beyond good and evil
Beyond you and me
Cover me with your eyes
AN OVERTURE
There are no such concepts as “for” or “against”. Love is centreless, limitless, beyond any man-made black-versus-white terminology. Of course there has to be a reality based on the “love under will” principle but to regard this discipline as the final point could easily become just another counterphobia. There’s no truth to hide in, no lie to prosecute. We’re here all alone and every individual judges itself.
Pictures melting
Covering all senses
Marks the outline of your presence
And your whisper hits me like a scream
Of affection
Savage as death
As I lie by your side in the still of the night
The oblivion of all that’s ever been left behind me
Cut on cut
Lines on lines
The return from each bow
In a triangle move
From the nucleus to the final break
In this vacuum between how we think two-dimensional but sense three-dimensional, emotion and intellect are often considered as two ends in themselves. However, it seems to me that they’re just the two ground pillars over which the web of the spiritual reality can be woven. It’s like a black-and-white photography. You don’t see the black colour isolated from the white. You instantly perceive the colours united as the motive of the picture.
As I sense you in delayed impressions
Set in time by zigzag patterns
All relations synchronized with nearness
As the nature of fulfilment
And from stretch to relief
All I’ve seen
All I’ve done
Blow on blow
All untouched
Closer and closer in every turn
The eternity of every moment we share
And the perfect decay
Of the mornings
Of the waves of time
A DESCRIPTION OF PATTERNS
The claustrophobia
The haze of a thousand cigarettes
You talk about magic
But you can’t even change yourself
The self-destruction we used to worship
The perfect setting
If good it turned me on
If bad it tore me up
In mind made of steel
In value and sharing
Repressing your need
Feel it out
Get it out
Don’t you feel the lie?
The drug-confirmed doubt
An all-hate obedience in this aftertaste of impossible dreams
And every keyword
Every war fought for independence
Remember the details
Spread in circles to cover the wound
Structures of reality
Overtures of defeat
In love it brought you near
In fear it brought you to hell
Neanderthal ways and left behind dreams
A thousand more words just to emphasize another skin-deep announcement
The love that we shared
So brutally wasted
In line-ups of doubt and delusion
And question marks much too easily set
As we never gave ourselves completely
As questions defeated all answers too perfectly
Surrounded by walls
From level to level
From words to silence
From hate to love
I don’t regret anything that I’ve done
I just want to become what I am
NETWORK
Through the rupture to the surface
With the tissue of days laying soft over skin
As white on white
In this reverberation of love
The warmth comes in waves
Guided by nerve
Just like the air covering me
As the light reflects itself
In this change of scenery
A reunion takes its place
Transforming namelessly
Into crystal and cell
Into heaven and hell
Into all we’ve ever seen
Into all we’ve ever been
From word to matter
Silhouettes ensouled by the loss
In a vortex of skin
To the centre of the bindings
While you simulate love
The transcendence remains your trauma
As you think in 2D
Think in 3D
In this network
Words reinforced in their turn-back from the walls
And absorbing all your nearness
I breathe in every particle of you
And in memory of you
I’ll connect these worlds apart
I will find all that I need
In the mirror of your eyes
And be breathless by love
RESONANCE
Weakening over weakening
A fire that burns so brightly
Only a shadow cast by yourself
So soft and fading
Wind over body
Shaking each nerve
In curves of freedom
In the hardest care
A baptism in desire and in merciless grace
And in this fusion
Sister shadows compressed to the core
Difference on difference in every framing I make
In display on display
And again
Afterwards
In the beauty of all death
An ultimate reality
Double-lined from phase to phase
From the mother-wound to the scabelon
From one to zero in a circle of ten
Burning cities melt into sunset
The blue light
The white beds
The roaring shapes of love
From stone to skin
Forcing all life
Trapped in this outline
For you alone
This time for all we know
Like a shadow
I feel you near
In all these nights without you
Flickering
From dust to contour
Always there
From the centre to the line
Hermetically closed inside me
For you alone
This time for all we know
Shining through time
Sacred but still so raw
And all the love
Moving so motionless
And even now
As it always will be
In each overload
Affection running tenderly wild
Losing shadow in every move I make
In a flow of warmth
Like blood spreading in water
All alone
Surrounded by time
From displacement to displacement
And in the shadowplay of memory
Closing my eyes
And into the abyss of your love
Trapped inside the heavens of your touch
Felt like this a hundred times before
Still I only need it more and more
I will drink the salt stains from your skin
Kiss you clean from all the violence
Drugs, repression, fantasy and fear
All I need is just to feel you near
WORD ON WORD
I took every advantage
As I questioned your love
And took every precaution
In remembrance of my own ways
And the crush-up of time
Mirrored in question marks
So insensible real
Surrounded in drugs and wasted love
And again
As the dogma of death constitutes every movement I make
In a liberation too “fascist” for you
In a declaration understood by too few
Word on word
In this classic replay
In my face
All the limits of time
The pathology of the warfare we live
All the consequences of what we couldn’t give
Still you’ve given me everything you could
In each line thousand points
In each move thousand turns
Never ending
Nor beginning
No pretending
No regretting
Just a change too weak to notice
In these well-known patterns of the cause and effect
In these crimes of extension
Every loss still reflects the love
Ever-changing design hides the transparency
Of the presence we share
The transition in which we live
All the life, all the Golgotha moves
Burning proud
In the end burning out
I demand nothing
But I still need it all
In reversed arrangements of the rise and fall
And of course love is marked by the etch
But the core is revealed in the stretch
In robbed mind
Raped body
In the bloo it flows
All the life
All the light
In the ash it glows
All the light
Burning deep inside
And the pure brilliance in a tired glance
Clearing on clearing and life re-appearing
The free flow and the breakthrough
To dare the all-care
The matrix of every sense of “God”
SPIRAL
Time passes time
In the shadow of action
In its most pure form
From moment to moment
Changing all the time
Release me with the strongest bond
Eyes on eyes
Keeping me near
Taking me in
Just like a membrane all around me
Shine out
Release
Heal inside out
Let it pour directly
You made me forget
In shape, sound and figure
A retreat so perfect in every way
From death to resurrection
And the conditions reborn
Everything had to be this way
What we gave
What we shared
What we are
In emanation on emanation
Always in me
Kept in my heart for eternal time
You made me forget
AS IT BEGINS
How should I ever forget the moments?
The nights without sleep
The days of fever
And from genesis to this glimpse
Movement all flecked with horizon
Passing every line again
And nevermore the same
Walking into the light
And I remember each shadow set cast upon our bodies
Cooling burning skin in the colour slide of night
Force locked up in strain
A balance containing it all
The still waters run so deep
And nothing was denied us
In all-disappearance
Without any after image
I took what I needed and gave what I could
The never-ness we surrounded ourselves with
The reasons alone and the ways we took
Shapes left behind
Reflecting survival
Degrading and fading in endless perfection
How should I ever forget the ages?
The testaments of the masses out there
In this legend that we all live
Clothed in space and placed in time
But nevermore alone or distant
In these mandalas
In the freedom of love
An immemorial origin burning deep inside me
Once upon a time in a timelessness called now
And I wanted everything
Believed in every word
In love and sweat
In face and memory
And nothing was denied me
Into pyramid shape
Light on light in reflection
From essence to reality
Element to element
Light strokes flowing like a stream of gold
Breathing the air in this all-abundance
And while the sky breaks into sight
Revealing bones and metal
How should I ever …
All my life I’ve lived for one thing
I’ve been given everything
And while I move towards the centre
I recall it all
And nothing is denied me
And nothing will be denied me
SHOWDOWN
As everything changes me
Exploding in start on start
It shines on so hard through you
A crystal of flesh and blood
And caught in the blue of night
In the meshes of your love
A freedom turned upside down
To this point of no return
In your face
In your eyes
In the savagery of how we love
How we die
A fever is burning
Releasing my spirit
In these European schemes
Imprisoned in mind of stone
A system so centralized
Conceptual humanity
The “Arbeit Macht Frei” parole
In rock’n’roll terms like these
You know what it’s all about
But that doesn’t change the need
Through obsession and love
Through the days and the years
And still burning inside
There’s no turning back now
The circle is broken
Feel the showdown
CRUSH
As you fill me again
I have no further questions
Condemned to be free
As I reach out for you again
Nothing is new
But something has grown
Bigger than both of us
Stronger than memory
And much stronger than defeat
I’m gonna crush the worlds we used to know
A seed is sown
I’m gonna let it grow
I’m quite aware what I’ll be going through
There’s no way back
It all depends on you
My destiny
I’ve seen it in your eyes
A love so deep
A stream that purifies
And in your arms
The nature of all death
Is nothing but a touch of timelessness
I’m gonna crush you with my love
I’m gonna be crushed up in love
CUT OFF
Living the change as night closes in
Freezing my moves in each flicker of light
We’re lying so close
Your breath burns my skin
Still feeling alone though you’re right by my side
Nothing lost
Nothing gained
So it seems
Still we’re much closer than ever
Like a child in the night
In its dreams
In its return to forever
A dream came true
A nightmare too
And we’re just two out of millions
I hold you tight
As if the night was an angel of death come to take you away
And it feels so unreal
Like there’s magic in the air
And your face in the haze
It’s reflected everywhere
And it burns as it turns
Like a sun that blinds my eyes
Sharpening everything
Through your whispers
Through your cries
We’ve seen it all
The heavens and hells
Questioned each move in the name of the game
Played every role escaping ourselves
Ending concluding we all feel the same
As we were
As we are
We will be
Emotional “Führer der Menschheit”
Time is set
The twentieth century
And everyone knows what it feels like
It seems to be point 93
So feverish a reflection
The children of rejected love
All alone in the night
Fighting shadows of need
In the wind
Dust rising
Forming figures in the air
Night and day blown away
By a memory so bare
Bridges burned
Lives have turned
Slowly growing inside out
Mirrored in origin
In the limits of all doubt
The eyes of a child
A pulse running wild
Releasing this vacuum
A balance so tense
In thought and in sense
Can’t make it alone this time
In this mystery
Of every degree
From here to eternity
So tender and raw
The flame of the core
The hardest surrendering
DEEP INSIDE ME
Like re-running each way
Every aspect of love
Every night and day placed so precisely
Every sacrifice that freed us from our patterns
Guiding us face-to-face to this consequence so essential
And the tender pain that comes with freedom
Connects me to the presence we share
Love’s like a shadowplay
Imagined through survival
We’re here all by ourselves
But nevermore lonely
Nevermore lonely
Watching the lines being carefully drawn now
I couldn’t make it if I were without you
Knowing the ages of every tomorrow
In every turn ever made just a notion
Child on child
Sustain my love
The final triumph
The thirst deep inside and the surface
From crowd to crowd
In these streams of emotions
Watching it all gather to action
And every time we connect with the basis
In the holy name of the transfer
I let you grow deep inside me
With the dignity of my life
I let you grow deep inside me
SYNTHESIS
To my love
Wherever you may be
I’m with you
United in spirit
My life lies in your hands
All power ever been
All power yet to come
Is here now
This instant
Around us
Inside us
”Gåsehudsfremkaldende smuk, vedkommende, medrivende … Relief: Helstøbt. Smuk. Sig selv. Gå for gudernes, din egen og Martins skyld ikke glip af den. Vi har fortjent den.”
B.T. – Kim Schumacher (maj 1985)
”Jeg har altid følt mig mere benovet end betaget af Martin Halls musikalske monumenter … Denne gang er er jeg ligeså betaget som benovet.”
MM – Kim Skotte (maj 1985)
”Relief er Martin Halls værk … En både fysisk og mental præstation.”
Politiken – Anders Rou Jensen (8. maj 1985)
”Giganten inom dansk nyrock … Martin Halls musik har aldrig varit lättgripbar. Men nya LP’n är hans mest lättilgängligå nånsin – popmusik, nästan. Ändå har han inte tappat sin personlighet. Sin livsfilosofi – en okuvlig vilja att ta reda på meningen med livet, världen, ALTT!”
Kvällsposten – Bengt Eriksson (29. juni 1985)
“Det, der for mig altid har virket befriende ved Martin Hall, er det enorme ambitionsniveau, både hvad angår udtrykket og indsigten, han stedse har lagt for dagen. Og således også med Cutting Through … Første halvdel af dette dobbeltalbum er heftig rytmisk musik, og bevæger sig fra det ene energiske og smukke højdepunkt til det næste. Det har soul, der kan danses, der kan svimles. Storladent som altid, men med et strøg af intimitet over sig.”
MM – Kim Skotte (marts 1986)
“Martin Hall har skabt en monumental oplevelse af sjælden dansk karakter.”
Aktuelt (marts 1986)
“Der er tale om en musikalsk harmoni med overvældende symfoniske klangflader i international produktion. Til forskel for den forrige Reliefer der lidt mere luft og stilhed på denne plade. De ellers så karakteristiske skærende violiner er næsten forsvundet, men musikken besidder fortsat en hypnotisk-ekstatisk tiltrækningskraft gennem numrenes stigende intensitet.”
Byens Fri Blad (marts 1986)
“Storslået og flot.”
Jyllands-Posten (april 1986)
“Martin Hall har gennem 80’erne tegnet sig som det vigtigste begreb indenfor dansk nyrock og eksperimentalmusik, kunst, performanceteater og litteratur. Han har som 22-årig allerede en produktion bag sig, der overgår de fleste kunstneres samlede udgivelser i løbet af et helt liv.”
Levende Billeder (april 1986)
“Martin Hall har sat et livsbekræftende punktum for karrieren som kult-helt.”
Frederiksborg Amts Avis (april 1986)
“Martin Hall ist Dänemarks Antwort auf Trevor Horn.”
ME/Sounds (februar 1987)
”Flot skal det være. Og det er det også. Alle instrumenter står fornemt defineret i mixet og Halls vokal er teknisk flottere end nogensinde … Cutting Through slutter, i hvert fald i denne udgave, af med den helt igennem fantastiske “Synthesis”, der for mig står som et godt bud på det flotteste Martin Hall-nummer nogensinde. Dybe, ulmende synthesizere danner baggrund for repetitivt orgelspil, der sender tankerne i retning af Philip Glass’ Koyaanisqatsi, og efter et par minutter bliver der også plads til Halls særegne vokal, der næppe nogensinde har lydt mere melankolsk. Stemningen er trykket, men ånden svæver, og selvom cd-spilleren angiver 8:28, når nummeret slutter, så er det som en lille rejse gennem tid og sted.”
( * * * * * )
Gaffa – Ras Bolding (21. september 2009)
“Det må være en fryd at være Martin Hall aficionado i 2009. For selvom erklærede fans nok allerede har det meste af Halls bagkatalog stående, så har de i år kunnet udvide samlingen med genudgivelserne af Random Hold og Under Fors Apparently All The Same. Nu følger så Relief og Cutting Through.“
Geiger – Martin Petersen (28. september 2009)
”Musikken er fibersprængende vital og pompøst storslået som et maskebal på Versailles i barokkens Frankrig, og samtidig er den et perfekt og uforligneligt tidsbillede, der portrætterer og forener glam, postpunk og den regulære 80’er-lyd, der er så godt kendetegnet ved den altoverskyggende lilletromme og den påtrængende, paranoiafremkaldende rumklang. ’Relief’ er en af den slags plader, jeg håber, vil blive genudgivet om nogle og 20 år, eventuelt sammen med den efterfølgende Cutting Through i en remastered udgave, så fremtidens ungdom – og dem, der ikke ejer en pladespiller – også vil kunne nyde godt af denne mastodont. Det vil i øvrigt ikke gøre noget, hvis begge plader lægges på den samme cd og forenes til Relief/Cutting Through, da jeg er sikker på, at de også sammen står som en stærk oplevelse. En sådan udgivelse ville uden tvivl kunne bringe mig direkte tilbage til 80’erne – vel at mærke de gode 80’ere, der fortjener at blive husket for eftertiden.”
( * * * * * * )
Undertoner – Jonathan Heldorf (6. november 2009)
Flemming Nygaard: Cello
Janine Neble: Kor
Martin Hall: Vokal, trommer, keyboards, flygel, bas, violin, guitar, marimba, båndmateriale, programmering
Søren Frank: Saxofon
Søren Jacobsen: Guitar
Design: Kenneth Schultz
Foto: Territorium
Begge originalplader blev udgivet i både Tyskland og Skandinavien. For yderligere information om disse oprindelige udgaver, se venligst opslagene Relief og Cutting Through.
Skrevet og produceret af Martin Hall.
Indspillet i hhv. januar/februar samt sensommer/efterår 1985 i Custom Sound med tekniker Peter Grønbæk. Mixet af Martin Hall og Peter Grønbæk. Track 1–8 oprindeligt udgivet som lp’en Relief i maj 1985 og track 9–13 som Cutting Through i februar 1986. Remastering i 2009 foretaget af Johnny Stage.
AUTENTICITET
AUTENTICITET
CHARLOTTE MANDRUP
SAMTALEBOG
SEPTEMBER 2009
JYLLANDS-POSTENS FORLAG (ISBN 978-87-567-9337-7)
Martin Hall var omkring udgivelsen af Autenticitet – moderne ledelseskommunikation en hyppig gæst hos moderne danske erhvervsvirksomheder som Mærsk, Grundfos, Rambøl, Novo Nordisk og DSB. I selskab med en række af det politiske felts og erhvervslivets toneangivende stemmer stiller han af samme grund op til en snak om moderne ledelse og de udfordringer, der følger med det, i en bog skrevet af executive coach og forfatter Charlotte Mandrup.
Blandt udgivelsens andre medvirkende finder man bl.a. Christian Stadil (ejer og bestyrelsesformand for bl.a. Hummel), Flemming Østergaard (bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment A/S), Margrethe Vestager (gruppeformand for Det Radikale Venstre og senere økonomi- og indenrigsminister) samt Peter Mogensen (politisk kommentator og redaktionschef på Politiken).
Genre: Samtalebog
Sideantal: 234
Design: Kenneth Schultz
Foto: Bjarne Stæhr
”Måske du undrer dig over, hvad Martin Hall laver i en bog om ledelseskommunikation. Det gør han også selv.”
”God ledelse fra Martin Hall … finder den kant og nerve i sig selv, der kan inspirere andre.”
Fyens Stiftstidende (30. august 2009)
”En vedkommende og klog bog om autenticitet og moderne ledelseskommunikation i krisetider. En bog, der skal læses af alle … ”
ALK – Jens Bager (31. august 2009)
”Ramt lige på kornet.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende – Kirstine Christensen (13. september 2009)
”Ikke rigtigt noget nyt under solen. Var der blevet spillet mere ping-pong i forhold til idéer man præsenteres for i bogens indledende del, kunne det til gengæld være blevet rigtig interessant. Der er dog en enkelt undtagelse. Interviewet med kunstneren Martin Hall er ganske enkelt forrygende. Med et helt andet perspektiv end man normalt ser i management-litteraturen, er det en sand fornøjelse læse en gammel punkers syn på erhvervslivet op gennem 80’erne og frem til i dag. Stor cadeau til den der fik idéen til, at lade ham være en del af virkelighedens input.”
( * * * * )
Børsen – Henrik Ulander (27. januar 2010)
SAMTALE MED MARTIN HALL
Indledning ved Charlotte Mandrup:
Måske du undrer dig over, hvad Martin Hall laver i en bog om ledelseskommunikation. Det gør han også selv. Og ganske karakteristisk var han da også noget tilbageholdende med at acceptere invitationen om at medvirke. Så det må blive mig, der definerer, hvilke perspektiver en avantgardekunster som Martin Hall kan tilbyde erhvervsledere.
Først og fremmest er han efter min vurdering en af nutidens ganske få samfundsiagttagere, der kan spejle vores særheder, vaner og optræden på en måde, der er skarp nok til at vække opmærksomhed – ikke mindst fordi hans iagttagelser er iklædt et sprog, hvis poetiske nuancerigdom står i skærende kontrast til tidens og især erhvervslivets funktionelle brug af sproget. Men derudover er noget af det, jeg især nyder ved Hall, hans skånselsløse diagnose af det moderne menneske, der dog hviler på en grundlæggende respekt for livet og mennesket – og som er fremført med en gentlemanagtig høflighed, der mest af alt hører hjemme i romantikkens verden. Og så besidder han filosoffens evne til at perspektivere begivenheder og tendenser.
Jeg er ikke i tvivl om, at kunstnere, der kan forklare sig sprogligt, har rigtig meget at tilbyde erhvervsledere. Dels kan de anskue tingene fra en ganske anden synsvinkel, dels formår de at minde os om sprogets ubegrænsende muligheder. Og hvis de – som Hall – formår at bringe en formløshed ind i samtalen, så udhules de strukturer, vi ellers antog som stabile og velfungerende med det resultat, at der pludselig opstår nye vinkler, nye hybrider og nye idéer.
Erhvervslivet har en fantastisk evne til at udtrykke sig præcist og funktionelt og til at anskue verden meget konkret. Praktisk, pragmatisk og håndgribeligt. Men vi har begrænset tradition for at kommunikere fabulerende, eventyrligt og poetisk eller for den sags skyld for at tale om eksistentielle emner. Vi er vokset op på handelshøjskolerne her og i udlandet, og det vildeste, vi har lært, er konceptuelle modeller af menneskelig adfærd. Ikke meget sjæl i det. Ikke meget poesi.
Så når de nye tider kalder på en anden form for inspiration, når fremtidens ledere skal kunne løfte, flytte og bevæge såvel det enkelte menneske som store organisationer – så må vi vende os mod andre traditioner og lære af dem. I dette kapitel har jeg derfor bedt Martin Hall give sit bud på den ikoniserede erhvervsleder, på kulturen der formede os og på sprogets muligheder:
Nutidens ledere er rundet af 80’ernes kulturarv
De ledere, der i dag er i fyrrerne, er rundet af 80’ernes kulturarv, hvilket jo er sært aktuelt, fordi 80’erne var gennemsyret af økonomisk krise. Det vil sige, at de kræfter, der udsprang af krisen i 80’erne, er genkendelige impulser, der bæres dybt under jakkesættet hos mange af nutidens indflydelsesrige ledere.
Inden murens fald – og her tænker jeg både på den konkrete og den kulturelle – var der en klart defineret overflade og en dertilhørende undergrund. Man var oppe mod det etablerede system, og det at stå i opposition til det etablerede gav én en meget klar fornemmelse af identitet. Man ville ikke, hverken som kunstner eller igangsætter, acceptere de gældende spilleregler. Det var en generation, der var drevet af nødvendigheden af at gøre sig fri, af at skubbe det bestående væk og starte forfra – at skabe et nyt “jeg”. 80’er-generationen var den generation, der udskiftede 70’ernes “vi” med den nutidige kulturs “jeg”. På godt og ondt.
80’er-generationen er blevet anklaget for at være en upolitisk generation. Men det skal ses i lyset af 70’ernes overpolitiserede samfund, hvor vi voksede op i børnehaver med bleklædte kvinder, der kun ville give én saftevand, hvis man løb nøgen rundt med de andre børn. Det er muligt, at nogen af os tog varig skade af mødet med den form for pædagogik, men uanset skadens omfang forstærkede det i al fald behovet for at tage afstand til den form for tvangskollektiv bevidsthed. Af samme grund droppede de fleste af os partipolitikken og blev billedstormere. Det handlede om at få utopierne genrejst i sølet af 70’ernes oliekrise og betonmarxisme, at beskæftige sig med tabuerne og det forbudte – alt det der boblede nede under overfladen af tidens fernis, dvs. behovene dybt nede i éns egen plimrådne sjæl.
Punkgenerationen var i mange henseender en samling sorte romantikere i færd med at hejse individualiseringens flag. Vi prioriterede det kulturelle og kunstneriske frem for det politiske. Det handlede ikke længere om hvad éns budskab var, men derimod om den enkeltes uformulerede længsler. Det handlede om visionære impulser og nye tanker, om en androgyn seksualitet frem for 70’ernes behårede bunkepul – om elegance. Om sjælen som forsøgslaboratorium og om tilværelsen som eksperiment. I mine øjne var 80’er-generationen med til at fordre et kulturelt meget spændende landskab. Det var postmodernismes komme, en generation der tillod billederne at flimre på tidens skærme uden at plaske dem til med pædagogiske undertekster. Beskeden var klar: “Tænk selv, gør selv, skab selv, for der er tydeligvis ingen, der har tænkt sig at hjælpe dig”. De græske templers “kend dig selv” blev til 80’ernes “skab dig selv”.
Nutidige ledere som Kenneth Plummer og tv-værter som Mikael Bertelsen er formet af den tid. Her taler vi ikke alene om aldersgruppen, men også om mænd der fremstår mere feminine end deres fædre. Vi kunne kalde denne mandetype for “den über-seksuelle mand”. Mens 90’ernes metroseksuelle mand udviklede sin sexappeal gennem sit tøj og sit udseende, er den über-seksuelle mand sexy grundet hans videnskapital, hans kulturelle kapital og hans vidtfavnende natur.
Se på en mand som Barack Obama: Her har vi en både myndig, well groomed og visionær politiker af samme årgang, en leder der er lige så meget rockstjerne, som han er embedsmand. Hans taler vækker en voldsom affekt i hans tilhørere, og han er i stand til at forføre sit publikum og fremtvinge bifald, som man ellers kun oplever til stadion-koncerter og fodboldkampe. Hvis David Beckham er metroseksuel, så er Barack Obama über-seksuel: Han er mere end sig selv. Han inkorporerer et løfte i sin væren, et signal om en fremtid. Hvor vi hidtil talte om “væren” som det centrale tema for mennesket, taler vi nu om “bliven”.
Vil man skabe noget af blivende værdi, handler det så at sige ikke længere kun om “kroppen”, men derimod i stigende grad om den “aura”, der omgiver personen. Det er ikke længere nok at kunne drive en virksomhed: Du skal også have de rette meninger, en moralsk autenticitet og den rette kunst på væggene. Det er den kulturelle sexappeal. Hele det fokus på omstillingsvillighed, som vi har set gennemsyre erhvervsverdenen de senere år, handler om at være klar til fremtiden. Man skal være forelsket i idéen om at gøre det umulige snarere end blot tilfreds med at holde et status quo. Man skal være eventyrer.
De værdinormer kan i mange henseender føres tilbage til 80’ernes modstand mod det entydigt politiske, som jeg talte om før. Her prioriterede man også den personlige selvrealisering, individets ret. Det unikke frem for pakkeløsningen. I det 21. århundrede skal alt være tilpasset den enkelte, og den moderne erhvervsleder profilerer sig da også i høj grad på bløde værdier og på forståelse. På fleksibilitet.
80’er-lederens dilemma
Men den åbne, forstående og kulturelt formede erhvervsleder støder jo ind i et dilemma, når han konfronteres med kravet om eksekvering. Kravet om åbenhed og forståelse og individuel tilpasning vil selvfølgelig karambolere med behovet for nedskæringer og resultatfokus. Her handler det igen om at være båret af en vision. Om at turde udfordre den tungtvejende danske lønmodtagermentalitet. Som selvstændig kunstner er jeg tit chokeret over, hvor tunge i røven folk rent faktisk kan blive af have et fast arbejde. Kunstnere er jo som udgangspunkt nomader, dvs. individer hvis overlevelse afhænger af omstillingsvillighed og en konstant åbenhed over for nye løsninger. Man kan som bekendt ikke skubbe en bus i gang indefra, og en leder skal gerne være i stand til at løfte sine ansatte via sine visioner, ikke via firmaets gaffeltruck.
Så ledermæssigt forbliver det store spørgsmål, hvilken arketype vi skal vælge – om vi skal “føle” os gennem krisen som den forstående leder, eller om vi skal sætte vores lid til rollen som lokal selvtægts-sherif? Vi kommer jo helt indlysende til at rode med nogle beslutningsprocesser, der psykologisk set er meget lidt følelsesmasserende, snarere amputerende, men i bund og grund absolut nødvendige.
Den franske filosof Gilles Deleuze har sagt noget fantastisk: “Krise er den menneskelige histories inderside”. Oversat til opportunistens ordbog: “Ethvert nyt behov skaber et nyt marked”. Til sammenligning er det kinesiske tegn for krise sammensat af to andre tegn, hhv. tegnet for fare og tegnet for mulighed, hvilket jo er et vidunderligt billede på, hvad en krise egentlig er, nemlig noget både dynamisk og lovende, men også potentielt faretruende. Al nytænkning handler om at udfordre tingenes fastlåste tilstand, og kodeordet er ændring. Som mit yndlingscitat lyder, sagt af den amerikanske journalist og forfatter Tom Wolfe: “Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du ellers skal gøre.”
Jeg mener helt grundlæggende, at krise er et fundamentalt og absolut nødvendigt element i enhver succeshistorie. Jeg har stort set intet lært af mine succeser, derimod har jeg lært umådeligt meget af mine fejltagelser – forstået på den måde, at det kun er bunden, der giver afsæt til at hæve niveauet. Succeserne er bølgesprøjt, øjeblikkes nydelse. Men det er i kriserne, du garanterer driftssikkerheden, det er her, du viser din integritet og bæredygtighed. “Grace under pressure” som briterne så poetisk udtrykker det. Under pres ser man, hvad et menneske virkelig er skabt af. Og det er trods alt det, man forlanger af enhver sand “helt”: At en sådan reagerer overbevisende i enhver given situation. Der er intet galt med at stille sig op og sige, at man står overfor en situation, man ikke selv magter og bede om hjælp til at løse den i fællesskab. Faktisk indgyder den slags indrømmelser ofte respekt og tillid i andre. Integritet og troværdighed har intet problem med at befinde sig i en krise, det er snarere løgnen og selvbedraget, det går ud over.
Sagt på Hollywood’sk, så er krisen det sted, hvor fårene bliver skilt fra bukkene – hvor helten rejser sig fra myternes støv og viser sin virkelige styrke.
Ikonisering af erhvervslederen
Samtidig lever vi alle sammen i en celebrity-kultur, hvor der stilles nogle meget modsatrettede krav til denne helteskikkelse: Der er rockmusikeren, som både skal være fitnessudøvende og narkotikamisbrugende på én og samme tid. Der er fodboldatleten, som skal præstere det overmenneskelige på banen og samtidigt have mindst 10 forskellige seksuelle forhold kørende ved siden af. Og det er erhvervslederen, der skal præstere det umulige ogvære den lykkelige familiefar til 5 med tre huse fordelt over Sjælland.
Vi har nogle prototyper på overmenneskelig stjernekvalitet, der fungerer som ikoner for vores tid … vel at mærke med visse realiseringsvanskeligheder forbundet med sig. Vi ikoniserer, fordi vi har brug for forbilleder og for rollemodeller. Vi har lige dele brug for noget at spejle os i som noget til at forføre os. Sådan har det altid været, og det gælder både som kunstner, som erhvervsleder og som menneske i al almindelighed.
Så på den ene side ønsker vi rollemodeller, vi kan se op til, mens vi på den anden side blot ønsker at være forbrugere af celebrities. Vi ønsker ikke alene at se sportsmandens præstationer, vi ønsker også at vide alt om hans privatliv. Vi ønsker, at han eller hun skal være “helt sig selv”, men samtidig skal personen hæfte for en række normalitetskrav. I sportsverdenen ønsker vi at se det umenneskelige resultat, men vi ønsker ikke at høre om den nødvendige doping, ligesom vi i rockmusikkens verden ønsker at opleve den grænseløse frie ånd på scenen, men ikke ønsker at høre om personens amfetaminmisbrug for at kunne opretholde intensiteten hver eneste aften under en månedlang koncertturne.
Trods alle vores forestillinger om det “grænseløse” samfund, både geografisk og åndeligt, lever vi i en kultur af stereotyper, af regler og rammer. Tidens dilemma er, at alle vil være unikke, men helst på samme måde som alle andre. 80’ernes fokus på individet har eskaleret til en forbrugsfetichistisk dyrkelse af selvet, hvor nutidens patologiske behov for selvrealisering praktiseres uden så meget som et strejf af vision. Hvor det at være “kendt” for 25 år siden var en sidegevinst ved en formåen, er det nu gået hen og blevet hovedgevinsten. Hvor vi tidligere ønskede at realisere os selv for at gøre en forskel i forhold til det bestående, så er det i dag enhvers uantastelige ret. Og det fremavler en kultur, der fokuserer på kreativitet, på jeg’et og på eksponeringen af det hvilket ender med at standardisere selv samme ting. Vi leder efter noget så paradoksalt som en formel på originalitet. Vi vil helst stå på en linje, hvor vi kan skæve over skulderen til hinanden, eftersom det at være egentlig forgangsmand nødvendigvis involverer en risiko. Og risici er vi som bekendt ikke videre villige til at løbe. Vi imiterer, fordi det er ufarligt.
Alle vil tilhøre toppen af erhvervslederne. Ingen vil være mellemledere. Erhvervsverdenen har taget noget så upraktisk som romantikerens livsholdning til sig, nemlig den at man vil have det hele eller slet ingenting. Men spørgsmålet er og bliver selvfølgelig, om kapaciteten er til stede. Og om modet til reelt at være foregangsmand er der.
Gratis heltemod og Generation Y
Det 21. århundredes kreative menneske ser sig selv som den ultimative eventyrer. Der er bare et enkelt misforhold i ligningen: Vi ryger cigaretter med filter, vi drikker kaffe uden koffein, vi drikker sodavand uden sukker, vi dyrker sex med prævention – det sidste kan måske være nok så fornuftigt – men forstå mig ret, vi gør alle de her eventyrlige ting med et plasticbælte om maven. Vi involverer ikke for alvor os selv. Vi vil gerne have både det heroiske og det sikre, på én og samme tid, hvilket desværre ikke er sådan, hverken helterollen eller virkeligheden omkring os udspiller sig.
Og dette paradoks bliver endnu mere udtalt i de unge generationer. Generation Y. Dem der, hver eneste gang de gemmer et word-dokument, forventer en mindre applaus fra chefen. Dem for hvem spørgsmålet “hvorfor” er ensbetydende med et fyldestgørende og personligt-til-dem, skræddersyet svar. At svarene i størstedelen af tilfældene gerne skulle komme via deres egen indsats, ja, det forekommer sågar nogle af dem ligeud provokerende! Det er generationen, der mere end nogen anden forventer at blive inspireret, forført og motiveret af lederen, og det kræver naturligvis et helt andet sprog og nogle andre vinkler, end man har været vant til at anvende.
Ethvert overflodssamfund udvikler uundgåeligt en tendens til at svømme hen i overfloden af forhåndenværende muligheder, mens et underskudsamfund ofte udvikler en evne til at udnytte de få muligheder, der er. Et af plusserne ved punkgenerationen var netop, at mulighederne dengang var ganske få, så man var pinedød tvunget til at få det meste ud af dem! Nu er mulighederne til gengæld rigtig mange, hvilket desværre har det med at fremme en uheldig risiko for at sjuske så meget med dem, at man ganske enkelt ikke kommer ud af stedet. Pusher 3-filmen hentede sit slogan fra et af punkens ur-mottoer: “Du har ikke en chance – brug den!” Kreativitet har til tider rigtig godt at blive udsat for både mangel og krise. Lader man sig stoppe af manglende muligheder, vil man alligevel aldrig trænge gennem lydmuren. Tag mit eget tilfælde: Mine mest roste værker har oftest været dem, ingen ville udgive.
Af samme grund er det selvfølgelig fantastisk opløftende at støde på de repræsentanter for de nye generationer, der formår at indfri de muligheder, de støder på. Jeg kender teenagere, der skaber den mest fantastiske musik, mennesker uden nogen som helst musisk baggrund overhovedet, der via samplere og computere formår at skabe enestående værker.
Farezonen er som altid den mentale dovenskab, for jo flere muligheder der er i spil, desto større bliver forpligtelserne. Jeg ved godt, at jeg givetvis lyder frygtelig kedelig, men hvis ansvar går hånd i hånd med de eksisterende muligheder, så er det jo en helt fantastisk kombination. Så vores opgave må bl.a. blive at hjælpe de unge med at lære ansvarlighed og alle de andre gamle dyder. Jeg har hørt om arbejdspladser, hvor chefen er nødt til at begynde med at lære de nyansatte, hvordan man vasker op efter sig selv og sætter stolen ind under bordet, når man har rejst sig. “Nej, køleskabet fylder ikke sig selv op, og opvasken tager ikke sig selv” – den slags fuldkommen basal viden, der ikke desto mindre synes at være gået tabt her inden for de sidste par år.
Enhver ny generation har brug for deres krise, for deres krig, for deres lavkonjunktur og for deres bølge af arbejdsløshed. Har man ikke sulten tæt inde på livet, mister man simpelthen kraft og ampere, hvad angår éns evne til at komme videre. Så det bliver spændende at se, hvordan Generation Y vil håndtere den forestående globale krise. Der er under alle omstændigheder hverken beroligende midler eller terapeuter nok tilbage til at afværge chokket for dem, så noget må der jo ske.
Vores tabte sprog
Det er min opfattelse, at ledelsessprog traditionelt har baseret sig på antagelsen om, at vi befinder os en i fuldt ud rationel verden. En konkret, forudsigelig verden – kort fortalt alt andet end hvad tilfældet er! Derfor er man nødt til at udvide sprogbrugen, hvis man som leder også vil kunne inspirere, identificere nye muligheder og navigere i kaos. Sproget skal ligesom trækul kunne antændes og gløde og afgive varme.
Tænk på det helt fundamentale begreb “at undervise”. For den ene lærer kan det være en pligt, dvs. en serie kommandoer, der bliver liret af uden nogen som helst hensynstagen til elevernes optagelse af stoffet, mens samme ting for en anden lærer er det netop det, som ordet foreskriver: At vise underet! Jeg elsker sproget for dets mangfoldighed og dets tusindvis af farver, disse iboende musiske kvaliteter der tilbyder os katedraler af forståelse frem for blot destillater. Sproget består af en række døre, der kan føre ind til bagvedliggende verdener, døre det handler om at få sneget på klem, sådan at lyset kan trænge igennem. Hvad handler Romeo og Julie fx om? På brændevinsniveau lyder svaret måske “om en fyr, der har problemer med sin kæreste”, hvilket for så vidt ikke er decideret forkert, men der mangler uomtvisteligt lidt af Shakespeares umf-faktor, ikke sandt?
Det, jeg forsøger at sige, er, at sproget arbejder på en række forskellige niveauer. Du kan ikke tørste efter noget, du ikke ved eksisterer. Så jo mere nuanceret et sprog bliver, desto bedre tydeliggør det de muligheder, der foreligger. Har du fx en leder, der er i stand til at sætte ord på komplekse følelser, så har du også en leder, der er i stand til at bruge energien mellem mennesker på en konstruktiv måde i modsætning til en leder, der bare gerne vil have et problem til at forsvinde. Det at finde og benytte det rette ord er at vinde et andet menneskes fortrolighed. Det er en genkendelse af personen, og man skaber et rum, der er større end de to individer hver for sig.
Sprog kan gøre mange ting. Sprog kan forføre og løfte menneskesjælen. Et af de smukkeste eksempler i verdenshistorien på det er Winston Churchills tale fra juni 1940, hvor han formår at vende den engelske folkestemning fra at befinde sig på kanten af overgivelse til med ét at tro på det umulige i at vinde krigen over Nazi-Tyskland. “We shall fight on the beaches, we shall never surrender.” Ikke alene havde han troen på, at det kunne lade sig gøre, men han havde også evnen til at sætte denne overbevisning i kontekst, i ord, via sin kærlighed til det engelske sprog og den engelske kultur. Han formåede at bringe historiens vingesus ind i sin tale. Han var i stand til at løfte et, på det tidspunkt, slagent folk og give dem visionen tilbage. Efter talen løb folk efter sigende ud i det sønderbombede London, fuldstændig frygtløse hvad angik fjendens raketter og med en urokkelig tro på Englands sejr. Den slags kommunikationsevne kræver mere end et godt gennemsnit på Handelshøjskolen.
Hvis du kan mane følelser frem i andre, hvis du kan få dem til at tørste efter forandring og i bare et øjeblik få dem til at tro på det umulige, så skal de nok selv klare resten derfra. Når fanden eller forhåbentlig bedre allierede først er løs i Laksegade, så begynder gadebålene at flamme op helt af sig selv. I det øjeblik du har behovet, så kommer lærevilligheden. Ønsker man forandring, må man åbne døren ind til et endnu større rum end det, man befinder sig i. Eller som jeg engang udtrykte det med omvendt fortegn i nummeret Beat of the Drum: “The way to solve a problem is to get a bigger one.” Har du en uoplagt medarbejder med ondt i hovedet, så giv mig en bolthammer, jeg kan smadre personens knæ med, så er den hovedpine kureret (latter).
Selvfølgelig tales der om visioner og værdier i erhvervslivet, men oftest på en frygteligt funktionel måde, der hverken vækker aspiration eller maner til heltedåd. Kan du derimod bringe magien tilbage i ordene, besjæle dem og gøre dem til dine egne, ja, så kan du skabe helt andre resultater. Du kan sagtens få førnævnte Winston Churchill-tale analyseret til døde af en lektor på universitetet og få fordømt dens affektbårne tone og stil, ikke desto mindre vendte den krigens gang. Rationale, intellekt og teknisk formåen fører kun så og så vidt – i sidste ende er det passion, der skal til for at ændre noget som helst.
Det betyder ikke, at jeg ikke er fortaler for præcision og eksakthed. Det at skrive en bog kræver fx både disciplin og struktur. Så jeg er en stor tilhænger af nøjagtighed, men starter man med at fokusere på nøjagtighed og lige linjer, får historien aldrig rigtig lov til at finde sin egen form. Det er derfor et stipendium fra Statens Kunstfond kan være så altafgørende for en forfatter eller for en kunstner, fordi de derved får mulighed for at blive længe nok i den formative fase af projektet, inden de fastlåser dets endelige form og karakter. “Trial and error-processen” er ikke alene vigtig i det kunstneriske perspektiv, men så sandelig også i det videnskabelige. En uhyggelig stor del af vores teknologiske fremskridt er opstået netop via laboratoriefejl, der er sket undervejs i processen; simpelthen ved at en forsker, oops!, ved et tilfælde har fundet løsningen på det problem, der ikke kunne løses ved at operere på det niveau, som problemet befandt sig på.
Så når sprog bliver et kommandosystem, censurer det ofte mere, end det tillader. Hvis du ikke konstant prøver at flytte grænserne og give plads for sprogets rum, forsvinder ilten. Funktionalitet er fantastisk, men den skal have noget “headroom”. Det er uhyggeligt at se, når funktionaliteten opbygger sit eget perfekte monster og dermed bortviser al sjæl og passion til en skamfuld plads i vanetænkningens fangenskab.
Poesien er et udtryk for denne passion. Intellektets kraft kan ikke stå alene. Uden passion har du ingen overbevisning, ingen kampgejst, hvilket er det problem, jeg oftest støder ind i, når der befinder sig for mange nydeligt renskurede universitetsuddannede i det samme lokale. Dannelse, jubi!, men informatitis, aw-aw. Som Nietzsche skrev i Gudernes Ragnarok: “Hvad er det, de såkaldt højere uddannelser har opnået? På den korteste tid for de færrest mulige midler at få et stort antal unge mænd gjort nyttige – udnyttelige – til statstjeneste”. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen, men lad os mere diplomatisk blot konstatere, at han desværre rammer et ømt punkt mht. statens uddannelsespolitik og tidsåndens tankeløse hastværk.
Sprogligt har vi altså både muligheden for at præcisere funktionalitet og skabe passion. Vi kan bruge sproget til at sætte grænser og restriktioner, men vi kan også løfte og inspirere. Det ene udelukker logisk nok ikke det andet. Jeg savner ganske enkelt bare et besjælet sprog – både på lederplan og i tidens ungdoms-tv – et sprog der emmer af liv og gløder med de tusind farver, der udelukkes, hvis man kun benytter sig af det sort-hvide billede, som manualerne fremkalder. Problemet er ikke effektiviteten, problemet er den ensrettethed den producerer. For mange ting går tabt undervejs.
Det handler derfor ikke blot om at udvide sit sproglige repertoire, snarere om at lære at lytte, dvs. at opleve den samme gamle ting fra et nyt sted. Jeg er udmærket klar over, at det kræver et vist incitament for en travl erhvervsleder at skulle bruge tid på at skaffe sig viden, som måske ikke er direkte omsættelig, men det at læse god litteratur eller stifte bekendtskab med et “seismografisk registrerende” digt er simpelthen lige så nødvendigt for sjælen, som mad og vitaminer er det for kroppen.
En moralsk bæredygtighed
Intet er bare en vare længere, alting har en aura, en moralsk dimension. For nogle år siden løb Nike ind i store imagemæssige problemer, da det viste sig, at mange af koncernens underleverandører benyttede sig af børnearbejdere i sweatshops, hvilket bestemt ikke passede ind i billedet af Nike som værende et trendy og politisk korrekt brand. Siden hen er stort set alle moderne firmaer begyndt at gøre en stor dyd ud af at understrege, hvordan deres varer bliver produceret og hvilke humanitære og almennyttige projekter, de støtter. Man kan nærmest ikke købe en kop kaffe på en café længere uden at være med til at plante et træ et sted. Man køber altså ikke længere blot et produkt, man køber en fortælling og et livssyn. En moralsk bæredygtighed.
Produktet er kort sagt blevet levende. Så hvorfor skulle erhvervslederen ikke også være det?
Om bogen skriver forlaget selv:
”Engang var det nok at være dygtig til sit fag for at være en god leder. Senere blev det nødvendigt at kunne anerkende og motivere. Og nu står vi over for endnu et ledelseskrav; nemlig kravet om autenticitet og inspiration. Denne bog handler om personlig kommunikation. Om at finde den kant og den nerve i dig selv, der flytter andre. Om at (gen)finde meningen og være fokuseret nok til at formidle den. Om at være kompromisløst autentisk – og tillade andre at være det samme. Om at bringe sjælen tilbage i ledelse. Forfatteren har interviewet en række ledere og eksperter, som alle har det til fælles, at de er tydelige, nærværende og autentiske i mødet med andre.”
UDVALGT PROSA
UDVALGT PROSA
PROSA
JUNI 2009
DET POETISKE BUREAUS FORLAG (ISBN 978-87-92280-06-0)
Fredag den 26. juni 2009 udgav Det Poetiske Bureaus Forlag den foreløbig mest omfattende samling danske oversættelser af Charles Baudelaires prosatekster.
Udgivelsen er oversat af Luna Tirée de la Brume og illustreret af Thomas Faber.
Bogens 515 sider indledes med et forord om Baudelaire skrevet af Martin Hall, teksten “Digteren, præsten og soldaten”. Du kan læse den her:
AFMAGTENS BRUTALITET
AFMAGTENS BRUTALITET
MAGASIN
JUNI 2009
GAFFA (ISSN 0109-0097)
I forbindelse med 30-års jubilæet for den engelske postpunk-gruppe Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures skrev Martin Hall i juni 2009 Klub Gaffas særtillæg om gruppen, udgivelsen og perioden generelt.
Artiklen beskæftiger sig logisk nok også med Factory Records samt de mange særprægede personligheder, der var med til at forme gruppens identitet – bl.a. den legendariske pladeselskabsmand m.m. Tony Wilson og produceren Martin Hannett.
Du kan finde en pdf-version af artiklen her:
NIGHTCLUBBING, WE'RE NIGHTCLUBBING – KBH FEATURE 2009
NIGHTCLUBBING, WE’RE NIGHTCLUBBING
KBH-feature af Martin Hall (marts 2009)
“Nightclubbing, we’re nightclubbing.” (Iggy Pop 1977)
Hvad sker der derude? I det københavnske natteliv? Vi var ved at tabe overblikket og bad venligst Martin Hall om at tage ud og undersøge sagen for os. Han hankede op i Das Beckwerk, og de to skulle igennem alt fra Britney Spears og Olafur Eliasson-lamper til garagerock og franskbrødsfrisurer, før de kunne gøre status med en appelsin. Forvirret? Læs med her.
Københavns natteliv 2009! Det gav et gib i mig. Hvilken by? Hvilket natteliv? Herman Bangs, Kim Schumachers, Kokainkokkens eller ham rapperens, der drikker den helt forkerte absint. Hvem i alverden kunne være forrykt nok til at sende mig ud i de moderne klubbers trykkogere som barometer for tidsåndens stil?
Måske skyldtes det omslaget på min nye plade, Hospital Cafeterias: En trist parkeret, nydeligt opredt sygeseng placeret i hjørnet af et uhygiejnisk og goldt udseende kælderlokale. Det var først nu, det slog mig, hvilken fin pendant billedet egentlig er til både kunstverdenens og klubbernes store, tomme, hvide lokaler her under de indledende stadier af finanskrisen.
Men okay. Vil man have foretaget en kulturel biopsi, så lad da endelig Dr. Hall komme til: Sav, klemmer, morfin og cocktails, vi har det hele. Enhver udøvende kirurg har dog brug for førsteklasses assistance, ligesom enhver sand artiste har brug for en sjælefrænde. Så hvem ville være det mest logiske bud, hvad angår en sådan ekspedition ind i mørkets hjerte?
Valget slog mig som befriende selvfølgeligt. Der kunne kun være tale om én person: Manden hvis korstemme lyder som et helt lille kuld af kastratsangere … manden hvis vid og ulastelige beklædning – nøjagtig som i mit eget tilfælde – ikke bare tirrer jævnaldrende, mandlige litterater, men hele horder af livstrætte kulturkritikere fordelt over den ganske dagbladssektor.
Hvem anden end manden, der ikke længere hedder Claus Beck-Nielsen, den nuværende leder af Das Beckwerk, ville kunne leve op til en opgave som denne? Valget syntes perfekt.
Jeg fattede nyt håb. Men hvor i alverden kunne han tænkes at være nu om stunder? Sidst jeg så ham, var under indspilningerne af netop Hospital Cafeterias. På det tidspunkt var han dog på vej til Serbien. Hvor kunne han være nu? I Pakistan eller Nordkorea? Dubai måske?
Pludselig slog det mig, at jeg netop havde set hans ansigt på et banner for teaterforestillingen ”Det Ny Menneske” på facaden af det gamle Aveny Teater. Han havde set truende ud og haft en pistol i hånden. Jeg greb min paraply og fandt vej ud til Frederiksberg Allé, fik adgang til teaterets baglokaler og fandt her en afkræftet krop i færd med at gennemlæse et brev fra en advokat. En af Das Beckwerks egne romanfigurer var i gang med at lægge sag an mod ham. Fantastisk, tænkte jeg – fantastisk, min ven.
”Kom med mig,” lød det resolut fra mig, ”lad os sammen begive os ud det københavnske natteliv anno 2009 og se, hvad virkeligheden byder på”. Jeg tog forsigtigt hans hænder i mine for at varme dem. Sådan sad vi en kort stund. Så tog vi af sted.
1. Nimb
En halv time senere befandt vi os på Nimb Bar i Bernstorffsgade, det rette sted at begynde for et par arkaisk-europæiske herrer som os. Vi bestilte Earl Grey Imperial thé – en god begyndelse. Théen var måske en kende tynd, men i det mindste varm og smukt serveret.
Lederen af Das Beckwerk syntes sågar at være ved at få lidt kulør i ansigtet. Med de minimum 16 timer han i henhold til sin ansættelseskontrakt som leder af og forsøgsperson for Das Beckwerk er forpligtet til at arbejde om dagen, var der faktisk en reel chance for, at han ligefrem nød dette pust en smule. Jeg brød tavsheden:
”Beckwerk-menneske, hvordan går det?” Han så tænksomt op på mig.
DAS BECKWERK
Hvad skal jeg sige, Hall, jeg har ikke været ude i det københavnske natteliv siden 2001. Ifølge min ansættelseskontrakt må jeg ikke gå på café, klub, bar eller restaurant her i byen. Bestyrelsen er af den holdning, at hverken jeg eller virksomheden har noget ud af, at jeg bruger tid på det københavnske natteliv. Når jeg er i København, så arbejder jeg. Når jeg er på mission ude i verden derimod, så går jeg gerne ud om aftenen. I løbet af de sidste 5 år har jeg udforsket nattelivet i millionbyer som Bagdad, Teheran, Basra og Kabul i Afghanistan. Byer i en form for undtagelsestilstand er dejligt uforudsigelige, Hall. Den restaurant eller klub, du har sat sig for at opsøge, findes måske ikke mere, når du endelig når frem. Eller omvendt. Baren er der, men du er gået tabt undervejs. I Kabul er der klubber, hvor kun folk med udenlandsk pas har adgang. Ingen indfødte. Til gengæld har afghanerne lejlighed til at skyde til måls efter de udlændinge, der vover sig af sted trods udgangsforbuddet og advarslerne fra deres respektive ambassader. I Teheran er gaderne en endeløs flirt. Alle piger går med slør, men kun for at have noget at tabe. De iranske piger elsker at blotte deres skønhed et kort, farligt sekund, mens det religiøse politi vender ryggen til. I Teheran kan du få alt, hvad hjernen begærer, lige fra alkohol til ludere. Til gengæld ender man næsten altid natten til afhøring hos det hemmelige politi. Og her? Tja, foreløbig ligner det en velholdt soveby. Vi får se, Hall.
Vi drak théen og spiste det medfølgende stykke Summerbird-chokolade. Det var blevet tid til at besøge klubber.
2. Jolene
Vi fandt vej til Jolene på Flæsketorvet. Oprindelig lå stedet på Nørrebro, men måtte flytte pga. naboklager. Skiltet var dog heldigvis det samme. Grundlæggerne, de to islandske veninder Dóra og Dóra, havde efter sigende, på en mørk og stormfuld nat i Reykjavik for et par år siden, drukket sig fulde til Dolly Parton-nummeret af samme navn, mens de i fællesskab sad og drømte sig væk fra klippeøen. Sådan kan det gå.
Stedet mindede mig voldsomt om Berlin og 80’erne. Omvendt minder stort set alt mig efterhånden om Berlin og 80’erne. Beckwerket forsvandt øjeblikkeligt ud på toilettet, mens jeg stod og beundrede et bontempi-orgel viklet ind i en lang, lysende julelyskæde lige uden for. Han blev derude meget længe. Da jeg langt om længe fulgte efter for at se til ham, sad han blot og stirrede ned i et af lokummerne. Et meget ensomt syn – som havde han netop indledt en barok flirt med stedets hvide dame.
DAS BECKWERK
Jeg har fundet ud af, hvorfor det her ombyggede toilet, hvad var det du kaldte hende, Jolene!, er absolute in. Det er fordi lamperne her – i modsætning til stort set alle andre steder i byen og verden – ikke er designet af Olafur Eliasson. Efterhånden kan du ikke gå ind på et offentligt lokum eller operahus eller sætte dig op på en cykel og tænde lygten, uden at den er designet af Olafur Eliasson. Men så vidt jeg kan se, skyldes den unikke stemning her på Jolene en autentisk 60 watts pære. Nå, der røg den. Let’s go!
3. Karriere Bar
”Contemporary art & social life” skulle efter sigende være undertitlen på den 600 kvadratmeter store galleri/café/bar/klub-ting, der lå klos op og ned af Jolene. ”Karriere Bar” stod der i neon. På AOK’s hjemmeside kunne man læse, at stedets atmosfære var ”trendy”. Der var stort set ingen mennesker, da vi kom.
For at få lov til at tage billeder, skulle vi spørge om lov. Stedets floor manager blev tilkaldt. Det tog en rum tid, inden hun dukkede op – til gengæld fik vi herefter gratis drinks, en herligt sprudlende cocktail jeg øjeblikkeligt glemte navnet på.
”Hvad synes du, Beckwerker?”
DAS BECKWERK
Jeg tænker på damens titel. ”Floor manager”. ”Hende der ordner gulvet”. Det må vel være det, man på dansk kalder rengøringskonen? Men, Hall, hvad skal de med en ”floor manager”, her er jo stort set ingen mennesker? Bortset fra Eliasson-lamperne, så består det københavnske Karriereliv så vidt jeg kan se stort set ikke af andet end gulv. Det er til gengæld flot, det må man sgu lade hende rengøringskonen. Men man savner noget liv, Hall, en blankpudset curling-sten, for eksempel, og så et hold veltrænede piger med koste til at feje stenen hen over gulvet.
4. Bar 7
Vi måtte videre. Natten var ung, men ikke længe endnu. Udenfor holdt der en taxa. Jeg spurgte chaufføren, hvor han syntes, vi skulle tage hen. Bar 7 i Studiestræde, sagde han.
Stedet var mere end almindeligt forstemmende. Der blev spillet Britney Spears. Højt. To mellemledertyper dansede i en mellemgang, mens de grinede til hinanden.
DAS BECKWERK
Jeg har det dårligt, Hall, det her ligner jo til forveksling hotelbaren på et hvilken som helst Scandic Hotel i provinsen. Lad os komme ud i kulden!
5. Dunkel
Vi søgte op mod Vester Voldgade, hvor Dunkel ligger. Beværtningen levede fint op til sit navn: Sort lokale med en slags semi-punk-tag-electronica-sfære. Jeg spurgte bartenderen, hvilke cocktails de serverede. ”Hvad?” Hvilke cocktails? ”Hvad kunne du tænke dig?” Armoden begyndte atter at sprede sig. ”Kan du lave en champagnecocktail af en eller anden slags?” ”Det kommer nok til at knibe”. Sådan fortsatte det lidt endnu. Jeg endte med at få en gin og tonic.
En pige med en kasket genkendte mig og syntes, det var for vildt, at jeg var der: Martin Hall! ”Vildt!” blev hun ved med at sige, ”vildt!” Jeg introducerede hende for Beckwerkeren, der dog var langt mere optaget af et enormt cognacglas længere henne ad bardisken, en hel lille balje fuld af æggepunch. Vi ville begge rigtig gerne smage noget af den, men den tilhørte et privat fødselsdagsselskab.
Depressionen lurede.
6. Faust
Vi flygtede hastigt videre til goth-klubben Faust, der ligger nede i Magstræde. Her var der heller ikke videre mange mennesker. Finanskrisen var virkelig begyndt at spille med musklerne – selv stedets skelet (med violin!) var blevet stjålet.
Et kuld goth-teenagers dansede i tørisen, alt imens en tysk sanger skreg og råbte hen over nummerets tærskebeat. Beckwerkeren faldt i snak med en ung pige med afbleget hår. På Faust serverede de i det mindste russisk champagne, så jeg kiggede blot fraværende på, mens jeg nippede til glasset.
7. Nadsat
Køen var uendelig lang uden for Nadsat nede i Hyskenstræde, hvilket passede os begge fint – ingen af os orkede flere besøg på flere fremmede steder anyway. Vi gad ikke engang flashe med vores kort og kameraer, lederen af Das Beckwerk frøs, og det var ved at blive sent. Vi flygtede ind på Studenterhuset i Købmagergade, et sted der for så vidt lå uden for enhver forestilling om det hotte og trendy.
8. Club Mau Mau
Heldigvis viste det sig at huse sæsonens uden tvivl bedste club: Club Mau Mau. Min Werk-ven livede gevaldigt op og begyndte at foredrage om stedets totale mangel på prætentioner – det kunne han godt lide.
DAS BECKWERK
Det gælder om at begå de rigtige fejltrin, Hall, og det her er et af dem. Det ligner jo ikke noget, ikke engang en sølle Eliasson-lampe har de. Til gengæld er her masser af liv og, ikke, mindst, de kønneste piger jeg har set på denne isørkenvandring. Her kunne jeg godt tilbringe resten af natten, fire, fem, ja, måske hele ti minutter!
Normalt holder Club Mau Mau til på Isola Rockklub, hvor man så på udvalgte lørdage udelukkende spiller original R&B, 60’s beat og garagerock. Absolutely fucking swell! Desværre var vi alt for sent på den. Aftenens main sensation, svenske The Vanjas, havde for længst forladt scenen, til gengæld fløj det om ørerne på én med både Dick Dale og The Rascals. Vi skulle helt hen til en fuldkommen hysterisk udgave af ”In The Midnight Hour”, før jeg måtte op og købe earplugs oppe i baren. Primært fordi en noget bedugget, finsk fotograf havde genkendt mig og nu var begyndt at råbe mig i ind hovedet … eller rettere sagt troede, at han havde genkendt mig, for det var åbenbart L.O.C., han indledningsvist havde forvekslet mig med. I hans øjne gjorde det dog ikke det store: ”Vi var vi jo alle sammen i den samme branche”. Kreativ fyr.
Earplugsene kostede 10 kr. Man kunne også købe et beercard til 300 kr. Omvendt var det gratis bare at stå og glane ud over dansegulvet og betragte alle disse vidunderlige kjoler og stive skjorter bakse løs. Vi snakker piger med franskbrødsfrisurer og pomadiserede drenge i sixty suits og så smerteligt spidse sko, at det må have haft ondt i testiklerne flere dage efter. Sideskilninger der fik mit tilbagestrøgne hår til at ligne en høbunke.
Det var lige før, vi begyndte at danse, Werkführeren og mig.
9. Library Bar
Dernæst var der kun ét punkt tilbage på agendaen. Taxachaufføren blev instrueret i at køre os til Plaza Library Bar.
The Library Bar blev engang kåret af Forbes Magazine som en af de fem bedste barer i verden; det var det eneste rigtige sted at slutte en aften som denne af på. Desværre var der lukket.
DAS BECKWERK
Sludder Hall, det her er helt ideelt! Ingen mennesker, ikke et øje, ikke engang en solarieforbrændt ”floor manager”! Så er der heller ingen til at ødelægge forestillingen om den ideelle natklub, det ideelle klientel, de smukkeste mennesker. Det her er Utopia, Hall, lad os trænge ind!
Han nikkede til natportieren og satte sig i bevægelse. Med Beckwerkeren som fortrop trængte vi ind i Utopia. Han stjal en appelsin fra en udsmykning og lagde sig til at spise den i lædersofaen ovre i stedets fjerneste hjørne. Jeg reciterede passager fra ”Gensyn med Brideshead”:
”Hvor småligt fraskriver vi os ikke senere i livet vor ungdoms prægtige sindsstemninger og lever lange tilbageskuende sommerdage i tankeløs udsvævelse – Dresdenerfigurer af landlig idyl.”
Min ledsager anerkendte udsagnets eviggyldige sandhed. Han hengav sig til minderne fra sine missioner til verdens brændpunkter:
DAS BECKWERK
Det minder mig om Downtown Cleveland. Da byen gik bankeråt i 90’erne, flygtede alle borgerne ud til forstæderne. Kun de hjemløse og de mest overvægtige eller benløse Irak-krigsskadede negre er tilbage mellem de tømte skyskrabere med deres knuste ruder. Inderst inde i mørket er der nogle få nigger-barer med live-blues og hårde stoffer. Men for at komme derind skal du fra forstæderne gennem kilometervis af mørkeliggende gader patruljeret af teenagere i rustvogne. Hvis du så meget som holder for rødt, er du død. Se det kalder jeg sgu natteliv, Hall! Måske er det det, der skal til for at redde København: Ikke bare en økonomisk krise og en tømt Karriere Bar, men den totale bankeråt. En vidunderlig tanke, Hall! Herfra kan det kun gå opad!
And the rest is silence.
Der var ikke behov for flere ord. Vi rejste os og gik ud ad døren, ud i den bidende vinterkulde, hvor vi gav hinanden hånden og gik hver til sit.
Fotos: Michael Tonsberg
APPARENTLY ALL THE SAME (SPECIAL EDITION)
APPARENTLY ALL THE SAME (SPECIAL EDITION)
UNDER FOR
CD
FEBRUAR 2009 (ORIGINAL UDGIVELSE MAJ 1984)
PANOPTIKON (OPTIK 13)
Apparently All the Same er det eneste album, som Martin Hall udgav med Under For, en gruppekonstellation der eksisterede fra efteråret 1982 til og med sommeren 1985. Titlen forbliver en af hans mest betydningsfulde udgivelser i 80’erne.
2009-udgaven af albummet indeholder yderligere Under Fors legendariske koncert i Aarhus Musikhus ved ISCM World Music Days den 30. oktober 1983, en koncert der i radikalitet og vildskab ligger ganske tæt på Halls samtidige og nu kanoniserede værk Inskription.
1 Imagine Focus (5:12)
2. Meanwhile (6:45)
3. Form (6:17)
4. Theme Remains Theme (5:50)
5. Less (5:00)
6. In the Prism of Evil (7:25)
7. Consecutive Lines (7:07)
8. Module (2:26)
9. Prism (4:33)
10. Subliminal Transfer (3:51)
11. Mass and Conduct (7:25)
12. The Third Room (2:29)
13. Admission (5:56)
14. An Ending (6:39)
IMAGINE FOCUS
Just a touch of lost
Burning as always
As it was, as it is
And eventually
Just in trust, nothing more
So suddenly
From beginning to end
While this centreless present reflects itself
In inverted moves of an obsessional stage
In a stream of light from unreachable marks
Something long ago in everlasting terms
In a crossfade of untitled reasons
What it turned out to be
And occasionally
Everything in my hands
So totally
In the heat of the touch
Like the way we were
Beyond love under will
Suddenly away in these only words
By mistakes again into changing links
In this compromise of dependence then
Stage by stage, in exposure
Still so timeless in this life release
Nearness hidden in casual moves
Watch the changes and recall
Touch through another focus
Mark perfection twice
With or without purpose
Still tons against tons
Carefully mistaken in retrospective fear
Restrain it all while I imagine focus
MEANWHILE
While origin thins and narcosis thickens
It’s so easy to be mistaken
Now and then so absolute
When I phase out in light
While I synchronize reality and drug
In just another move of make-believe
With life in close-ups, so deliriously true
But only allusions to help me
In this concept of illusion
Cool, shining, clear
FORM
Apparently all the same
Like never before
Hidden in the contrast
The distance, the pulse, the reflection
Such awareness in every move
The nearer the source, the purer the stream
Direct to the centre
Remember the thin lines
Why regret what something became
We’re all “fascists” anyway
So much earlier
In these ages
This fetish of time
The making of the swastika
The titles of the symbols
The force, the form, the love as the core
I need the power of understanding
I need the power
In bleached vision
Find it all again
But no nearer than the touch allows
And inside time, in the media
All weaved in days
The patterns seem so unreal
One single point where it all lies
THEME REMAINS THEME
Just like the trademark of nowhere
So careless, so tender
Please don’t forget it, but don’t mark your life by remembering
Crossing the past in these present decisions all the time
Failing to master the techniques of knowledge in my own life
And in this metamorphosis of love
Every breath I take contains it all, but remains formless in this life-synthesis
Once belief weaved me in the finest stuff I have ever known
But now the touch feels so graceless in this chemistry of fear
From the love
LESS
No longer there
In mantras of anaesthesia, as a sacrifice of these methods
Gone, but not forgotten
Hidden in the parallels
So deep within the doubt, in these shapes of hatred
From circle into circle
In the touch that never ends
In beginnings
So tenderly aware, in cover of dreams
In endless sequences beyond all the love
Just like nothing has changed, a moment ago
In the glow that deepens all shadows
Touching the light for the first time
The last time
IN THE PRISM OF EVIL
Another burst of desire in the privilege of a dying race
In this concept of fear, this misguided potential
The emotional anonymity reflects itself in vision, document and word
In this conjectured freedom, this intellectual pornography
It’s yours forever
It has been written and you’re the only one to know
In this framework of prostitution
Cynicism and self-hate intensify the emotional fascism
The one-dimensional sexuality of this culture
A survival that makes life historical but dimensions alone
In these sacred words of form
In this devaluation of the enigma
And while love crystallizes in the outline of the focus
In the diagrams of the scars
In the libido of death
This associated reality marks the difference
Between the soul and the language
Between the art and the artificial
After two thousand years of misunderstood Christianity
Into this final phase, the trauma of dualism
Where the dream of the free will becomes the torture of freedom
Where the taboo of fear becomes the monopoly of death
This is the art of desire
The art of decline
Understanding is decay
The terminal disease
The end of evolution
It makes me …
“Gigantisk vingesus … Det er sikkert, at vi aldrig har hørt en dansk plade, der lyder som Apparently All The Same. Og det er meget tvivlsomt, om vi nogensinde kommer til at høre noget, der bare ligger i nærheden af den.”
Politiken – Anders Rou Jensen (8. maj 1984)
“Efter danske forhold er sangeren, digteren, guitaristen mm. Martin Hall et geni, og det bekræfter hans selvudgivne nye gruppe Under For … Under For er noget af det mest spændende, der sker i dansk eksperimentel rock lige nu.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Poul Borum (17. maj 1984)
”Martin Hall har op gennem firserne været et af de mest kompromisløse og kontroversielle talenter i den danske undergrund. Med albummet Apparently All The Same gennembryder han de barrierer, som tidligere har spærret hans tekster og tanker inde … Hall har aldrig lydt bedre, og dansk rock har sjældent gjort det.”
Weekendavisen – Bo Green Jensen (27. juli 1984)
“Apparently All The Same er et mere modent og sammenhængende produkt end de forrige udgivelser. Den ny LP har i høj grad fundet sit eget sprog…. Produktionen er meget flot, lyden er stor og smuk, og det hele har vist været en kostbar affære i dansk undergrundssammenhæng. ”
MM – Søren Frank (juni 1984)
“Det flottest anlagte og mest forpligtende og gennemarbejdede album fra Hall til dato. Det placerer ham endnu engang i front i den hjemlige avantgarde indenfor den nye rock.”
Levende Billeder (juli 1984)
“Pladen cementerer endnu engang Martin Halls position som en ener i dansk musik, ja i international musik. En eksperimenterende og kompromisløs kunstner.”
High Fidelity (september 1984)
”Udover de allerede nævnte kvaliteter, så er det væsentligt også at fremhæve, at albummet byder på mange rigtig velskrevne numre. Selvom man sagtens kan høre, at her tænkes dybe, dystre tanker om livet, døden og, nåja, måske mest døden, så gøres det hele med klare melodiske kvaliteter, med interessante arrangementer og med en sær energi, som formår at fremstå på én gang distanceret og insisterende … der er en vilje til stede, som brænder i musikken, samt en tro på at gå egne, dunkle veje. Resultatet er, som tidligere nævnt, et album, der i høj grad står uden for dansk musiktradition og som kræver sine egne præmisser. Og selvom det aldrig blev nogen enorm salgssucces, så er det fremragende åbningsnummer ”Imagine Focus” stadig et godt bud på en klassisk Hall-single.”
Gaffa – Ras Bolding (2. februar 2009)
”Der er en vedvarende fremdrift i de omkvædsløse sange, og jo længere man kommer frem i albummet, jo mere dystert bliver udtrykket. Dramatiske strygere, mørke synthtoner og skrigende guitarstøj bliver mere og mere dominerende, hvilket på fremragende vis leder frem mod dette albums ekstramateriale, der er en live-optagelse fra Århus Musikhus i 1983. Her er popsangene slet ikke formuleret endnu. Kun en eksperimenterende støjrock, der er på forkant med, hvad der foregår på noise-scenen i dag. Guitardroner, der foldes ud og bliver store, massiv guitarstøj, som drukner den periodiske vokal, og langsomt violinspil, der bliver mere og mere dissonant. Det er konfronterende, aggressivt og synes næsten at være ude af bandets kontrol. En altopslugende oplevelse, der er fornemt fanget, men må have været endnu mere overvældende, hvis man rent faktisk havde været fysisk til stede. Hver for sig er albummet og live-optagelsen to fremragende optagelser, men sat sammen får de nærmest styrke af hinanden og bliver klokkeklare beviser på Halls visionære ambitioner. ”
( * * * * * * )
Undertoner – Kim Elgaard Andersen (28. februar 2009)
Berit Spælling: Harpe
Lena Walsh: Kor
Martin Hall: Vokal, trommer, keyboards, bas, violin, tapes, trompet
Michael Karshøj: Trommer
Per Hendrichsen: Treatments, guitar
Design: Kenneth Schultz
Foto: Martin Hall
Apparently All the Same var en af de få skandinaviske plader fra perioden, der ved udgivelsen blev rost i engelske musikmedier som både New Musical Express og Sounds.
Musikmagasinet Geiger har i flere sammenhænge fremhævet Apparently All the Same som ”den ene ud af to plader fra 1980’ernes danske postpunk, der kunne fortjene en international klassikerstatus” (den anden værende Ballet Mécaniques The Icecold Waters of the Egocentric Calculation).
Udgivelsen af 2009-udgaven af albummet markerede pladens 25-årsjubilæum.
Track 1–6 indspillet og mixet i Easy Sound Studios, januar/februar 1984. Mix assisteret af Freddy Frank. Track 7–14 indspillet live ved The ISCM World Music Days i Musikhuset (Aarhus) den 30. oktober 1983. Remastering på 2009-genudgivelsen lavet af Johnny Stage.
MARTIN HALL, MARQUISEN OG DEN GRØNNE FE – CITADEL FEATURE 2009
MARTIN HALL, MARQUISEN OG DEN GRØNNE FE
Citadel-feature af Sune Troelstrup (februar 2009)
Hvorfor kun forklare i ord, når man også kan vise? Da Citadel bad Martin Hall om hans definition på, hvad det vil sige at være dekadent, inviterede han os til salon hos Danmarks eneste Marquis i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Her fejrede vi som det eneste medie i Danmark Halls nye plade med absint, champagne og et publikum med en udtalt lyst til eksperimenter.
Martin Hall tager imod i entreen, sirligt klædt i et brunt jakkesæt, og viser sig med det samme som en udsøgt vært. Jeg får fremstammet at mine sorte sko gik i stykker på vej ud ad døren, men han forsikrer mig om at mine udbombede Chucks er helt fine. En lodret løgn, men afleveret med en ægte gentlemans oprigtige hjertevarme. Martin Hall har fået lov til at holde salon for sin nye plade Hospital Cafeterias i en kæmpestor tredjesalslejlighed på Frederiksberg Allé tilhørende Danmarks eneste (og ganske selvbestaltede) marquis, og jeg har aldrig følt mig mere underdressed.
“Hospital Cafeterias er en plade, der vel bedst kan beskrives som et rum, et bevidsthedsfelt, en tidslomme der på én og samme tid er lige så Stefan Zweig’sk, som den er futuristisk,” forklarer Martin Hall senere. ”Og jeg ville gerne være sikker på at omstændighederne ved præsentationen var med til at indskrive pladen i sin rette sammenhæng. Jeg har været her en del gange efterhånden, og jeg elsker at være her. Det er som at træde ind i et andet bevidsthedsrum, en perfekt palet af gammelt og nyt, af tacky og smagfuldt, af noget både dekadent og finessefyldt. Disse rum repræsenterer en tilstand, der er lige så tilbageskuende og nostalgisk, som den er drømmerisk og eviggyldig. Det interessante ved nostalgien er jo, at den som fænomen mest af alt kredser om længslen efter noget, der aldrig har eksisteret, frem for længslen efter det tabte. Man savner ikke så meget det tabte selv, som man savner tabet af drømmen.”
Oehlenschlägers dødsbo
Fra entreen bevæger vi os ind i den første stue, en højloftet overdådighed af forgyldte basunengle, ægte tæpper og rokokomøbler. Væggene er udsmykket med malerier og en større mængde indrammede fotografier af folk som Marlene Dietrich og balletdanseren Rudolf Nureyev, dramatisk belyst så hans kønsdele fremstår grotesk forvoksede i trikotet. Vi fortsætter ind i hjørnestuen, hvor en ligbleg og meget smuk kvinde fra Dansk Absint Selskab betjener en sindrig anordning, der lader isvand dryppe gennem en sukkerknald og videre ned i de glas med grønligt tåget absint, hun byder rundt. En nydelig mand kommer trippende iført høj hat og korset, mens han passiarer med en kvinde i lakbukser og corsage. Jeg skyller et par glas mousserende vin ned for at få hovedet skruet rigtigt på og smugkigger gennem de tunge, draperede gardiner ind i den næste stue, der bugner af endnu flere værdifulde antikviteter, heriblandt et klaver der efter sigende stammer fra Adam Oehlenschlägers dødsbo. I midten af lokalet står Marquis Marcel de Sade.
Marquisen
Han er et sted i halvfjerdserne, klædt i højhælede støvler, blanke, ferskenfarvede silkebukser og en ubeskrivelig kjolelignende dragt med kappe, gennemsigtig og stribet i orange og sart rosa. Det lange, hvide hår er sat højt op med en lille fletning i nakken à la Grev Dracula i Francis Ford Coppolas filmatisering. Det kan godt være, at Marcel De Sade ikke er født som marquis, at han oprindelig hed Jørgen Larsen, at han i tresserne blev idømt fire et halvt års fængsel for bedrageri og underslæb, og at han efter at have afsonet dommen i Nyborg Statsfængsel har ernæret sig som plejeassistent i tredive år. Men det betyder ikke noget i den parallelle virkelighed vi befinder os i her i hans hæmningsløst overlæssede lejlighed. Herinde er han Marquis Marcel De Sade, en kultiveret og intelligent aristokrat, hvis selvfølgelige autoritet aftvinger total underkastelse. Jeg er faldet i snak med en forretningskvinde i trediverne, da marquisen pludselig står foran os.
”Det var da et yndigt stof,” siger han og griber fat i hendes skjortebluse. ”Det er næsten synd med den jakke, hvad?”
Få sekunder senere står kvinden i skjorteærmer. Hun ser lettere forvirret ud.
”Vi lægger den ind på min seng, så er der ingen der render med den” siger marquisen, men bliver i det samme afledt af nogle andre gæster og vender ryggen til. Kvinden følger tøvende efter med jakken rakt frem som en offergave.
Gestikulationens mester
Marquisen medvirker som pianist på Hospital Cafeterias, men Martin Halls fascination af ham går helt tilbage til barndommen.
”Jeg så ham ofte på min skolevej, dengang jeg som dreng gik på Rahbeks skole. Han gik ofte i fuld uniform, læderstøvler, to-tre hunde i et kobbel, og til tider endda en tjener, der bar hans kappe. Jeg noterede mig øjeblikkelig denne skikkelse og var ret fascineret af ham, uden dengang at have nogen kontakt til ham. Han gav mig kort sagt håb om at der var plads til det aparte. Derfra gik min tur gennem punken og gennem bøsseklubberne og hvad ved jeg, og jeg bliver så endelig formelt introduceret til ham her for nogle år siden. Og det var fantastisk at indspille et nummer med ham til mit nye bokssæt.”
Fascinationen er ikke svær at forstå, men for en omhyggelig æstet og selviscenesætter som Martin Hall er marquisen meget mere end en aparte og festlig excentriker.
”Jeg synes han er gestikulationens mester. Du ved ikke hvor sandheden slutter og fiktionen begynder. Du kigger på hans tøj, og du aner ikke om det er hentet på et loppemarked, eller det virkelig er en russisk zars tøj. Du er ikke klar over hvor møblerne stammer fra, om historierne om dem er sande. Men han formår på en eller anden måde at nedbryde alle grænser mellem fiktionen og realiteterne, og du er ikke engang interesseret i at få facit på historien. Det synes jeg er en stor kvalitet i en tid, der er så statistisk og kalkuleret som vores, at der er plads til de her resonansrum for mytedannelse. Han er inkarnationen af det dekadente, og som foregangsmand for den her blaserte levevis er det klart at han har været en stor inspiration for sådan en som mig.”
I dekadencens tegn
Netop dekadencen ligner det princip, der skal binde aftenen sammen – fra den bizart overdådige kulisse over absinten og champagnen til marquisens person og gæsternes påklædning og stil. Og som det meste andet her er det ikke tilfældigt.
”Hospital Cafeterias er en æstetisk fuldbyrdelse af nogle ting, jeg har arbejdet med de sidste ti år. Det mere orkestrale, klassiske musikverden, om end i dens mere depraverede, dekadente form. Den dekadente er jo en romantiker uden håb. Hvor romantikeren i en vis udstrækning er kendetegnet ved at være en fantast, et menneske med store håb og utopier, så er den dekadente snarere en nydelsessyg realist. Han eller hun koncentrerer sig om at få presset en sidste sensation ud af stoffets efterladte egenskaber. Dekadencens truende aura signalerer moralnedbrud, men derved også muligheden for rekonstruktion – der er plads til eksperimenter, frit rum til at mutere. Konsekvenserne af en handling kommer oftest i anden række, det primære fokus hviler derimod på at bevæge sig ind i opløsningens randområder, dér hvor kulturelle etiketter demonteres, og nye kan opstå. Det handler om genkomsten af et mere frit navigerende selv, om den ucensurerede tankegangs enorme potentiale for nyskabelse. Dekadencen repræsenterer de mere dunkle, umættede behovs evige tæring på civilisationsstandarderne. Det er derfor, dette “rum” er relevant – som forsøgslaboratorium. Den kliniske analyse må komme bagefter. At en del “praktiserende” meget belejligt hopper dette punkt over, det er så en anden sag.”
Rastløshedens bog
Hall indleder salonens koncertprogram med en veloplagt tale om dekadencens væsen og læser en passage fra Rastløshedens bog af Fernando Pessoa højt. En tilsyneladende uskolet herre synger på tysk en kærlighedserklæring til Østpreussen, inden sopranen Sara Fiil synger to Martin Hall-numre akkompagneret af guitaristen Volkmar Zimmermann. Det lyder både smukt og særpræget, men intet kan forberede nogen på aftenens tredje optrædende, Marquis Marcel de Sade i egen høje person. Han fremfører ved flygelet Chopins Polonaise opus 3 i As-dur, berygtet som et af klavermusikkens mest krævende værker. Det viser sig også at være temmelig langt udenfor Marquis’ens rækkevidde rent teknisk, men han kaster sig ud i stykket med en dødsforagt, der må have fået Chopin til at fare sammen i sin grav. Foran mig svømmer en blonderet mand med tung eyeliner hen til musikken. Han har en læderklædt kvinde på skødet og tapper henført takten på hendes ene lår. Som Martin Hall forklarer mig, ”Marquis’en går til sådan et stykke musik, som om han teknisk behersker det fuldkomment. Og han behersker det i sin ånd”. Som alle andre i lokalet klapper jeg, til mine hænder er gloende.
Senere sidder jeg og nyder min beruselse i en stol, da det går op for mig at manden med høj hat og korset danser sensuelt foran mig. Han er ved at knappe korsettet op, og jeg når lige at tænke: hvorfor ikke? Alt føles dejligt grænseløst og udflydende, men før jeg bliver helt klar over, om det er til ære for mig, danser han videre gennem lokalet, tilsyneladende i en let trance.
Et spontant stripshow annonceres og aflyses inden aftenens vært smider os ud på den mest udsøgt høflige og formfuldendte vis, og det sidste jeg bemærker er Bruce Springsteen-plakaten på toilettet i entreen. Bruce er på vej ind på scenen iført hvid t-shirt, slidte jeans og el-guitar, og så har marquis’en ved hjælp af collage-teknik udstyret idolet med et par skinnende blanke ridestøvler. Det kunne vi fandme lære noget af alle sammen, tænker jeg, mens jeg cykler hjem gennem støvregnen som en anden Askepot. Selv tømmermændene næste dag føles ganske opløftende.
Uddrag af Fernando Pessoas ‘Rastløshedens bog’, citeret af Martin Hall i forbindelse med aftenens åbningstale:
“… Da jeg altså ikke så mig i stand til at tro på Gud, og heller ikke kunne tro på en flok dyr, forholdt jeg mig som andre udenforstående til alt dette med en distance man plejer at benævne dekadence. Dekadence er det totale afkald på ubevidsthed; for ubevidsthed er selve livsgrundlaget. Hvis hjertet begyndte at tænke, ville det holde op med at slå.
Hvad er der at stille op for mig og mine få ligemænd, der lever uden at have forstand på at leve, hvad andet har vi at gribe til end forsagelse af princip og iagttagelse som skæbne? Da vi ikke kan leve religiøst og heller ikke vil komme til det, fordi man ikke kan tro med sin fornuft og heller ikke ville ane, hvordan man skulle bære sig ad, er der, som en indrømmelse til sjælen, kun det ene tilbage at betragte livet æstetisk. Og således, fremmede for alverdens højtidelighed, ligegyldige over for det guddommelige og foragtelige over for alt menneskeligt, hengiver vi os, med en forfinet epikuræisme der passer sig til vores cerebrale nerver, til dyrkningen af vores ørkesløse fornemmelser.”
MARTIN HALL SIGER NEJ TIL TALENT 2009 – GAFFA INTERVIEW 2009
MARTIN HALL SIGER NEJ TIL TALENT 2009
GAFFA, 3. februar 2009
Af Ole Rosenstand Svidt
Showet vender tilbage på DR1 til efteråret, men det bliver uden Martin Hall i dommerpanelet.
Som DR kunne offentliggøre i sidste uge, er de klar med talentshowet Talent 2009 til efteråret. Det bliver dog denne gang uden Martin Hall i dommerpanelet. Den pladeaktuelle multikunstner lod informationen sive, da han mandag morgen var gæst i TV2’s Go’Morgen Danmark i anledning af hans nye album Hospital Cafeterias og genudgivelserne af de to ældre album Apparently All The Same og Random Hold, oprindeligt udgivet i henholdsvis 1984 og 1996.
GAFFA har fanget musikeren, forfatteren med mere til et par uddybende kommentarer.
Jeg kan forstå, at du har sagt nej til at være dommer i Talent 2009 til efteråret.
– Ja, det har jeg. Jeg modtog en formel skrivelse fra produktionsselskabet sidste uge, der oplyste mig om, at man nu gjorde sig klar til en ny runde af talentshowet, Talent 2009, hvortil jeg svarede, at jeg for mit vedkommende måtte melde pas.
Hvorfor?
– At optræde én gang i et show som Talent er en performance, at optræde anden gang ville være et dagjob.
Det gik jo for så vidt ret godt. Hvorfor ikke fortsætte?
– Jeg er noget så upraktisk som en kunstner – sådan én der styrer efter tegn i skyerne frem for saldoopgørelser fra banken. Helt bortset fra alt det er det alt for opslidende med al den offentlighed for sådan en som mig.
Hvad var det bedste ved oplevelsen?
– Det at føre protokol undervejs (bogen Vægtløs mand under truende sky, red.). Forløbet var jo ét stort, fantastisk cirkus at deltage i. Jeg burde tildeles en bachelorgrad i antropologi efter den omgang.
Tænker du på de optrædende eller pressen?
– Begge dele. Én ting var niveauet på scenen, men det kom pressen nu meget godt efter.
JEG FORSTÅR MIG IKKE PÅ POPMUSIK LÆNGERE – GAFFA INTERVIEW 2009
JEG FORSTÅR MIG IKKE PÅ POPMUSIK LÆNGERE
GAFFA, 2. februar 2009
Af Ole Rosenstand Svidt
Oven på sit folkelige gennembrud i efteråret er Martin Hall tilbage i sin vante rolle som eksperimenterende musiker. GAFFA har mødt den alsidige kunstner.
Efter nærmest at have fået sit folkelige gennembrud i efteråret som dommer i DR1’s talentshow Talent 2008 er sangeren, sangskriveren, komponisten, forfatteren med mere Martin Hall tilbage i sin vante rolle som eksperimenterende kunstner. Han er aktuel med det nye studiealbum Hospital Cafeterias og genudgivelserne af to ældre album, Apparently All The Same og Random Hold, oprindelig udgivet i henholdsvis 1984 og 1996, men nu remastereret og forsynet med bonusnumre.
GAFFA har fået en snak med multikunstneren.
Dit nye album ’Hospital Cafeterias’ må betegnes som både smalt og eksperimenterende. Oven på din rolle som Talent 2008-dommer og din deraf følgende nærmest folkelige succes havde nogle nok regnet med, at du ville benytte lejligheden til at få solgt nogle plader og derfor gå i en mere kommerciel retning rent musikalsk. Hvorfor har du ikke gjort det?
– Fordi det ikke er det, der er mit mål. Jeg stillede jo ikke op som kunstner i Talent 2008, derimod som kommentator, og jagtede for så vidt ikke noget folkeligt gennembrud på den konto. Min egentlige agenda med tv-projektet var at skrive bogen Vægtløs mand under truende sky om processen, og selvom jeg rigtigt nok blev landskendt undervejs, så er den slags berømmelse i sig selv aldeles substansløs. I øjeblikket kender de fleste mit navn, ja, men det er stadig kun et nichepublikum, der ved, hvad det er, jeg egentlig laver. Jeg har ingen intentioner om at blive popstjerne. Jeg forstår mig ikke på den slags musik mere. Den nye plade Hospital Cafeterias, derimod, det er sådan et projekt, jeg lever for at lave.
Dit nye album byder på mange forskellige genrer og gæster – spoken word/digtoplæsning, opera, klassiske instrumentalpassager med mere – og mange korte kompositioner. Det kunne jo faktisk minde lidt om et Talent 2008-show. Hvad synes du om den sammenligning?
– At den er decideret obskøn!
Du spiller en ret tilbagetrukket rolle på dit nye album og synger kun lead-vokal på seks ud af 18 numre. Hvorfor har du i så høj grad ladet en lang række gæstesolister kommet frem i lyset?
– Jeg holder meget af mangefacetterede værker. Det trætter mig at høre på mig selv hele tiden, og jeg synes rigtig godt om variationen på det nye album. Jeg ville gerne lave en plade, hvor det ikke så meget var artisten, der stod i fokus, som det var projektet. Eftersom ord altid har vejet lige så tungt som musik for mig, så føles den nye plades mere poetiske tilgang til tingene også meget logisk – det at benytte recitationer og båndoptagerstemmer på lige fod med sangere.
Hvordan er disse gæstesolister egentlig valgt ud? En del af dem har du tidligere arbejdet sammen med, mens andre er nye ansigter…?
– En af de nye samarbejdspartnere på pladen er den navnløse sanger i Claus Beck-Nielsen Memorial. Vi har fulgt hinandens arbejder i mange år, men blev først formelt introduceret her sidste år. Hans korarrangementer er blændende, ligesom han som lyriker og sanger har sin egen særegne stil. Andre navne som for eksempel mezzosopranen Andrea Pellegrini har jeg arbejdet med flere gange tidligere. På samme måde som Facsimile fra 2006 kunne ses som en slags opsummering af min karriere som solist, kan Hospital Cafeterias måske siges at være en slags opsummering af de virkemidler, jeg gennem det sidste tiår har arbejdet med som producer.
I det hele taget er albummet præget af samarbejder. Er det et udtryk for, at du er blevet mere samarbejdsorienteret og måske også kompromis-søgende i forhold til dine unge år, hvor du ofte arbejdede med langt færre musikere og ofte spillede det meste selv?
– Som jeg var inde på før, så kan man som kunstner i det lange løb godt blive lidt træt af sit eget selskab. Jeg holder utrolig meget af alsidigheden på den nye plade. Hvis noget giver kunstnerisk mening, kan der aldrig være tale om et kompromis, snarere om en sublimeringsproces, hvor man videreudvikler sine idéer i samarbejde med andre.
MODERNE SALONPLADE
Som sagt byder albummet på lidt af hvert rent musikalsk. Synes du selv, at der er en rød tråd gennem albummet – og hvad består den i givet fald af?
– Det både svære og fantastiske ved at få noget til at blive en organisk helhed, når man arbejder med så mange forskellige enkeltelementer, som tilfældet er på den nye plade, er at finde et tematisk fællestræk, som alle kan relatere til. Idéen med Hospital Cafeterias var at skabe en slags moderne salonplade, et værk, hvor lyd, musik, tekst og stemmer var forskellige udtryk for den ventesalstilstand, albummet helt overordnet repræsenterer. Det første musikalske nummer på pladen, ”40 Versions of the Time Before”, beskriver for eksempel en halvsovende mands tanker og billedverden om bord på et fly, mens det sidste er en øjebliksskildring på en telefonsvarer. Alle numrene er ganske korte, ligesom instrumenteringen udelukkende benytter sig af henholdsvis et kammerensemble og elektroniske virkemidler. Jeg ville gerne opbygge en lydkulisse, der var både romantisk og moderne, hvilket også forklarer den vekslende brug af for eksempel samplede stemmer og klassiske sangere. Hospital Cafeterias er en salonplade, en lydkulisse, der er lige dele Wien anno 1900 og højteknologisk storby.
Albummets afslutningsnummer indeholder noget, som kunne lyde som en telefonsvarerbesked fra en ekskæreste eller måske ligefrem en stalker. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der historien bag den mystiske kvindestemme – og hvorfor er den kommet med på pladen?
– Jeg har gennem tiderne modtaget rigtig mange besynderlige opkald, men for nogle år siden dukkede der en treminutters besked op på min mobiltelefon, indtalt i nattens løb af en ukendt person. Allerede dengang slog indspilningen mig som værende et både sært og meget rørende lille stykke poesi. Der er noget forunderligt tidløst over monologen, en fornemmelse af at befinde sig i en mærkværdig, Karen Blixen’sk parallelverden. Jeg synes ikke, at den bryder kontinuiteten med sit danske sprog efter det engelske, tværtimod oplever jeg et løft ved netop at bruge denne sekvens som finale. Det er et stykke autentisk dokumentarmateriale, så det har nogle givne rammer. Det er kun fint, at det danske sprog dermed også bliver repræsenteret.
Du har tidligere brugt tysksproget spoken word/digtoplæsning på albummet ’Das Mechanische Klavier’, og nu gør du det igen. Hvad er det ved det tyske sprog, der fascinerer dig så meget, at det skal med på et ellers primært engelsksproget album?
– Vi lever i en monokultur, hvor det – i øvrigt vidunderlige – engelske sprog fylder stort set alt. For mig har den tyske kultur dog altid fyldt lige så meget som den engelske, og jeg synes, at det er helt naturligt at arbejde med dette sprog … især i de narrative sekvenser, hvor tysk tilfører oplæsningen en helt anden dramatik end engelsk ville gøre. På Camille-pladen fra 2002 benyttede jeg mig også af italiensk, og på Facsimile fra 2006 indspillede jeg det fransksprogede nummer ”Tu Es Mon Image” sammen med Efterklang. Jeg ser det som en meget naturlig ting at arbejde med andre sprog i det omfang, det giver kunstnerisk mening.
‘Hospital Cafeterias’ er en lidt speciel titel til et album. Hvorfor lige den titel?
– Et hospitalscafeteria er per definition et sted, hvor man opholder sig på grund af tvingende omstændigheder. Det er for de færreste menneskers vedkommende et sted, man tager hen til som et alternativ til en af byens mange caféer. Det er et smukt, trist, sterilt billede på den skæbnefortælling, vi alle sammen er tvunget til at fortælle gennem vores liv. På ventesalens patologi. Et billede på både ængstelse og rekonvalescens.
For første gang i mange år har du ikke ladet teksterne til albummet trykke på coveret, men henviser til din hjemmeside. Hvorfor det?
– På Hospital Cafeterias vil jeg gerne have, at lytteren forholder sig til lydbilledet frem for det tekstlige koncentrat på egen hånd. Teksterne er ikke det centrale på den nye plade, det er derimod den sammenhængende tilstand, som pladens musikalske salon byder på. Jeg er blevet temmelig allergisk, hvad angår en teksts isolerede mening.
SAVNER IKKE HITLISTERNE
Nu til noget helt andet, som vi berørte i begyndelsen af interviewet: Du har ligget på hitlisterne og fået radio-airplay med Hanne Boel og Caroline Henderson og fået god airplay med egne sange som ”Beat of the Drum”, ”Strange Delight” og ”Burning Sugar”, men det var tilbage i 80’erne, 90’erne og begyndelsen af årtusindet. Længes du ikke efter at komme tilbage på hitlisterne og i radiobølgerne?
– Nej. Som jeg sagde tidligere, så laver jeg ikke rigtig den slags musik længere. Jeg synes, det var forfriskende at samarbejde med Marybell Katastrophy på ”Delirous”-singlen, der var det eneste nye nummer på opsamlings-cd’en Catalyst fra sidste år, men det var jo ikke videre hitliste-mindet, det var det alligevel lidt for kantet til. Jeg tror, at der skal byde sig en hel ny, uventet vinkel, før jeg eventuelt roder mig ud i at lave popmusik igen.
Samtidig med ‘Hospital Cafeterias’ har du genudgivet dine to gamle album ‘Apparently All The Same’ og ‘Random Hold’ fra henholdsvis 1984 og 1996. Hvorfor er det lige blevet disse to album fra dit omfattende bagkatalog? Og er der mere af samme slags i vente?
– Ud over Ballet Mécaniques The Icecold Waters of the Egocentric Calculation er Apparently All The Same uden tvivl mit mest væsentlige album fra 80’erne, mens Random Hold står som mit centrale album i 90’erne. Førstnævnte har aldrig været ude som cd før, og sidstnævnte har været udgået i årevis, så det virkede meget logisk at udgive begge disse titler nu. De komplementerer også hinanden udmærket og danner i øvrigt et fint triptykon med den nye cd. Der er stadig mange, der gerne vil have Relief (fra 1985, red.) genudgivet, men nu må vi se.
Du er ikke kendt for at ligge på den lade side. Hvad bliver dit næste projekt?
– Der er forskellige ting oppe at vende, men jeg tror, at det bliver nødvendigt med en lille pause oven på de sidste 12 måneder, hvor jeg sammenlagt har udgivet seks plader og to bøger samt medvirket i både en storfilm Flammen & Citronen, red.) og tre måneders konstant tv.
Du har tidligere været ret afvisende for tanken om at lave et dansksproget album med henvisning til, at din stemme ikke passer så godt til det danske sprog. Gælder det stadig? Du har jo i sagens natur arbejdet meget med det danske sprog i dine efterhånden talrige bogudgivelser, og nu har der jo også sneget sig lidt dansk ind på dit nye album…
– For så vidt spekulationerne går på, at jeg selv skulle til at synge på dansk, finder jeg stadig tanken meget urealistisk. Jeg har skrevet og reciteret én tekst på dansk i musikalsk sammenhæng – på Ballet Mécaniques andet og sidste album For tilbage i 1982 – hvor teksten i sin fulde ordlyd lød: “Ikke altid vidste jeg, hvorfor det blev, som det blev/Sov blot roligt, alle hader alle.” Efter det syntes yderligere ord på dansk unødvendige.
‘Hospital Cafeterias’ og genudgivelserne af ‘Apparently All The Same’ og ‘Random Hold’ er netop udkommet.
HALLS AKTUELLE TOP 5
1.
Øverst på listen ligger endnu en nattelæsning af den tysksprogede digter Rainer Maria Rilkes eminente (og eneste) prosabedrift Malte Laurids Brigges optegnelser. Det er tredje gang, jeg læser den – et værk, der ligesom Marcel Prousts skrifter kan læses med nyt udbytte, hver gang man fordyber sig i det. Dunkelt, sælsomt og sitrende. En seismografisk fintfølende sjæls strøm af lysende ord, der trodser al tyngdekraft, og som i deres fald mod stjernerne lyser verden omkring én op.
2.
Næste led i kæden må være cd’en Futurlieder med Franco Casavola, komponist og skribent inden for den italienske futuristbevægelse. Pladen indeholder 28 originale værker skrevet af ham mellem 1922 og 1927, indspillet af Daniele Lombardi (flygel) and Susanna Rigacci (sopran) mellem 1994 og 2004. Indeholder bl.a. ”Tango Viola Da Cabaret Epilettico”. Mere end almindelig anbefalelsesværdig. Og så vil coveret til pladen ganske givet minde visse brugere om en helt anden udgivelse …
3.
For at tingene nu ikke skal gå hen og blive alt for tungsindige, så lad mig lige inkorporere en flaske Westmalle Tripel på 9,5%. Har man periodisk fået absint nok, så er denne trappist-øl en gave fra himlen – beroligende og ren. Drikker ukristeligt lidt, men når det skal være, så er det så absolut mit foretrukne mærke.
4.
Har netop modtaget den lille Robert Wyatt-boks EP’s, en vidunderlig miniature-samling bestående af fem discs, smukt designet af hans partner Alfreda Benge. Min favoritplade med Wyatt er Shleep, hvorfra EP’s bl.a. indeholder et remix af ”Free Will And Testament”. Kan nu bedre lide originalen, men Robert Wyatts stemme er og bliver gudesendt.
5.
Er faktisk endnu ikke begyndt på den, men glæder mig allerede så meget til at komme i gang med Thomas Bernhards Undergængeren, at den alene pga. sin tilstedeværelse i rummet øjeblikkeligt ryger med på min aktuelle Top 5. Plot: Tre pianister møder efter sigende hinanden til undervisning hos virtuosen Horowitz; den ene af dem er Glenn Gould. Ifølge rygtet en uhyre giftig sag.
FEM SPØGELSESSTEDER FRA HALLS FORTID – WHERE2GO FEATURE 2009
FEM SPØGELSESSTEDER FRA HALLS FORTID
Af Martin Hall (Where2go februar 2009)
Musikeren, forfatteren og tv-dommeren Martin Hall har heldigvis en dunkel fortid. Læs her om de dejlige barer, han frekventerede, dengang verden endnu var normal, mænd gik med makeup, og man kunne få sig en stille drink, som involverede at få et romerlys i røven.
Tannhäuser
Gemt godt af vejen bag Det Kongelige Teater lå natklubben Tannhäuser, et sted der var udsmykket med plysmøbler og grønne vægge og bl.a. kendt for det ikke uvæsentlige faktum, at de serverede en egenproduceret absint med en alkoholstyrke på 68 %. Klubbens ejer Jørgen Sømod introducerede ligeledes drinken Ugly Bugly, en frygtelig sag der bestod af bl.a. Rød Aalborg akvavit, æggelikør, blå Bols og tabasco. Drinken skulle nedsvælges i et hug, og Ugly Bugly-prøven var først bestået, når man med bukserne trukket ned og et romerlys i røven fik antændt samme fyrværkeri til tonerne af ”Gladiatorernes Indtogsmarch” (ellers blev der kun spillet Wagner på stedet). Til sidst fik man så tre rap i den bare med en ridepisk. Et gavekort til dette ritual bliver en yndet hadegave. Inden sædelighedspolitiet greb ind, nåede Sømod ifølge rygtet at udskænke 620 stk. Ugly Bugly.
Channel One
New wave/new romantic-inspireret diskotek der lå i Farvergade. Klubben tiltrak folk fra både punkbevægelsen og bøssekulturen, men af en eller anden grund husker jeg bedst stedet for den fabelagtigt store mængde frisører, der hang ud derinde. Pga. stedets trendy status samt det noget mere jordnære faktum, at der ikke eksisterede andre klubber af den slags i København på det tidspunkt, valgte medlemmer fra bands som både Duran Duran og The Clash at hænge ud der efter deres koncerter i byen. Jeg gik heldigvis glip af Simon Le Bon, men Joe Strummer blev efter sigende ved med at råbe ”I can’t hear you”, lige meget hvad nogen sagde til ham – det var umuligt at afgøre, om fyren var stordopet eller høreskadet. Rockstjerner og klubber, same old story. Efter ejeren af Channel One havde set mig spille support til Iggy Pop i Odd Fellow Palæet med Ballet Mécanique, gik det heldigvis noget lettere med at komme ind, mange tak. Inden da stod man altid og frøs ude i køen.
Rockmaskinen
Rockmaskinen lå i Fredens Ark ude på Christiania og var vel nok det nærmeste, man kom et hjem dengang. Hver lørdag var der koncert med fire-fem nye bands. Det var helt utroligt, hvor de alle sammen kom fra: Mad Gustav Band, Who Me, Pubescent Hysteria, Kronisk Krampe (mit favoritnavn). Entréen var altid den samme, 20 kroner. Om vinteren var det rigtig koldt derude, da der kun var en enkelt brændeovn. Franz De Zaster, sangeren fra det oprindelige Brats, var altid fuld og skæv og havde det med at jage folk ned fra scenen, hvis han ikke kunne lide dem, der spillede. Lidt vel primitivt, men omvendt meget forfriskende oven på en gennemsnitlig frisøraften på Channel One.
Madame Arthur
Noget mere glam’et var der så på det oprindelige Madame Arthur inde i Lavendelstræde. Jeg tror, det var her, jeg så mit første dragshow – jeg kan ikke have været mere end 14-15 år, og det var en fantastisk oplevelse … som at træde ind i Alice i Eventyrland. Under diskokuglen sprang de mest farvestrålende typer rundt, karakterer jeg indtil da kun havde set skygger af i Fellinis film. Som punk var det i øvrigt også et af de få steder, hvor man ikke fik bank. Og så var der masser at lære for både novicerne og de videbegærlige: Poppers, amfetamin og sex ude på toiletterne, what a wonderful world! Mest af alt blev der dog bare danset og skejet ud i et sorgløst univers, hvor alle var velkomne, og hvor alt syntes tilladt. Så kom aidsen.
Bonaparte
I den mere almindelige ende af skalaen var der også Bonaparte-diskoteket i Gothersgade, hvor new wave-folket især begyndte at dukke op på, da Channel One lukkede. Klubben lå på anden sal, og jeg har altid undret mig over, at der ikke var nogen, der faldt og ned brækkede halsen på den åbne trappe, man skulle op ad for at komme ind på stedet. Come to think about it, det var da vist også!? Anyway, der var altid proppet, og jeg var altid stenet, så jeg husker bedst hjørnet lige ved indgangen ved dj’en, hvor man kunne stå og se på det hele uden at involvere sig. Musikken var lige dele New Orders ”Blue Monday” og Kim Wildes ”View from a Bridge”. Sidstnævnte sang var vel meget sigende for tidsånden: Et internationalt top 10-hit der handlede om en pige, som ville slå sig selv ihjel ved at kaste sig ud fra en bro.
